Nogle uhøjtidelige
betragtninger
At skrive
sine erindringer har før i tiden i reglen været forbeholdt mennesker, der på en
eller anden måde har gjort sig særlig fordelagtigt - eller i visse tilfælde ufordelagtigt
- gældende i samfunds- eller kulturlivet. Nogle vil derfor sikkert synes, at
det er et forfængeligt forehavende at ville skrive sit livs erindringer, når
man ikke på nogen måde adskiller sig fra de fleste andre, almindelige
mennesker, og egentlig heller ikke har udrettet noget, der med rette fortjener
opmærksomhed eller anerkendelse. Dette er imidlertid, hvad jeg vover for mit
eget vedkommende, nu da min alder og mine livsomstændigheder uimodsigeligt
fortæller, at jeg har fremtiden bag mig.
Som
tilfældet er for så mange andre mennesker, så begyndte min ungdom med store
forhåbninger og drømme, men efterhånden som tiden gik, afslørede disse sig som
større eller mindre illusioner og skuffelser. Engang troede jeg, at den avis
der i min pure ungdom kaldte mig for "dansk tegnefilms coming man"
skulle få ret i sin "spådom". Brogede og urealistiske drømme om at se
sig selv som "en ny Disney" foresvævede mig i en del år og ansporede
til at gøre en indsats, i håb om at eventyrets gode fe ville hjælpe til.
Virkeligheden tvang mig imidlertid til efterhånden at indse, at mine evner og
kræfter ikke stod mål med de forventninger, som jeg stillede til mig selv, og
som andre måske også havde ventet sig af mig.
Men erkendelsen af min personlige uformuenhed
eller mangel på tilstrækkeligt store evner betyder dog ikke, at jeg betragter
livet som sådan som en skuffelse. Til trods for store personlige bitre
skuffelser og sorger, især på privatlivets område, har jeg meget at være
taknemmelig for, herunder ikke mindst at det er blevet mig forundt at få en
indsigt, som fortæller mig, at livet er et guddommeligt under og eventyr, hvori
jeg - i lighed med alle andre mennesker og levende væsener - selv er parthaver
og deltager. Dertil kommer, at jeg - om end forholdsvis sent i livet - er
blevet givet den lykke at have en trofast, begavet og ikke mindst kærlig kone,
nogle gode børn og dejlige børnebørn og oldebørn, som alle hver især og sammen
har bidraget til at berige mit liv og dets eventyr.
Men som tilfældet er med mange af især
folkeeventyrene, så har livets eventyr også sine hekse og trolde, eller sine
onde magter, ikke mindst i form af vort eget sinds og
vore drifters irrationelle kræfter: neuroser, traumer, angst og frygt. Disse
mørke kræfter er i bedste fald en udfordring til det gode i os, om at tage
kampen op og bekæmpe og helst overvinde de destruktive uhyrer, og derigennem få
mod og styrke til at turde lade sig konfrontere med det virkelige livs ikke
altid lige behagelige eventyr. I modsat fald kan disse mørke magter få bugt med
os og berøve os den sjælelige sundhed og sindsro, som er en nødvendig
forudsætning for at kunne kigge dybere i livets eventyr.
Begrundelsen for at nedskrive, hvad jeg
endnu kan huske af det lidt eller meget, jeg har oplevet, erfaret og tænkt i
løbet af de fireoghalvfems år, mit liv indtil nu i år 2023 har varet, er først
og fremmest den, at jeg gerne vil fortælle mine børn, børnebørn og oldebørn,
hvem og hvad jeg er - eller var, - både når det gælder ydre social og faglig status
og når man kigger helt ind i sindets inderste gemmer. Ikke nødvendigvis for at
retfærdiggøre mig selv, men i nok så høj grad i håb om en bedre forståelse af
mine dispositioner og handlinger. Som de fleste andre har jeg naturligvis
begået fejl og ind imellem foretaget forkerte dispositioner og truffet
afgørelser, der har fået alvorlige konsekvenser også for andre end mig selv.
Der er naturligvis en del af det, jeg har
foretaget mig i tidens løb, som jeg siden har fortrudt, og som jeg derfor godt
kunne have tænkt mig havde været gjort anderledes. Men i det store og hele må
det dog oprigtigt siges, at jeg aldrig har handlet på grundlag af ond vilje,
men derimod nok på baggrund af en vis egoisme, uerfarenhed og naivitet eller
godtroenhed. Dette gælder både i privat og karrieremæssig sammenhæng. Men den
omstændighed deler jeg jo med de fleste andre mennesker, som simpelthen bare er
til og lever livet så længe de er i live. Livets bagside er jo som almindeligt
bekendt DØDEN.
