set i lyset af Martinus’ kosmologi
INDLEDNING
I løbet af de fire
foregående hovedafsnit skulle læseren forhåbentlig være blevet forsynet med den
nødvendige referenceramme i form af Martinus' kosmiske analyser, og med de
relevante oplysninger om H.C.Andersens personlige data og fatum, som skal danne
baggrund for omtalen af hans livsanskuelse og forfatterskab. Det sidstnævnte er
jo udsprunget af det førstnævnte, idet digterens personlighed, livsoplevelse og
livserfaring i udpræget grad manifesterer sig i Andersens forfatterskab.
Det er umiddelbart indlysende, at
H.C.Andersens livsanskuelse og forfatterskab selvfølgelig heller ikke svæver i
et abstrakt 'ingenmandsland', men i lighed med andre forfatteres værker i
betydeligt omfang har rødder i og hænger sammen med sin tids sociale og
kulturelle forudsætninger og vilkår. Bortset fra det universelle eller
almengyldige aspekt, er det en vigtig forudsætning for at forstå Andersens
livsanskuelse og forfatterskab, at sætte sig ind i og kende til den tids
kultur og samfundsliv, han levede under. Han var i flere henseender naturligt
nok et 'barn' af datidens åndelige strømninger og modstrømninger: af oplysningstidens
forstands- og fornuftdyrkelse, af dens tro på videnskabelige og teknologiske
fremskridt, og af romantikkens forherligelse af følelse, fantasi, myte og
livspoesi, og dens tanke om en levende organisk sammenhæng mellem alt i
kosmos. (1)
Derimod reagerede og vendte han sig
kraftigt imod den tiltagende reduktionisme, som var en følge af den
materialistiske livs- og verdensanskuelse, der for alvor begyndte at brede sig
i samfunds- og kulturlivet fra omkring midten af 1800-tallet, dels inspireret
af naturvidenskaben og dels af tyske radikale hegelianere og af filosoffer, som
i hvert fald selv mente, at de grundlagde deres filosofi på naturvidenskabelig
undersøgelsesmetode og erfaring.
Den klassiske naturvidenskabelige metode
hviler i alt væsentligt på to aksiomer eller grundsætninger: 1. objektivitetspostulatet
og 2. kausalitetspostulatet. Skellet mellem det subjektive og det
objektive ses som skellet mellem bevidstheden (eller det
bevidsthedsmæssige) og genstanden (eller det genstandsagtige).
Naturvidenskaben kan som klassisk beskrivelse af makroskopiske, dvs.
ikke-atomare, genstandes eller legemers bevægelser (funktioner) kun forholde
sig til disse som objektivt iagttagelige og målbare fænomener, som vel at
mærke må anses for at være uafhængige af bevidsthed og bevidsthedsmæssige
fænomener.
Kausalitetsaksiomet eller
årsagsvirkningssætningen postulerer, at et fænomen altid fremtræder som
virkningen af et umiddelbart forudgående fænomen, årsagen, samt at en bestemt
årsag altid medfører én og samme virkning. Sagt mere jævnt kan det udtrykkes
sådan: Alting har en årsag, og ingenting kan derfor opstå af sig selv, og en
virkning er altid principielt den samme og proportional med sin årsag, ligesom
den selv udgør en ny årsag.
Som
en følge af disse to aksiomer, objektivitetsaksiomet og kausalitetsaksiomet,
ser naturvidenskaben derfor en verden, som udelukkende består af objektive
fænomener, der primært udgøres af atomare kræfter eller energier. Disse sidste
udgør tilsammen den såkaldte materie eller stofmasse, hvoraf alt eksisterende
består, også de såkaldte bevidsthedsmæssige fænomener, instinkt, følelse,
intelligens, intuition og hukommelse, som blot er ledsagefænomener
(epifænomener) til de i materien virkende energier og kræfter. Den klassiske
naturvidenskab tolker derfor i det væsentlige tilværelsen som bestående af
kvantitative og dermed fysisk målbare fænomener.
Nyere naturvidenskab har
måttet erkende og konstatere, at de atomare fænomener, specielt
elementarpartiklerne, hverken kan beskrives på grundlag af
objektivitetspostulatet eller kausalitetspostulatet. Men denne situation har
stort set ikke ændret ved den klassiske opfattelse af livets materielle
grundlag. Den naturvidenskabelige livs- og verdensopfattelse er derfor i det
væsentlige fortsat materialistisk, aspiritualistisk og ateistisk i sin
grundholdning. (2)
Den filosofiske materialisme, som - i
principiel lighed med naturvidenskaben - tilstræber en rent fysisk-kemisk
forklaring af livsfænomenerne, herunder også af de sjælelige og åndelige
fænomener, var på Andersens tid ikke nogen ny filosofisk retning i Vestens
historie. Den materialistiske tankegang har rødder helt tilbage i oldtidens
Grækenland, hvor filosoffer som Leukippos og dennes elev og medarbejder
Demokritos udformede et afrundet materialistisk system, ifølge hvilket alt,
også bevidsthedslivet, kan tilbageføres på uendeligt små bevægelige massedele,
de såkaldte atomer, hvis indbyrdes kombinationer er ansvarlige for alt, hvad
der overhovedet eksisterer og kan tænkes at eksistere. Ifølge denne teori er
atomernes bevægelser og kombinationer vel at mærke styret af blind nødvendighed,
dvs. af såkaldt naturlige årsager med følgevirkninger. Materialismen afviser
med andre ord, at der kan være tale om en overordnet, guddommelig styring og
hensigtsmæssighed, herunder om mål og midler, sådan som f.eks. idealistiske
eller spiritualistiske filosoffer samt identitetslærens filosoffer hævder. (3)
Men udover filosofien og naturvidenskaben
øvede datidens øvrige åndelige strømninger, særlig inden for teatrets og
litteraturens verden, naturligvis også sin indflydelse på Andersens
bevidsthed og var med til at forme hans livs- og verdensopfattelse, hvilket
vi jo allerede har fået et vist indtryk af under gennemgangen af hans liv i
perioden 1805-1835 og 1836-1875. Han var desuden påvirket af sin tids sociale
og politiske forhold, hvor der endnu herskede store klasseforskelle og hvor
Danmark i første halvdel af århundredet blev regeret af det kongelige enevældes
embedsmandsstyre. Andersen var i sin barndom og ungdom personlig berørt af den
udbredte fattigdom i datidens kongerige, og igennem sit forfatterskab viste han
sin store sympati og medfølelse med samfundets økonomisk og socialt dårligst
stillede mennesker. Men socialistisk indstillet i egentlig og politisk
forstand var han ikke, dertil var han for individualistisk og for åndsaristokratisk
og humanistisk i sin livs- og verdensanskuelse. Først og sidst bekendte
Andersen sig dog til kristendommen, ikke til den dogmatiske kristne lære og de
dermed forbundne ritualer, men til Kristi lære om Guds alkærlighed, alvisdom og
almagt, om betingelsesløs kærlighed til næsten, og om sjælens udødelighed og
det evige liv.
Enhver, der kender blot et minimum til
Andersens liv, vil vide, at han helt fra sin barndom af var indstillet på at
bane sig vej op til samfundets kulturelle elite, et livsforløb og en skæbne,
som han dels har skildret i selvbiografierne og dels i nogle af sine romaner og
eventyr. De fleste vil formentlig vide, at eventyret Den grimme Ælling,
1843, er en symbolsk omskrivning af hans eget liv, som det havde formet sig fra
1805 til omkring det tidspunkt, hvor eventyret blev skrevet. At samme eventyr
også kan tolkes som udtryk for sjælens eller personlighedens inkarnation i den
fysiske materies verden, hvor den i begyndelsen har mistet erindringen om sin
egen guddommelige oprindelse og derfor i en periode tror sig identisk med det
fysiske legeme og følgelig med den fysiske materie, indtil lidelseserfaringer
efterhånden vækker dens længsel efter at vende tilbage til sit oprindelige
"hjem", er måske endnu knapt så velkendt for det almindelige
læsepublikum. Men det er jo netop især dette aspekt ved Andersens digtning, som
dette og de følgende afsnit på baggrund af Martinus' Kosmologi vil tage op til
nærmere undersøgelse.
Med denne foreløbige kortfattede omtale
af det kosmiske aspekt af eventyret Den grimme Ælling, kan vi passende
minde læseren om den himmelske lysverden eller det "Elysium", sjælen
engang i urtiden har forladt, og som findes omtalt i hjemmesidens Indledning
og i Intuition og personlighed.
Det blev samtidig oplyst, at denne "lys- og kærlighedsverden" ikke kun
fandtes engang i fortiden, men at den fortsat eksisterer i nutiden, men altså
så at sige på et andet plan, niveau eller bølgelængde end den fysiske verden.
Drager man en parallel eller analogi til det velkendte elektromagnetiske
spektrum, kan man sige, at "lys- og kærlighedsverdenen" frekvens-
eller bølgemæssigt set findes side om side med og til dels integreret i den
fysiske fire-dimensionale årsags-virkningsverden, nemlig i form af de riger,
vi igennem bekendtskabet med Martinus' Kosmologi har lært at kende under
fællesbetegnelsen "Guds primære bevidsthed". Denne bevidsthed omfatter,
som nu ligeledes bekendt, den åndelige del af "det rigtige menneskerige",
"visdomsriget", "den guddommelige verden" og
"salighedsriget". Men eftersom Guds ånd gennemstrømmer hele
verdensaltet, er denne naturligvis også permanent til stede eller nærværende i
form af ”Guds sekundære bevidsthed”, hvilket vil sige i mineralriget (som er
den fysiske del af ”salighedsriget”), planteriget, dyreriget og den fysiske del
af ”det rigtige menneskerige”. De åndelige verdener er desuden nærværende i
individets bevidsthed i form af instinkt, tyngdeenergi = dynamisk kraft,
følelse, intellekt, intuition og hukommelse (salighedsriget).
Det blev også gjort klart, at individets
oplevelser og erfaringer fra sin fortidige tilværelse i de nævnte riger, har
efterladt sig spor i dybet af dets bevidsthed, nemlig i form af en særlig
kategori af talentkerner, de såkaldte guldkopierindringer. Disse kan mennesket
på baggrund af visse udviklingsbestemte betingelser blive i stand til at
få glimtvis kontakt med, dels via sin hukommelse, når det gælder de personlige
guldkopi-erindringer, og dels via sin intuitionsevne, når det gælder de kollektive
guldkopierindringer. De sidstnævnte hidrører fra samtlige levende væseners
oplevelser og erfaringer, og findes oplagrede i den del af den guddommelige bevidsthed,
som Martinus betegner som "visdomsoceanet". (4)
Langt senere i udviklingen, når
polforvandlingen har medført en mere ligevægtig konstellation mellem individets
maskuline pol og feminine pol og mellem de to dertil hørende polorganer, det
emotionelle og det intellektuelle polorgan, vil individet efterhånden blive sat
i stand til at få stadig større og længerevarende "glimt" af dén
kosmiske idéverden, som guldkopimaterialet repræsenterer. Disse
"glimt", der i reglen er ledsaget af ren salighedsfølelse, vil til
sidst "smelte sammen", således at individet efterlades med den form
for højere bevidsthed, Martinus betegner som "kosmisk bevidsthed".
