-
personlige tanker omkring døden
I denne
artikel fremsættes nogle helt personlige betragtninger omkring fænomenet døden,
som jo ofte er den store joker i vi menneskers liv. Døden kommer i reglen
uventet og ubelejliget i næsten alle tilfælde, måske lige med undtagelse af
alvorlige sygdomme med længerevarende udsigt til dødelig udgang. Men den
fysiske død – ja, den psykiske eller mentale ’død’ med, den Martinus betegner
som ”den kosmiske død” – er os alle vis. Man kan muligvis indvende, at artiklen
er for meget fokuseret på min egen person, men dertil vil jeg svare, at det jo
netop også er mine personlige oplevelser og tanker omkring i dette tilfælde
døden, der ligger til grund for artiklen. Imidlertid er der indskudt et
kortfattet afsnit om, hvordan Martinus fremstiller fænomenet døden i sin kosmologi.
I den forbindelse skal rettes en dybfølt tak til forfatteren Per Bruus-Jensen
for hans velvillige og sagkyndige kontrollæsning af min fremstilling af
specielt Martinus’ opfattelse af døden.
Dødens
forunderlige gåde
Når man som jeg er nået op i en alder af 80
år, begynder man for alvor at tænke på, hvordan det mon vil være at dø. Det
står jo lysende klart for én, at man fysisk set har fremtiden bag sig, så
derfor kan man lige så godt belave sig på, at en skønne dag må og skal man
lukke sine øjne for sidste gang i dette liv. Tanken forekommer underlig, for
man har et helt liv igennem vænnet sig til, at der i morgen atter er en dag,
der skal leves med sine udfordringer, sine rutiner, problemer og store og små
glæder. Et helt liv har man haft og fået lov til at vænne sig til det fysiske
livs vilkår på godt og mindre godt. Heldet eller skæbnen har villet, at man som
i mit tilfælde har været forskånet for alvorlig sygdom, hvilket der er god
grund til at være taknemmelig for. Det er desværre ikke alle, der er så heldigt
stillede.
Sin professionelle karriere har man i min
alder forlængst lagt bag sig, og mange af dem, man havde kontakt med og
samarbejdede med i ungdoms- og manddomsårene er enten døde eller de er
forsvundet ud i bekendtskabets og erindringens periferi, fordi den indbyrdes
kontakt kun havde professionel karakter. Men mest vemodig er tanken om
adskillelsen fra sine kære, først og fremmest sin ægtefælle, sine børn og
børnebørn, som i så mange år har været en integreret og uundværlig del af éns
hverdagsliv. Dertil kommer tankerne om man nu har gjort i livet, hvad man burde
og skulle, eller om man har svigtet til fordel for sin egen magelighed og
behagelighed. I den forbindelse behøver man bare at spørge dem, der ikke kan
lide én, så skal man nok få fortalt, hvilket bæst man har været. Folk ser jo
gerne ’splinten’ i andres øjne, men ’bjælken’ i deres egne øjne kan de ikke få
øje på.
Personligt har jeg da også for længst
indset, at det langt fra er hos alle, at der vil være klangbund for det, jeg
skriver og har skrevet i tidens løb, men at vi alle skal dø en dag, det kan
trods alt ingen komme udenom, klangbund eller ej. Men det jeg skriver, har i
hvert fald ikke bud til mennesker, der er overbeviste ateister og
materialister, altså som ikke tror på hverken en Gud eller livets store
guddommelige eventyr. Men den ærlige og oprigtige tvivler, som blot ikke ved
egen hjælp evner at se gennem tingene, er der måske et håb om at kunne ’klinge’
igennem til. Det er grundlæggende et spørgsmål om tilstedeværelsen af et behov,
derimod ikke om hverken intelligens eller forstand. Den, som er sulten, har
behov for at spise, og helst spise sig mæt, og det uanset om vedkommende er
intelligent eller ikke. Det samme princip gælder den mentale ’sult’, som søger
at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Men den form for ’sult’ har i bedste
fald behov for viden og indsigt i tilværelsens dybere aspekter og spørgsmål.
Blandt disse er netop spørgsmålet om døden.
Hvad
er døden?
I den nyere vestlige kultur er døden generelt set et tabuemne, som de fleste går langt udenom at tale om, endsige tænke på. Det er helt naturligt og forståeligt, at børn og unge normalt ikke går omkring og tænker på døden, som jo forekommer som noget uendelig fjernt og næsten usandsynligt. Men voksne, som normalt ikke kan undgå at få døden indenfor den private sfære før eller siden, når et medlem af familie-, venne- eller bekendtskabskredsen afgår ved døden, enten pludseligt ved et ulykkestilfælde eller efter kortere eller længere tids sygdom. I vore dage har man indtrykket af, at den kristne lære kun har betydning for et mindretal, og derfor er det efterhånden kun de færreste, der tør tro og lader sig trøste af kristendommens opfattelse af begrebet og fænomenet døden. ”Syndens sold (løn) er døden!” forkyndes det. Døden kom ind i verden, da mennesket i Paradisets Have overtrådte Guds påbud om ikke at spise af kundskabens træ. Men det glade budskab (evangeliet) forkynder udfrielsen fra synden og døden og påviser, at det sker i og med troen på Jesus Kristus. ”Påskemorgen slukker sorgen” sagde Grundtvig og sigtede med denne sætning til Jesu genopstandelse påskemorgen. Genopstandelsen var tegnet på, at det syndfri menneske overlever døden. Denne genopstandelse har man så siden urkristendommen gjort til en absolut unik begivenhed, der kun overgik ’gudemennesket’ Jesus Kristus.