Den, der læser disse linier,
skal dog ikke frygte for, at min efterfølgende selvbiografi er et
"jammersminde", for det er den så langt fra. I mit livs blanding af
lyse og mørke oplevelser og erfaringer, er de lyse trods alt i overtal, og set
i erindringens tryllespejl fremtræder de mørke oplevelser i et formildende skær
af livserfaring, som forhåbentlig har gjort mig lidt klogere på livet og
menneskene. Det tror og håber jeg vil afspejle sig på de mange sider, der
følger.
Det er i
øvrigt vigtigt for mig at fremhæve, at jeg skelner mellem to former for
slægtsrelationer mellem mennesker, nemlig foruden det biologiske slægtskab også
det skæbnebestemte slægtskab. Det første vedrører naturligvis den genetiske arv
fra generation til generation, medens det sidstnævnte slægtskab er det, der
beror på skæbnebestemte årsager og virkninger, hvilket jeg senere skal komme
betydeligt nærmere ind på. Men for at antyde, hvad jeg mener med begrebet
skæbnebestemt slægtskab, skal jeg som eksempel nævne det slægtskabsforhold der
beror på adoption. Min mor var adoptivbarn i den forstand, at min
ikke-biologiske morfar tog hende til sig som sit eget barn. Min datter, Linda,
er også adoptivbarn, idet jeg og min daværende kone ikke er hendes biologiske
forældre, men tog hende til os som spæd og fra det øjeblik opfattede hende som
vores eget barn.
Men lige som min ikke-biologiske morfar
blev min skæbnebestemte morfar, således blev Linda min skæbnebestemte datter,
og hendes tre dejlige børn, Camilla, Christian og Maria, blev mine
skæbnebestemte børnebørn. På samme måde blev foreløbig Emil og Agnes mine
skæbnebestemte oldebørn. I ingen af de nævnte tilfælde har den biologiske arv
og oprindelse spillet nogen som helst rolle, i hvert fald ikke for mit
personlige vedkommende. Min morfar var alle dage min "rigtige"
morfar, og Linda har alle dage været min "rigtige" datter, og
Camilla, Christian og Maria mine "rigtige" børnebørn og Emil og Agnes
mine foreløbige ”rigtige” oldebørn.
Selv om jeg tidligere ovenfor har brugt
udtrykket "erindringer" om min selvbiografi, vil jeg dog gerne
understrege at der i nok så høj grad også er tale om research. Intet menneske
er jo uafhængigt af sin samtid og dennes forudsætninger, og derfor har jeg ment
det nødvendigt at give et vist indblik i den historiske, sociale og kulturelle
baggrund for min families og min egen tilværelse. Til dette formål har jeg
benyttet forskellige historiske og samtidshistoriske kilder, som der i nogle
tilfælde vil blive henvist til de relevante steder.
Til belysning af min familie og dens
historie, har jeg været i den heldige situation, at især tre ældre
familiemedlemmer har kunnet og villet bidraget med oplysninger om personlige og
familiemæssige relationer. Vedrørende mine farforældres slægtsregistre har min
kusine, Gerda Winifred Krøyer Nielsen, født den 23. oktober 1938, været til
stor hjælp, idet hun har stillet nogle anepapirer til min rådighed, som har
været til uvurderlig nytte. Omtalen af mine farforældre er dog i størst
udstrækning baseret på personlige erindringer om dem, samt på, hvad der er
blevet mig fortalt om dem og deres liv.
Vedrørende mine morforældres data og fatum er det så heldigt, at jeg foruden min egen erindring
om dem, også har kunnet støtte mig til to andre kilder. Først og fremmest min moster,
Gudrun Ragnhild Bech, født den 6. maj 1918, som efter bedste evne har været
behjælpelig med oplysninger om sine forældre, sine søskende og sig selv fra
både før og efter min egen fødsel. Den anden kilde er min fætter, Dennis Arendvald, født den 29. februar 1928, som har kunnet
bidrage med en række
oplysninger
om familien og sig selv, der er af stor betydning i sammenhæng med denne
biografi. I disse sammenhænge kan jeg dog kun beklage, at jeg ikke fik
påbegyndt et researcharbejde for mange år siden, da kræfterne var større og
hukommelsen betydeligt bedre hos os alle. Nu må resultatet blive så godt, som
omstændighederne tillader det.
