- kan mennesket forudsige
kommende begivenheder?
Er det i grunden ikke en dristig, for
ikke at sige naiv tanke, at et menneske skulle kunne overskue tilværelsens
komplekse virkelighed? – Eller en nok så dristig tanke, som det er at tro og
mene, at et menneske på gyldig måde skal kunne forudsige eller spå om kommende
hændelser og begivenheder? – Det er der ganske vist en del mennesker, der i
tidens løb har ment og påstået, at de er i stand til. Men hvad angår at
overskue tilværelsens virkelighed kan man måske indrømme en seer, som
eksempelvis Martinus, at noget kunne tyde på, at dertil særligt begavede
mennesker i hvert fald er i stand til at overskue væsentlige sider af
virkeligheden, om end næppe hele virkeligheden i dennes fulde omfang. Derimod
er der adskillige eksempler, som taler deres tydelige sprog om det modsatte,
hvad angår at forudsige specifikke begivenheder, nemlig at det snarere er et
lykketræf, når og hvis en forudsigelse eller spådom er gået i opfyldelse. Der
synes dog alligevel at være mange, som under tilsidesættelse af kendsgerninger
gerne vil tro på det såkaldt overnaturlige, herunder på spådomme og
forudsigelser.
Men der findes dog også kvalificerede
kritikere af det at tro, at nogen er i stand til at kunne spå eller forudsige,
og en af de mere spøjse af slagsen var vores egen lune humorist Storm P., som
udtrykte sin skepsis på denne korte og fyndige måde: ”Det er svært at spå –
især om fremtiden!”. Der findes dog
også seriøse kritikere af den formentlige ret beset naive tro på spådomme og
forudsigelser. En af den ældre tids kendte kritikere heraf, er den franske
astronom og forfatter Camille Flammarion (1842-1925), som i 1894 udgav
bogen Le Fin du Monde, udgivet på dansk året efter med titlen Spådomme
om verdens undergang og genudgivet på dansk i 1910 og igen 1973. Flammarion
var også interesseret i spiritisme og reinkarnation, men på baggrund af sin
videnskabelige tilgang til emnet mente han det var absolut påkrævet, at man
altid og ufravigeligt burde benytte den videnskabelige metode til undersøgelsen
af de nævnte fænomener. Herom skriver han følgende i og for sig selvindlysende
ord:
(Citat) Det er udelukkende gennem den
videnskabelige metode, at vi kan gøre fremskridt i vor søgen efter sandhed.
Religiøs tro må ikke indtage pladsen som uvildig analyse. Vi må konstant være
på vagt overfor illusioner. (Citat slut) (1)
I bogen ”Spådomme om verdens undergang”
gennemgår Flammarion både den før-kristne og den kristne eskatologi og
apokalypse, som munder ud i ”Dommedagen” og de dermed forbundne forestillinger
om enten den nært forestående eller senere forventede undergang af vores
verden. Han påpeger årsagerne og baggrunden for den frygt for ulykke og
undergang, der har naget og plaget menneskeheden siden tidernes morgen, men
også, at undergangsprofetierne rent faktisk aldrig har vist sig at holde stik,
i hvert fald ikke i den form, hvori profetierne forestillede sig undergangen.
Den kristne eskatologi og apokalypse er som bekendt præget af ”Johannes’
Åbenbaring” i Ny Testamente, men Flammarion er af den opfattelse, at denne
kræver en uvildig revision, idet synerne i åbenbaringen hverken kan, skal eller
bør tolkes bogstaveligt. Herom siger han blandt andet følgende:
(Citat) Den kristne tradition om verdens undergang holdt sig i live
fra år til år, fra århundrede til århundrede, til trods for alle de skuffelser,
naturens sikre gang forvoldte den. Enhver lokal katastrofe – et jordskælv, en
epidemi, hungersnød, oversvømmelse, - og ethvert uventet fænomen – formørkelse,
kometer, uvejr, en pludselig dunkelhed, hvirvelstorme – betragtedes som et af
de tegn, der skulle varsle den sidste store omvæltning. De kristne skælvede som
espens løv for vinden i den stadige forventning om dommedags komme, og
præsterne havde let ved at vedligeholde denne mystiske frygt i alle de bange
sjæle.
