Tro eller videnskab?
- basale og
afgørende spørgsmål
Martinus opfattede selv sin kosmologi som
en videnskab, en åndsvidenskab, som adskiller sig fra naturvidenskaben,
ved at være en videnskab om tilværelsens eller verdensaltets åndelige eller
spirituelle principper, lovmæssigheder, energier og kræfter. Denne
åndsvidenskab er altså en en-mands bedrift og foreligger i form af en
lang række såkaldte kosmiske analyser, som postuleres tilsammen at have løst
livets mysterium. Den åndsvidenskabelige forskningsmetode baserer sig
angiveligt på åbenbaring og intuitiv syntese, suppleret med intellektuel
analyse.
Som bekendt bedrives den naturvidenskabelige
forskning derimod af en lang række forskellige fagfolk, som hver på sin måde,
men med principielt samme metode, forsker i de fysiske fænomener,
lovmæssigheder, energier og kræfter, og uafladeligt verificerer eller
falsificerer hypoteser og teorier, og som derigennem har opnået enestående og
fantastiske resultater i form af en detaljeret viden om livet og verdensaltet.
Uden denne viden, ville menneskers liv have set helt anderledes ud, end det gør
i vore dage. Lad så være, at denne viden også kan misbruges og er blevet det.
Imidlertid er det store
spørgsmål her, om der eksisterer berøringspunkter mellem åndsvidenskaben,
specielt Martinus’ kosmologi, og naturvidenskaben og i så fald hvilke? -
I sin kosmologi postulerer og opererer Martinus med tre
såkaldte verdensimpulser: Den ældste verdensimpuls, som udgjorde det
inspirative grundlag for naturmenneskenes livs- og verdensopfattelse, og den
såkaldt gamle verdensimpuls, som lå og ligger til grund for den livs- og
verdensopfattelse eller de kulturer, som skyldes buddhismen, kristendommen og
islam; og sluttelig den tredje og sidste verdensimpuls, som Martinus betegner
med begrebet ”den ny verdensimpuls”, og som han dristigt postulerer, at
hans eget livsværk i form af det såkaldte ”Det Tredje Testamente”, herunder
blandt andet Livets Bog, er primær eksponent for. (1)
Det er ifølge Martinus hovedopgaven for den ny
verdensimpuls, at føre menneskene frem til selv at kunne gøre de iagttagelser og
erfaringer, der giver individet indsigt og visdom, så at det bliver i stand
til at få religiøs inspiration af dagliglivets foreteelser og begivenheder,
herunder af naturens liv. Derved bliver livet selv den store læremester, skole
og kirke for dén, der ikke længere kun kan få åndelig inspiration fra religiøse
autoriteter og hellige bøger, og som heller ikke kan affinde sig med
naturvidenskabens materialistiske og ateistiske livs- og verdensopfattelse.
Dermed indvarsler den ny verdensimpuls en helt ny verdensepoke, som primært vil
være præget af, at retten er blevet til magten, i modsætning til, hvad der var
tilfældet i den gamle verdensepoke, hvor magten var lig med retten.
Men inden udviklingen når så langt, befinder
menneskeheden sig altså i et spændingsfelt mellem de nævnte to verdensepoker,
eller som Martinus siger om det jordiske menneske: "Det er en såret
flygtning mellem to riger". Nemlig dels fordi mennesket ikke længere
helt tilhører dyreriget, hvor moralen lyder, at ”enhver er sig selv nærmest”,
og dels fordi det endnu ikke helt tilhører det rigtige menneskerige, hvor
moralen er, at ”enhver er sin næste nærmest”. Det er dette spændingsfelt, der
er udtrykt ved begreber som "de sidste tider" og "dommedag",
udtryk, som altså står for en ny verdensepokes forudgående fødselsveer, som
er forløbere og bebudere af "den store fødsel" til "kosmisk
bevidsthed" eller "Kristus-bevidsthed". (2)
Til
syvende og sidst er det hele i henhold til Martinus et spørgsmål om etisk og
moralsk udvikling, for det er ifølge ham den overordnede hensigt med menneskene
og menneskeheden, at disse og denne skal udvikle sig og opnå den højest
tænkelige moralske mentalitet og adfærd, den, som på enestående vis foreløbig
er eksemplificeret i og med Jesus Kristus, næstekærlighedens forkynder i både
teori og praksis. Det kostede ham livet, dog til dels selvvalgt, men dermed
demonstrerede han det livgivende princips sejr over det dræbende princip.
