Skæbne eller
tilfældighed?
Gang på gang stilles man overfor
begivenheder og situationer, som i hvert fald umiddelbart kan virke
uforståelige og meningsløse. Ved flere tidligere lejligheder har jeg skrevet
artikler, som netop omhandlede sådanne begivenheder og situationer, der kun kan
betegnes som grufulde eller grusomme. Det drejer sig især om artikler som 4.29. Hvorfor?
– om skæbnens gru og 4.72., Skæbnens
gru - igen! – Skæbne eller tilfældighed? 4.57., Tror du på Gud? – En lidt svær dialog
(fortsat) og 4.74. Tror du på Gud? – En lidt svær dialog (fortsættelse
2)
Det grundlæggende problem og
spørgsmål i forbindelse med de grufulde og grusomme oplevelser, situationer og
begivenheder, som mennesker kan blive udsat for, må i nærværende sammenhæng
være, om disse ulykkelige og tragiske begivenheder er udtryk for noget
skæbnebestemt eller for rene og skære tilfældigheder. Normalt har vi ingen
vanskeligheder ved at opfatte lyse, positive og behagelige oplevelser og
begivenheder, vi selv og andre bliver udsat for, som udtryk for skæbnens gunst
og underfulde spil. Det er straks sværere med de mørke, negative og ubehagelige
oplevelser og begivenheder, som vi også bliver udsat for, for disse vil vi i
reglen umiddelbart bedømme som værende et udslag af tilfældigheder, som vi ikke
selv har nogen skyld i, og som vi derfor i reglen opfatter som uretfærdige.
Begrebet tilfældighed hentyder i
almindelighed til noget, der indtræffer uforudset og uden at man i reglen kan
påvise en logisk eller nødvendig indre årsagssammenhæng. Så længe der er tale
om noget positivt og behageligt synes vi som oftest godt om tilfældige og
overraskende hændelser, men modsat synes vi i reglen også, at negative og
eventuelt smertelige hændelser og overraskelser er ubehagelige og derfor meget
lidt velkomne.
I modsætning til tilfældighed handler
begrebet skæbne om noget, som enten en højere magt eller magter – eksempelvis
en gud eller guder - pålægger menneskene, eller som vi selv grundlæggende bærer
skylden for i medfør af vores holdninger, adfærd og handlinger. I førstnævnte
sammenhæng drejer det sig om en tolkning af verden som overordnet set strengt
lovbundet, hvorfor ens skæbne beror på i hvor høj grad og omfang, man som
gruppe og individ er i stand til at tilpasse sig og adlyde de gældende
lovmæssigheder. I sidstnævnte sammenhæng er skæbne en virkning eller konsekvens
af årsager, som vi selv i første instans har udløst eller igangsat. Denne
opfattelse og tolkning af begrebet skæbne er det, vi blandt andet finder
indenfor Martinus’ kosmologi. Deri tolkes begrebet skæbne kortfattet som oplevelsen
af virkningerne til de årsager, individet selv har udløst. Men som påpeget
i flere af mine tidligere artikler om skæbne, forudsættes eksistensen og
funktionen af den proces, som på dansk betegnes som genfødsel og med et
fremmedord som reinkarnation. Uden sidstnævnte ville begrebet skæbne som
et individuelt og personligt anliggende være totalt uforståeligt.
Anden Verdenskrig og Danmarks Besættelse
Op gennem historien vrimler det
nærmest med en mangfoldighed af uhyggelige og ligefrem grusomme hændelser,
begivenheder og situationer, som det i hvert fald umiddelbart kan virke
uforståeligt og meningsløst, at mennesker har skullet udsættes for. Til sådanne
begivenheder hører også krige og krigssituationer, som ikke alene er gået ud
over soldaterne på slagmarkerne, men også over civilbefolkningerne i de
krigshærgede lande. Det er både Første og Anden Verdenskrig uhyrlige beviser på
i nyere tid. Her kunne nævnes utallige eksempler på de plager i form af blandt
andet fattigdom, sult, hjemløshed, blodig lemlæstelse, invalidering og død, som
mange mennesker, børn så vel som voksne, har måttet udstå, primært fordi der
fandtes selvtilstrækkelige og hårdhudede politikere og finansfolk, som så stort
på de menneskelige omkostninger, krige og krigssituationer altid automatisk
medfører. Et særlig uhyrligt eksempel på dyb despekt for mennesket er
Nazi-Tysklands forsøg på at undertrykke den slaviske race og udrydde den
europæiske del af den jødiske race, hvoraf sidstnævnte kun overlevede, fordi
nazisterne tabte krigen. Den samme dybe despekt for mennesket gjaldt i øvrigt
Den kommunistiske russiske Revolution 1917-18, hvis uhyrlige menneskelige
omkostninger først i nyeste tid er kommet til offentlighedens kendskab.
Som formentlig almindeligt
bekendt brød Anden Verdenskrig ud den 3, september 1939, da England efter
kraftige udfordringer erklærede Hitler-Tyskland krig. Det blev indledningen til
en fem år lang og grufuld krig, hvorunder blandt andet lille Danmark kom under
tysk herredømme i årene 9. april 1940 til 4. maj 1945. Men selv om Danmark ikke
kom til at opleve krigens gru nær så tæt på, som tilfældet blev og var for
mange af de andre besatte europæiske lande, for slet ikke at tale om Tysklands
nådesløse angrebskrig på Sovjetunionen, så skete der dog begivenheder og fandt
hændelser sted herhjemme, som efter forholdene og omstændighederne var
alvorlige og grusomme nok i sig selv.