Men slægt efter slægt vandrede heden, og
efterkommerne tog Jorden i arv; man måtte finde en ny tidsfrist for
verdenshistoriens udløb. Så var det, at skriftudlæggerne fæstede blikket på år
1000 og satte dette år som den yderste grænse. Der opstod adskillige
”tusindårs”-sekter, chiliastre, som troede, at Kristus skulle herske på Jorden
med sine hellige i tusinde år før dommens dag. […] (Citat slut) (2)
Efter at have gennemgået en del af de
faktiske naturkatastrofer i form af blandt andet jordskælv og voldsomme
oversvømmelser, som der er forekommet ikke så helt få af i fortiden, drager
Flammarion følgende konklusion på sin bog:
(Citat) Jordklodens historie ville kunne
byde os et anseligt antal lignende dramaer, partielle omvæltninger, der virker
og opfattes som trusler om den sidste store tilintetgørelse. Det er rimeligt,
at vi dvælede et øje blik ved disse store fænomener og ved erindringen om troen
på verdens undergang, der har holdt sig gennem alle tider, dog med de
modifikationer, som menneskenes fremskridt i kundskab medfører. Denne tro er nu
til dels forsvundet. De mystiske forestillinger og skikkelser fra legendernes
verden, der opfyldte vore forfædres fantasi, og hvoraf man genfinder så mange
mærkelige fremstillinger på portalerne til vore skønne domkirker og i de
skulpturer og malerier, den kristne tradition har inspireret, - hele denne
teologiske opfattelse af Jordens sidste dag har veget pladsen for det
videnskabelige studium af de forhold, der betinger vort solsystems varighed.
Den geocentriske og antropocentriske verdensanskuelse, der opfattede
jordmennesket som skabningens midtpunkt og mål, har lidt efter lidt omdannet
sig og er sluttelig forsvundet. Thi vi ved nu alle, at vor ubetydelige, lille
klode kun er en ø i det uendelige rum; at menneskehedens historie hidtil kun
har været sammensat af rene, skære illusioner, og at menneskets værd beror på
dets intellektuelle og moralske standpunkt. Er det ikke menneskeåndens højeste
mål og bestemmelse at nå til sikker kundskab om tingene, at udforske sandheden?
I løbet af det nittende århundrede har
mere eller mindre oprigtige ulykkesprofeter fem og tyve gange bebudet verdens
undergang ifølge kabbalistiske beregninger, der savner ethvert alvorligt
grundlag. Sådanne spådomme vil vedblive at fremkomme, så længe menneskeheden
eksisterer. (Citat slut) (3)
(Citat) Denne verdens
ende vil forekomme uden støj,
uden revolution, uden voldsomme omvæltninger. Ligesom et træ taber bladene
for efterårsvinden, sådan vil moder jord
efterhånden falde og omkomme med alle
sine børn, og i denne evige vinter, som hun fra
da af vil være indhyllet i, kan hun ikke længere håbe
på enten en ny sol eller et nyt forår. Jorden vil
rense sig selv for historien om sine verdener. De millioner
eller milliarder af århundreder, Jorden har oplevet, vil være som
en dag. Det vil kun være en helt ubetydelig
detalje i hele universet.