Denne højintellektuelle form for
bevidsthed, giver for det første individet en klar og utvetydig oplevelse af
dets egen udødelighed og principielle identitet med det guddommelige Noget,
samt dets funktion som et af dette Noget's kombinerede sanse- og manifestationsorganer.
For det andet sætter kosmisk bevidsthed individet i stand til ved selvsyn at
se verdensaltets bærende faktorer, principper og lovmæssigheder, og til at
forstå og opleve, at verdensaltet i virkeligheden er identisk med den evige,
alkærlige, alvise og almægtige Fader-Moder: Gud. Og for det tredie og sidste,
så lader kosmisk bevidsthed individet forstå, at de glimtvise oplevelser, det
tidligere havde af, at livet selv er det største eventyr, der eksisterer, det
er nu blevet til permanent og urokkelig virkelighed.
Som også tidligere nævnt, er det
utvivlsomt det, der svarer til de af Martinus definerede og beskrevne
guldkopi-erindringer, H.C.Andersen principielt hentyder til, når han om sine
inspirationer f.eks. siger: "Tit synes jeg det er erindringer,
vuggesange, fra en anden verden, der vågner i min sjæl, og som jeg må gentage."
(5)
Det er også
guldkopimaterialet, digteren indirekte henviser til, når han i Fodrejse
f.eks. skriver:
[...] Hvem ved om ikke alle de afdøde nu sidder og ser vort spil og når
vore roller er ude, vi også kommer hen imellem tilskuerne og ser efterkommerne
spille det gamle drama i nye kostumer. Da vil vi vist betragte alt med ganske
andre øjne, end nu, vi står på brædderne. Mange sorger og tårer bliver os da,
hvad nu barnets gråd over det sønderbrudte legetøj er for den ældre. Da ville
vi vist erindre jordelivets sorger, således, som vi nu husker vor barndoms; det
smertelige er glemt; de enkelte sorte punkter tjener kun til at sætte
baggrunden i et stærkere lys. (6)
Det var principielt det
samme, Andersen mente, da han mange år senere, mere præcist på sin 50 års
fødselsdag den 2.april 1855, skrev følgende slutning på Mit Livs Eventyr,
der samtidig også kan ses som udtryk for Andersens teodicé:
Mit livs eventyr indtil denne time ligger således nu oprullet for mig så
rigt, så smukt, så fortrøstende! - selv af ondt kom godt, af smerte kom glæde,
en tankedyb digtning, jeg kunne ikke digte den så. Jeg føler mig at være et
lykkens barn! så mange af min tids ædleste og bedste er komne mig kærligt og
åbent imøde, sjælden er min tillid til menneskene bleven skuffet! de bitre,
tunge dage havde også i sig spiren til velsignelse! hvad uret jeg troede at
lide, hver hånd, som greb tungt ind i min udvikling, bragte dog sit gode.
I vor fremskriden mod Gud fordunster det bitre og smertelige, det skønne
bliver tilbage, man ser det som regnbuen på den mørke sky. Menneskene dømme mig
mildt, som jeg i mit hjerte dømmer dem, og de ville det! et livs bekendelser
har for alle ædle og gode en magt af skriftemålets hellighed; trygt giver jeg
mig hen. Åbent og tillidsfuldt, som sad jeg blandt kære venner, har jeg fortalt
mit livs eventyr. (7)
Herefter skal vi gå over til at se nærmere på kilderne til Andersens
forfatterskab.
Vedr. H.C.Andersen-litteraturen: 3.00. Forkortelser
– om de i
artiklerne anvendte forkortelser af titler, navne mm.
Vedr. Martinus-litteraturen: 1-01.
Forkortelser
– om de i
artiklerne anvendte forkortelser af titler, navne mm.
1 Vedr. de kulturelle og
samfundsmæssige forhold på H.C.Andersens tid, se 6. Hovedafsnit.
2
Vedr.
det forhold, at den naturvidenskabelige livs- og
verdensopfattelse i det væsentlige fortsat er materialistisk, aspiritualistisk
og ateistisk i sin grundholdning, se f.eks. Artikler med emner vedr.
hjernedebat, evt. suppleret med artiklen Videnskab på omveje.
Martinus udtrykker i øvrigt det materialistisk og ateistisk indstillede
menneskes bevidsthed som præget af
”kosmisk bevidstløshed”, hvilket forenklet sagt vil sige, præget af en
situation, hvori individet kun er i stand til at sanse og opleve inden for en
”lavpsykisk sansehorisont”. Denne situation er på en måde principielt analog
med barnets situation, idet dette jo ikke er i stand til at orientere sig i
livet med det voksne menneskes erfaringer, hvorfor der er omtrent frit
spillerum for fantasifulde og mere eller mindre illusoriske forestillinger om
årsager og virkninger. Kosmisk set er det principielt den situation, nutidens
naturvidenskab befinder sig i, nemlig primært i og med dens reduktionisme.
Martinus betegner også denne situation i menneskehedens mentale
udviklingshistorie som ”den kosmiske død” og ateistisk og materialistisk
indstillede mennesker som ”kosmisk døde” eller ”kosmiske lig”. Heri ligger
ingen nedvurdering eller degradering af de pågældende mennesker fra Martinus’
side, men blot en nøgtern konstatering af, hvordan situationen tager sig ud set
fra den ”kosmiske bevidstheds” eller ”den højpsykiske sansehorisonts” stade. Se
f.eks. artiklerne 3.30. ”Den kosmiske død” - eller ”kosmisk bevidstløshed” og
3.31. Det
falske perspektiv - den fysiske organisme som falsk centrum.
3
Vedr. de filosofiske strømninger
op gennem tiden, se f.eks. artiklen Spiritualismens historie – en
gennemgang af spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi.
4
Se evt. afsnittet Talentkerneprincippet.
5
R&R
I, s. 253.
6
Fodreise,
s. 20.
7
MLE II, s. 159-60.
© Harry Rasmussen.
H.C.Andersens
forfatterskab (1. del)
Som tilfældet er med andre
originale forfattere, så er de direkte kilder til de pågældendes
forfatterskaber i hovedsagen egne iagttagelser, oplevelser, erfaringer og
erindringer. Men det er en forfatters udviklingsbestemte åndelige habitus, der
i første instans afgør, om forfatterskabet overvejende bliver poetisk eller
prosaisk i sin udtryksmåde – eller eventuelt en blanding af begge dele.
H.C.Andersens forfatterskab er i vid
udstrækning udtryk for en kombination af poesi og prosa, hvorfor det lidt
selvmodsigende kan karakteriseres som "poetisk prosa". Begrebet
poesi skal her forstås som lyrisk, det vil sige følelsesladet, opløftende og
livsbekræftende, eller elegisk, hvilket vil sige klagende, sørgelig, rørende,
blidt vemodig. Begge dele, det poetiske og det elegiske, finder man i
adskillige af Andersens digte og i en del af hans eventyr og historier, i
enkelte af hans tragedier, særlig i Agnete og Havmanden, 1833, og i
romanen Kun en Spillemand, 1837. I nogle af hans tidligste ungdomsdigte
findes der en elegisk klagende og selvmedlidende tone, som han senere selv tog
en vis afstand fra og ironiserede over, sådan som det sker i en del af hans
prosadigte og i romanen Fodrejse, 1829.
Begrebet prosa skal her
forstås som den opfattelse og beskrivelse, der er seriøs, saglig,
hverdagsagtig eller humoristisk, satirisk, en genre, som hvad det førstnævnte
angår, det seriøse, saglige og det i en vis forstand hverdagsagtige, især kan
ses af hans rejsebeskrivelser. Hvad det sidstnævnte angår, humoren og satiren,
så mestrede Andersen i helt original og speciel grad denne genre. Det kan i
særdeleshed ses af mange af hans eventyr og historier, og til en vis grad
også af hans romaner, vaudeviller og skuespil.
Men at Andersen også i
et vist omfang havde adgang til kontakt med både sit personlige og det
kollektive arsenal af guldkopierindringer, derom vidner dels hans egne
udtalelser, jf. bl.a. med det i omstående indledning anførte citat, og dels med
det fond af umiskendelige kosmiske ideer, tanker og forestillinger, som hans
forfatterskab er så rigt på. I henhold til Martinus' Kosmologi er
intuitionsevnen den eneste af individets seks bevidsthedsevner: instinkt,
tyngdeenergi, følelse, intelligens, intuition og hukommelse, der er i stand
til at give individet en bevidst og viljestyret adgang til kontakt med de
kollektive guldkopier, som findes oplagrede i den lokalitet af Guddommens
bevidsthed, der betegnes som "visdomsoceanet". Det indikerer derfor,
at Andersen havde en veludviklet intuitionsevne, som i hans bedste øjeblikke
satte ham i stand til umiddelbar anskuen af den kosmiske virkelighed og af de
deraf afledte ideer, tanker og forestillinger.
Det kan i denne forbindelse være nyttigt at
gøre sig bekendt med, hvad Martinus særlig har at sige om forfattere og kunstnere
i relation til intuitionsevnen. Han peger bl.a. på, at planteverdenen i særlig
grad udgør en kilde til glæde og behagsfornemmelse, og det skyldes ikke
mindst, at den udtrykker et genskær af atmosfæren fra lysere og renere regioner
end den robuste og dødbringende materielle Verden. Med dette gennem planteriget
reflekterede salighedslys bliver en i individet eksisterende ubevidst eller
døende tendens til erindring om en lysverden, det engang har forladt, atter
vakt og givet fornyet kraft og styrke, som stimulerer individets længsel efter
at vende tilbage til lysets riger. Og Martinus tillægger: " I enhver
frisk blomst eksisterer kontrasten til vinterens kulde. Sålænge der findes en
blomst, kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud." (1)
Dette citat kan suppleres
med følgende lidt længere citat, idet det dog samtidig kraftigt skal pointeres,
at citatet egentlig bør læses i den større sammenhæng, hvori det indgår i 6.
kapitel af Livets Bog:
199. Hos ethvert
jordmenneske, der er så langt fremme i udviklingen, at det har enkelte
øjeblikke, hvor det er udrenset for lavere energier, hvilket i dette tilfælde
vil sige øjeblikke, hvor det gennemstrømmes af ren kærlighedsenergi, og det
derved befinder sig i ren og høj åndelig ekstase, der igen er det samme som
inspirationstilstand, kan intuitionsfunktionen finde sted. Individet oplever da
uden nogen som helst bevidst forudgående analysering eller definition i sådanne
øjeblikke en pludselig opståen eller fremkomst af nye åndsoplevelser eller
tankebilleder i dets bevidsthed. Sådanne pludseligt gennem glæde eller ekstase
opståede nye og færdige tankebilleder kalder vi "intuitioner".
Intuitioner er således identiske med symptomer på eller resultater af den i
form af samarbejdet mellem følelses-, intelligens- og intuitionslegemsfosteret
udløste åndsfunktion i individets underbevidsthed.