Blandt de mere uhyggelige
begivenheder i Danmark under den tyske besættelse, var eksempelvis
bombardementet af Shellhuset i København, som til trods for et vellykket angreb
på selve Shellhuset, fik et ulykkeligt og tragisk forløb på grund af, at et af
de lavtflyvende engelske bombefly under indflyvningen til København ramte en
høj elmast på jernbaneterrænet ved Godsbanegården og derved kom ud af kurs og
styrtede ned i Den franske Skole på Frederiksberg Allé, hvor flyet
eksploderede, en hændelse eller et uheld, som fik fatale følger for mange
mennesker, børn så vel som voksne.
Shellhuset bombet
I det følgende vil jeg give en
beskrivelse af, hvordan jeg som dengang knapt 16-årig selv oplevede
englændernes bombardement af Shellhuset i København. Jeg arbejdede dengang som
animator på den første danske lange tegnefilm ”Fyrtøjet”.
Onsdag den 21. marts 1945 fandt
der et delvis vellykket britisk luftangreb sted på Gestapo-hovedkvarteret
Shellhuset i København. Shellhuset lå på hjørnet af Kampmannsgade og Vester
Farimagsgade, ikke mange hundrede meter fra stedet, hvor vi arbejdede. Men
selve angrebet kom vi, der arbejdede på tegnestuen i Frederiksberggade, til at
opleve på noget nær nærmeste hold. Angrebet fandt sted om formiddagen omkring
kl. 11 og på det tidspunkt blev vi opmærksomme på, at der foregik noget
usædvanligt, idet vi pludselig hørte en højlydt motorlarm over hovederne på os
og fulgt af en dunkende hurtigt gentaget lyd. Vi blev efterfølgende klar over,
at det måtte være en af de jagermaskiner, der ledsagede bombeflyene, som fløj
lavt hen over byens hustage og det gav meget kraftig genlyd i den snævre skakt
af en gårdsplads, der var inde bag ejendommen i Frederiksberggade 28.
Formentlig kom angrebet fuldstændig bag på både det danske
beredskab, for sirenerne kom ikke i brug, og ligeledes på tyskerne, men
antiluftskytsstillingen på taget af Dagmarhus lige ovre på den anden side af
Rådhuspladsen, nåede alligevel at komme i brug, for det var formentlig derfra
den dunkende lyd hørtes. Kort efter hørtes de hule drøn fra de eksploderende
bomber, der blev kastet ned over Shellhuset, og hvis trykbølger knuste mange
kontorvinduer i bygningerne på Rådhuspladsen og sugede glasskår og løse
papirer, som fakturaer og maskinskrevne breve, ud og spredte disse hen over det
meste af Rådhuspladsen. Trafikken var gået i stå overalt, formentlig fordi den
kørende del af denne afventede, hvad der videre ville ske.
Dette sidstnævnte var vi nogle stykker fra tegnestuen, der
blev vidner til, idet vi skyndte os ned på gaden og hen over Rådhuspladsen.
Vores arkivar Bjørn, kaldet ”Largo” og jeg fulgtes ad, da vi gik over på Vestre
Boulevard (den nuværende H.C. Andersens Boulevard) og gennem den vestlige del
af Studiestræde ved Studentersamfundets bygning og over til broen over
Jernbanegraven ved Hammerichsgade over til Kampmannsgade lige overfor det
brændende Shellhuset, der lå på hjørnet af sidstnævnte gade og Vester
Farimagsgade, og som nærmest var skjult bag en stor og tæt sort røgsky, som
samtidigt formørkede himlen. Selvom bombardementet åbenbart var forbi på det
tidspunkt, turde vi naturligvis ikke vove os nærmere på den stadig brændende og
vældige 6-etagers bygning, hvorfor vi en kort tid blev stående i ly af broens svære
stenrækværk. Synet, vi så, var uhyggeligt, ikke mindst fordi der var fuldkommen
stilhed overalt omkring os.
Herover ses et
luftfotoover jernbaneterrænet ved Vesterport den fatale formiddag onsdag den
21. marts 1945, da en formation engelske bombefly, fulgt af beskyttende
jagerfly, bombeangreb Shellhuset i København. Fotoet er formentlig taget fra en
af de jagere, der ledsagede bombeflyene. Shellhuset ses helt til højre i
nederste hjørne af fotoet, men så vidt det kan bedømmes før den kastede
bombe detonerede. Bomberne var tidsindstillede til først at sprænges efter at
bombeflyene var nået væk fra stedet. Et af de lavtflyvende bombefly ses helt
til venstre i billedet, på vej væk fra stedet. Til højre for flyet ses en
større bygning, som ligger lege overfor Palads Teatrets dengang hvide bygning,
hvis udgangsside ligger ud mod Hammerichsgade, der løber langs med Banegraven.
Lige over for de nævnte to bygninger ligger broen over til Kampmannsgade og
Shell-huset. Det var her – jf. hovedteksten – at Largo og jeg krøb i sjul bag
broens stenrækværk og så det uhyggelige syn af det brændende og røgindhyllede
Gestapo-hovedkvarter. Se næste foto nedenfor. – Foto: Kilde ukendt.
