Kosmologiske
lektioner
Lektion 57: Introduktion til:
DEN SEKSUELLE POLFORVANDLING
- den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’
(Fortsat
fra Lektion 56)
Imidlertid passerer individerne ikke uden
videre fra spiralafsnittets lyszone til dets mørkezone, og det er heller ikke
tilfældet med passagen fra mørkezonen til lyszonen. Denne 'passage' styres jo
dybest set af Guddommen, som i dette øjemed betjener sig af en særligt kvalificeret
form for sanse- og manifestationsredskaber, nemlig af de såkaldte "verdensgenløsere".
Som tidligere omtalt, udgør samtlige levende væsener i mikrokosmos så vel som i
mellemkosmos og makrokosmos Guddommens sanseorganer og manifestationsredskaber,
jævnfør med stof- og livsenhedsprincippet. Guddommen er jo i sig selv
ubegrænset eller fuldkommen i enhver henseende og kan som sådan ikke
"vise" sig i sin egennatur for endelige væsener.
Ved begrebet "verdensgenløser"
forstår Martinus et individ eller menneske, der er så langt fremskredent i
udviklingen, at vedkommende i kraft af egne evner har tilegnet sig et sådant
overblik over livet og en indsigt i dets love, at det er i stand til at
grundlægge den moral og idealisme, som kulturen opbygges omkring. En sådan
åndelig reformator eller kulturskaber kendes almindeligvis under betegnelsen "messias"
eller "frelser", men som Martinus har valgt at kalde "verdensgenløser",
hvor begrebet "genløsning" skal forstås som "at
løskøbe" eller "løse tilbage fra fangenskab". For
Martinus vil det sige, at et sådant indviet væsens mission altid resulterer i
et samfunds tilegnelse af en ny og mere fuldkommen åndskultur, som derved
udfrier det af en forældet kulturs efterhånden snærende traditioner og overtro
og de mangehånde ubehagelige følger heraf.
Eftersom udvikling kun kan ske gennem
væsenernes oplevelse af mørke så vel som af lys, vil verdensgenløserne i første
halvdel af udviklingsspiralen være inspireret af det guddommelige skabeprincips
mørke udstråling, hvilket medfører at de vil have til opgave at opfordre og
stimulere menneskeheden i tilegnelsen af en moral og et livssyn, som befordrer
de foreteelser, der netop bidrager til at skabe, opretholde og stadig forøge
"mørket" og dets ubehagelige virkninger.
Sådanne verdensgenløsere betegner Martinus
som "mørke verdensgenløsere", og dem har menneskeheden i en
fjern fortid kendt under navn af "Lucifer", "Ahriman",
"Satan", "Djævlen", etc. Den moral og livsopfattelse,
som disse mørke verdensgenløsere etablerede og indpodede i menneskene i
svundne tider, behersker i virkeligheden endnu i vore dage udviklingen og
menneskeheden i langt højere grad, end tilfældet er med den moral og det
kulturgrundlag, der for ikke så mange årtusinder siden blev indpodet i
menneskeheden af lyse verdensgenløsere. Det kan man ifølge Martinus se af, at
alle begreber, synspunkter og holdninger, der forsvarer eller stimulerer til
krig, mord, drab, slagtning, hævn, straf, "retfærdig harme",
"hellig vrede", osv., jo reelt henhører under den mørke udstrålings
moral.
Men eftersom jordkloden - og med den
jordmenneskeheden - er nået ind i den halvdel af spiralafsnittet, hvor den lyse
udstråling fra skabeprincippet begynder at udfolde sig, vil samtlige individer
også i større eller mindre grad være inspireret eller påvirket af denne
udstråling, som har til opgave at befordre en udvikling og kultur, der faktisk
i enhver henseende er stik modsat det gamle og forældede kulturgrundlag. Den
lyse udstråling opfattes og promoveres derfor i reglen som guddommelig, medens
den mørke udstråling til gengæld er indhyllet i mystik og derfor ofte
fordømmes som direkte gudsfjendtlig og "ond".