200. Hos
forfattere eller kunstnere, hvilket igen vil sige væsener, der arbejder meget
med højere følelses- og intelligenserindringer, kan intuitionsevnen komme til
udløsning i sådanne øjeblikke, hvor deres bevidsthed strejfer erindringer af
ren kærlighedsmaterie, og de samme væsener derved kommer i ekstase eller
inspirationstilstand. Når intuitionsevnen således et øjeblik kommer til
udbrud hos en forfatter eller kunstner, kommer der i form af lynsnare glimt nyt
idémateriale til et digt, skuespil, eventyr eller andre former for
kunstmanifestationer frem til hans bevidste tankeverden i organiseret eller
færdigbygget form. Et sådant væsen bliver derved i sin manifestation
principielt forskelligt fra væsenet uden intuition, idet dette jo må opbygge
sit materiale i kraft af intelligenslegemet alene.
201. Da intuitionsfunktionen sætter individet i stand til at udnytte
erindringsmateriale, der forlængst er udgået af dets dagsbevidsthed, hvilket
vil sige forlængst glemt af samme individ, medens intelligensfunktionen kun
sætter individet i stand til at udnytte det af sit eget erindringsmateriale,
der endnu er fremme i dets dagsbevidsthed, bliver førstnævnte funktions
resultater således udtryk for et langt større horisontområde end
intelligensfunktionen og som før nævnt udgørende den absolutte basis for
genialiteten i enhver form for højere åndsmanifestation eller skabelse. (2)
Det er i denne sammenhæng især interessant
at kunne konstatere, at H.C.Andersen også benytter naturen, og herunder især
planteverdenen, i sin argumentation for en højere verdens eksistens. Det turde
bl.a. fremgå af følgende citater fra essayet Tro og Videnskab (Prædiken i
Naturen), 1851, hvori han under stærk inspiration af sin faderlige ven,
fysikeren og filosoffen H.C.Ørsted, søger at overbevise en oprigtigt troende
kristen om, at "Menneskets herligste tanke: Udødelighed" ikke
kun fremgår af Bibelen, men også af naturens og verdensaltets vidnesbyrd. Den
troende føler sig dog roligere og tryggere i sin barnetro, og indvender derfor:
”Denne
forudvidenhed, denne forstandssammensætning i alt, det ene leds griben ind i
det andet, fra evighed til evighed, river en støtte fra mig, min tillid til
bønnen, den, som er vingerne til min Gud! løsnes de, da falder jeg afmægtig i
støvet, uden trøst og håb. Vel bøjer jeg mig for kundskabens lys, stort og herligt,
men jeg synes deri er en menneske-hovmod, at ville være kloge som Gud.
"Det skulle I blive!" sagde Slangen til menneskene, da den ville
forføre dem til at æde af Kundskabens Træ. Gennem min forstand må jeg erkende
sandheden af, hvad astronomen lærer og beviser; jeg ser den forunderlige,
uendelige Guds forstand i verdens hele bygning, i det små og i det store, hvor
det slutter sig til hinanden, griber ind i hinanden, til en uendelig harmonisk
helhed, - og jeg skælver i min højeste nød og sorg, hvad kan min bøn forandre,
der hvor alt er love fra evighed til evighed."
Hertil svarer Andersen med
overbevisningens kraft:
Du skælver, idet du
ser Almagten, der åbenbarer sig i alkærligheden, det væsen, hvor, efter
menneske-udtryk - forstand og hjerte er eet; du skælver, idet du ved, at han
har kåret dig til udødelighed.
Den troende svarer med henvisning til sin tillid til den hellige
bog:
Jeg ved det i
troen, i Bibelens hellige, evige ord. Videnskaben lægger sig som en sten over
min grav, men min tro er det, som sprænger den.
Til dette har Andersen bl.a. følgende at
indvende:
Det er ikke så! den
mindste blomst prædiker fra sin grønne stilk, i videnskabens navn: Udødelighed,
hør den! også det skønne fører beviset for udødelighed, og med den forvisning
fra tro og videnskab vil den udødelige ikke skælve i sin højeste nød, bønnens
vinger vil ikke løsnes, du vil tro, på kærlighedens evige love, som du
tror på forstandens love.
Når barnet river blomster af marken og bringer os den hele
håndfuld, hvor een sidder op, een ned, kastede mellem hverandre, da er det i
hver enkelt vi ser skønheden, denne harmoni i farver og former, som gør vort
øje så vel. Instinktmæssigt ordner vi, og hver enkelt blomst smelter sammen i
en skønheds helhed, så at vi ikke ser på den, men på den hele buket.
Opfattelsen af skønheds-harmonien er et instinkt i os, den ligger i vort øje og
i vort øre, disse broer mellem vor sjæl og det skabte om os. I alle vore sanser
er en sådan guddommelig gennemstrømning i vort hele væsen, en stræben efter det
harmoniske, som det viser sig i alt det skabte, selv i luftens pulseslag,
synliggjorte i klangfigurer.
Herefter fortsætter Andersen sin
argumentation med at fremhæve, at Bibelens udtryk: "Gud i ånd og
sandhed" er et andet udtryk for den erkendelse, vi kalder "følelsen
af det skønne":
- "og ligesom vor egen sjæl lyser ud af øjet og i den fine bevægelse
omkring vor mund, således lyser, i det skabte, billedet frem af Gud i ånd og
sandhed. Der er harmoni-skønhed fra det mindste blad og blomst, til den store,
fyldige buket, fra vor Jord selv, til de talløse kloder i himmelrummet; så vidt
som øjet ser, så langt videnskaben når, er alt - småt og stort - skønhed ved
harmonien.
Imidlertid, siger han
videre, kunne det for den umiddelbare og uindviede betragtning se ud, som om
mennesket, hvorom det tilmed hedder "skabt i Guds billede", ikke er
underlagt den lovmæssighed, der sikrer skønhedsharmonien i det skabte.
Menneskene er således født med vidt forskellige evner, hvoraf nogle har store
og nærmest geniale evner, mens andre kun har ringe eller næsten ingen specielle
evner. Det samme gælder livsvilkår, hvor nogle fødes ind i socialt
højtplacerede familier, hvorimod andre fødes under meget fattige og trange
forhold. Nogle fødes til velskabthed og sundhed, andre til vanførhed og sygdom:
Menneskelivet, det
højeste her på Jorden, kom altså ikke under harmoniens skønhedslove! det er
utænkeligt, det er en uret, og kan således ikke finde Sted.
Livets disharmoni ligger i, at vi kun ser en lille del af vor tilværelse,
nemlig den her på Jorden; der må være et fortsat liv, en udødelighed.
Det prædiker du for os, du mindste blomst, som alt hvad skabt er i
skønhed og harmoni. Hørte vor tilværelse op i døden her, da var det
fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud ikke retfærdighed og kærlighed, som
alt i naturen og åbenbaringen besegler det; og peger man os hen på den hele
menneskehed, som den, hvori harmonien vil åbenbare sig, da synker al vor
stræben og virken hen til koraldyrets virksomhed; menneskeheden bliver da kun
et storhedsmonument for Skaberen, han viser da kun sin herlighed, men
ikke sin højeste kærlighed. Alkærlighed er ej selvkærlighed! -
Udødelighed ejer vi! (3)
På denne baggrund skal vi se på kilderne
til Andersens forfatterskab, og jeg vil indlede omtalen heraf med at give en
kortfattet skematisk oversigt over hvilke kilder, det ifølge min opfattelse
kan dreje sig om for hans vedkommende:
1. Den intuitive
kilde:
Det er også poesiens eller livspoesiens
kilde (jf. Andersens mange digte om poesien).
"Tit synes jeg, det er erindringer,
vuggesange fra en anden verden, som vågner i min sjæl, og som jeg må
gentage." (Improvisatoren).
Eventyrene lå som frøkorn i dybet af hans
sind. (Bemærkninger til ”Eventyr og Historier”,1862)
Hver lille blomst, hvert plankeværk taler
til ham og siger: "Se lidt på mig, så skal min historie gå op i dig!”, og
vil jeg det, så har jeg historien!” (Brev af 20.11.1843 til B.S.Ingemann).
2. Den
selvbiografiske kilde:
Personlige oplevelser, erfaringer og erindringer fra hans eget liv,
strækkende sig fra hans tidligste barndom til hans sene alder. Den
selvbiografiske kilde udgør en stor og vigtig side af Andersens forfatterskab.
3. Inspirationer og
ideer fra andre forfatteres værker:
Ideer, tanker, forestillinger og udtryk hentet hos andre forfattere, f.eks. Schiller, Goethe, Hoffman, Scott, Shakespeare, Ørsted, Oehlenschlæger, Ingemann, Heiberg og mange flere.
4. En særlig kilde:
Bibelen:
Bibelen, men måske især Ny Testamente,
betød lige fra barnsben en "kilde", som Andersen øste af, både som
menneske og digter. Dette skyldtes sandsynligvis især moderens, Anne Marie
Andersens, indflydelse på ham, så vel som underskolens religionsundervisning.
Men senere, da han var kommet i latinskolen, kom han i nogen grad til at dele
sin faders rationalistiske opfattelse af religion i almindelighed og Bibelen og
kristendommen i særdeleshed. Det bestyrkede dog kun hans tro på sandheden af
Biblens ord. Jf. særlig hans forfatterskab med skolestilene, og begge dele
med Lærebog i den christelige Religions- og Sædelære.
5. Videnskabelige og
tekniske kilder:
Sin interesse for disse emner fik Andersen særlig bestyrket
gennem sit mangeårige venskab med fysikeren og filosoffen H.C.Ørsted. Han skrev
og forsøgte at skrive flere ting med motiv eller udgangspunkt i videnskabelige
opdagelser og tekniske opfindelser. F.eks. Vanddråben, Om årtusinder, Den
store søslange, m.fl.
Grundtanken bag denne del af
forfatterskabet, har han givet udtryk for i bl.a. følgende essays: Billeder
i det uendelige, "Tro og videnskab (Prædiken i naturen) og Poesiens
Californien (1851). Men
Andersen var dog ikke helt enig i Ørsteds krav om, at for at være sande eller i
overensstemmelse med virkeligheden, må digteren sørge for, at indholdet af
f.eks. et eventyr ikke er i modstrid med naturlovene, herunder
årsagsvirkningsloven.
Ørsteds indflydelse betød for
Andersen især en følelses- og intelligensmæssigt afbalanceret opfattelse af
livet og verden.
6. Historiske kilder:
H.C. Andersen var allerede som barn
interesseret i historie, i dansk historie så vel som i verdenshistorie. I hans
forfatterskab kom det til udtryk allerede i 1824, da han i sin latinskoletid i
Slagelse fik ideen til en historisk roman fra Grevens Fejdes tid (1534-36), som
han arbejdede videre på i 1831-32 under titlen ”Christian den Andens Dværg”.
Romanen forblev af flere grunde ufærdig, men fulgtes senere op af en række
eventyr og fortællinger med historiske temaer eller motiver. Her skal nævnes
følgende: Lykkens Kalosker (1838), Metalsvinet, En Rose fra
Homers Grav (1862), Holger Danske (1845), Et Billede fra
Castelsvolden, Fra et Vindue i Vartou (1846), Om Aartusinder (1852),
”Ærens Tornevei” (1855), Taarnvægteren Ole, Et Stykke Perlesnor (1859), Det nye Aarhundredes Musa,
Bispen paa Børglum og hans Frænde (1861), Gjemt er ikke glemt (1866),
Vænø og Glænø (1867), Gudfaders Billedbog, Dryaden (1868), Hønse-Grethes
Familie (1869), Oldefader (1870).
