Kilderne til

H.C. Andersens forfatterskab (3. del)

 

 

 

2. Den biografiske og selvbiografiske kilde (fortsat)

 

Herefter skal vi gå over til at se på, i hvilke af H.C. Andersens digte, der eventuelt forekommer biografiske og/eller selvbiografiske elementer. Sådanne digte har vi jo allerede set eksempler på i denne artikels 2. del, men her vil vi begynde med at koncentrere os om den side af Andersens forfatterskab, som vedrører poesien eller lyrikken. Ved poesi forstås digtning i taktmæssige, rimede samt i frie vers, som nærmer sig prosa, medens der ved begrebet lyrik forstås en litterær genre, der udtrykker dyb subjektiv oplevelse og specielt rytmiske digte, ofte med fast versemål.

     Derefter skal vi se nærmere på det allerførste af Andersens mange eventyr, nemlig ”Dødningen”, der blev trykt i Andersens første digtsamling, ”Digte” 1830. Andersen fandt eventyret så interessant, at han i 1835 omarbejdede fortællingen tekstmæssigt og gav den titlen ”Reisekammeraten”.   

 

Den første digtsamling

I alt fald lige siden 1822 havde Andersen været en flittig skribent af digte, muntre og sørgmodige mellem hinanden, som han efterhånden fik lyst til at udgive en stor og udvalgt del af i en såkaldt digtsamling. Herom skriver han i Levnedsbogen bl.a. følgende (her gengivet med moderne retskrivning):

 

     - Ved slutningen af året 1829, udgav jeg et bind ”Digte”, hvoriblandt de fleste var humoristiske, og hvorover jeg i Maanedsskriftet for Literatur fik en særdeles anbefalende recension af Molbech, der ret glædede og oplivede mig dobbelt, eftersom den just udkom i de dage professor Hauch havde leveret os sin ”Babyloniske Taarnbygning”, hvori han heftigt angreb vaudevillerne og Heiberg, og behandlede mig hånlig og bittert, ja ville endogså antyde en slags tåbelighed og mangel på al poesi hos mig, Fodreisen fik navn af en ”Dårekiste-bygning” og jeg selv personificeredes som Pjerrot. […] (1) 

 

      Andersens første digtsamling kaldtes blot ”H.C. Andersen Digte”, og den indeholdt digte helt fra 1823 og frem til 1829. Grunden til, at digtsamlingen skal omtales her, er udelukkende, at den indeholder en lang række digte, som direkte eller indirekte relaterer til Andersens og hans nærmeste families liv. Det har vi allerede set eksempler på tidligere ovenfor, hvor der er blevet omtalt og citeret nogle af hans digte med biografisk og selvbiografisk indhold. Blandt digtsamlingens 45 digte findes f.eks. digtet ”Studenten”, som meget aktuelt handler om den nybagte student, men hvori han ser tilbage på sin tid på kvistværelset i Vingårdsstræde. Digtet lyder sådan (med moderne retskrivning):

 

                                           Højt under taget, hvor svalen bor,

                                           har også studenten sit kammer;

                                           der sidder han nærmere englenes kor,

                                           trods stuens og salens madamer.

                                           På væggen hænger hans hele stads,

                                           i lommen er skillinger fire,

                                           på bordet ligger Homer og Horats

                                           samt mange beskrevne papire.

 

                                           Et tællelys brænder i stagen smukt,

                                           selv skærer han aftensmaden.

                                           Det er så silde, hans dør er lukt,

                                           kun vægteren sværmer på gaden;

                                           lad ham kun sværme i blå talar,

                                           Det rager studenten jo ikke.

                                           Han stirrer så tavs gennem rudens glar,

                                           ser stjernerne blinke og nikke.

 

                                           Han tænker på mangen en barndoms-drøm,

                                           imedens han stopper sin hose;

                                           da bliver om hjertet han ganske øm,

                                           hans kinder ser ud som en rose.

                                           Han yndes af mange, har dog ingen ven,

                                           endsige en lille veninde;

                                           thi flagrer hans sukke i natten hen,

                                           til nar for de lystige vinde.

 

                                           Men sukke og græde er ingen plaiseer,

                                           undtagen for syge poeter;

                                           se! månen sidder på taget og ler

                                           ad ham og ad Povel og Peter.

                                           Studenten damper sin pibe ud,

                                           og vender så lyset i stagen;

                                           så beder han barnlig en bøn til Gud,

                                           og trækker så dynen om hagen. (2) 

 

     Blandt de mange digte i Andersens første digtsamling er også digtet ”Til min Moder”, som er adresseret til Andersens kære moder, der i 1829 endnu levede og boede i Doctors Boder, en afdeling af Odense Gråbrødre Hospital. Digtet er dog skrevet allerede i 1823, og kan på flere måde minde om det senere Digt ”Det døende Barn” (1826), som også er med i digtsamlingen, og som er citeret tidligere ovenfor. Førstnævnte digt er som nævnt skrevet i 1823, hvor Andersen var elev i Slagelse lærde Skole, og hvor hans moder og hendes ægtemand nr. 2 boede hos Andersens farforældre i Pogestræde i Odense. Året før, altså 1822, var moderen blevet enke for anden gang, idet hendes mand døde 4. juni 1822. Men ikke nok hermed, så døde hendes første mands moder, Andersens farmoder, den 29. august s.å. Moderen sad nu ene tilbage med den gamle og sindsforstyrrede farfader i huset. Digtet ”Til min moder” i digtsamlingen fra 1830 er imidlertid en stærkt forkortet udgave af det oprindelige digt fra 1823, som har titlen ”Phantasie og Følelse (Til min Moder)”, og indeholder 10 vers. I sin forkortede udgave har digtet kun 3 vers, som til gengæld især handler om sønnens forhold til sin moder, så derfor gengives denne udgave her, men med moderne retskrivning:

 

                                           I barndoms kraftløshed på moder-arme

                                           du bar mig, lærte læben stamme Gud;

                                           jeg fra dit bryst indsuged’ liv og varme,

                                           du lærte mig at kende Herrens bud.

                                           O, aldrig skal jeg glemme hine goder,

                                           og hvad jeg lærte af min fromme moder,

                                           men evig, trofast, barnlig elske dig,

                                          således som du altid elsked’ mig.

 

                                           Når ånden modnet folder ud sin vinge,

                                           og jeg tør værdigt digter-harpen slå,

                                           for Gud og dyd skal da dens toner klinge,

                                           og som en virak Guddoms-tronen nå;

                                           så vil du glædes, fryd vil dig forynge,

                                           da skal din søn i aft’nen for dig synge,

                                           du sang jo før for ham i barndoms tid,

                                           skønt ej så stærk, men from, enfoldig, blid.

 

                                           Jeg ved det, moder, hvad mig Gud forlener,

                                           min hele lykke ene skyldes dig,

                                           thi ikke jeg mit store held fortjener,

                                           nej kun for din skyld Herren hører mig.

                                           I mangen søvnløs nat din bøn jo lyder,

                                           for mig din hede modertåre flyder,

                                           du beder varmt til Herren for din søn,

                                           og godheds Gud opfylder fromheds bøn! (3) 

 

Dødens og sjælens mystik

Men som noget nok så afgørende indeholder ”Digte 1830” også Andersens første egentlige eventyr, nemlig ”Dødningen”. Dette eventyr havde Andersen allerede i 1822 haft planer om at medtage i sin første bog, ”Ungdoms-Forsøg”, men formentlig af pladshensyn blev det udeladt. Som indledning til eventyret skrev han i ”Digte 1830” følgende.  

 

     Som barn var det min største glæde at høre eventyr, en stor del står endnu ret levende i min erindring, og nogle af disse er kun lidt eller intet bekendte; jeg har her genfortalt et, og dersom jeg ser det optaget med bifald, vil jeg således behandle flere, og engang levere en cyklus af danske folke-eventyr. / Forfatteren.

 

     Imidlertid blev Andersens planer om at ville skrive eventyr, i første omgang mødt med kritik, idet det litterære establishment advarede ham imod at spilde sin egen – og deres – tid med at beskæftige sig med denne efter deres opfattelse ubetydelige barnekammerpoesi. Derfor opgav han indtil videre at fortsætte ad den bane. Men selv fandt han trods alt, at eventyret ”Dødningen” havde et så interessant indhold, at han nogle år senere omarbejdede det og gav det den på en gang mere sigende og neutrale titel ”Reisekammeraten” (1835). Måske skyldtes Andersens interesse for eventyret primært, at dette havde en stærk relation til hans eget og hans faders liv og dennes død. Det er da også den relation, der er af betydning at se nærmere på i denne sammenhæng.

 

     I forbindelse med en analyse af indholdet i eventyret ”Dødningen”, er det vigtigt at holde sig for øje, at en af Andersens grundsætninger i livet var opfattelsen af, at mennesket har en sjælelig struktur, som overlever det fysiske legemes død, en struktur, som samtidig er forlenet med bevarelsen af den individuelle personlighed og dennes hukommelse. Denne opfattelse har vi allerede set eksempler på tidligere her i afsnittet, bl.a. i barndomsdigtet ”Gravminde over lille Maria, død 1816 den 26.. November, Digtet af Hans Christian Andersen 11½ Aar Den 17. November 1817”. Men opfattelsen og forestillingerne om sjælens skæbne efter døden, har Andersen nok klarest og mere præcist givet udtryk for i digtet ”Sjælen”, som han angiveligt skrev i sommerferien 1825. Af hensyn til læserens forståelse af analysen af eventyret ”Dødningen”, skal digtet ”Sjælen” kort omtales her. Digtets første vers lyder sådan (med moderne retskrivning):

 

                                           Kraft, som i vort indre lever,                        

                                           Men ej tolkes kan med ord;

                                           Du, som os til himlen hæver,

                                           Adler støvet her på Jord,

                                           Er du vel en lGuddoms-ånd,

                                           som forvildet sank fra himlen,

                                           Og nu under støvets bånd,

                                           I en mægtig kamp og svimlen

                                           venter på den nye vinge,

                                           der skal dig til hjemmet bringe. (4)  

 

Allerede af dette vers fremgår det, at digtet også handler om det, der både i nyplatonismen og i Martinus’ kosmologi kaldes for væsenets ’indvikling’ i materiens – og dermed i forgængelighedens og dødens – verden, og dets senere ’udvikling’ og frigørelse fra denne igen. En proces, som har to former eller to aspekter, nemlig for det første det kosmiske involutions- og evolutionsforløb, ikke at forveksle med den biologiske evolutionsproces, som i øvrigt er en del af førstnævnte forløb. For det andet, det forløb, der i kosmologien betegnes som henholdsvis inkarnations- og diskarnationsprocessen, eller med andre ord undfangelse, fødsel, opvækst og aldring, degeneration og fysisk død. Men den fysiske død, dvs. det fysiske legemes død og opløsning, betyder ikke sjælens eller den åndelige strukturs død, idet personligheden og bevidstheden automatisk overføres på et dertil beregnet og udviklet åndeligt eller sjæleligt legeme. (5)

     Sjælens indvikling i materiens verden, kan jo uden videre betragtes som en form for ’død’, idet væsenet eller individet herunder stort set mister erindringen om sit egentlige tilhørsforhold og om sin evighedsnatur. Det identificerer sig derfor helt automatisk og i stigende grad med materien, og tror sig i en lang periode sjælløs og dødelig. I Martinus’ kosmologi betegnes denne situation som ”kosmisk død” eller ”kosmisk bevidstløshed”.

     Men den død, vi normalt tænker på, når talen er om sjælens mulige udødelighed, er jo den, der finder sted indenfor det enkelte jordeliv. Denne død er det, at Andersen også har haft i tankerne, da han skrev digtet ”Sjælen”, hvilket fremgår af digtets tre følgende vers, der delvis er formet som spørgsmål om, hvad der mon kan tænkes at være sjælens skæbne efter det fysiske legemes død. Andersen spørger retorisk, om sjælen eller sjælelegemet efter døden måske skal opholde sig en tid i den jordiske sfære, for at se hvilke positive eller negative følger og konsekvenser, dens handlinger i livet før døden, kan have afstedkommet og betydet for de mennesker, det pågældende individ havde været knyttet til eller i berøring med. Eller om sjælen måske skal påtage sig den opgave, at overvåge sine families og sine venners ve og vel.

     Det er dog især i digtets femte af i alt syv vers, at Andersen berører en kær tanke om sjælens situation efter døden, og som han i øvrigt vender tilbage til flere gange senere i sit forfatterskab. Femte vers lyder sådan med moderne retskrivning:

 

                                           Eller skal du højt dig svinge

                                           højt i det umålte blå

                                           høre sfærerne at klinge

                                           og den dybe klang forstå.

                                           Eller er det i det fjerne

                                           højt hist under himlens blå

                                           at du på en venlig stjerne

                                           først fra støvet lutres må

                                           før du med de engle glade

                                           kan dig i Guds stråler bade. (6) 

 

Tanken om sjælens ’rumrejse’ fra stjerne til stjerne – eller rettere fra klode til klode – skal dog ikke forstås bogstaveligt, som en fysisk rejse fra planet til planet, men i overført betydning. Sjælen eller sjælelegemet er jo ikke af fysisk beskaffenhed, men af såkaldt åndelig natur, hvorfor ’rejsen’ for ’fysiske’ sjæles vedkommende kun kan foregå via inkarnations- og diskarnations-metoden. For sjæle i de åndelige verdener – det, Andersen kalder ”det umålte blå” eller ”under himlens blå” – er rejsemetoden materialisation og dematerialisation. Begge dele bekræftes indirekte i Martinus’ kosmologi, hvor det eksempelvis i Livets Bog I, stk. 284 lyder sådan (med moderne retskrivning):

 

     Da den måde, hvorpå individerne kan komme til at opleve de samme erfaringer, er uendelig i sine variationer, vil der heller ikke være nogen grænse for variationerne af de levende væseners udseende, manifestationsmåde og legemsform på samme trin, og kun den moralske standard angiver for os hvilke væsener, der netop hører til samme trin i udviklingen. Afvigelsen mellem væsenerne vil så igen være afhængig af forskellen mellem erfaringsfelterne, thi disse kan nemlig, selv om de er udtryk for den samme moral, være højst forskellige. Her må man forstå, at de levende væseners udvikling, ikke for noget som helst væsens vedkommende, evigt er knyttet til den klode, på hvilken de for tiden oplever livet, men har haft en forudgående og vil få en efterfølgende udvikling på helt andre kloder i verdensaltet. Væsenernes udvikling manifesterer sig således i baner, der strækker sig fra klode til klode. Et væsens nuværende manifestationstilstand eller Jordtilværelse vil altså være identisk med det samlede resultat af en forudgående tilværelse på andre kloder. Ethvert Jordvæsen vil derfor også, i sit nuværende lokale liv, bære præget af denne sin førjordiske tilværelse. […] (7)  

 

     Den tredje af de forestillinger om sjælens skæbne efter døden, som Andersen frygtede for måske kunne være en mulighed, er tanken om sjælens ophør eller udslettelse, samtidig med det fysiske legemes død. Tanken om, at det måske kunne vise sig, at sjælen er et produkt af fysiske krops, mere specielt hjernens fysik og kemi, og at den derfor ophører med at eksistere, når døden eller mere specielt hjernens død indtræder, finder vi også fremsat i digtet ”Sjælen”. I digtets sjette og næstsidst vers lyder det sådan (med moderne retskrivning):

 

                                           Eller – nej! ha fæle tanke! –

                                           Ånd forgik du ved vor død.