Det er ligeledes Martinus’ påstand, at ingen ydre instanser,
kræfter eller faktorer, herunder teoretisk undervisning, vil kunne ændre menneskets
etisk-moralske habitus. Det kan alene ske via personlig oplevelse og erfaring,
og ikke mindst gennem lidelseserfaring, for det er alene denne, der formår at
omforme et menneskes psyke radikalt. Derfor vil intet menneske i længden kunne
undsige eller unddrage sig for at tage opgøret mellem lysets og mørkets
kræfter, godheden og ondskaben, i sit eget indre, uanset den pris der må
betales for det. Alle vil på et tidspunkt blive konfronteret med selvopgøret,
og da dette gælder menneskeheden, gælder det også for jordkloden, som lige så
vel må tage dette selvopgør. Og det er netop det, der i henhold til Martinus
foregår for jordklodens vedkommende: den er nået til et etisk-moralsk
udviklingsstadium, hvor den nødvendigvis er i færd med at ville udrense sin
mentalitet og sin fysiske organisme for det dræbende princips vaner og
traditioner, som ikke hverken kan eller vil komme til at gå stille eller end
ikke ublodigt af, hvad vi som omtalt jo allerede har set adskillige eksempler
på. Det sidste skyldes de mennesker, der af mangel på erfaring og af uvidenhed
modarbejder de humane tiltag i samfunds- og kulturlivet, hvilket omskrevet vil
sige, at de nævnte hjerneceller (læs mennesker) eller grupper af hjerneceller
(læs grupper af mennesker) modarbejder de hjerneceller eller grupper af
hjerneceller, der er eksponenter for de ideer, tanker og forestillinger, der
baserer sig på og er eksponenter for det livgivende princip. (4)
Nu kunne en og anden skeptiker
eller tvivler komme her og indvende, om der overhovedet foreligger
videnskabeligt verificerbare beviser på, at Martinus’ postulater i form af hans
kosmologi er i overensstemmelse med den faktiske virkelighed? Eller sagt med
andre ord, om Martinus’ kosmologi eller lære er sand? Kan det f.eks. bevises,
at jeget er evigt og dermed udødeligt, at jeget besidder i hvert fald ét
sjæleligt legeme eller en sjælelig struktur, som viderefører jegets bevidsthed
efter det fysiske legemes død? Kan det følgelig bevises, at jeget og det
sjælelige legeme lever videre i en såkaldt åndelig verden, som hævdes
struktureret i form af forskellige tilværelsesplaner eller bevidsthedsniveauer?
Kan det desuden bevises, at jeget og dets sjælelige struktur efter at have
gennemlevet de nævnte tilværelsesplaner, forbinder sig med et nyt fysisk legeme
via den proces, der betegnes som reinkarnation, og dermed vender tilbage til et
fornyet engagement med den fysiske verden?
Disse spørgsmål tvinger os til primært at
forvisse os om, hvad der mere præcist skal forstås ved begrebet ”videnskabeligt
bevis”. Filosofisk defineres et bevis som konklusionen på ethvert holdbart,
deduktivt argument. Argumentets holdbarhed består i, at præmissernes sandhed
med logisk nødvendighed medfører konklusionens sandhed. Deduktive argumenter
består i at udlede et udsagn eller en dom fra andre udsagn eller domme i
overensstemmelse med logiske slutningsregler. De sidstnævnte består i, at en
slutning er logisk tilladelig, når resultatet af at benytte reglen er et
gyldigt argument. En slutning er, når man fra en eller flere påstande vil
slutte til en påstand, det samme som et argument, der som præmis har den eller
de påstande, der sluttes fra, og en konklusion er den påstand, hvortil der
sluttes. Slutninger kan inddeles i induktive og deduktive, og kan i lighed med
argumenter bedømmes som gyldige eller ugyldige, holdbare eller uholdbare.