Efter det uhyggelige syn af den brændende og rygende bygning,
skyndte vi os noget chokerede tilbage til tegnestuen, hvor vi fortalte om, hvad
vi havde set. Mærkværdigvis så vi slet ingen tyske soldater eller Hipo-folk
undervejs, men jeg har ingen forklaring på, hvorfor det ikke var tilfældet. Men
alt virkede, som om det var gået i stå, så at stilheden blev meget mærkbar.
Det var svært at koncentrere sig om tegnarbejdet efter den
oplevelse, og resten af dagen gik da også mest med indbyrdes snak om, hvad det
var, der var sket og hvorfor. Men alt hvad man vidste, var kun, at Shellhuset
var hovedkvarter for Gestapo og at der sad danske modstandsfolk som fanger i
huset.
Det var en frostkold dag, og et tyndt lag sne lå overalt, hvor
det ikke var blevet fejet væk. Efter fyraften kl. 17 cyklede jeg hjem og fik
aftensmad, og fortalte naturligvis mine forældre og søskende, hvad jeg have
hørt, set og oplevet. Deres reaktion var for de voksnes vedkommende dyb alvor
og tavshed. Da vi kl. 18,30 hørte i Radioavisen, at Jeanne d’Arc-Instituttet,
kaldet Den franske Skole, på Frederiksberg Allé og nogle omkringliggende
beboelsesejendomme også var blevet bombet, og at mange var blevet dræbt og
såret, vaktes der i mig en uimodståelig trang og videbegærlighed til at ville
se de ramte steder, og da jeg efter aftensmaden gik over til min kammerat, Jørgen,
spurgte jeg, om han ville med ud og se, hvad der var sket. Det ville han gerne,
hvorfor vi skyndsomst ilede hen til linje 18’s stoppested på Jagtvej lige for
enden af Jægersborggade og kørte med sporvognen ud til Frederiksberg Runddel,
hvor vi stod af og spadserede ned ad Frederiksberg Allé mod stedet, hvor Den
franske Skole var beliggende.
Herover ses det
på sin vis vellykkede og effektive resultat af det engelske luftbombardement af
Shellhuset onsdag den 21. marts 1945.
Bygningen ses her fra den side, der vender ud mod Kampmannsgade, og med
Autoværksted, garager og andet overfor, som dog intet havde med Shellhuset at
gøre. Det er Vestre Farimagsgade, der ses til højre i billedet. - Foto lånt fra
”Årets største begivenheder i billeder 1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA –
Fruens Bøge 1952.
Det var mørkt og kun det afskærmede lys fra lygtepælene
oplyste alléen, som var dækket af et tyndt lag sne og indhyllet i et tåget,
gulgråligt og spøgelsesagtigt skær. Samtidigt hvilede der en sødlig-sveden lugt
over det hele, som blev stærkere, jo nærmere vi kom ulykkesstedet. Tættere på
Den franske Skole konstaterede vi, at alleen var afspærret med rød-hvide bånd
på tværs af gaden, for at markere adgang forbudt for uvedkommende. For at komme
endnu tættere på selve ulykkesstedet, måtte vi gå en omvej ad Kochsvej og ned
ad Henrik Steffensvej, som mundede ud i Frederiksberg Allé, omtrent lige
overfor den bombede skole.
Det syn, der mødte os, har jeg aldrig glemt, for det jeg så,
var resterne af en sammenfalden, sodsværtet og endnu rygende ruin af en
bygning, som bortset fra de tilbageværende ydermure med gabende tomme
vindueshuller, nærmest lignede en stor dynge affald, oven på hvilken nogle brandfolk
endnu gik og slukkede ild de steder, hvor denne havde tendens til at ville
blusse op.
Det mest bemærkelsesværdige og ejendommelige var, at bortset
fra Jørgen og mig selv og nogle få andre, mænd og kvinder, som også stod ved
den afspærrede ende af Henrik Steffensvej, var der næsten ingen mennesker på
stedet, og dertil kom, at stilheden og tavsheden hvilede tungt over hele det
dystre sceneri.
Herover stimler
folk sammen foran den brændende franske Skole, hvis bygninger på dette
tidspunkt endnu ikke er totalt udbrændte og delvis styrtet sammen. Muren med
indgangsportalen foran skolen står der også endnu, men blev senere formentlig
revet ned, for at give plads til redningsarbejdet. – Fotoet er lånt fra
Krigsaviserne 1940-1945, Del 49. 1999.
Herover ses det
tragiske og ulykkelige resultat af den uheldige side ved det engelske
bombeangreb på Shellhuset: Den totalt udbrændte franske Skole, hvis ruiner
taler deres tydelige sprog om sammenstyrtning af bygningernes indre. Noget af
det, der var medvirkende til, at så mange børn og voksne mistede livet eller
blev sårede og forbrændte. Det var dette triste og dystre syn, men i halvmørke,
som mødte min kammerat Jørgen og mig, da vi hen på aftenen den 21. marts, tog
ud til Frederiksberg Allé for at se, hvad der var sket. - Foto lånt fra ”Årets
største begivenheder i billeder 1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA – Fruens
Bøge 1952..