                                           Fæle frygtelige tanke

                                           sendt fra dybets mørke skød.

                                           O hvorfor måtte du da brænde

                                           efter himlens høje fred

                                           Hvorfor mon da Herren tændte

                                           anelse om evighed –

                                           Lev og nyd blev da o Gud

                                           livets store sande bud. (8) 

 

Men denne udgang på sjælen og dens skæbne efter døden, troede Andersen, på trods af sin lejlighedsvise tvivl, alligevel ikke på. Det viser han i og med digtets syvende vers, der lyder sådan (stadig med moderne retskrivning):

 

                                           Nej o ånd, du lever! lever!

                                           Ellers var jo Gud ej Gud.

                                           Til en salighed du svæver

                                           som kun engle stamme ud:

                                           Som på tankens stærke vinge

                                           du kan her hver genstand nå

                                           Skal som ånd du fri dig svinge

                                           skue alt og alt forstå

                                           Fortid, nutid, fremtid skue

                                           Lutret ved Alfaders lue! – (9) 

 

Herefter skulle vi altså gerne være klar over, at Andersen mente det seriøst, og ikke kun som et fantasifuldt, litterært påfund, når han skrev om sjælens udødelighed, lige som han anså det for en realistisk mulighed, at sjælen i den første tid efter døden, vil være i stand til at iagttage og overvåge, hvad personer i vedkommende familie- eller vennekreds foretager sig. Ja, en sjæl, hvilket vil sige en ’afdød’, kan faktisk være i stand til under specielle omstændigheder og i visse situationer, at vise sig for et særlig modtageligt jordisk menneske. Det er faktisk en sådan situation, Andersen beskriver i eventyrene ”Dødningen” og ”Reisekammeraten”.

 

Eventyret ”Dødningen”

Der vides ikke meget om tilblivelsen af eventyret ”Dødningen”, kun, at han oprindelig ville have medtaget det i bogen ”Ungdoms-Forsøg” (1822), men åbenbart opgav det. Det vides derfor heller ikke, om den version af eventyret, der kom med i ”Digte” (1830) og som må være skrevet omkring sommeren/efteråret 1829, er identisk med den førstnævnte version. Derimod er det et faktum, at ”Dødningen” i sin grundsubstans er en genfortælling af et folkeeventyr, Andersen angiveligt havde hørt fortalt som barn, formodentlig af de gamle koner omme i Gråbrødre Hospitals spindestue. Her var drengen Hans Christian jævnligt gæst, når hans farmoder passede ham og tog ham med sig om i hospitalets have, hvor hun gik til hånde, et arbejde, hun var blevet betroet af portneren, Nicolas Gomard, som i øvrigt havde været en af fadderne ved drengens dåbsbekræftelse i Sankt Hans Kirke 15. april 1805. (10)  

     Grunden til, at eventyret ”Dødningen” skal omtales her er, at det som nævnt indeholder tydelige biografiske og selvbiografiske elementer, nemlig vedr. Andersen selv og hans fader, Hans Andersen. Sit første direkte og personlige møde med døden, oplevede drengen Hans Christian, da hans elskede fader lå på sit dødsleje, kun 34 år gammel. Forud var gået, at moderen, som havde større tiltro til magi og hekseri end til lægekunsten, på tredjedagen for faderens alvorlige sygdom, sendte sønnen afsted til en såkaldt klog kone, der boede et stykke uden for Odense, for at forhøre sig om faderen måske lå for døden. Hvis ikke, ville der nemlig ikke være grund til at sende bud efter lægen. Fuld af undren og nysgerrighed, iblandet frygt, oplevede han hos hende sit formentlig første indblik i trolddommens og heksekunstens mysteriøse verden. Men det var ikke uden en vis ængstelse, at han lod sig underkaste hendes rituelle handlinger og besværgelser, som afsluttedes med, at hun lagde en grøn gren på hans bryst:   

 

     ”[...] den var et stykke af det slags træ, hvorpå vor Herre var bleven korsfæstet, sagde hun og tilføjede: Gå nu hjem langs med åen! Skal din fader dø denne gang, så møder du hans genfærd!”  

 

     Man kan tænke sig med hvilke bange anelser, den 11-årige dreng skyndte sig hjemad, men han mødte ikke sin faders genfærd, så både han og hans overtroiske moder følte sig lettede og var vel også overbeviste om, at faderen ville overleve sin alvorlige sygdom. Men det skete ikke, faderens tilstand blev tværtimod hurtigt forværret, og et par dage efter døde han:

 

     ”Hans lig blev liggende i sengen, jeg lå med min moder udenfor, og hele natten peb en fårekylling. ”Han er død!” sagde min moder til den: ”Du behøver ikke at synge efter ham, Isjomfruen har taget ham!” og jeg forstod hvad hun mente; jeg huskede fra vinteren forud, at da vore vinduer stod tilfrosne, havde min fader vist os, at der var frosset på ruden, ligesom en jomfru, der strakte begge sine arme ud. ”Hun vil nok have mig!” sagde han i spøg; nu, da han lå død i sengen, kom det min moder i sindet, og hvad han udtalte, beskæftigede min tanke.”

 

Sådan fortæller Andersen selv om hændelsen i ”Mit Livs Eventyr”, og faderens ord og hele stemningen og oplevelserne omkring hans død, lagde sig som erindringsfrø i drengens bevidsthedsdyb, hvor det blev rodfæstet, og hvor det mange år senere voksede frem og manifesterede sig i hans romaner, eventyr og historier. Og blomst satte erindringen om faderens tragiske og alt for tidlige død måske i særlig grad i og med eventyret om netop – ”Iisjomfruen”! (1861), som vi skal vende tilbage til i kronologisk orden. (11) 

 

     I eventyret ”Dødningen”, der egentlig er en fri genfortælling af et fynsk folkeeventyr, Andersen som nævnt havde hørt som barn, møder vi for første gang i hans forfatterskab en digterisk bearbejdelse af begivenhederne og oplevelserne omkring faderens død i 1816. I eventyret er handlingen henlagt til Middelalderen og tager sin begyndelse i nærheden af et kloster ved byen Bogense på Fyn:

 

     ”Der var allerede mørkt i klosteret, men fra den lille hytte i hvis have hvidtjørnene var plantede, flammede endnu lampelyset gennem de små ruder. Indenfor de nøgne lervægge lå en gammel bonde på dødslejet; hans søn Johannes sad ved sengen hos ham og trykkede den døendes kolde, klamme hånd fast til sine læber. Fårekyllingen peb så ildevarslende i krogen, lampen var næsten brændt ud; den gamle så endnu engang med store, stive blikke på sønnen, knugede krampagtigt hans hånd og sov hen i Herren”. (12) 

 

     Bortset fra at faderen, der som før nævnt ved sin død kun var knapt 34 år, i dette eventyr er blevet til ”en gammel bonde” – så vil man uden videre kunne genkende situationen omkring faderens dødsleje, sådan som den af sønnen er skildret i selvbiografierne, og som denne mange år senere, i 1873, to år før sin egen død, fortalte den til sin langt yngre ven, litteraturhistorikeren Nicolai Bøgh. Umiddelbart genkendes jo blandt andet det symbolske billede med fårekyllingen, der varsler faderens død. Men ejendommeligt nok er moderen og hendes ord om Isjomfruen helt udeladt af fortællingen. Derimod er der bevaret en reminiscens af den kloge kones dystre replik: ”Gå nu hjem langs åen! skal din fader dø denne gang, så møder du hans genfærd!”, idet ”genfærdet” er genopstået som den skikkelse, der har givet eventyret navn, nemlig ”Dødningen”, som er en ældre sproglig betegnelse for netop genfærd, genganger eller spøgelse. Denne ’genganger’, som drengen Johannes senere møder i fortællingens løb, da han drager ene ud i verden for at prøve lykken, beskrives som ”en rask mand på omtrent 30 år, han var velklædt, havde en lille randsel på ryggen og støttede sig på en stor knortekæp”. En beskrivelse, der uden videre associerer til digterens egen fader, Hans Andersen, sådan som sønnen havde kendt ham inden sygdommen for alvor tog fat og til sidst lagde ham i graven. Faderen, der var led og ked af sin beskæftigelse som lappeskomager, havde stor udlængsel og tog derfor så ofte det var muligt sin lille søn og lejlighedsvis også sin kone med til de mere landlige steder i Odenses omegn, herunder bl.a. til Hunderup Skov. (13) 

 

Genfærd, skytsånder eller skytsengle       

De såkaldte ”genfærd”, ”gengangere” eller ”spøgelser”, dvs. en afdød person, der ’går igen’, altså viser sig igen, er i folketroen i reglen forbundet med noget uhyggeligt og skræmmende. Det var i den betydning, at Andersen har beskrevet et – ganske vist fiktivt – genfærd i novellen ”Gjenfærdet ved Palnatokes Grav” (1822). Men af eventyr som ”Dødningen”, der ved omarbejdelsen i begyndelsen af 1835 skiftede navn til den noget mindre makabre titel ”Reisekammeraten”, ser vi, at Andersen mente, at diskarnerede sjæle under visse omstændigheder vil være i stand til at ”materialisere” sig og midlertidigt fungere som ”skytsånd” eller ”skytsengel” for en udvalgt person, der har gjort sig fortjent til det, sådan som tilfældet angiveligt er med eventyrets anden hovedperson, ungersvenden Johannes. Det skal dog tilføjes, at skytsånden i reglen er usynlig for alle andre, end den udvalgte person, og sådan forholder det sig også med Johannes’ ”rejsekammerat”. Men efter at ”rejsekammeraten” har hjulpet den unge mand igennem diverse genvordigheder og farer, og ikke mindst til at vinde prinsessen og det halve kongerige, er det på tide for ”følgesvenden” at forlade skuepladsen. Det bliver Johannes forståeligt nok ked af, for han er kommet til at holde af sin hjælper og vil derfor gerne have, at denne skal blive hos ham:

 

     ”Men Rejsekammeraten rystede med hovedet, og sagde så mildt og venligt: ”Nej, nu er min tid omme. Jeg har kun betalt min gæld. Kan du huske den døde mand, de onde mennesker ville gøre fortræd. Du gav alt, hvad du ejede, for at han kunne have ro i sin grav. Den døde er jeg.

     I det samme var han borte. –” (14)  .

 

     Rejsekammeraten dematerialiserede sig åbenbart lige for øjnene af den overraskede og undrende Johannes og var pist væk! Navnet Hans er jo en kortform for Johannes, som Andersen har benyttet som synonym for sig selv i eventyrene ”Dødningen” og ”Reisekammeraten”. Som fortalt, havde han som 11-årig dreng personligt oplevet døden på nærmeste hold, sådan som tilfældet var i forbindelse med faderens sygdom og dødsfald, og denne begivenhed blev en så traumatisk oplevelse for ham, at den bevirkede at hans afdøde fader i erindringen blev en livslang ”rejsekammerat” for ham. Andersen slap faktisk aldrig sin afdøde fader i sin erindring, men ind imellem er faderen dog fraværende eller ’dematerialiseret’ i forfatterskabet. I sidstnævnte optræder han lige fra i hvert fald 1830 til 1872, førstnævnte år som nævnt i ”Dødningen” og sidstnævnte år i og med fortællingen ”Hvad gamle Johanne fortalte”.