Jorden er kun et usynligt punkt blandt alle stjernerne, fordi, på denne afstand, er den tabt gennem
sin uendelige lidenhed i nærheden af solen, som
i sig selv også kun er en lille stjerne. I fremtiden, når slutningen
af tingene kommer
for denne jord, vil begivenheden passere helt upåagtet i universet. Stjernerne vil fortsætte med at skinne, også efter ophøret af vores sol, idet de allerede skinnede
før vores eksistens. Når der ikke længere vil være en eneste bekymring på
jorden at overveje, vil de himmelske konstellationer herske igen,
sådan som de herskede før fremkomsten af mennesket på
denne lille klump. Der er stjerner, hvis lys skinnede nogle millioner af år før vi ankom
... de lysende
stråler, vi faktisk ser, forlod
disse stjerner, før det tidspunkt, hvor mennesket viste
sig på jorden. Universet
er så enormt, at det
ser uforanderligt ud, og varigheden
af en planet, som
jorden, er kun et kapitel,
ja, mindre end det, en sætning, endnu mindre, kun et
ord af universets historie.
(Citat slut) (4)
Umiddelbart ser det for mig ud til, at
Martinus i princippet ligger på linje med Flammarion, hvad angår opfattelsen af
ulykkesprofetier og dommedags-visioner. For det første tolker Martinus ikke den
kristne eskatologi og apokalypse bogstaveligt, som om der skulle være tale om
en forudsigelse af præcise historiske begivenheder i en eller anden nærmere
eller fjernere fremtid. Han tolker derimod de kristne dommedags-visioner som
symbolske udtryk for begivenheder, der i princippet vil finde sted på visse
tidspunkter i menneskehedens historie. For det andet er han enig i, at det er
menneskenes eksistentielle frygt, der fremkalder eller fostrer og udmaler sig
en usikker og nærmest katastrofal fremtid. I vor mere eller mindre
sekulariserede tid næres sådanne skrækvisioner ikke længere af præster og
teologer, men af såkaldt videnskabelige og sagkyndige eksperter, godt hjulpet
og støttet af de altid sensationshungrende og parate medier, herunder både de
trykte og måske især af fjernsynet og de øvrige elektroniske medier. Via disse
medier har de dystre fremtidsvisioner fået en større og forstærket udbredelse,
som hænger sammen med, at folk i almindelighed tror, at den verden, der f.eks.
præsenteres af og i nyhedsmedierne, er et stort set ufejlbarligt udtryk for
virkelighedens verden. (5)
Som bekendt for kendere af Martinus’
kosmologi, så forudsiger han faktisk oprettelsen af et internationalt
verdensrige, hvis fuldbyrdelse han betegner som ”Det rigtige menneskerige på
Jorden”. Denne etableringsproces vil i henhold til Martinus komme til at vare
omkring 3000 år regnet fra 1900-tallet, hvilket mere præcist må betyde, at det
nævnte rige vil være etableret på de jordiske kontinenter omkring det 4. eller
5. årtusinde. Imidlertid bør man ikke lægge speciel vægt på det mere eller
mindre præcise årstal, for i og med Martinus’ forudsigelse af det
internationale verdensriges oprettelse på Jorden, er der i virkeligheden tale
om en generel forudsigelse af udviklingen og forløbet af de tendenser, som
ifølge ham selv så småt begyndte i 1900-tallet. Forudsigelsen sker nemlig på
baggrund af det universale eller kosmiske verdensbillede, Martinus har tegnet
indenfor rammerne af sin kosmologi, som i øvrigt udmærker sig ved sine grundige
analyser af tilværelsens basale faktorer, principper, lovmæssigheder og
åndelige og fysiske kræfter og energier. (6)
Som sagt, så var Martinus ikke så naiv at
tro og mene, at skabelsen af internationalt eller overnationalt samarbejde og
dermed skabelsen af forudsætningerne for den varige fred, var eller er så enkle
og ligetil, som mange og ikke mindst en del politikere har troet og ment i
tidens løb. Man glemte eller overså i almindelighed, at der var og er en faktor
i spillet, som ikke så let lader sig forandre, nemlig den såkaldt ’dyriske’
side af menneskets bevidsthed. Men netop dette forhold havde Martinus i
tankerne, da han i 1938 indirekte forudsagde udbruddet af anden verdenskrig.
