Kosmologiske lektioner

Kortfattet indføring i

MARTINUS’ KOSMOLOGI

                             

Lektion 60: POLFORVANDLINGENS

SEKSUELLE KATEGORIER

- fra A- til K-menneske

(Fortsat fra Lektion 59)

 

 

 

"Mennesker" med udpræget "djævlebevidsthed"

Her skal nævnes nogle fremtrædende eksempler i det 20. århundrede (1900-tallet) på "mennesker" med udpræget "djævlebevidsthed",  der samtidigt er umiskendelige eksempler på den nyere tids mørke verdensgen­løsere: 1. Adolf Hitler (1889-1945), som i 1933 blev såkaldt rigskansler i Tyskland. 1920 var han med­stifter af National-Sozia­listische Deut­sche Arbei­ter-Partei (forkor­tet til NSDAP, men blev mere alminde­ligt kendt under betegnel­sen Nazipartiet). Partiet førte sig frem med en demagogisk agita­tion, som især vandt genklang hos den for­armede og revanchisti­ske middel­klasse. 1923 blev Hitler anklaget for højfor­ræderi, og 1924 idømtes han fem års fæstningsarrest, hvoraf han dog kun afsonede ½ år.

 

Under fæng­selsop­holdet dikterede Hitler til sin med­fange Rudolf Hess sit stærkt antisemitiske kamp­skrift Mein Kampf, der i 1934 udkom på dansk med titlen Min Kamp. Samme år udnævntes han til "Fører" (Füh­rer) og rigs­kansler, og han blev samtidigt øverst­be­falende for hæren, hvilket alt ialt gav ham en uindskrænket dikta­torisk magt, som han også forstod at udnytte til at fremme og opnå sine mål.

 

Hitler havde en ejen­domme­lig næsten hypnotisk magt over sine nære med­arbejdere såvel som over folke­mas­serne, og vide tyske kredse op­fattede ham nærmest som en gud. Hans stærkt iscenesatte offentlige frem­træden og ikke mindst hans taler, fremkaldte i reglen voldsom begejstring, ofte grænsen­de til hysteri. Hos ikke så få mænd – og måske også hos en del kvinder - vækkedes "rovdyret" i dybet af deres sind, i form af had og hævntørst over politiske modstandere og over person­lige fjender. For kvindernes vedkommende findes der ek­sempler på, at en del åbenhjertigt har fortalt om, at når de stod i folkemæng­den og ventede på deres elskede "Fører"s ankomst og da eventuelt opnåede det privile­gium, det blev betragtet som, at han kom i deres nærhed og talte til dem eller måske tilmed trykke­de deres hånd, op­levede de det på en måde, der kun kan karakteri­seres som en ­fryde­fuld orgasme, som i nogle til­fælde ligefrem medførte be­svimelsesanfald hos de på­gælden­de.

 

Hitler følte selv og gav udtryk for, at han var en af Guds udvalgte, og han traf heller ingen større beslutninger uden først at have rådført sig med sin fastansatte astrolog! Nogle mener, at Hitler led af storhedsvan­vid, fordi han faktisk drømte om med tiden og med Guds hjælp at erobre verdensher­re­dømmet, og med dette lang­sigtede mål for øje påbe­gyndte han i 1939 de aggressive militære erobrings­togter mod Polen og Tjekkoslova­kiet, som indledte 2.Verden­skrig, der varede fra 1939 til 1945. 1940 okkuperede eller besatte de tyske tropper Holland, Belgi­en, Danmark og Norge, og gjorde sig dermed til herrer i de nævnte lande.

 

Den tyske besættelse, som okkupationen blev kaldt, ophørte først den 5. maj 1945, efter at engelske, amerikanske og russiske styrker under hårde kampe var trængt ind i Tyskland, som blev tvunget til betingelsesløs kapitula­tion. Som følge af begivenhedernes ud­vikling begik Hitler selvmord i "førerbunkeren" den 30. april 1945, idet han skød sig selv efter først at have skudt sin mangeårige kæreste, Eva Braun (1910-45). Dagen før var parret blevet viet samme sted. Begge lig blev muligvis brændt udenfor bunkeren kort efter, men oplysningerne herom er divergerende og upåli­delige. Men Hitler og hans mere end villige nære medarbejdere og det tyske folk, som i adskillige år havde set op til ham og blindt fulgt hans vej mod selverklæret guddommelig storhed, måtte til sidst høste som han og de havde sået. Faldet mod afgrunden var pro­portionalt med hovmodet. Han og de havde bestemt ikke været i stand til at tage ved lære af det tyske folkeeventyr om Konen i muddergrøf­ten, hende der til sidst ville være som Gud og derfor til sin egen store og ubehagelige overraskelse endte i muddergrøften. For resten har H.C.Andersen skrevet et ganske vist ikke selvopfundet eventyr - eller vel nærmest en parabel? - om Den onde Fyrste (1840), der sætter sig op mod Gud og vil erobre og beherske hele verden, men som besejres af én eneste lille myg.