     Hvad angår genfærd og spøgelser i det virkelige liv, så var Andersen mere skeptisk og mente – i øvrigt i lighed med sin fader – at den slags i reglen var udtryk for naive menneskers indbildning og overtro. Det med det naive og overtroen var i hvert fald tilfældet for moderen Anne Marie Andersdatters vedkommende, men hun var samtidig et religiøst anlagt menneske, som troede på Gud, Helligånden, Jesus Kristus og Gudshimlens engleskarer, som hun havde hørt om henne i kirken. Hans Christian elskede sin moder højt og hyggede sig gevaldig ved sin sengetid, når hun sang salmer for ham og bad ”Fader vor”. (15) 

 

     Og hvad angår at vinde ”prinsessen og det halve kongerige”, så havde drengen Hans Christian netop fået dette ønske opfyldt i den drøm, han havde haft, da han var faldet i søvn ved faderens dødsleje. Det skildrer Andersen på følgende måde i eventyret ”Dødningen”:

 

     Dagen skinnede allerede ind i hytten og fandt Johannes sovende foran faderens dødsleje; han holdt endnu den dødes kolde hånd i sin, og dejlige, brogede billeder fløj i drømme forbi hans sjæl. Han så sin fader frisk og sund; alt var lyst og smukt rundtomkring, og en dejlig, men bleg og ligklædt pige satte ham en krans på hovedet; hans gamle fader lagde pigens hånd i hans, - han vågnede, og følte nu kun faderens kolde dødningehånd, og så den dødes brustne blikke, der uden sekraft stirrede på ham. (16) 

 

     Andersen nøjedes dog ikke med den sidste realistiske og lettere makabre skildring af sin afdøde fader, men tilføjer umiddelbart efter følgende tekst:

 

     Det var en fredagmorgen de førte den døde til sit sidste hvilested; Johannes fulgte langsomt efter den sorte kiste der gemte ham hans kære fader; munken læste en latinsk bøn og kastede jord på kisten, da var det, som skulle hans hjerte briste, men da kordrengene sang og svingede med røgelseskarrene, så den blålige røg hvirvlede op imellem de grønne hække, da smeltede han hen i gråd; han syntes i de spæde stemmer at høre Guds engle der sang hans fader imøde. Han så op imod himlen, så rundt omkring sig; alt åndede et frodigt sommer-liv; da blev det ham klart i sjælen, at døden ikke kunne være tilintetgørelse; fuglene sang så smukt rundtom i de høje kastanjetræer, og højt oppe under den blå himmel sejlede de lette skyer langtbort til fremmede lande. Da vågnede en mægtig længsel hos ham efter at se sig om i verden. […] (17) 

 

”Rejsekammeraten”

Under omarbejdelsen af eventyret ”Dødningen” til eventyret ”Reisekammeraten” cirka fem år senere, har Andersen generelt strammet teksten op, skiftet sceneri og udeladt den lange indledning om klosteret og dets lokaliteter. I sin nye version, som tydeligvis er beregnet til at skulle fortælles for børn, begynder eventyret direkte med situationen omkring faderens dødsleje, og scenen er umiskendeligt sat i den lille lejlighed i Munkemøllestræde i Odense, uden at stedet og byen nævnes ved navn. Tonen i eventyret er også blevet en anelse mere følelsesbetonet eller sentimental, som så ofte i Andersens eventyr, men blandingen af realisme og romantik, af humor og satire, er det ”salt”, der bringer hans eventyr op i verdensklasse. Eventyret ”Reisekammeraten” er ingen undtagelse, selv om det indledes sådan (med moderne retskrivning):

 

     Den stakkels Johannes var så bedrøvet, for hans fader var meget syg og kunne ikke leve. Der var slet ingen uden de to inde i den lille stue; lampen på bordet var ved at brænde ud, og det var ganske sildigt om aftenen. - 

     ”Du var en god søn, Johannes!” sagde den syge fader, ”vor Herre vil nok hjælpe dig frem i verden!” og han så med alvorlige milde øjne på ham, trak vejret ganske dybt og døde; det var ligesom om han sov. Men Johannes græd, nu havde han slet ingen i hele verden, hverken fader eller moder, søster eller broder. Den stakkels Johannes! Han lå på sine knæ foran sengen og kyssede den døde faders hånd, græd så mange salte tårer, men tilsidst lukkede hans øjne sig, og han sov ind med hovedet på den hårde sengefjæl.

     Da drømte han en underlig drøm; han så, hvor sol og måne nejede for ham, og han så sin fader frisk og sund igen og hørte ham le, som han altid lo, når han var rigtig fornøjet. En dejlig pige, med guldkrone på sit lange, smukke hår, rakte Johannes hånden, og hans fader sagde, ”ser du, hvilken brud du har fået? Hun er den dejligste i hele verden.” Så vågnede han, og alt det smukke var borte, hans fader lå død og kold i sengen, der var slet ingen hos dem; den stakkels Johannes! (18)  

 

     Andersen har tidligt i sit forfatterskab, og for øvrigt også i nogle af sine private breve, givet udtryk for sin opfattelse af, at mennesket på samme tid rummer både et feminint og et maskulint aspekt i sin psyke. Hvad forfatterskabet angår, så kom han altså allerede ind på emnet i sit første egentlige eventyr, ”Dødningen”, skrevet 1829, og herfra er det medtaget, da han nogle år senere omarbejdede eventyret og gav det titlen ”Rejsekammeraten”. 1835.

     I "Dødningen" så vel som i "Rejsekammeraten" har Andersen altså skildret sit kvindelige aspekt i form af den dejlige pige med guldkrone på, som han drømmer at hans fader vier ham til, da han er faldet i søvn ved dennes dødsleje. Pigen ser han senere i samme eventyr 'virkeliggjort' i skikkelse af en fortryllet prinsesse, som ved rejsekammeratens hjælp bliver befriet for den trolddom, som en gammel og ond trold har kastet over hende, hvorefter eventyrets hovedperson, Johannes, får hende til ægtemage og dermed vinder hele kongeriget. Ganske som Andersen selv i livet blev forenet med sit feminine aspekt, sin feminine pol, og dermed blev et helt væsen, som derigennem vandt poesiens eller eventyrets kongerige. Den gamle trold kan i den sammenhæng tolkes som ”den seksuelle polforvandlings-kraft”, som på et nærmere bestemt tidspunkt i individernes liv, forvandler disse til en-polede væsener, som tilmed for nogles vedkommende ligefrem er udstyret med såkaldt ”djævlebevidsthed”. Det skal vi vende tilbage til lidt senere her.

 

     I eventyret ”Dødningen” beskriver Andersen hen mod slutningen den unge Johannes’ møde med den efterstræbte og smukke prinsesse, en beskrivelse, der er som hentet ud af Tusind og én nats eventyr. Johannes og rejsekammeraten er søgt ind i et gæstgiveri, for at få noget at spise, da følgende sker:

 

     Johannes og den fremmede satte sig imidlertid til bords i gæstestuen for at nyde lidt, da de pludselig blev afbrudt ved larmende hurraråb; de gik til vinduet; der stod værten udenfor og svingede med sin hvide hue, og piger og karle holdt kranse i vejret for prinsessen der med sit følge red igennem den med blomster og grønt pyntede æresport. Foran så man to unge riddersvende, ganske klædte som Hjerterknægt i spillekortene; hendes terner red på sorte heste, var iført røde og blå kjoler, og holdt hver en dejlig guldtulipan i hånden, men prinsessen selv sad på en hvid, arabisk hest, og hendes himmelblå kappe flagrede i vinden; på hovedet bar hun en krone af funklende ædelsten, og de brune lokker flød i store, fyldige ringe ned over hendes barm og den tynde, hvide kjortel der forrådte legemets yndige former. Hendes pande var høj og ædel, og under de fint tegnede øjenbryn funklede to store, sorte øjne, der måtte kunne skyde pile gennem det hårdeste hjerte; munden, kinderne, halsen …. Dog, hun var allerede forbi huset, men hendes blik havde hvilet på Johannes, der stod som forstenet og stirrede ud efter prinsessen, i hvem han troede at se det skønne drømmebillede der havde svævet for ham ved hans faders dødsleje.

     Han fortalte den fremmede sin drøm, hvorledes faderen havde lagt den smukke piges hånd i hans, hvor lykkelig han havde følt sig, og hvor levende det hele endnu stod for ham, da han vågnede op og holdt, i stedet for pigens, sin faders iskolde dødningehånd i sin.

     ”Men,” sagde den fremmede og rystede på hovedet, ”læg mærke til det ulykkelige varsel, vågn i tide op af dette ulykkelige kærlighedsblund, og ikke siden, når dødens kolde hånd griber dig! tænk på de mange dejlige prinser og mandhaftige riddere, der er dræbt før dig, og lad mig ikke så tidlig, og på en sådan måde, miste en kær rejsekammerat!”

     Men Johannes kastede sig til hans bryst, og smeltede hen i gråd; han kunne ikke løsrive sig fra sit dejlige drømmebillede, som han nu havde set svæve sig lyslevende forbi; det var som usynlige magter rev ham med sig, han måtte se og tale med den dejlige prinsesse; hvad skønnere kunne han finde i den hele vide verden? Det var som om han nylig havde læst Werther og Siegwarth, han kunne kun elske og dø. (19)    

 

     Den samme situation, som ovenfor citeret, finder vi genfortalt i eventyret ”Reisekammeraten”, men her har Andersen tydeligvis haft børnene i tankerne, som han fortrinsvis skrev sine eventyr for. Dog med den bagtanke, at de voksne enten lyttede med eller selv læste eventyrene højt for børnene. På det sted i ”Reisekammeraten”, som skal citeres her, er Johannes og rejsekammeraten nået til en stor by med mange hundrede sølvskinnede tårne og et prægtigt guldtækket marmorslot, hvor kongen og prinsessens boede:

 

     Johannes og rejsekammeraten ville ikke straks gå ind i byen, men blev i værtshuset udenfor, at de kunne pynte sig, thi de ville se pæne ud, når de kom på gaden. Værten fortalte dem, at kongen var sådan en god mand, der aldrig gjorde noget menneske noget, hverken det ene eller det andet, men at hans datter, ja Gud bevare os! det var en slem prinsesse. Dejlighed havde hun nok af, ingen kunne være så smuk og nydelig, som hun, men hvad hjalp det, hun var en slem, ond heks, der var skyld i, at så mange dejlige prinser havde mistet deres liv. – Alle mennesker havde hun givet lov til at fri til hende; enhver kunne komme, enten han var en prins, eller en stodder, det kunne være lige eet og det samme; han skulle bare gætte tre ting, hun spurgte ham om, kunne han det, så ville hun gifte sig med ham, og han skulle være konge over det hele land, når hendes fader døde; men kunne han ikke gætte de tre ting, så lod hun ham hænge eller halshugge, så slem og ond var den dejlige prinsesse. Hendes fader, den gamle konge, var så bedrøvet derover, men han kunne ikke forbyde hende, at være så ond, for han havde eengang sagt, han ville aldrig have det mindste at gøre med hendes kærester, hun kunne sle gøre, ligesom hun ville. Hver engang der kom en prins og skulle gætte, for at få prinsessen, så kunne han ikke komme ud af det, og så blev han hængt eller halshugget; de havde jo advaret ham i tide, han kunne lade være at fri. Den gamle konge var så bedrøvet over al den sorg og elendighed, at han en hel dag om året lå på knæ, med alle sine soldater, og bad, at prinsessen måtte blive god, men det ville hun slet ikke. De gamle koner, som drak brændevin, farvede det ganske sort, før de drak det, således sørgede de, og mere kunne de ikke gøre.

     ”Den hæslige prinsesse!” sagde Johannes, ”hun skulle virkelig have ris, det kunne hun have godt af. Bare jeg var den gamle konge, hun skulle nok komme til at spytte røde grise!”. 

     I det samme hørte de folk udenfor råbe hurra! Prinsessen kom forbi, og hun var virkelig så dejlig, at alle folk glemte, hvor ond hun var, derfor råbte de hurra. Tolv dejlige jomfruer, alle sammen i hvide silkekjoler, og med en guldtulipan i hånden, red på kulsorte heste, ved siden af hende; prinsessen selv havde en kridhvid hest, pyntet med diamanter og rubiner, hendes ridedragt var af det pure guld, og pisken, hun havde i hånden, så ud, som den var en solstråle; guldkronen på hovedet var ligesom små stjerner oppe fra himlen, og kåben var syet af over tusinde sommerfuglevinger; alligevel var hun meget smukkere, end alle hendes klæder.

     Da Johannes fik hende at se, blev han så rød i sit ansigt, som et dryppende blod, og han kunne knapt sige et eneste ord; prinsessen så jo ganske ud, som den dejlige pige med guldkrone på, han havde drømt om den nat, hans fader var død. Han fandt hende så smuk, og kunne ikke lade være at holde så meget af hende. Det var bestemt ikke sandt, sagde han, at hun kunne være en ond heks, der lod folk hænge eller halshugge, når de ikke kunne gætte, hvad hun forlangte af dem. ”Enhver har jo lov til at fri til hende, endogså den fattigste stodder, jeg vil virkelig gå op på slottet! for jeg kan ikke lade være!”

     De sagde alle sammen, at det skulle han ikke gøre, det ville bestemt gå ham, ligesom alle de andre. Rejsekammeraten rådede ham også derfra, men Johannes mente, det gik nok godt, børstede sine sko og sin kjole, vaskede ansigt og hænder, kæmmede sit smukke, gule hår, og gik så ganske alene ind i byen, og op på slottet. (20)   

 

    Som den kyndige læser nok vil vide, så genkendes situationen omkring Johannes og prinsessen også i eventyret ”Fyrtøjet” (1835), hvor prinsessen ganske vist ikke er ond, men vanskelig at få at se og komme i kontakt med. Det ender dog med, at soldaten ved hjælp af sit magiske fyrtøj og de tre hjælpsomme hunde, først får prinsessen at se, og senere bliver gift med hende. Se evt. nærmere herom i artiklen Eventyret ”Fyrtøjet” – set og vurderet i fire grundlæggende tydnings-planer. Situationen med den krævende prinsesse, som stiller store krav til sine friere, der dog ikke bliver hængt eller halshugget, men blot kasseret, hvis ikke de kan besvare hendes ret specielle spørgsmål, genfinder vi i det noget senere og nok så muntre eventyr ”Klods-Hans” (1855). (Eventyrene ”Dødningen” og ”Reisekammeraten vil senere her på hjemmesiden blive specialanalyseret i de fire tydningsplaner). 