Der forekommer i øvrigt også historiske
indslag i Andersens digte, skuespil, romaner og rejseskildringer.
I det følgende skal
gøres forsøg på at uddybe de ovennævnte seks kilder til Andersens
forfatterskab:
Vi er i løbet af
denne afhandling forlængst blevet fortrolige med, hvad der i henhold til
Martinus' Kosmologi mere præcist skal forstås ved begreberne inspiration,
intuition og intuitionslegeme. Men selvom dette er tilfældet, kan det
alligevel anbefales læseren at genopfriske bekendtskabet med hjemmesidens Indledning
og Intuition
og personlighed.
Formentlig i foråret 1828 skrev Andersen
bl.a. et digt, han kaldte De to søskende. (Fantasi og vanvid), og heri
behandler han et emne, som også optog ham under hans omtrent samtidige arbejde
på sin første roman, "Fodrejse". Andersen vidste nemlig via sit
familieskab med den sindsforstyrrede farfader, Anders Hansen, at fantasien
kunne udarte til vanvid, og han frygtede i mange år selv at have arvet en
disposition for sindssyge, som før eller siden ville bryde ud. Jf. med brev til
Ingemann. Digtet indledes således:
Der
står en vandringsmand på fjeldets tind,
ved
månelyset er så bleg hans kind! -
Nu
stirrer han mod himlens hvalte blå
hvor
evigklare lamper for ham stå.
En
labyrint han ser hvor visdom bor,
en
flamme-skrift, som siger: "Gud er stor".
Helt
underligt det sig i sjælen rører,
en
ukendt kraft hans tanke fremad fører.
"O
hvo kan følge Herrens skjulte tråde?
Hvem
løser livets underfulde gåde?"
[...]
(4)
Vandringsmanden er utvivlsomt et billede
på den da cirka 23-årige Andersen selv, som på det tidspunkt dels søgte at
finde sin fremtidige vej som forfatter, og dels var optaget af det, han i
digtet kalder for "livets underfulde gåde". Han befandt sig da på en
slags åndelig skillevej, sådan som han også så effektfuldt har skildret det
omkring et år senere i "Fodreise", hvor de to veje, der går i hver
sin retning, er symboliseret i et par digtermuser i skikkelse af to tilsyneladende
almindelige kvinder. Den ene ligner en trivelig og rødmosset Amagerkone,
og den anden en bleg og døende Heloise. Den førstnævnte repræsenterer fornuftens
rationalistiske og jordbundne livstolkning og den sidstnævnte føleriets
eller sentimentalitetens og fantasteriets dunkle rædselsromantik.
I digtet De to
søskende, som ved sin offentliggørelse kun blev kaldt for Fantasi og
Vanvid, og senere igen blot Fantasus, er fantasien repræsenteret ved
en dejlig dreng med "flammeøje", som sidder på fjeldet og kigger op
mod stjernehimlen, mens han med sin lyse barnestemme synger til alfernes
harpespil. Vanviddet fremtræder i skikkelse af en bleg, drømmeagtig pige med
valmuekrans på sit sorte hår, og som sidder på randen af den vilde klippe og
stirrer med et forvildet blik ned i dybets malstrøm. Vandringsmanden spørger,
hvem de to børn er, og hvad de gør her på det øde sted så sent på aftenen. Det
er drengen, der svarer og fortæller om sig selv, at han, skønt barn, dog
færdes overalt i verden, hos store og små, rige og fattige, i slot og i hytte,
snart blandt himlens stjernehær og snart i dybe dale. Men allerhelst vil han
lege med de små børn: "Min trylleverden de jo bedst kan fatte", ja,
han fortæller vandringsmanden, at han også tit har leget med denne som lille,
da "Hvert eventyr os sandheds præget bar / kun ene livet, eventyr os var.
/ Vi så ej blot kerubers [engles] stolte vrimmel, / Nej selv Gud Fader i sin
høje himmel. - "" Drengen fortsætter og slutter med følgende ord:
"Du
vil udgrunde livets store gåde,
vil
følge Herrens underfulde tråde
og
fatte ham, din ånd, det heles liv.
Nu
vel, så følg mig i min båd af siv.
Frygt
ikke elvens skumbeklædte vande,
jeg
bringer dig til mine tryllelande.
Men
vogt dig vel for hine vilde kyster!
Den
blege pige hist, det er min søster.
Jeg viser, opfyldt, dig hver barndomsdrøm,
hun styrter dig i dybets malestrøm." (5)
Som det indirekte
fremgår af digtet, vidste Andersen også, at fantasien eller indbildningskraften,
mere præcist i form af intuitive indfald, kunne være en kilde til en særlig
form for indsigt og erkendelse, nemlig den, der drejer sig om "livets
store gåde". Og ikke mindst vidste han, at fantasien eller intuitionen i
høj grad var anvendelig til skabende digterisk virksomhed. Fantasien eller indbildningskraften,
imaginationen, kan kortest defineres som en billedskabende evne, hvormed det
fraværende ikke-sanseligt nærværende eller foreliggende kan fremstilles i et
indre (fantasi)billede. I æstetikken er fantasien en evne til at 'digte', dvs.
skabende at omforme et givet materiale, som f.eks. kan resultere i, at
individet kan se og virkeliggøre andre muligheder end de umiddelbart foreliggende
og accepterede.
På den ene side er fantasien bundet til et
sanseligt givet materiale, som den arbejder med, og på den anden side er den ubundet
af dette materiale, idet den frit omformer eller omdigter det og dermed går ud
over det sanseligt givne. I kraft af denne dobbelte struktur (afhængighed -
uafhængighed) kan fantasien have den funktion at formidle, nemlig som et mellemled
mellem de to adskilte grundkilder for den menneskelige erkendelse: sanseevne og
forstand. Nærmere bestemt formidler fantasien ved at frembringe en syntese af
det mangfoldige, som er sanseligt givet. Denne form for fantasi, også kaldet
transcendental fantasi eller indbildningskraft, skal forstås abstrakt som en
mulighedsbetingelse for, at der overhovedet kan forekomme erfaringserkendelse.
Fantasien kan imidlertid også optræde som
formidler mellem det endelige og det uendelige, hvor det sidstnævnte skal
forstås som det ideale, ideen. I denne egenskab har fantasien især betydning
for kunsten, hvor denne er forsøg på at udtrykke det uendelige i endelig,
sanselig skikkelse. Som det måske ses, er fantasi og intuition beslægtet med
hinanden, et forhold, som også Andersen var opmærksom på og klar over. Det har
han f.eks. givet udtryk for i en af sine skolestile fra 1825, nemlig Dansk
stil af Hans Christian Andersen, og eftersom den rummer nogle væsentlige
synspunkter til forståelsen af H.C.Andersens begrebs- og forestillingsverden,
skal stilen derfor gengives in extenso her:
En af de høje, ædle
egenskaber som hæver mennesket højt over dyret, er indbildningskraften, den
evne at kunne fremstille en genstand for sig i tankerne som om den stod for de
fysiske øjne; den kan skabe sig selv billeder og udmale dem på det skønneste;
derfor har de gamle afbildet Fantasus [dvs.]: Indbildningskraften som en fyrig
yngling med flammende øjne, han er den første engel som nærmer sig barnet, han
ledsager ham tidligere end hans ældre alvorlige broder, "Fornuften",
han viser ham den hele verden som et faderligt hus, stjernerne som en
engleskare der i natten skuer ned til menneskene for at fortælle Faderen
deroppe menneskenes dåd; Fantasus følger ynglingen over klipper og floder og antænder
og styrker hans mod, det er ham der som håb viser sig for den ulykkelige der
trøster dyden men maler truende billeder for lasten. - Den viser en dejlig
broget verden for den blinde den giver os en anelse om evigheden. - Vor sjæl er
ufattelig som den Gud der skabte den, den udgrunder ikke sig selv eller sit
ophav og dog dvæler den helst ved tanken om disse; den føler sig selv at
udvikles mere og mere og aner og håber en udødelighed; når vi ser, eller lærer
at kende en mærkelig mand imellem os da ønske vi jo at kende hans oprindelse,
at se hvorledes hans ånd mere og mere blev modnet, hvorledes han gennem kamp og
møje hævede sig til det mål hvorfra han tiltrak sig opmærksomheden, når vi nu
kunne føle såmegen interesse for en enkelt mand, hvor meget må vi da ikke føle
for det hele, for menneskeheden; da er det vi søger efter dens første udspring.
- Natur og historie bliver vore hjælpekilder; naturens store bog lærer os at
kende den mægtige ånd som ordnede alt; i historien ser vi hvorledes han ved
midler styrer alt, hvorledes hans herligste skabninger virker. Men den største
del af historien taber sig i det dunkle, men hvor herlige er ikke de rester vi
har; folkets poesi dette sjælens og hjertets sprog er alene de lysende punkter
ved hvilke vi lærer at kende dettes kultur; digteren øser jo af naturen og af
sin tidsalder, fra disse henter han sine billeder og disse giver os en idé om
hin old; hvor inderlig dvæler derfor ikke indbildningskraften ved disse; - Vi
ser den barnlige ånd som besjælede de første mennesker, den mægtige Gud som så
underfuldt udviklede alt mere og mere. - Hvor barnlige er ikke ideerne om
verdens skabelse, Moses har sikkert taget sit billede af den kommende dag, da
mørket først adskilles, himlen og havet viser sig nu fuglene og til slutningen
mennesket. - "Lader os skabe et menneske i vort billede!" tænkte de
dem Gud at sige; og at han, da menneskene blev fordærvede, steg ned til
Abraham for at se om det var sandhed; - At Moses ved synet af Guldkalven tabte
tavlerne og de gik itu er sikkert ene et stærkt billede på at når det tøjleløse
folk erholder sin hele frihed, da må Lovens tavler blive knuste; - ved Jesu død
brast templets forhæng - ja! ved læren som besegledes ved frelserens
forsoningsdød brast det dække som var draget mellem det hellige, mellem Gud og
hans herligste skabning. - Kærlighed ordnede kaos og skabte verden siger en
græsk myte. - Mnemosyne var moder til muserne [dvs.]: Erindring fødte poesien
og det skønne. - De kaldes søstre og er det jo også, hånd i hånd vandrer de igennem
livet. Historie poesi musik dans og maleri er jo et hele i skuespillet. - I
billederne fra oldtiden ser vi da tydeligt hin tids ånd; Nordens kraft og
Sydens vellyst føler vi i de stærke billeder. Blodige og fæle billeder ser vi i
det barske Nord da menneskeblod flød for de vrede guder men undertiden træder
der et billede frem der røber anelse om den usynlige Gud. - Fantasien optager
jo sine billeder af genstandene om sig, den indåndede disse i Bardernes sange
og således bliver disse herlige minder om den svundne old; en barnlig ånd,
ukendt til [dvs. med] verden, viser sig i billederne fra et nomadisk folk; den
rå, blodige ånd hos Nordens barbarer; trubadurens sange viser os hin romantiske
tidsalder og således søger indbildningskraften ved disse billeder at fremkalde
det svundne. -
I tidens strøm styrter alt middelmådigt kun det særdeles store kan bestå
og derfor kan alene sande store billeder som taler til sjælen være fra hin tid,
og derfor dvæler indbildningskraften så gerne ved disse som viser os en svunden
olds følelser og ideer. (6)
I denne sammenhæng bør
man måske især hæfte sig ved sætningen: "Mnemosyne var moder til Muserne
[dvs.]: Erindring fødte poesien og det skønne." Mnemosyne er den græske
gudinde for hukommelsen, datter af Uranus, himlens gud, og ved den øverste gud,
Zeus, Universets herre, moder til skytsgudinderne for kunst og videnskab,
kaldet Muserne. Oprindelig kendte man kun en eneste Muse, men senere anførte
man almindeligvis 9 Muser: Kleio (historieskrivning), Euterpe (musik og
lyrik), Thalia (komedie), Melpomene (tragedie), Terpsichore (dans), Erato
(erotisk poesi), Polyhymnia (hymner, korsang), Urania (astronomi) og Kalliope
(episk digtning)
I lighed med, hvad der er tilfældet for
andre folkeslags myter, har også den græske mytologis billeder og sprogbrug
relation til faktisk forekommende realiteter. Det er jo korrekt, ikke mindst
i henhold til Martinus' kosmiske analyser, når det f.eks. hævdes, at poesien og
det skønne (æstetikken, kunsten) er "født" af erindringen eller
hukommelsen. Thi uden evnen til at kunne huske, ville mennesket ikke være i
stand til at genfremkalde sine oplevelser og erfaringer, og heller ikke være i
stand til at bevidst eller ubevidst at associere mellem og bearbejde disse,
f.eks. til de forestillinger, Martinus betegner som guldkopierindringer.