Man kan med en vis ret hævde, at Martinus
synes at benytte sig af den logiske tænkemetode, som indenfor logikken betegnes
som ”cirkelbeviser”. Et cirkelbevis, er en cirkelslutning, hvor sandheden af
det, der skal bevises, altså konklusionen, allerede er forudsat i bevisets
udgangspunkt, hvilket vil sige i præmisset eller evt. præmisserne. Når Martinus
derfor via en række logiske analyser eksempelvis vil bevise reinkarnation som
en sandhed, så er reinkarnationen allerede forudsat som en realitet i hans
logiske argumenter. Det samme gælder også alle hans øvrige andre analyser og
argumenter. Men hvad siger Martinus selv om denne påstand? Jo, han hævder og
påviser, at intuitionen som erkendelsesevne betragtet rangerer over eller
højere end intellektets logiske tænkemetode. Det argument må man så tage til
efterretning og enten se det rigtige i eller stille sig skeptisk overfor.
Der findes for resten en form for
drilagtig logik, som når man f.eks. stiller spørgsmålet: ”Hvad kom først, hønen
eller ægget? – Spørgsmålet er drilagtigt, fordi hønen forudsætter ægget og
omvendt: Ingen høne uden et æg og ingen æg uden en høne. Den logiske tanke
eller det tænkende intellekt kan ikke umiddelbart løse dette tilsyneladende
uløselige spørgsmål eller problem. Men forklaringen ligger ifølge intuitionen i
en større eller dybere viden om de realiteter, der ligger til grund for både
hønen og ægget, nemlig evolutionen, som på basis af biologiske lovmæssigheder
har frembragt begge.
Der findes i øvrigt også en form for
logisk tænkning, som Martinus betegner som ”tankedril”, der kan være årsag til,
at man i sin tænkning havner i uoverstigelige og tilsyneladende uløselige
selvmodsigelser. Et tankedril er ifølge Martinus i sit princip en antagelse
eller opfattelse, som ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Som et
eksempel herpå anfører han, at det at mene, at fordi man ikke med sin vilje kan
undgå de evige love og principper, så har man ikke fri vilje. Dette er det en
illusion at tro eller mene, hævder Martinus, fordi realiteten er, at individet
kosmisk set har en fri vilje. Nemlig idet individet som et frit kosmisk væsen
har en mulighed for at kunne vælge, enten at efterleve eller overtræde de evige
love og principper. Men naturligvis med de konsekvenser dette i begge tilfælde
uundgåeligt medfører. (5)
Tvivlen er sandhedssøgerens
følgesvend i forsøget på at fatte, begribe og forstå livet, verden og tilværelsen.
Videbegærlighed er ophav til alle spørgsmål, mens tvivlen sammen med skepsis er
garantien for, at man ikke antager noget for givet eller sandt, før det er
bevist. Bevist er noget, når det er blevet bekræftet af erfaringen eller
virkeligheden. Her kommer tvivlen atter ind, for hvad er virkelighed?
Den helt grundlæggende tvivl må
være, om det er mennesket givet, at besidde evne til at kunne fatte, begribe og
forstå virkeligheden, hvad den så end måtte vise sig at være? – Man bør
indledningsvis nok gøre sig klart, at intellektet, tanken, fungerer diskursivt,
dvs. gennem logisk slutning fra led til led, og dualistisk, dvs. tænkning i
tilsyneladende uforenelige modsætninger. Endelig kan tanken også fungere
dialektisk, dvs. en tankegang som teoretisk og filosofisk set bevæger sig
gennem tre led: Tese, antitese og syntese.