Om det moderne menneskes holdning til døden
har jeg skrevet artiklen Med døden som joker, der står at
læse i Kosmos nr. 2-2006, men også kan læses her på hjemmesiden, og som godt
kan ses som et supplement til denne mere personligt prægede artikel, hvor det
drejer sig om min egen holdning til døden. Men hvad er da døden?
Ja, umiddelbart må svaret lyde, at det er,
når døden indtræder hos et menneske, enten som følge af ulykkestilfælde, sygdom
eller alderdom. I alle tilfælde sker der det, at de biologiske livsfunktioner
ophører, i nogle tilfælde sådan, at hjernedøden indtræder før de øvrige fysiske
funktioners ophør. I og med hjernedøden forekommer også bevidstløsheden, men
denne kan dog også finde sted af andre årsager, som f.eks. ved bedøvelse, ved
slag eller stød mod hovedet, ved kvælning, ved høj feber, ved overdosis af
alkohol eller narkotiske stoffer mm. I og med kortere eller længere varende
bevidstløshed forsvinder individets Jeg-følelse og personlighed midlertidigt, i
hvert fald iagttaget ’udefra’ og målt med fysiske instrumenter. Ved dødens
indtræden i form af ophør af de forskellige organers funktioner, forsvinder
bevidstheden og dermed også Jeg–følelsen og personligheden uden mulighed for en
tilbagevenden til den afdøde krop, så lidt som muligheden for at fortsætte en
selvstændig eksistens. Og det så meget mindre, som at hjerneforskningen
identificerer bevidsthedsfunktionerne og herunder Jeg-følelsen og
personligheden med den fysiske hjernes funktioner. Følgelig ophører
bevidsthedsfunktionerne i samme øjeblik, som hjernens funktioner ophører.
Men det store spørgsmål er, om
hjerneforskningen har fuldkommen ret i påstanden om, at identitetsforholdet
mellem hjernen og bevidsthedsfunktionerne, er hele forklaringen på, hvad
bevidsthed, jeg og personlighed er for fænomener? – Det forhold er der jo som
bekendt også helt andre og modsatte forklaringer på, sådan som vi træffer på
det inden for åndsvidenskaben og især i Martinus’ kosmologi. Og det er den
sidstnævnte jeg personlig vil henholde mig til, fordi den forekommer mig at
være den mest sandsynlige. Hjerneforskningen har jeg i øvrigt kommenteret i
adskillige artikler her på hjemmesiden, så derfor vil jeg nu gå direkte videre
til at se på, hvad der sker i det øjeblik, hvor døden indtræder.
Hvad
sker der ved dødens indtræden?
Kloge hoveder, som f.eks. H.C.Andersen og
Martinus, har kaldt søvnen ”den lille død”. Det betyder, at døden er som at falde
i søvn, hvorunder bevidstheden tilsyneladende ophører. Men som de fleste ved af
erfaring, så ’vågner’ Jeg-bevidstheden op igen under søvntilstanden i form af
’drømme-bevidsthed’. Pointen er, at drømme-bevidstheden i henhold til
åndsvidenskaben, og specielt i henhold til Martinus’ kosmologi, er direkte
sammenlignelig med bevidsthedens tilstand eller situation efter det fysiske
legemes død og ophør. Efter døden vågner individet op i form af et åndeliggjort
væsen, hvilket vil sige, at Jeg-bevidstheden vågner op i en ’drømme-krop’ og
oplever en række mere eller mindre fantastiske ting, som på mange måder har
lighed med den fysiske verden, individet lige har forladt, enten ved søvnens
eller dødens indtræden.
I artiklerne Min vej til Martinus og
Er
sjælen en hallucination? har jeg beskrevet en nærdøds-oplevelse, jeg
havde som 13-årig. Det var en dramatisk og stærk oplevelse, som overbeviste mig
om, at døden ikke kan betyde et ophør af jeget og personligheden. Men
skeptikere, som har læst mine artikler, kan naturligvis med en vis ret
indvende, at der jo i mit tilfælde ikke var tale om en fuldstændig afbrydelse
af forbindelsen til den fysiske krop, men kun om en kortvarig og midlertidig
afbrydelse af blodtilstrømningen til hjernen som følge af kvælning. Ganske
rigtigt, men her overser man den rolle, som selve
oplevelsen spiller i sammenhængen. Oplevelse vil jo altid være subjektiv,
idet den kun kan opleves ’indefra’, men det betyder ikke nødvendigvis, at der
er tale om hallucinatorisk eller illusorisk oplevelse, fremkaldt af, at
hjernen så at sige doper sig selv, sådan som visse hjerneforskere angiveligt mener.
Forekomsten af den ekstra mængde dopamin kunne jo også tænkes at skyldes
situationen, og ikke omvendt, at denne skyldes dopamin. Der sker jo f.eks. også
en ekstra tilstrømning af blod til et sår, som i hvert fald ikke er forårsaget
af blodet.
Hvad siger
Martinus om døden?
