Andersens tredje dobbelt-forelskelse
dobbeltforelskelsen i Christian Voigt og dennes søster Riborg.
Denne tredje dobbeltforelskelse ligger tidsmæssigt egentlig før
dobbeltforelskelsen i søskendeparret Ida og Christian Wulff, idet den udspandt
sig i 1830-31, og dobbelt-forelskelsen i Louise og Edvard Collin foregik
1832-33. Men når dobbeltforelskelsen i Ida og Christian Wulff er blevet omtalt
før de to andre nævnte, hænger det sammen med, at Andersen havde lært Ida og
Christian Wulff at kende allerede i 1825. Men den tredje dobbelt-forelskelse
drejer sig om dobbeltforelskelsen i Christian Voigt og dennes søster Riborg.
Mytedannelsen har siden hen gjort den unge digters håbløse og ulykkelige
forelskelse i købmandsdatteren Riborg til den helt store romance, måske kun
overgået af den endnu større myte om hans forelskelse og kærlighed til
sangerinden Jenny Lind. Det almindelige publikum ønsker i reglen enkle og nemme
forklaringer på tingene, og sådanne får man netop gennem myterne. Men ved
nærmere eftersyn viser virkeligheden bag myterne sig ofte at være andre og
knapt så forenklede eller i nogle tilfælde helt banale kendsgerninger. Det med
i hvert fald det forenklede, er også tilfældet med Andersens her nævnte
kærlighedshistorier. (1)
Men lad os begynde med
begyndelsen, som Andersen siger i eventyret ”Det er ganske vist!”, og den er
også i dette tilfælde i en anden kant af byen, nemlig på Københavns
Universitet, hvor Andersen i oktober 1828 bestod sin studentereksamen. Blandt
hans studenterkammerater var der særligt én, han havde fattet sympati for, og
sympatien var gensidig. Genstanden for interessen fra Andersens side var
købmandssønnen fra Faaborg, Christian Voigt, som dengang boede i
Hestemøllestræde 123, 1. sal, og Andersen boede på det tidspunkt i St.
Kongensgade 33, 3. sal, så de to havde ikke langt at gå, for at besøge
hinanden.
Første gang vi erfarer om
Andersens studenterkammerat, er i forbindelse med den unge digters sommerrejse
1830 til Jylland og Fyn, som strakte sig over tiden 31. maj til 29. august. Han
var på det tidspunkt på jagt efter stof til sin planlagte historiske roman
”Christian den Andens Dværg”. Efter tre ugers ophold i Jylland, rejste han i
midten af juni til Odense, hvor han gjorde nogle dages ophold, og hvor han
efter aftale logerede som gæst hos enken efter Andersens faderlige ven,
bogtrykker og avisudgiver Christian Iversen.
Derefter gik rejsen videre til Faaborg,
hvor til han var indbudt af vennen Christian Voigt. Men før afrejsen dertil,
havde Andersen fået en anbefalingsskrivelse af sin faderlige ven, oberst
Christian Høegh-Guldberg i Odense, i form af et introduktionsbrev til en
assessor Martens i Faaborg. Guldberg kendte til løjtnantens eksistens gennem
sin husbestyrerinde, jomfru Martens, der var en søster til Martens. Denne
Martens viste sig i øvrigt at være identisk med den løjtnant Martens, som i
Odense havde været kæreste med Andersens søster, Karen Marie Andersen, men som
omkring 1822 svigtede hende og rejste til København. Men det nævner Andersen
ikke med et eneste ord, skønt han formentlig må have genkendt in søsters fhv.
kæreste fra Odense. Den historie er i sig selv nok så interessant, men hører
ikke hjemme i denne sammenhæng. (2)
Under hele sommerrejsen korresponderede
Andersen flittigt med blandt andre vennen Edvard Collin i København, og i brev
dateret Faaborg den 9. august 1830 skriver han blandt andet følgende:
”[…] – De kan tro, at det ret er en
venlig lille by, Faaborg, og det lader til, at her hersker en meget god tone;
af Guldberg er jeg adresseret til en assessor Martens, der er en ganske vakker
mand, men jeg finder mig dog bedre hos en agent Voigt, byens første købmand,
der har skibe i søen o.s.v.; jeg er bleven student med hans søn, og jeg kender
godt den unge Voigt fra København; disse to dage har jeg derfor næsten hele
tiden været der, og man har ret søgt at more mig, vi har både sejlet og kørt
til nogle af de smukkeste steder, og i går var jeg med på en herregård:
Nakkebølle, der er bygget i det 16. århundrede og ser ret antik ud. Damerne her
i byen er de vakreste jeg endnu har truffet på, endogså i Jylland og agent
Voigts ene datter er endogså smuk og hvad jeg især lider, meget naturlig. –
[…]” (3)
Se solen blusser så elskovs rød,
Den lægger sit hoved’ i bølgens skød;
Dog, hvem kan skildre det ret med ord!
Tilbedende tier den hele jord,
Kun blomsterne nikke i vinden,
De kysse hinanden på kinden.
Hvad rasler hist hvor sivene gro?
Der gynger en båd med elskende to!
I havet, i øjet og højt i det blå,
Alle tre steder jo himle stå!
Men aller herligst blandt disse,
Er øjets himmel tilvisse!
Den
himmel ejer det reneste blå,
Og tankerne der, som stjerner stå,
Man skuer klart i åndernes land,
Man føler sig barn og dog en mand!
Og øjet tror på sin Skaber!
Tåren.
Mit hjerte er en himmel grå,
Hvor sorgerne som kloder stå;
Så underlig er deres gang,
Derfor er barmen dem så trang!
Græd kun, ja græd, så får du ro!
Hver tåre er en verden jo!
En verden fuld af sorg og lyst,
Der ruller fra det snævre bryst.
Og har du grædt dit øje træt,
Da bliver du om hjertet let,
Thi sorgen, om den end er stor,
I hine tåre-verdner bor;
Og tror du vel, at han som glad
Ser krybet på det mindste blad,
Han som det hele stræber til,
At han en verden glemme vil?
(5)
Men mellem disse to vers er der i virkeligheden
foregået en ulykkelig kærlighedshistorie, som vi herefter derfor skal høre
nærmere om. Som allerede nævnt, så lærte Andersen den kønne Faaborg-pige Riborg
at kende i august 1830, indirekte via sit bekendtskab med hendes yngre broder,
Christian. Men før vi begiver os ind på at fortælle historien bag myten, skal
vi lige først se på, hvad Andersen har skrevet om sit Faaborg-besøg i
Levnedsbogen, som blev til omkring et års tid efter dette:
” […] – På herregårdene rundt om,
afhentede man mig til besøg på flere dage og jeg flagrede livsglad på ubrændte
vinger om glædesblusset. – Nu ville jeg også besøge alle de fynske byer, thi
jeg havde tænkt at skildre i en roman: Grevens Fejde, og så var det nødvendigt
at være ret hjemme i Fyn. Jeg havde adresse-breve til nogen i hver by, på en af
dem nær, men her kendte jeg en student, der havde været til eksamen med mig,
som jeg imellem besøgte og kunne godt lide for hans godmodighed, han vidste jeg
var hjemme, hans fader en af de rigeste mænd i byen, og her ville min visit
være velkommen. Kort før jeg rejste derned, var der en ung jysk dame der meget
roste folkene dernede, thi hun havde været der i besøg, da spottede jeg med de
andre unge piger hos Iversens, gjorde også i spøg smædevers over den uskyldige by,
som jeg løseligt ville flagre igennem, og drømte slet ikke hvilken interesse
den siden i hele mit liv, fik for mig. […]” (6)
”[…] – Men jeg vil springe mine omflakninger over, og komme
til det vigtigere punkt, til den lille købstad, jeg så alfor ironisk imøde, og
hvor jeg skulle træffe min bekendt, studenten: postkarlen, som jeg spurgte om
den familie jeg ville aflægge en visit, roste dem meget, fortalte om faderens
skibe i søen, om de fortræffelige børn, og hvor stort det gik til i huset. – Jeg
tog ind på gæstgivergården, sendte straks samme aften mit visitkort til
studenten, da jeg var for træt til selv at komme, han besøgte mig da straks,
med en venlig indbydelse fra forældrene, at tilbringe næste dag hos dem, længer
ville jeg heller ikke ære der i byen, derpå bort. – Vi skiltes snart ad, thi
jeg var træt og gik nu at sove, for at vågne til, hvad jeg mindst troede, et
nyt og betydningsfuldt afsnit af mit liv.” (7)
Og nu om selve besøget hos
den rige agent Voigt, hvor han formentlig på grund af det tidlige tidspunkt på
dagen kun blev modtaget af den ældste datter, Riborg:
”Om morgenen pyntede jeg mig til besøget, og gik temmelig
tidlig hen til den anselige gård, jeg vidste at man var noget spændt på at se
mig, især den ældste datter, der var en snes år, og holdt så meget af min
Fodrejse og digtene, min unge ven sov da endnu og man viste mig ind i
dagligstuen, der så meget pyntelig ud, med smukke kobberstik, fortepiano, musik
og øger. – Den ældste datter var ene i stuen, hun skænkede te, og modtog mig
med megen venlighed i det hun hvert øjeblik rødmede når hun talte til mig, men
syntes ellers at være munter og livfuld. Det var et ganske dejligt fromt
ansigt, der var så meget barnligt deri, men øjnene så kloge og tænkende ud, de
var ganske levende og brune. Hun havde en simpel grå morgenkjole på, der klædte
hende godt; just den hele simpelhed til dette ansigt, indtog mig straks for
hende, hendes interesse for mine digte, ja selv det at hun syntes at have en
slags respekt for mig, kildrede min forfængelighed og gjorde straks at jeg
havde en art interesse for hende. Hun spøgte over sin broders syvsoveri, viste
så megen ånd og lune at jeg også fik lyst at gøre mig interessant; jeg ved ikke
selv, men det var næsten straks, som vi to længe havde kendt hinanden, og jeg
havde den hele dag sådan en glæde ved at behage den unge pige. – Der kom så
mange fremmede damer, der var meget venlige, meget smukke, sagde mig
komplimenter, men de behagede mig slet ikke som hun, men de var jo rimeligt,
hun var den smukkeste, klogeste og havde sådant et barnligt fromt ansigt. – Der
var just kommet et mindre fartøj hjem, som tilhørte faderen, det lånte han os
om eftermiddagen og vi sejlede over til en lille skov, her fik jeg buketter af
de unge damer, hun flettede en egekrans, som hun bad broderen give mig.
– Om aftenen var jeg i sjældent godt lune, jeg følte mig virkelig så opvagt, og
unge og gamle hørte da på mig med lyst og interesse, jeg har aldrig siden følt
mig så sjælesund, så rig på lune og jeg så hvor glad, hvor søsterligt hun tilsmilede
mig. Da jeg sildig kom hjem på gæstgivergården, var jeg nu så oprømt; pigen
spurgte mig om hvorledes deres by behagede mig, og om jeg ikke med –s [Voigts]
familie havde moret mig; herved fik jeg anledning til at tale om døtrene, og
jeg ved ikke selv, kom til at sige, ”hvem er det de er forlovede med?” Thi jeg
tænkte at det var de vist. Hun svarede da, at der var ingen forlovede, uden på
en måde den ældste. ”Det er en sjælden pige,” sagde hun, ”men der har
hun fattet kærlighed for apotekerens søn, der er forstkandidat; forældrenes
have støder sammen; de har nu alt som børn kendt hinanden; han ved nu hun har
midler og så holder han fast, hendes forældre har været meget derimod, og det
er vist det, der har gjort kærligheden stærkere. De må aldrig se hinanden, thi
hendes fader vil ikke have det, da der ikke er noget ved ham! Gud ved hvad der
bliver nu! Jeg ville ret ønske hun måtte få en anden god mand!” –”Den stakkels
pige!” tænkte jeg. Hun har altså hjertesorger. Jeg kunne ikke lade være at
tænke på hende og hele denne lystige dag, der var flyvet hen. (8)
Der er nogle ting i Andersens tekst, som der i særlig grad er grund
til at hæfte sig ved allerede her, nemlig for det første, at det tydeligvis har
smigret hans udtalte forfængelighed, at Riborg viste stor interesse for ham som
forfatter af ”Fodrejse” (1829) og af digte, muligvis hans digtsamling ”Digte
1830”, som var udkommet 2. januar 1830, og hvori forresten hans første eventyr,
”Dødningen, et fynsk folke-eventyr”, også er trykt. Det andet er, at han
opfattede hendes ansigtsudtryk som barnligt uskyldigt og fromt, lidt i retning
af en ophøjet og kysk madonnaskikkelse, sådan som mange forelskede, romantiske
kristne unge mænd i hvert fald siden middelalderen har opfattet og tilbedt unge
kvinder. Interessant nok, så er Andersen psykologisk set åbenbart selv klar
over, hvorfor han bliver forelsket i hende. Men bortset fra det, så svigter
realitetssansen ham helt, fordi han aflæser hendes interesse for sig som udtryk
for, at hun gengælder hans følelser, og det gør den også, da han lytter til
kropigen, hvor hun fortæller lige præcis det, som hun måske har fornemmet at
han gerne vil høre, nemlig at den pige, som med et er blevet hans hjertes
udkårne, fortjener at ”få en anden god mand” end apotekersønnen! Det er
symptomatisk og typisk for den følsomme og medfølende Andersen, når han
reagerer med at tænke, at den stakkels pige havde hjertesorger!
Men selv om at den da
24-årige smukke og velbegavede Riborg gjorde et virkelig stort indtryk på den
kun et år ældre Andersen, hos hvem mødet med hende fremkaldte dybe følelser,
som han i første omgang havde vanskeligt ved at forholde sig til, så kan der
ikke være tvivl om, at det også har været medvirkende til at fremkalde hans
interesse for hende, at hun havde læst hans ”Fodrejse” og ”Digte 1830”, og at
hun som følge deraf beundrede ham som digter, tilmed en digter fra det
store København. På den baggrund – jævnfør med citatet ovenfor – må man nok
konstatere, at den ulykkelige kærlighedshistorie mellem ham og Riborg Voigt,
blev en selvskabt myte i Andersens liv og forfatterskab, som han hægede om i
mange år. Den blev i en vis forstand et selvvalgt martyrium, til trods for, at
han også senere kom ud for at opleve nok så ulykkelige og smertefulde
forelskelser. Men Riborg stod som kvinde for ham som et håndgribeligt fysisk
billede på hans anima, hans psykes feminine aspekt, det aspekt, som Martinus
kalder for ”den feminine seksuelle pol”.
Der kan næppe heller
være nogen tvivl om, at Andersens forelskelse i Riborg Voigt – eller rettere: i
sit billede af hende – var reel nok, og at den kom til at ryste hans
sjæleliv godt og grundigt, fordi han i og med denne oplevelse og erfaring blev
konfronteret med sin egen personlige situation. Ikke blot som denne så ud på
overfladen, hvor han især angiver sin sociale og økonomisk ustabile stilling
som grund til, at han ikke bør tænke på at forelske og gifte sig. For havde man
først sagt A, måtte man for anstændighedens skyld også sige B. Forlovelse betød
i borgerlige kredse indledningen til senere ægteskab. Men den dybere årsag til
sine betænkeligheder kendte Andersen i virkeligheden godt, nemlig dels at hans
feminine aspekt, det som han selv kaldte ”min halve kvindelighed”, og dels sin
tilbøjelighed til at forelske sig samtidig i både en kvinde og en
mand. Hvad han ikke kunne vide var, at dette dybere set hang sammen med hans
egen seksuelle polkonstellation, der jo var af en sådan art, at det ville tjene
ham selv og hans digterkald bedst, hvis han afstod fra at engagere sig med det
modsatte køn. Denne selverkendelse, som vi skal vende tilbage til under omtalen
af Andersens forelskelse i vennen Edvard Collin, skulle i virkeligheden også
siden vise sig at blive resultatet af de sjælelige lidelser, han måtte gennemgå
som følge af sine dobbeltforelskelser, ikke kun den i Christian og Riborg
Voigt, men også af hans efterfølgende dobbeltforelskelser og forelskelser i det
hele taget.
Andersen har faktisk selv antydet sin
virkelige situation i forbindelse med omtalen af sit første møde med Riborg
Voigt, som jo forståeligt nok var noget benovet over sin broders bekendtskab
med en på det tidspunkt – i sommeren 1830 – allerede landskendt digter. Herom
skriver han i Levnedsbogen:
”Hun havde megen læsning, megen ånd og udviklede sig så
frapant, men på en næsten alfor beskeden måde. Bad mig når jeg forlods dem,
give sig en afskrift af et af mine digte. – Tiden fløj bort før jeg vidste det,
jeg følte mig et ganske andet væsen; men da jeg hjemme i mit logi ville
reflektere derover, kommer der ingen resultat, men en underlig angst; jeg følte
mig så vel her og dog fik jeg en higen efter at komme bort, jeg måtte – jeg
ville, og bestemte min afrejse alt til næste dags middag. – Da jeg den følgende
morgen meddelte min beslutning for familien, bad de mig ret venlig forlænge mit
ophold, men jeg havde en underlig sjæleuro, jeg ikke selv forstod. Da jeg nu
endelig ville bort, tilbød faderen mig befordring til næste station, og
han og sønnerne ville ledsage mig halvvejen, til en gård han selv ejede der på
vejen. – Efter måltidet drak vi kaffe i haven; jeg var i halv tredje dag
bleven, som hjemme i familien, jeg spadserede med hende og søsteren om i haven,
jeg sagde i spøg: jeg skal i min roman kalde elskerinden op efter Dem, deres
navn er just smukt og passende. Hun blev ganske rød og slog det hen i spøg, men
da jeg nu skulle skrive et digt til hende, fandt jeg ikke et eneste der var
passende, og det var mig ikke muligt at digte to nye linier. Jeg afskrev da : ”Avis
aux Lectrices” samt ”Gråtvejr”, og overlod hende selv at vælge; det
andet skulle da søsteren have; hun valgte det første og gav mig igen n
smuk blomsterbuket, som søsteren stak mig en blomst fra sig ind i. – Jeg va
ganske vemodig, da jeg skulle bort, og hun var også rent borte, først da
jeg sad på vognen og kørte bort, så jeg hendes milde ansigt bag ruden hvor hun
nikkede lev vel! –”(9)
Ja, Andersen følte uden tvivl en angst for, at der skulle være tale
om en alvorlig forelskelse, som han jo på forhånd var klar over, at han i
virkeligheden ikke ville være i stand til at leve op til, og slet ikke i
længden. Men det romantisk-smertefulde – det wertherske - i situationen både
frastødte og tiltrak ham på samme tid, selv om den også samtidig bidrog som
inspirations- og kraftkilde til hans digtervirksomhed, et forhold som Andersen
ikke selv var blind for.
Det smertefulde og
ulykkelige i Andersens forelskelse i Riborg Voigt havde som sin ydre
omstændighed, at pigen som nævnt faktisk allerede var forlovet med en mand, som
hendes forældre angiveligt i begyndelsen var noget skeptiske overfor, og som
påstået derfor ikke ville give deres samtykke til en officiel forlovelse med
deraf følgende senere ægteskab. En forlovelse var jo dengang en betydeligt mere
alvorlig og forpligtende affære, end det ofte er tilfældet i vore dage. Det
endelige resultat blev da også, at Riborgs forældre gav deres samtykke til
datterens officielle forlovelse og ægteskab med den udkårne, der som tidligere
nævnt viste sig at være barndomskammeraten Poul Jacob Bøving, søn af den
stedlige apoteker, J.G.W. Bøving. Han var på det tidspunkt forstkandidat og
blev senere skovrider på godset Brahesminde. Der var altså her i virkeligheden
tale om et socialt godt og hæderligt parti, og parret blev da også gift med
hinanden den 27. april 1831, og fik med tiden flere børn sammen.
Imidlertid var det dog
først, da Andersen midt i august vendte tilbage til Odense og igen tog ophold
hos familien Iversen på ”Tolderlund”, at det gik op for ham, at han faktisk nok
var blevet ’forelsket’. Herom fortæller han i Levnedsbogen følgende:
”Da jeg kom tilbage til Odense og ud igen på Tolderlund hos
den iversenske familie, gav min rejse da underholdning nok de første dage. Jeg
sværmede omkring og digtede nu en mængde digte, deriblandt ”Hjerte-Tyven” og
”Sprøjten”. Mine ytringer om den –s familie og hende, vakte
opmærksomhed mellem de unge piger, og de begyndte i spøg at drille mig med, at
jeg nu endelig var blevet forelsket! – Den første gang jeg hørte det, blev jeg
som ild over hele legemet, slog det hen i spøg, men kunne dog ikke lade være at
tænke der over; mit hele væsen, måden hvorpå jeg havde været i de få dage jeg
var sammen hos hende, blev mig selv påfaldende. – Jeg begyndte at længes, de
andre spøgte med mig, nu blev jeg ked deraf, og ville endogså rent slå tankerne
af hovedet; jeg fandt det selv latterlig, at jeg der altid havde spottet over
kærlighed og sværmeri, nu selv skulle forfalde der til. – At det desuden var en
tåbelighed i min stilling, hvor jeg havde nok at gøre med mig selv og mit
udkomme, følte jeg mer og mer. Hvad skulle det hele vel lede til! – Jeg fik mig
således i ligevægt igen, mit gode humør hjalp til og jeg havde kun erindringen
om de behagelige dage og de venlige mennesker jeg havde levet med, hvor hun
syntes mig den smukkeste. Jeg var dengang i mit 25. år, havde virkelig aldrig
været forelsket, min egen person havde givet mig nok at tænke på, til at jeg
skulle have tanker for nogen anden. – Der var virkelig endnu ikke tanke om
lidenskab, der var mig kun en behagelig fornemmelse at tilbagekalde de enkelte
gange jeg var sammen med hende og hvad vi havde talt om. – Hen i august kom jeg
tilbage til København. –” (10)
Men Andersens fynske
kærlighedshistorie er langt fra udspillet med, at han bliver klar over, at
Riborg har en barndomskammerat, som nu også er blevet hendes kæreste, og som
hun formodes at skulle giftes med i nærmeste fremtid. Men den godtroende og
uerfarne Andersen reagerer i første omgang med, at han gerne vil ’frelse’ den
stakkels pige og forsøge at forhindre hende i at gifte sig med barndomsvennen.