Efter mange års studium og
bekendtskab med Martinus’ verdensbillede og med den bevægelse, der er opstået
omkring dette, er det min erfaring, at ret så mange mennesker forholder sig
troende og fundamentalistisk – og nogle ligefrem ”frelste” – til de kosmiske
analyser og facitter, der danner grundlaget for samme verdensbillede. Men tænk,
hvad der ville ske, hvis man overførte den samme holdning i forholdet til
naturvidenskaben, hvor ville vi så ende henne? -
Det er i hvert fald efter min
opfattelse vigtigt, at dyrke og bevare den frie tanke og meningsdannelse, og
dermed også retten til både det frie studium og ytringsfriheden, uanset hvilket
emne, det end drejer sig om, det være sig filosofisk, religiøst eller politisk.
Dette indebærer i sin konsekvens, at man bliver nødt til principielt at
modvirke de kræfter, der vil undertrykke åndsfriheden og dermed den frie tanke
og ytring. Det er faktisk denne indstilling, Martinus anbefaler studerende af
sine kosmiske analyser selv at indtage, også i forholdet til hans kosmiske
analyser og facitter.
Selv er jeg lidt af en tvivler, ikke for
tvivlens egen skyld, men fordi jeg lejlighedsvis føler mig usikker på, om det
jeg mener at vide, nu også er i utvetydig og uimodsigelig overensstemmelse med
det, der kan og skal forstås som sandhed eller virkelighed. Det kan vel i
øvrigt uden videre begrundelse fastslås, at begreberne virkelighed og sandhed
er identiske eller kongruente. Man kan i alt fald antage, at de er det –
formentlig uden at komme i konflikt med sandheden eller virkeligheden.
Lejlighedsvis kan jeg
eksempelvis godt komme i tvivl om, hvorvidt Martinus’ verdensbillede, hvor
forunderligt og logisk opbygget det end forekommer at være, nu også er i
utvetydig og uimodsigelig overensstemmelse med virkeligheden, altså om det er
et sandt udtryk for denne. Selv postulerer Martinus jo, at hans universale
eller såkaldte kosmiske analyser og disses samlede konklusion i form af et
storslået verdensbillede, er i overensstemmelse med i hvert fald en væsentlig
del af det, der kan og skal forstås som virkeligheden. Den virkelighed
postulerer Martinus at have fået adgang til oplevelsen af via sin veludviklede
intuition, en usædvanlig evne til umiddelbar oplevelse, anskuelse og erkendelse
af en større helhed og dybere sammenhæng i tilværelsens brogede mangfoldighed.
Men det må jo være og forblive
et postulat, dels at intuitionen giver adgang til den basale virkelighed, og
dels, at Martinus’ kosmiske analyser er fuldgyldige udtryk for denne
virkelighed, så længe man ikke selv besidder en duelig evne til – intuitivt og
intellektuelt - utvetydigt at opleve og erkende den virkelighed, der angiveligt
ligger til grund for det nævnte verdensbillede.
Min konklusion på de ovenfor fremførte
betragtninger, må foreløbig blive, at jeg ikke er eller kan være en
troende tilhænger af Martinus og hans livsværk, men derimod end så længe en
tvivlende, skeptisk og sandhedssøgende tilhænger. Men dog en tilhænger, som
nærer håbet om, at min personlige erkendelse med tiden vil fortælle mig, at
Martinus’ forunderlige og storslåede verdensbillede er et fuldgyldigt udtryk
for virkeligheden eller sandheden om livet, verden og tilværelsen. Den dag, det
sker, vil der blive stor og jublende glæde i det lille hjem. (6)
Selv har jeg især tænkt en hel del over Martinus'
analyser af skæbnelov og reinkarnation, som jo vitterligt indtil videre ikke
hverken vil kunne verificeres eller falsificeres. Der er tale om, at vi foreløbig
og i bedste fald må nøjes med at betragte disse begreber og fænomener som
hypoteser, altså som mulige og foreløbige antagelser, i hvert fald set fra mit
begrænsede mentale udsigtspunkt. Derimod kan jeg fuldt og helt tilslutte mig,
at i den kontekst, som udgøres af den serie omfattende kosmiske analyser og
facitter, der tilsammen udgør Martinus' verdensbillede, er begreber og
fænomener som skæbnelov og reinkarnation ikke alene uundgåelige, men absolut
nødvendige. Thi uden skæbnelov og reinkarnation, ville Martinus' forestillinger
om livet og verden være ugyldige og dermed falde bort.