 

For yderligere oplysninger om Hitler og hans liv og skæbne henvises læseren til en eller flere af de forholdsvis mange Hitler-biografier, der findes. Martinus omtaler indirekte Hitler i LB IV, stk. 1492, 1507. Se evt. også PB-J 4, stk. 4. 141., hvori Hitler direkte omtales og karakteriseres som et moderne eksempel på en mørk verdensgen­løser.

 

Vedr. eksempel 2: Josef Stalin (1879-1953): Denne sov­jetrussiske politiker og statsmand, der blev kendt som diktator i klasse med Hitler, begyndte sin karriere som aspirant på et præstesemi­narium i Tiblis. Herfra bortvi­stes han i 1898 på grund af sin revolutionære virksom­hed. I 1917 blev han et af de ledende medlemmer af Petrograd-sovjetten og sluttede sig i april samme år til den netop hjemvendte Vladimir Iljitj Uljanov Lenin (1870-1924).

 

Lenin var blevet revolu­tionær efter at zarregimet 1887 havde hængt hans broder for mordplaner mod zaren. 1897 blev Lenin arresteret for sin revolutionære agitation og dømt til tre års forvisning til det be­rygtede Sibirien. Efter sin løsladelse i 1900 rejste han til Schweiz, men vendte tilbage til Rusland i 1905, som han dog igen emigrere­de fra i 1907, hvor han i årene efter især boede i Paris, i 1910 dog i København. Efter Marts­revolutionen i 1917 vendte Lenin som nævnt ovenfor hjem i april samme år, og med Novemberrevolutio­nen overtog han magten som formand for Folke­kommis­særernes Råd. Lenin var en hård og skånsels­løs mand, som blandt andet gav person­lig ordre til den grufulde henrettel­se af zar Nikolaj II (1868-1918), dennes hustru, Alice af Hessen, og børnene Olga, Tatjana, Maria, Anastasia og Nikolaj. De blev alle skudt i kælderen til det hus i Jekaterinburg (Sverdlovsk), hvor de havde været tvunget til at til­bringe deres sidste tid i såkaldt husarrest.

 

Lenin har skrevet adskillige marxistisk-filosofiske værker, hvis værdi der nok kan rejses berettiget tvivl om, især efter kommunismens fald, men sine største evner udfoldede han dog som politisk taktiker. Også Lenin blev af mange tilhængere betragtet som en afgud, og efter hans død i 1924 blev hans balsamerede lig bisat i en glaskiste i mausoleet på Den røde Plads i Moskva. Efter det kommunistiske styres fald og opgøret med kommunismens teori og praksis - den sidste var præget af undertrykkelse, forfølgelser, terror, tortur og henrettelser, er det blevet diskuteret, om ikke tiden er inde til, at Lenins lig begraves på sædvan­lig vis.

 

Kosmologisk set er Lenins rolle som redskab for verdens­genløs­ningens kræfter og skæbnelovens fuldbyrdelse umiskendelig. Det samme må dog nok i højere grad siges om Stalin, hvis personlighed er blevet karakteriseret på en måde, der i kosmolo­giens terminologi betegnes som djævlebevidsthed. (Vedr. definitionen af dette begreb, se under "G-kategorien eller G-menneskene"). Det står særlig klart, efter at flere russiske og udenlandske histori­kere har fremlagt resultaterne af deres studium af en lang række hidtil hemmeligholdte doku­menter, som er blevet offent­ligt til­gængelige efter kommu­nis­mens fald.

 

Stalin, der karakteriseres som usædvan­lig magtbegærlig og hensynsløst hård, tålte ingen ved siden af og slet ikke over sig, ligesom han i stigen­de grad led af for­følgel­sesvanvid, hvad der bevirkede at han så fjender og modstan­dere overalt og i alle. Han skal tilmed have udtalt, at han end ikke turde stole på sig selv! Imidlertid var Lenin blevet opmærksom på Stalins hårde sind, og i sit testamente advarede han partiet mod ham, men dokumen­tet blev hemmeligholdt og Stalin bevarede derfor sin magtposi­tion. Denne styrkede han siden ved efterhånden bogsta­velig talt at udrydde alle, som han med rette eller urette betragtede som mod­stan­dere og fjender.