På det her omtalte tidspunkt vidste jeg ikke andet om
bombardementet af Shellhuset og Den franske Skole og de omkringliggende
boligejendomme, end det, jeg selv havde set på stederne og hørt i Radioavisen,
og især det sidstnævnte var ikke meget. Tyskerne benyttede jo straks
bombardementet som en kærkommen anledning til at angribe de allierede for
brutalitet og hensynsløshed imod civilbefolkningen. Men disse ensidige,
propagandistiske angreb havde vi efterhånden vænnet os til, så at de ikke blev
taget alvorligt. Og hvad angik pressen, vidste vi jo, at denne var censureret,
så at man ikke fik alt at vide ad den vej. Derimod kunne man i bedste fald håbe
på, at den illegale presse vidste og kunne berette mere om, hvad der rent
faktisk var sket og hvordan og hvorfor det var sket. Men indtil videre måtte vi
af tidsmæssige grunde afvente den illegale presses reaktioner.
Mange år senere, end begivenhederne fandt sted, og før min
beskrivelse af disse i min selvbiografi, har jeg på hjemmesiden Dansk
Tegnefilms Historie 1919 – 2000 beskrevet bombardementet af Shellhuset og hvad
dermed fulgte, og da den beretning vil være egnet som et godt supplement til
min ovenfor anførte beskrivelse, vil jeg tillade mig at henvise til den her.
Den vil i øvrigt kunne læses på http://www.tegnefilmhistorie.dk/ under afsnittet ” Palladium
A/S træder til”.
Her skal jeg dog gengive nogle enkelte citater fra den nævnte
hjemmeside, som uddyber og supplere min ovenstående beskrivelse af
begivenhederne omkring bombardementet af Shellhuset:
Shellhuset, som var – og efter
senere genopbygning fortsat er - beliggende på hjørnet af Vester Farimagsgade
og Kampmannsgade, var blevet beslaglagt af tyskerne i slutningen af februar
1944 og indrettet som hovedkvarter for Gestapo. Her fandt der tredje grads
forhør og flere former for grov tortur af arresterede danske modstandsfolk
sted, og som en slags ’beskyttelsesforanstaltning’ mod mulige flyangreb, havde
tyskerne meget snedigt indrettet den fem etager høje bygnings tagetage med en
række fængselsceller, hvor særligt betydningsfulde fanger blev anbragt. Derfor
var det heldigt, at englænderne havde trænet piloterne i at flyve ind fra lav
højde og kaste bomberne mod siden af huset i omkring anden til tredje sals
højde. Denne del af aktionen forløb nogenlunde planmæssigt, idet det lykkedes
for flere af fangerne, som var fremtrædende medlemmer af den danske
modstandsbevægelse, at undslippe.
Shellhuset udbrændte stort set totalt og efterlod en rygende
ruin, hvis røg blandedes med røgen fra naboejendommene, som den voldsomme ild
havde bredt sig til. En del fanger samt omkring 100 Gestapo-folk omkom som en
direkte følge af flyangrebet, men prominente fanger som f.eks. professor Mogens
Fog og redaktør Aage Schoch, overlevede takket være en modig politiassistent,
som fandt vej ud ned gennem den brændende bygning, mens det for andre lykkedes
at redde sig ud på den uskadte del af facaden og derfra vove det risikable
spring ned på fortovet. Lykkeligvis blev de reddede hurtigt bragt væk fra
stedet og i sikkerhed, formentlig af tilkomne folk fra modstandsbevægelsen.
Senere kunne de overlevende fortælle om, at det kort efter angrebet var
lykkedes dem at formå en lamslået tysk fangevogter til at låse celledørene op,
så fangerne kunne slippe ud og prøve på at finde muligheder for at redde sig og
medfangerne i relativ sikkerhed.
Mens selve angrebet på Shellhuset måtte betegnes som et succesfuldt
præcisionsarbejde, så fik aktionen nogle højst uheldige og ulykkelige følger,
dels fordi et af de engelske fly styrtede ned i Fælledparken, og dels – og
naturligvis især - fordi et andet af flyene under indflyvningen over
Statsbanernes terræn ramte en af lysmasterne ved Enghavevej og derved blev så
beskadiget, at det ikke var muligt for piloten at rette flyet op igen. Det
styrtede ned lige midt i Den franske Skole, også kaldet Jeanne
d’Arc-Instituttet, på Frederiksberg Allé, hvor flyets bombelast eksploderede og
sendte flammer og røg højt til vejrs. De ledsagende flys piloter opfattede i et
splitsekund, at der her var tale om bombemålet, hvorfor de pligtskyldigst tømte
deres bombelaster over stedet, - med katastrofale følger for både mennesker og
bygninger. Dels for børnene og nonnerne i Den franske Skole, hvor 86 børn og 13
voksne omkom, men også for flere mennesker i det omliggende boligkvarter:
Sønder Boulevard, Henrik Ibsens Vej, Amicisvej og Maglekildevej, som også blev
ramt af bomber. Nogle blev dræbt, medens andre blev midlertidigt boligløse.
Selve flyangrebet kom så overraskende for både tyskerne og det danske
civilforsvar, at man end ikke nåede at udløse sirenerne, som skulle have
advaret befolkningen. Og også for københavnerne kom aktionen som en
kæmpeoverraskelse, fordi man næsten ikke kunne tro at et sådant angreb, ville
være muligt. Men glæden over udslettelsen af det forhadte Gestapo-hovedkvarter,
blandedes jo unægtelig smerteligt med de utilsigtede følger, angrebet fik.