Først og fremmest er døden i henhold til
Martinus’ kosmiske analyser en lys begivenhed, som der på forhånd er grund til
at glæde sig over. Det er der specielt, når det afdøde individ er blevet
udfriet fra et sygdomsplaget eller ældet og udslidt fysisk legeme, som ikke
længere er dueligt til at formidle den opgave, at tjene som et 100% sanse- og
manifestationsdygtigt organ for jeget. Det er derfor ikke særlig kærligt at
ønske, at vedkommende individ skal fortsætte sit fysiske liv, sådan som de
sørgende efterladte ofte gør. Men det skyldes ifølge Martinus, at menneskene er
uvidende om, hvad døden i virkeligheden er ensbetydende med, nemlig som nævnt
en lysets begivenhed. Det hænger ikke mindst sammen med, at individet ikke kun
er i besiddelse af ét legeme, men faktisk af hele seks sådanne, og at et af
disse ved den naturlige død altid vil være så tilstrækkeligt udviklet, at det
efter det fysiske legemes død vil kunne bære og videreføre dagsbevidstheden.
Vedr. de syv legemer eller organsystemer, der står til Jegets rådighed, se
f.eks. artiklen Jegets evige energikilder.
Ved naturlig død forstår Martinus en død,
der sker som følge af alderdom, hvorfor alle andre former for dødsårsager må
betegnes som unaturlig død. Eftersom det er en kendsgerning, at mange mennesker
dør som følge af unaturlig død, er situationen derfor i de tilfælde noget
anderledes, end den er ved den naturlige død. En forkortet fysisk levetid er
med andre ord en abnormitet og vil derfor i lighed med alle andre former for
abnorme eller unaturlige foreteelser være forbundet med et vist ubehag.
Ubehagets omfang vil dog være beroende på i hvilken grad, individet er åndeligt
udviklet. Jo højere udviklet individet er, jo mindre ubehag, og jo mindre
udviklet individet er, jo større ubehag vil det være udsat for at komme til at
opleve under dødsprocessen. Det skyldes i henhold til Martinus den grundårsag,
at ved en for tidlig død har det åndelige legeme, som skal overtage og bære
individets dagsbevidsthed efter døden, ikke haft tid til at udvikle sig til den
nødvendige kapacitet og stabilitet.
Den nævnte situation er uheldig, for så
vidt som at dagsbevidstheden ved det fysiske legemes for tidlige død mere eller
mindre pludseligt overgår til det endnu ikke fuldt udviklede og bæredygtige
åndelige legeme. Derved risikerer det sidstnævnte legeme at blive overbelastet,
hvilket i værste fald kan resultere i abnorme sjælelige tilstande i det
åndelige tilværelsesplans første sfære. Der er dog en undtagelse herfra, siger
Martinus, nemlig i de tilfælde, hvor døden skyldes forudgående langvarig
sygdom, idet det åndelige legemes udvikling eller modning herunder er blevet
fremskyndet en del, og det derfor er nogenlunde i stand til at bære og befordre
dagsbevidstheden, hvorfor ubehaget ved den for tidlige død derved bliver
tilsvarende mindre.
Martinus omtaler også unaturlig død gennem
selvmord, og i den situation kommer det i reglen dybt deprimerede og ulykkelige
individ ud for at opleve den store skuffelse, det er at måtte konstatere, at
døden ikke betyder en udfrielse fra de besværligheder, der drev vedkommende til
at tage sit eget liv, tværtimod. Det pågældende individ vil ifølge Martinus
blive konfronteret med principielt tilsvarende besværligheder i sin kommende
eller eventuelt flere følgende fysiske tilværelser, indtil det går op for
individet, at det må ændre sine handlinger og sin indstilling til livet, og
dermed kort og godt se at komme videre i sin mentale og moralske
udviklingsproces.
Imidlertid er forholdet ifølge Martinus
det, at fordi de fysisk afdøde individer i lighed med alle andre levende
væsener i henhold til universelle love må passere alle spiralkredsløbets riger,
for at kunne fødes i et nyt fysisk legeme, vil ubehagelighederne kun kunne vise
sig i den allerlaveste sfære i det første rige efter døden. Men passagen gennem
de nævnte riger sker dog for de fysisk afdøde individers og væseners
vedkommende kun i elementære eller latente former, alt efter som de legemer,
der sucessivt skal bære og befordre dagsbevidstheden, er udviklede. Den nævnte
sfære betegner Martinus med det fra romersk-katolsk opfattelse kendte ord og
begreb ”skærsilden”, som overtroen desuden kalder for ”helvede”. Overtro, fordi
forestillingerne om ”den evige ild” og ”uendelig fortabelse” ikke eksisterer i
det virkelige liv, men kun er udtryk for primitiv fantasi. Begrebet ”skærsild” dækker over den
romersk-katolske forestilling, at den døde billedlig talt må igennem en
rensende ild inden dommen, som afgør, om vedkommende individ kan indlades i det
himmelske paradis eller dømmes til et ophold i en vis anden lokalitet. Vedr.
det ’afdøde’ individs passage gennem de åndelige eller parafysiske riger, se
f.eks. artiklen Gennem døden eller de parafysiske riger.