 

I midten af 1930'erne konso­liderede Stalin sit styre gennem store udrensninger, som førte til, at en lang række fremtrædende og rent faktisk trofa­ste partifolk og andre måtte igennem retslige skue­processer, hvorunder de af et korrupt retssystem blev anklaget for kontrarevolutionær virksomhed eller - hvad der var mindst lige så graverende - for at være Trotskister, dvs. til­hængere af Stalins fjende nr.1, Lev Trot­skij (1877-1940), hvis egentlige efternavn var det jødiske Bronstein. Han havde været Lenins nære medarbej­der og som denne arbejdede han for at gennemføre ver­densrevolutio­nen, og kom bl.a. derved i skarpt modsætningsforhold til Stalin. 1929 blev han udvist fra Sovjetunionen, og efter at have levet i eksil i Tyrkiet, Frankrig og Norge slog han sig ned i México, hvor han i 1940 blev brutalt myrdet af en fransk kommunistisk agent.

 

De nævnte "retssa­ger" endte som oftest med idøm­melse af dødsstraf eller lang­varig forvisning til hårdt arbejde i fjernt­liggende arbejds­lejre. Udover dette nationaliserede og eksproprierede Stalin land­brugs­jorder og konfiskerede maski­ner, der tilhørte storbøn­derne, de såkald­te kulak­ker, som havde vist sig som modstan­dere af tvangs­kol­lektivi­seringen af land­bruget. Bønderne og deres familier blev tvangs­flyttet til fjernt­liggende egne af landet, og deportationen dertil foregik til fods ad dårlige veje og uanset vejrfor­holdene. Ifølge de foreliggende og vel­doku­menterede oplys­ninger, kostede det i titusind­vis af dødsofre, idet de ofte udmagrede og afkræftede mænd, kvinder og børn omkom undervejs som følge af ud­mattelse og sygdom, hvis ikke de ligefrem blev skudt, fordi de ikke var i stand til at overholde marchhastig­heden.

 

I begyndelsen af 2. Verdenskrig indgik Stalin en fredspagt med den tidligere svorne og ofte udskældte fascistiske ærkefjende, Hitler-Tyskland, en pagt, der kom bag på de fleste, ikke mindst på kommunistpartierne rundt om i verden. Disses ledere og menige medlemmer tilpassede sig dog som sædvan­lig hurtigt partiparolen fra det internationale partihovedkvarter i Moskva, hvilket dog ikke forhindrede Hitler i at bryde pagten, da tiden forekom ham velegnet til det. Men hvad kun meget få vidste dengang, så havde Hitler og Stalin indgået en hemmelig aftale, ifølge hvilken de to gensidigt skulle tillade hinanden at erobre på forhånd aftalte lande mellem sig. Det førte bl.a. til, at Hitler-Tyskland i 1939 okkuperede Polen og Tjekkoslovakiet, og at Sovjetunionen i 1940 indlemmede de baltiske stater under sovjetisk over­her­redømme.

 

For Hitler viste stjernerne i 1941 – han troede på astrologi - at tiden ville være gunstig for et over­raskelses­angreb på "fredspartneren", og den 22. juni angreb tyske tropper Sov­jetu­nionen over en bred front, der strakte sig fra Østersøen til Sorteha­vet og koncentreret om fremstød mod Kijev, Moskva og Leningrad. Hitler havde udstedt ordre til hæren om, at alle tilfangetagne russiske politiske kommissærer straks skulle skydes uden dom, ligesom han havde udstedt en hemmelig bekendtgørelse, ifølge hvilken de overgreb og forbrydelser, som medlemmer af den tyske værnemagt gjorde sig skyldig i over for den russiske civilbefolkning, ikke skulle retsforfølges og derfor heller ikke straffes. Imidlertid havde Hitler - eller var det måske hans astrolog? - ikke taget vejrguderne i ed, idet han havde regnet med at lynangrebet på Sovjetunionen ville være overstået inden den frygtede russiske vinter satte ind, den, der i forrige århundrede også medvirkede afgørende til, at Napoleons felttog mod Rusland endte med nederlag for den franske invasionshær.

 

Kijev faldt, mens Moskva og Leningrad holdt stand til trods for store vanskeligheder og menneskelige og materielle omkostninger, og i slaget om Stalingrad (nu Volgograd) i september 1942-februar 1943 vendte krigs­lykken til russernes fordel, og som allerede nævnt ikke mindst takket være den bidende vinter­kulde, som netop i de år havde kuldegrader helt ned til minus 50 grader, de såkaldte isvintre, som vi også oplevede i Danmark, om end ’kun’ med minusgrader ned til 33. Den tyske hær var ikke rustet eller ekviperet til sådanne vilkår, og tusindvis af tyske soldater frøs simpelthen ihjel og omkom under de mest forfærdelige og fornedrende menneskelige vilkår, og ikke mindst som følge af kulde, udmattelse og underer­næring.