I den forbindelse allierer han sig med hendes broder, Andersens ven Christian
Voigt, som blev udset til at være en slags postillon d’amour mellem de to
parter.
Under hele forløbet af
’kærlighedshistorien’, gennemgik vor digter imidlertid en række sjælekvaler som
følge af sin håbløse forelskelse i den unge og kønne Faaborg-pige, som han hen
på efteråret 1830 genså hos blandt andet hendes broder, Christian Voigt, der da
boede i Hestemøllestræde i København. Dette møde gjorde ikke hans følelser for
hende mindre heftige, snarere tværtimod. Han gik endog så vidt, at han bad hendes
broder om at finde ud af, om hun også for alvor elskede ”den anden”. En kort
overgang var han endog parat til at opgive sin frie digtertilværelse og kaste
sig over et socialt og økonomisk mere sikkert studium. Det fortæller han om i
sin selvbiografi ”Mit eget Eventyr uden Digtning! (1847) og herfra er det
medtaget i første del af ”Mit Livs Eventyr” (1855), hvorfra følgende skal
citeres:
” - Jeg kom på min sommerferie til en af de mindre købstæder i
et rigt hus; her opgik pludselig og overvældende en ny verden for mig, så stor,
og dog rummes den i fire linier, jeg da skrev:
”To brune øjne jeg nylig så,
i dem mit hjem og min verden lå,
der flammer snillet og barnets
fred, -
jeg glemmer det aldrig i evighed.”
Vi mødtes igen senere på høsten i København, - Nye
planer for livet fyldte mig; Jeg ville læse for at blive præst; jeg havde kun
een tanke, og den var hende, - men det var selvskuffelse; hun elskede en
anden – hun giftede sig med ham. Først mange år efter har jeg følt og erkendt,
at også her skete det bedste for mig, det bedste for hende. Hun anede måske
ikke engang, hvor dyb min følelse var, hvilken indvirkning den havde på mig.
Hun blev en brav mands fortræffelige hustru, en lykkelig moder. Guds
velsignelse over dem!” (11)
Men som nævnt allierede
Andersen sig med sin gode ven, Riborgs broder Christian, og herom fortæller han
i Levnedsbogen:
” – Hendes broder, besøgte jeg ellers flittigere end
før, han havde altid mange hilsener til mig fra hjemmet og især fra hende. En
dag fortalte han mig at en ung pige af deres nærmeste bekendtskab skulle herind
for at opereres på øjnene, den unge piges søster og hun fulgte med. Hun
længtes så meget efter København, glædede sig også over at komme til at
tale med mig og at jeg ret ofte måtte besøge dem. – Patienten med sin noget
gamle søster kom, Riborg var med! jeg skyndte mig derop, ringede på og
just hun kom for at lukke op. Jeg ved ikke selv, jeg stod som en nar,
stammede noget frem, om en frøken – (jeg nævnede den syge dame) boede her? Hun
blev ganske rød, (rimeligvis på mine vegne) bad mig træde ind i stuen, hvor jeg
først lidt efter lidt blev sat i de naturlige folder. – Besøget blev oftere
gentaget, jeg længtes der efter, i det øjeblik jeg gik derfra; hos broderen
traf jeg hende også et par gange, og han fortalte mig at hun havde ønsket, jeg
måtte komme medens hun var der. En dag bad hun mig læse Ravnen for sig og den
syge dame. Jeg gjorde det da; men det var ganske forunderligt hvor meget, ret
ud af hjertet, jeg dengang fandt i dette stykke, det forekom mig, som hver
replik var til hende. Jeg kunne ikke lade være at se på hende! hendes øje mødte
mig, hun blev blodrød og så fra det øjeblik ikke mere op fra sit sytøj. – Da
jeg gik rakte hun mig hånden, til tak for min læsning, jeg trykkede den til
mine læber, mens mit bryst var færdig at springe. Nu blev det mig først klart,
at jeg elskede hende! elskede hende af hele mit hjerte. Alle forhold, alle
omstændigheder, hindringer og gud ved hvad det hedder der styrter imellem os i
denne verden, overså jeg ganske. Med hele min sjæl klyngede jeg mig til Gud og
følte at jeg havde kraft og mod til alt blot for at besidde hende. – Jeg
tvivlede ikke om, at hun jo elskede mig; det antydede mig hendes hele væsen,
men hvorledes skulle jeg komme til vished. Gennemstrømmet af kærlighed digtede
jeg flere smådigte: ”Ørkenens Søn”, var derimellem; disse forærede jeg hende,
som en afskrift af det nyeste jeg havde digtet. De to andre damer fik nogle
gamle, men ikke før trykte digte. En dag vovede jeg at give hende det lille
digt ”Fyen”, der findes i ”Phantasier og Skizzer; skrev desuden
disse fire linier under, som jeg siden har ladet Edgar synge i: Bruden
fra Lammermoor.
”Min tankes tanke ene du er
vorden,
du er mit hjertes første
kærlighed!
Jeg elsker dig, som ingen her på
Jorden,
jeg elsker dig i tid og evighed.
–”
Det var skrevet som et digt for sig selv, med overskrift til hende.
Hun fik det på et løst papir; med dette fulgte nogle andre på et andet, og jeg
erfarede dagen efter at de to damer ikke vidste noget om digtene på det løse
papir, hun havde kun vist dem de andre digte. Da vi næste gang traf sammen var
hun så venlig, men meget forlegen, alt antydede mig at hun ikke var vred for
mine smådigte, som jeg troede hun måtte forstå hensigten af. […]” (12)
Det fremgår indirekte
af ovenstående citat, at Andersen nærmest er blevet besat af forelskelsens
tilbøjelighed til at tyde sine egne følelser, dels som udtryk for, at han
elsker Riborg, og at ingen anden kan elske hende som ham, tilmed ”i tid og
evighed”, og dels, at hun nok gengælder hans kærlighed. Men helt sikker er han
dog trods alt ikke. Så en dag, da han træffer på nogle studenter fra Faaborg,
som også var i København, spurgte han dem ud om, hvem den mand var, som Riborg
var forlovet med:
”[…] Jeg talte også, ganske løst henkastet, med nogle unge
studenter fra hendes by, og berørte, hvad det var for et menneske, hun jo var
forlovet med. ”O” svarede de, ”der er ikke noget ved ham, det er synd at den
pige skal have ham, hun står i alle henseender højt over ham, men han holder
fast fordi hun er rig, og jeg tror næsten, at det ene er for de mange
hindringer forældrene lægger for deres forlovelse, der gør ham interessant for
hende.” – (13)
Studentens ord faldt i god jord hos
Andersen, som jo med djævlens vold og magt indtil videre kun ville tro, hvad
hans forblændede sind tilsagde ham. Desuden faldt ordene jo helt i tråd med,
hvad kropigen allerede havde sagt til ham under hans ophold på gæstgivergården
i Faaborg i august. Andersen havde indtil videre derfor fået den opfattelse, at
alle odds måtte være til hans fordel, hvilket indirekte fremgår af følgende
citat fra Levnedsbogen:
”- Broderen, forældrene og vennerne ønskede dette forhold
hævet, jeg troede virkelig at hun også nu bøjede over til samme side, jeg måtte
betro mig til nogen, fornuften havde slet ingen stemme! hvem kunne jeg af
fremmede nærme mig bedre end broderen, hvem jeg stod på en venskabelig fod med.
–” (14)
Følgelig opsøgte den
stærkt tvivlrådige, men samtidig følelsesmæssigt urolige Andersen snarest atter
Riborgs broder, Christian Voigt, og betroede ham sine hjertekvaler, og denne
udtrykte da også sympati for sin ven og sagde, at han jo nok havde lagt mærke
til, hvordan det stod til med digtervennen, men havde dog samtidig tydeligvis
også visse betænkeligheder overfor en kærlighedsforbindelse mellem sin søster
og Andersen:
”- Med hensyn til søsteren sagde han mig, at han kun vidste at
hun havde særdeles interesse og godhed for mig. – Jeg ville overtyde ham om
mere, og bad ham skaffe mig en samtale med hende, skaffe mig vished, om hun
virkelig elskede den anden, thi da skulle jeg bekæmpe, hvad jeg jo burde. Jeg
bestemte at jeg ville læse til embeds eksamen, gøre alt hvad hun og hendes
forældre kunne forlange af mig, og være lykkelig blot ved et fjernt håb. Jeg
kom i sådan bevægelse at jeg rystede over alle lemmer. Midt i vor samtale kom
den yngre broder hjem med nogle lystige venner, jeg måtte da med eet blive den
overgivne som i gamle dage, jeg frygtede for at man skulle ane det mindste. Det
var en skrækkelig kval! jeg udholdt den i nogle timer, gik derpå hjem, men da
jeg var på gaden, i den kolde luft, fik jeg den frygteligste skælven, tårerne
strømmede mig ud af øjnene og jeg følte en svimmelhed, så jeg måtte holde mig
fast ved en mur, jeg troede jeg måtte besvime og dette satte mig i en stor
angst, min fantasi blev stærkt bevæget, og fra hin aften, har jeg fået en slags
skræk for at gå ene en lang vej om aftenen thi ved tanken om hin følelse,
kommer der en reminiscens deraf i min indbildningskraft, så jeg bliver svimmel,
og føler en rysten. – (Det er således grunden hvorfor jeg altid undgik at gå
ind fra Nygaard når det blev tusmørke og koldt) det hele ligger i en
nervesvaghed, og den alfor stærke indbildningskraft der jo tabes med alderen. –
Da jeg kom hjem i mit værelse besvimede jeg på sengen, hvorhen jeg straks
tyede; hvor længe det varede ved jeg ikke; jeg kom til mig selv, fik slået ild,
følte en uhyre træthed og sov til højt op på dagen. Det var forgæves at indlede
et møde, at træffe hende ene, tiden løb også og hun skulle hjem, faderen og den
anden søster ventedes for at afhente hende, jeg var fortvivlet, der blev ikke
andet middel end at skrive et brev, broderen lovede at give hende det og atter
at få det tilbage. – Jeg har det endnu, det synes meget mat, dog strømmede det
dengang levende, som ild fra mit hjerte. -” (15)
I en slags sidste
desperation gik Andersen altså endog så vidt, at han via hendes broder giver
hende et brev, hvori han nærmest tigger om hendes kærlighed, samtidig med at
han beder hende om at opgive ”den anden”, som han ikke for alvor kan tro, at
hun elsker. Brevet til Riborg har Andersen ladet aftrykke in extenso i
Levnedsbogen, og eftersom dets indhold er vigtigt for forståelsen af de
følelser og den situation, som forelskelsen havde bragt ham i, forekommer det
mig at være af betydning, at gengive det her. Men lad mig i øvrigt erindre
læseren om, at der i sammenhængen er tale om et repetitionsstadie, idet
Andersen på det tidspunkt kun var femogtyve år. (16)
Men nu til Andersens brev til Riborg
Voigt, dateret København den 30. oktober 1830:
”Det er mig umuligt at komme til at tale med Dem, om hvad jeg
må sige Dem, om hvad De må vide før De rejser bort; mindst af alt ville jeg
betro det til papiret, men det er det eneste, det sidste middel, og jeg er i
mit hjerte overtydet om, at De besidder den rene, kvindelige følelse, at ikke
min inderlige tiltro til dem vil blive spottet, eller at nogen anden skal se
disse ord. Lov mig, ikke at lægge dette papir bort, før De har læst alt, og lad
mig i det mindste finde et søsterligt hjerte, den første gang jeg ret åbner mit
for en anden. – Fra den første dag jeg så Dem, var de mig ikke fremmed, og det
forekom mig, men muligt tog jeg fejl, at også De havde nogen godhed for mig,
noget mere end det verden kalder: den selskabelige høflighed. Jeg vidste ikke da,
at De var forlovet, ellers ville jeg straks have søgt at bekæmpe de
følelser, der før hin tid var mig aldeles fremmede. Nu har Deres broder
sagt mig Deres forlovelse, jeg burde altså resignerende træde tilbage, men - -
De har vist alt kunne mærke mine følelser, jeg er ikke verdensklog nok til at
kunne skjule mit hjerte og jeg drømmer mig et håb, uden hvilket mit liv er
tabt. Elsker De virkelig den anden? Jeg kender ham aldeles ikke, kan
intet have imod ham, og vistnok har han sine fortrin, da De har valgt ham, men
elsker De virkelig hinanden? Har ikke den daglige omgang som børn, bragt Dem
til at tro, at interesse var kærlighed? Selv det, at der møder vanskeligheder
mod vore ønsker, kan ofte gøre os disse kærere. Elsker De ham højest af alt?
Nu, så Gud følge Dem begge! Gid De må begge blive så lykkelige, som mit hele
hjerte ønsker det! tænk da ikke på disse linier, anse dette, som et poetisk
digt jeg af broder-tiltro har vist Dem; men elsker De ham ikke så højt som Gud
og den evige salighed, er De ikke ganske vis derpå -? Så gør ikke mig
ulykkelig! Alt kan jeg blive ved Dem! jeg vil arbejde og gøre alt, hvad De og
Deres forældre kan forlange af mig! De er min eneste tanke, mit alt, og et
digterhjerte banker dybere, end noget andet! – Dette er det første og det
eneste De skal høre fra mig, det står til Dem, at gøre mine følelser latterlige
for verden, men det vil De ikke! jeg tror at have læst i Deres sjæl og dette
har givet mig et mod jeg aldrig før besad. Elsker De virkelig den anden, nu så
tilgiv mig! tilgiv, at jeg har vovet dette, der da ville være en formastelse.
Gid De begge må blive lykkelige! og glem et væsen, som aldrig, aldrig kan
glemme Dem, så tillad mig endnu een eneste gang, at se Dem, og jeg vil da læse
min bestemmelse i enhver af Deres miner. Brevet selv stoler jeg på Deres
kvindelig hjerte, at De tilintetgør eller giver mig tilbage. Nu ved De alr! –
Lev vel! måske evig lev vel!”
Efterskrift:
”Tro, for Guds skyld ikke, at
det hele er en digterdrøm af mig! hele tre måneder har mit hjerte og min tanke
kæmpet der med, nu kan jeg ikke længer leve i denne uvished, jeg må vide
bestemmelsen, men tilgiv mig! tilgiv mig! jeg har ikke kunne handle anderledes!
Lev vel!” – ” (17)
Ak ja, stakkels
Andersen, som i brevet udleverer sit inderste sjæleliv, og som er så hårdt
presset af sine følelser, at han ikke viger tilbage for at klynke, klage og
tigge om Riborgs kærlighed, selv om han i virkeligheden godt vidste med sig
selv, hvad ”bestemmelsen” var. Han går endda så vidt, at han vil fravige sin
store drøm om at være digter og i stedet give sig til at studere et
”brødstudium” som det var og er at blive præst. Men brevet har han altså
åbenbart fået tilbage, sådan som han også på forhånd havde bedt hendes broder
om. Da han i 1832 skrev sine ”Erindringer” (levnedsbogen), må han
tilsyneladende have fået den ulykkelige kærlighedshistorie så meget på afstand
i sit følelses- og sjæleliv, at han har kunnet få sig selv til at udlevere den
til offentligheden, hvilket i første omgang vil sige: til de få venner og
bekendte, som han betroede at lade læse dem.
Men som altid havde
Andersens urolige og nervøse sind trang til og behov for at betro sig til
venner og bekendte, og i sine yngre dage især til sine moderlige veninder. Det
sidstnævnte var også tilfældet i denne ulykkelige kærlighedshistorie, idet han
havde henvendt sig til sin omsorgsfulde og deltagende veninde Signe Læssøe,
f. Abrahamson (1781-1870), moder til bl.a. den senere berømte oberst Frederik
Læssøe (1811-1850), som faldt i slaget ved Isted den 25. juli 1850,
formentlig som offer for en snigmorders kugler. Også han var Andersens nære ven
indtil sin død. Signe Læssøe kendte i øvrigt til familien Hanck i Odense, idet
hendes søn Ludvig Læssøe (1808-78) fra 1850 var gift med en af Andersens
Odense-veninder, Caroline Læssøe, f. Hanck (1814-82). Men Andersen har
åbenbart opsøgt fru Læssøe, for at hente trøst for sin sjælesmerte og bede om
råd, og begge dele får han naturligvis. Da han er gået igen, kommer fru Læssøe
i tanke om, at der nok var ting, hun ikke fik sagt ham, hvorfor hun skriver og
sender et brev til ham, hvori hun indtrængende anmoder ham om ikke at
skrive det påtænkte brev til Riborg Voigt. Da hun siden erfarede, at det
alligevel er sket, sender hun ham endnu et brev, skrevet omkr. 17. oktober – 9.
november 1830, og som i det følgende skal citeres:
”Gode Andersen!
Når De er hos mig hører jeg Dem så gerne at meget som jeg
føler, jeg burde sige, bliver usagt – for at erstatte det, vil jeg nu skrive
Dem til, hvor naragtigt det er da jeg så ofte ser Dem, men so sagt, De ved årsagen,
Andersen! De har givet mig lov, eller burde have givet mig lov, at tale
til Dem som til sønnen; derfor vil jeg gøre Dem opmærksom på noget, der
formodentlig slet ikke står klart for Dem.
Hvad er Deres hensigt med så ofte, så
tydeligt at sige Riborg Voigt, at De elsker hende? Ilde skulle jeg kende Deres
heftige, naturlige karakter, troede jeg, De kunne ganske have skjult Deres
følelser for den dyrebare pige; hendes kloge blik har gennemskuet Dem; hvor tro
hun er sin forlovede, så må Deres hyldest smigre hende, sysselsætte hende i
mangt et ensomt øjeblik. Fraværelse og tiden ville jo snart blegne disse
indtryk; men De sørger for ved Deres digte altid at holde Dem hende nærværende.
Hvad vil De? Vil De opnå Deres ønske – gøre pigen utro, og tage mod et hjerte,
der er sønderslidt af anger, ja vel selvforagt? Eller vil De blot, hun skal
føle medlidenhed med Dem? Det er umandigt og ubarmhjertigt. Medlidenhed er vel
en himmelsk følelse, men ve den, der føler den for en, hun ikke tør elske! Med
hvert digt, hvori De føler Dem lettet, kaster De sikkert en brand i hendes
hjerte, som De ikke formår igen at udrive, og når De om kort eller
længe, ved at have lettet Dem i Deres digte, som bringer Dem beundring, ganske
har glemt hende, er måske hele hendes liv forbitret. Ved at lære at kende Dem
og skatte Dem – og det gør hun; thi De har for megen selvkærlighed til at hylde
et væsen, der slet ikke ænsede Dem – må hun sikkerlig dog føle, at De i meget,
meget står over hendes ven; må det ikke være græsseligt for hende? Nu daglig at
erindre hende om, at det kun er hendes skyld, at dette mere begavede væsen ikke
blev hendes, er en grusomhed, som den gode Andersen ikke vil gøre sig skyldig
i, når han tænker over det. Elsker De virkelig, så er Riborg Voigts lykke Deres
håb, - derfor må De tie. Er der mindste tvivl hos Dem, a Deres følelse ikke er
den ægte kærlighed, men kan atter tabe sig, så skam Dem og ti! –
Og jeg vil også tie – kun beder jeg Dem
modtage disse linier med samme venlige følelse som de er skrevne af Deres
hengivne Signe.” (18)
Man må sige, at fru Læssøes brev var rene
ord for pengene, og mon ikke Andersen også i alt væsentligt har været enig med
hende? – Det er der jo i hvert fald en del, der tyder på. Men under alle
omstændigheder har den livskloge fru Læssøe vidst eller haft på fornemmelsen,
at Riborg Voigt ikke elskede eller var forelsket i Andersen, men derimod
beundrede ham både som menneske og digter, ligesom den gode frue har været klar
over, at den selvcentrerede og ”umandige” digter i virkeligheden ikke besad de
forudsætninger og kvalifikationer, der gør en mand egnet til at være elsker og
ægtemand.