Men den situation og de omgivelser, der møder den ’afdøde’ umiddelbart efter den fysiske døds indtræden, ligner til forveksling den fysiske tilværelse, individet lige har forladt. Det skyldes i henhold til Martinus den omstændighed, at det ubehag, der opleves i dødens første sfære, udelukkende er er resultat eller produkt af de fejltrin, som individet har begået under sin fysiske tilværelse. Det hænger igen sammen den omstændighed, at den åndelige materie eller energi i henhold til Martinus er af en sådan natur, at den uvilkårligt og umiddelbart former sig efter det pågældende individs ønsker, vilje og tanker, og i nok så høj grad også efter dets vanebevidsthed. Men nok så vigtigt i denne forbindelse er det, at ubehaget i dødens første sfære skal ses som et supplement til de ubehagelige oplevelser og erfaringer i den fysiske tilværelse. Det er ifølge Martinus nemlig formålet med ubehaget, at dette skal fungere som en vejviser til et stadig fuldkomnere liv og anspore individet til at søge mod Gud. Men eftersom dødens første sfære kun omfatter et meget lille område i forhold til hele den åndelige zone, som udgør ”et ocean af lys og salighed”, nemlig i form af de åndelige storriger, må ubehaget i sin dybeste analyse karakteriseres som ”en guddommelig velsignelse”.
Det første, der møder det nyligt afdøde
individ, er altså sædvanligvis det kompleks af personlige erfaringer, følelser,
tanker, fantasier mm., som Per Bruus-Jensen supplerende betegner som ”jegets mentale
livsrum”, men vel at mærke projiceret ud i realistiske åndelige scenerier i
plastiske former, farver, størrelser og bevægelser, i principiel lighed med,
hvad tilfældet er i den fysiske verden. Der er i en vis forstand tale om
gentagelser af foreteelserne i den fysiske verden, som individet kort forinden
har forladt. Imidlertid er det ikke kun individet selv, der kan iagttage og
opleve de nævnte scenerier, disse vil også kunne iagttages og opleves af andre
indiivider i den åndelige verden. Men scenerierne er og bliver udelukkende et
produkt eller skabt af individets egne personlige oplevelser, erfaringer og
vaneforestillinger fra den fysiske tilværelse, og det i så høj grad, at
individet i nogle tilfælde endog ikke fra begyndelsen er sig bevidst, at vedkommende
faktisk er ’død’ fra sit fysiske legeme og den fysiske verden.
Dødens første sfære har altså i hovedsagen
udpræget individualistisk karakter, hvilket eksempelvis indebærer, at et
naturmenneske vil opleve den åndelige verden på en anden måde, end tilfældet er
med det civiliserede menneske og kulturmennesket. I den åndelige verden er den
indbyrdes kontakt, vekselvirkning eller kommunikation mellem individerne
betinget af, at de pågældende er i stand til at komme på mental bølgelængde
eller resonans med hinanden. En bølgelængde kan f.eks. være fælles
interesseområder. Men i de tilfælde, hvor dette ikke er muligt, vil individerne
være ude af stand til eller afskåret fra, at komme i kontakt med hinanden. Men
der vil være meget andet og mere at sige om individets overgang fra fysisk til
åndelig tilværelse, som det imidlertid vil føre for vidt at komme ind på her.
Derfor skal læseren henvises til Martinus egne værker, primært Livets Bog 1-7,
og supplerende til Per Bruus-Jensens værker, herunder f.eks. ”X” – en komplet
indføring i Martinus’ kosmologi, bind 2, stk. 2. 109.-2. 150.
Opfølgende kan det siges, at Martinus ser
dødens første sfære som et særligt mødested for levende væsener - dels nyligt
afdøde og dels nogle, som midlertidigt er ’fanget’ i deres egne mentale
’fængsler’. Hvad det sidstnævnte angår, er det derfor også ikke mindst her, at
de såkaldte skytsengle eller skytsånder optræder, lige som det er her, at man
som noget af det første ved ankomsten til den første sfære kan mødes med de af
ens kære, som er gået forud og endnu ikke er re-inkarneret. Det gælder i øvrigt
også for de kæledyrs vedkommende, som i særlig grad har været knyttet til
mennesker. Det er i øvrigt vigtigt at erindre sig, at dødens første sfære
rummer to oplevelseszoner, nemlig ’helvedeszonen’ og ’paradiszonen’. Men det
forholder sig dog ikke sådan, at alle skal gennemgå en såkaldt helvedesoplevelse i den første sfære,
hvorimod der altid vil være tale om en vis skærsildsoplevelse
i den forstand, at man bliver præsenteret for sit tilbagelagte fysiske liv
som en slags ’karakterbog’, som man konfronteres med på en sådan måde, at det
ikke er muligt at lukke øjnene for dens budskab, hvorfor individet derfor også
mere eller mindre gribes af anger, samvittighedsnag og sorg over sig selv og
sine handlinger i den fysiske verden. Men det er i henhold til Martinus alt
sammen udtrykkeligt led i en renselsesproces,
der har til formål at forberede individet til et kortere eller længere ophold i
en første-sfære-paradiszone, hvor man
i øvrigt gradvist lærer at benytte sig af den åndelige verdens overlegne
adfærdsmuligheder. Disse afviger markant fra, hvad man har været vant til
i den fysiske verden, og de fører sluttelig til endelig eller definitiv
'udfrielse' fra den første sfære til fordel for et kortere eller længere
varende ophold i den egentlige åndelige verden med dens forskellige højere
riger. Disse riger eller tilværelseszoner er som bekendt følgende: det rigtige
menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.