Men til trods for, at menneskeheden i henhold
til Martinus stort set er trådt over tærskelen til den lyse udstrålings domæne,
idet jorden allerede har passeret kulminationen i den mørke udstråling, så gør
resultatet eller følgerne af den sidstnævnte sig som nævnt fortsat stærkt
gældende i samme menneskehed, nemlig som naturlige bevidsthedsanlæg og evner
for at praktisere den mørke moral. Derfor er de mørke verdensgenløseres mission
på jorden i virkeligheden blevet totalt umulig og dermed overflødiggjort,
hævder Martinus, hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at en eller
flere af deres "disciple" ikke lejlighedsvis - men altså ikke tilfældigt
- kan inkarnere på jorden i forsøget på at genoplive eller styrke den
"gode gamle moral og verdensorden". Sådanne "disciple" af
"mørket" kender vi fra nyere tids historie i skikkelse af en Adolf
Hitler, en Josef Stalin, en Pol Pot m.fl. Karakteristisk for disse er det, at
de i reglen optræder i "fåreklæder", det vil sige under foregivende
af idealistisk og retfærdighedsstræbende målsætning, men hvor det korrupte
snart viser sig ved, at de i praksis hylder magten efter den kyniske og hensynsløse
devise: "målet helliger midlet".
I henhold til Martinus er menneskehedens udvikling
i de seneste totusinde år blevet ført af lyse verdensgenløsere, hvilke han
identificerer som de store åndspersonligheder, der er ophav til de førende
verdensreligioner: Buddhismen, kristendommen og Islam. Det vil altså sige Siddhartha
Gautama eller Buddha (ca.560-480 f.Kr.), Joshua Ben Josef
eller Jesus Kristus (ca. år 7 f.Kr.-33 e.Kr.) og Muhammad ibn
Abd-Allah eller blot Muhammed (ca.570-632). Graden af disse
verdensgenløseres identitet som repræsentanter for det guddommelige
skabeprincips lyse udstråling og moral skal ses på baggrund af, i hvilket
omfang de i deres visdom og lære har forkyndt betingelsesløs næstekærlighed og
derved taget afstand i teori så vel som i praksis fra enhver form for
udfoldelse af princippet "at dræbe" og fra de øvrige foreteelser
i skabeprincippets mørke udstråling.
Imidlertid er der for Martinus ingen tvivl
om, at den form hvori de tre store verdensreligioner har formidlet de
kosmiske budskaber og sandheder, efterhånden er blevet forældet i forhold til
de erfaringer og den viden, og dermed den intelligensudvikling, som menneskeheden
generelt set især har tilegnet sig i løbet af de sidste par hundrede år. Dette
kan i henhold til Martinus blandt andet ses af det betydelige frafald, som dog
nok mest gælder for den vestlige verdens og for kristendommens vedkommende.
Han betegner derfor de tre store verdensreligioner, buddhismen,
kristendommen og islam, som udtryk for, hvad han kalder "den gamle
verdensimpuls".
Lige så længe menneskene har været at
betragte som netop "mennesker", både i dette ords biologiske og
kosmologiske betydning, har disse været ført og vejledt af ældre brødre i
udviklingen, først af mørke og siden af lyse verdensgenløsere. Men grundet på
menneskenes endnu relativt primitive åndelige udviklingsstandard, har deres
opfattelse af disse verdensgenløsere undertiden antaget meget fantastiske
former. I reglen er verdensgenløserne blevet mødt med mistro og især
misforståelse af samtiden, men efterhånden som deres guddommelige mission slog
rod og blev etableret og institueret, slog opfattelsen af dem over i en så
urokkelig tro på og uforbeholden anerkendelse af dem, at de endte med ligefrem
at blive dyrket og tilbedt som rene guddomme.