Det skete i og med bogen Logik, hvis førsteudgave udkom i 1938.
Forudsigelsen var dog ikke med præcis angivelse af årstal for krigens
begyndelse, omfang eller varighed. Der var og er derfor også i den forbindelse
tale om en generel forudsigelse på basis af de kosmiske visioner og analyser,
som Martinus havde og gjorde sig. Man kan desuden sige, at det sådan set ikke
var så svært at forudsige 2. verdenskrig, idet der allerede i 1938 var tale om
frygt for en ny storkrig, men som mange naivt anså for at være en ubegrundet og
overdreven frygt, hvorfor man mente krigen ville kunne undgås. Men for Martinus
tog situationen sig i 1938 ud som han blandt andet skildrer den i følgende
tekststykke i nævnte bog:
(Citat)
Og se, han, som hører mikrobens mindste suk og leder klodernes gang, glemmer ikke
sit skaberværk. Guddommelige sendebud har allerede med mellemrum ladet deres
røst høre på store dele af kloden. Deres kærligheds atmosfære har for længst
gennemboret den dyriske tåge, ført menneskeheden store strækninger fremad, opad
mod forløsningens lyse himmel. Og selv om krigsindustrien i dag har mere travlt
end nogen sinde, og selv om man aldrig har været i den grad optaget af at
forberede, om end ubevidst, sin egen lemlæstelse, det kommende Ragnarok, ja
selv om man aldrig nogen sinde i så høj grad har været besjælet af den
illusion, at verdensfreden, roen og harmonien, skabes med ødelæggelsesmidlernes
larmende kulmination, som netop nu, så er dette dog kun forberedelsen til
dyrerigets endeligt i den jordmenneskelige bevidsthedssfære. Dets sidste krampetrækninger
i nævnte zone vil blive uhyggelige, men er ikke desto mindre indledningen til
lysets kroning på Jorden. Guds ånd lyser direkte i form af en ny
kærlighedsbølge over Jorden og fører denne ind i en ny stor morals epoke, i
hvis bane ”døden” ikke kan være, ej heller ”skrig eller pine”, thi der går
fredens engel uhindret hen over verden. Og i dennes fodspor føres ”Guds Rige”
med ind over de jordiske kontinenter og have. Døden er død og livet lever.
Glæden er til huse i borg og hytte. Alt er ”Guds billede”. Og dette skaberværk
er kærlighed. (Citat slut) (8)
Den anden verdenskrig brød som
bekendt ud den 3. september 1939, da Nazi-Tyskland invaderede Polen, hvilket fik
England til at erklære Tyskland krig. I de følgende år udviklede krigen sig i
omfang og fik desuden et forløb og en karakter, som snart skulle give Martinus
ret i sin forudsigelse af, at følgerne af krigen ville blive uhyggelige, og
endda mere rædselsfulde end mange måske havde forestillet sig. For det første
skyldtes det tyskernes gruopvækkende behandling af jøderne og andre etniske
grupper, og for det andet både tyskernes og De Allieredes uhyrlige
luftbombardementer af civilbefolkningerne. Disse rædsler og fabelagtige
omkostninger i form af menneskelige lidelser og død, og de enorme materielle
ødelæggelser i de krigshærgede lande, i forening med Nazi-Tysklands totale
sammenbrud – og kort tid efter også japanernes kapitulation, - vakte på ny
fredsbestræbelserne til live. Og hvor Folkeforbundet havde måttet opgive, dér
fortsatte den nye organisation, som i 1945 dannedes under navnet De Forenede
Nationer (FN), bestræbelserne for internationalt eller overnationalt fredeligt
samarbejde og udvikling. Men, som vi nu i 2011 ved, med foreløbig begrænset
succes, for menneskenaturen fornægtede sig selvfølgelig ikke, og det gjorde og
gør problemerne og vanskelighederne derfor heller ikke. Kampen og opgøret
mellem menneskets dyriske og menneskelige bevidsthedsnaturer fortsatte og
fortsætter, og vil i henhold til Martinus gøre det i relativt lang tid endnu,
inden der er udsigt til en holdbar og varig fred og fordragelighed mellem
menneskene, for slet ikke at tale om næstekærlighed. Egoismen og
selvtilstrækkeligheden sidder naturligvis stadig ved magten og forhindrer den
afgørende udvikling i den retning, som mange gerne ønsker og vil, men som kun
de færreste for tiden har evne til at realisere. Dog, i henhold til Martinus er
det på trods af al dysterhed alt sammen ”indledningen til lysets kroning på
Jorden”.