I øvrigt påpeger Martinus, at alt imens
individet passerer igennem de stadigt højere åndelige tilværelsesplaner eller
–zoner, forberedes opbygningen af et nyt fysisk legeme, som individet
efterhånden modnes til at inkarnere i, hvorefter det diskarnerede individs Jeg
atter vil kunne kommunikere med den fysiske verden og – nok så væsentligt –
tilegne sig nye oplevelser og erfaringer, der kan komme det til gode under den
videre færd. Og for så vidt individets død og åndelige tilværelse har været
normal, vil det genfødes i et sundt og normalt fysisk legeme. Er det ikke
tilfældet, vil individet genfødes i et mere eller mindre skrøbeligt og i værste
tilfælde ligefrem handikappet fysisk legeme, som i større eller mindre grad
hæmmer individets livsoplevelse og livsudfoldelse under den fysiske
inkarnation. Men også i sådanne tilfælde er der håb forude, idet det vil være
muligt for individet via sin erfaring og mere hensigstmæssige mentale
dispositioner efterhånden at ændre især sin moralske kurs.
Gensyn med afdøde slægtninge og venner
Som det formentlig vil være fremgået af det
ovenfor anførte, vil det ’afdøde’ individ ved skytsåndernes hjælp på et
tidspunkt få sat de bevidsthedscentrer eller talentkernecentrer midlertidigt ud
af funktion, som er årsagen til den første dødssfæres helveds- så vel som
paradis-scenerier, hvorefter individet rent faktisk befinder sig i den
virkelige åndelige verden. De pågældende skytsånder kan i øvrigt være identiske
med slægtninge eller venner, der er døde forud for én selv. Det er derfor også
allerede her i dødens første sfære, at gensynet med afdøde familiemedlemmer og
venner kan finde sted. Her har man mulighed for at vise sig for hinanden,
således som man så ud i det forladte liv, sådan at man umiddelbart vil kunne
genkende f.eks. sine kære og måske forlængst afdøde forældre og sine
forudgangne kære venner, men interessant nok i forynget og forskønnet skikkelse
for de voksnes vedkommende. Hvordan det foregår i praksis eller rent ’teknisk’
skal jeg dog ikke komme nærmere ind på her, men henvise læseren til Martinus’
værker, som f.eks. bøgerne ”Menneskehedens skæbne” og ”Bisættelse”, og
suppleret med Per Bruus-Jensens værker, specielt ”X”, bind 2, lektion 35-40.
Desuden kan henvises til afsnit, som f.eks. Gennem døden eller de parafysiske verdener
og Jegets evige energikilder her på hjemmesiden, samt Grundenergiernes
kombinationer. I sidstnævnte artikel skal der specielt
henvises til diagrammet Individets
sjælelige struktur, som viser, hvordan den indbyrdes kontakt og
kommunikation mellem individerne foregår i blandt andet den åndelige verden og
i det hele taget.
Men det er altså det nævnte
fremtidsperspektiv, der i henhold til Martinus venter alle mennesker uden nogen
som helst undtagelse, når de ligger for døden. Og selvom dødsprocessen af
nødvendighedsgrunde indeholder de nævnte helveds- og paradis-oplevelser, så
tegner der sig alligevel et lyst og optimistisk billede af den fremtid i de
åndelige verdener, der venter ethvert menneske – ja, i realiteten ethvert
fysisk levende væsen – når det af enten uheldige eller naturlige årsager må
forlade den fysiske verden. De åndelige verdener kan i princippet sammenlignes
med søvn- og drømmetilstanden, idet der i en vis forstand er tale om en
gentagen hvileperiode i individets evige liv. Men lige som søvntilstandens hvileperiode i det fysiske liv normalt
efterfølges af en ny aktivitetsperiode i form af den vågne tilstand, således
efterfølges dødens hvileperiode også af en vågentilstand i form af en ny
reinkarnation med alt, hvad dette indebærer af aktivitet for det enkelte
individ.. Der gør sig altså med andre ord en særlig naturrytme gældende i begge
de nævnte tilfælde.
Her skal fortælles om det tilfælde, hvor
jeg som cirka 13-årig dreng selv mistede bevidstheden som følge af en kammerats
kvælningsforsøg, som en dag i efteråret 1942 fandt sted i skolegården i det
store frikvarter. Kvælningsforsøget skete i legens kådhed, men fik umiddelbart
til følge, at jeg først oplevede en iskold angst og rædsel, jeg aldrig
tidligere havde kendt til, og derefter var det som om jeg med stor hast blev
hvivlet gennem en aflang, opadgående, rørformet og mørk tunnel. Idet tunnellen
endte oppe foroven føltes det lige som om min bevidstheds grænser flød ud og
smeltede sammen med et stort og fuldkommen stille intet eller noget, som fyldte
mig med usigelig fred og frydefuld salighed. Uden at fornemme tiden, for den
eksisterede ikke i disse øjeblikke, var det som om jeg vågnede op og atter blev
bevidst. Men nu befandt jeg mig siddende på noget, der lignede et aflangt,
fladt klippeplateau, som foran mig afgrænsedes af en kløft eller slugt, på hvis
anden side, der var et tilsvarende aflangt, fladt klippeplateau, som det jeg
selv befandt mig på. Ovre på dette klippeplateau, som hvis jeg skal beskrive
afstanden vel lå omkring et halvt hundrede meter væk, kom der nu til syne en
række grålige kutteklædte menneskelignende skikkelser iklædt fodlange dragter.