For at en oplevelse skal
kunne betragtes som husket, må der være sket en indprentning, en opbevaring og
en genfremkaldelse af den. Om det fysiologiske grundlag for disse tre faser
vides endnu kun lidt, men man antager, at fiksationen afsætter spor i form af
celler og nervetråde i storhjernens hjernebark, herunder de såkaldte
associationsceller, hvori indtryk og påvirkninger udefra og indefra ifølge
fysiologien samarbejdes og kommer til bevidstheden. Imidlertid er moderne
hjerneforskning og neuropsykologi ved hjælp de såkaldte avancerede MR-scannere
godt på vej til at kortlægge, lokalisere og identificere de specifikke psykiske
funktioners placering i hjernen. Problemet er indtil videre kun, at de
pågældende forskere er tilbøjelige til at identificere de psykiske processer
som udtryk for primære hjernefunktioner. Bevidstheden og personligheden er
derfor i henhold til disse forskere identisk med hjernen. Derfor burde man
efter de pågældende forskeres opfattelse egentlig ikke bruge udtrykket ”min
hjerne”, men erstatte det med ”mig hjerne” eller ”hjernen er mig”.
På grundlag af Martinus'
kosmiske analyser ved vi imidlertid nu, at bevidstheden i sig selv, så lidt som
hukommelsen, ikke har sit endelige sæde i hjernen, men derimod i en overfysisk
eller såkaldt parafysisk organisk struktur. Denne organiske struktur udgøres af
Jegets samlede bevidsthedsapparat, som består af overbevidstheden med de deri
indbyggede skabeprincipper, der udgør de basale, transcendentale forudsætninger
for, at sansning og manifestation overhovedet kan finde sted, og af
underbevidstheden med de deri indeholdte seks sanse- og manifestationslegemer,
hvoraf det sjette udgøres af hukommelseslegemet. De fem af disse legemer
består af kræfter, der er beslægtet med elektrisk energi, medens det sjette
legeme, det fysiske legeme, består af et elektromagnetisk spændingsfelt. Den
fysiske hjerne udgør derfor i virkeligheden "kun" en slags
"transformator" for omskabelse af fysisk energi til åndelig eller
elektrisk energi og omvendt. Denne transformation sker via bestemte
mikrocentre i hjernen. Fra sanseorganerne bliver de fysiske indtryk i form af
elektriske bølger via de respektive nerver ført til hjernen og derfra via det
psykofysiske "koblingslegeme" transformeret videre til de særlige
åndelige legemer, hvorunder de henhører. Her sker der ved hjælp af sanse- og
genkendelsesapparatets kosmiske region, under ét kaldet "sanseregistret",
en bearbejdnings- og fortolkningsproces af de transformerede elektriske
bølger, og først da bliver disse til bevidst oplevelse for individet.
En hvilken som helst af individets
oplevelser efterlader sig et særligt "præg", som er en fuldstændig
"kopi" af den pågældende oplevelse, stor eller lille, stærk eller
svag. Det er sådanne "præg" eller "kopier", vi betegner som
erindringer, og organisk og objektivt set har disse karakter af mikroskopiske
kraft- eller energicentre, som Martinus kalder for "erindringstalentkerner".
Erindringstalentkernerne grupperer sig omkring grundtalentkernen for
hukommelse, et særligt center, som har sæde i overbevidsthedsregionen. Dette
center samvirker i særdeleshed med det parafysiske hukommelseslegeme, som igen
samvirker med det særlige tilværelsesplan, som Martinus kalder for "salighedsriget",
og hvor den sjette grundenergi, hukommelsesenergien, udgør det bærende
grundlag. Hukommelseslegemet er derfor det eneste organ eller legeme, der kan
få adgang til eller kontakt med "salighedsriget".
Imidlertid er hukommelseslegemets
sansedygtighed af kosmiske årsager så stærkt begrænset hos det jordiske
menneske, at det ifølge Martinus må sidestilles med det fysiske legemes tilstand,
da dette engang i årmillionernes fortid endnu ikke havde udviklet fysiske
sanser. Det jordiske menneskes hukommelsesevne rækker normalt ikke længere
tilbage i tiden end til de første leveår, som derfor udgør individets yderste
erindringshorisont eller erindringsperiferi. Af samme grund er det blevet en
almindelig overtro blandt mennesker, at disse ikke har haft en eksistens, der
rækker udover denne horisont eller periferi. Som en logisk følge heraf identificerer
individet sig derfor med sit fysiske legeme og dermed med den fysiske verden og
mener derfor heller ikke, at det selv lever videre efter det fysiske legemes
død. Men i henhold til Martinus' Kosmologi er lige præcis det
modsatte i virkeligheden tilfældet.
Det betyder følgelig, at
det jordiske menneske i virkeligheden har en vældig sum af erindringer i sin
indre verden eller overbevidsthed, i hvilken individet i udstrakt grad endnu er
ubevidst. Men i praksis er dette erindringsmateriale medvirkende årsag til
dets aktuelle skæbnedannelse, og da karakteren og naturen af det jordiske menneskes
erindringsmateriale i høj grad er præget af "det dræbende princip"s
livsbetingelser, hvilket vil sige af mord-, drabs-, kamp- og lidelseserindringer,
former dets skæbne sig derfor tilsvarende mørk og lidelsesfuld.
I henhold til Martinus
gør der sig imidlertid en særlig kosmisk-kemisk proces gældende for
erindringernes og dermed erindringstalentkernernes vedkommende. Der sker ifølge
ham det, at efterhånden som de mørke erindringer har udløst deres opgave i
forbindelse med individets karakterudvikling, gennemgår de en åndelig
"rensningsproces", hvorunder de "mørke" og lidelsesfyldte
dele af erindringerne bliver fjernet, hvorved erindringerne kommer til at
fremtræde som forædlede kopier af deres oprindelige tilstand. Denne
forædlingsproces sammenligner Martinus med ’uædle’ metallers omdannelse til den
ædleste eller reneste form for metal, kaldet guld, og han betegner derfor de
forædlede erindringskopier som "guldkopier". Disse
"guldkopier" er det, som for en dels vedkommende findes oplagrede i
det personlige bevidsthedsarkiv, nemlig dem, der hidrører fra det indeværende
spiralafsnit, og som for de guldkopiers vedkommende, der tilhører ældre
"lag" i bevidstheden, dvs. hidrører fra fortidige udviklingsspiraler,
er oplagrede i dét kollektive arkiv, Martinus kalder for "visdomsoceanet".
(Det personlige erindringsarkiv og ”visdomsoceanet” svarer i princippet
henholdsvis til dybdepsykologen C.G. Jungs det personlige ubevidste og det
kollektive ubevidste).
Til det personlige guldkopiarkiv har
hukommelsesevnen adgang under visse gunstige betingelser, nemlig i de kortere
eller længere øjeblikke, hvor følelse og intelligens er i indbyrdes harmoni, og
hvor individet kommer i en slags inspirationstilstand som følge af
naturoplevelser eller lignende. Jævnfør med Martinus-citatet tidligere ovenfor.
Intuitionsevnen, som kun kan optræde permanent når individets humane evne er
tilstrækkelig udviklet, har derimod adgang til det kollektive guldkopiarkiv,
hvilket mere præcist vil sige til koncentratet af samtlige andre levende
væseners guldkopier.
Martinus påpeger, at der består den principielle
forskel mellem oplevelsen af guldkopierne gennem hukommelseslegemet og
gennem intuitionslegemet, at disse i første tilfælde fornemmes og opleves som
forædlede erindringer om éns egne tidligere oplevelser, mens de i sidstnævnte
tilfælde opleves som et slags ydre syn, der har karakter af nyoplevelse. Det
førstnævnte skyldes, at hukommelsesevnen kun har mulighed for at kontakte og
føle individets eget guldkopimateriale, mens sidstnævnte beror på, at
intuitionsevnen er individets højeste form for synsevne, og lige som man kan se
andre fysiske genstande end sit eget fysiske legeme, således kan man også se
andre guldkopier end sine egne.
Det er det sidstnævnte forhold, der ligger
til grund for individets oplevelse af evigheden i form af "syn" af dé
bærende faktorer, principper og lovmæssigheder, som gør sig gældende i
verdensaltet eller kosmos, hvilket vil sige i Guds bevidsthed og organisme. (Se
LB I, 6.kap.)
Den stil af
H.C.Andersen, som er gengivet umiddelbart før det ovenfor stående tekstafsnit,
er i lighed med en række andre af Andersens skolestile fra hans tid i Slagelse
lærde Skole, hvor han var elev i årene 1822-26. Sidstnævnte år blev Meisling
rektor i Helsingør lærde Skole, og Andersen fulgte med rektorfamilien og
fortsatte sin skolegang dér, indtil han i april 1827 ikke længere kunne
udholde, hvad han selv opfattede som sin lunefulde rektors personlige chikanerier.
Men herom har vi jo allerede hørt forlængst, og det skal derfor ikke gentages
her. Derimod skal det gentages, at der i begge skoler blev givet
religionsundervisning på grundlag af Peter Krog Meyers rationalistiske Lærebog
i den christelige Religions- og Sædelære, med Hensyn paa Disciplenes Tarv i de
lærde Skolers øverste Classer.
Det kan konstateres, at
de fleste af de synspunkter, som Andersen giver udtryk for i ovennævnte stil,
forresten i lighed med, hvad der er tilfældet i de fleste andre af hans
skolestile, er direkte hentet i de lærebøger, der blev benyttet i hans
latinskoletid. Det kan også konstateres, at Andersen i så høj grad tog lærebøgernes
ideer og synspunkter til sig, og det gælder især dem fra den religiøse lærebog,
at han stort set beskæftigede sig med disse tanker resten af sit liv og i vid
udstrækning benyttede dem i sit forfatterskab. Det gjorde han naturligvis,
fordi han personligt følte sig i væsentlig overensstemmelse med de fremførte
synspunkter.