Det helt basale og afgørende
spørgsmål må derfor være, om Martinus' fabelagtige verdensbillede er i
overensstemmelse med det, der faktisk kan og skal forstås ved begrebet
virkelighed og dermed også ved begrebet sandhed. Det har jeg ikke selv
nogen erfaring for og følgelig heller ingen viden om. Men jeg synes indtil
videre, at det er et overordentligt vidunderligt og kohærent billede af livet
og verden, Martinus fremmaner i og med sine kosmiske analyser og facitter.
Men bortset fra det, forventer jeg, at
der på et eller andet tidspunkt vil fremstå en kompetent og kvalificeret, ikke
kun indforstået, men kritisk gennemgang og analyse af Martinus'
verdensbillede. Rent personligt er der en del emner deri, som f.eks.
spørgsmålene om skæbnelovens og reinkarnationens realitet, jeg godt kunne tænke
mig kritisk analyseret af en eller evt. flere kompetente og kvalificerede, men
altså nødvendigvis 'udenforstående' (ikke uforstående) folk.
Det med skæbnelov og reinkarnation har
jeg følt mig provokeret af lige siden jeg som ganske ung lærte de idealistiske
klassiske indiske filosofier og buddhismen at kende. Problemerne blev i
stigende grad aktualiseret fra og med 1957, da jeg for alvor begyndte at
studere Martinus' forunderlige verdensbillede. Stort set alt i dette forekom
mig ligetil og umiddelbart forståeligt, men dette er jo ikke ensbetydende med,
at det også kunne siges at være et sandt og gyldigt billede af verden. Der
kunne jo teoretisk set også være tale om et pragtfuldt fantasibillede af
verden, præcis som man også ville kunne karakterisere det formidable billede af
verden, som f.eks. tegnes af det klassiske indiske filosofisystem Advaita
Vedanta. (7)
Men som sagt, jeg må indtil videre
afvente den ønskede kritiske gennemgang af eller afhandling om Martinus'
kosmiske analyser og livsfacitter. Med mine nu 84 år er det nok for sent for
mit vedkommende - medmindre jeg ville tro på reinkarnationens realitet! Det gør
jeg sådan set også, men desværre med et kritisk forbehold.
Det nævnte kritiske forbehold
gælder primært, at jeg ikke selv føler mig kvalificeret til at foretage en
kritisk analyse af Martinus’ verdensbillede. Men samtidig gælder mit kritiske
forbehold også, at jeg forbeholder mig friheden og retten til at mene, at en
kvalificeret gennemgang af nævnte verdensbillede ville være ønskelig. Netop
især, fordi det ’slører’ den kritiske vurderingsevne, at der findes et element
af ønsketænkning i ens egen opfattelse af f.eks. skæbnelov og reinkarnation.
For mon ikke de fleste om end ikke alle kunne ønske sig at leve evigt og altid
være sammen med sin kære familie, venner og bekendte? Men ønsketænkning er ikke
uden videre identisk med sandheden om de pågældende emner - og Martinus’
kosmiske analyser er jo heller ikke nødvendigvis et adækvat udtryk for absolut
sandhed/virkelighed. Jeg foretrækker altså indtil videre at opfatte de nævnte
kosmiske analyser som en inspirerende arbejdshypotese. (8)
Det siges, at når
man bliver gammel, så går man i barndom. Men selv om der måske nok er noget om
snakken, så må jeg sige, at min barndoms opfattelse af livet og verden var
noget enklere og mere ukompliceret end nu í min relativt høje alderdom. Dengang
var et træ et træ og en sø en sø, men med forstandens (relative) vækst med
alderen kunne både et træ og en sø også ses og forstås som et spil og samspil
af molekyler, atomer og elementarpartikler.