Det karakteristiske ved skikkelserne var, at jeg ikke kunne se disses ansigter.
Skikkelserne tog opstilling ved kanten af det klippeplateau, de befandt sig på,
men en af dem, som befandt sig i midten af rækken, adskilte sig ved at være
iklædt en lysere dragt end de andre, men heller ikke hans – for der var
tydeligvis tale om mandlige skikkelser – ansigt var synligt, fordi det lå i dyb
skygge under kutten. Denne sidstnævnte skikkelse rakte nu lige som indbydende
sine arme over imod mig, og det virkede så venligt og imødekommende på mig, at
jeg begyndte at ville rejse mig op, for at gå over imod skikkelserne, skønt
kløften eller afgrunden lå imellem dem og mig. Men i det samme var det, som om
jeg hørte skoleklokken ringe ind, og i næste øjeblik vågnede jeg op til
bevidsthed om, at jeg lå på en bænk midt i skolegården, hvor en 4-5
forskrækkede kammerater stod omkring mig, og deriblandt den dreng, som i kådhed
havde strammet mit halstørklæde så hårdt, at jeg ikke havde kunnet få luft og
derfor mistede bevidstheden.
Naturligt nok var jeg noget forvirret ved
hele situationen, og da jeg så, at mine kammmerater ikke havde travlt med at
skynde sig hen og tage opstilling i den række, som tilhørte vores klasse, så
sagde jeg til dem: ”Skynd jer dog! Skoleklokken har jo lige ringet!”
Kammeraterne kiggede lige som uforstående på mig og udbrød i munden på
hinanden: ”Den har da ikke ringet endnu!” Men i samme øjeblik gjorde den det,
hvorefter jeg kom på benene og vi alle løb hen og stillede os op i rækken.
Først mange år efter gik det op for mig, at
den omstændighed at jeg efter min opvågning fra bevidstløsheden mente at have
hørt skoleklokken ringe, ganske enkelt skyldtes at blodtilstrømningen til
hovedet og hjernen havde fået frit løb igen. Kammeraten, som havde strammet
tørklædet om min hals, fandt jo hurtigt ud af at løsne det igen. Men hvor lang
eller kort tid, der gik fra at jeg mistede bevidstheden til den vendte tilbage
igen, har jeg ingen anelse om, men det har formentlig kun drejet sig om få
minutter, for ellers ville jeg sikkert være blevet hjerneskadet. Men i de få
minutter oplevede jeg alt det, jeg har beskrevet ovenfor.
Spørgsmålet er nu, hvordan denne ret
specielle oplevelse kan og skal tolkes. I artiklen ”Min vej til Martinus” har jeg tolket den på den måde,
at kløften eller afgrunden mellem skikkelserne ovre på den anden side af denne
og det plateau, jeg selv sad på, var eller er et udtryk eller symbol på grænsen
mellem liv og død. De kutteklædte skikkelser har jeg tolket som åndelige
væsener eller skytsånder, som var kommet for at tage imod mig, og som var
parate, hvis jeg havde overskredet grænsen, hvilket heldigvis ikke skete, for
det ville formentlig have betydet min fysiske død. Men om skikkelserne var
reelle åndelige væsener eller blot projektioner af min egen bevidsthed, er jeg
ikke i stand til at afgøre med sikkerhed. Dengang som dreng var jeg ikke i
stand til at tolke oplevelsen forstandsmæssigt, men den efterlod mig med
visheden om, at jeg i mit inderste væsen var udødelig. Det så meget mere, som
at oplevelsen ydermere bekræftede nogle stærke oplevelser af Guds nærværelse,
som jeg havde haft flere gange tidligere og allerede som cirka 9-årig.
Men også her kan skeptikere eller hjerneforskere, neurologer og psykologer naturligvis komme og hævde, at min såkaldte nærdøds-oplevelse udmærket vil kunne forklares ud fra, hvad der er foregået i hjernen under forløbet af oplevelsen. Først at jeg mister bevidstheden som følge af en kvælning, der hæmmer blodtilførslen til hjernen, hvilket først fremkalder en panisk angst og rædsel hos mig, som desuden følges af en fornemmelse af at hvirvle gennem en lang lodret tunnel, som hurtigt afløses af en vidunderlig følelse af total fred, salighed og intethed. Dette kan med lidt god vilje tolkes som en følge af, at der i korte øjeblikke er stoppet for blodtilførslen til hjernen, og desuden forårsaget af hjernens produktion af dopingstoffet endorfin. Denne situation afløses imidlertid snart efter af bevidsthedens langsomme tilbagevenden til hjernen, hvilket kan forklares som en følge af, at halstørklædet løsnes, så blodet atter kan få frit løb til hjernen. Under blodets langsomme, fornyede tilstrømning til hjernen, vågner den fysiske bevidsthed langsomt op igen, hvorved min i begyndelsen omtågede bevidsthed registrerer skolekammeraterne, som står tæt ved siden af hinanden et lille stykke fra mig, altså fra min fysiske krop, som er blevet anbragt på en bænk. Den afstand, omend den vel kun var omkring en halv meter, kan den sløvede hjerne så – stadig ifølge neuropsykologerne – have opfattet som den kløft, der adskilte mig og mine kammerater. Disse var i øvrigt efterårsklædte og havde anorakker eller frakker på, heraf nogle med hætter, og det har hjernen så formodentlig opfattet som de kutteklædte – omend voksne – skikkelser, der befandt sig ovre på den anden side af den kløft, der var imellem dem og mig.