Som forventet måtte Martinus’
forudsigelse om det kommende verdensriges etablering forståeligt nok give
anledning til adskillig undren, tvivl og debat indenfor kredse, der interesserede
sig for den tankeverden, Martinus har manifesteret i form af sit livsværk.
Debatten har i de senere år især været ført på websitet Martinus Forum, hvor
blandt andet spørgsmålet om, hvornår det rigtige menneskerige ville være
etableret her på jorden, har været til debat. Det var og er især Martinus’
'profeti' om, at det vil tage omkring 3000 år at etablere det rigtige
menneskeriges værdier og adfærdsnormer fuldstændigt her på Jorden, som
diskuteres. Det skal dog straks siges, at det også er forståeligt, at ikke alle
er klare over, at når alt kommer til alt, skal denne ’forudsigelse’ naturligvis
tages med et gran salt.
Tilfældet ville, at jeg den 19.
oktober 2011 på DR TV 1 så programmet Penge Magasinet, hvori omtaltes Verdens
Natur Fondens (WWF's) beregninger ang. energi- og ressourceforbruget, og hvor
konklusionen meget pædagogisk lød, at menneskeheden for tiden forbruger så
meget, at der skal godt og vel 3 jordkloder til, for i fremtiden at kunne
opfylde behovet. Vel at mærke, hvis vi altså fortsætter og måske endda øger
forbruget af naturressourcer. Konklusionen lød, at for at undgå katastrofen, må
og skal vi skære ned på forbruget! Altså en dommedags-vision i lighed med den,
som de såkaldte klima-eksperter og deres tro følgesvende for nogle få år siden
intenst og vedblivende truede os med.
Nu er jeg jo efterhånden blevet en gammel
rotte og som sådan skeptisk overfor prognoser, tal og statistikker. Nogle af de
interviewede i den nævnte tv-udsendelse talte godt nok om recycling, men stort
set forekommer det mig, at "dommedags-beregningerne" er udtryk for,
hvad jeg i en af mine artikler har betegnet som "lineær" tænkning,
nemlig i artiklen I begyndelsen var –
’noget’! – et essay om virkeligheden. Min personlige skepsis overfor
’dommedags-visioner’ har jeg blandt andet givet udtryk for under Artikler med emner vedr. klimadebat.
Det, som både debattørerne på Martinus
Forum og eksperterne (og især journalisterne) i TV - og i andre medier - efter
min ringe mening synes at glemme eller mangler at tage højde for i sammenhængen
- i øvrigt også i relation til klimaforandringerne - er, hvad jeg betegner som
"cirkulær" tænkning eller recycling. De såkaldte eksperter glemmer
eller overser - i reglen fordi de åbenbart ikke er vant til filosofisk tænkning
- især følgende vigtige livsprincipper som kredsløbs- og kontrastprincippet
i forening med sult- og mættelsesprincippet. De nævnte debattører overser,
at der er noget, der hedder "omvekslingens lovmæssighed", som
kort fortalt netop skyldes de ovenfor nævnte principper og består i, at
eksempelvis den ene kulturperiode afløser den anden. Renæssancen afløste
således den ældre livs- og verdensopfattelse, som blev subkultur, og
renæssancen fulgtes af modstykket skolastikken og blev selv subkultur, som igen
fulgtes af modsætningen oplysningstiden, der igen fulgtes af sin modsætning
romantikken, som atter fulgtes af modstykket naturalismen og realismen osv.