Allerede i sin skoletid i Slagelse fik den
Walter Scott-inspirerede Andersen flere ideer til romaner med historisk
indhold, og han begyndte da også at skrive på et par af disse, men lagde dem
siden fra sig. Sin interesse for Walter Scotts historiske romaner delte
Andersen med sin faderlige ven og kollega, digteren B.S.Ingemann, som fra 1822
var lektor ved Sorø Akademi. Ingemann skrev selv en række historiske romaner
med motiver fra Danmarkshistorien, og på det tidspunkt, der her er tale om,
havde han foreløbig skrevet to sådanne romaner, nemlig Valdemar Sejr
(1826) og Erik Menveds barndom (1828). (7)
I dagbogen for den
4.oktober 1825 noterer Andersen bl.a., at han tidligt om morgenen var taget
afsted, dvs. var gået, til Sorø, for at besøge Ingemann og hans kone, Lucie
Ingemann. Notatet slutter med følgende ord:
[...] - Ingemann og fruen roste min fortælling og det lille digt til
sjælen, det er hans tanke at jeg er skabt for romaner for at skildre den lavere
klasse. læste hjemme for Hennebergs. (8)
Det, Andersen hentyder til med ordene
"min fortælling", er den roman, som han påbegyndte omkring 1824 og
arbejdede på i flere omgange. Romanens handling drejer sig om den danske
borger- og religionskrig, som fandt sted i årene 1534-36. Den var en kamp om
Christian II eller Christian III, en religionskrig mellem luthersk og katolsk
tro og en handelskrig, hvor Lübeck ville slå Nederlandene ud. Grev Christoffer
af Oldenburg kom til at spille en afgørende rolle i borgerkrigen, som dog for
en stor del var borgernes og bøndernes krig mod adelen. Christian II sad siden
1532 i husarrest på Sønderborg Slot på Als. De borgerkrigsagtige begivenheder
er af en senere tid blevet betegnet som Grevens Fejde, og det var altså denne,
som den unge Andersen havde hørt om i skolens historietimer. Herom noterer han
i dagbogen for den 17. november 1825 bl.a. følgende:
[...] på skolen havde vi den franske revolutionshistorie, o hvor den
interesserer mig, kraft og tøjlesløshed, frygtelige gæringer som disse
rædselsscener var skønt i det mindre vor Grevefejde, jeg så ved lærerens
fortælling kun Grevefejden som jeg vil skildre, hvor usigelig interessant er
det ikke at se hvorledes af denne vilde gæring de store ånder udvikler sig, se
Menneskene i deres højde i alle retninger. Arme Ludvig du var ustadig, kraftig
og svag, jeg tror jeg har din karakter, i dit sted havde jeg handlet som du,
kun ej været flegmatisk, fiskerkællingerne det mest groteske indtager eller
rettere spænder min sjæl, det var i denne kamp Napoleon dannedes og steg, O Gud
din finger ser jeg, du styrer alt, hvorfor da fortvivle, nej jeg vil nå målet,
jeg har længslen i mit bryst, og ingen længsel nedlægger du uden den har sin
dybe grund, kun giv mig mod; - (9)
I første omgang arbejdede Andersen på sin
på det tidspunkt formentlig endnu unavngivne roman fra engang i 1824 til
omkring slutningen af 1825, hvorefter den så vidt det kan skønnes blev henlagt
til 1829. Der findes bevaret et relativt større fragment af romanen, som i
1935 blev trykt i Anderseniana, Vol. III, under overtitlen: H.C.Andersen
/ Tre Ufuldførte Historiske Digtninge. Udgivelsen blev indledt og
kommenteret af Tage Høeg, som i 1934 havde skrevet og udgivet bogen H.C.Andersens
Ungdom, hvori bl.a. de tre bevarede fragmenter af den historiske roman blev
grundigt omtalt. (10)
I 1829 og igen i 1830
samlede Andersen dokumentarisk stof til sin historiske roman. Den 1.august 1829
skriver han et brev til sin faderlige ven, sognepræst ved St. Peders Kirke i
Slagelse Hans Bastholm, som en overgang også var redaktør af Den vestsjællandske
Avis, og i brevet giver Andersen en summarisk beskrivelse af sin roman:
Det bliver egentlig ikke en komisk roman, men snarere en skildring af den
tids begivenheder, sæder og skikke, hvori især almuen, mange steder vil træde
komisk op. Helten bliver den lille dværg, der var hos Christian II på
Sønderborg, og romanen vil alt begynde under Kong Hans, og først ende ved
slutningen af Grevens Fejde. Af historiske personer fremtræder især
Christ. II, Elisabet, Biskop Jens Andersen Beldenak, Hans Tausen, Otte
Porsfeldt på Næsbyhoved, Hr. Mikkel i Odense, Sigbrit, Dyveke, Johan Rantzau,
Bombastus Theophrastus, skipper Clemen, grev Christoffer af Oldenburg, præsten
Hans Madsen, Didrik Slaghæk, Torben Oxe, ærkebiskop Erik Valkendorf, Ambrosius
Bogbinder, Frederik 1ste og Christ.III. - Før om 2 år bliver det hele næppe
færdigt, og jeg er overbevist om, at bliver dette ikke godt, så vil jeg
aldrig kunne levere noget." (11)
Under sit sommerophold i
Odense i 1829 skriver Andersen til vennen Edvard Collin i København i et brev
dateret den 18.juli, bl.a. følgende:
[...] Man viser mig megen opmærksomhed rundt om i byen; jeg har været inviteret
i de fleste, bedste huse og da jeg forleden talte om at gøre oldgranskeren
Vedel-Simonsen, som bor ved Bogense, en visit, kørte man mig ud og hjem igen;
Simonsen tog særdeles vel imod mig, jeg var der i to dage, og fik her de
herligste bidrag til min roman, som jeg gav ham planen af. Interesseret her
for, lovede han mig, skriftligt at tilmelde mig engang hver måned, alt hvad han
kunne finde angik denne periode, især med hensyn til sæder, skikke og sagn, så
han vil spare mig en del ulejlighed. Et helt nyt lys gik op for mig; hvad jeg
har skrevet af romanen skal kasseres; jeg føler levende, at dette værk vil give
mig et navn, ellers får jeg det aldrig; med flid og iver vil jeg beskæftige mig
dermed, og får jeg det kun således på papiret som det lever i mig, så er jeg
tilfreds; men der må studeres meget, før om 3 år ser jeg nok, selv med
anvendelse af min meste tid, bliver det hele næppe færdigt. [...] (12)
Den 6.januar 1830 skriver Andersen i et
andet brev til Bastholm: "Til min historiske Roman studerer jeg flittigt
og vil i Sommer, for dennes Skyld, besøge Vesterhavet og det nordlige
Jylland". (13) Og det var faktisk også, hvad han gjorde, idet hans rejse
til Jylland og Fyn sammenlagt varede fra 31.maj til 29.august, og mens han
opholdt sig i Viborg skrev han den 7.juni et brev til Edvard Collin og fik svar
fra denne i et brev, dateret den 12,juni. Heri skriver den praktisk anlagte
Edvard Collin bl.a. følgende:
På denne rejse stifter De formodentlig en hel del bekendtskaber; De
lader da vel imellem obiter et ord falde om, at De arbejder på en ny roman;
dette er en meget delikat måde at samle subskribenter på (sin venia verbo) som
kan komme Dem til nytte i tiden. I hver by vil De således sagtens finde en,
som De i tiden kan bede om at modtage subskriptionsplaner. (14)
Et godt og velment råd fra en ven, som i
stadig større udstrækning blev økonomisk rådgiver og administrator samt
litterær sekretær for den forresten økonomisk sparsommelige H.C.Andersen. Denne
tog da også rådet til sig, selvom han næppe havde behøvet et sådant råd, for
det var en fremgangsmåde, som Andersen allerede havde brugt ved flere tidligere
lejligheder. Både da han i 1822 fik trykt sin første bog, Ungdoms-Forsøg,
og da han den 2.januar 1829 udgav sin første roman, Fodrejse, lige som
tilfældet var året efter, da han den 2.januar 1830 udgav Digte af
H.C.Andersen 1830.
I et svarbrev af 15.juni 1830 til vennen i København, skriver
Andersen bl.a.:
[...] Jeg har stiftet mange nye, ret interessante bekendtskaber, og det
var mig påfaldent hvor bekendt mine små sager, især Fodrejsen og Det døende
barn, var jyderne; romanen vil de næsten alle subskribere på, og selv byens
øvrighed i Lemvig, har lovet at tage en subskriptionsplan; [...] Denne jyske
tur har ellers virket fortræffeligt på mig, jeg har herved fået et tydeligere
begreb om de egne hvor mine helte skal tumle sig, [...] (15)
Den noget mere nøgternt indstillede Edvard
Collin forsøgte imidlertid at slå koldt vand i blodet hos vennen, og i et
svarbrev af 19.juni skriver han bl.a. følgende:
Det fornøjer mig grumme meget, hvad De fortæller om folks iver for at
subskribere på romanen; når kun ikke heden vil gå over; jeg er bange for at De
selv mere har virket som et fyrfad, der har holdt varmen vedlige; men
forsvinder fyrfadet, taber varmen sig lidt efter lidt. Når tiden kommer må De
sende dem nogle gløder, jeg mener nogle breve, som kan oplive varmen igen. (16)
Sidst i juni opholdt
Andersen sig i Odense, hvor han logerede hos enkefru Iversen på dennes landsted
”Marieshøj”. Herfra sender han et brev dateret den 29.juni til Edvard Collin,
og heri skriver han bl.a. følgende:
[...] skrevet fire nye digte; jeg ville gerne se at samle en hel cyklus,
der kunne komme ud til nytår, og skønt forskellige i form og ånd, dog udgør
billeder fra min sommerudflugt; et navn finder vi vel nok der til. Råd mig
ellers hvad De synes, hvilket er bedst, enten at skrive på romanen (jeg har
ikke rørt den her) eller tænke p denne poesi-samling? [...] (17)
I sit svarbrev af den 2.juli råder Edvard
Collin vennen til at koncentrere sig om den nævnte poesisamling, med den
begrundelse, at dispositionen til romanen jo allerede ligger fast og klar, og
desuden mener han, at Andersen af hensyn til sit eget ry som forfatter for alvor
bør tænke på at få skrevet "den akademiske afhandling". Det drejede
sig om Universitets prisopgave At udvikle de græske og nordiske myters
forskellighed i lighederne og deres overenskomst i forskellighederne, som
Andersen da også fik besvaret og indsendt, men ikke fik nogen pris for. (18)
Imidlertid er vi nået frem til slutningen
af juli 1830. Andersen opholder sig da i Odense, og herfra sender han den
28.juli et brev til Edvard Collin, hvori han bl.a. meddeler denne følgende
"nyhed" vedrørende romanen:
[...] Ved at søge efter sagn fra Grevens Fejde, som jeg kun træffer få
af, finder jeg her en hel guldgrube til en roman, der ligger vor tid ganske
nær, og hvor begivenheden selv står som et underligt, broget drømmebillede fra
min barndom, og hvor alle kilder er mig åbnede; nemlig spaniernes ophold i Fyn;
over alt hører jeg små skildringer og har i en kort tid samlet en stor del
optegnelser; hvem ved hvad der kan blive deraf; jeg vil dog overveje sagerne.