Rent personlig er jeg naturligvis ikke i stand til sagligt at
afvise den ovenfor beskrevne banale og jordbundne forklaring på min
nærdøds-oplevelse, men det er til trods herfor min overbevisning, at en sådan
årsagsforklaring ikke holder vand. Det mener jeg på grundlag af den
kendsgerning, at hjerneforskerne eller neuropsykologerne normalt ikke befatter
sig med erkendelsesteori, for i så fald ville de ikke, som det nu er tilfældet,
overse eller ignorere den rolle, som selve
oplevelsen spiller i sammenhængen. For selvom man går ind på
hjerneforskernes præmisser om, at det er fysisk-kemiske hjerneprocesser, der
reelt set har forårsaget i dette tilfælde min nærdøds.oplevelse, så var
oplevelsen af disse processer jo tydeligvis noget helt andet, nemlig det forløb
og de ’billeder’, jeg har beskrevet tidligere ovenfor. I selve oplevelsen var
der ikke tale om en banal hverdagsagtig københavnsk skolegård, men derimod om
et storslået klippeplateau, og heller ikke om nogle drenge i 12-13 års alderen,
men om en flok kutteklædte, voksne mænd. Det er det, der er pointen her, nemlig
bevidsthedens, sindets eller den sjælelige strukturs skabende evne.
Vedrørende
livsoplevelsen og dennes overfysiske forudsætninger: Se nærmere herom i TILLÆG:
2. kapitel: Erkendelseslæren
i Martinus’ kosmologi (I)
Det væsentlige ved den ovenfor beskrevne
nærdødsoplevelse er imidlertid efter min egen opfattelse, at jeg ser en
parallel mellem Martinus’ beskrivelse af dødsprocessen og den nærdødsoplevelse,
jeg havde som 13-årig. Men den egentlige pointe er, at jeg også mener, at der
er en direkte parallel mellem nærdødsoplevelsen og den død, som jeg – i lighed
med alle andre – alene i kraft af min alder nærmer mig. Den afskrækker mig
derfor ikke, for nu ved jeg, at døden primært er at miste bevidstheden om det
fysiske legeme og den fysiske omverden, selv om tanken om den fylder mig med et
vist vemod, idet man jo uundgåeligt skal skilles fra sin kære og nære familie
og sine gode venner. Det er dog en trøst at vide, at man efter døden både vil
kunne møde sine afdøde familiemedlemmer og sine venner, og senere måske også
dem, man nu kender og lever sammen med, når de engang afgår ved døden.
Et af de emner og spørgsmål, der uvægerligt
melder sig i forbindelse med tanken om døden, er reinkarnation eller genfødslen
til et nyt liv, mest sandsynligt her på jorden. Ifølge min erfaring stiller
mange mennesker sig skeptiske og ikke sjældent også afvisende over for begrebet
og fænomenet reinkarnation. En del mennesker reagerer negativt på denne
mulighed, ofte med henvisning til, at selve tanken er for fantastisk eller
urealistisk, eller at den tanke, at man skal leve sit liv forfra og om igen, er
uhyrlig, utænkelig og – ikke mindst – afskrækkende og uønskværdig. Det er naturligvis
forståeligt, at nogen tænker sådan, især hvis man har haft et ikke alt for godt
liv i den aktuelle inkarnation, men generelt må man sige, at sådanne tanker og
modvilje beror på en misforståelse af, hvad reinkarnation egentlig er og
betyder.
Set med uvildige øjne er reinkarnation for
det første ’teknisk set’ mulig, og for det andet kan den i høj grad også
anskues fra en positiv synsvinkel. Reinkarnation er en forudsætning for, at
retfærdigheden kan fuldbyrdes, nemlig i medfør af skæbnelovens samtidige
funktion. Mange mennesker synes at mene, at der da ikke kan herske retfærdighed
i denne uoverskuelige og kakofoniske verden, men både i henhold til klassiske
indiske filosoffer og nyere filosoffer og mystikere, som eksempelvis Martinus,
er det udtryk for illusion at tro og mene, at tilværelsen er uretfærdig og
dermed tilfældig. Tværtimod er den i højeste grad hensigtsmæssig og retfærdig,
nemlig i kraft af Guddommens fuldkomne væsen, som blandt andet udmønter sig i
skæbneloven og reinkarnationen, der i begge tilfælde indgår som uundgåelige og
uundværlige led i det vældige kosmiske spiralkredsløb og dettes lovmæssigheder.
I klassisk indisk filosofi betegnes retfærdighedens fuldbyrdelse som en
konsekvens af karma-samsãras virksomhed. Begrebet karma svarer til begrebet
skæbnelov, og begrebet samsãra svarer til begrebet det kosmiske spiralkredsløb.