Men i øvrigt kunne Andersen ikke nære sig
for at betro sig til sine venner, og blandt disse Jette Hanck i Odense, som han
omkr. 25. november 1830 skrev og sendte et brev, hvoraf blandt andet følgende
fremgår:
”[…] – De og Caroline er, som jeg ser, de eneste der lidt
tænker på mig; Gud velsigne Dem derfor, De kan ikke tro hvor det glæder mig! –
Gid jeg dog ret, med de døde ord, kunne sige Dem hvor det ret er mig en
vederkvægelse at høre fra Dem, og således at drømme mig de mange glade timer
tilbage, jeg nød i sommer. – O, jeg er syg, sjælesyg; men bort med dette mørke
lune, det er jo indbildning – ikke sandt! – nu vær ikke vred på mig fordi jeg her
bliver lidt ondt! – Folk er frapperede over mine sidste Digte, tænk engang, man
tror jeg er forelsket; alle tror det; jeg har allerede hørt navnene på de flere
man gættet imellem, det kan måske more Dem og Deres, nogle siger, at det er,
Elmquists datter i Aarhus; andre, at det er en komtesse Moltke i Odense, atter
andre at det er en jomfru Hanck i Odense, flere siger, det er en frøken
Guldberg, efter beskrivelsen Petra; nogle tror at det er en frøken Hecksher her
i København, og atter enkelte at det er frøken Voigt, den sidste er det da ret
naragtigt om, da hun er forlovet, og jeg tør næsten gøre ed på, at hun ikke
er mere for mig endjeg for hende, vi har jo kun set hinanden nogle dage, og hun
er nu snart brud. O det er ret en naragtig verden. […]” – ”[…] Vil De få fingre
i de sidste Flyveposte der står et digt Amor og digteren, som har gjort
megen lykke, det kommer i den nye Digt-samling, men Deres Fader må med
fornøjelse gerne optage det straks i avisen, det må gerne læses
af alle. – […]” (19)
Andersen kunne naturligvis heller ikke
lade være med at betro sig til sin stadig mere nære ven, Edvard Collin. I
sommeren 1831 var han på rejse i Tyskland og opholdt sig herunder i forskellige
byer, blandt andet Berlin, hvorfra han den 11. juni 1831 skriver følgende:
”[…] o, jeg føler nok, hvor meget jeg i
mange henseender står under Dem! men vær mig altid, hvad De nu er, min sande,
måske, ærligste ven, jeg trænger virkelig dertil. Jeg vil ingen hemmeligheder
have for Dem; ja, jeg har den hele vinter ret været sjælesyg, mine digte, kan
sige Dem grunden, jeg har, vistnok, været altfor åbenmundet med følelser, som
verden, og mest hos mig, vil udle. Mit forrige lune får jeg aldrig, men jeg har
vundet en ligegyldighed for verden, som vist vil hjælpe på min karakters
svaghed. – De vil føle med mig, og finde at livet vistnok har tumlet mig lidt
for slemt. En rig, smuk, åndrig pige, der føler det samme for mig, som jeg for
hende, lærte jeg at kende i sommer, hun var forlovet, og forhold bød hende ægte
en mand, der alene tog hende for hendes formue; hun blev gift kort før jeg
rejste, nogle ord, er det eneste jeg har fra hende, hvor hun beder mig,
søsterligt, at glemme alt; - derfor var det jeg ville bort, måtte bort, o jeg
har grædt som et barn. Det var jo uklogt af mig, fattige menneske, at blive
forelsket, vel havde hun formue nok for os begge, men så havde folk dog sagt,
det var en spekulation, og det ville have såret mig dybt. – Gud har så
forunderligt ledet alt for mig, også dette må lede til noget godt, tror jeg,
men hvilke – ved jeg ikke. Jeg føler nu en tomhed i min hele sjæl, der gør mig
kold og ligegyldig; o kære, kære Eduard, jeg ønsker i grunden at jeg måtte dø!
hvad stort bliver der vel for mig i verden, at gøre! – […]” (20)
Der kom da heller ikke andet og mere ud
af alle Andersens anstrengelser for at vinde Riborg Voigts kærlighed, end at
hun følte sig presset og ulykkelig over, hvad hun uforskyldt var blevet draget
ind i. Men i den situation kom hendes broder, Christian, hende til hjælp, skønt
han i første omgang havde ageret postillon d’amour for sin ven Andersen. Det
var jo nemlig ham, der afleverede Andersens famøse brev til sin søster, som til
gengæld havde betroet ham at overlevere en seddel til digteren, efter at hun
var afrejst fra København. Denne seddel omtales i følgende tekst i
Levnedsbogen:
”--- da hun havde læst mit brev, hørte
jeg, var hun bristet i gråd, blevet så ulykkelig; hun havde jo selv i flere år
grædt og sørget over at forældrene var hendes kærlighed imod. Nu – O, jeg vil
ingen tanke nedskrive her, hun sagde, ”hvad ville A da tænke om mig, når
jeg, selv for hans skyld, ville bryde et tidligere bånd, kunne han da ikke
frygte det samme!” – Hun sagde at det var hendes pligt, at blive den anden
trofast, at han ville blive ulykkelig, og hang ved hende med sjæl og hjerte! –
Samme aften jeg fik dette at vide, var hendes fader og søster komne, hun var
med dem i parkettet, hendes øje søgte mig, hun var dødbleg og dog så smuk! De
spillede ”Christen og Christine”, det hele stykke forekom mig vor
historie, thi jeg tænkte mig selv som den ædle Stanislaus; - Forfængelighed
midt i min smerte. Mit eneste ønske var at tale med hende før vi skiltes ad,
hun havde ytret det samme for sin broder, hun ville også gerne ene sige mig lev
vel! – vi tænkte på måden, men det lod sig ikke gøre. – I Hotel Royal hvor jeg
besøgte faderen og søsteren traf vi sammen, hun så ikke på mig, de andre sagde
hun var syg, da jeg gik så jeg tårer i hendes øjne. O Gud, hvor jeg led, hvor
jeg følte mig ulykkelig og dog måtte jeg skjule mig for mine bekendte, kun fru
Læssøe læste dengang i mit hjerte, for hende blev det ikke skjult. – De
andre drømte endnu ikke derom. -
”Lev vel, lev vel! Gid Christian snart
kan sige mig, at De er rolig og fornøjet som før: Med inderligt venskab Riborg”.
Hun havde været så sorrigfuld sagde han,
og pålagt ham ret at trøste mig, thi jeg fortjente det. O i alt dette så og
følte jeg hendes kærlighed. I det første brev broderen siden fik fortalte hun,
at hun måtte lade som om hun sov, for at de i vognen ikke skulle mærke hendes gråd. Da hun kom hjem, havde forældrene
for at overraske hende, for at skaffe hende en glæde, ladet elskeren være der.
Forældrene havde besluttet at give efter for hendes mange bønner; han var
så lykkelig, så kærlig, og dette gjorde hende just fortvivlet, hun anså sig for
slet imod ham og imod mig. alt virkede stærkt ind på hende, hun blev syg,
hendes øjne led meget; jeg hørte det fortælle, og drømte og håbede endnu
kærlighed. -” (21)
Så vidt Andersen i Levnedsbogen, hvori
han helt efter sin egen recept fortsætter drømmen om den store romantiske
kærlighed. Han havde åbenbart endnu ikke tænkt sig at opgive Riborg Voigt.
Hendes broder, Christian Voigt, forsøgte at trøste Andersen, så godt han nu kunne
under de givne omstændigheder, og han sagde derfor åbenbart aldrig lige ud til
vennen, at søsteren var en trofast natur, som ikke følte nogen anledning til at
svigte sin trofaste kære barndomsven og vordende ægtemand, som hun formentlig
tilmed nærede stor kærlighed til. En kærlighed, der midlertidigt var blevet
forstyrret af digter Andersens uventede heftige og selvcentrerede optræden i
tilbederrollen. Christian Voigt undlod også at fortælle den i forvejen
ulykkelige, men stadig håbefulde Andersen om indholdet af et brev, som Riborg
havde sendt sin broder, og som ikke lod nogen tvivl tilbage om hendes eget syn
på sagen:
”Hvor kan den gode Andersen tro, han er
mig aldeles ligegyldig? Engang mente han, at jeg gjorde mere af ham, end jeg
måtte, og jeg kan ikke give ham hele skylden. Det gik her som jeg før har sagt
dig: Jeg lader mig let henrive af det ualmindelige. Han er digter og udmærkede
mig mest her; kunne det ikke nok smigre en forfængelig pige? Imidlertid håber
jeg på hans helbredelse, ellers må jeg jo bestandig angre min uforsigtighed.
Min kærlighed kan jeg jo ikke skænke ham,
da den alt længe tilhører en, som fuldkomment fortjener den, men mit venskab;
jeg er med glæde hans søster, hans veninde, når han anser mig værdig dertil;
det må han jo, siden han har tænkt på mere. Jeg var jo død; hvorfor skulle jeg
så komme til live igen? Men lad så være! jeg er jo nu hans veninde og han ærer
mig som sådan.
Min venligste hilsen til min nye
broder! Din Riborg”. (22)
I Riborgs ovenfor citerede
brev taler en kvinde, som åbent erkender og indrømmer, at hun har let ved at
lade sine følelser rive med af ”det ualmindelige”, som hun jo godt har været
klar over, at hun var stillet ansigt til ansigt med, da den unge og højt
begavede digter pludselig en dag sensommeren 1830 stod i hendes forældres stue.
Han repræsenterede jo ’suset’ fra den store verden, og havde allerede et
poetisk vingefang som en svane. – Men man kunne måske undre sig over disse ord
i hendes brev: ”Jeg var jo død; hvorfor skulle jeg så komme til live igen? –
for de hænger jo ligesom ikke sammen med brevets øvrige indhold.
Forklaringen på ’gåden’ findes måske i
Andersens dagbog for den 19. maj 1831, hvor han opholdt sig i Hamborg, for heri
fortæller han først, at han den dag spadserede ud til Altona og besøgte en
bekendt (formentlig Christian Wulff), og derefter noterer han følgende:
”- fra ham gik jeg til Othense
hvor jeg så Klopstoks grav, under et stort træ, jeg krøb gennem et hul på
rækværket og skrev på monumentet, R, Fru L og mit navn, det var et indfald. – R
er jo død, hendes navn bør stå på et gravmæle. –” (23)
Det er jo både mennesket og – især – digteren H.C. Andersen,
der giver sig til kende i citatet. Han har senere selv givet en nærmere
forklaring på, hvorfor han betegner Riborg Voigt som ’død’. Det sker i
forbindelse med omtalen af udgivelsen af digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer”,
der som tidligere nævnt udkom 10. januar 1831. Deri findes nemlig en del digte,
som mere eller mindre direkte berører og omhandler Andersens forelskelse i
Riborg Voigt. Han siger selv herom i Levnedsbogen:
”Mine digte ”Phantasier og Skizzer” kom imidlertid ud;
de udtalte så ganske min hele sjæletilstand, at selv uindviede måtte ane det;
ja jeg begik virkelig en synd imod hende ved altfor tydeligt at pege på hende.
Men min poesi havde fået en ganske anden karakter, ligesom mit hele væsen. […]”
(24)
I et af digtene, ”Livet
en Drøm”, som henvender sig ”Til vennen”, dvs. Riborgs broder Christian,
lyder det således i digtets 2. vers:
”Dit åbne blik, dit barnlig’ rene hjerte,
Og hun – vor søster – bandt mig fast til dig;
Nu er hun død – jeg så din stille
smerte,
Imens din læbe ville trøste mig. –
- - O broder, livets
bedste bobler briste,
O lad mig ej dit stærke venskab miste!” (25)
Riborg Voigt har udenfor al tvivl læst
denne digtsamling – eller i hvert fald det nævnte digt – og her er hun
forståeligt nok faldet over ordene: ”Nu er hun død – ”, og det må derfor efter
al sandsynlighed være specielt disse, hun hentyder til i sit tidligere ovenfor
citerede brev til broderen, lige som hun ved samme lejlighed accepterer
udtrykket ”vor søster”, hvorved Andersen implicit blev hendes ”nye
broder!”
Tanken om, at Riborg Voigt nu for al fremtid var ’død’ for
ham, var for Andersen så smertelig, at han faktisk aldrig rigtig for alvor kom
sig over det. Erindringen herom blev ved med at sidde så dybt i hans sind, at
han aldrig glemte forelskelseshistorien. Den forblev en stadig kilde til hans
mørke stunder, men også til hans fortsatte virksomhed som digter, hvilket
tydeligt fremgår af hans forfatterskab. Men med tiden og i medfør af dén
psykiske renselsesproces, der betegnes som ”erindringens forgyldningsevne”,
lærte han at erkende og forstå, at ”Gud har så forunderligt ledet alt for mig,
også dette må lede til noget godt”. Det må man trods alt nok sige, at det
gjorde, i betragtning af Andersens forfatterskab.
Det kunne naturligvis ikke undgås, at
Andersens forelskelseshistorie gav sig udslag i hans forfatterskab, dels i en
række digte og i flere skuespil, i hans romaner og eventyr. Men foreløbig i
digte og skuespil. For digtenes vedkommende udkom disse den 10. januar 1831, og
samlingen bærer som nævnt titlen ”Phantasier og Skizzer” (på nudansk
”Fantasier og Skitser”). For de dramatiske arbejders vedkommende drejer det sig
om ”Bruden fra Lammermoor. Eventyr-Opera
i fire Acter”. Opført første gang på Det kgl. Teater den 5. maj 1832.
Desuden ”Ravnen. Eventyr-Opera i fire Acter”. Opført første gang på Det
kgl. Teater den 29. oktober 1832. Og endelig ”Skilles og mødes. Original
dramatisk Digtning i to Afdelinger”. En vaudeville, hvor Første afdeling
hedder ”Spanierne i Odense” og anden afdeling ”Fem og tyve Aar
derefter”. Opført første gang på Det kgl. Teater den 16. april 1836. Det er
især i sidstnævnte vaudevilles første afdeling, at kærlighedshistorien med
Riborg Voigt behandles, men den er ikke dermed forløst, fordi Andersen deri
fortsat hager sig fast i den opfattelse, at stykkets kvindelige hovedperson Augusta
(Riborg), kun gifter sig med sin forlovede, Ludvig (Poul Bøving), af
pligtfølelse overfor denne og sin egen familie, medens det i virkeligheden er
stykkets mandlige hovedperson Francesco (Andersen), hun elsker. I
vaudevillens anden afdeling er Augusta blevet enke og sidder tilbage med
datteren Louise, medens Andersen genkendes i skikkelse af Gesandten.
Men Andersens digteriske – og formentlig dermed også personlige – afsked
med sin ’ungdomskærlighed’, sker først i og med eventyret ”Kærestefolkene”, som
han skrev i sommeren 1843, kort efter at han ved flere lejligheder, den 2.
august 1840 og i tiden 9.-22. juli 1843, havde genset Riborg og hendes mand –
og for resten også parrets børn:
”Søndag 2. august: Middag på Holstenshus,
traf fru …….. På Kellermanns koncert i Faaborg, traf alle Voigts, så Riborgs
mand, det er nu 11 år siden jeg var der; […]” (26)
Den 3. august 1840, hvor Andersen på sin
sommerferie opholdt sig på herregården Glorup, skrev han et brev til vennen
Edvard Collin i København, og heri skriver digteren bl.a. følgende:
”[…] det var en underlig følelse for mig
nu første gang efter elleve år at nærme mig Faaborg, den by De nok ved spiller
en rolle i digterens ”Leben und Liebe”, - mine Phantasier og Skizzer er jo alle
blomster fra denne jordbund, jeg havde en følelse af en sammentræffen, som –
dog dette mit brev må De naturligvis ikke vise til enhver! – Kellermann gav jus
koncert samme aften i Faaborg, baronen inviterede os derhen og vi skulle da
herfra om natten køre til Glorup. Vi kom da til byen. Lige fra gaden trådte i
ind i koncert salen, hvor luften smagte, som pest, og hvor Kellermann og
Faaborg i overnaturlig størrelse stod klinet op på den bageste væg. Her var
skrækkeligt! Baronessen besvimede. Jeg trådte ind lige i den familie, som
interesserer mig mest i Faaborg – hun var der imidlertid ikke; man sagde mig,
den ene af sønnerne, en særdeles ven af mig, at der netop i går var afgået brev
til mig, at jeg måtte komme til ham og blive nogle dage og gjorde jeg det ikke,
var det tegn på at jeg havde brudt alt venskab. – Vi var nu sammen i koncerten,
man viste sig ægtemanden, han var ikke smuk! fed og lidt skaldet! – Erindringen
er i grunden meget lig med ravperlerne, gnider man på dem, kommer den gamle
duft! – […]” (27)
”Tirsdag 4. august Skrevet til Jette Collin, Reitzel, Ch Voigt.
Kamp med mig selv om at tage til Faaborg. Thorald Læssøe kommet.” (28)
”Søndag 9. august 1840: Tidlig oppe for
at rejse til Faaborg, stor ulyst, blev og skrev brev efter en skrækkelig kamp.
[…]” (29)
”Søndag 9. juli 1843 Folkefest ved
Holstenshus traf sammen med Riborg, hendes mand og børn, (det er 13 år).” (30)
Ved den lejlighed er Andersen
åbenbart blevet inviteret til at besøge Voigt-familien i Faaborg:
”Mandag 10. juli Kørt til Faaborg til Voigts; rejst med
excellence Moltke til Glorup. Brev fra Gad.” (31)
“Lørdag 22. juli: Vandret om; læst Ahasverus. Besøgt Voigt i
Faaborg.” (32)
Men Andersens følelser for Riborg Voigt
var dog tabt for flere år siden, også selv om gensynet med hende i 1843 vakte
vemodige minder til live for en kortere stund. Den appel om besindelse, som
flere af hans venner og veninder, opfordrede ham til, og som ikke mindst hans
nære faderlige ven og åndsfælle, digteren B.S. Ingemann havde sendt til ham
allerede den 9. januar 1831, viste sig i længden ikke at have været forgæves.
Vi har allerede set og læst om den kraftige appel i brevet fra hans moderlige
veninde, fru Signe Læssøe, som hurtigt gennemskuede Andersens ulykkelige,
romantiske kærlighed, og det samme gjorde Ingemann, som dog gik nogle skridt
videre i sin bedømmelse af situationen, idet han påpegede overfor sin unge
digterven, at dennes smertelige kærlighedsoplevelser ville modne ham både som
menneske og digter. Det fremgår af det
brev af den 9. januar 1831, som Ingemann skrev og sendte til Andersen:
”Min tak for Deres nye digtsamling og for
den tillid og hengivenhed, De viser mig, skal – som jeg ved De helst ønsker det
– bestå i en oprigtig og uforbeholden meddelelse af hvad min deltagelse for Dem
tilsiger mig. De synes tildels i bogen som også i brevet at røbe en vis
lidenskabelig sindsstemning, som har gjort mig ondt, og som jeg frygter skal
have forstyrrende overvægt såvel i Deres liv som i Deres digtning. Den følelse,
De før vel letsindig har spøget med, synes nu at ville hævne sig ved at betage
Dem den sjælsfrihed og besindighed, der udfordres til enhver kunstvirksomhed og
selv til at give kabinetsstykker fra hjertekamret kunstnerisk holdning og
klarhed i skyggerne. Dersom digtet ”Livet en Drøm” – som det lader til –
er det sande billede af noget oplevet, da har livet vistnok sat Dem på en hård prøve.
Måske har nogen selvskuffelse forbundet sig dermed; men hvorledes det end
hænger sammen, så lad livet ikke for alvor blive Dem en drøm og endnu mindre en
ulykkelig drøm! men lad det vakte hjerte netop overbevise Dem om, at der selv i
den dybeste smerte kan være spiren til en højere glæde, og at det sande åndens
liv, det Guds rige, vi beder må komme til os, også virkelig og her
kan komme til os! – Den forandring, De selv føler der er foregået med Dem,
og som Deres nye digte også tildels vidner om, håber jeg imidlertid vil bringe
Dem sandheden og skønheden i livet som i kunsten nærmere, når det kun kan
lykkes Dem at finde et fast standpunkt mellem de højder og dybder, De nu
svimler ved og som de før anså for fantomer, men som netop i deres sandhed og storhed
danner de skønneste og herligste livsbilleder. – En betænkelighed er herved
faldet mig ind, som jeg beder Dem selv betænke om den er grundet: det
forekommer mig nemlig, som De iler vel meget med at give enhver følelse luft i
poetiske udbrud, inden den ret kan få tid til at udvikle sig med klarhed og
bevidsthed, og at De derved undertiden ligesom puster i sjælens blomsterknopper
for at få dem til at springe ud før tiden. Opsøg for alting ikke poetiske
ulykker! De kan før De ved det, blive virkelige. Deres lyst til ret at studere
Byrons fortvivlelses-poesi, synes mig en sådan higen efter tungsindig
sjælenæring og i enkelte af Deres smådigte ser jeg en sådan lyst til mørke og
menneskefjendske forestillinger fornemlig i ”Maleriet fra Jyllands Vestkyst”. […]”
(33)
Herefter nævner og karakteriserer
Ingemann i sit brev nogle af Andersens digte i digtsamlingen ”Phantasier og
Skizzer”, og som han enten synes godt om eller mindre godt om, og han afslutter
derefter brevet med følgende linier:
”De ser, at jeg således i det hele er
såre langt fra at miskende det poetiske der lever og rører sig i Dem og som jeg
vist håber skal udvikle sig til langt større modenhed, når det kun kan lykkes
Dem at holde ligevægten i livet som i kunsten, med det skønneste og højeste for
øje, uden at forvildes af ros eller ubillig dadel og af den urolige tidsånds
tusinde dæmoner. Gud velsigne Dem! lev vel! God lykke til Deres nye arbejder!
Det vil glæde mig at høre, at der atter er fred og sand glæde i Deres indre – i
den urolige sø kan ingen stjerner afspejle sig – men post nubila Phoebus. /
Deres venligt hengivne / Ingemann.” (34)
Det viste sig da også, at Andersens ulykkelige forelskelse i Riborg
Voigt kun aktuelt, men ikke på sigt var nogen egentlig ulykkelig oplevelse for
ham. Den var tværtimod en kærkommen tilskyndelse til kreativ poetisk
udfoldelse, samtidig med at han derigennem kom på bølgelængde med tidens
litterære mode: det knuste hjerte. Det var blandt andet det, Ingemann
advarede ham om i sit brev. Efterhånden som tiden gik og Andersen fik
kærlighedshistorien med Riborg på afstand, erkendte han da også selv, at det
forholdt sig sådan, hvilket han har givet uforbeholdent udtryk for i begge sine
selvbiografier fra henholdsvis 1846 og 1855. Det kommer blandt andet til udtryk
i følgende citat fra ”Mit eget Eventyr uden Digtning”:
”- Nye planer for livet fyldte mig; jeg ville opgive at
skrive vers, hvad skulle de kunne føre til; jeg ville læse for at blive præst;
jeg havde kun een tanke, og den var hende, - men det var selvskuffelse;
hun elskede en anden – hun giftede ham; først mange år efter har jeg erkendt og
følt, at også her skete det bedste for mig, det bedste for hende; hun anede
måske ikke engang, hvor dyb min følelse var, hvilken indvirkning den havde på
mig. Hun blev en brav mands fortræffelige hustru, en lykkelig moder. Guds
velsignelse over dem!” (35)
Sådan! Nu har vi den
ligevægtige, indsigtsfulde, overbærende og tilgivende Andersen igen, som har
åndeligt overskud og kærlighed nok til ærligt og velment at ønske det bedste
for sine medmennesker. Han var med tiden blevet klar over sig selv og sit
særlige naturel eller psyke, som betingede, at han ikke egnede sig hverken som
elsker eller ægtemand, hvilket denne artikel på flere måder har søgt og fortsat
vil søge at påvise.