Udviklingen indenfor åndslivet foregår
med andre ord ikke kontinuerligt ad en fremadskridende lige linje, men former
sig som en slags zigzag-kurs, hvor man bevæger sig fra den ene yderlighed i
åndslivet til den anden. En stærk forkærlighed for og dyrkelse af det
forstandsmæssige og praktiske, som tilfældet var under rationalismen fra cirka
1750-1800, efterfulgtes af en forkærlighed for og dyrkelse af fantasi, følelse
og drøm, som tilfældet var under romantikken fra cirka 1800-1840, som igen
afløstes af en ny, jordbunden, intellektuel retning i form af naturalismen og
den dermed beslægtede realisme. Alle er åndsretninger, der har præget
forskellige perioder i kulturhistorien og som hver især har haft sine mere
eller mindre fremtrædende personligheder og fortalere, hvilket vi dog ikke skal
komme ind på ved denne lejlighed.
Som det fremgår af denne skitsemæssige
fremstilling, så er princippet dette, at en kultur vokser frem og giver på sin højde
anledning til 'fødslen' af sin egen modsætning, der så tiltager og gør den
tidligere dominerende kultur til subkultur, for ingen kultur forsvinder helt,
men enhver kultur efterlader sig spor, der fortsat lever og føres videre i form af
subkulturelle idéer, tanker og forestillinger, som stadig kan afgive en vis
inspiration til samfunds- og kulturlivet. Dette er jo netop udtryk for de ovenfor
nævnte princippers - ikke mindst sult- og mættelsesprincippets - virke i
menneskets bevidsthed. Det er selve drivkraften i udviklingen, som overordnet
set følger kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder.
Det ovenfor fremførte, er, så vidt jeg
kan bedømme ud fra mit kendskab til Martinus kosmologi, også, hvad han har
påpeget, omend han ikke decideret eller specifikt har peget på
"omvekslingens lovmæssigheder". Desuden bør man efter min opfattelse
se et fænomen, som f.eks "dommedag", som et led i det overordnede
spiralkredsløbsprincip og ikke kun som en 'isoleret' begivenhed, der vil være
grund til at lægge speciel vægt på. ”Dommedag” er jo når det kommer til stykket
’kun’ et angiveligt nødvendigt led i den proces, Martinus betegner som
”forberedelsen til dyrerigets endeligt i den jordmenneskelige
bevidsthedssfære”. Dertil en begivenhed, som har gentaget sig i alle
forudgående spiralkredsløbsafsnit i fortiden, og som i henhold til Martinus
også vil komme til at gentage sig i alle spiralkredsløbsafsnit i fremtiden.
Apropos recycling, så var det et
princip, der - tvunget af omstændighederne - fik stor udbredelse herhjemme
under krigen og besættelsen, hvor man i den opståede kritiske mangel på råvarer
iværksatte indsamlingskampagner. Der blev f.eks. indsamlet brugte metaller,
papir, klude mm., som derefter blev forarbejdet til genbrug. Men i
efterkrigstidens eufori glemte man de gode bestræbelser og lod forbruget og
forbrugskulturen komme i højsædet, og det er næppe kulmineret endnu. Dog, det
ser ud til, at man hist og her er ved at trække i "bremserne".
Her skal jeg kort præcisere min pointe i
og med det ovenstående. Nemlig den, at der med al sandsynlighed vil kunne
forventes tilbageslag af forskellig art i den igangværende udvikling frem mod
det rigtige menneskerige. Endda betydelige tilbageslag i form af eksempelvis
globalt økonomiske kriser - som vi allerede aktuelt ser tendenser til, og
muligvis også regionale krige, der vil kunne udvikle sig til såkaldte
verdenskrige. Martinus har godt nok 'forudsagt' en 3. verdenskrig her omkring
årtusindskiftet, og verdenssituationen taget i betragtning, kan man undre sig
over - og selvfølgelig også glæde sig over - at en sådan endnu ikke er brudt
ud. Men i øvrigt tror jeg man skal tage Martinus' forudsigelser med et stort
gran salt, for han var ikke spåmand og gav sig heller ikke ud for at være det.