Det var et uhyggeligt og trist syn, også selvom vi vidste at Shellhuset
var hovedkvarter for den mest forhadte og berygtede del af den tyske besættelse
af Danmark, nemlig Gestapo. Disse sadistiske bæster var der ingen af os, der
havde noget tilovers for, tværtimod ønskede vi dem derhen, hvor en del af dem
nu sikkert var havnet, nemlig i et brændende flammehelvede. Men vi vidste
naturligvis også, at der var civile danskere ansat i huset, bl.a. kontordamer,
som ufrivilligt formentlig har fulgt deres arbejdsgivere i døden.
Det ulykkelige bombardement af Den
franske Skole, som jo udelukkende var for piger, blev en af Besættelsestidens
mest tragiske begivenheder, og de omkomne elever og lærere, alle af kvindekøn
og lærerne nonner, er blevet mindet ved en højtidelighed hvert år på årsdagen
lige siden. Skolen blev ikke genopført, men der er rejst et monument til minde
om de omkomne. De Royal Airforce-piloter, der deltog i flyangrebet hin
skæbnesvangre dag, og som overlevede, har flere gange været gæster under
mindehøjtideligheden, idet de som personer var mindst lige så berørte af de
ulykkelige begivenheder, som pårørende til de omkomne.
Men midt i al sorgen og bedrøveligheden bør man ikke glemme, at der også
var mange af eleverne og flere af de voksne, der overlevede den uhyggelige dag
i befrielsesåret 1945. Flere af pigerne har som voksne kunnet fortælle om, hvad
de oplevede og hvordan de på trods af indespærring i de brændende bygninger
blev reddet. Blandt disse var en af mine svigerinder, på det nævnte tidspunkt 5
år gammel, som lejlighedsvis, når talen faldt på dengang, kunne berette om sine
egne tragiske oplevelser af lemlæstede og døde kammerater.
Men det er vel forståeligt, at der i dagene efter de sørgelige
begivenheder var en noget trykket stemning blandt københavnerne, og ikke mindst
hos os på tegnestuen. En stemning, som for resten blev forstærket af, at vi i
de følgende dage fra tegnestuens vinduer kunne se det mærkværdige syn af
hestetrukne vogne med åbent lad, overdækket af presenninger, som dog ikke
formåede helt at skjule vognenes uhyggelige last af en bunke forkullede
menneskelig. En kulsort arm stak ud her, et lige så sort ben dér, så der ingen
tvivl kunne være om, at det drejede sig om de ulykkeligt omkomne efter
bombeangrebet på Shellhuset, særligt ikke, da vognene kom derfra og via
Axeltorv, Jernbanegade, Rådhuspladsen og Frederiksberggade fortsatte videre ad
Strøget over Kgs. Nytorv og Bredgade til Kastellet.
Det så ejendommeligt ud med disse nødtørftigt overdækkede
hestevogne, trukket af en enkelt hest og med en enlig tysk soldat som kusk, som
sad ubevægelig sammensunket på sit sæde med tømmen i den ene hånd og en lang pisk
i den anden. Det var som et billede på dødens agepost, som havde hentet sin
’høst’ af nyligt afdøde, og nu var på vej gennem et stærkt trafikeret og
menneskemyldrende Strøget, for at skaffe de uigenkendelige døde kroppe af
vejen.
I øvrigt opfattede modstandsbevægelsen flyangrebet på Shellhuset med
rette eller urette som et signal om, dels at det danske Frihedsrådet i London
og dettes lokale medlemmer i Danmark havde indflydelse, og dels at englænderne
nu betragtede Danmark som allieret. Begivenhederne i den nærmest følgende cirka
halvanden måned, skulle da også vise sig at få afgørende betydning for Danmark
og danskerne. Ingen eller kun få var længere i tvivl om, at besættelsesmagtens
dage for alvor var talte, men som bekendt forekommer der ofte stærk kulde før
vejret slår over i forår. Marts er den måned, hvor kulde og varme for alvor
tager livtag med hinanden, og bedst som det synes allerkoldest i vejret, titter
vintergæk og erantis frem af jordsmonnet og bebuder forårets komme. (Citat
slut)
Det er i øvrigt interessant at konstatere,
at aviserne – eller i hvert fald ”B.T.” i udgaven dagen efter, torsdag den 22.
marts 1945, kun indirekte omtaler det engelske luftbombeangreb og ikke med så
meget som en antydning af et ord nævner, at bombardementet gjaldt Shellhuset.
Avisen nævner og omtaler udelukkende kun Den franske Skole og de boligejendomme
i nabolaget, der var blevet ramt af bomberne. Til ”B.T.”s og avisernes forsvar
må man i øvrigt sige, at de af gode grunde ikke kunne have et fuldt overblik
over begivenhederne og disses forløb allerede dagen efter det skete. Men når
Shellhuset slet ikke nævnes, skyldes det sandsynligvis at den tyske
pressecensur endnu ikke fra højere sted havde modtaget anvisning på, hvordan
bombardementet skulle beskrives overfor offentligheden. Disse forhold skal man
være opmærksom på, når man læser de herefter følgende nok så dramatiske og
makabre citater fra ”B.T.”, som gengives, fordi bombningen af Shellhuset og
uheldet med Den franske Skole og boligejendommene er vigtige i sammenhæng med
forståelsen af tiden dengang.