I barndommen var
spørgsmålene om verdens oprindelse og natur mentalt set lige så fjerne, som
tilfældet var og er med solen og planeterne. Men siden hen kom det til at stå
klart for én, at der fandtes forskellige opfattelser og meninger om alting, i
nogle tilfælde endog stærkt divergerende opfattelser. Samtidigt måtte man
indse, at de divergerende opfattelser og meninger skilte folk i enige og
uenige, i værste fald i venner og uvenner eller ligefrem fjender.
Derfor ville det
være fristende for mig, at vælge at vende tilbage til min barndoms enkle og
ligetil verden, omgivet som jeg var af planter, blomster, fugle og dyr, som i
hvert fald tilsyneladende ikke havde eller har nogen mening om verdens
oprindelse, natur og indretning. Men når jeg så erindrer mig Martinus’ vise ord
om menneskehedens opdeling i tre hovedkategorier: 1. de troende, 2. de
ikke-troende, og 3. de vidende, og sammenholder disse med den vise Buddhas
sande ord om erkendelse, så vil jeg alligevel foretrække at være den
forbeholdne tvivler og saglige kritiker. (9)
Tre hovedkategorier af erkendelse
En af
fortidens store visdomslærere var eksempelvis inderen Siddharta Gautama eller
Buddha, hvis indsigt i erkendelsesprocessen og erkendelsesteori næppe overgås
af nogen anden tænker eller filosof. Det skulle da lige være Martinus, idet hovedkonklusionen
på hans erkendelseslære i så høj grad er livs- og verdensbekræftende, at den
siger, at alt er såre godt. En konklusion, som bestemt ikke er identisk med
Buddhas i bund og grund livs- og verdensfornægtende opfattelse. Men et enkelt
eksempel på Buddhas i øvrigt dybe indsigt i erkendelsens forudsætninger,
rækkevidde og grænser, skal omtales her. Buddha havde en yndlingsdiscipel,
Ananda, som hans udtalelser og visdomsord ofte er rettet til. På et spørgsmål
fra Ananda om, hvordan det kan være, at mennesker ofte opfatter verden så vidt
forskelligt, svarer Buddha følgende (frit citeret):
"Jo, ser du, Ananda,
for den, der ikke har studeret, er træer træer, søer søer og bjerge bjerge. For
den, der har studeret en del, er træer ikke længer træer, søer ikke længer søer
og bjerge ikke længer bjerge. Men for den, der har studeret til bunds, er træer
atter træer, søer atter søer og bjerge atter bjerge."
Buddhas
skildring eller karakteristik af de tre forskellige grundopfattelser
(erkendelser) af virkeligheden, kan sammenlignes med henholdsvis den
naiv-realistiske opfattelse af verden, den naturvidenskabelige opfattelse af
samme, og endelig visdomslærens opfattelse eller virkelighedsindsigt. I
Martinus' Kosmologi forekommer der en omtrent tilsvarende opdeling i tre
erkendelses- eller trosmæssige hovedgrupper eller kategorier, nemlig 1) de
troende (= de, der ikke har studeret eller naiv-realismen), 2) de ikke-troende
(= de, der har studeret en del eller den naturvidenskabelige erkendelse), og
3) de vidende (= de, der har studeret til bunds, i betydningen de vise). Denne
opdeling af erkendelse i tre hovedkategorier, kan til dels sammenstilles med de
nedenfor nævnte tre kategorier af erkendelse.