Den tredje verdenskrig begyndende mellem Amerika og Kina, som han eksempelvis
så for sig i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne, forblev en
såkaldt "kold krig" mellem supermagterne Sovjet og Østblokken på den
ene side og Amerika og Vesteuropa på den anden side.
Men når det gælder den overordnede
forudsigelse i spørgsmålet om krigens – det vil sige alle kriges – endelige ophør og
den varige freds komme, er Martinus til gengæld på sikker grund i sine
betragtninger. Det fremgår ikke mindst af hans betragtninger i Livets Bog VII,
udgivet 1960, hvori han blandt andet beskriver krigen og dens kulmination i
dommedagsepoken, og hvorfra jeg skal tillade mig at citere følgende tekststykke:
(Citat) 24.57. Vi er her blevet kendt
med årsagen til den Dommedagstilstand, hele Jordens menneskehed befinder sig i.
Vi har set, at hele dette store samliv, som klodens menneskehed må leve i, er
absolut nødsaget til i dag at være, som det er, netop fordi det udgøres af
væsener fra mange forskellige udviklingstrin. Der er ingen magt på Jorden, der
er i stand til at ændre det. Den verdensfred, som menneskene, efterhånden som
de har oplevet krigen og mørket, er begyndt at længes efter, er således ikke et
spørgsmål om vilje eller magt. Hvis det blot drejede sig om vilje og magt,
kunne en virkelig fred imellem nationer og mand og mand imellem snart blive til
kendsgerning. Den største part af Jordens virkelige intellektuelle mennesker
ønsker ikke krigen, de vil alle meget gerne have fred. Når de ikke får den, er
det absolut ikke fordi, de ikke vil det, men de tror, de kan skabe den med
magt. Men med magt kan man absolut ikke tvinge den frem. Det har de mangfoldige
krige og de sidste store verdenskrige, det store krigsberedskab, nationerne
stadig holdes i, samt diktatur og magtudfoldelse gjort til urokkelig
kendsgerning.
24.58. Freden kan således absolut ikke opstå hverken ved magt eller
tortur. Den absolutte fred, menneske og menneske imellem og dermed nationerne
imellem, er således hverken et viljespørgsmål eller et magtspørgsmål. Det er
derimod udelukkende et udviklingsspørgsmål, der igen er det samme som et
mentalt kvalitetsspørgsmål. Freden er en særlig væremåde, der udgør væsenernes
selvfølgelige og naturlige daglige manifestation, når de er nået frem til en
særlig bestemt højde i udviklingen. Og kun væsener af denne højde i udviklingen
kan være sande fredens væsener. De udgør hver især mennesket i Guds billede
efter hans lignelse. Den virkelige og absolutte fred kan således kun præsteres
af det totalt fuldkomne eller færdige menneske. Det er altså væsener af denne
udviklingshøjde, der udgør det fuldkomne og i humanitet eller kærlighed helt
kulminerende menneskerige. Dette rige skal således afslutte menneskehedens
udviklingsepoke her på Jorden. I denne udviklingsepoke begynder reinkarnation
at ophøre, og væsenerne overgår totalt til den åndelige tilværelsesform, der
kulminerer i Visdomsriget i det kosmiske spiralkredsløb.(9) (Citat slut)
Forresten kommer debattørerne på
Martinus Forum også ind på betydningen af revolution eller revolutioner, men er
ikke helt enige i spørgsmålet. Personlig vil jeg mene, at revolutioner er af
det mindre gode, tænk bare på den store franske revolution, der endte i et
blodigt mareridt, eller den russiske revolution, som tilmed blev et endnu værre