110 Døde paa Hospitalerne
Sidste Opgørelse over Ofrenes Antal
2 Brandmænd blandt de Omkomne
Ritzaus
Bureau meddeler:
Indtil Kl. 7 i Morges opgjorde man paa
Kommunehospitalets Centralkommando, at der til de københavnske Hospitaler i alt
var indbragt 420 Personer. Heraf er 110 Døde, og af de Saarede er 140 indlagt.
170 er lettere saaret.
Redningsarbejdet
fortsættes
Natten igennem
Der har Natten
igennem været fuld Gang i Oprydningsarbejdet paa de forskellige
Katastrofesteder i Byen
I Ejendommen Sdr. Boulevard 106, hvor der
faldt et Par Bomber, maatte Arbejdet indstilles ved 2-Tiden som følge af en
tidsindstillet Bombe.
Beboerne blev evakueret, og der blev sendt Bud efter
Sprængningskommandoen. Redningsarbejdet i Vesterbro-Ejendommen ventes
imidlertid genoptaget til Morgen. Man regner med i alt otte Dræbte i denne
Ejendom, og i Morgentimerne fik man eet af Ligene draget frem.
Kl. halvtre naaede man frem til
Kældrene
under den franske
Skole
Ved 2,30-Tiden naaede Redningsmændene ind til den sammenstyrtede Kælder
i den franske Skole. Det viste sig, at langt de fleste af Børnene var døde. Og
desuden fandt man to Brandmænd fra Frederiksberg Brandstation, som var dræbt
under de sammenstyrtede Murbrokker.
To dræbte Brandmænd
Det var den 52-aarige Reservebrandmester
Oscar Dalby, Dalgas Boulevard 124, og den 25-aarige Brandmand Svend Hansen,
Tryggevældevej 133. Under Redningsarbejdet var i alt syv af Brandmændene blevet
lukket inde, men det lykkedes de tre af dem at naa ud, De var dog alle lettere
kvæstet.
Endnu Lig under Ruinerne
Om Redningsarbejdet oplyser Vicebrandchef
Mygind fra Frederiksberg, at man mener, at der i flere af de ramte Ejendomme
ligger Lig under Ruinerne. Saaledes mener man, at flere er indebrændt i
Ejendomme paa Maglekildevej, og man kan heller ikke se bort fra, at der er
gaaet Menneskeliv tabt i Villaerne paa Amicisvej.
14 Lig fundet paa eet Sted
Under Branden paa den franske Skole har
man i en Dør i det nordøstlige Hjørne set flere Børn og Voksne kigge ud kort
efter Luftangrebet og paa Stedet fandt man sent i Nat 14 Lig-
Ved 3-Tiden i Morges meddelte Brandchef Bang de ventende
Forældre, der var forsamlet i Allé-Scenens Teatersal, at der ikke mere var
noget Haab om at redde Levende ud af Ruinerne.
Mange Redningsfolk kvæstet
Til Retsmedicinsk Institut er indbragt
Ligene af tre Piger og en Dreng fra den franske Skole. De er alle ukendte. Fra
Teknologisk Institut er indbragt Liget af en Mand, Værkfører Carl Mørch
Petersen, og fra Westend Liget af Glarmester Aage Aksel Nielsen, der
dog formenes død af et Chok. Endvidere er der indbragt Ligene af to engelske
Flyvere, som styrtede ned med Maskinen ved den franske Skole.
Flere af Redningsfolkene fik mindre Kvæstelser under Hjælpearbejdet, og
to Brandmænd maatte køres paa Hospitalet. Det var Brandmester Jensen fra
Københavns Brandvæsen, der fik brækket fire Ribben, og Brandmand Hansen, der
blev kørt til Bispebjerg Hospital efter at være blevet stærkt forbrændt. (R.B.)
63 dræbte Børn
Det opgives til Formiddag, at der er 63
Børn blandt de 110 Dræbte ved Bombekatastrofen. (R.B.)
Flere Kvarterer paa Frederiksberg uden
Gas
Som Følge af Katastrofen er Gassen
afbrudt i flere Kvarterer paa Frederiksberg, idet der er løbet Vand i Rørene,
men Belysningsvæsenets Folk har arbejdet med at udbedre Skaden hele Natten, og
man haaber, at Gastilførslen skal være i Orden i Løbet af i Dag.
Kvartererne uden Gas er: Vodroffsvej, Værnedamsvej, Jacobys Allé,
Falkoner Allé og Gammel Kongevej.
[Det skal her tilføjes og bemærkes, at gas dengang var den eneste
energikilde, der blev brugt i københavnske køkkenkomfurer. Elektriske komfurer
blev først almindelige en del år senere, og fortrinsvis i nybyggeri. Min
tilføjelse.]
C.B.U. Mandskab,
Lærere, Spejdere og D.K.B.
Hjælper med
Oprydningen
I Rydningsarbejdet paa Frederiksberg
deltager foruden de tidligere nævnte Korps samtlige Lærere og Elever samt det faste
Mandskab fra CBU Skolen paa Bernstorff Slot og den sjællandske CBU Kolonne fra
Roskilde og en Del Spejdere. Redningsarbejdet i Nat lededes af Brandchef Bang,
Frederiksberg.
Danske Kvinders Beredskab sørger for Forplejning til Redningsmandskabet,
og Frederiksberg Socialtjeneste oprettede i Gaar en Opsamlingsstation i Platan
Bio paa Vesterbrogade for de mange Folk, der har mistet deres Bolig, og sørgede
for Indkvartering. Det menes at over 1000 Personer er blevet husvilde.