”… før jeg ret vidste det havde jeg betroet ham mit hjertes
hemmelighed, det frembragte en lang dyb pause, siden trykkede han min hånd og
sagde han havde anet det. Med hensyn til søsteren sagde han mig, at han kun
vidste at hun havde en særdeles interesse og godhed for mig. – Jeg ville
overtyde ham om mere, og bad ham skaffe mig en samtale med hende, skaffe mig
vished, om hun virkelig elskede den anden, thi da skulle jeg bekæmpe, hvad jeg
jo burde. Jeg bestemte at jeg ville læse til embeds eksamen, gøre alt hvad hun
og hendes forældre kunne forlange af mig, og være lykkelig blot ved et fjernt
håb. Jeg kom i sådan bevægelse at jeg rystede over alle lemmer. Midt i vor
samtale kom den yngre broder hjem med nogle lystige venner, jeg måtte da med
eet blive den overgivne som i gamle dage, jeg frygtede for at man skulle ane
det mindste. Det var en skrækkelig kval! jeg udholdt den i nogle timer, gik
derpå hjem, men da jeg var på gaden, i den kolde luft, fik jeg den frygteligste
skælven, tårerne strømmede mig ud af øjnene og jeg følte en svimmelhed, så jeg
måtte holde mig fast ved en mur, jeg troede jeg måtte besvime og dette satte
mig i en stor angst, min fantasi blev stærkt bevæget, og fra hin aften, har jeg
fået en slags skræk for at gå ene en lang vej om aftenen thi ved tanken om hin
følelse, kommer der en reminiscens deraf i min indbildningskraft, så jeg bliver
svimmel, og føler en rysten. – (Det er således grunden hvorfor jeg altid undgik
at gå ind fra Nygaard når det blev tusmørke og koldt) det hele ligger i en
nervesvaghed, og den alfor stærke indbildningskraft der jo tabes med alderen. –
Da jeg kom hjem i mit værelse besvimede jeg på sengen, hvorhen jeg straks
tyede; hvor længe det varede ved jeg ikke; jeg kom til mig selv, fik slået ild,
følte en uhyre træthed og sov til højt op på dagen. Det var forgæves at indlede
et møde, at træffe hende ene, tiden løb også og hun skulle hjem, faderen og den
anden søster ventedes for at afhente hende, jeg var fortvivlet, der blev ikke
andet middel end at skrive et brev, broderen lovede at give hende det og atter
at få det tilbage. – Jeg har det endnu, det synes meget mat, dog strømmede det
dengang levende, som ild fra mit hjerte. -” (37)
Men selv i sådanne perioder, hvor sindet
var behersket af de nævnte ’negative’ følelsesklimaer, kunne Andersens
følelsesliv lejlighedsvis svinge over i ”d-klimaer”, som blandt andet er
karakteriseret ved ligevægtig sympati, tolerance, tilgivelsestrang,
overbærenhed, hengivenhed, finfølelse og retfærdighedstrang. Det var ved
sådanne lejligheder, at han blev i stand til at være digterisk kreativ og
aktiv, nøjagtigt som digteren og vennen, B.S. Ingemann, havde ønsket for ham i
sit brev af 9. januar 1831, der er citeret tidligere ovenfor. Det var i disse
perioder, at Andersen havde åndeligt overskud til at skrive digte, som f.eks. ”Hjertets
Melodier” og ”Livet en Drøm”, begge optaget i digtsamlingen
”Phantasier og Skizzer”, der som tidligere nævnt udkom 10. januar 1831, og
hvoraf vi ovenfor allerede har set en smagsprøve på sidstnævnte digt. Dette
digt indeholder nemlig samtidig, hvad man måske med rette kunne kalde Andersens
’kosmologi’, den, han delte med både H.C. Ørsted og B.S. Ingemann, og hvoraf
her først skal citeres de to sidste vers af digtet ”Til vennen” og
efterfølgende 1. vers af ”Livet en Drøm”:
Dit åbne blik, dit barnlig’ rene hjerte,
Og hun – vor søster – bandt mig
fast til dig;
Nu er hun død – jeg så din stille smerte,
Imens din læbe ville trøste mig. –
- - O broder, livets bedste bobler briste,
O lad mig ej dit stærke venskab miste!
Nej du er tro! – hvor mildner du min smerte!
- mens nu du trykker broder-ømt min hånd,
med blik mod blik og hjerte imod hjerte,
en mægtig tanke stiger for min ånd,
den bringer fred og vemod uden lige,
og hvad den ser, vil læben dig udsige. (38)
Herefter følger de to vers af det større digt, som kunne få én til at
tro og mene, at Andersen må have haft et kosmisk glimt, da han skrev det:
1.
I det store verdens-rum, over sol og over
stjerne,
Højt, hvor ingen tanke når, i det blå, umålte
fjerne.
Leve gennem evighed åndehærens myriader,
Fuld af kraft og kærlighed, skabt’ af nådens
store Fader.
Deres kamp begejstring er, deres længsel
kærligheden,
Begge vokse stund for stund, gennem hele
evigheden.
Fejler de, da straffer Gud hine faldne
åndeskarer,
De må slumre, slumre dybt; - men det kun
minutter varer.
Kort kun standses åndens flugt, snart den
atter fri kan svæve.
D r ø m m e
n i hin straffe-søvn, d e t e r
l i v e t h e r, v i
l e v e.
Er endogså drømmen smuk, ejer vi al jordisk
lykke,
Den er dog en skygge kun mod hint l i v, hvor
vi skal bygge!
Døden her er livet hist, snart er straf og
drøm tilende!
Men i drømmen her kun svagt ånden kan sig selv
genkende.
2.
Døden kalder. – Sprængt er det jordiske bånd,
Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige ånd,
Mindes sin drøm og svimler i svulmende lyst.
Nu er h u n
hans! – Se, bryst imod bryst,
Læbe mod læbe og øje mod øje,
Svæver de elskende ånder gennem det høje.
E e n
er kun tanken, e e n deres
stræben;
Som toner flyder drømmen fra læben,
Drømmen om jordlivet her,
Den vi drømmer enhver:
”Underligt jeg nylig drømte,
og
jeg var – jeg ved ej hvor!
Jeg var i et legem fængslet,
var
ej længer fri og stor,
følte tvivl og sorg og længsel,
som
den aldrig føles her,
til en klode var jeg bundet,
hjemmet var så snævert der.
Dunst og tåge, livløs glimmer
var
dens hele herlighed;
jeg var barn, og jeg blev yngling,
kendte ej til kærlighed;
så ej dig, nej ung og modig
i
min tunge larvedragt,
fyldt med anelse om himlen,
spøgte
jeg med jordens pragt;
lo af sorgen, som af glæden,
”kådhed” kaldes det at le,
tit for støvets tunge larve
hjertet kan ej hjertet se.
Underligt mit indre brændte,
sært jeg tumled’ mig omkring,
tit mit unge hjerte blødte,
men
det var kun hverdags-ting;
da engang – jeg klart det mindes,
jorden stod i sommer-pragt,
dig jeg fandt, og mig du ligned’,
fængslet under larvens dragt.
Men, alt første gang vi mødtes,
følte jeg, at det var d i g;
og jeg så din kind at rødme,
skønt du ikke
kendte mig.
Du var min, i sjæl og tanke,
inderlig jeg bad
til Gud;
ej jeg kunne mig løsrive,
skønt du var en
andens brud.
Dog jeg ville flammen dæmpe,
nøde hjertet til
at le,
men vi måtte atter mødes,
mødes til vor
bitre ve;
i dit barnlig fromme øje
sjælens dybe
stemme lå,
aldrig dog fin læbe sagde,
hvad jeg i dit
øje så.
Pligten var dig høj og hellig,
Og vi måtte skilles
ad;
Dybt du græd – men kun som s ø s t e r, -
aldrig blev mit
hjerte glad.
Dig jeg leved’, dig jeg tænkte,
du kun i mit
hjerte lå,
livet var så langt, så bittert,
dig jeg aldrig
mere så.
Tit jeg sang i stille smerte,
- ungdoms-lunet
var forbi;
mængden hørte sangen stige,
kaldte smerten
poesi!
Sådan svandt der år og dage,
døden bar jeg i
mit bryst.
- Døden endte nattens drømme,
og jeg vågner nu
i lyst;
du er min, vi skal ej skilles,
mægtig svulmer
tankens strøm;
alle himlens himle tone:
”L i v e t e r
e n d r ø m!” (39)
I dette lange smertensdigt berører Andersen endnu engang sit
yndlingsemne om, at sjælen som sådan er udødelig, men at den midlertidigt er
’fængslet’ i ”jordedragten”, dvs. i det forgængelige fysiske legeme, som ved
døden afløses af et åndeligt legeme. Det emne er også temaet i digtet ”Sjælen”
fra 1825, og i digtet Pauli Cor. 15, 42-44. (Når jordelarven brister), 1831.
Emnet går i øvrigt igen mange steder i Andersens forfatterskab, og ikke mindst
i en del af hans eventyr, hvilket der jo allerede er givet en del eksempler på
her på hjemmesiden, og flere vil følge.
”hendes broder har jeg vundet”
Men at Andersen
i tiden omkring sin ulykkelige forelskelse, ikke til stadighed kun var præget
af et mismod og en sjælelig uro og disharmoni, der hæmmede digterevne og glæde
ved livet, kan vi også se af samtidige breve til nogle af hans andre venner.
Således eksempelvis i et svarbrev af 18. januar 1831 til B.S. Ingemann i Sorø,
som den unge digter i den momentane sorg og sjælelige smerte, han stadig føler
over sin ulykkelige forelskelse i Riborg Voigt, dog ikke kan lade være med at
komme ind på:
” […] – Jeg får hende aldrig mere at se,
jeg bør ikke, tør ikke! Dog én trøst har jeg, hendes broder har jeg vundet, han
ved alt og føler og lider med os, han holder så inderlig af os begge to, gennem
ham kan jeg dog høre om hende, men aldrig fra hende, hun har sagt mig lev
vel! Hun tør ikke og vil ikke tale mere med mig, men opfylde sin pligt.
[…]” ”[…] O gid jeg kunne forsone mig med alle mennesker, selv med ham der gør
mig og hende ulykkelig. […]” (40)
På sin seksogtyve års fødselsdag den 2.
april 1831, skriver Andersen igen et brev til sin ældre faderlige ven i Sorø,
B.S. Ingemann, og heri gentager han en del af de tanker, han allerede har
fremsat i brevet til Lorenzen. Det gælder også tvivlen om Riborgs motiv til at
gifte sig med sin forlovede, Poul Jacob Bøving:
”I dag er jeg ordentlig et gammelt menneske! og jeg kan ordentlig
blive ganske bedrøvet ved at tænke hvor barnagtig jeg dog er i mange ting, uden
dog ganske at være hvad jeg har været, thi der var en tid, hvo jeg ret kunne
drømme mig alt, og når je så re bad vor Herre i mit hjerte, så troede jeg det
ville ske; nu kan jeg slet ikke bede ham om det jeg ønsker mest, thi jeg er så fornuftig,
at jeg ved, der sker ingen mirakler. Jeg begynder ellers at kunne vise mig
roligere; men i hjertet bliver jeg vist aldrig mere ret glad; hvorfor mon Gud
dog har villet det så? Var jeg i sommer ikke kommen til Christian Voigt, så
havde jeg aldrig lært at kende Riborg Voigt; det havde dog været bedre, skønt
jeg ofte finder det underligt, at jeg før den tid har kunnet undvære tanken og
forestillingen om hende, - Aldrig skriver vi hinanden til, vi bør ikke, og dog
ved jeg, hun tænker så tit på mig, at hun ret elsker mig, skønt jeg ikke kan
begribe, hvorledes hun så kan ægte en anden; jeg kunne det ikke! Gid at
hun ikke var rig, skønt det er jo rimeligt nok, han må elske hende også for
hendes egen skyld. Jeg bliver vist ubillig mod ham, og dog er jeg, og
ikke han, den, der kan dadles; han har kendt hende længst. – men jeg
plager Dem, bliv ikke ked af mig derfor; når jeg ret skriver af hjertet, så kan
jeg ikke være morsom! – ” (41)
Den gode Andersen, som jo åbenbart ikke
kendte Riborg Voigts egen holdning til ham, fastholdt foreløbig stædigt sin tro
på, at hun udelukkende vragede ham af pligtfølelse overfor sin forlovede og sin
familie. Men i et svarbrev af 27. marts 1832 til vennen C.H. Lorenzen
(1807-59), adjunkt ved Sorø Akademi 1831-44, antyder han dog en vis tvivl om
grunden til hendes afslag:
” – Snart skal hun have bryllup, - dog,
dette er det ej, der knuger min sjæl, thi hun må; men denne ting lader
mig dog føle, at hun i hjertet selv ikke ganske er min; så stor kan ingen være)
Ingen kan af pligt-følelse opofre sit hjertes tilbøjelighed; var jeg i hendes
sted, jeg kunne ikke gøre – hvad der måske er rigtigt, og hvad hun gør. – O,
denne tanke er værre end tabet af hende! At vide hende leve for en anden mand,
- men jeg plager dig”! – o, vær ikke vred på mig derfor, jeg er syg, sjælesyg!
Jeg kan kun ret tænke på hende, på hende alene. – ” (42)
Under læsningen af Andersens breve fra
denne periode i hans liv, fornemmer man, at den rette sammenhæng i
forelskelseshistorien i stadig stigende grad er ved at dæmre for ham, selv om
han endnu en tid vægrer sig ved at lade erkendelsen skinne klart igennem. Under
alle omstændigheder fremgår det af de overfor gengivne brevcitater, at
Andersens ulykkelige forelskelse i Riborg Voigt, kom til at medføre en stadig
tættere tilnærmelse og kontakt til hendes broder, Christian Voigt. Det kan vi
få et levende indtryk af i fortsættelsen af det ovenfor citerede brev af 27.
marts 1832 til C.H. Lorenzen, hvori han også fortæller om, hvordan han til
daglig tilbringer sin tid:
”Min tid glider ellers hen i en ensformig
afveksling, om jeg tør kalde det således; om morgenen ligger jeg længe til
sengs og er således det fornemme hverdagsmenneske, om formiddagen derimod er
jeg historiker og oldgransker, sidder enten på Kongens eller
Universitets-Biblioteket med bordet fuldt op af bøger og samler ”data” til
romanen; fra 1 til 3 gør jeg visitter, er således det flagrende
verdensmenneske; dog ikke hele disse to timer flagrer jeg om; den meste tid er
hjertets og venskabets; daglig kommer jeg til min kære Christian Voigt, den,
jeg af alle føler mig mest bunden til; jeg mærker ikke engang, tiden går, skønt
jeg næsten altid føler mig så vemodig, så dybt stemt. Det er, som har han
forhekset mig, jeg ved ikke, hvorfor jeg kan holde så meget af ham! – Efter
middagsbordet går jeg på komedie, og om aftenen til kl. 1, stundom 2, læser jeg
digteres værker, digter selv eller – er altfor meget et utålmodigt barn, vor
Herre ikke har gjort livet sukkersødt nok. Se, således flyver og glider dagene,
mine bedste, blussende ungdomsdage bort, uden at jeg selv enten kan flyve ud i
den vide verden eller glide ned i Graven.” (43)
Den roman, som Andersen hentyder til i
brevet, og som han på den tid arbejdede flittigt på at samle stof til, er den
Walter Scott-inspirerede historiske roman, vi tidligere har hørt om i flere
sammenhænge her på hjemmesiden, nemlig ”Christian den Andens Dverg”. Men som
også før nævnt, opgav han på et tidspunkt projektet til fordel for andre
arbejder, og romanen blev derfor aldrig færdigskrevet.
Forelskelsen i Christian Voigt
Det, der dog
har særlig interesse i denne sammenhæng, er imidlertid de ord og udtryk,
hvormed Andersen omtaler sit forhold til Christian Voigt i brevet til Lorenzen.
Disse ord kunne nemlig mere end tyde på, at han efterhånden som tiden gik, har
overført sine følelser for Riborg til hendes broder, omtrent på samme måde, som
han tidligere havde overført sine følelser for Oehlenschlæger på dennes datter,
Lotte, men altså i omvendt orden.
”[…] den meste tid er hjertets og
venskabets; daglig kommer jeg til min kære Christian Voigt, den, jeg af alle
føler mig mest bunden til; jeg mærker ikke engang, tiden går, skønt jeg næsten
altid føler mig så vemodig, så dybt stemt. Det er, som har han forhekset mig,
jeg ved ikke, hvorfor jeg kan holde så meget af ham! – […]” (44)
Men hvem var så denne Christian Voigt,
som den fire år ældre Andersen ifølge sit eget udsagn holdt så meget af, at
vennen ligefrem havde ”forhekset” ham? – Som vi dog allerede ved, så var
Christian Voigt søn af den velhavende Faaborg-købmand, agent Laurits Peter
Voigt og dennes hustru, Anne Christine Voigt, f. Brandt (1785-1861). Han
var den tredieældste af i alt fem børn, to drenge og tre piger, hvoraf Riborg
var den ældste.
Voigt-familien hørte til Faaborgs
patriciat, og både faderen og dennes fader havde drevet købmandsforretning i
byen i mange år, og i den samme købmandsgård på Vestergade, som også sønnen
Christian senere skulle overtage og drive videre. Gården bestod af en lang
enetages bindingsværksbygning med høj kvist og midterkarnap, beliggende langs
gaden. Bag ved hovedbygningen og ned mod havnen lå alle de bygninger, som hørte
til gården og dens drift: pakhuse, kornlofter, brænderi og stalde, samt en stor
have, der også strakte sig ned mod havnen, hvor købmandens skibe lå til kaj,
når de var hjemme for at losse eller laste.
Faderen, L.P.
Voigt, var i øvrigt en veluddannet mand og havde blandt andet litterære
interesser – han skrev således selv digte – og fandt desuden tid til ar være
medlem af byrådet. Han døde i 1859, altså et par år før sin kone. Sønnen
Christian blev student fra Nyborg Skole i 1828, samme år som Andersen blev det
i København. Selve eksamenen artium blev for begges vedkommende taget på
Universitetet i København, hvortil Christian Voigt åbenbart var flyttet, og det
var formentlig ved den lejlighed, at de to unge mænd mødtes. De syntes
øjensynlig straks godt om hinanden og sås relativt ofte, ikke mindst efter
Andersens besøg i sommeren 1830 hos vennens forældre i Faaborg. Andersen havde
en stående invitation til, at de to skulle mødes, når Andersen kom til Odense
som et led i sin kombinerede sommerferie- og reseach-tur til Jylland og Fyn.
Som vi har hørt, samlede han på den tid stof til sin historiske roman fra tiden
omkring Grevens Fejde 1534-36, noget, han allerede var begyndt på under sin
sommerrejse året forud, hvor han også havde været på Fyn. (45)
Et af
resultaterne af Andersens stormende, men i nok så høj grad litterært-romantiske
forelskelse i Riborg Voigt, var altså, at han kom tættere på hendes broder
Christian, på hvem han snart overførte sit sværmeri. Det interessante er, at
det ser ud til at vennen en overgang gengældte sværmeriet, i hvert fald til en
vis grad. Som den sædvanlige ”kur” på sine kærlighedssorger, valgte Andersen at
tage på en udenlandsrejse, denne gang dog kun en ca. 6 ugers rejse, som han så
sig i stand til at betale selv. Han ville dog gerne have vennen med på rejsen,
hvilket vi erfarer om i Andersens brev af 18. april 1831 til Ingemann:
Kære Hr.
professor
Det bliver kun et
par ord jeg i dag får skrevet til Dem, men alligevel må jeg, De må da også vide
min glæde, jeg rejser til udlandet i næste måned; det er mig utåleligt her
hjemme, jeg er bleven en sygelig skrantning, måske en lille rejse kan bringe
lidt ligevægt i mit åndelige jeg. Da jeg selv må betale den hele udflugt kan
den kun blive på 6 uger, men i den tid kan der jo ses meget og når jeg kommer
hjem vil jeg flagre om i Sjælland og da blandt andet besøge Dem, som jeg
ret glæder mig til. Jeg tager med dampskibet til Lübeck, går over Hamborg og
Braunsweig til Harzen, derfra gennem Eisleben, Halle og Leipzig til Dresden,
hvor jeg får brev med til Dahl; en 6 dage håber jeg at blive her og
vender så tilbage over Berlin; det kan jo blive ret herligt, og jeg
trænger der til! – Måske kan jeg få student V o i g t med, jeg har i det
mindste fået ham til at skrive faderen til derom, og det ville da blive endnu
herligere. – […] (46)
Imidlertid havde
Andersen ikke kun overladt det til vennen, at forsøge på at opnå faderens tilladelse
til at være Andersens rejsefælle på Harzen-rejsen, men han havde den 19. april
1831 selv skrevet til agent Voigt og bedt om at få Christian Voigt som sin
ledsager på rejsen. Agent Voigt svarede venligt og udførligt på Andersens
anmodning, men svaret var et klart nej, med henvisning til, at sønnen efter
faderens mening i forvejen ikke var flittig nok med sine studier til, at seks
ugers afbrydelse ville være ønskelig. (47)
Andersens første udenlandsrejse
Der blev altså ikke noget ud af Andersens og Christian
Voigts tanke om at foretage den fælles rejse, som Andersen – jf. med brevet
ovenfor til Ingemann – havde lagt planer for i forvejen. I dagbogen for den 16.
maj 1831 noterer Andersen bl.a. følgende:
Fra København den 16. maj. – Om
morgenen, da jeg vågnede, lyttede jeg ved enhver vogn, der kørte thi jeg troede
det var storm. – En svale kvidrede udenfor mit vindue, som den ville fortælle
mig et og andet om min rejse, men hvad den egentlig sagde ved jeg ikke.
Christian, Læssøe, Lehmann og Hartmann fulgte mig ombord, vi fik næsten
blikstille hele vejen, […] (48)
Den 26. maj 1931
befandt Andersen sig stadig på udrejsen, hvor han havde overnattet i Goslar.