 

Det kosmiske perspektiv

Men det væsentlige i denne sammenhæng er, at de ovenfor citerede eventyrtekster, set i det fjerde tydningsplan, og som allerede nævnt, handler om de fænomener eller faktorer, som indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi betegnes som det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling. Når prinsessen (den feminine pol) i eventyrene ”Dødningen” og ”Reisekammeraten” karakteriseres som en forhekset, ond prinsesse, så kan dette tolkes som den enkeltpolede tilstand, hvilket vil sige, den situation, hvori de to oprindeligt forenede seksuelle poler, den feminine pol og den maskuline pol, er separeret eller skilt fra hinanden, nemlig i form af de to køn, hunkøn og hankøn. Under den seksuelle polforvandling fra enkeltpolet til dobbeltpolet tilstand eller status, det vil sige, udviklingen fra jordisk menneske til et humant menneske, kan det ske, at nogle individer, mænd så vel som kvinder, ligefrem udvikler det, Martinus betegner som ”djævlebevidsthed” eller ”djævlepsyke”. Herved forstås en bevidsthed eller personlighed, der er præget af intolerance, vrede, psykopatisk løgnagtighed, had, hensynsløshed, sadisme og forskellige former for seksuelle abnormiteter. (21)   

 

     Set i det perspektiv, repræsenteres den maskuline pol af eventyrets unge Johannes, der føler sig som kun et halvt menneske, at der mangler noget i hans væsen og tilværelse, og som derfor længes efter, tiltrækkes mod og søger sin ’tabte’ feminine pol. På dyrets og det jordiske menneskes udviklingsniveau, udgøres den anden pol af det modsatte køn, for hannernes vedkommende af hunkønnet, og for sidstnævntes vedkommende af hankønnet. Men i den kosmiske virkelighed handler det om det dobbeltpolede individs forvandling til et enkeltpolet udviklingsniveau, og derfra igen om en udviklingsmæssig tilbagevenden til fornyet dobbeltpolet tilstand. Set i det fjerde tydningsplans perspektiv, handler eventyrene ”Dødningen” og ”Reisekammeraten” – i lighed med mange andre af Andersens eventyr, herunder ikke mindst eventyret ”Snedronningen” (1844) – altså om en proces, som foregår i og med hvert eneste individ i tilværelsen, plante, dyr og menneske, så vel som med de åndelige verdeners individer. Alle er i henhold til Martinus uden nogen undtagelse undergivet polforvandlingens lovmæssigheder. 

     Det, der har forhekset prinsessen og ladet Johannes være ensom, er den kosmiske kraft eller lovmæssighed, Martinus betegner som kredsløbs- og kontrastprincippet, mere præcist den del af den seksuelle polforvandlingsproces, som fører individet ind i ”det kosmiske mørke” og ”den kosmiske død”. Det er overordnet set derfor denne sidstnævnte proces, der set i det fjerde tydningsplan må tolkes som den ”Troldekonge”, der har fortryllet prinsessen og fået hende i sin magt. Denne magt og trolddom brydes i eventyret ved, at rejsekammeraten hugger hovedet af troldekongen, hvorved denne ikke længere han udøve sin magt. Rejsekammeraten repræsenterer derfor her ”verdensgenløsningsprincippet”, som er det, der udfrier menneskene, mere præcist individerne, af mørket og døden, og fører dem tilbage – eller måske snarere frem - til lyset og livet.

 

     På den baggrund kan i dette tilfælde Andersens ’vågnende’ feminine pol, med det dertil hørende intellektuelle polorgan, siges at have været årsag til alle de instinktive, følelsesmæssige og intellektuelle besværligheder og lidelser, som han vitterligt var udsat for i sin ungdom og senere. Disse problemer gav sig ikke mindst til kende under hans dobbeltforelskelser, som godt nok afstedkom glæder, men nok i højere grad nedtrykthed, fortvivlelse og skuffelser. Derfor forståeligt, at han fremstillede sin feminine pol som i dette tilfælde den smukke, men forheksede, onde prinsesse. De to eventyr ender dog samtidigt med to polers lykkelige forening, det vil her sige Johannes’ og prinsessens giftermål, men dog først efter, at Johannes ved hjælp af magi har udfriet prinsessen af trolddommen. Det sker i form af tre indvielsesgrader, som rejsekammeraten har fortalt hm om, og hvorunder Johannes dykker prinsessen tre gange ned i et stort kar fyldt med vand, som står ved siden af bryllupssengen. Ved den første neddykning forvandles hun til en stor, kulsort svane, ved anden neddykning blev svanen hvid på nær en sort ring om halsen. Ved den tredje og sidste neddykning faldt svanehammen og efterlod sig den smukke prinsesse i menneskeskikkelse. Der er med neddykning i vand altså tale om en slags dåb.     

     Den sorte svane med funklende ildøjne symboliserer henholdsvis mørket, og de funklende øjne den potentielle tilstedeværelse af lys, der altid vil være selv i det dybeste mørke, mens den hvide svane med den sorte halsring symboliserer henholdsvis lyset og den potentielle tilstedeværelse af mørke, der altid vil være i lyset. (Jf. her med symbolet Yin og Yang) (22)  

 

     Men forståeligt, at Johannes blev lykkelig over udgangen på sin lange rejse ”ud i den vide verden”, hvor han ’vandt’ prinsessen og hendes ’arvepart’, det halve kongerige. Selv havde Johannes jo allerede rådighed over den anden halvpart af ’kongeriget’, det vil sige bevidsthedens eller personlighedens rige, nemlig den ’halvpart’, han havde bragt med sig ’hjemmefra’. Eventyrene ”Dødningen” og ”Reisekammeraten” slutter omtrent overensstemmende på følgende måde, citeret med moderne retskrivning:

 

     Næste morgen kom den gamle konge med hele sin hofstat, og der var en gratuleren til langt op på dagen; men først da de alle havde gjort deres komplimenter, indfandt den fremmede sig, han var rejseklædt, havde sin stok i hånden og randselen på ryggen. Johannes kastede sig i hans arme, og bad ham, dog ikke at drage bort, men blive hos ham og dele hans lykke, hvis skaber han jo ene og alene var. Men han rystede med hovedet, smilede og sagde: ”Nej, nu er min tid omme! jeg har kun betalt en gammel gæld; husker du natten i våbenhuset? den døde du frelste fra at blive mishandlet? Jeg er Dødningen!”

     Johannes studsede, ville tale til ham, men han var forsvunden. (23)  

 

     Ja, idet det ”onde” var overvundet og Johannes blevet forenet med prinsessen, var der ikke længere brug for rejsekammeraten. Set og tolket i det fjerde tydningsplan, er der ikke længere brug for ”verdensgenløsningsprincippet”, når individet har opnået dobbeltpolethed, for da er det i stand til at ”stå på egne ben” og opleve og fatte livet selv som det største eventyr, der findes. Derfor al mulig grund til, at Johannes’ og prinsessens bryllupsfest varede en hel måned! 

 

     Men nok så vigtigt i hele sammenhængen er det, at ”Genfærdet” eller ”Dødningen” i form af Andersens erindringer om sin afdøde gode og kloge fader, kom til at følge ham som en ”rejsekammerat” hele resten af livet, hvilket vil sige helt frem til i hvert fald 1872, hvor Andersen skrev nogle af sine sidste eventyr. Ja, faktisk længere endnu, for faderen forekommer i digtet ”Odense”, som Andersen skrev og fik trykt så sent som i februar 1875, hans eget dødsår. Digtet er en apoteose til barndomsbyen Odense, og det fjerde af i alt seks vers lyder sådan (med moderne retskrivning):

 

                                           Her løb jeg om med træsko på

                                           og gik i Fattigskole,

                                           men hele verden for mig lå,

                                           som bar jeg greve-kjole!

                                           Nej, jeg var ingen fattig fyr,

                                           og fader ikke heller,

                                           han læste for mig eventyr,

                                           så jeg blev selv fortæller. (24) 

 

Digtets sjette og sidste vers lyder sådan (med moderne retskrivning):

 

                                           Jeg havde barnets stærke tro,

                                           og Jakobs himmelstige,

                                           og jeg fandt frøkorn, som nu gro

                                           i eventyrets rige,

                                           der når ind i vort barndomsland

                                           og Paradisets Have,

                                           til lysets, evighedens strand

                                           hinsides Jordens grave. (25)  

 

Men tilbage til den situation, vi forlod i det tidligere ovenfor anførte citat fra eventyret ”Reisekammeraten”, hvor faderen netop lige er død i sygesengen:

 

     Ugen derefter blev den døde begravet; Johannes gik tæt bag kisten, kunne nu ikke mere få den gode fader at se, som havde holdt så meget af ham; han hørte, hvor de kastede jorden ned på kisten, så nu det sidste hjørne af den, men ved den næste skuffe jord, der blev kastet ned, var det også borte; da var det ligesom hans hjerte ville gå i stykker, så bedrøvet var han. Rundt om sang de en salme, det klang så smukt og tårerne kom Johannes i øjnene, han græd og det gjorde godt i hans sorg. Solen skinnede dejligt på de grønne træer, ligesom den ville sige: ”Du skal ikke være så bedrøvet Johannes! Kan du se, hvor smuk blå himlen er; deroppe er nu din fader og beder den gode Gud, at det altid må gå dig vel!”

     ”Jeg vil altid være god!” sagde Johannes, ”så kommer jeg også op i himlen til min fader, og hvor det vil blive en glæde, når vi ser hinanden igen! hvor der vil være meget, jeg kan fortælle ham, og han vil igen vise mig så mange ting, lære mig så meget af alt det dejlige i himlen, ligesom han lærte mig her på Jorden. O hvor det vil blive en glæde!”

     Johannes tænkte sig det så tydeligt, at han smilede derved, medens tårerne endnu løb ham ned over kinderne. De små fugle sad oppe i kastanjetræerne og kvidrede ”kvi vit, kvi vit!” de var så fornøjede, skønt de jo var med ved begravelsen, men de vidste nok, at den døde mand nu var oppe i himlen, havde vinger, langt smukkere og større end deres, var nu lykkelig, fordi han havde været god her på Jorden, og derover var de fornøjede. Johannes så, hvor de fløj fra de grønne træer, langt ud i verden, og han fik da også sådan lyst til at flyve med. Men først skar han et stort trækors til at sætte på sin faders grav, og da han om aftenen bragte det der hen, var graven pyntet med sand og blomster; det havde fremmede folk gjort, for de holdt alle sammen så meget af den kære fader, som nu var død.

     Tidlig næste morgen pakkede Johannes sin lille bylt sammen, gemte i sit bælte hele sin arvepart, der var 50 rigsdaler og et par sølvskillinger, dermed ville han vandre ud i verden. Men først gik han hen på kirkegården til sin faders grav, læste sit ”Fader vor”, og sagde: ”Farvel du kære fader! Jeg vil altid være et godt menneske, og så tør du nok bede den gode Gud, at det må gå mig godt!” (26)  

 

     Der kan næppe være tvivl om, at Andersen i ovenstående tekst har givet en i det væsentlige realistisk skildring af de tildragelser, der skete og foregik omkring faderens død og begravelse. I selvbiografien ”Levnedsbogen” fortæller han detaljeret om faderens sygdom, hvor han kort før dennes død havde appelleret til moderen om at tilkalde lægen, men moderen sendte ham i stedet til en klog kone, som sagde, at hvis faderen skulle dø nu, så ville sønnen møde dennes ånd eller genfærd på sin vej hjem:

 

     […] min moder vidste intet bedre råd end sende mig ud til en såkaldt ”klog kone” i Ejby, en mil fra byen, hun lovede at komme, gjorde først nogle kunster med mig, som hun bandt en ulden tråd om håndleddet og gav et blad af, som hun sagde ”Kristi korsets træ”. ”Men skal min stakkels fader dø? spurgte jeg og græd. ”Dør han,” svarede hun, ”da vil du møde hans ånd på vejen når du går hjem!” - Hun havde nær skrækket livet af mig og jeg var frygtelig til mode. – ”Skal vi dog ikke hente en doktor!” bad jeg da jeg kom hjem; men de skete først næste dag, og sygdommen tog mere til; han døde på den tredje dag. – Jeg gik tæt bag efter ligkisten, så hvor præsten inde i Sankt Knuds Kirke kastede sand på den, jeg var så bedrøvet, hjemme jamrede min moder; kun gamle farmoder sad stille med våde øjne, hun sukkede slet ikke, men der lå en forunderlig smerte i det blege ansigt, der selv greb mig, som barn. – (27)   

 

     De samme begivenheder omkring faderens død, er skildret omtrent enslydende i Andersens to store selvbiografier, ”Mit eget Eventyr uden Digtning”, 1847, og ”Mit Livs Eventyr I”, 1855.  I førstnævnte lyder den tilsvarende tekst således (med moderne retskrivning):

 

     […] Min moder sendte mig straks, ikke til lægen, men til en såkaldt ”klog kone”, en halv mil fra Odense; jeg kom derhen, hun spurgte mig ud, målte derpå mine arme med en ulden tråd, gjorde underlige tegn og lagde til sidst en grøn gren på mit bryst, den var, sagde hun, et stykke af den slags træ, hvorpå vor Herre var blevet korsfæstet. ”Gå nu langs med åen hjem, skal din fader dø denne gang, så møder du hans genfærd.”

     Man kan tænke sig min angst; jeg som var så opfyldt af overtro og hos hvem fantasien var så let bevægelig; ”og du har ikke mødt noget?” spurgte min moder mig da jeg kom hjem; jeg forsikrede med bankende hjerte nej, han døde tredjedagen derefter; hans lig blev liggende i sengen, jeg lå med min moder udenfor og hele natten peb en fårekylling. ”Han er død!” sagde min moder til den, ”Du behøver ikke at synge efter ham; Isjomfruen har taget ham!” og jeg forstod hvad hun mente, jeg huskede fra vinteren, da vore ruder var frosne, havde min fader vist os at der var frosset ligesom en jomfru der strakte armene ud; ”hun vil nok have mig!” sagde han i spøg. Nu da han lå død i sengen, kom det min moder i sindet og beskæftigede min tanke.