Det skal også nævnes, at især mine to
brødre Benny Alf Rasmussen, født den 19. marts 1934, og Bent Orla Rasmussen, født
den 24. marts 1937, har været behjælpelige med diverse oplysninger om sig selv
og deres nærmeste, hvilket på flere måder har bidraget til at gøre denne
selvbiografi både mere interessant og bedre i overensstemmelse med fakta. Men
desværre nåede min søster, Lizzie Rasmussen, født den 18. januar 1941, ikke at
besvare mine mange spørgsmål vedrørende hendes liv og karriere, inden hun døde
den 1. oktober 2001, i en alder af kun 60 år. Hendes liv og karriere var ellers
ikke så lidt af et eventyr, som der kunne have været god grund til at skrive
mere om, end jeg er i stand til på det foreliggende grundlag. Derfor må jeg i
vidt omfang desværre nøjes med at støtte mig til min egen viden og erindring om
hende.
Under skrivearbejdet har jeg ikke så
sjældent måttet erkende, at mangt og meget af det, der måske burde være husket,
desværre er glemt eller for dybt gemt bort i hukommelsens pulterkammer til, at
det har kunnet hentes frem i de rigtige øjeblikke. Men jeg har efter yderste
evne bestræbt mig på at give en så sandfærdig og fyldestgørende beskrivelse af
mit liv og min tid, som overhovedet muligt. Alligevel
har det
næppe kunnet undgås, at der har indsneget sig huskefejl hist og her i den lange
odyssé, som de mange følgende sider vel med en vis ret kan siges at udgøre.
H. C. Andersen siger et sted i sin
selvbiografi, „Mit Livs Eventyr“, at selvbiografien har noget af skriftemålets
karakter over sig, idet man i videst muligt omfang betror sig og til en vis
grad også udleverer sig selv til sin læsers nåde og barmhjertighed. På H. C.
Andersens tid kunne man ikke udtrykke sig åbent og frit om alt, hvad man havde
oplevet eller tænkt, særlig ikke om seksuelle emner, sådan som det især blev
tilfældet i forrige århundrede (1900-tallet), hvor
der til gengæld næsten ingen grænser var for, hvad man kunne tillade sig at
sige og skrive – og til en vis grad også gøre. H. C. Andersen udtrykte
selvcensuren på den måde, at der var blade i hjertedagbogen, som var limede så
fast sammen, at de ikke ville kunne åbnes og læses af fremmede.
Her i selvbiografien har jeg kun udeladt at
omtale de meget få oplevelser, hændelser og begivenheder i mit liv, som jeg har
ment kunne gøre andre ondt eller fortræd. Til gengæld har jeg udtalt mig frit
og åbent om oplevelser, hændelser og begivenheder, som jeg har ment kunne være
med til at forklare og opklare mit eget og mine nærmestes liv. Men det
allervigtigste for mig har dog været at ville fortælle mit livs eventyr – både
med og især uden digtning.
Til slut i denne indledning vil jeg i
særlig grad takke min kære kone, Birgit, som kom relativt sent ind i mit liv,
men som nu i foreløbig mere end 44 år har gjort sit til at forsøde dette. Hun
er først og fremmest et dejligt, forstående og tilgivende menneske, og dertil
udstyret med en kunstnerisk og litterær begavelse, som gennem alle årene har
bidraget til at inspirere, opmuntre og udfordre mig. Uden hende tror jeg ikke,
at mit liv ville have formet sig så godt og menneskeligt og åndeligt berigende,
som tilfældet er og har været. Der er dog også grund til at takke min kære
datter Linda, for den betydning hun har haft og fortsat har i mit liv, og det
gælder også hendes tre børn, Camilla, Christian og Maria, som ligeledes har
beriget mit liv. Det gælder også Camilla og Christian Skydts to børn: Emil og
Agnes.
Sammen med dem alle glæder jeg mig over
deres mand og far og farfar, Jan, som det har været og fortsat er en stor glæde
at have til svigersøn.
I håbet om, at de mange sider i min
selvbiografi vil blive optaget i den ånd, hvori de er skrevet, nemlig i tillid
og åbenhed, overlader jeg hermed beretningen om mit liv til dig, kære læser,
hvem du så end er. Forhåbentlig er du en af familien, eller et af mine børn
eller børnebørn.
Taastrup,
maj 2023. Skrevet og revideret af Harry Rasmussen
****************