Denne dato noterer han i dagbogen bl.a. følgende:
[…] hvor underligt flyver min tanke ikke
om, Riborg, Christian Eduard, Fru L – der er dog så mange elskelige mennesker i
denne smukke verden! – Nej, jeg vil ikke sørge, du er så god, du kære Gud, må
jeg bare kunne være et godt menneske, jeg er det ikke (se, det er nu kedeligt,
nu tænker jeg på at man skal læse dette, så kan jeg ikke være mig selv). – Nej,
derfor ikke mere! […] (49)
Rejsen til
Harzen måtte Andersen som nævnt foretage alene, men han holdt løbende sin ven
og fortrolige underrettet om, hvad han så og oplevede på turen. Hans første
brev til vennen hjemme i København, er dateret 31. maj til og med 11. juni
i831. Andersen skrev altså brevet i flere etaper, først i Leipzig, så i Dresden
og sluttelig i Berlin, men har dog stadig sin ”ulykkelige” kærlighedshistorie
med Riborg i tankerne i det afsnit af brevet, som er skrevet den 4. juni:
[…] O gid jeg kunne flyve længere mod
syden, der føler jeg mig hjemme; jeg har slet ingen hjemve efter København, der
er heller intet der, intet i Danmark, jeg med hele min sjæl kan hænge ved;
aldrig vil mit hjerte mere komme til at elske, jeg er skuffet i min første,
varme tiltro; o jeg frygter nu at blive kold, kold mod alt i den vide verden,
uden verden selv; Guds store, herlige natur; Ene er jeg bestemt til at
spadsere om i den, intet hjerte elsker mig ret! – men det er nu min
bestemmelse, og jeg er jo meget lykkelig! – (50)
I det afsnit af
ovennævnte brev, der er skrevet den 9. juni, lyder det bl.a.:
[…] straks tilmorgen løb jeg på posthuset,
hvor jeg alt flere gange har spurgt om brev fra dig, og blev da, naturligvis
såre lykkelig ved at finde dit kære, kære brev. Du har sendt det den 3. maj,
altså den samme dag, jeg i Leipzig begyndte på dit. – Vore tanker har mødt
hinanden. – Du siger mig så lidet om Riborg, men du ved da heller ikke meget,
kan jeg nok vide! – Hver gang jeg rænker på hende, føler jeg en smerte så
usigelig dyb, men jeg kan ikke græde, jeg elsker hende heller ikke mere, det
er vist, men jeg lider nu mere ved erindringen om hende, jeg har en tomhed
– O Gud, Christian, gid du aldrig føle hvad jeg føler; - Min rejse bringer mig
ikke til at glemme hende, nej, jeg kommer ikke helbredt tilbage, måske
roligere, mere forstilt, min smerte er ikke for de kedelige hverdags mennesker,
med dem må jeg le og slå koldbøtter for ikke at gælde for en følsom nar. – Jeg bør
ikke bede dig at hilse hende, hun har det jo også godt i det smukke lille
hus hos ham, hun ret elsker; - men le af mine følelser, kan hun dog ikke, det
er en djævelsk tanke, og jeg kan ret ved den føle, at jeg har sydlig blod i
mine årer, o, havde jeg dog dig her! du er mig jo tro? – Du kære, kære
menneske! – men ikke mere! jeg vil ikke slutte mit brev i dag; mit humør er sat
lidt i bevægelse. – Vi ses snart. – Kolera er nu kun fire mile fra
Berlin, derhen går jeg med posten i morgen, der er slået en kordon tæt ved,
hvor vi skal forbi, men jeg er slet ikke bange, hvad godt skal vel jeg gøre i
denne verden! / din Christian! (51)
Den 11. juni
afslutter Andersen sit brev i Berlin, og heri skriver han til slut:
[…] – Snart har du mig! i det seneste om
14 dage, rimeligvis kommer jeg med Wilhelmine. Jeg længes efter dig, du kære
væsen, dog i tankerne er jeg hos dig. / Din Christian. (52)
Derefter gik der
åbenbart nogen tid, hvori brevvekslingen mellem de to venner lå stille.
Andersen var i mellemtiden vendt tilbage til København, men nu var Christian
Voigt i Fåborg. De forventede breve gav anledning til en mindre ’kurre’ på
tråden, som dog snart løstes igen, hvilket fremgår af de to næste breve fra
henholdsvis Andersen til Christian Voigt, og fra sidstnævnte til Andersen.
Andersens brev til vennen er dateret København den 8. august 1831 og lyder som
følger:
I fredags (den 5.
august) var der endnu intet brev kommen fra dig; i går formiddags (den 7.
august) traf jeg Kaalund; han fortalte mig, at Johan havde skrevet
Jørgensen til; hvad måtte jeg tænke om dig? Jeg havde ganske opgivet dig! Ja
jeg vil tilstå dig det åbenhjertigt, jeg begyndte at forsøge om jeg kunne
glemme dig; jeg må jo glemme så meget i denne verden, altså også dig. – Jeg
kunne ikke undskylde din utilgivelige ligegyldighed; jeg måtte tro, at du ikke ville
have med mig at gøre, og visse folk, der spurgte mig om du skrev mig
til, og jeg måtte benægte det, gav mig intet håb. – De sidste 8 dage har jeg
været i et ulykkeligt humør, thi jeg holder af dig, og jeg var nu fast bestemt,
aldrig at komme mere til dig, i hvor smerteligt det ville have været mig. – O
Christian, mon du nogensinde gør mig så glad, som du har gjort mig bitter mod
menneskene. – I aftes (søndag den 7. august) var jeg i selskab hos agent Zinn’s,
der var en student, der fortalte mig, at på Regensen flagrede et brev om,
hvorpå stod mit navn; det var for sildig da, at løbe på Regensen, jeg måtte
vente til i dag, og har næppe kunne sove denne nat, thi det forekom mig det var
slemt brev, jeg kunne ikke begribe fra hvem et brev kunne komme til mig, med en
halv adresse; imorges, eller rettere for en time siden løb jeg derhen og finder
et brev fra dig! Menneske, ved du da ikke min adresse? du har jo sagt ja; der
var jo mange måder at få det i mine hænder, nu har det en 8 dage løbet om der.
– Jeg kan ikke ret fatte mig, jeg skriver straks nu jeg har læst det, det er
fra den 26. juli, altså kunne jeg have fået det i fredags 8 dage; - Nu Gud ske
lov, det er således, men du kan tænke dig, hvad jeg måtte dømme om dig, hvad
jeg kunne falde på. O Gud, Christian, du ved ikke hvilken bitterhed du har vakt
i min sjæl. – Det er jo en 3 uger siden du rejste; om 8 dage kommer du jo her;
jeg ventede altså nu ikke mere brev fra dig, håbede aldrig mere at se dig, som
min kære, broderlige Christian! – O, hvor er det mig underlig nu at vende
tilbage til denne tanke igen. – Du har det godt og lykkeligt hjemme; alle
hilser mig, nu det glæder mig ret, gid jeg kunne være der, eller rettere gid
den samme tid ville vende tilbage jeg nød der i fjor. Hvordan lever din gode
moder? Er hun ligeså munter, som da jeg så hende; mon hun husker mig, den
lystige, blege person, der sang og gjorde løjer; jeg er ikke så lystig nu, thi
jeg er bleven ældre, meget ældre. Vi to får da aldrig hinanden ar se,
uden hun ville smukt komme herover til København. Hvad siger faderen? Hils ham
ret inderlig fra mig! han kan jo godt lide mig? Rikke og Laura kommer
vel til vinteren herover, så kan de få mine 2 stykker at se, og det vil ret
glæde mig, om jeg som forfatteren, de aftener kunne sidde hos dem og forklare
hvad der var dem fremmed. – Hils dem smukt fra mig. I tankerne ser jeg tit Rikke
le og neje for mig, omtrent som sidste gang da vi sås i ”Hotel Royal”. Lad mig
ikke glemme Johan! ja han lapser nok ikke lidt, og spadserer forbi fru Martens,
Masse o.s.v.; sig ham, jeg længes ret efter at se hans brune ansigt og høre
noget om Jane Braah etc. etc. – Hils også Plougs, og de andre unge
damer, der kom fremmede den aften jeg var hos jer. – Dersom du, som jeg tror,
kommer her om 8 dage, så skal du ikke skrive mig til, imodsatte tilfælde gør du
det vel af dig selv, efter som det er gået med dit sidste brev. Jeg har ikke
været på landet, jeg kunne ikke, mit humør var ikke der til, og nu er det så
sent; altså bliver jeg her, kommer du om 8 dage, da er dette mit sidste brev,
derfor hils dem ret alle hjemme, også din gifte søster, du ser hende vel? Hun
lever jo ret lykkeligt i sit smukke hus? Det må være behageligt! Mon hun har
glemt den snurrige, lykkelige Andersen fra i fjor. Hils! […] - Men nu lev vel! Hils smukt fra mig. / Din Christian.
/ Jeg bor i STORE KONGENSGADE NO 33. (53)
Andersens indenlandske sommerrejse 1832
Den 22. juni 1832 rejste Andersen på sommerferie til Sorø,
Odense og Nørager, og rejsen med successivt ophold de tre forskellige steder,
varede sammenlagt til den 29. august, hvor han atter var tilbage i København. Men
undervejs brevvekslede han naturligvis med sine sædvanlige korrespondenter,
herunder også med Christian Voigt, som da opholdt sig i København. Herfra
sendte Voigt et brev dateret den 31. juli 1832 til Andersen:
Kære, kære
Christian A!
Dersom du min bedste
ven! ved at se dette brev fra mig skulle sige, at det var et skændebrev, så
taler din samvittighed ud af din mund. Du må dog tilstå mig, at du ej har
handlet smukt imod mig. Det er nu over en måned siden, du rejste fra København,
dengang lovede du mig, at så snart du kom til Odense ville du skrive mig til,
jeg har hver postdag ventet (”langen und bangen”). Men de gør vel så meget af
dig, at du ej kan få tid til at skrive en gammel, måske snart halvglemt ven
til; gør du også det, så kunne mit inderlig stille venskab dog også have sine
fordringer, jeg gør dem ej store, men det gør, som du ofte har sagt mig,
hjertet ondt helt at overses.
Men det er sandt; da jeg begyndte at
skrive besluttede jeg ej at sige et ord derom, nu fortryder det mig, at jeg har
gjort det; du bliver vel ej vred på din inderligste og oprigtigste ven? Du ved
ej hvorledes jeg har længtes efter at vide hvorledes du har moret dig i Sorø og
Odense, hvorledes dit humør er, hvad du bestiller, om du skriver noget,
hvorledes du ser ud, om du er rask, alt hvad der angår dig, den kære digter
interesserer mig ligesåmeget som om det var mig selv; det behøver jeg dog ej at
sige dig? Jeg kunne let gøre tusinde spørgsmål dig selv angående, men dem ler
du jo af, og du fortæller mig dog vist så meget i dit første brev om dig selv,
og så ser jeg dig om en måned.
Min fader, min søster Rikke og Betty
Ploug er, som du måske ved, herovre, og vi gør mange små ture, morer os godt,
men længes efter Faaborg, jeg rejser da også hjem på lørdag, alene; Papa bliver
endnu ej færdig i 2 à 3 uger, han kan ej undvære Johan, som er hans sekretær og
kommissionær; Rikke bruger russiske dampbade; derfor må jeg rejse ene. I
Faaborg får jeg vel brev fra dig?
Du har vel så mange korrespondenter
herfra, at de ubetydelige nyheder, som her kunne være, ej kan interessere dig
at høre fra mig.
Mine breve er aldrig lange eller
interessante, men jeg ved, at du ej måler dine derefter; i mit liv forekomme
sjældent eller aldrig noget nyt, som er værdt at høre; det er ganske anderledes
med dig, ethvert ord fra dig er mig kært, helligt.
Min fader, Rikke, Johan etc. beder at
hilse dig, frem for alle din / længselsfuldt ventende / Christian Voigt. (54)
Andersen besvarede Christian Voigts brev
af 31. juli 1832 med et brev dateret Odense den 2. august 1832, altså kun tre
dag efter at have modtaget vennens brev. Fra Andersens brev skal citeres
følgende:
Kære, kære ven!
Der kan du nu se, hvorledes det er at
længes efter brev! Der gik jeg i fjor ligesådan, jeg ville at du skulle prøve
det; dog ærligt talt, jeg har været doven, jeg gad ikke skrive og mit humør har
været så dårlig her i Fyn, at du næppe kan tænke dig det! – Da jeg i går fik
dit oprigtige, kære brev, blev jeg usigelig bedrøvet ved at se, at du havde
længtes efter mig; jeg havde nu den idé, at han har jo faderen og søsteren, så
savner han ikke mig. Du har så meget, der klynger sig til dig, jeg – ingen! Men
bort med griller! […] – I Fyn har jeg som sagt ikke følt mig vel, jeg længes efter
Sjælland, længes efter – ja, Gud ved hvad; derovre længtes jeg jo efter Fyn! –
Jeg har været på Lykkesholm nogle dage; man gjorde virkelig for meget af
mig, proppede mig med alt hvad jeg pegede på, så jeg ordentlig blev syg; der er
meget at fortælle. – På Bramstrup var jeg nogle dage sammen ed min
Bucklaw-Waltz, vi spillede komedie, der kom jeg i godt humør, blev igen den
gamle Andersen, men nu er det forbi! – Waltz betroede mig mangt et træk af hans
vita, og jeg ved ikke selv, det bedrøvede mig næsten at jeg så lidt kender
verden; andre unge mennesker ved bedre at nyde den, min ungdom flyver bort, ja
er det allerede og jeg står som Sancta simplicitas, der drømmer og samler
blomster, men kender slet ikke til det virkelige liv og dets frugter; man kan
dog leve så lykkeligt, når man kun ikke som jeg, selv skabte sig sorger. – På
Hoffmanns Gave har jeg fundet mig meget vel, vi spillede Rasmus Montanus, jeg
var Rasmus. […] i grunden lever jeg som en prins, men som Horats siger ”de
sorte bekymringer stiger med på skibet og på hesten”, siden kommer vel koleraen
og så er da det hele forbi. ”Das ist das leben, das ist das Glück”! – […] – jeg
føler mig syg; på lørdag rejser jeg til kammerråd Bang i Sjælland, bliver der 8
dage, måske 12, flyver så til København og – så er det forbi! – Hils din gode
moder ret fra mig, sig at det ordentlig bedrøver mig, at vi ikke oftere skal
mødes! Hils den lille Laura, der nu vist er stor, og alle andre bekendte,
Plauens og Jomf. Clausen ikke at forglemme; Sparevurm talte jeg i går med;
Steenbuch har hædret mig med en visit og jeg – gengældt den. – Jeg har gjoirt
mange nye bekendtskaber, dog længes jeg så meget efter København, efter alle
Collins! Louise er i Jylland, Gottlieb også, de andre ligger på landet, men den
vigtigste, Eduard, er hjemme. Han har kun fået et brev fra mig på Nørager, men
i de første 8 dage; du adresserer til ”Hr. Kammerråd Bang på Nørager ved
Slagelse”. / Din Christian. (55)
Christian Voigts ovenfor
citerede brev af 31. juli 1832, så vel som Andersens svarbrev af 2. august
s.m., tyder indirekte på, at i hvert fald Andersens følelser for vennens søster
Riborg nu mere var blevet den forsmåede bejlers, og at følelserne eller
sværmeriet for vennen også så småt var ved at kølnes. Det hang formentlig
sammen med Andersens nye sværmerier eller forelskelser i andre personer, som i
dette tilfælde ’solo-forelskelsen’ i Ludvig Müller og dobbelt-forelskelsen i
Edvard Collin og dennes yngste søster, Louise. Men herom først i næste etape.
Det kan dog her tilføjes, at Andersens skuffede eller ulykkelige forelskelse i
Riborg Voigt, var et velkomment motiv for store dele af hans efterfølgende
forfatterskab, og derfor fastholdt han det faktisk gennem mange år, idet han
lejlighedsvis vendte tilbage til sine forsmåede følelser og våndede sig under
disse. Psykologisk eller kosmologisk set er det afgørende imidlertid sympatien
for det modsatte køn, som i reglen er ledsaget af en tilsvarende antipati eller
modvilje mod eget køn. For Andersens vedkommende var der også tale om sympati
for det modsatte køn, mere præcist for enkelte personer af det såkaldte svage
køn, men ikke om nogen særlig antipati imod konkurrenter eller rivaler i
’kampen’ om den udvalgte kvindes gunst. Så vidt det kan bedømmes, nærede
Andersen ingen nævneværdi antipati imod Riborgs forlovede, men han forsøgte
derimod at forstå og føle med ’rivalen’.
Imidlertid var Andersen efter behørig ansøgning ved kgl.
resolution blevet tildelt et rejsestipendium fra Fonden ad usus publicos på 600
rdlr. i to år, og mandag den 22. april 1833 oprandt dagen, hvor han skulle
påbegynde sin første store Italiensrejse, som kom til at vare fra den nævnte
dato og til den 3. august 1834, hvor han atter var tilbage i København. Om
afrejsedagen noterer Andersen blandt andet følgende i sin dagbog:
København den 22. april 1833. Mandagmiddag
forlod jeg hjemmet. – Det var nogle frygtelige timer forud. Min gamle værtinde
græd ved afskeden. Jeg var til afrejsen hos Collins, de så også bedrøvede ud,
Louise, Lind, Eduard, Gottlieb, Gusta Jonna og Jette fulgte mig ud, Ludvig og
Wanscher var med. – Vi kom alt for tidlig på broen hvorfor vi måtte gå ind på
Langelinie, her kom Bruun, Gusta, Müller og frøken Snell. Kommandøren og fruen
var på Langelinie. Jeg så tårer i Louises øjne ved afskeden, også Ingeborg var
forstemt! De holder dog af mig! de kære, altfor kære mennesker! – Eduard og
Ludvig fulgte med ombord. Jeg gik med armen om Eduards skulder, han trøstede
mig så broderligt. – Så skiltes vi ad, jeg glemmer aldrig det trofaste ansigt.
Fra Langelinie tilvinkede de mig endnu engang lev vel! Emma og Ida Bang var
også der! – Endnu kom Ove Thomsen og Wals ombord til mig, og idet vi ville gå,
Christian Voigt og Jakobæus; så gik det afsted! Jeg kunne ikke længer se deres
bekendte ansigter. – […] (56)
Tre dage senere,
den 27. april 1833, påbegyndte Christian Voigt et brev til vennen, som han
senere skrev videre på under datoerne, den 2. maj, den 17. maj, den 25. maj og
29. maj, hvor brevet blev afsluttet og afsendt til Andersen, som da havde
adresse i Paris. I det relativt lange brev holder Voigt sin ven underrettet om,
hvad der sker i den hjemlige andedam. Brevet indledes sådan:
Nu kæreste ven! er du da borte, og
allerede langt borte, skønt det kun er to dage siden du rejste; Gud ved når jeg
ser dig igen. Jeg kan ikke rigtig gøre mig fortrolig med den tanke, at jeg i 2
måske flere år ikke skal se den kære digter, som jeg nu i 3 år næsten har set
dagligt, og som jeg altid længes så inderligt efter, når jeg i et par dage ikke
så ham. Jeg lider et stort, dobbelt tab, ikke alene vennen, men tillige
digteren og det åndrige menneske, og efter begge vil jeg længes meget, men så
får jeg jo breve, og dine breve plejer at tale ligesom H.C. Andersen i levende
live. Gid jeg nu var med dig på vejen til Paris og kunne flagre verden rundt
ved din side og give eksamen og alt dette stads her en god dag, men desværre,
jeg må blive og nøjes med at glæde mig ved tanken om, at du morer dig, og ved
dine breve som også lader mig nyde dine fornøjelser. […] (57)
Den 1. maj 1832
modtog Christian Voigt det første brev fra Andersen efter dennes afrejse, men
brevet ses ikke bevaret, så man kan kun gætte sig til dets indhold ud fra Christian
Voigts svar af 2. maj s.å., som indgår i det overfor nævnte større brev. I sit
svar skriver unge Voigt bl.a. følgende:
[…] Du spørger om min familie og navnlig om min gifte søster: De lever alle
ret godt og fornøjet i det lille uskyldige (!) Faaborg. Nu er hun også ret
fornøjet; jeg tror vist, at du med rolighed kan høre om hende, især da du nu
d.v.s. når du får dette brev er i Paris; dersom jeg troede at det kunne more
dig, så ville jeg gerne fortælle dig noget; dog vil jeg hellere indskrænke mig
til lidt; hun har været temmelig sygelig i den tid hun har været gift, hvori
vel hendes hjerte-lidelser har haft deres del; hun har fået 2 børn, hvoraf det
første var dødfødt, det andet – en pige – fik hun kort førend jeg rejste hjem;
det er en rask unge, som tildels har forskaffet hende det gamle humør igen: Nu
nok om det. Du spørger også om Laura; ja hun har forandret sig meget til sin
fordel; i forstand og vid står hun vistnok over begge sine ældre søstre;
derimod mangler hun dette naive, barnlige, som har fortryllet flere end mig
[evt. dig] hos hendes ældste søster. Men jeg frygter jeg har talt mere om denne
materie end du ønskede at høre, hvis så er, da bedr jeg dig om tilgivelse og
dermed basta! Johan lever ret godt og sværmer inde hos de smukke frøkener, som
beder dig ret kærligt hilset. […] (58)
Andersen svarede
på det ovenfor citerede brev i et brev dateret Paris den 26. juni 1833. Brevet
er sendt til Studiosus theologiæ C. Voigt boendes på Nørregade No 27(?) (første
port fra Gammel Torv, højre side). Kan også afleveres i Studenterforeningen til
tjeneren Poul, som besørger det.” - Fra brevet skal følgende citeres:
Du tænker på mig! Du ene af dem alle
sammen, trofast sjæl! I to måneder har jeg været fra Danmark, men ikke fået et
eneste brev, når jeg undtaget et, der alt lå her ved min ankomst, fra Jette
Wulff. – Tænk dig at være så langt borte, i et fremmed land, glemt af alle man
holder af. Eduard har ikke sendt mig et ord, ingen, slet ingen, uden du.