40 Personer, som det ikke var muligt at skaffe andet Logis, boede i Nat
paa Rahbek Skolen.
(Citater slut)
Nogle relevante
tillægsbetragtninger
Når det lige præcis var Shellhuset i
København, der blev målet for det omfattende engelske luftangreb, skyldtes det,
at huset var hovedkvarter for det tyske Geheime Staatspolizei, forkortet
Gestapo. Dette hemmelige politi havde blandt andet til formål at optrevle den
danske modstandsbevægelse og var kendt for sine umenneskelige, grusomme og
pinefulde forhørsmetoder, når det gjaldt om at få oplysninger ud af
tilfangetagne modstandsfolk eller sabotører. Dette lykkedes dem faktisk ganske
godt, til dels ved hjælp af stikkere, så godt, at Gestapo i begyndelsen af
marts 1945 havde opnået at arrestere alle medlemmer af den københavnske
regionsledelse af modstandsbevægelsen. Den viden om modstandsbevægelsen og dens
medlemmer blev som alt, hvad tyskerne beskæftigede sig med, nedskrevet, bogført
og arkiveret til kommende brug. Det var derfor kun et spørgsmål om tid, hvornår
Gestapo måtte forventes at ville indlede en større aktion imod hele den
københavnske modstandsbevægelse.
Under indtrykket af den alvorlige trussel, som den danske
modstandsbevægelse stod overfor, anmodede ledende modstandsfolk om, at man fra
engelsk side ville iværksætte og udføre et bombeangreb mod
Gestapo-hovedkvarterene i Aarhus og København, og senere i Odense. Angrebet på
Gestapo-hovedkvarteret i Aarhus fandt sted den 31. oktober 1944, og kostede 18
danske fanger og et stort antal Gestapo-folk livet, angrebet på Shellhuset
altså 21. marts 1945, mens angrebet i Odense først skete i april 1945.
Imidlertid er den myte senere blevet aflivet, at de engelske
bombefly sigtede efter de nederste etager i Shellhuset, fordi de vidste, at der
sad en mængde modstandsfolk fængslet øverst oppe i bygningen. Når flyene
kastede deres bomber mod de nederste etager, skyldtes det udelukkende, at disse
udgjorde midten af målfeltet. At de dermed gav fangerne en chance for at
overleve og slippe væk, må betragtes som en heldig sidegevinst ved aktionen. Den
egentlige grund til, at man kastede bomberne ind mod bygningen i den ovenfor
nævnte højde, var fra planlæggernes side angiveligt, at man regnede med at
vægten af etagerne ovenover ville få bygningen til at falde sammen af sig selv.
Senere er det kommet frem for offentligheden, at medlem af Frihedsrådets
øverste ledelse lægen, den senere professor Mogens Fog, var blandt fangerne
oppe på øverste etage under Shellhusets tag, og sammen med flere af sine
medfanger (bl.a. redaktør Aage Schoch) undslap han, - dog ikke for disses
vedkommende - ved at kravle udenpå bygningen i fjerde sals højde og springe ned
på fortovet. Nej, det er senere blevet bekræftet, at det faktisk var
politiassistent Lyst Hansen, som det kort efter bombardementet var lykkedes at
slippe uskadt og uhindret ud af sin celle, hvorefter han befriede og anførte en
flok andre overlevende fanger, deriblandt Mogens Fog, ned ad de endnu
eksisterende trapper og ud i det fri og væk fra stedet. Men andre politiske
fanger var knapt så heldige, idet den eneste redningsvej, de i hast kunne
finde, var, at kravle ud på gesimsen foran et af vinduerne i - så vidt jeg
husker og ved - i 3. eller 4. sals højde, og herfra springe ned på fortovet.
Her havde nogle hurtigt reagerende mennesker, formentlig folk fra
autoværkstedet overfor, i al hast smidt nogle papkasser og andet, som skulle
tage af for faldet, når fangerne sprang ud i det, de håbede skulle blive
friheden. Efter de foreliggende oplysninger slap disse fanger heldigt fra
springet og blev hurtigt bragt væk fra stedet og i sikkerhed. Formentlig
hjulpet af medlemmer af modstandsbevægelsen, der dog ikke på forhånd var blevet
informeret om, hvornår angrebet skulle finde sted, men kun om at det ville
finde sted.
Det viste sig ifølge senere oplysninger om bombardementet af
Shellhuset, at 48 jager- og bombefly havde deltaget i angrebet, så bortset fra
de fly, der gik tabt som følge af nedstyrtningen i den franske Skole og i
Fælledparken, vendte de fleste af flyene tilbage til deres base i Norfolk i
England, en flyvetur på flere timer hver vej plus den tid, der blev brugt til
selv aktionen, så flyenes brændstoftanke må have været godt fyldte, noget, der
formentlig også har bidraget til, at branden blev så voldsom, som tilfældet
var, da et af flyene styrtede ned i den franske Skole. Flyene var i øvrigt
fordelt i tre grupper med en flyveafstand imellem dem på halvanden minut. Det
var under indflyvningen over København, at et fly i første gruppe ved et uheld
på grund af sin lave højde, ramte en 30 meter høj signalmast ved
godsbaneterrænet, så at piloten mistede herredømmet over flyet og kom ud af
kurs, med det resultat, at det dels tabte et par bomber over en
beboelsesejendom på Søndre Boulevard og efterfølgende styrtede ned i den
franske Skole på Frederiksberg Allé, med de katastrofale følger det fik, ikke
mindst, fordi efterfølgende bombefly fejlbedømte målet og troede, at dette sted
var målet. Man bør her huske på, at piloterne og navigatørerne kun havde
sekunder til at reagere i.