[...] (19)
Andersen omtaler for sidste gang
skriftligt romanen for vennen i et brev af 18.august, men herefter er der
tavshed om den. Imidlertid må han på et tidspunkt have arbejdet videre på
romanen, hvilket indirekte fremgår af et dagbogsnotat for den 25.juni 1832.
Andersen opholdt sig da i Sorø som gæst hos B.S.Ingemann, der på det tidspunkt
åbenbart også arbejdede på en historisk roman. (20)
Det fremgår desuden af det faktum, at der
foreligger et større fragment af romanen med titlen Christian den Andens
Dværg, hvis tilblivelse er dateret til 1831-32. Det, der er særlig
interessant i denne sammenhæng er, at romanfragmentets personer og handling
har umiskendelig relation til H.C.Andersens eget liv, specielt hans
barndomsliv. Det var dog ikke noget nyt for Andersen, at benytte selvbiografisk
stof i sine litterære værker, for det havde han allerede gjort i sin første fortælling,
Genfærdet ved Palnatokes Grav, 1822, hvor det især drejede sig om hans
mormoder, moder, moster og søster, og i Fodrejse, 1829, som i særlig
grad vedrørte hans tidligste ungdomsliv med skolegangen i Slagelse og
Helsingør, og hans følgende to år i København.
Det er desuden ikke
mindre interessant, at Andersen i indledningen til Christian den Andens
Dværg, giver udtryk for nogenlunde samme synspunkter, som dem, han havde
skrevet om i sin danske stil fra 1826. Indledningen følger her:
Barndommen er dog vor erindrings paradis, der er alt betydningsfuldt og
stort, og hjertet tror uden at kunne begribe; et dårligt træsnit, et plumpt udskåret
billede, har os da tit en værd, som vi siden ikke skænker det langt fuldkomnere
mesterværk; den snævre krog i stuen bliver os en stor, herlig selskabssal; fire
nøgne, tørre pinde vi stikker ned i jorden er os den dejligste have med æbler
og kirsebær. I hvor snurrige end enkelte ting da er, forekommer det os dog
aldrig, som ældre, at denne barnealder er komisk, at det er så latterlig, denne
uvidenhed, denne fromme følelse, at tro uden at begribe; derimod når vi i
historien ser hen til middelalderens skikke, faste og hele leven og virken, er
os dette så naragtigt, så egnet for den komiske muse; og dog er de begge
underligt beslægtede.
Det poetiske afbillede
af en svunden menneskealder, ligger os ikke således i hjertet, som erindringen
om barndommen, hin er så fjern, denne så nær, vore følelser og tanker er så
ganske udsprungne fra denne. Det er just det store herlige ved poesien at den
gør vort hjerte til barnets hjerte for den hele verden, den skænker os i vor
sjæl, en levealder der strækker sig fra de ældste kosmogoniske myter til
nutidens vekslende begivenheder, den lader os se det store livets drama som var
det erindringen om vor egen svundne barndom.
Meget af hvad der er sket med os medens vi vare små, har de ældre så
levende, eller så tit fortalt os, at vi tror at erindre det selv, således er
det også at poesien moderligt fortæller os, så at vi, i det mindste under
fortællingen, synes at opleve det hele. [...] (21)
Ifølge H.C.Andersen gør poesien altså vort
sind til barnets sind, og åbner det for hele verden, og derfor giver
erindringen om vores egen barndom os adgang til at fatte menneskehedens
barndom, som i princippet er beslægtet med vor egen. Dette er jo en opfattelse,
som også Martinus gør sig til talsmand for, idet han påviser det fælles,
principielle udviklings- og repetitionsforløb for både det enkelte menneskes
og for menneskehedens vedkommende.
Derfor egentlig ikke så mærkværdigt, at
Jesu ord om, at "uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds
rige", nærmest blev en slags motto for H.C.Andersen, sådan som det
især fremgår af et af de mest centrale eventyr i hans samlede forfatterskab,
nemlig eventyret Snedronningen, påbegyndt 1843. At det lille barns åbne
og modtagelige sind er beslægtet med intuitionen og via denne med poesien, den
sidste forstået som en oplevelsesform, der primært fornemmer eller oplever, at
alt er et under og livet selv det største eventyr, der eksisterer, turde vel
være en acceptabel kendsgerning for enhver læser eller studerende af Andersens
forfatterskab og af Martinus' Kosmologi.
I 1833 udgav Andersen digtsamlingen Årets
tolv måneder, hvori digtet for måneden marts fik titlen En Guddoms-tanke
er du, poesi!, og eftersom digtets indhold kan have betydning for vores
forståelse af Andersens opfattelse af begrebet poesi, skal dets indledning og
slutning gengives her:
En
Guddoms tanke er du, poesi,
udsprungen
fra det store Fader-hjerte,
din
sjæl er kraft, din tale melodi,
dit
smil kan dulme selv et jordlivs smerte.
Dit
klædebon er hver en skov, der gror,
den
røde lava, bjerget svøbt i skyer,
det
dybe hav, hvor leviaten bor,
selv
verdens-vrimlen i de store byer.
For
dig er ikke livets bibel lukt,
Dit
hjem er alle jorderigets lande,
igennem
universet går din flugt
med
stjerne-diademet om din pande!
Sådan
du står for hvert begejstret sind,
og
sjæl og tanke klart din Guddom fatte,
du
lukker barnet i din himmel ind,
og
viser manden dine Guddoms-skatte. -
[...]
Nej,
musen flyver stolt mod himlens sol,
hun
ser til havets ørken som til bækken,
til
digterhjertet i en martsviol,
og
til hver fugl, der kvidrer mildt fra hækken.
Hun
tier ved sin kære digters grav,
han lever jo der, hvor hun selv
har hjemme;
men
det, som han den hele verden gav,
det
nævner ham, thi det ved ham fik stemme.
Og
våren viser ved sin kamp og strid,
at
liv må gennem dødens is fremspringe,
så
var, så bliver det til evig tid,
den
stærke ånd skal formerne betvinge.
Ej
solens stråle i den frie Luft
formår
at danne blomstens fine bæger,
det
er ej den, der fylder den med duft,
nej,
fra det indre kraften sig bevæger! (22)
Som jeg tidligere har påpeget i artiklen Det poetiske univers / H.C.Andersen og
kosmologien (1. del), så mener jeg at der på baggrund af Martinus'
Kosmologi er belæg for at opfatte udtrykket eller begrebet "det store
Fader-hjerte" som et poetisk billede af dén organiske lokalitet i det
evige verdensbillede, som kaldes "den guddommelige verden". Denne er
jo ifølge Martinus hjemstedet for Guddommens centrale eller primære bevidsthed,
og det er her alle manifestations- eller skabelsesideer samles fra de
underliggende tilværelsesplaner, ligesom de udgår herfra, for at blive
bearbejdet og udformet i tankematerien i visdomsriget, og herfra forplantes
videre til den fysiske verden. I den guddommelige verden er intuitionsenergien
og dermed intuitionslegemet bærende og dominerende, og det karakteristiske for
intuitionen er jo netop, at den repræsenterer "facit-ideer", og
herunder ikke mindst ideer, der er i principiel overensstemmelse med den
kosmiske virkelighed.
I den nævnte artikel har jeg sammenlignet
situationen med ideerne, der strømmer ind og ud af den guddommelige verden,
altså "det store Fader-hjerte", med organismens blodcirkulation:
"Som blodet via hjertefunktionen cirkulerer i organismen og forsyner denne
med livgivende ilt og næringsstoffer, således cirkulerer manifestations- og
skabelsesideerne via den guddommelige verdens "hjerte-organ" eller
"hjerte-celler", de levende væsener, i den vældige kosmiske
organisme, og forsyner dennes øvrige "organer" og "celler"
med inspiration og åndelig næring." (23)
Af digtets sidste linje:
"nej, fra det indre kraften sig bevæger!", fremgår det utvetydigt, at
Andersen også er af den opfattelse, at det er den indre, overfysiske, sjælelige
struktur, hvilket i Martinus' terminologi vil sige: overbevidstheden med
moderenergien og de heri indfældede kosmiske skabeprincipper samt
"skæbneelementet", der er det altafgørende i enhver form for
skabelse. Her vender Andersen sig indirekte igen mod den materialistiske livs-
og verdensopfattelses "udvendige" og reduktionistiske tolkning af de
levende væseners liv.
Men at H.C.Andersen
udmærket var klar over, hvordan det hang sammen med hans skabende digteriske
evner, har han bl.a. givet klart udtryk for i den her i bogen flere gange
citerede udtalelse, som er lagt i munden på Andersens alter ego, Antonio, i
romanen Improvisatoren, 1835: "Tit synes jeg, det er erindringer,
vuggesange fra en anden verden, der vågner i min sjæl og som jeg må
gentage." Udtalelsen forekommer under en samtale med den lille abbedisse,
Flaminia, hvori hun og Antonio kommer ind på digterens opgave i forholdet til
sine medmennesker, og herunder giver hun udtryk for sin undren over, at
digterne i nyere tid så ofte synger om de jordiske, mørke og negative ting:
[...] hun syntes, at den evige Guds profet, en sanger var, kun måtte
synge om den evige Gud og om himlenes glæde.
"Men digteren synger Gud i hans skabninger," svarede jeg,
"forherliger ham i det, han frembragte til sin forherligelse!"
"Jeg forstår det ikke!" sagde Flaminia, "jeg føler
klart, hvad jeg ville sige, men jeg har ikke ord for det. Den evige Gud, det
guddommelige i hans verden og i vort eget hjerte, skulle digteren udtale, lede
os til hans hjerte og ikke ud i den vilde verden!" Og hun spurgte mig,
hvorledes det var at være digter, hvorledes man følte sig, når man
improviserede; og jeg forklarede hende denne åndelige sundhedstilstand så godt
det var mig muligt.
"Tanken, ideen," sagde hun, "ja, den forstår jeg nok! den
fødes i sjælen, kommer fra Gud, det kender vi alle, men de smukke vers, måden
hvorpå man udsiger denne bevidsthed, forstår jeg ikke!"
"Har De ikke," spurgte jeg, "ofte i klosteret lært en
eller anden smuk salme eller hellig legende, der var sat i vers; ofte, som De
mindst tænkte derpå er ved et eller andet tilfælde en idé opstået hos Dem,
hvorved erindringen er vakt om dette eller hint digt, De har da kunnet
nedskrive det på papiret; verset, rimet selv, har ledet Dem til at erindre det
følgende, i det tanken, indholdet stod Dem klart; således går det også
improvisatoren og digteren, mig i det mindste! Tit synes jeg, det er
erindringer, vuggesange fra en anden verden, som vågner i min sjæl og som jeg
må gentage." (24)
Da H.C.Andersen under
sin store udenlandsrejse 1833-34 opholdt sig i Italien, eller mere præcist i
Neapel (Napoli), brevvekslede han flittigt med sine hjemlige venner og
veninder. En af de sidstnævnte var Henriette Wulff, og i et brev af 23. februar
1834 til hende skriver han bl.a.:
[...] Min Sjæl er så fuld af kærlighed, længe har jeg ikke været så
lykkelig som i dette øjeblik! min smerte er knusende når jeg lider, men min
glæde er også navnløs når jeg er glad. - Sydens varme ruller i mit blod og dog
skal jeg - dø i Norden! - Der står i Bibelen, at den som har smagt det
himmelske brød, kan aldrig vederkvæges ved det jordiske! så bliver jeg det da
aldrig i det kolde land hvor jeg skal høre hjemme. Dog Gud være lovet, jeg har
dog følt og set himmelen; om den vil jeg drømme, om den vil jeg synge. [...] (25)
Da Andersen i 1836-37
arbejdede på sin tredie roman, Kun en Spillemand, skrev han et brev,
dateret 11. februar 1837, til sin faderlige ven og kollega, B.S.Ingemann, og
heri fortæller han om sin nye roman:
[...] Den er, som det meste jeg har skrevet, en afspejling af mig selv.