Det har ret grebet mig, ret rørt mig i sjælen! Ja, du er min trofaste ven! –
[…] Se det var det eneste brev jeg har fået; nu ventede jeg da med
skuespillerne, som først i forgårs indtraf, de havde kun et med og de sagde det
var fra Arnesen; jeg blev ganske forbavset, men så da at det var fra dig, du
kære menneske. Straks i dag griber jeg pennen for at takke dig ret broderligt!
Jeg har fire gange læst det igennem, det var mig så kært, så interessant, så
elskeligt, det fik min bitterhed over dem hjemme jeg elsker og som glemmer mig,
til at gå over i vemod. – Om 9 dage har du da dette brev, jeg er da jo, som his
dig! vi sidder i sofaen, bag de røde gardiner, taler åbent sammen som i gamle
dage, før der gik så mange skyer over mit hjerte. Jeg har forandret mig meget,
siger alle. Skuespillerne finder mig noget mere bleg, men mere gentleman. Man
pudses jo lidt op i Paris, selv i holdningen, og den var slem hjemme. Lidt mere
dristighed har jeg nok også fået og en bestemtere vilje, men i hjertet er jeg
vist nok endnu den samme. Du kan ellers tro – (jeg stoler på at ingen fremmede
læser mit brev) – Paris er den liderligste by under solen, jeg tror ikke, der
er et uskyldigt væsen der, det går til en grad du ikke kan tro, offentligt på
gaden har man om dagen i de reelleste gader tilbudt mig ”en smuk pige på 16
år”, en ung dame med det uskyldigste ansigt, det nydeligste væsen, standsede
mig og Schwartsen i går og bad os med så yndigt et væsen at besøge sig, at hun
ville underkaste sig enhver undersøgelse først, at hun var aldeles frisk o s v;
overalt er der vellystige billeder, overalt omtales vellyst, som noget, der
fordres af naturen o s v, så at man næsten sløves for blufærdighed; alligevel
tør jeg oprigtig sige, at jeg endnu er uskyldig, skønt næppe nogen tror det,
der kender Paris. – Det er en farlig, meget farlig by for et ungt, bevægeligt
gemyt. – […] – Tak for alt om din søster; hun er dog ikke vred på mig? – Hils
Johan, lad ham læse dette brev, dersom han er hjemme, ellers hils ham. – Hils
Ærreboe, Graae, Jakobæus, Arnesen, din frue og frøknerne fra din oprigtige
ven / Andersen. (59)
I brevet anmoder
Andersen om, at hans brev ikke bør læses af ”fremmede”, hvorefter han
karakteriserer Paris som ”den liderligste by under solen” og fortæller om sit
møde med gadeprostituerede og ”vellystige billeder”, dvs. pornografiske
billeder. Det er dog noget, som han også har omtalt i breve til f.eks. vennen
Ludvig Müller, som han også betragtede som en af sine nærmeste fortrolige. At
tale om eller nævne den slags, var jo især dengang et emne, som mænd kun talte
om i samvær med deres allernærmeste, fortrolige mandlige venner. Kvinder i
almindelighed mente man ikke interesserede sig for den slags, snarere
tværtimod, opfattelsen var, at ”anstændige” kvinder fandt omtale af seksuelle
emner upassende og pinlig, om ikke direkte svinsk. Seksuallivet blev af det
gode borgerskab dengang betragtet som et nødvendigt, men højst beklageligt og
desværre uundgåeligt tilbehør til menneskelivet.
Da Andersen på
udrejsen befandt sig hos familien Houriet i Le Locle i Schweiz, noterede han
den 14. september 1833 i dagbogen bl.a. følgende:
[…]
Jeg klippede billeder til børnene og tanterne i dette øjeblik. – De gode
mennesker, det gjorde mig ondt at forlade dem. Vi ses næppe mere! – Da jeg kom
ud i den friske luft der var så blå at den fraperede mig, følte jeg mig ret så
vel; lidt efter savnede jeg min ring jeg fik af Christian Voigt, det forstemte
mig, (nu har jeg i aften, skrevet et tysk brev til Locle, den er glemt på
skrivebordet). – […] (60)
For H.C.
Andersen var og blev hans store Italiensrejse en stor oplevelse og en måske
endnu større erfaring rigere for ham som menneske og forfatter. Dette lyser
dels ud af hans dagbogsnotater under rejsen og i nok så høj grad ud af hans
mange breve til vennerne hjemme i Danmark, herunder ikke mindst til Christian
Voigt. Selv om Andersen mest syntes, at Italien var det idylliske og maleriske
eventyrets land, var han dog ikke blind for de negative sider ved landet. Om de
sidste skriver han i et brev til Christian Voigt, dateret Rom den 2. november
1833, hvori det bl.a. lyder:
[…] – Italien er fantasiens dejlige land,
alt er maleri, men det er også en sand svinesti; vi måtte ty ned i staldene for
ej at ædes op af utøj i de første [dvs. bedste] gæstgiversteder. Vi blev
således stukket af giftige fluer, at vort ansigt hovnede; jeg havde over 100
stik på den ene hånd, så jeg våndede mig i smerte! Maden vi fik, svarede til
dette. Tænk dig, hanekamme stegt i olie, rådne æg og sur vin; desuden havde vi
den fornøjelse at se bønderne, der trådte druerne gå med nøgne skidne ben, der
var røde af druer. Men bort med elendighederne. […] (61)
De plager af
forskellig og især fysisk art, Andersen mødte på sin langvarige rejse i
Italien, blev desuden suppleret af de psykiske plager, der kom til ham
hjemmefra i form af kritiske breve, avisartikler og anmeldelser af hans
nyudgivne ”Samlede Digte”, samt af hans versdrama ”Agnete og Havmanden” (1833),
som Andersen stillede så store forventninger til, men som pressen og vennerne –
ikke mindst Edvard Collin – gav en hård medfart. Det blev en stor og smertelig
skuffelse for Andersen, som havde håbet på, at ”Agnete” havde kunnet give nogle
tiltrængte ekstraindtægter, således at han ville have kunnet forlænge sin
rejse. Dertil kom, at Andersen ofte
dagligt så og var sammen med digteren Henrik Hertz, som også opholdt sig i Rom
på det tidspunkt, og som i sine ”Gengangerbreve” (1830) havde hånet Andersen og
betegnet ham som ”denne hellig Andersen, der rider berust af fantasiens øl på
musens nattegamle føl, det slagelse krik med lamme sider, mens pøblen holder
ham for en profet af en poet”. Men nok så meget bedrøvede det Andersen, da han
16. december 1833 fik et brev fra sin faderlige ven Jonas Collin, hvori denne
meddelte, at Andersens moder var afgået ved døden. (62)
I den følgende
tid udvekslede de to venner ikke mange breve, men til gengæld meget lange
breve, som hver især dækkede over en længere periode. Som f.eks. Andersens brev
fra Rom den 21. januar 1834 til Christian Voigt, hvorfra følgende skal citeres:
Min kære, kære ven!
Uagtet du ikke har svaret mig på mit
sidste brev, som jeg afsendte dagen før jeg modtog dit, og den er ude mere kan
trænge til brev end den der er hjemme, må jeg dog i dag sladre med dig, da
posten intet bringer mig. Det er som om jeg var blevet nogle år ældre siden jeg
sidst skrev; man siger jo også, at i Syden bliver folk tidligt gamle, desuden
kommer der i de enkelte breve jeg får fra mit fædreneland så megen kold luft at
det nedbryder mere på mit legemlige end Italiens evige sommer kan opbygge. Mine
venner har nu engang den tro, at jeg altid skal have nogle iblandt dem, der kun
overøser mig med kæleri, og at jeg således må have strenge fornuftige venner,
der peger på pletterne i mit indbildte blomster-liv, men ulykken er at de
næsten alle forfalder til denne stræben og således bringer alle mig kun
gift og kulde samlet fra tomme sladrere og kløgtige hjerteløse. Du kære ven er
virkelig en af de få der ikke synes at sætte en glæde i at bedrøve mig eller
være den belærende, som jeg ved min godmodighed har ladet før enkelte
tillade sig. […] den ukærlige måde man
hos venner optager Agnete på. Denne eftersnakken, denne mageløse
bitterhed og fordømmelse af mit arbejde har i forening med mere ret sønderknust
mig. Alt kommer på samme tid jeg var noget rystet over min moders død og man
havde nær bragt til fortvivlelse, en lille feber fulgte på og nu har jeg mere
vundet end tabt ved mine fjenders ubillighed. Man bruger her i Italien at lægge
en tung byrde på palmetræet for at det skal vokse kraftigt, det samme hændes
omtrent med mig, jeg bliver klogere derved, skønt det er en hård kur at komme
til erkendelse med sig selv og verden. Hvad jeg i mit stille sind nu har
besluttet ved kun Gud, der vil forunde mig kraft; jeg er nu blevet et andet om
ikke bedre menneske, mildhed kunne gøre mig til det føjeligste barn, det
frommeste menneske; uvillighed og kulde føder trods og selvbevidsthed. Hvor
dejligt er ikke alt her i Italien, vinteren var som en forårsdag hos os,
roserne har blomstret den hele tid, laurbæralleerne havde og har endnu det
tætte løv, orangerne er gule og luften blå og klar. I dag har det været sommer.
Lazaronerne gik nøgne, kun med korte bikser på, i gaderne; jeg lever mellem
oldtidens skatte, mellem Raphaels og Domenichinos mesterværker, disse måneder
kommer aldrig mer; jeg kunne have været lykkelig men man har myrdet min glæde
ved bittert at udpege mig; det bitre og alt – alt kommer fra hjemmet. Gud tilgive
dem! Lad ingen af vore unge venner læse eller høre dette på denne side, måske
burde jeg ej engang have skrevet det, men mere end min moders død, mere end
Molbeck, mer end dommen over Agnete, er det det, som har grebet mig. – Dog nok
herom! […] I forgårs havde jeg et eventyr med en nonne; Hertz og jeg spadserede
op til deres kirke, men den var lukket, jeg var kæk nok til at ringe på
klosterdøren og nu åbnede en ung nydelige nonne døren. Hun skreg slet ikke, thi
søstrene var i kirken, hun talte fransk til mig, havde et så nydeligt væsen,
rødmede og var allerkæreste, jeg gad nok have været hendes søster, Skade vor
samtale var kun et minut, den drejede sig om kirken: hvor hun sagde der ingen
malerier var. Siden jeg taler om skønhed, må jeg dog melde, at romerinderne
ikke gør stort indtryk på mig. Bønderpigerne fra bjergene derimod er ganske
dejlige og så klæder de sig så malerisk, går som de fineste damer på deres ben.
Det er øjne! det er figur! Dog må du nu ikke tro ilde om mine udbrud; følgende
historie vil overtyde dig om mit gamle jeg. man maler mig i denne tid: da jeg
forleden sad for maleren kom en moder med sin 17-årige datter og spurgte om han
ville bruge hende til model; ja sagde han, lad mig se hendes bryst! – Jeg
forstod ikke hvad de talte, da jeg ikke uden man taler meget langsomt kan
udtyde det italienske tungemål; med eet klædte moderen datteren af, særken
faldt – og jeg fik en rystelse af undseelse – blev dødbleg, så Kykler
mærkede det og historien om min undseelse straks fortaltes de andre. Ja man
mente, at jeg burde males med glorie for min unbefangenheit. – Næste gang
bliver jeg vel ikke så forskrækket for det syn! […] (63)
Det ovenfor
citerede brev glimrer ved at være et af de første til vennen, hvori dennes
søster, Riborg Voigt, slet ikke hverken nævnes eller omtales. Det betød dog
ikke, at Andersen havde glemt eller fortrængt mindet om sin ungdoms ”store
kærlighed”, tværtimod var dette minde i høj grad nærværende i hans bevidsthed
og kom til litterært udtryk allerede i den roman, ”Improvisatoren”, der blev et
af resultaterne af Italiensrejsen, og som han faktisk så småt begyndte at
arbejde på allerede under selve rejsen.
Den 2. februar
1834, hvor Andersen opholder sig i Rom, noterer han bl.a. følgende i dagbogen:
[…] Gik i skumringen i Cafe Greco
opvarmede mig med et glas punch og drev om i gaderne, men mit hjerte udvidede
sig, som det ville kvæle mig, der var feber i mit blod, jeg kunne knap trække
vejret, søgte derfor hen til Bøtcher og bad ham spille guitar og synge for mig,
vandet kom mig op i øjnene men kunne ikke komme frem, han ville have mig med i
Skorsese, men jeg havde ikke appetit eller lyst, drev derfor hjem 7½, rystede
som en febersyg, B: mente det dog var hjemve, o nej, nej! jeg gyser kun for
hjemmet, der venter mig intet godt, derfra kommer ingen glæde, der har man
spottet, hånet, bedraget mig. – Hun – han - de alle! – Fru Læssøe, Jette,
Christian undtagen og måske faderen, men det er også snart forbi. Gud forbarm
dig. (64)
De efterfølgende breve
fra Andersen til Christian Voigt er temmelig lange, ikke mindst fordi han i
disse i detaljer beskriver sine oplevelser, iagttagelser og tanker under
opholdet og de interne rejser i Italien, i hovedsagen koncentreret om Rom og
Neapel. Når man til disse lange breve lægger de i reglen lige så lange breve
til andre af sine brevvenner hjemme i Danmark, kan man undre sig over, at han
overhovedet kunne få tid til andet end at skrive breve. Men dertil skal dog
siges, at noget af indholdet i brevene stort set var det samme og derfor mere
eller mindre en ’afskrift’ af hinanden.
Den 13. februar
1834, hvor Andersen endnu opholder sig i Rom, noterer han bl.a. følgende i sin
dagbog:
Torsdag den 13. Nu sidder jeg i
Terracina, nyet skinner på den blanke sø, der tordner. Det er Chr. Voigts
geburtsdag den kære, kære ven! […] Dejligt stjerneklart. Hertz drak med mig
Voigts skål. – (65)
Imidlertid fik
Andersen et brev fra Christian Voigt i København, som denne havde påbegyndt
allerede den 12. februar 1834 og fortsat den 1. og afsluttet den 4. marts. Men
brevet var åbenbart længe undervejs, for det er først den 27. marts 1834, at
Andersen nævner brevet i sin dagbog:
[…] – jeg har i dag fået brev fra min
kære Voigt. Han taler om Molbechs kritik. Det burde være kritikkens sag: med
kærlighed til kunsten at glæde sig ved det gode og med en art smerte berøre det
forfejlede, det slette burde ganske forbigås, men hjemme sætter slig en kold
karl der ikke har gnist af lyrisk følelse, sig for arbejdet, vil have alt under
sin paryk, glæder sig kun når han finder noget han synes der er slet. –
Lad mig følge min natur; hvorfor skal jeg gå i trav, som er mode, slentrede jeg
i min egen gang så er den dog naturlig. – Fordi han ikke finder sine nødder på
mit træ men æbler, er derfor træet ikke at foragte. – […] (66)
I brevet af 12.
februar 1834, er vennen den forstående, men samtidig også den mildt
bebrejdende, hvilket blandt andet fremgår af brevets indledning:
Kære, bedste Andersen!
Allerede for en tid siden havde jeg
begyndt på et brev til min kære rejsende ven; jeg begyndte nemlig straks efter
nytår, hvor hårdt det end var mig dengang at skrive; det var nemlig opfyldt med
et temmelig vidtløftigt udtog af Molbechs recension i Månedsskrig, og jeg havde
der på din vis søgt at drage honning også af giftige blomster; om det
nogenlunde var lykkedes mig, det ved jeg ikke, det er også ligegyldigt, da det
nu er brændt, efterat jeg har fået dit sidste brev, der både glædede og
bedrøvede mig; skulle jeg slutte af det til dit humør og befindende
overhovedet, da har jeg uddraget et meget sørgeligt resultat; men jeg har på
den anden side betænkt, at du ofte har (om jeg så må sige) mørke øjeblikke,
hvori dit humør er meget slet; nu håber jeg, at du netop har skrevet i et
sådant. Ej sandt, kære ven! Du er ikke altid så fortvivlet, så opbragt på dit
fædreland, fordi en enkelt gal recensent er uretfærdig imod dig? Du er ikke
altid vred på dine venner, fordi nogle af dem ikke har forstået din Agnete og
dig? […] (67)
Men værre for
Andersen kunne det have været, at også Christian Voigt gav uforbeholdent udtryk
for, at han umiddelbart heller ikke syntes om vennens versdrama ”Agnete og
Havmanden”, men Andersen optog det ikke fornærmende – sig selv ulig – vennens
mening om hans smertensbarn ”Agnete”. Men om dette ret specielle værk har
Christian Voigt endvidere følgende at sige i det ovenfor citerede brev af 12.
februar 1834 til Andersen:
[…] hvad nu din kære Agnete angår,
da må jeg rigtignok tilstå, at så vidt min erfaring når, så har kun ingen
synderlig lykke gjort. Nogle siger, det er emnets skyld; dette er så
fuldkomment behandlet og afrundet i kæmpevisen, at det umuligt kan være
dramatiskt, at de enkelte figurer træder frem som marionetter uden nødvendighed
og uden at virke på det hele. Poulsen (fra Odense) siger, at digtets idé
egentlig ligger udenfor digtet selv, og derfor vanskeligt vil findes af
almindelige læsere, men at forfatteren med langt mere fasthed og udholdenhed
end han havde ventet, har vedligeholdt den, og derved er den bleven mindre
lyrisk smuk. Således er vi kommet til det jeg har imod den; jeg indser det, det
er ingen fejl, vel snarere et fortrin ved den, at det lyriske er trådt tilbage
for digtets enhed, for at ideen bedre kunne afrunde sig til noget helt; man
ser, at det er intet barn, der har skrevet den; dersom jeg ikke fejler, så er
det det første digt, hvori (efter Heiberg) det umiddelbare ikke spiller
hovedrollen, hvor du har stillet dig udenfor og betragtet forholdene. Men du
ved, hvor meget jeg har elsket det barnlige, dit eget elskværdige jeg i dine
digte, derfor må det ikke undre dig, at jeg først må vænne mig til denne, jeg
tror totale forandring i dit væsen. […] (68)
Imidlertid
modererede Christian Voigt dog kort efter opfattelse af ”Agnete og Havmanden”,
hvilket fremgår af brevets forlængelse den 11. marts 1834:
[…] Agnete læste jeg i aftes, og hver
gang jeg læser den, bliver den smukkere, jeg begynder alt at holde lige så
meget af den som af dine forrige digte; […] Din stedse trofaste Ch. Voigt. (69)
Den 18. marts
1834 opholdt Andersen sig i Neapel, og her påbegyndte han et længere svarbrev
til vennen hjemme i København. Men brevet blev i første omgang ikke afsendt,
for han skrev videre på det i Florents den 9. april, hvorefter han formentlig
afsendte det. I brevet, som fortsætter med hans detaljerede beretninger om hans
ophold og rejser i Italien, kommer han ind også ind på Molbechs anmeldelse af
hans kære ”Agnete og Havmanden”. Det sker i og med følgende linier:
[…] Tro ikke at det er af bitterhed jeg
roser Italien på Danmarks bekostning. Kartofler er vel en herlig, velgørende
frugt, men oranger er dog langt smukkere! Hvad Molbechs kritik angår, da var
jeg en nar at jeg lagde den på hjertet, når jeg komme hjem vil jeg bruge den
til min bagdel. Hvor kan det kolde, prosaiske menneske, hvori der ikke er gnist
af lyrisk følelse, bedømme en lyrisk digter, fordi jeg ikke passer til hans
trekantede kiste, er jeg derfor ikke forkastelig. Det er en mageløs egoisme at
sige: det er galt og slet, som ikke behager mig. O hvor skulle han vaskes!!!
Men Møllebækken komme nok på det tørre. bene! Hvad min virken som digter ellers
angår, da har jeg i Italien ikke skrevet et eneste stykke. – Al min lyst dertil
er borte, man har overskåret svingfjederen og jeg har ikke i sinde oftere at
flyve mod solen. Du ved ikke, hvad jeg har lidt og når jeg tænker på hjemmet,
på al den sorg og lidelse som venter mig der, da kunne jeg tit glemme, at man bør
gå livet igennem, selv om man ikke er til mindste nytte! – Jeg tænker tit
på, gid jeg dog var smuk eller rig og havde så et lille embede, så
giftede jeg mig, arbejdede, spiste og lagde mig tilsidst på kirkegården, det
kunne være et behageligt, et lykkeligt liv, men da jeg er styg og bliver altid
fattig, så vil ingen have mig, thi det ser pigerne alene på, ved du nok, og det
er jo særdeles rigtigt; jeg vil da som en sølle tidsel stå ene hele mit liv og
blive spyttet til, fordi det faldt i min lod at få tornene. – Men bort med alle
disse fornuftige griller! Jeg er glad, jeg er så lykkelig, som jeg kan blive
det, men digteren er død, ham har man myrdet, måske får jeg i den anden verden
det komiske indfald at stævne mine mordere, - - dog det er jo overspændt
sludder,, som alle hjertets gode følelser når de mangler snøreliv! – Til min
rejse vil vi nu vende os, det er morsommere. […] Hils dine gode forældre og
søskende fra mig, og når du skriver Johan til, da fortæl ham lidt om mig og
sig, at jeg venter til efteråret at møde hm i Hamborg. Gud bevares Hamborg! så
er man jo allerede hjemme. Jeg synes selv at Wien og München er som man havde
det ene ben på dørtrinet. Europa er dog kun en stump at berejse! Hvem der dog
kunne komme til Amerika, det var noget! Lev nu vel! her har du håber jeg en halv
times læsning og det med gammelt og nyt. Lev vel. / Din broderligt sindede / Andersen!.(70)
Ja,
selvmedlidenhed og selvynk, sådanne følelser kendte Andersen ganske godt til, men
han vidste samtidig, at tankerne om at leve et almindeligt borgerligt liv med
ægteskab, fast embede og hvad dermed følger, i virkeligheden lå ham meget
fjernt, og inderst inde vidste han også godt hvorfor, nemlig at hans psyke med
sit fremtrædende feminine aspekt ikke appellerede til det såkaldt svage køn, i
hvert fald ikke seksuelt. Det er også noget vrøvl, når Andersen skriver, at han
altid ville forblive fattig. Virkeligheden blev, at han efter datidens målestok
var endog ret velhavende på sine gamle dage.