     På St. Knuds Kirkegård, ud for den venstre sidedør for alteret begravede de ham, farmoder plantede roser på graven, nu er allerede på samme sted to fremmede grave, og græsset vokser hen over dem. (28) 

 

    Dette tekststykke er medtaget stort set uforandret i ”Mit Livs Eventyr I”, som Andersen skrev otte år senere. Men som det ses, har Andersen begge steder udeladt at omtale sin egen deltagelse i bisættelsen og begravelsen bagefter. Det har han så til gengæld fortalt om i ”Levnedsbogen” og i eventyrene ”Dødningen” og ”Reisekammeraten”. (29)   

    

Foreløbig konklusion

Tilbage står herefter kun at præcisere, at grundideen i både ”Dødningen” og ”Reisekammeraten” er den, at drengen Johannes på sin færd ud i verden, uventet og overraskende møder genfærdet af en mandsperson, som han dog ikke genkender som sin afdøde fader. Den situation kan – naturligvis uden direkte sammenligning – i princippet minde om den situation i Ny Testamente, hvor nogle disciple efter Jesu død og opstandelse, på vejen til byen Emmaus mødte den genopstandne Jesus, som de imidlertid ikke straks genkendte. Det skete først efter, at de sammen var gået ind i et hus, hvor de havde sat sig til bords, for at spise og drikke. Idet Jesus velsignede brødet og delte det ud til de andre, mente de at genkende ham, men i samme øjeblik blev han usynlig for dem. Og som Jesus også efter sin død og opstandelse vejledte sine disciple, således vejleder og hjælper ”genfærdet” også drengen Johannes i eventyrene ”Dødningen” og ”Reisekammeraten”. Disse ender også med, at sidstnævnte tager afsked og fortæller, at han er ånden af den døde i kisten, som stod åben midt inde i kirken, og som Johannes frelste fra at blive gjort fortræd af to onde mænd, der ved nattetid havde listet sig ind i kirken. Men i samme nu, at ”genfærdet” eller ”rejsekammeraten” havde sagt ”farvel”, fortonede han sig lige for øjnene af Johannes. (30) 

 

     Det helt afgørende i forbindelse med indholdet af eventyrene ”Dødningen” og ”Reisekammeraten”, er imidlertid, at dette indhold i begge tilfælde og i høj grad har relation til Andersens og hans faders virkelige liv. Som allerede påpeget, fulgte sidstnævnte sin søn gennem hele livet, først i levende live, og efter sin død som en stærk og altid nærværende erindring. Efter min opfattelse, kan denne erindring om faderen i overført betydning med god grund eller ret betegnes som ”genfærd”, ”ånd”, ”dødning” og ”rejsekammerat”. Sådan ser det da også ud til, at Andersen selv har opfattet situationen, og ikke, at det var faderens ånd, der som sådan, fulgte ham gennem livet som en skygge.

 

Ny digtsamling

Året 1830 fortsatte Andersen flittigt med at skrive digte, således at der hen mod årets slutning forelå et anseligt antal digte, som egnede sig til en samlet udgivelse. En del af digtene var dog hen ad vejen blevet tryk i aviser og tidsskrifter, men kom også med i Andersens nye digtsamling, som fik titlen ”Phantasier og Skizzer” og som udkom 10. januar 1831, i lighed med både ”Fodreise”, 1829, og ”Digte 1830”, på forfatterens eget forlag. Bortset fra vaudevillen ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”, som blev udgivet på C.A. Reitzels Forlag den 23. april 1829, havde intet professionelt forlag indtil videre villet binde an med at udgive Andersens litterære produktion. Derfor måtte han, for at sikre sig økonomisk, selv samle subskribenter, som på forhånd gav tilsagn om at ville aftage et eller flere eksemplarer af den planlagte bog, men Andersen var god til at promovere både sig selv og sine værker, så derfor lykkedes den fremgangsmåde for ham flere gange, indtil det senere blev muligt, at få et professionelt bogforlag til at udgive hans værker.
 
     Hen på sommeren 1830, havde Andersens lyriske digtning imidlertid ændret karakter, idet der var sket det, at han under sin sommerrejse til Fyn og Jylland 1830 blandt andet også havde besøgt Faaborg, hvor han havde aftalt at mødes med sin studenterkammerat Christian Voigt. Denne mødte han også, men det blev mødet med kammeratens ældste søster, den da 24-årige Riborg Voigt, der vakte nogle erotiske følelser til live, som Andersen tidligere kun havde kendt til i mindre grad. Den stærkt sværmeriske forelskelse i den unge frøken Voigt satte sig dybe spor i de digte, Andersens skrev i den efterfølgende tid, indtil det gik op for ham, at hans følelser ikke var gengældte. Det efterlod en sorg og skuffelse, som han faktisk bar på i mange år, helt op i sin høje alderdom. Men som det vil være fremgået af afsnittet Andersens tredje dobbelt-forelskelse – dobbeltforelskelsen i Christian Voigt og dennes søster Riborg, var Andersens forelskelser ikke entydige, idet de som omtalt, i reglen på samme tid gjaldt både en kvinde og en mand. I det aktuelle tilfælde drejer det sig om en forelskelse i både Riborg og hendes broder, Christian, hvilket dog ikke umiddelbart fremgår af de digte, han skrev på baggrund af den her nævnte dobbelt-forelskelse.
      De 8 digte, som Andersen i første omgang skrev på inspiration af forelskelsen i Riborg Voigt, medtog han i sin nye digtsamling under betegnelsen ”Hjertets Melodier”. Digtene, med digtet ”To brune Øine jeg nylig saae” som indledning, vakte opsigt og er siden blevet berømte og sat i musik. Men de stærke følelser, som oplevelsen af forelskelsen medførte, vakte også de dybere inspirationslag i Andersens bevidsthed, så at han kunne skrive digte, som ”Pauli 1 Cor. 15, 42-44 (Naar Jordelarven brister)” og ”Livet en Drøm (Du kender Grunden til min dybe Smerte)”. Det sidstnævnte digt henvender sig faktisk til vennen Christian Voigt, som var Andersens fortrolige i de urolige dage, uger og måneder, hvor han ikke vidste, om vennens søster gengældte hans følelser. I begge de nævnte digte er det atter tanken om døden og efterlivet, der trænger sig på hos Andersen og som han endnu en gang søgte trøst i at tænke på i stille, ensomme stunder. I sådanne kontemplative øjeblikke nærmede hans bevidsthed sig det eller de dybere lag, der indeholder det universale eller kosmiske visdomsreservoir, og som inden for rammerne af Martinus’ kosmologi betegnes som ”Visdomsoceanet”. (31)
 
     Her skal kun bringes et enkelt eksempel på den sværmeriske og elegiske lyrik, Andersen skrev i eftersommeren 1830, nemlig ”Hjertets Melodier”. De i og for sig ubetydelige smådigte er tydeligvis skrevet, efter at det stod klart for den håbløst forelskede unge digter, at han ikke blev genelsket af Riborg. Sjælefreden og munterheden havde midlertidigt forladt ham, og midt i denne mørke periode, troede han ikke, at det muntre lune, som eksempelvis kendes fra ”Fodreise”, nogensinde ville vende tilbage. Digtene gengives her med moderne retskrivning:
 
                                           To brune øjne jeg nylig så,

i dem mit hjem og min verden lå,

der flammede snillet og barnets fred;

jeg glemmer dem aldrig i evighed!

                                                     _________

 

Min tanke er et mægtigt fjeld,

der over himlene går;

mit hjerte er et hav så dybt,

hvor bølge mod bølge slår.

 

Og fjeldet løfter dit billed

højt mod himlens blå,

men selv du lever i hjertet,

hvor dybe brændinger gå.

       __________

 

Du gav mig blomster; hvis de læge kunne,

da vandt jeg atter lunets frie lyst,

men nej, de åbner mer den dybe vunde,

og spreder giften i mit unge bryst.

       ___________

 

Min tankes tanke ene du er vorden,

du er mit hjertes første kærlighed,

jeg elsker dig, som ingen her på Jorden,

jeg elsker dig i tid og evighed!

    ____________

 

Henvisned’ er de blomster, du mig gav,

men fra de dødes grav

står ånder frem, i livets dunkle gange;

genkend dem her, i mine bedste sange.

        _____________

 

Du fatter ej bølgernes evige gang,

ej ånden, som svulmer i tonernes klang,

ej følelsen dybt i blomstens duft,

sollysets flamme med storm og luft,

og tror dog, du fatter en digters bryst?

 

Der svulme det mere, end i bølgens gang,

der findes jo kilden til hver en sang,

der vokser blomsten med evig duft,

der brænder det uden den kølende luft,

der kæmper ånder i længsel og lyst,

de kæmper mod døden dybt i hans bryst!

     ________________

 

Jeg elsker dig – dig, som jeg ej tør sige!

du står som tanken i mit drømmerige,

du skaber ånden i hver en sang,

thi svulmer hjertet, ret som bølgens gang,

og brister stolt, thi skjalden er en gud;

du er jo brud – og lykkelig som brud.

     __________________

 

Man har et sagn – et eventyr:

hvert musling-dyr,

der bygger i den dybe, salte sø,

når det har skabt sin perle, må det dø.

O kærlighed! Du blev mit hjerte givet,

og perlen koster livet. (32) 

 

     Den ulykkelige kærlighed, som Andersen følte og oplevede i forbindelse med sin forelskelse i Riborg Voigt, kom dog ikke til at koste ham livet, men nok hans sjælefred for en tid. Han kom sig hurtigere over oplevelserne, end han egentlig var tilbøjelig til at ville indrømme, men hans wertherske tilbøjeligheder bevirkede, at han nærmest kælede for sine skuffede følelser for en ung kvinde, som aldrig havde stillet ham andet i udsigt, end venskab. Hvilket sidste, han selv udmærket var klar over, men havde svært ved at affinde sig med. Det var det sidstnævnte, der var og blev hans egentlige problem, men det kompenserende ved situationen var, at den aktuelt afgav stof til digte og på sigt, og i mange år, inspiration til hans efterfølgende litterære produktion.  
 

     Men heldigvis for Andersen, så kendte han en virksom ’medicin’ eller ’kur’ imod sit mismod og tungsind, nemlig: at rejse! Han havde allerede for længst foretaget relativt større indenlandske rejser, senest sommerrejsen 1830 til Jylland og Fyn, men ønskede sig brændende en udenlandsrejse. Med anbefalinger fra forskellig side og økonomisk støtte af Fonden ad usus publicos, lykkedes det ham i foråret 1831 at foretage sin første rejse til udlandet. Det blev til en rejse til nabolandet Tyskland, mere præcist til Harzen og det Sachsiske Schweiz, som kom til at vare fra 16. maj og til 24. juni 1831. Og som det var sædvanligt for Andersen, så kom denne rejse også til at afgive inspiration og stof til hans aktuelle litterære produktion.

 

Skyggebilleder af en rejse

Tysklands-rejsen blev en stor oplevelse for den da 26-årige Andersen, og den førte litterært set til rejsebeskrivelsen ”Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831”. Men denne gang blev bogen udgivet af et professionelt forlag, nemlig på Universitetsboghandler C.A. Reitzels Forlag, som siden da og mange år frem stort set skulle blive den eneste danske udgiver af Andersens værker. Bogen udkom 19. september 1831.

     Det var imidlertid ikke tilfældigt, at Andersen valgte Harzen og det sachsiske Schweiz som målet for sin rejse, skyldtes en varm anbefaling fra to nære venner: søskendeparret Henriette (Jette) og Christian Wulff, som året forud selv havde berejst de pågældende steder. Andersen havde i øvrigt haft planer om at få vennen Christian Voigt som rejsefælle, hvilket der ikke blev noget af, fordi faderen, agent L.P. Voigt angiveligt ikke syntes om idéen, men hellere så sin søn blive hjemme og passe sine studier med henblik på en embedseksamen.

 

     Omkring en månedstid før sin afrejse, skrev Andersen den 18. april 1831 et brev til en anden af sine venner, nemlig adjunkt ved Sorø Akademi, C.H. Lorenzen, hvori det bl.a. lyder (med moderne retskrivning):

 

     […] Jeg skal nu fortælle dig en stor nyhed angående mig selv. – Jeg kan ikke længere holde det ud i hjemmet, jeg er i denne verden bleven en sygelig skrantning, næsten altfor sentimental; dette er galt, og det bedste middel herimod er nu vistnok at rejse! – Jeg har derfor besluttet i begyndelsen af maj at tage over Hamborg og Braunschweig til Harzen og derfra gennem Leipzig til Dresden og tilsidst over Berlin og Hamborg hjem. Det kan jo blive en herlig tur; jeg vil måske da få lidt mere ligevægt i mit åndelige jeg, lære at kende mennesker og blive lidt mere stærk i min tysk; kan det ikke blive dejligt? – Jeg har hovedet fuldt af denne rejse […]  (33)  

 

    For Andersen blev rejsen en begivenhedsmættet og erfaringsrig oplevelse, som gav ham indtryk og tanker, der inspirerede til en interessant og fornøjelig rejsebeskrivelse, en genre, han holdt meget af og også selv var god til at skrive. Om bogen ”Skyggebilleder” fortæller han samstemmende og omtrent ordret i ”Mit eget Eventyr uden Digtning” (1847) og ”Mit Livs Eventyr” (1855), men udførligst i sidstnævnte, hvorfra følgende skal citeres (med moderne retskrivning):

 

     Den lille rejse i Tyskland var af stor indflydelse på mig, erkendte mine københavnske venner. Rejseindtrykkene blev straks nedskrevne, og jeg udgav dem under titel af: ”Skyggebilleder af en Reise til Harzen og det sachsiske Schweitz”, der senere er udkommet i forskellige oversættelser på tysk, ligesom også på engelsk. Her hjemme blev det almindeligt sagt, at man i denne bog sporede fremgang og udvikling hos mig, men at dette erkendtes, følte jeg ikke i den måde, man var og blev imod mig. Altid samme smålige lyst til at udspille mine fejl og svagheder, kun dvæle ved disse, samme idelige opdragen, den jeg var svag nok til at tåle og det af aldeles uvedkommende. En dag, kort efter at mine ”Skyggebilleder” var udkomne, fandt jeg én af mine opdragere med et eksemplar i hånden; han havde fundet nederst, hvor et ark endte, stå med små bogstaver ”hun” og øverst på det følgende ark ”den”; det skulle være substantivet ”Hunden” [som dengang blev stavet med stort H. Min anmærkning], men dette ord var ved afbrydelsen i de forskellige ark blevet overset, og manden spurgte strengt: ”Hvad står der? Skriver De Hunden med et lille bogstav?” Jeg var i lune og ærgrede mig også over, at han kunne tro, det var en uvidenhedsfejl, svarede derfor spøgende: ”Det er en lille hund, derfor har jeg kun givet ham et lille h”. Men min spøg kaldtes overmod, forfængelighed, aldrig at ville høre fornuftige folk. – Det var små plager, vil man måske sige, men det er dråberne, der huler stenen. Jeg omtaler det for at protestere mod den idelige og tankeløse forfængeligheds-beskyldning, som, da ingen anden fejl i mit private liv kunne udpeges, blev båret om og i mange, mange åringer som en gammel mønt endnu stundom kastedes på mit skuebord. (34)  

 

     Tysklandsrejsen blev på flere måder en helbredelsesrejse for Andersens nærtagende og plagede sind, og han genvandt – i hvert fald for en tid - noget af sin gamle munterhed og sit sprælske lune. Dertil bidrog ikke mindst gensynet med Lotte Oehlenschlæger, som midlertidigt opholdt sig i huset hos forlagsboghandler og forlægger, Heinrich Brockhaus i Leipzig. Den livsglade Lotte var på det tidspunkt den rette ’mikstur’ for Andersen, som for øvrigt en kort overgang havde sværmet for hende, men også uden at hun gengældte hans erotiske følelser. Se eventuelt mere herom i afsnittet Andersens første dobbelt-forelskelse. Hans forelskelse i Oehlenschlæger og dennes datter Lotte.