Evnen til
at opfatte tilværelsen kan groft taget siges at omfatte tre kategorier eller
grader af erkendelse, som skematisk opstillet er følgende:
1. Den
emotionelle erkendelse
2. den
intellektuelle erkendelse
3.
den intuitive erkendelse. (10)
Her skal sluttelig pointeres, at
Martinus selv ikke var det mindste i tvivl om, at hans fremstilling af det
kosmiske verdensbillede i den form, som han så det som sin opgave at formidle
det, er i overensstemmelse med virkeligheden og dermed med sandheden, og at
hans kosmiske analyser derfor er i højeste grad troværdige. Dette har han bl.a.
givet udtryk for i sin forklaring til Symbol nr. 5 i Livets Bog I: ”Vejen mod
lyset”, hvori han giver et koncentreret overblik over, hvordan individernes
kosmiske rejse mod ”den store fødsel” og videre frem foregår. Herom siger han
til slut i sin forklaring til det nævnte symbol:
252. Da vi gennem specialanalyser og kapitler senere i Livets
Bog indgående skal belyse disse her berørte guddommelige emner og problemer,
kan vi ikke i indledningen uddybe disse mere. Men vi har nu fået et sådant
overblik over jordmenneskets udviklingszone, at vi er blevet fortrolige med, at
alle væsener her på jordkloden trods alt mørke, trods lidelse og smerte, trods
savn og nød befinder sig på ”en vej mod lyset”, og at alle væsener absolut uden
undtagelse skal møde den evige Fader og blive bevidst i sin evige tilværelse.
Vi har her i form af Indledningen til Livets Bog uddybet denne vej på en sådan
måde, at vi har givet sandhedssøgeren alt det materiale eller alle de
forkundskaber i hænde, der er nødvendig, for at han kan komme til erkendelse af
sin egen åndelige position og derved blive i stand til at rette sin bevidsthedskurs
ind til at være i harmoni med denne vejs forskellige detaljer og problemer,
således at han med glæde og frejdighed kan gå gennem samme vejs af ham endnu
ikke befarede strabadser og besværligheder, mørke- og lidelseszoner, og at han
ikke et eneste øjeblik må tabe sit guddommelige mål: ”Lyset” eller ”En
forklaret tilværelse” af sigte, men at strålen fra den ny guddommelige
verdensimpuls gennem Livets Bog herefter må være lysende på hans vej mod de
evige fakta.
Og det er i fuld harmoni hermed, at den ny
verdensimpuls’ analyser eller den guddommelige verdensplan manifesteret i
sammenhængende tankerækker og dermed synliggjort – ikke alene for følelsen, men
også for intelligensen og fornuften, gennem de efterfølgende kapitler bliver
overgivet til den alvorlig søgende læser. Og ”Den evige sandhed” bliver hermed
gjort åbenlys for verden, og livets facit i form af nærværende bog garanterer
sin egen identitet som absolut sandhed i kraft af sin natur som afslørende alle
begreber, alle forestillinger og alle kendsgerninger som værende i kontakt med
det guddommelige ord: ”Alt er såre godt”, og at Livets tale er en guddommelig
Faders røst, der overfor alle levende væsener koncentrerer sig i dette ene:
”Se, jeg er med jer alle dage, gennem alle tider, i alle ting i al evighed. (11)
© August 2013 Harry Rasmussen. Revideret november 2013 af
forfatteren.
****************
Noter og kilder:
1
Jf. Livets Bog I, Fortale.
2
Læs mere herom i artiklen 2.10. ”Dommedag!” II – om Martinus’ opfattelse af ”Dommedag”, eller benyt evt.
dette link: http://www.livetseventyr.dk/2-10Frame.htm
3
Se evt. 2. del af Harry
Rasmussen: JESUS – søn af mennesket. Forlaget Scientia Intuitiva 2012. – Vil
også kunne læses her på hjemmesiden under titlen: JESUS
menneskesønnen II eller via linket: http://www.livetseventyr.dk/INDEX
Bog 2.htm
4
Teksten er et citat fra min artikel nr. 4.31 ”Når
krisen kradser …”, som vil kunne læses på hjemmesiden http://www.livetseventyr.dk/
under rubrikken ”Aktuelle artikler vedr. Martinus’ kosmologi”. Ellers benyt
dette link: http://www.livetseventyr.dk/4-31Frame.htm
5
Jf. Politikens filosofi
leksikon, Bind 1, Politikens Forlag, Copenhagen 1983. – Vedr. ”tankedril”, se
Livets Bog VI, stk. 2274, 2276, 2278.