I den følgende
tid var Christian Voigt åbenbart ikke nogen flittig brevskriver, i hvert fald
ikke efter Andersens mening, som han, halvt fornærmet og halvt ironisk,
udtrykker i et ligeledes længere brev af den 26. juni 1834, hvor han opholdt
sig i Wien:
Min kære, fortræffelige ven!
Hvad i al verden går der dog af dig, at
du ikke skriver mig til! Nu har jeg grund til at skænde! Du er dog ikke trådt i
din faders sted mellem de kloge mænd, at det er dette, som beskæftiger dig!
Eller tror du, at når man er over alperne, så er man ikke længer i udlandet,
men så godt som hjemme; ja, der er noget deri, Sydtyskland er ikke meget
forskelligt fra Danmark, samme natur, samme mennesker; men, da vi to ikke kunne
se hinanden endnu, så kunne herren gerne skrive, og det hører jo selv til den
almindelige høflighed, at man svarer på breve, man får. Fra Florents sendte jeg
dig et langt brev og bad om svar i München, men se om der kom! En hel måned
ventede jeg, skrive ville jeg ikke igen, da jeg havde den idé, at du måske af
overdreven forsigtighed havde sendt dit brev til Wien, men her er heller ikke.
Postdag kommer og postdag går, men uden at jeg hører fra dig. Nu burde du i
grunden intet brev have, men jeg vil lade nåde gå for ret og dog skrive, skønt
jeg nu intet svar kan få derpå, når jeg betænker, hvor langsommeligt din pen
løber; dog har du skrevet eller skriver ju8st nu på et brev, da fuldend det og
lad mig dog få det, men det må sendes fra København senest den 13. juli og da
til Berlin, poste restante, i august måned har du mig selv. – At du har
fået mit brev fra Florents, tvivler jeg ikke på, men derimod betvivler jeg, at
dit svar har forfejlet mig. Du har nok været på en rejse til Fyn og slig en
lille bitte, bitte rejse kan forhindre i at skrive; hvad skal jeg da sige, som
flyver næsten Europa igennem på langs? – Men nu er jeg god igen; nu skal du
høre min leven og væren, siden jeg skrev det florentinske brev. – […] (71)
Herefter
fortsætter Andersen med i brevet at fortælle om sine videre rejser og ophold,
sine iagttagelser, oplevelser og tanker, i det Italien, som under de
foreliggende omstændigheder for ham kom til at betyde frihedens hjemsted, ”mia
bella Italia”, fri for den efter hans opfattelse smålige danske kulturelle
elite, som da domineredes af den heibergske kreds. Det lange brev slutter med
følgende delvis vemodige linier:
[…] Havde jeg penge, da blev jeg altid
ude, kom aldrig hjem; kun i Syden kan jeg trives, og at vende der tilbage vil
min hele stræben gå ud på, det er mit fremtids mål. Spørger nogle videbegærlige
dig, hvorfor jeg alt kommer hjem (det er kun 1½ år), da sig, at jeg selv har
lagt lige så meget til, som mit stipendium var, og nu har jeg ingen flere
penge, det er slet ikke af længsel jeg kommer, nej det ved den gode Gud. Dog da
jeg må hjem, er der også enkelte jeg ret inderlig glæder mig til at se,
og der er du mellem de første, min ejegode, kære broder! Hils din frue og
hendes frøken døtre, når jeg kommer skal jeg have den ære at aflægge en visit.
Hils særdeles den vittige Arnesen, gid han måtte få lejlighed til at se sig om,
lidt herude! Jacobæus, Graae, din lille doktor-ven og alle gamle bekendte og
venner hilses her skriftligt, snart mundtligt. Ak du hellige Cathrina, bed for
mig! Hvorledes skal det dog gå, når man atter traver i det kolde snevand på
Østergade og spiser den lange tåge! i fjor ved samme tid gik jeg sommerklædt
under laurbærtræer og spiste oranger og tunge druer. O dio mio! Nu er det
forbi. – Lev ret glad og vel! skriv, er der tid, men tænk altid kærligt på din
broderligt hengivne / H:C. Andersen.
(Hils dine forældre og Johan.) Idag fik
jeg et særdeles kærligt brev fra Ingemann, han sætter Agnete øverst af hvad jeg
har skrevet og lykønsker mig til et sandt poetisk værk. (72)
Dette brev af
26. juni 1834, afsendt fra København, er det næstsidste brev, der er bevaret
fra Andersens brevveksling med Christian Voigt. Det senest trykte brev fra
Andersen til vennen er fra 12. marts 1837 og lyder i al sin korthed således:
Kære ven!
Siden fredags otte dage har jeg været
meget syg, feber og halsen inflammeret; Emil har daglig gået til mig og jeg har
levet af vandgrød og mikstur. Du vidste det ikke, ellers havde jeg set dig!
selv den gamle Collin var for første gang oppe hos mig. I lørdagsmiddag fik jeg
første gang, (den 8. dag) lov til at gå en times tid ud, i går var jeg netop
ligesålænge ude og mere bliver det ej heller til i dag, jeg er ikke ret ved
kræfter, for resten meget raks. I morgen, den berømte 12. marts, kan jeg ikke
komme at gratulere, du kan altså roligt blive din sædvanlige tid i sengen,
skriftligt skal du høre fra mig. / Lev nu vel / din trofaste broderlige ven / H.C.
Andersen. (73)
For resten
nævnte eller omtale Andersen jævnligt vennen Christian Voigt og dennes familie
i sin brevveksling med andre af sine venner og bekendte. Eksempelvis i et
veloplagt og muntert brev af 27. april 1837 til Jette Hanck i Odense:
[…] Ve De hvad mine galanteste venner
siger: Andersen er bleven så mageløst lapset, den største modejunker! han går i
en frakke til 60 rdlr. med fløjlsfoer, en hat, som en paraply og en figur – ja
han bliver dag for dag smukkere! Jette Wulff siger: De var før så dejlig
original, nu er De ligesom kammerjunker og løjtnant uh! en fin fornem herre! –
Fru Drewsen siger: vor ven bliver køn på sin gamle alder, men han er det samme
forbandede vrøvl, som før. Er det en celebre poete! Jo, De skulle kende ham,
som vi kender ham. Christian Voigt siger: Én gang om måneden kommer du nu til
mig, engang var du bedre mod mig, da jeg vidste, hvad nu de andre ved, du er en
stor digter. Fru Colbiørnsen siger: De klæder Dem godt, har et fint væsen,
bliver jo omtalt i aviserne, selv i en fransk! hvo ved, måske – man kan aldrig
vide! ak det ville dog glæde mig kunne De engang komme til hoffet. Ørsted
siger: Nu kan De ikke klage, nu erkendes De af alle og har et grundfæstet navn.
Fru Læssøe smiler moderligt og siger: tag sundheden i agt og tilhvisker mig en
åndens lykke, som – men nu har jeg nok givet Dem cirkler og firkanter nok af
venners dom, sæt Dem nu sammen og se om den ligner Deres skitse. Hvert år jeg
har besøgt Dem har jeg været et andet menneske sagde De engang; hvorledes mon
jeg vel bliver i år? O, der er livslyst i mit hjerte! […] (74)
Jette Hanck svarede
på ovenstående brev i et langt brev af den 6. maj s.å., hvori hun blandt andet
kommenterer de ovennævnte personers forskellige karakteristik af digter
Andersen, og hvorfra følgende skal citeres:
[…]
Når jeg var Andersen ville jeg flere gange om måneden til Christian
Voigt, ikke alene for at ære hans forudsigelsesgave, den har himlen givet
ham; men for at takke hans kærlighed for mig, det er underligt jeg interesserer
mig virkelig for Chr. Voigt skønt jeg aldrig har set ham. […] jeg har for længst i ånden illumineret for
digteren, det er gået mig som Christian Voigt, jeg har altid
vidst hvad de andre nu har lært!! […] (75)
Som det vil være
fremgået af den ovenfor meddelte brevveksling mellem H.C. Andersen og Christian
Voigt, så kølnedes forholdet mellem dem noget med tiden, men de bevarede dog
forbindelsen med hinanden og skrev også lejlighedsvis breve til hinanden,
hvilket fremgår af Andersen dagbøger for de følgende år. Den personlige
forbindelse blev også opretholdt, idet Andersen så vel som Christian Voigt
begge boede i København, Andersen i Nyhavn 67 og Voigt i Stormgade. Voigt havde
i 1862 giftet sig med den meget yngre Charlotte Emilie Voigt, f. Hansen, og
parret havde i 1864 fået en søn. Herom noterer Andersen i dagbogen for den 16. april
1864 følgende:
[...] I går var Christian Voigt hos mig,
bad mig med en utrolig beskedenhed og forlegenhed, som troede han at jeg ikke
ville, at stå fadder til hans første søn. Riborgs broder har ikke glemt sit
gamle sind for mig. (76)
Det er bemærkelsesværdigt, at Christian Voigt
var ungkarl i 53 år, idet han først giftede sig i 1862 og da med den kun
24-årige Charlotte Emilie Voigt, f. Hansen (1838-?). Parrets angivelig
førstefødte søns dåb fandt sted torsdag den 5. maj 1864, og herom noterer
Andersen i dagbogen for denne dato følgende:
Torsdag den 5. Meget koldt, men
solskin. Jeg er meget nervøs og mat i benene. Henimod 12 kom en karret efter
mig, for at køre mig til Frue Kirke hvor Christian Voigts lille dreng skulle
døbes. Ole Suhr og jeg var faddere, også lægen Diørup, men han indfandt sig
ikke; der var to børn som først blev døbt. Den lille fik navnet Peter Lauritz
Voigt, derpå kørte vi hjem til Christian Voigt i Stormgaden, moderen bar
barnet, en frøken Toxwærdt holdt huen. Vi fik en elegant frokost. Jeg var
nervøs og som i forsviret tilstand den meste del af dagen. […] (77)
Christian Voigt
og formentlig også hans kone og barn flyttede senere til Faaborg, hvor han fik
beskæftigelse i sin på det tidspunkt afdøde faders virksomhed i byen. Det
fremgår af Andersens dagbogsnotat for torsdag den 23. september 1869, hvor
Andersen efter overnatning i Korsør var taget med færgen til Nyborg, for derfra
at rejse videre til herregården Glorup på Sydøstfyn. Herom noterer Andersen bl.a.
følgende:
Det blæser stærkt og er tegnvejr. Gav
hotelværten Hr. Petersen en afskrift af mit digt: Korsør, som glædede
ham. Efter kl. 9 gik jeg ombord på Eideren, der var mange rejsende, mellem
disse en købmand fra Faaborg som bor i agent Voigts gård og på hvis kontor
Christian Voigt er; […] (78)
Dette er det
sidste, vi hører til Christian Voigt og familie i Andersen dagbøger, og man må
formode, at forbindelsen mellem de to venner må have været sporadisk, efter at
Christian Voigt var flyttet tilbage til Faaborg.
© 2010 Harry Rasmussen.
(Artikelserien vedr. Andersens dobbelt-forelskelser
fortsættes)
1 Det er dog ikke alle, der er hoppet med på disse myter. Se f.eks.
Johan de Mylius: Forvandlingens pris - H.C. Andersen og hans eventyr. Høst
& Søn. København 2005. Se side 232-34.
2 Vedr. Karen Marie Andersen og hendes kærlighedshistorie med
løjtnant Mattheus Friedrich Martens (1795-1879), se f.eks. artiklen ”…et forbyttet, meget fornemt barn…”
3 BEC I, Brev nr. 24, s. 60. – ‘agent
Voigt’: Laurits Peter Voigt
(1779-1859), storkøbmand i Faaborg med egne skibe, agent. – ’agent Voigts ene
datter’: Riborg Voigt (1806-83), gift 1831 med skovrider på Brahesminde Poul
Jacob Bøving (1799-1885).
4 Vedr. forelskelsens A-begær og B-begær, se Martinus: Livets Bog V, stk. 1816-1823. – Se evt. også Martinus: Logik, 32—38. kap.
5 BEC I, Brev nr.26, s.
65-66.
6 Levb.,
s. 205-206. – ’roman: Grevens Fejde’: Andersens plan om en historisk roman fra
Grevens Fejdes tid, den danske borgerkrig, der fandt sted 1534-36. Fragmenter
af den ufuldførte roman er trykt i Anderseniana 1935 under titlen Tre
Ufuldførte Historiske Digtninge Ved Tage Høeg. – ‘Iversens’: Her sigtes til
enken efter Andersens faderlige ven og rådgiver bogtrykker og avisudgiver Chr. Iversen (1748-1827), Kirstine Marie Iversen, f. Nielsen
(1767-1837). Blandt de muntre unge piger var fru Iversens datterdøtre, frøknerne
Hanck, hvoraf Henriette (Jette) Hanck (1807-46) senere blev en omtrent lige så
flittig kvindelig korrespondent, som tilfældet var med den anden Jette,
Henriette Wulff.
7
Levb., s. 207-208. – ’de fortræffelige døtre’: Agent Voigt og hustru
have fem børn, to sønner og tre døtre. – ’straks samme aften’: Andersen ankom
til Faaborg den 6. august om aftenen..
8
Levb., s. 209-211. – ’den anselige gård’: Voigts gård lå – og ligger
stadig – på Vestergade i Faaborg. – ’den ældste datter’: Riborg var 24 år på
det tidspunkt, Andersen et år ældre. – ’så mange fremmede damer’: Agent Simon
Hempel Plougs døtre. – ’døtrene’: Riborg og hendes søstre Frederikke (1807-?)
og Laura (1817-1904). – ’apotekerens søn’: Poul Jacob Bøving (1799-1885), søn
af apoteker Johannes Georg Wilhelm Bøving (1763-1828) og hustru Mette Marie
Jacobsen (1767-1852).
9 Levb., s. 212-213. - ”Avis aux Lectrices”. Trykt i
“Kjøbenhavns flyvende Post” marts 1830. - ”Gråtvejr”: Trykt i
”Kjøbenhavns-Posten”, august 1830. Begge digte kom med i digtsamlingen ”Digte
1830” og i Saml. Skr. XII, hhv. s. 16 og s. 308. Digtet ”Graat Vejr” er desuden
trykt i H.C. Andersen Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen, s. 55.
Forlaget Spektrum. København 1966.
10 Levb., s. 214-215. – Digtene ”Hjerte-Tyven”
og ”Sprøjten”: er begge trykt første gang i digtsamlingen ”Phantasier
og Skizzer”, som udkom 10. januar 1831. Digtet ”Hjerte-Tyven” var dog
digtet før Faaborg-besøget. Men Andersen har derfor læst digtene for
familien Voigt og andre efter et medbragt manuskript. - ’-s familie’: Den Voigt’ske
familie: Se under note 8. – ’de unge piger’: – Se artiklen H.C. Andersen og
hans Odense-Venner i Familierne Iversen og Hanck. Anderseniana 1939.
11 MLE I, s. 108. – ”To brune øjne jeg nylig
så”: Digtet blev første gang trykt som nr. 3 af ”Hjertets Melodier” i
”Phantasier og Skizzer”, 1831. – ”Hjertets Melodier” findes desuden trykt i
Saml. Skr. XII, s. 66ff., og i H.C. Andersen Digte. I udvalg ved H.
Topsøe-Jensen, s. 16ff. Forlaget Spektrum. København 1966.
12 Levb., s, 215-218. – ’en ung pige af deres
nærmeste bekendtskab’: Der var formentlig tale om agent Plougs to døtre, den
ældre Kirstine Ploug (1802-79) og den yngre Elisabeth Ploug (1810-71). -
‘Patienten med sin gamle søster kom, Riborg var med’: De tre damer
indlogerede sig på Hotel Royal i Ved Stranden lige overfor Christiansborg. –
’Ravnen’: operaen ”Ravnen”, som Andersen havde skrevet teksten til. Musiken var
komponeret af Andersens gode ven I.P.E. Hartmann. Operaen havde premiere på Det
kgl. Teater 29. okt. 1832. – ”Ørkenens Søn”: Digt nr. 6 af ”Hjertets Melodier”,
trykt i ”Phantasier og Skizzer”, 1831. Digtet indgår i Andersens skuespil
”Spanierne i Odense” (1836), hvis handling kredser om hovedpersonerne Francesco
(Andersen), Riborg Voigt (Augusta) og Ludvig hagen (Poul Bøbing). I stykket
synger Francesco ”Ørkenens Søn”, med melodi af komponisten Ivar Bredal
(1800-64), som i øvrigt også var bratschist i Det kgl. Kapel. – ’det lille digt
”Fyen”: indgår i digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer”, 1831. – ’ladet Edgar
synge i Bruden fra Lammermoor’: Syngespil af H.C.. Andersen med
musik af Bredal, Opført første gang 5. maj 1832 på Det kgl. Teater. – Edgar er
stykkets mandlige hovedperson.
13 Levb., s. 218. – ’nogle unge studenter fra
hendes by’: Der er måske snarere tale om en enkelt student, idet der i teksten
pludselig står: ’jeg tror næsten’. Denne student kunne være Riborgs og
Christians yngre broder, Johan Peter Voigt (1810-65), som jo angiveligt også
var til stede hos broderen i København. Det er dog også muligt, at nogle af
sidstnævntes fynske studenterkammerater har været med ved den omtalte
lejlighed.
14 Levb., s. 218.
15 Levb., s. 219-220. – ’den yngre broder med
nogle lystige venner’: se herom i note 13. – ’den frygteligste skælven’ og ’en
stor angst’: tydeligvis en reaktion på grund af Andersens sarte psykiske
konstitution og efterårsaftenens kølighed. Lignende reaktioner havde han dog
også haft som yngre og som barn, men hvor årsagerne var andre. Sine
besvimelsesanfald skildrer han i den stærkt selvbiografiske roman ”Kun en
Spillemand, 1837, hvori drengen Christian gentagne gange oplever
sådanne anfald. Det sker f.eks. i 6. kapitel, hvor han er kravlet op i
klokketårnet og lyden fra den store gyngende klokke nærmest bedøver ham og
fremkalder krampetrækninger og besvimelse. R&R III, s. 37-38.
16 Ved. Repetitionsperioden og –processen, se
artiklerne Repetitionsprincippet
– om
gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed, Repetition,
barndom og ungdom – om repetitionsprincippet i praksis, og Repetition,
skæbne og beskyttelse – om repetitionsprincippet i praksis (fortsat)
17 Levb., s. 221-223.
18 B&B. BtA, s. 213-214. – Kirsten Dreyer: “H.C.
Andersens brevveksling med Signe Læssøe og hendes kreds. Breve.” Bind 1-2.
Museum Tusculanums Forlag. København 2005. Det citerede brev nr. 15 findes i bind 1, s.68. – Signe Læssøe vendte i
øvrigt tilbage til Andersens kærlighedshistorie med Riborg Voigt i flere
følgende breve. Signe Læssøe havde flere sønner, hvoraf numismatikeren Ludvig
Læssøe (1808-78), der endte som inspektør ved Rosenborgsamlingen og
kammerråd.
19 Anderseniana 1941, s.9-11. – ’frapperede’:
forbavsede eller forbløffede. – ’Amor og digteren’: Trykt i
digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer”, 1831. Desuden optaget i Saml. Skr. XII,
s. 230, og endvidere trykt i H.C. Andersen Digte. I udvalg ved H.
Topsøe-Jensen, s. 32-33. Forlaget Spektrum. København 1966.
20
BEC I, s. 79-80.
21 Levb., s. 223-225.
22 Anderseniana 1948, s. 91-92. -
23 Dagbøger I, s. 61. – ’R’ er naturligvis Riborg
Voigt og ’Fru L’ er formentlig fru Læssøe. Riborg Voigt må altså have erfaret,
måske gennem broderen, at Andersen herefter betragtede hende som ’død’ for hans
vedkommende.
24 Levb., s. 225.
25
Saml. Skr. XII, s. 68.
26 Almanakker, s. 47. – ’Holstenshus’:
Hovedgård i Salling Herred, Diernæs sogn, 5 km øst for Faaborg. Gården ejedes
af baron Hans Holsten, men blev bestyret af sønnen, baron Adam Christoffer
Holsten-Charisius (1793-1879). – ’Kellermann’: Christian Kellermann (1815-66),
violoncelvirtuous.
27 BEC I, s. 284-285. – ‘baronen inviterede
os’: baron Adam Christoffer
Holsten-Charisius (1793-1879). – ’Baronessen besvimede’: Baronesse Magdalene f.
Friccius von Schilden (1799-1846). - ’den familie, som interesserer mig mest’:
Familien Voigt. – ’den ene af sønnerne’: Christian Voigt. – ’ægtemanden’:
Riborgs mand, skovrider Poul Jacob Bøving (1799-1885). -
28 Samme sted, s. 47. – Jette Collin’:
Henriette (Jette) Collin, f. Thyberg ( 1813-94), gift 1836 med Edvard Collin. – ’Reitzel’: Andersens danske
forlægger C. A. Reitzel (1789-1853). – ’Ch Voigt’: Christian Voigt. – ’Thorald
Læssøe’: (1816-78), landskabsmaler.
29 Samme sted, s. 48.
– ’stor ulyst, blev og skrev brev’: Andersen besluttede sig for ikke at tage
til Faaborg ved denne lejlighed.
30 Almanakker, s. 106. – ’(det er 13 år)’:
Andersen mener dermed, at det var 13 år siden, at hans dramatiske
kærlighedshistorie med Riborg Voigt udspillede sig.
31 Samme sted, s. 106.– ’excellence Moltke’:
Gebhard Moltke-Hvitfeldt (1764-1851), greve, besidder af stamhuset Moltkenborg
(Glorup m.v.), geheimekonferensråd. - ’Gad’: Elieser Gad (1823-52), cand. Jur.,
søn af biskop over Fyns Stift. P.C. Stenersen Gad
(1797-1851).