 

     Under sin rejse førte Andersen en detaljeret dagbog, som især skulle tjene til at fastholde førstehåndsindtrykkene af, hvad han oplevede og hvem han traf af mennesker. Dagbogen kom derfor – i lighed med hans dagbogsoptegnelser fra senere udenlandsrejser – til at betyde et faktuelt forlæg for i dette tilfælde beskrivelsen af Tysklands-rejsen.

     Selv om Andersen under Tysklands-turen skrev alvorlige elegiske digte, så hændte det også at hans muntre lune slog igennem og fik ham til at skrive i den mere muntre genre, som tilfældet eksempelvis er med digtet ”en Spiseseddel paa Mel: ”Der vanker en Ridder” osv.” Dette digt nedskrev han angiveligt i sin dagbog den 5, juni 1831, hvor han opholdt sig i Braunschweig, og det lyder som følger (med moderne retskrivning):

 

Først fik vi suppe, så favr og fin,

med roser og yndelige blommer;

så kød med lidt sauce og én flaske vin,

der fyldte sin snes i skærsommer.

 

Nu kom der asparges, så dyresteg,

med roser og yndelige blommer.

Derpå fik vi kage, så sød og så bleg,

som mangen en mø i skærsommer.

 

Nu fulgte desserten med ost og smør,

ak, roser og yndelige blommer!

Så rejste vi os, som det sig bør,

så tung som en ko en skærsommer. (35) 

 

Digtet blev dog ikke medtaget i ”Skyggebilleder”, som ellers indeholder og er krydret med adskillige mindre og større af Andersens egne digte, i alt 21 digte, hvoraf dog kun enkelte er blevet til under selve rejsen. De fleste blev skrevet efter hjemkomsten. De to nedenstående digte fra henholdsvis 26. maj og 31. maj 1831, hvori han vender tilbage til sin skuffede kærlighed til Riborg Voigt, er dog skrevet under rejsen, men kom heller ikke med i bogen:

 

Højt over skyen står jeg her,

dog hjertet må bekende:

Jeg var dog himlen mere nær,

den gang jeg var hos hende.

       ____________

             

Hvor stormen løfter højt sin stærke stemme,

hvor bølgen svulmer på det stolte hav,

jeg tænker kun på dig – dig Gud mig gav!

Jeg kan dig aldrig glemme. (36) 

     _________

 

”Hjertets Laterna magica”

Efter hjemkomsten til København den 28. juni, skrev og sendte digteren et brev til vennen C.H. Lorenzen i Sorø, og heri står der blandt andet følgende:

 

     Her kommer min brevdue flagrende; - thi nu er jeg træt af at flagre og sidder midt i det store, snævre København. I fredags kom jeg hjem med dampskibet fra min udflugt i verden, hvor jeg har set så meget smukt; dog, dette kender du jo, du lykkelige menneske, der er gået o v e r de bjerge, jeg kun så som schattenspiel an der himmelwand. […]. [---] hvad jeg i den tid har følt og tænkt, skal du få på tryk, så er det bedre at læse, end min garstige klo. – Det bliver en ”Hjertets Laterna magica”, jeg vil skænke verden; men nu får man se, hvad lykke billederne gør. […]  (37) 

 

     Netop i og med udtrykkene ”schattenspiel an der himmelwand” og ”Hjertets Laterna magica”, havde Andersen fundet titlen på sin Tysklandsrejse. Det måtte selvfølgelig blive ”Skyggebilleder”. Og det så meget mere, som at begrebet Skyggebillede også kunne betyde et i ord eller forestillinger fremtrædende billede, som hidrører fra oplevelse, fantasi, drøm eller fra andres beretning, men med en ringe grad af tydelighed, skarphed og nøjagtighed. Rent praktisk havde Andersen på anbefaling af Jonas Collin solgt sit manuskript til forlægger Reitzel, som ville betale 150 rigsdaler for det, hvilket digteren accepterede. Under trykningen læste han helt frem til 2. september selv korrektur og rettede og tilføjede, hvor det skønnedes nødvendigt, men bogtrykkeren rettede sig ikke altid efter det. Det betød, at den færdigtrykte bog indeholdt mange stave- og trykfejl, hvilket der ikke var noget at gøre ved, for det hastede med at få bogen trykt og udgivet, og endelig den 19. september 1831 kunne den averteres til salg. (38)   

 

     Spørgsmålet er nu her, i hvor høj grad eller i hvilket omfang der indgår biografiske og selvbiografiske elementer i bogen, rent bortset fra, at den jo primært handler om netop Andersens egne personlige oplevelser, erfaringer og tanker under rejsen? – Der var litterær tradition for, at når en digter skrev en rejsebog, så skulle denne fremtræde som en blanding af det, der på tysk blev kaldt ”Dichtung und Wahrheit”, det vil sige: Digtning, i betydningen fiktion, og sandhed. Denne genre tillod derfor, at man måtte krydre sin virkelighedsbeskrivelse med episoder og tanker, som ikke nødvendigvis hørte til den aktuelle rejse. Det er eksempelvis tilfældet med brudevielsen i Braunschweig, som umiskendeligt indeholder formummede erindringer om Andersens skuffede forelskelse i Riborg Voigt, som også afspejler sig i digtet ”Moderen og Sønnen” med dets tydelige ønske om døden som en løsning på jordelivets fortrædeligheder. Om brudeparret hedder det:

 

     Efter gudstjenesten var der en brudevielse. Det var et smukt par; men hvad der især greb mig var det underlige udtryk af glæde og vemod, der lå i brudens blik; hun syntes at søge nogen, i det hun skred op til altret.

     ”Han er her vist i kirken,” hviskede to kvinder, der stod ved siden af mig.

     ”Den stakkels Eduard! – ja han er her vist!”

     Der gik et lys op for mig; men jeg var vis på han var der ikke; havde det været en Johanne Schopenhauers roman, så havde han nok stået, dødbleg bag en pille og set på brudevielsen, her var det derimod virkelighed; han var der ikke, men hvor -?

 

MODEREN

Hvad kommer du fra kirken her?

Vil du ej se på stadsen der?

I dag står liden Grethe brud,

 men du er bleg! Du gode Gud!

du ser jo ganske sådan ud,

som da – o Gud, jeg græde må!

Som lille, du i græsset lå,

et giftigt dyr stak der din fod;

døds-smerten i dit ansigt stod;

ak, dobbelt den jeg med dig led,

din fod jeg grov i jorden ned,

og jorden suged’ giften ud; -

så har han gjort den gode Gud!

 

SØNNEN

Ja, moder, jorden hjælper der!

I hjertet er nu giften her,

jeg føler den – forbarm dig Gud!

Din jord vil suge giften ud.

O, grav det syge hjerte ned,

det hjælper jo, så får jeg fred!

(39) 

 

Bogen ”Skyggebilleder” rummer også erindringer fra Andersens skoledage i Slagelse, men i tysk forklædning. Det er nemlig ifølge Andersen selv, hans gamle lærer, som underviste i latin, dansk og skrivning, den godmodige adjunkt Jens Peter Snitker (1770-1843), der i bogens IV. og VI. kapitel optræder i skikkelse af skolemeteren, som fortæller om teatret i sin hjemby, Braunschweig. (40)  

      Endnu en person fra Andersens skoletid i Slagelse, er kommet med i ”Skyggebilleder”. Det drejer sig om konen, der fortæller om sin mand, at han var skrædder, men havde ambitioner om at blive noget andet og mere end det, hvorfor han skrev en vise om det sørgelige endeligt, der to år tidligere var blevet en morder til del, nemlig henrettelse ved halshugning. Denne grufulde begivenhed har Andersen året efter også skrevet om i ”Levnedsbogen”, hvori fortælles, at rektor Meisling tog Andersen og eleverne fra dennes klasse med til henrettelsesstedet, fordi han mente, at disse kunne have godt af at se virkeligheden i øjnene.  Den sandfærdige historie var dog betydeligt mere grum, idet der var tale om i alt tre personer, som den 8. april 1825 blev henrettet ved halshugning på Kanehøj Banke lidt nord for Skælskør. Det drejede sig om en 17-årig pige, dennes elsker, som var tjenestekarl hos pigens fader, samt en medsammensvoren, der havde et mellemværende med nævnte fader. Det var den medsammensvorne, der på en øde vej og med knivstik havde slået pigens fader ihjel. Grunden til, at pigen ønskede sin fader død, var, at han havde forbudt hende at være kæreste med tjenestekarlen. Efter henrettelsen blev de henrettedes lig parteret og lagt på hjul og stejle, til afskrækkelse for andre, som kunne tænkes at ville begå lignende forbrydelser. (41) 

 

     Men først og fremmest er ”Skyggebilleder” en Andersensk apoteose til naturen, som han er en mesterlig iagttager og beskriver af. Andersen så de landskaberne på de steder, han besøgte, som maler i den romantiske periode så den. Bogen vrimler med den ene naturskønne beskrivelse efter den anden, men ofte kædet sammen med sagn om de forskellige egne, han besøgte under Tysklands-rejsen. Da han opholder sig i egnen omkring Brocken, ikke langt fra Goslar, skriver han blandt andet følgende:

 

     Det er ikke blot de stolte fjeldmasser med deres uoverselige skove, de høje busk, der slynger sig over den brusende flod, eller den døde stenmasse af en halvt nedfalden bygning, der gør en egn romantisk, først når den, just ved denne sin natur, har et eller andet sagn, får det hele sin fuldkomne magiske belysning, der ret hæver det for sjælens øje, da får de døde masser liv, det er ikke længere en tom dekoration, der bliver handling, ethvert blad, enhver blomst står da som en talende fugl og kilden som et syngende springvand, der slår sine evige rislende akkorder til dette åndernes melodrama.

     Egnen rundt om, blev mig dobbelt smuk ved sine sagn; der var også liv og bevægelse her på vejen; vi mødte kulbrændere med mørke, karakteristiske ansigter, og bønderpiger, der så ud som mælk og blod. Floden Selke brusede sladrende forbi; den fortalte vist, hvad vi nok selv så: at det hele var såre godt. (42)  

 

     Senere, da Andersen opholder sig i egne i det sachsiske Schweiz, skiver han eksempelvis følgende om naturen:

 

      I naturen og verden er ingen dissonanser, den ene opløser sig i den anden, og i vort eget bryst må vi søge den sidste, der kun løses ved den højere mester. (43) 

 

     Endnu senere, da han er nået Mühlsdorf, hvor han vandrer omkring den store natur, stemmer landskabet ham endnu engang til lyriske toner:

 

     Stien snoede sig langs den dybe afgrund, fjeldvægge og kløfter vekslede med hinanden; nu va vi i en dunkel skov, nu på en åben kørevej; der var en afveksling, som læben bliver træt af at beskrive. Fra en klippe styrtede en lille bæk sig ned; den fald så højt oppe fra, at man kunne gå ind imellem klippevæggen og den brusende strøm; her bagved var en dyb hule, hvor man kun så vandmassen, der styrtede ned udenfor.

     Den hele natur var mig et stort lyrisk, dramatisk digt, i alle mulige versemål. Bækken skændte, i de fortræffeligste jamber, over de mange sten, der lå den i vejen, klipperne stod så brede og stolte, som respektive heksametre. Sommerfuglene hviskede sonetter til blomsterne, idet de kyssede deres duftende blade, og alle sangfuglene kvidrede, hver med sit næb, i sapfiske og alceiske versearter. Jeg derimod – tav og vil også her tie. (44) 

 

     Dernæst er bogen præget af Andersens personlige situation på det tidspunkt, hvor den blev skrevet. Andersen var jo i øvrigt en god selviagttager, som i sine bedste øjeblikke var i stand til at anskue sig selv og sin egen situation i et ironisk perspektiv. Men han ville samtidigt også gerne tages alvorligt, når han udtrykte sin i reglen kloge og indsigtsfulde opfattelse af menneskene, livet og verden, en indsigt, som ofte var krydret med humor og i nogle tilfælde med satire. 

     Hvad alvoren angår, så skriver vi jo 1831, året efter Julirevolutionen i Frankrig, hvor Karl X blev afsat, fordi han egenmægtigt ophævede pressefriheden og indskrænkede valgretten, og borgerkongen, Louis Philippe blev indsat og kronet. Frihedsideerne og –bestræbelserne fra oplysningstiden og den store franske revolution bredte sig snart til andre dele af Europa. Det førte til revolution i Belgien, som vendte sig imod det hollandske herredømme og gjorde landet til et selvstændigt kongerige. Det førte også til opstand i Polen, hvilket dog kun resulterede i, at Rusland gjorde landet til en russisk provins. Men for Danmark var det nok så afgørende, at slesvig-holstenerne krævede en fri forfatning for Slesvig og Holsten som én stat, der kun havde konge og fjende fælles med Danmark. 