rædselsherredømme af dimensioner. For slet ikke at tale om Maos
antiintellektuelle og antikulturelle kulturrevolution. At han så i
virkeligheden brugte kulturrevolutionen i sit personlige magtspil, gør kun det
hele værre. Men set i det store perspektiv spiller revolutioner naturligvis en
rolle i det store spil, formentlig som en slags ”alarmklokker”, der aktuelt
eller på sigt vækker til modstand og ønske om mere fredelige og humane
tilstande, og som derfor uundgåeligt sætter nye og modsatte tanker, ideer,
initiativer og aktiviteter igang. (10)
Men som kraftigt fremhævet af Martinus,
er det utvivlsomt grundlæggende en helt ny livsindstilling, der i virkeligheden
skal til, for at dreje menneskets bevidsthed i en mere human retning, og en
sådan indfører man - som mange tilsyneladende gerne vil mene og tro, nogle
politikere ikke mindst - ikke fra den ene dag til den anden, og måske heller
ikke fra det ene årti til det andet eller muligvis endog ikke fra det ene
århundrede til det andet. Nemlig fordi det basalt set er et spørgsmål om
menneskets etisk-moralske udvikling. Og selvom alt set i det store perspektiv bliver
godt tilsidst, så er der forbandet længe til tilsidst - og tilsidst afløses jo
i henhold til spiralkredsløbsprincippet af en stadig gentagen ny begyndelse i
livets og Guddommens evige fornyelse af sin og sine sanseorganers og
manifestationsredskabers, de levende væseners, livsoplevelse!
© Oktober 2011. Revideret
september 2013 Harry Rasmussen.
**************************
1
Camille Flammarion: "Death and Its
Mystery", 1921, 3 volumes. Translated by Latrobe Carroll (1923, T.
Fisher Unwin, Ltd. London: Adelphi Terrace.). Partial online version at Manifestations of the Dead in Spiritistic Experiments
2
Camille
Flammarion: Spådomme om verdens undergang, s. 11-12. – Vedr. ordet og
begrebet ”chiliaster”: Historisk set er den kristne premillennialisme
også blevet omtalt som "chiliasme" eller "Tusindårstanken".
Det teologiske udtryk "premillennialisme" kom ikke i almindelig brug før midten
af det 19. århundrede, den moderne periode, hvori premillennialisme blev genoplivet. Ordet chilianisme var næsten
udelukkende blevet benyttet af britiske og amerikanske protestanter og var foranlediget af deres tro på, at de
franske og amerikanske revolutioner
(den franske, især) var indeholdt
i bøger af Daniel
og i Johannes’ Åbenbaring.
3
Samme sted, s. 47-48.
4
Camille Flammarion, Le
Fin du Monde
(The End of the World). Det anførte citat ses ikke at fremgå af den
danske udgave af bogen.
5
Vedr.
Martinus’ opfattelse af begrebet ”Dommedag”, se artiklerne ”Dommedag!” I – om forskellige dommedagsvisioner gennem tiden, og ”Dommedag!” II – om Martinus’ opfattelse af ”Dommedag”. – I øvrigt kan jeg anbefale
læsning af følgende to af mine artikler: Om at finde sig i
kritik – om en kritisk anmeldelse, og I sandhedens interesse - om ungdomsoprør, månerejser og
hokus pokus.
6
LB
I, 4. kapitel: Et internationalt Verdensrige under skabelse”.
7
Se evt. LB I, 6. kapitel: Fra
dyr til menneske.
8
Logik,
58. kapitel.
9
LB VII, stk. 2457-8, 2583,
2643, 2658:25, 2658:39.
10
Se eksempelvis Småbog nr. 7:
Den længst levende afgud, 7. kapitel, og Småbog nr. 17c: Verdensreligion og
verdenspolitik, særlig kapitlet med samme overskrift.
©
Oktober 2011. Revideret september 2013 Harry Rasmussen.
*************************