Det betyder, at alle livsformer er omfattet af den universelle lovmæssighed,
karma, og at alle deltager i den samme universelle kredsløbsbevægelse, der
betyder overgange til stadig nye livsformer. Karmaloven indikerer, at ethvert
levende væsens placering og skæbne er bestemt af dets egne handlinger, og
genfødsel er derfor bestemt af forudgående karma i et evigt universelt
kredsløb, hvor genfødsel eller reinkarnation i henhold til Martinus dog kun
finder sted i tre af de ialt seks store naturriger, mens organismeudskiftning i
de tre øvrige og åndelige storriger sker via materialisation og
dematerialisation. Men ingen er undtaget fra karma-samsãra, der gælder for både
guder og mennesker, dyr og planter, som derved indplaceres på forskellige
udviklingstrin i et fælles hierarkisk system. Dette ’system’ kaldes i Martinus’
kosmologi for det guddommelige Alvæsen, hvis bevidsthed og organisme er
opbygget af de netop nævnte store og samtidige naturriger: mineralriget,
planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den
guddommelige verden og salighedsriget, som alle og hver især er ’befolket’ og
opretholdt af myriader af levende væsener på udviklingstrin, der svarer til de
pågældende rigers karakter. Karma-samsãra udgør dermed den dybere
årsagsforklaring på ulighed i evner, vilkår og skæbne, og har sin store værdi
ved det perspektiv, der åbnes for stadigt ny muligheder for alle og enhver.
Enhver er jo dermed sin egen ulykkes så vel som lykkes smed! Men vel at mærke
på basis af en serie universelle lovmæssigheder, nemlig dem, som Martinus
betegner som ”de kosmiske eller guddommelige skabeprincipper”. (Vedr. karma-
eller skæbneloven, se f.eks. artiklen H1-23. Individets skæbnedannelse – om skæbnedannelsens almindelige
lovmæssigheder: http://www.livetseventyr.dk/1-23Frame.htm)
På baggrund af Martinus’ kosmiske analyser og det fabelagtige verdensbillede, disse munder ud i, er der altså al mulig grund til at se lyst og optimistisk på fremtiden, éns egen og alle andres, i det gigantiske eventyr, der hedder livet eller tilværelsen. Et eventyr og et verdensbillede, som i koncentreret form især fremgår af følgende to af Martinus’ symboler: Symbol 11: Det evige verdensbillede, Det levende væsen 2, Den evige Guddom og de evige Gudesønner: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11/ - og af Symbol 13: Den evige verdensplan: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-13/ .
Det store livseventyr kan også udtrykkes i form af den lovmæssighed, som udgøres af kredsløbsprincippet, der bl.a. vise sig som døgnkredsløb, årskredsløb og livskredsløb. I henhold til Martinus kan de kosmiske storriger i princippet siges at svare til de fire hovedfaser i hhv. døgnkredsløbet, livskredsløbet og årskredsløbet. Den sidste halvdel af dyreriget og hele det rigtige menneskerige kan siges at svare til natten, barndommen og vinteren, hele visdomsriget og første halvdel af den guddommelige verden kan siges at svare til morgenen, ungdommen og foråret, sidste halvdel af den guddommelige verden og hele salighedsriget kan siges at svare til middagen, manddommen og sommeren, mens hele planteriget og første halvdel af dyreriget kan siges at svare til aftenen, alderdommen og efteråret. Jf. med Martinus’ Symbol 17: Reinkarnation, kredsløb og årstider.
http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-17/
I kortfattet skematisk oversigt ser de ovenfor beskrevne forhold således ud:
Barndom: (natten og
vinter) sidste halvdel af dyreriget og hele det rigtige menneskerige
Ungdom (morgen og forår) hele
visdomsriget og første halvdel af den guddommelige verden
Manddom (middag og
sommer) sidste halvdel af den guddommelige verden og hele salighedsriget
Alderdom (aften og
efterår) hele planteriget og første halvdel af dyreriget
© 2009 Harry Rasmussen. Revideret 2013 af
forfatteren.
NB! Herefter skal tilføjes følgende meget
vigtige citat fra artiklen 4.132. Livet som en ''puppe”-tilværelse:
http://www.livetseventyr.dk/4-132Frame.htm
Nævnte artikel indeholder en revideret
opfattelse af livet og verden i form af ét-livs-hypotesen, som indikerer, at
individet kun har ét liv at leve til sin rådighed:
Fra
”puppe-bevidsthed” til ”universal-bevidsthed”
Alle levende væsener eller individer er
kort sagt undergivet den universale lovmæssighed, at udvikle sig fra et mindre
sammensat til et mere sammensat eksistentielt stadium. Den udvikling er
forudsætningen for, at mennesker vil kunne forlade ”puppe-tilværelsen”s
illusoriske livs- og verdensopfattelse og ombytte denne med en ægte
virkeligheds-opfattelse. I den forbindelse er det absolut vigtigt, at man gør
sig klart og holder fast i, at livets
virkelighed omfatter og indbefatter Altets overordnede, alvise og almægtige
Guddom, alt og alles ophav, kraft og altfavnende vældige bevidsthed og
organisme, som har givet sit afkom, os levende væsener, en gave i form af, at
få lov til at opleve og medvirke i livets gigantiske eventyr, primært som
Guddommens manifestationsredskaber og sanseorganer, omend for ethvert
individs vedkommende kun for et enkelt kortere eller længere jordeliv.
Et liv, som kun kommer igen eller videreføres i form af artens eller slægtens
biologiske, samfundsmæssige og kulturelle fortsættelse og fornyelse, det
sidstnævnte i form af de demokratiske frihedsrettigheders humane bestræbelser
på at etablere og fastholde de bedst mulige livsvilkår.
© 2018 Tilføjelse foretaget af Harry
Rasmussen.
****************