     H.C. Andersen var liberal af opfattelse og delte indstilling med oplysningstidens mest humane bannerførere, og det udtrykker han i ”Skyggebilleder” på følgende måde:

 

     - Med kæmpeskridt går vi en ny og bedre tid imøde; men Europa må have udkæmpet, den vilde lava må først syde fra bjerget, før det kan bære fredens, frugtbarhedens frodige ranker. En fornuftig frihed, en naturlig oplysning vil da udbrede sin milde sommervarme over landene, da vil det nye Gimle stige bag det kæmpende Ragnarok! men vor tidsalder er interessant! den vilde gæring i naturen og menneskelivet, er det også herligt at opleve! vi virker jo alle med til det store mål. Mangt et vildt, brusende, romantisk gemyt vil måske misunde os! hvor vil man ikke undres over meget, ryste med hovedet, smile og atter nikke tilfreds, når de får fingre på vore dagblade, der da ejer sagn fra gamle tider; måske trykkes da mange ting af, som kuriosa, men hvilke! Ja, - der er grumme meget! […] (45) 

 

     I forlængelse af det anførte citat, fremfører Andersen – ironisk – flere eksempler på ’kuriosa’ fra den trykte presses annaler, bl.a. følgende: ”Don Miguel har fået rosen af paven, som tegn på den christeligste konge!” Men vigtigst at notere sig er det i denne sammenhæng, at Andersen var imod despoti, pressecensur og den hjemlige fjendtlige indstilling overfor oplysning og tankefrihed. Det var jo i kong Frederik VI’s dage, og han var kendt eller berygtet for den absolutistiske indstilling: ”Vi alene vide!”, som i praksis betød pressecensur og politikontrol. (46) 

 

     Men alt taget i betragtning, så er det overraskende, at bogen ”Skyggebilleder” slet ikke udtrykker Andersens kongstanke om livet selv som det største eventyr, selv om denne opfattelse implicit fremgår af bogens indhold. Dette indhold og dets handling, kan nærmest opfattes som ét eneste stort eventyr. Men formentlig var kongstanken endnu ikke blevet ham så klar, at det faldt ham naturligt og selvfølgeligt, at formulere den i skrevne ord. Derimod forekommer der at være spiren til flere såkaldte kunsteventyr i bogen, som det eksempelvis er tilfældet med afsnittene ”Historien om den gamle Konge, der troede aldrig at have hørt en Løgn”, ”Alferne paa Heden” og ”Amor som Fører”. Andersen betegner selv digtet ”Tre Dage af en Tyveknægts Liv” som: ”et eventyr, eller rettere, en komisk scene, kun skade, at den var mere dramatisk end episk, og altså ikke så godt lader sig fortælle, som udføre.” Digtet ender med, at tyven bliver hængt! – I ”Mit Livs Eventyr” (1855) skriver Andersen selv, at der i ”Skyggebilleder” også findes elementerne til eventyret ”Den lille Havfrue” (1837). H. Topsøe-Jensen anfører i sit Efterskrift til bogen (side 208), at der i dennes III. Kapitel også findes spirerne til ”Rosenalfen” (1839) og ”Sneedronningen” (1844), ”Den lille Idas Blomster” (1835) i afsnittet ”Blomsterne ved Regenstein” (side 82), lige som omtalen af St. Peters Briller og von Tütz’ mikroskopiske glas (side 171) kan genkendes i afsnittet ”Mosters Briller” i eventyret ”Lykkens Kalosker” (1838), Endelig påpeges det, at der side 68 findes kimen til ”Et Blad fra Himlen” (1855). (47) 

 

Rejsens finale

Vi nærmer os hermed slutningen på ”Skyggebilleder” og vores omtale af denne i den her foreliggende sammenhæng. Derfor kan omtalen passende afsluttes med, hvad Andersen selv har at sige til slut i sin interessante og fornøjelige bog:

 

     Maleren går ud i Guds natur, afridser sig der, det enkelte træ, det enkelte blad, der ved sin skønhed eller særegne karakter tiltrækker sig hans opmærksomhed, samler sig således en mængde studier, der siden anbringes i hans kompositioner. Digterens skitsebog, er derimod hans eget hjerte, her afpræger sig de store livsbilleder, der siden fremtræder i hans værker. Jeg har, med det bedste sindelag, bragt mine venner og – uvenner, disse løse skitser, disse skyggebilleder af en lille rejse på 6 uger. Således som jeg så hver enkelthed, bringer jeg den, før det hele nu snart smelter sammen, kun til et eneste stykke i mit liv: et smukt sommerlandskab med det blikstille hav, de fremmede lande med deres mennesker og de høje bjerge, med skovene mellem de lette tågeskyer.

     Endnu kvidrer fuglen udenfor, ikke en ærlig sang kan den synge, nej kun pippe og hugge er alt hvad den kan. Nu vil jeg straks afbryde, men dette ”Levvel”, er noget ganske egent; det er underligt, således at lade sine tanker og drømme flagre ud i verden! mangen én vil vist finde, at jeg virkelig gav hvad jeg så og følte, medens andre tager billederne frem, som var det en skolestil de skulle gå igennem for at finde fejlene! her er en streg for krum, her én for lige, her er glemt et komma, o.s.v. Bitterhed, fornemhed og strenghed, er den unge digters opdragere! tre sådanne mestre, må jo ret kunne bringe noget frem, eller - - udslette det hele.

     Mangen lille fugl, der synger i skoven, ville sikkert, dersom den således skulle stå skoleret hver gang den sang, snart tie og sørge sig ihjel bag de grønne hække, men digteren - -

 

Ej ros, ej dadel standse må hans flugt,

Ved storm og solskin bliver blomsten frugt!  (48)   

 

 

     Bogen ”Skyggebilleder” blev stort set godt modtaget af anmelderne og det læsende publikum, men enkelte kritiske røster lød der dog imellem. Som efterhånden så ofte, optrådte Andersens litterære antagonist, Christian Molbech, med at rette stave- og punktuationsfejl i bogen, lige som han betvivlede dybden og holdbarheden af den unge forfatters evner og kunstneriske alvor. Men selv om Andersen, som citeret ovenfor, i teorien indtog den holdning, at ”Ved storm og solskin bliver frugten blomst!”, så blev han alligevel pikeret og forsvarsberedt overfor kritikken af sin bog. Men i øvrigt var han selv den mest kritiske overfor bogens brogede indhold, hvorfor han med henblik på en ny udgave, foretog en grundig revision af dette og udelod endog tilmed flere hele afsnit. Karakteristisk for Andersen er det, at han i bogens nyudgave også har udeladt de politiske afsnit. Som liberalt orienteret humanist, var han ikke selv særlig politisk interesseret, men fulgte dog med i både de nationale og internationale politiske begivenheder. Men hans sigte som kunstner, digter og forfatter var og forblev højere, end at skildre døgnlivets hændelser. Dette sigte havde han formuleret allerede i sin skoletid i Slagelse, hvor han i dagbogen for søndag den 18. september 1825, blandt andet har noteret følgende. (49) 

 

     - Tilgiv Alfader de dristige tanker som stiger i min sjæl, men ene de hæver mit mod, ellers ville jeg fortvivlet synke, værket må jeg fuldføre! Billedet som står broget og stærkt for min sjæl, må jeg male for menneskene, min sjæl aner at den kan og skal det og altså kan du ej forlade mig, din præst vil jeg blive, o Gud du må ej forlade mig om jeg synker i støvet, min ånd er jo hos dig den forsømmer det slette, dog den er din – hvad er min fortjeneste. – (50)    

 

(Fortsættes)

 

© 2010 Harry Rasmussen.

 

 

Noter til:

Kilderne til H.C. Andersens forfatterskab (3. del):

 

 1  Levbog, s. 196. – ’Digte’: ” Digte af H.C. Andersen” udkom 2. januar 1830.  – ’Maanedsskriftet for Literatur’: Maanedsskrift for Litteratur. Et høj anset og værdsat litterært månedligt tidsskrift i 1800-tallet. Tidsskriftets skribenter var anerkendte forfattere, som f.eks. Johan Ludvig Heiberg og H.C. Ørsted. – ’Molbech’: Christian Molbech (1783-1857), historiker, sprogforsker og litteraturhistoriker, 1830-42 meddirektør for Det kgl. Teater. – ’professor Hauch’: Carsten Hauch (1790-1872), digter, lektor i naturvidenskab ved Sorø Akademi, 1846 professor i Kile i nordiske sprog, 1851 i København i æstetik, 1858-59 medlem af Det kgl. Teaters direktion. - ’Babyloniske Taarnbygning’: ”Den babyloniske Taarnbygger i Migniature. Et Forsøg i den Aristophanske Comodie” (1830). Heri hedder det om Andersen og hans ”Fodreise” bl.a.: ”Jeg har bygt en dårekistebygning på det flade land, / jeg har vandret humoristisk på min fod til Dragøes Strand, / jeg kan skrive vaudeviller, uden regler, uden bånd.” – ’Heiberg’: Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), digter, 1849-56 direktør for Det kgl. Teater. – ’Fodreisen’: ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829”. Se afsnittet Kilderne til H.C.Andersens forfatterskab (2. del) . - ’Pjerrot’: Komisk tjenerfigur i commedia dell’arte. Her i Danmark er figuren bedst kendt for sin fremtrædende rolle i forestillinger på Pantomimeteatret i Tivoli, og desuden som Dyrehavsbakkens Pjerrot for børn. 

 2  Saml. Skr. XII, s. 71. Også trykt i H.C. Andersen DIGTE. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Forlaget Spektrum 1966, s. 56-57. – ’Homer’: egtl. Homeros (8. årh. f.Kr.), græsk digter, som menes at have skrevet antik græsk litteratur to ældste eper: Iliaden, et epos om den trojanske krig, og Odysséen, der handler om hjemturen fra den trojanske krig. I begge tilfælde er hovedpersonen Odysseus. – ’Horats’: egtl. Horatius (65 f.Kr. – 8 e.Kr.), romersk digter. - ‘blå talar’: af latinsk talus ankel, en klædning, der når til anklerne. – ’rudens glar’: klart glas. – ’sin hose’: sin strømpe. – ’plaiseer’: egentlig plaisir, hvilket vil sige glæde eller fornøjelse. – ’se! månen sidder på taget og ler’: Kvistværelset i Vingårdsstræde 6, hvor Andersen logerede fra 19. april 1827 til oktober flyttedag 1828, går igen mange steder i hans forfatterskab, og ikke mindst i Billedbog uden Billeder, som udkom 20. december 1839. Bogen indeholder de 20 første aftener, hvor studenten fører en ’samtale’ med månen. Senere føjedes yderligere 3 billeder til, som blev trykt særskilt i ”Kjøbenhavns Morgenblad”, 16. februar 1840. I anden forøgede udgave af bogen findes trykt i alt 31 aftener, som udkom 21. december 1844. Andersen fortsatte dog med at forøge antallet af aftener, således i ”Dansk Folkekalender for 1848”, der udkom december 1847. En tredje udgave af bogen udkom 1854 og en fjerde udgave 1856 og en femte udgave 1866. I Samlede Skrifter, anden udgave 1877, findes 33 aftener.– ’damper sin pibe ud’: Det kunne tyde på, at unge Andersen røg pibe. Senere i livet kunne han også nyde en cigar, men intet tyder på, at han egentlig var ryger, snarere lejlighedsryger.

 3  Saml. Skr. Anden Udgave XII, s. 2-3. – Digtet er i sin oprindelige form trykt i H.C. Andersen Slagelse-Digte II. Hidtil utrykte digte tydet og kommenteret af Jørgen Skjerk. Aarhus tekniske Skole 1990, s. 42-44.. 

 4  Digtet ”Sjælen” er her citeret efter Christian Svanholm: H.C. Andersens Ungdoms-Tro. (Med Henblikk på dens teologiske Bakgrunn). F. Bruns Bokhandels Forlag, Trondheim 1952, s. 142-43. Herunder er digtet gengivet efter H.C. Andersen Samlede Skrifter Anden Udgave 1877, s. 3.-5., men med moderne retskrivning.  

 

     Væsen du som mig opliver

     ånd som lever i mit bryst

     du som liv og kraft mig giver

     higende mod lysets kyst.

     Er du vel en lysets ånd

     som forvildet sank fra himlen

     Og nu under støvets bånd

     sunken dybt fra stjernevrimlen

     venter på den nye vinge

     som skal dig til hjemmet bringe.

 

 5  Læsere, som vil vide lidt mere og nærmere om kosmologiens opfattelse af de nævnte begreber, kan henvises til bl.a. følgende afsnit her på hjemmesiden: Gennem døden eller de parafysiske verdener – om diskarnationens ’teknik’, Reinkarnationsprocessen – om dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller materialisation, og Repetitionsprincippet – om gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed. Desuden kan henvises til 7.-9. kapitel i min bog ”H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Martinus – et sammenlignende studie. Forlaget Kosmologisk Information 1997.

6        Se note 4.

 

     Eller skal du dristigt svinge

     højt i det umålte blå?

     Høre sfærerne at klinge,

     og den dybe klang forstå?

     Eller er det i det fjerne

     Højt, hist under nattens blå,

     at du på en venlig stjerne

     først fra støvet lutres må,

     før du med de engle glade,

     kan dig i Guds stråler bade?

 

 7   Martinus: Livets Bog I, Symbol nr. 8. Livets Vej. Kosmiske Udviklingsbaner. Symbolet har nr. 29 på www.martinus.dk , se under Symbolerne .

 8   Se note 4

 

      Eller – nej! ha fæle tanke! –

      Ånd,  forgik du ved vor død?.

     Skal så kort mit hjerte banke,

     og forgå i intets skød?

     O hvorfor måtte du da brænde

     efter himlens høje fred?

     Hvorfor mon da Herren tænde

     anelse om evighed? 

     ”L e v  og  n y d,” blev da, o Gud,

     livets store, sande bud.

 

 9   Se note 4.

 

     Nej, o ånd! du l e v e r! l e v e r!

     Ellers var jo Gud ej Gud;

     Til en salighed du svæver,

     som kun engle stamme ud.

     Som på tankens stærke vinge

     du kan her hver genstand nå,

     Skal som ånd du fri dig svinge,

     skue alt, og alt forstå.

     Fortid, nutid, fremtid skue

     Hist hvor ingen storme true. 