6
Citeret fra notitsen
01. Tvivl og
sandhed, som vil kunne læses i sin helhed på http://www.livetseventyr.dk/
under rubrikken Tanker
til eftertanke eller brug dette link: http://www.livetseventyr.dk/Tanker-til-eftertanke.htm.
Se evt. også artiklen 4.61. Hvad er sandhed? – Det store, fundamentale spørgsmål, kan
lettest findes via dette link: http://www.livetseventyr.dk/4-61Frame.htm
– I sit svar til Jan Michaelsen på Facebook 15.
oktober 2013 skriver Søren Hahn bl.a. følgende om forholdet mellem tro og viden
(vished) specielt i relation til Martinus’ kosmologi: ”Det er det store og centrale spørgsmål i kosmologien, som
jeg har brugt megen plads på både at tale og skrive om. Pointen er, at vi med
vores intelligens må opfatte det som en mere eller mindre lovende teori - og
med vores intuition (hvis vi har sådan en) som vished. De to synspunkter kan
opfattes som paradoksale, men forenes på bedste vis gennem det, Martinus kalder
en "analyse", hvor to facitter viser sig at være identiske. Det sker
gennem genkendelse af det første (visheden), når man har det sidste (teorien).
Men ud ad til kan de ikke forenes, dér må vi holde fast ved, at det er en
teori. Men på det indre plan er det en vished, der bakkes op af en teori, der
ligesom retfærdiggør følelsen af vished, så man ikke forledes til at opfatte
det som suggereret tro.”
7
Vedr. Vedanta-filosofien, se
f.eks. artiklen 4.28. Den
indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen, eller benyt dette
link: http://www.livetseventyr.dk/4-28Frame.htm
8
Vedr. min tvivl på skæbnelov og reinkarnation, se
f.eks. artiklerne 4.29. Hvorfor? – om skæbnens gru - eller benyt linket: http://www.livetseventyr.dk/4-29Frame.htm,
4.72. Skæbnens gru -
igen! – Skæbne eller tilfældighed? eller benyt linket: http://www.livetseventyr.dk/4-72Frame.htm,
4.75. Skæbnens gru –
i tilbageblik! - Skæbne eller tilfældighed? eller benyt linket: http://www.livetseventyr.dk/4-75Frame.htm
9
Vedr. de nævnte tre hovedkategorier af mennesker: Se f.eks. Livets Bog I,
stk. 91, 142, 247. – Se evt. også artiklen H1-35. Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier
eller benyt dette link: http://www.livetseventyr.dk/1-35Frame.htm
10
Citeret
fra artiklen H1-29. Tillæg. 5.
kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (IV) – eller benyt dette
link: http://www.livetseventyr.dk/1-29Frame.htm.
Vedr. Buddha-citatet: På trods
af årelange, ihærdige forsøg på at finde den trykte kilde til den buddhistiske
parabel om erkendelse, er det i skrivende stund (aug. 2013) desværre endnu ikke
lykkedes mig. Om dette citat gælder det, at det har prentet sig uudsletteligt i
min hukommelse lige fra jeg for omkring 65 år siden læste den citerede tekst
for første gang.
11
Livets Bog I, stk. 252. –
Symbolet ”Vejen mod lyset” findes også trykt i Det Evige Verdensbillede I, men
har dér fået nr. 4, og forklaringen til symbolet er ikke helt den samme som i
Livets Bog I, men er naturligvis i det
væsentlige i overensstemmelse med denne.
spil af molekyler, atomer
og elementarpartikler. © August 2013 Harry Rasmussen. Oktober og november 2013 Revideret
af forfatteren
****************