 

Nazi-Tysklands skæbnetime var ifølge gen­gældelsens lov ved at være inde, og det lykkedes snart den Røde Armé at trænge de tyske tropper helt tilbage til Elben, hvortil de engelske og amerikanske tropper også havde trængt Vest­frontens tyske arméer. På stats­mandsmøderne på øen Jalta i februar 1945 delte Roosevelt, Churchill og Stalin interesses­færerne imellem sig, og i løbet af tre år var alle Øst-Europas og Balkans stater, bortset fra Græken­land, kommunistisk, hvilket vil sige diktatorisk ledet, med hvad deraf fulgte af godt og især ondt for de pågældende lande og befolkninger.

 

Den 3.marts 1953 døde den efterhånden stærkt paranoide 74-årige Josef Stalin, hvis mistroiske vrangforestillinger og blanding af forfølgelsesvan­vid og storhedsvanvid i mange år havde gjort ham til en slags fange i sit eget hus, hvor han i sine senere år levede i konstant frygt for atten­tat eller snigmord imod sig. Det udartede til helt groteske situatio­ner, som det dog vil føre for vidt at komme nærmere ind på her. Men det vil næppe være for meget sagt at sige, at han i sine senere år levede i et selvskabt mentalt og fysisk isolationsfængsel eller ligefrem helvede, der formentlig kan minde om den situation, som netop diskarnerede sjæle kan befinde sig i under passagen af den første død. Se herom i lektionerne 64 – 66: Gennem døden eller de parafysiske verdener – om diskarnationens ’teknik’.

 

Stalins balsamerede lig blev bisat ved siden af Lenins i mausoleet på den Røde Plads, hvorfra det dog blev fjernet i 1961, efter at han og hans despotiske styre var blevet 'afsløret' og kommet under stærk kritik.

 

Specielt inter­esserede læsere henvises til den efterhånden righoldige litteratur, der findes om Stalin og hans tid. Men anbefalelsesværdige bøger kunne f.eks. være følgende:

 

Dmitrij Volkogonov: Josef Stalin. Triumf og tragedie - et politisk portræt. Oversat af Hans Henrik Brockdorff. Forlaget Artia 1992.

 

Bent Jensen: Stalinismens fascination og danske ven­streintellek­tuelle. Forlaget Gyldendal 1984.

 

Erik Nørgaard: Drømmen om verdensrevolutionen. Fra den russiske revolution til Hitlers magtovertagelse. Komintern og de revolu­tionære søfolk. Det første af fire bind om den Kommunistiske Internationales illegale organisa­tioner, udkom på Bogans Forlag 1985.

     2. bind: Truslen om krig. Fra Hitlers magtovertagelse til den spanske borgerkrig. Komintern, Folkefront og 5.kolonne.

     3. bind: Krigen før krigen. Fra den spanske borgerkrig til besættelsen af Danmark. Wollweber-organisationen og skibssabotagerne.

     4. bind: Krig og slutspil. Fra besættelsen af Danmark til idag. Gestapo og dansk politi mod Kominterns "bombefolk".

 

Per Stig Møller: På sporet af det forsvundne menneske. Om humanisme og antihumanisme i vor tids politik, videnskab og etik. Forlaget Gyldendal 1976.

Per Stig Møller: Nat uden daggry. Forlaget Gyldendal 1985. I forordet skriver forfatteren bl.a.: "Den nat, der i 1940 sænkede sig over Danmark, veg for daggryet i 1945. Den nat, der i 1917 sænkede sig over Rusland, har endnu ikke vist tegn til at vige". Det, som Per Stig Møller blandt mange andre ønskede i 1970'erne og 80'erne er som bekendt sket i 1990'erne med sovjetkommunismens og de østeuropæiske kommunistregi­mers fald. Her i 2001 er der kun marxistisk-kommunistiske regimer tilbage i Kina og på Cuba.

 

Olav Johansson: Drømmen der brast. Sammenlignende studier over den politiske og den ægte kommunisme. Temahefte nr. 4, udgivet af Kosmologisk Information 1993.

 

Martinus har ikke i sine værker beskæftiget sig direkte med sovjetkommunismen og dens magtfulde iscenesættere og ledere, men han har så meget desto mere behandlet emnet indirekte, idet han netop skelner mellem poli­tisk og såkaldt ægte kommunisme: LB I, 4. kap., særlig stk. 89-119. 5.kap., særlig stk. 137, 159-61, 170. LB IV, stk. 1333-8, 1345-51, 1357-9. DeV I, stk. ­4:3. DeV III, stk. 33:74. Logik, kap. 66, 79. Småbog nr. 8: Menne­skeheden og verdensbilledet, kap. 6, 15.

 

© 2014 Harry Rasmussen.

 

(Fortsættes)

Lektion 61: POLFORVANDLINGENS

SEKSUELLE KATEGORIER