 

10  Vedr. Hans Christians bekendtskab med de gamle koner i Gråbrødre Hospitals spindestue, se 2. Hovedafsnit under afsnittet Fantasien og overtroen i barndommen

11  H.C.Andersen: Mit Livs Eventyr I-II. Revideret Tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen. Med Noter af H.G. Olrik og Udgiveren. Gyldendal 1975. De to citater, der her er anført ovenfor, er fra MLE I, side 40 og 41.

12   Eventyret ”Dødningen”. Dal og Nielsen: H.C. Andersens Eventyr I, s. 189-209.

13  Andersens fader, Hans Andersen, var født i december 1782. i Aalsbo på Fyn og flyttede i 1788 med sine forældre til Odense. Efter sin skolegang kom han i lære som skomager og blev såkaldt frimester i 1805. Den 2. februar samme år giftede han sig med Anne Marie Andersdatter, som menes at være født 1775 og som derfor var syv år ældre end sin mand. Den 2. april 1805, altså to måneder efter brylluppet, fik parret deres første og eneste søn, den senere verdensberømte digter Hans Christian Andersen. Moderen havde dog en datter, Karen Marie, der var født udenfor ægteskab 22. sept. 1899. En gift pottemagersvend og grenader påtog sig paterniteten til denne pige, som altså var H.C. Andersens halvsøster. Digterens fader, Hans Andersen, var frivillig soldat i årene 1812-14 og herunder var han med sit kompagni udkommanderet til Holsten. Marchturen fra Odense til Holsten tur-retur, samt opholdet under åben himmel i al slags vejr, tog hårdt på den da 30-32 årige mand, og fra da af gik det jævnt ned ad bakke med hans helbred. Han vendte tilbage til arbejdet som friskomager i 1814, men følte sig led og ked af det. Han døde 26. april 1816 og blev den 30. s.m. begravet på Odense St. Knuds Kirkegård. Vedr. Andersens halvsøster, Karen Marie, se 2. Hovedafsnit  Repetitions-perioden i H.C.Andersens liv, samt evt. artiklen ”...et forbyttet, meget fornemt barn...” her på hjemmesiden.

14  Dal og Nielsen I, s. 209.

15  Vedr. moderens betydning for Hans Christian: Se f.eks. artiklen ”H.C.Andersen og Gud” her på hjemmesiden.

16  Dal og Nielsen I, s. 192.

17 Dal og Nielsen I, s. 192. – ’så rundt omkring sig; alt åndede et frodigt sommer-liv’: Sagt med andre ord, så var det naturen og dens kredsløb eller årstider, særlig sommeren, der bestyrkede hans tro på eller overbevisning om sjælens – det vil sige: individets – udødelighed og evige liv.

18  Dal og Nielsen I, s. 67. – ’ingen uden de to inde i den lille stue’: dette stemmer dog ikke med, hvad Andersen fortæller i bl.a. Levnedsbogen, s. 30-31, hvor moderen i høj grad også var til stede. – ’vor Herre vil nok hjælpe dig frem i verden!: Denne replik kan næppe være sagt af Andersens fader, der erklærede sig som fritænker, hvilket vil sige, som ateist. – ’nu havde han slet ingen i hele verden’: Dette udsagn tør siges at være noget af en overdrivelse, for Andersen havde på det tidspunkt, hvor handlingen foregår, hvilket vil sige omkring 1816, både sin moder, sin søster, og sine farforældre i Odense, samt sin mormor i Bogense og en moster i København. Faderen døde som nævnt den 26. april 1816. – ‘den hårde sengefjæl”: Det hårde sidebræt på en seng. – ’sol og måne nejede for ham’: Josefs 2, drøm i 1 . Mos. 37,9. I brev af 3. april 1839 skriver han til Jette Hanck bl.a.: ”Forurettelse vækker min hele selvbevidsthed, jeg skal dog blive en digter, Danmark kan føle sig hædret ved, jeg har Gud for mig, de skulle neje sig, som sol og måne måtte det i Josefs drøm.” - ’En dejlig pige, med guldkrone’: Litterært kan denne ”pige” eller dette feminine væsen tolkes som inspirationens og poesiens muse, kosmologisk set kan pigen tolkes som Andersens feminine pol. Se nærmere herom i artiklen Introduktion til ”Det seksuelle polprincip” , se herunder især 7. Polprincippet og H.C.Andersen - – Jf. her evt. også med artiklen Reisekammeraten - H.C. Andersen og døden (1. del)

19  Dal og Nielsen I, s. 201-02.  

20  Dal og Nielsen I, s. 75-76. – ’spytte røde grise’: bløde.

21  Se f.eks. Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske

22  Se f.eks. artiklen Introduktion til ”Det seksuelle polprincip”

23  Dal og Nielsen I, s. 208-09. -

24  H.C. Andersen DIGTE. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Forlaget Spektrum 1966, s. 173. – ’Fattigskole’: Odense Fattigskole lå indtil 1847 på Overgade ved Påskestræde. 1934 blev her indsat en mindeplade, som fortæller, at her gik digteren H.C. Andersen i skole i sin barndom. – ’greve-kjole’: dvs. greve-frakke. Udtrykket stammer sandsynligvis fra Mit Livs Eventyr I, hvori Andersen bl.a. fortæller: ”Jeg var eneste barn og blev i høj grad forkælet, men høre måtte jeg det af min moder, at jeg var ganske anderledes lykkelig, end hun havde været, jeg havde det som et greve-barn! […] MLE I, s. 28.   

25  Samme sted. – ’Jakobs himmelstige’: Jakobs drøm om himmelstigen: Abrahams sønnesøn, omtales i 1. Mos. 25, 19-35, 29. Under sin flugt fra Esau drømmer han på helligstedet i Betel om den såkaldte Jakobsstige og om, at han modtager Guds velsignelse og løfte om det forjættede land. – ’hinsides’: på den anden side.

26  Dal og Nielsen I, s. 67-68. 

27  Levbog, s. 31. – Digterens fader, friskomager Hans Andersen, døde 26. april 1816 og blev den 30. s.m. begravet på St. Knuds Kirkegård, på kirkens nordside, og formentlig i såkaldt fattigjord. 

28  MeE, s. 20-21.

29  MLE I, s. 40-41.

30  Lukas 24, 13-35.  Markus 16, 12. Johannes 20, 11-31; 21, 1-14.

31 Digtene ”Pauli 1 Cor. 15, 42-44” og ”Livet en Drøm” findes trykt i Saml. Skr. XII, hhv. s. 245 og s. 68.

32  Saml. Skr. XII, s. 66-68. – ’vunde’: sår. – ’vorden’: blevet. – ’skjalden’: sangeren eller digteren. – ’du er jo brud – og lykkelig som brud’: Riborg Voigt blev den 27. april 1831 viet til sin forlovede gennem flere år, forstkandidat og senere skovrider Jacob Bøving.

33 Bille&Bøgh: Breve fra H.C.Andersen I, s. 74-75.

34 MLE I, s. 113-14. – I noten til side 113 i MLE I, siges det, at Andersen må huske forkert, for den nævnte trykfejl findes ikke i originaludgaven af ”Skyggebilleder.” Men fornøjelig er Andersens påpegning af den og hans pointe dog alligevel, for han var ofte ude for denne i sig selv smålige kritik fra recensenter, som f.eks. Christian Molbech.   

35  Dagbøger I, s. 98-99.

36  Saml. Skr. XII, hhv. s. 56 og 367.

37  Bille&Bøgh: Breve fra HCA I, s. 84-85. – ’I fredags kom jeg hjem med dampskiber’: Den 24. juni vendte Andersen via Lübeck med dampskibet ”Prindsesse Wilhelmine” hjem til København. – ’schattenspiel an der himmelwand’: skyggespil på himmelvæggen. Skyggespil, hvorunder skyggen af f.eks. mennesker eller ting bliver belyst bagfra, så disses skygge kastes op på en bar væg eller et hvidt lagen, var en meget yndet selskabsleg i 1800-tallet.  – ’Laterna magica’: magisk lygte: lysbilledapparat.

38  - ’På anbefaling af Jonas Collin’: Se Andersens svarbrev til Edvard Collin af 20. august 1831: BEC I, Brev nr. 33, s. 93.

39  H.C. Andersen SKYGGEBILLEDER af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831. Illustreret af Henrik Bloch. Med Efterskrift af H- Topsøe-Jensen. Nordlundes Bogtrykkeri. København 1968. Side 44-45. – ’en brudevielse’: Som tidligere nævnt var Riborg Voigt blevet viet til Jakob Bøving den 27. april 1831, og selvom Andersen ønskede parret al lykke, så kunne det ikke undgå at smerte ham, at det ikke var ham selv, der stod brudgom ved den lejlighed. – ’brudens blik’: Til slut i Levnedsbogen, side 223, beskriver Andersen sin ulykkelige forelskelse i Riborg Voigt, og herunder forekommer bl.a. følgende linjer: ” - Hun sagde at det var hendes pligt, at blive den anden [Jakob Bøving] trofast, at han ville blive ulykkelig, og hang ved hende med sjæl og hjerte! – Samme aften jeg fik dette at vide, var hendes fader og søster komne [til København fra Faaborg], hun var med dem i parkettet [på Det kgl. Teater], hendes øje søgte mig, hun var dødbleg og dog så smuk, så uendelig smuk. De spillede ”Christen og Christine”, det hele stykke forekom mig vor historie, thi jeg tænkte mig selv som den ædle Stanislaus; - Forfængelighed midt i min smerte. […]” – ’Den stakkels Eduard’: Interessant, at Andersen her fletter vennen Edvard Collins navn ind i sammenhængen, men som en hentydning til sig selv, for i det venskab skjulte der sig også en dobbeltforelskelse. Men det, at Edvard Collin blev inddraget som person, omend med andre fornavne, skulle også blive tilfældet i flere andre af Andersens senere værker. – ’Johanne Schopenhauer’: Johanna Schopenhauer (1766-1839), tysk forfatterinde og mor til filosoffen Arthur Schopenhauer.

40  Det i note 39 nævnte værk, s. 47-50 og s. 70. Jf. med beskrivelsen af Snitker i Levnedsbogen, anførte udgave, s. 98, 99, 119-21.

41  Det i note 39 nævnte værk, s. 83-84. Levnedsbogen, anførte udgave, s. 121-23. – ’hjul og stejle’: Stage, hvorpå der øverst var anbragt et vandret liggende hjul. På dette grusomme torturinstrument fuldbyrdedes den middelalderlige radbrækning gennem offentlig udstilling af offeret. Straffen brugtes også efter halshugning og partering, hvor den henrettedes kropsdele blev udstillet til spot og spe, ved at blive lagt på hjul og stejle. Hovedet blev dog anbragt på en stage for sig. Denne straf blev senest anvendt i 1772, da geheimestatsminister, greve J.F. Struense og højesteretsassessor og hofmand, greve Enevold Brandt, blev henrettet.  

42  ”Skyggebilleder”, s. 93-94. – ’uoverselige’: uoverskuelige. – ’at det hele var såre godt’: en allusion til det bibelske udtryk: ”og Herren så, at alt var såre godt.”

43  ”Skyggebilleder”, s. 141.

44  ”Skyggebilleder”, s. 141. – ’sapfiske og alceiske versearter’: Førstnævnte udtryk henfører til den lesbiske digter Sapfo, hvis kærlighedsdigte udelukkende omhandler kvinder. Det alceiske versemål er det ikke lykkedes mig at finde en forklaring på.

45  ”Skyggebilleder”, s. 115. – ’oplysningstidens mest humane bannerførere’: Her i Danmark var eksempelvis fysikeren og filosoffen H.C. Ørsted en af de hjemlige bannerførere for oplysning og udtryksfrihed. – ’det nye Gimle’: I oldnordisk mytologi forestilling om en hal med gyldent tag, beliggende i himlen, hvor de gode mennesker efter Ragnarok skulle leve et evigt lykkeligt liv. – ’det kæmpende Ragnarok’: Begreb, som i oldnordisk mytologi betyder ”gudernes skæbne”. Det handler om opgøret mellem aser (guder) og jætter (kæmper). Efter en frygtelig kamp, hvorunder bl.a. den løsladte uhyre, Fenrisulven, og halvguden Loke kæmper på jætternes side, taber aserne og går til grunde. Fimbulvinteren, som varer tre vintre året rundt og lægger sig over Jorden og tilintetgør alt levende, hvorefter der opstår en ny verden, det nye Gimle, hvor nye guder træder i de gamles sted. Der er tydelige principielle ligheder mellem forestillingerne om, at Jorden og menneskene skal afprøves og fornyes gennem et ragnarok, og den kristne apokalypse, som også foregår gennem kamp og ender med oprettelsen af ”en ny Jord” og ”en ny Himmel”. – ’ryste med hovedet’: Andersen brugte konsekvent dette udtryk, men hvor vi i vore dage ville sige: ryste på hovedet. – ’måske trykkes da mange ting af, som kuriosa’: Ja, denne ’spådom’ er jo mere end opfyldt, for meget af det, der tidligere blev anset for vigtigt og betydningsfuldt, f.eks. i politik, i historien eller kulturelt, anses i vore dages perspektiv netop for kuriosa, altså for ubetydeligheder.

46  Vedr. situationen i Danmark på H.C. Andersens tid, se f.eks. afsnittet Samfundsforholdene på H.C.Andersens tid med flere følgende afsnit.

47  - ’flere såkaldte kunsteventyr’: Litteraturhistorisk skelner man mellem folkeeventyr og kunsteventyr. - ’Alferne på Heden’: Skyggebilleder, s.32-38. Alfer og feer forekommer allerede i eventyret ”Dødningen” (1830), men findes også i en del af Andersens senere eventyr, som f.eks. ”Tommelise” (1835). – ’Amor som Fører’: foregriber eventyret ”Den uartige Dreng” (1835). – ’Tre Dage af en Tyveknægts Liv’: Skyggebilleder”, s. 177-78.

48  ”Skyggebilleder”, s. 181-82.  

49  ”Skyggebilleder”: Vedr. kritikken af bogen, s. 208 ff. – Den af Andersen selv reviderede udgave af ”Skyggebilleder” er trykt i Saml. Skr. VIII, s. 1-124.

50  Dagbøger I, s. 2.  

 

(Fortsættes)

 

© 2010 Harry Rasmussen.