I "O.T." havde jeg en bestemt plan, før jeg nedskrev et ord; denne
gang derimod lader jeg Vorherre sørge for det hele. Jeg har to bestemte karakterer;
disses liv vil jeg give; men hvorledes de ender - ja, det betror jeg Dem - det
ved jeg ikke selv endnu, uagtet anden del er mod slutningen. Folk siger, det er
mind bedste roman; i grunden er det ingen stor kompliment mod mig; thi med den
sidste tænkte jeg og spekulerede; denne gang skriver jeg ikke et ord, uden at
det bliver mig givet, ligesom pånødt mig. Det er, som erindringen af et
gammelt eventyr kom mig i tanke, og jeg måtte fortælle det. Dersom det ikke var
altfor profant at sige, så sagde jeg, at jeg nu begreb Bibelstedet: "den
ganske skrift er indblæst af Gud!" (26)
I sine Bemærkninger til "Eventyr
og Historier", 1862, skriver Andersen i forbindelse med eventyret Klokken,
1845, at de originale af hans eventyr "lå i tanken som et frøkorn, der
behøvedes kun en strømning, en solstråle, en malurtdråbe, og de blev
blomst." (27)
Senere i Bemærkninger
fortæller han om Historien om en moder, 1848, at det "sprang frem
uden anledning; på gaden, som jeg gik, kom tanken, og udfoldede sig til
nedskrivning." Saml.Skr.XV, s.302.
Om eventyr som Det gamle egetræs sidste
drøm, 1858 og A.B.C.-Bogen, 1858, siger Andersen, at de "er
sprungne frem i øjeblikkets stemning." Saml. Skr.XV, s.306. Om
eventyrene generelt, fortæller han samme sted: "Det egentlige indhold kom
som alle eventyrene øjeblikkelig, således som en kendt melodi eller sang kan
komme."
I sine Bemærkninger
til "Eventyr og Historier", 1874 skriver Andersen til slut:
"Eventyr og Historier" er blevne så godt som oversatte i alle europæiske
sprog, de er i mit fædreland og langt uden for dets grænser i mange år en
læsning for gamle og unge. Den højeste lykke er således blevet mig forundt at
opleve en slig velsignelse, men er man imidlertid, som jeg, nået op i
menneskenes sædvanlige, højeste levealder, Bibelens "syv gange ti",
vil denne lykkelige virksomhed være nær sin afslutning. I det jeg da ved denne
juletid bringer samlet resten af hele min rigdom: hundrede og
halvtredsindstyve Eventyr og Historier, være violinspillerens ord i eventyret
"Pen og blækhus" mit slutningsord, har jeg virket noget godt, "Gud
alene æren!" (28)
Noter
til: Kilderne til
H.C.Andersens forfatterskab
Vedr. H.C.Andersen-litteraturen: 3.00. Forkortelser
– om de i
artiklerne anvendte forkortelser af titler, navne mm.
Vedr. Martinus-litteraturen: 1-01.
Forkortelser
– om de i artiklerne
anvendte forkortelser af titler, navne mm.
1 LB I, stk.183-84.
2 LB I, stk.199-201.
3
H.C.Andersen:
I Sverrig. R&R VII, s.89-92. Vedr. "Livets disharmoni": Se
Andersens samtale med Oehlenschlæger, SS, bd. 15, s.307-08. Samtalen er i øvrigt
også gengivet i artiklen ”Alt på sin rette plads!” og i
bogen H.C.Andersen, H.C.Ørsted og
Martinus, kapitel 11. - Jf. f.eks. med LB I, stk.260; LB III, stk.983-5; LB
VI, stk.2242ff; Logik, 9. kap.
4
Anderseniana,
2.Række, Bind IV, 1961, s.43- 45. Til
linien: "O hvo kan følge Herrens skjulte tråde?", ja, måske til hele
digtet?, tror jeg, at Andersen har ladet sig inspirere af et af sine
yndlingsværker, Adam Oehlenschlægers "Aladdin eller Den forunderlige
Lampe". I den scene, hvori Aladdin er blevet lagt i lænker og anbragt
i "Et mørkt fangetårn" i sultanens palads, får han i månelyset øje
på en stor hunedderkop, som sidder i midten af sit spind. Edderkoppen giver
sig til at trøste ham med følgende ord:
Betragt
mit svage spind!
Hvor
trådene sig flette!
Den
allermindste vind
Kan
alt i hast udslette.
Et
ringe billed kun,
På
Almagts vælde stor.
Hør,
i din bitre stund,
Mit
stille trøstens ord.
Giv
på min gerning agt!
Så
sidder hist den høje,
I
centret af sin magt,
Med
et opmærksomt øje,
Han
drager, som han vil,
Snart
tråden ud, snart ind,
Han
lægger mærke til
Det
allermindste spind.
5 Billedet af den blege
pige, som kan styrte et menneske ud i vanviddet, var et yndet litterært motiv
i rædselsromantikken. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Ofelia i
Shakespeares "Hamlet", som jo bliver vanvittig, da Hamlet på
et tidspunkt afviser hende og hendes kærlighed. Se evt. "Hamlet",
fjerde akt, syvende scene.
6 H.C.Andersen. Brevveksling
med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af Det Collinske Hus I-III.
Udgivet af H.Topsøe-Jensen under medvirken af Kaj Bom og Knud Bøgh. Ejnar
Munksgaards Forlag. København 1945. Se bd. I, s.40-42.
7 Senere skrev Ingemann
også romanerne Kong Erik og de fredløse (1833), Prins Otto af
Danmark (1835) og den versificerede roman Dronning Margrethe
(1836).
8 H.C.Andersen: Dagbøger
I, s.9. Digtet Siælen, som vi siden skal se betydeligt nærmere på,
blev efter H.Topsøe-Jensens opfattelse skrevet i Andersens skoleferie i
sommeren 1825. Se herom H.Topsøe-Jensen: H.C.Andersen og andre Studier, s.63-67,
330-31. Digtet er også omtalt i min bog H.C.Andersen,
H.C.Ørsted og Martinus, kapitel 8.
9 H.C.Andersen: Dagbøger
I, s. 19.
10
Tage Høeg: H.C.Andersens Ungdom, s.271-304.
11
Kjeld Galster: H.C.Andersen og hans Rektor, s.16.
12
H.C.Andersen: Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Bd. I,
s.7. L.S. Vedel Simonsen (1780-1858), historiker og ejer af Elvedgaard
13
Samme sted som i note 10.
14 Det i note 12 nævnte
værk og bind, s.19. Ordet ’obiter’ må i denne forbindelse kunne omskrives til:
’når De besøger folk’. Og ’sin venia verbo’ kan betyde ’lade et ord falde om’, dvs.
’gøre opmærksom på’.
15
Samme sted, s.22-23.
16
Samme sted, s.25.
17
Samme sted, s.29.
18
Jørgen Skjerk: Eventyrdigterens besvarelse af Universitetets
prisopgave i æstetik 1830. 1978.
19
Det i note 12 nævnte værk, s.52-53. Andersen realiserede dog ikke sin
plan om en nutidsroman, men benyttede derimod ideen, da han flere år senere
skrev vaudevillen "Skilles og mødes, original dramatisk Digtning i to
Afdelinger”, 1833, hvori første afdeling har overtitlen ”Spanierne i
Odense” og Anden afdeling overtitlen ”Fem og tyve år derefter”.
Stykket blev første gang opført på Det kgl. Teater den 1. april 1836, altså
dagen før Andersens 31 års fødselsdag. I 1865 vendte Andersen tilbage til emnet
i og med lystspillet "Da Spanierne var her. Originalt romantisk
Lystspil i tre Acter.". Opført første gang på Det kgl. Teater den 6.
april 1865.
20
H.C.Andersen: Dagbøger I, s.118. Andersen opgav egentlig aldrig
emnet omkring Grevens Fejde. Det var dog især Christian II.s bemærkelsesværdige
skæbne, der optog ham, og endnu i 1835 havde han en novelleplan herom, som han
kaldte for "Skiftingen" (B&B I, s.297). En
"skifting" er et troldebarn, der er forbyttet med et menneskebarn,
et emne, som spillede en stor rolle i den folkelige overtro endnu på H.C.Andersens
tid. Andersen behandlede sidste gang emnet i "Kongen drømmer, originalt
Drama i een Act", med musik af Henrik Rung. Heri er
"skiftingen" eller dværgen imidlertid blevet til en gammel soldat,
som er oppasser for den fængslede konge. Den gamle soldat møder man allerede i
romanfragmentet, hvor han utvivlsomt kan opfattes som et litterært og delvis
fiktivt portræt af Andersens egen fader, Hans Andersen, der allerede var død
som cirka 34-årig i 1816. Men for H.C. Andersen var faderen en
"gammel" kending, som forresten skulle komme til at følge ham gennem
hele forfatterskabet, fra "Genfærdet ved Palnatokes Grav",
1822, over "Dødningen", 1830, og især "Rejsekammeraten",
1835, i den ene ende, og til "Hvad gamle Johanne fortalte",
1872, i den anden ende af forfatterskabet.
21
Anderseniana, Vol. III, 1935, s.61-62.
22
Saml.Skr. XII, s.62. Se evt. H.C.Andersen / Digte / I udvalg ved
H.Topsøe-Jensen, s.90-91. –
23
Harry Rasmussen: H.C.Andersen - hans forfatterskab og livsanskuelse i
kosmologisk belysning. Temahæfte nr.6, udgivet af Kosmologisk Information
1996, s.25-26. Artiklen vil også kunne læses via dette link: Det poetiske univers / H.C.Andersen og
kosmologien (1. del),
24
R&R I, s.252-53.
25
BHW I, s.161. Ifølge H.Topsøe-Jensens noter, BHW III, note 11, s. 54,
har det Bibel-sted, hvortil Andersen henviser i teksten, ikke kunnet
identificeres. HT-J mener, at der evt. kunne være tale om Hebræerbrevet 6, 4-6,
eller muligvis Joh. 6.kap.
26
B&B I, s.367. Bibelstedet, Andersen henviser til, kan være 2
Tim.3,16. Andersens brev til Ingemann er også trykt i Kirsten Dreyer: H.C.Andersens
brevveksling med Lucie & B.S. Ingemann. Bind I, brev nr.57, s. 126.
27
Saml.Skr.XV, s.300.
28
Saml.Skr.XV, s.318-19.
© Harry Rasmussen.