Endnu senere er det kommet frem til offentlighedens kundskab,
at det egentlige og primære formål med og baggrunden for englændernes bombning
af Shellhuset, var at fastholde de tyske tropper i Danmark. Situationen i det
relativt fredelige Danmark var nemlig sådan, at den tyske hærledelse måtte
formodes at have planer om at frigøre en del af de tyske styrker i Danmark og
sende disse til Rhinlandet, hvor tyskerne måtte kæmpe hårdt mod de sydfra
invaderende engelske og amerikanske tropper.
Mange år senere har nogle af de nu voksne
kvinder, som i 1945 gik i børnehaveklasse på Den franske Skole, i et
dokumentarprogram i tv kunnet fortælle om deres uhyggelige og grusomme
oplevelser, som de havde fortrængt oplevelsen af, men på opfordring og af hensyn
til historiske data var villige til at fortælle om, også selvom det vakte syner
og følelser til live, som var dybt smertelige og gjorde ondt. En af kvinderne
kunne eksempelvis berette om, at hun sammen med en af nonnerne var blevet
spærret inde under nedfaldne murbrokker. De lå begge på gulvet, men til trods
for de snævre forhold var det lykkedes for nonnen at lægge sig beskyttende hen
over hende, indtil der på et tidspunkt skete det, at vandet fra et sprængt
vandrør langsomt steg omkring dem. Samtidigt med, at nonnen talte beroligende
og trøstende til det grædende barn, fik denne derefter manøvreret den lille
pige ovenpå sig, for at barnet ikke skulle drukne. Det blev nonnens egen død,
idet hun druknede, da det udsivende vand steg hende over hovedet og der ingen
mulighed var for at komme fri.
Den lille pige undgik druknedøden og blev senere reddet ud af
redningsfolkene, som efterhånden var kommet til i stort tal.
En anden af de overlevende kvinder, en på det omtalte tidspunkt 5-årig
lille pige, oplevede at blive reddet ud af den brændende og sammenfaldne
bygning og sammen med en del andre småpiger blive lagt op på ladet af en
lastvogn, som kørte dem til nærmeste hospital, som var Frederiksberg Hospital.
Undervejs holdt den lille pige en af sine jævnaldrende kammerater i hånden, men
da de nåede frem til hospitalet viste det sig, at denne kammerat var død. Dette
gav den lille pige et sådant chok, at hun ikke var i stand til at tale og
fortælle, hvad hun selv hed. Derfor varede det nogen tid, før hendes forældre,
som sammen med mange andre forældre til de døde og sårede børn opholdt sig i
Betty Nansen Teatrets foyer lige over for Den franske Skole, fik at vide, at
deres lille datter havde overlevet og var i live.
Samstemmende fortalte de voksne kvinder, der som børn havde overlevet
rædslerne fra bombardementet af Den franske Skole, at deres automatiske
reaktion på de grufulde oplevelser, de som børn havde været ude for ved den
ulyksalige lejlighed, var en fortrængning af, hvad der var overgået dem selv og
deres kammerater samt de meget afholdte nonne-lærerinder. Og deres forældres og
andres reaktioner på de barske begivenheder, var tavshed omkring det skete,
idet man antog, at det ville være bedst for alle, børnene ikke mindst, at
glemme alt om, hvad der skete om formiddagen den skæbnesvangre onsdag den 21.
marts 1945. Først mange år senere og som voksne, har en del af de overlevende
og nu voksne kvinder vovet, at tænke tilbage på dengang og fortælle andre om
deres chokerende oplevelser.
Her er det så, at man endnu engang kan
rejse spørgsmålet, om hvor vidt de grufulde og smertelige oplevelser, som et
stort antal mindre og større børn og deres forældre, og et antal voksne nonner,
måtte opleve i forbindelse med bombardementet af Den franske Skole, var et
udslag af eller udtryk for skæbne eller tilfældighed? – Martinus vil jo i
henhold til sin opfattelse af skæbnebegrebet mene, at der også i dette tilfælde
var tale om begivenheder, der var forårsaget og udløst af de implicerede
personers egen skæbnegæld. Selv om denne opfattelse rejser en lang række
spørgsmål, f.eks. om sammenfaldende kollektiv skæbnegæld, kan jeg teoretisk set
godt følge den tankegang, men mine følelser og egen forståelse – eller mangel
på samme? - siger mig, at der trods alt må have været tale om tilfældigheder.
At det derfor var tilfældigt, at et engelsk bombefly ved et uheld faldt ned i
Den franske Skole lige præcis den dag og på det tidspunkt i skoletiden og
dermed forårsagede, at piloterne i de efterfølgende bombefly bombede skolen,
fordi de fejlagtigt troede at denne var bombemålet.
Endnu engang må jeg altså lade
spørgsmålet om skæbne eller tilfældighed stå åbent, i håbet om, at jeg en
skønne dag enten vil kunne bekræfte Martinus’ analyser og konklusioner omkring
begrebet skæbne, eller – hvad jeg dog ikke anser for særlig sandsynligt – vil
kunne afkræfte disse som ugyldige.
© Februar 2013 Harry Rasmussen.
****************