32 Samme sted, s. 106.– ’læst Ahasverus’:
Versdramaet ”Ahasverus”, 1847. Saml. Skr. XI, s. 551-656. Det kan dog kun være
det påbegyndte manuskript, han har læst ved den lejlighed, for værket blev
først gjort endelig færdigt i sommeren 1847. Se MLE I, 240ff. og 456.
33 Levb., s. 226-227. – Kirsten Dreyer: H.C.Andersens
brevveksling med Lucie & B.S. Ingemann. Bind 1. Brev nr. 14, s. 49-51.
34 Levb., s. 228-229. - Kirsten
Dreyer. Samme sted, s. 50-51. – ’post nubila Phoebus’: Efter skyet vejr
Solguden, dvs. efter regn kommer solskin.
35 MLE I, s. 108.
37 Levb., s. 219-220. – ’den yngre broder med
nogle lystige venner’: se herom i note 13. – ’Nygaard’: var familien Collins sommeropholdssted
i 1832 og de følgende somre. Det lå ved Jagtvejen nord for København, og gaden
Nygårdsvej har fået navn efter stedet. – ’da jeg kom hjem i mit værelse’:
Andersen boede på det tidspunkt i Store Kongensgade nr. 33 (senere nr. 9, men
huset blev nedrevet i 1904), hvor han logerede på 3. sal hos enkefru Charlotte
Schrøder, f. Westerberg (1786-1868). Her boede han fra oktober flyttedag
1828 til 22. april 1833, hvor han tog afsted på sin første store
udenlandsrejse, betegnet som Italiensrejsen. Det var for resten også fra denne
bopæl, at han 2. nytårsdag 1829 udgav sin herlige og humørsprudlende roman ”Fodreise
fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 til 1829”. Men
bogen blev hovedsagelig skrevet, medens Andersen endnu boede på kvisten hos
enkefru Kirstine Schwartz, f. Hybert (1767-1842) i Vingårdsstræde nr.
131 (nu nr. 6). Ejendommen er identisk med den tidligere Kong Hans’ Vingård og
ejes siden omkr. 1930 af Magasin du Nord, som har ’fredet’ Andersens tidligere
værelse, og som siden 2005 er blevet gjort tilgængeligt for offentligheden. –
’den frygteligste skælven’ og ’en stor angst’: tydeligvis en reaktion på grund
af Andersens sarte psykiske konstitution og efterårsaftenens kølighed. Lignende
reaktioner havde han dog også haft som yngre og som barn, men hvor årsagerne
var andre. Sine besvimelsesanfald skildrer han i den stærkt selvbiografiske
roman ”Kun en Spillemand, 1837, hvori drengen Christian gentagne
gange oplever sådanne anfald. Det sker f.eks. i 6. kapitel, hvor han er kravlet
op i klokketårnet og lyden fra den store gyngende klokke nærmest bedøver ham og
fremkalder krampetrækninger og besvimelse. R&R III, s. 37-38.
38
Saml. Skr. XII, s. 68-69.
39 Saml. Skr. XII, s. 69-71. – Digtet ”Sjælen”
fra 1825, se Harry Rasmussen: H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Martinus – et
sammenlignende studie, 8. kapitel. Forlaget Kosmologisk Information 1997. -
Digtet Pauli Cor. 15, 42-44. (Når jordelarven brister), 1831. Saml. Skr.
XII, s. 245-247. Se desuden ovennævnte værk, 8. kapitel.
40
Kirsten Dreyer, det i note 33
anførte værk, bind I, Brev nr. 15, s. 51-52.
41 Kirsten Dreyer, det i note 33
anførte værk, bind I, brev nr. 17, s. 54-56.
42 B&B, Breve fra Andersen I,
s. 69-71.
43
B&B, Breve fra Andersen I,
s. 69-71.
44 Samme sted, s. 69-71.
45 Se f.eks. H.C.
Andersen: Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829. Anderseniana 1940. –
Dagbogsfragment fra en sommerrejse til Jylland og Fyn 31.5-29.8. 1830, som
er trykt i Dagbøger I, er senere påvist af fhv. museumsinspektør Niels
Oxenvad at stamme fra Andersens sommerrejse 1836. Se evt. herom i Anderseniana
1989, s. 19-28.
46 Kirsten Dreyer I, brev nr. 18, s.
56-57. – ’Dahl’: J.C. Dahl
(1788-1857), norsk landskabsmaler, uddannet på Kunstakademiet i København.
47 Anderseniana 1948, kan man læse agent Voigts
svarbrev af 26. april 1831 til Andersen.
48 Dagbøger I, s. 59. – ’Christian’: Christian
Voigt. – ‘Læssøe’: Ludvig Læssøe (1808-78), søn af Signe Læssøe. Han blev som
numismatiker 1858 assistent ved Rosenborg, og 1866 inspektør ved
Rosenborgsamlingen. – ’Lehmann’: Orla Lehmann (1810-70), cand. jur.,
højesteretsadvokat, 1848 minister uden portefølje, 1861-63 indenrigsminister. –
’Hartmann’: J.P.E. Hartmann (1805-1900), komponist og en af Andersens nærmeste
venner gennem mange år.
49 Dagbøger I, s. 77.
50 Samme sted, s. 99.
51 Samme sted, s. 99-100. – ’Kolera’: Koleraen
var via Rusland 1826-27 kommet til Europa og herunder til Tyskland. 1,5 mill.
mennesker menes på den tid at være døde af sygdommen, som der ikke fandtes
effektiv behandling imod. – ’en kordon’: en kæde eller spærring af soldater
eller politi. – ’jeg er slet ikke bange’: underforstået: for at blive smittet
med kolera. Dette var næppe helt rigtigt, for Andersen var i hvert senere i
livet hunderæd for koleraen, som 1853 kom til Danmark.
52 Samme sted, s. 101—’Wilhelmine’: Dampskib
med rutefart mellem Lübeck og København.
53 Samme sted, s. 102-105. – ’Kaalund’: stud.
theol., fra 1832 cand. theol. Caspar Ernst Kaalund (1806-53), senere sognepræst
til Søllested og Skovlænge. – ’Jørgensen’: Bertel Jørgensen (1807-43),
Christian Voigts skolekammerat fra Nyborg, student 1827, kirurgisk eksamen i
1833, praksis i Ringe og til sin død i Rudkøbing. – ’Zinn’s’: Joh. Fr.
Zinn (1779-1838), agent og grosserer, komponisten J.P.E. Hartmanns svigerfar. –
’Rikke’: Frederikke Elise Voigt (1807-?). – ’Laura’: Laura Voigt
(1817-1904). – ’mine 2 stykker at se’: ”Skibet”, vaudeville i én akt,
bearbejdet efter Scribes og Mazères ”La quarantaine”, og enten operaerne
”Bruden fra Lammermoor” eller ”Ravnen”, som alle blev opført på Det kgl.
Teater. – ”Hotel Royal”: Hotel beliggende Ved Standen, skråt overfor
Christiansborg. – ’fru Martens’: Augusta Henriette Martens (1792-?), gift med
Andersens søsters fhv. kæreste, M. F. Martens (1795-1873). – ’Plougs’: Enkefru
Elisabeth Ploug, f. Wamberg (1774-1853), datteren Elisabeth (Betty) Ploug
(1810-71).
54 Samme sted, s. 106-107. – Vedr. de i brevet
nævnte personer: Se note 53.
55 Samme sted, s.
108-109. – ’Lykkesholm’: Herresæde
i Vindige Herred sydvest for Nyborg. Ejer var justitsrådinde Johanne
Lindegaard (1763-1838). – ’Bramstrup’: Hovedgård i Aasum Herred syd for
Odense, som ejedes af landmåler Terman Øllgaard Hillerup. – ’Bucklaw-Waltz’:
J.R. Waltz (død 1853), som spillede rollen som Sir Hayston, Laird of Bucklaw i
Andersens opera ”Bruden fra Lammermoor”, som havde haft premiere 5. maj 1832 på
Det kgl. Teater. – ’Sancta simplicitas’: Hellige enfold. – ’Hoffmannsgave’:
”Hofmansgave”, stamhus i Nordvestfyn, som ejedes af botanikeren og agronomen
Niels Hofman Bang (1776-1855). Det var under sit ophold her denne sommer, at
Andersen som tidligere nævnt forelskede sig i cand. theol. Ludvig Müller, men
mere herom senere. – ”Rasmus Montanus’: Ludvig Holbergs komedie ”Erasmus
Montanus”. – ’Horats’: Quintus Horatius Flaccus (65 f.Kr.-8 f.Kr.), romersk
digter. - ”Das ist das leben, das ist das Glück”: „Sådan er livet, og sådan er
lykken!“. – ’Kammerråd Bang’: Claus Christian Bang (1778-1855), besidder af
Nørager, Løve herred, 10 km syd for Jyderup, - ’den lille Laura, der nu vist er
stor’: Laura Voigt (1817-1904). – ’Plauens’: Andersen må mene Plougs. – ’Jomf.
Clausen’: Ikke identificeret. – ’Sparevurm’: Jørgen Ploug Sparrevohn (1807-90), cand. theol.,
senere sognepræst. – ’Steenbuch’: Formentlig Hans Th. M. Steenbuch (1811-75),
student 1828, senere godslæge på herregården Holsteinborg. – ’Louise’: Louise
Collin (1813-98), en datter af Jonas Collin, som Andersen også sværmede for på
det tidspunkt. – ’Gottlieb’: Gottlieb Collin (1806-85), ældste søn af Jonas
Collin. – ’Eduard’: Edvard Collin (1808-86), næstældste søn af Jonas Collin,
senere departementschef og sparekassedirektør, samt Andersens nærmeste ven fra
omkring 1827 og resten af livet.
56 Dagbøger I, s.
119. – ’Min gamle værtinde’: Charlotte
Schrøder, f. Westenberg (1791-1868), enke efter kaptajn, regimentskvartermester
Fr. Schrøder.; Andersens værtinde i St. Kongensgade 33. – ’Louise’: Louise
Collin (1813-98), som Andersen netop sværmede håbløst for på det tidspunkt. –
’Lind’: W. Lind (1807-91), cand. jur. , 1833 volontør i kancelliet og i de
følgende år en fremgangsrig mand, som 1840 giftede sig med Louise Collin. –
’Eduard’: Edvard Collin (1808-86), se note 55. – ’Gottlieb’: se note 55. –
’Gusta’: Augusta Collin, f. Petzholdt (1801-65), gift 1833 med Gottlieb Collin.
– ’Jonna’: Jonna Drewsen (1827-78), datter af Adolph og Ingeborg Drewsen, gift
1850 med baron Henrik Stampe. – ’Jette’: Henriette (Jette) Wulff (1804-58). –
’Ludvig’: Ludvig Müller (1809-91), cand. theol., som Andersen også sværmede for
på det tidspunkt. – ’Wanscher’: Wilhelm Wanscher (1802-82), papirhandler i
København. – ’Bruun’: Alexander Brun (1814-93), senere hofjægermester og
biavler. – ’frøken Snell’: Emma Schnell (1810-73), datter af godsejer Jacob
Schnell, Kalundborg Slots Ladegård. – ’Kommandøren og fruen’: Peter Frederik
Wulff (1774-1842) og frue, Henriette Wulff, f. Weinholdt (1784-1836). –
’Ingeborg’: Ingebirg Dresen, f. Collin (1804-77), gift 1826 med Adolph Drewsen.
– Emma: Emma Bang (1811-82), datter af Claus Chr. Bang (1778-1855), ejer af
Nørager, kontorchef og kammerråd. – ’Ida Bang’: (1813-91), datter af foran
nævnte. – ’Ove Thomsen’: (1801-62), medredaktør af avisen ”Dagen” 1827-34,
derefter redaktør af Hempels Avis i Odense og 1836-47 udgiver af ”Fyns Stifts
Avis”, 1849 postmester i Assens, politiker. – Wals’:Johan Rudolph Waltz (død
1853), skuespiller ved Det kgl. Teater 1832-53. – ’Jakobæus’: Anton Holger
Iacobæus (1810-32), student 1828, cand. jur. 1834, forpagter af forskellige
gårde, senere ejer af Appelbjerggaard i Hyllested Sogn 1874).
57 Anderseniana 1948, s. 110-111.
58 Samme sted, s. 112. – ’’de smukke frøkener’:
Formentlig frøknerne Ploug.
59 Samme sted, s.
118-119. - ’Ærreboe’: Johan
Laurits Erreboe (1807-88), stud. med. & chir., senere læge i Faaborg. -
’Graae’: Gomme Frederik August Graae (1810-86), stud. theol., senere præst i
Flensborg. – ’Jakobæus’: Anton Holger Jakobæus (1810-82), stud. jur., cand.
jur., ejer af Appelbjerggaard. – ’Arnesen’: A.L. Arnesen (1808-60),
skuespilforfatter, student 1828, cand. jur. 1834, 1841 fuldmægtig i
Skattevæsenet, 1849 kontorchef i Finansminsteriet og kommitteret hos direktøren
for Det kgl. Teater, 1855 kontorchef i Indenrigsministeriet. – ’din frue’: Christian
Voigts værtinde i Nørregade 23 1. sal. Hendes navn er indtil videre ukendt. –
’og frøknerne’: Formentlig Voigts søstre og søstrene Ploug.
60 Dagbøger I, s. 175. – ’familien Houriet’: Jules Houriet
(1780-1852), fabrikant i Le Locle. – Lydie Houriet (1786-1840), søster til
Jules Houriet. – Rosalie Houriet (1784-1836), søster til Jules Houriet. Desuden
madame Houriet, gift med Jules Houriet, og Mlle Houriet, datter af ægteparret.
Familien Houriet i Le Locle var i familie med urmagerfamilien Jürgensen i
København, idet kgl. hofurmager Urban Jürgensens hustru, Sophie Henriette
Jürgensen, f. Hourieit, var en søster til Jules Houriet. Andersens forbindelse
med familierne skyldtes Anne Leth Jürgensen, f. Bruun (1755-1828), som var en
af Andersens moderlige veninder.– ’’fraperede’: frapperet, dvs. forbløffet,
slående.
61 Samme sted, s. 127.
62 Samme sted, s. 253. - ’Samlede Digte’:
”Samlede Digte af H.C. Andersen”. C.A. Reitzels Forlag. København 1833.
-’Agnete og Havmanden’: ”Agnete og Havmanden. Dramatisk Digt af H.C. Andersen.
Trykt på forfatterens Forlag hos Bianco Luno & Schnerider. 1834. Udkom 23.
12. 1833. Saml. Skr. XI, s. 467. – ’digteren Henrik Hertz’: (1798-1870), han
tilhørte den på det tidspunkt toneangivende heibergske kreds, som dominerede
den litterære smag på det tidspunkt. Se f.eks. artiklen Den ægte nattergal. –
’Gengangerbreve’: ”Genganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis”, s. 33.
Udgivet, trykt og forlagt af Peter Nicolay Jørgensen, København 1831. –
’Andersens moder’: Se BJC I, s. 101.
Anne Marie Jørgensen,, f. Andersen (ca. 1775-1833), døde den 7. oktober
1833 på Gråbrødre Hospital i Odense, hvor hun havde haft en sengeplads siden
1825.
63 Samme sted, s. 132-133. - ’mit blomster-liv’:
Her melder sig associationen til bl.a. det langt senere eventyr ”Sommerfuglen”
(1860), Dal og Nielsen IV, s. 163.165. – ’Raphael’: Raffaello Santi, kaldet
Rafael (1483-1520), italiensk maler. – ’Domenichino’: Domenico Zampieri, kaldet
Domenichino (1581-1641), italiensk maler. - ‘en moder med sin 17-årige datter’:
Episoden med moderen og den unge datter, har Andersen også fortalt i Dagbøger
I, s. 268, men heri er datteren omtalt som 16-årig: Mandag den 6. januar 1834.
Var, som i går, hos Kückler og blev malet, medens jeg sad kom en ung model på
16 år med sin moder, Kückler sagde at han ville se hvorledes hendes bryst så
ud, pigen syntes lidt undseelig over at jeg var der, men moderen sagde, snik
snak! og løste hendes kjole, tog den med særken helt ned om maven på hende, der
stod hun nu halvnøgen, noget mørk i huden, lid for magre arme men smukke runde
bryster, idet moderen blottede hende, følte jeg mit hele legeme bæve, Kückler
så at jeg blev bleg og spurgte om jeg fik ondt. – […] – ’Kykler’: Albert Küchler
(1803-86), historie- og genremaler, som 1834 malede Andersens portræt i Rom.
Maleriet hænger nu på Frederiksborgmuseet. – ’unbefangenheit’: troskyldig,
naiv.
64 Dagbøger I, s. 295. – Bøtcher’: Ludvig
Bødtcher (1793-1874), dansk digter. ”- derfra kommer ingen glæde, der har
man spottet, hånet, bedraget mig. – Hun – han - de alle!” Med ’Hun’ og ’han’ må
Andersen mene hhv. Louise Collin og dennes broder Edvard Collin, som han jo på
den tid begge sværmede for i forbindelse med sin fjerde dobbeltforelskelse.
Edvard Collin havde også skuffet Andersen, dels ved sin afvisning af
digtervennens amourøse tilnærmelser, og dels og måske især ved sin kritik af
versdramaet Agnete og Havmanden. Se evt. nærmere om begge dele i
artiklen H3-05. Andersens fjerde dobbelt-forelskelse (1) –
dobbeltforelskelsen i Edvard Collin og dennes søster Louise. Se også de
følgende afsnit i den serie.
65 Dagbøger I, 309-310. – ’geburtdag’:
fødselsdag. – ’Hertz’: den danske digter Henrik Hertz, som Andersen fik et godt
og venskabeligt forhold til under opholdet i Rom. Hertz tilhørte den heibergske
kreds og havde tidligere været en skarp kritiker af Andersen og hans digterier.
66 Dagbøger I, s. 370.
67 Anderseniana 1948, s- 138-139. –
’Månedsskrig’: Tidsskriftet ”Månedsskrift for Litteratur”, som havde mange
prominente skribenter, herunder f.eks. fysikeren og filosoffen H.C. Ørsted og –
som nævnt C. Molbech (1783-1857), Sidstnævnte repræsenterede for Andersens en
af de litterære plageånder helt fra hans ungdomsdage i København. H.C. Ørsted var langt mere sympatisk og
forstående indstillet overfor Andersen, både som menneske og digter, og også
overfor ”Agnete og Havmanden”, som Ørsted har udtalt sig om i et brev af 8.
marts 1834 til Andersen, se BtA I, Brev nr. 285, s. 582-584.
68 Samme sted, s. 140- - ’Poulsen (fra
Odense)’: Tobias Andreas Frederik Paulsen (1808-85), cand. jur., senere
overauditør og etatsråd. – ’(efter Heiberg)’: Det menes, at Voigt her hentyder
til J.L. Heibergs skrift ”Svar paa Hr. Prof. Oehlenschlægers Skrift ”Om
Critikken i Kjøbenhavns flyvende Post, over Væringerne i Miklagaard””. Heiberg
udgav i årene 1827, 1828 og 1830 tidsskriftet ”Kjøbenhavns flyvende Post”, som
efter en flerårig pause blev fortsat med de såkaldte ”Interimsblade” 1834-37.
69 Samme sted, s.141-142.
70 Samme sted, s. 152-153. – ’Møllebækken’:
Øgenavn for Molbech. – ’en sølle tidsel’: Jf. med eventyret ”Hvad Tidselen
oplevede” (1869). Dal og Nielsen, V, s. 104-107.
71 Samme sted, s. 158-159.
72 Samme sted, s. 164. – ’din lille
doktor-ven’: Erreboe, se note 59. – ’kærligt brev fra Ingemann’: Kirsten Dreyer
I, brev nr. 37. s. 94-96. I det nævnte brev skriver Ingemann om ”Agnete og
Havmanden” blandt andet: ”Til lykke med denne digtning! den er i mine tanker
Deres bedste arbejde og et betydeligt fremskridt.”
73 Anderseniana 1948, s. 166. – ’Emil’: Emil
Hornemann (1810-90), læge, den ældre fru Collins brodersøn og Andersens gode ven. – ’den berømte
12. marts’: Christian Voigts fødselsdag. – ’du kan altså roligt blive din
sædvanlige tid i sengen’: Christian Voigt var bekendt for at sove længe om
morgenen.
74 Anderseniana 1943, s. 237-238. – Fru
Drewsen’: Se note 56. – ‘Fru Colbiørnsen’: Engelke Margrethe Colbiørnsen, f.
Falbe (1763-1848), enke efter justitiarius i Højesteret, Christian Colbiørnsen.
Fru Colbiørnsen og dennes familie havde Andersen lært at kende allerede i 18??,
og da gennem Odense-veninden Laura Tønder Lund. Det var via fru Colbiørnsens
datter, Olivia Colbiørnsen (1795-1877), som var hofdame hos kronprinsesse
Caroline, at Andersen fik adgang til hoffet.
75 Samme sted, s. 244. -
76 Dagbøger VI, s. 40.
77 Dsgbøger VI, s- 53. – ’Ole Suhr’: Ole
Berendt Suhr (1813-75), grosserer, 1865 etatsråd. – ’lægen Diørup’: Michael
Djørup (1804-76), stabslæge i hæren, 1865 tillige i marinen, 1873 konferensråd.
– ’Den lille fik navnet Peter Laurits Voigt’: (1864-1930), navngivet efter sin
farfader, blev senere overingeniør de Københavns Telefon Aktieselskab. –
’frøken Toxwærdt’: Marie Frederikke Toxswerdt (1810-80). Datter af A.G.
Toxswerdt i Faaborg.
78 Dagbøger VIII, s. 262. – ’hotelværten Hr.
Petersen’: Hans Christian Petersen (død
1889, 76 år gl. – ’mit digt: Korsør’: (1869) Saml. Skr. XII, s. 389. –
’Eideren’: Færge mellem Korsør og Nyborg.
© 2010 Harry Rasmussen.