Efterhånden som tiden gik, opstod der
forskellige myter, sagn og legender omkring de pågældende personligheder,
således at troen på dem snart blev forvandlet til ren overtro. Denne
tilbedelse og dyrkelse af åndspersonligheder, der i virkeligheden blot var
ældre brødre i udviklingen, i stedet for af den virkelige Guddom, blev
efterhånden en af de pågældende samfunds største hindringer for videre ånds-
og kulturudvikling, et forhold, der til en vis grad også gør sig gældende inden
for verdensreligionerne i vore dage.
I henhold til Martinus er der imidlertid i
vor tid påbegyndt en ny lys udstråling fra det guddommelige skabeprincip, som
primært har til formål og opgave, på grundlag af kosmisk viden, hvilket
vil sige en indsigt i dé åndelige faktorer og lovmæssigheder, der styrer de
levende væsener og dermed livet, at vejlede den del af menneskeheden, som
er vokset ud over troens domæne og dermed ikke længere kan modtage inspiration
og vejledning gennem den guddommelige suggestion, der i vid udstrækning
hidtil har ført menneskeheden i dens åndelige liv og udvikling. Den ny udstråling
tilsigter at åbne uhildede og fordomsfrie menneskers øjne for, at dagliglivet
her og nu i virkeligheden er Guddommens egen "tale" til de levende
væsener om, at tilværelsen i sig selv er det største eventyr, der eksisterer.
Den tilsigter med andre ord at fremme menneskers evne til at kunne få religiøs
inspiration og 'næring' gennem hverdagens små og store hændelser eller fra
virkeligheden selv, og ikke gennem andre menneskers formidling og omtale af
den.
Den ny lyse udstråling fra skabeprincippet
betegner Martinus som "den ny verdensimpuls, og den er ifølge hans
oplysninger begyndt at stråle ind over jordens åndelige klima omkring vort
århundredes begyndelse. Den ligger bl.a. til grund for de store økonomiske,
sociale, kulturelle, samfundsmæssige, politiske forandringer og ikke mindst de
ændrede indbyrdes menneskelige relationer, der har fundet sted og fortsat
finder sted her i det tyvende århundrede, og som ifølge til Martinus i øvrigt
vil fortsætte endnu et stykke ud i fremtiden. Der er dog ikke kun tale om
behagelige virkninger af den ny verdensimpuls' indflydelse, men i en
overgangsperiode i nok så høj grad om virkninger af endog særdeles ubehagelig
eller ligefrem smertelig karakter. Blandt disse sidste nævner Martinus f.eks.
vor tids store politiske omvæltninger eller revolutioner, seksuelle
abnormiteter, ulykkelige ægteskaber, forskellige former for misbrug, f.eks.
alkohol og narkotika, sindssygdomme mm. Foreteelser, som Martinus betegner som
naturlige og uundgåelige reaktioner, der nødvendigvis må forekomme, hvor den
ny verdensimpuls kolliderer med gamle holdninger og opfattelser af tilværelsen.
Men specielt vigtigt er det nok, at den ny
verdensimpuls ifølge Martinus i særlig grad ligger til grund for hans eget
virke og livsværk, som han hævder udgør en direkte forlængelse af Jesu
genløservirksomhed og lære, af hvilken grund det derfor har fået
samlebetegnelsen "Det Tredie Testamente".
Det er i øvrigt Martinus' opfattelse, at hans
værk vil komme til at danne inspirationsgrundlag og åndelig vejledning for
stadig større dele af menneskeheden i løbet af de næste tre tusinde år. Til den
tid vil det rigtige menneskerige være så etableret her på jorden, at al videre
åndelig og religiøs vejledning af menneskene vil være totalt overflødiggjort,
idet disse hver især da har gennemgået den store fødsel og er blevet kosmisk
bevidste, hvilket vil sige, at de herefter selv ejer erkendelsen af deres
egen udødelighed og organiske samhørighed og identitet med den guddommelige
Fader-Moder. Som en følge heraf, vil væsenerne derfor selv være i stand til at
hente den fornødne religiøse inspiration og næring gennem dagliglivets
fænomener og små og store hændelser.
De dybere årsager til alt dette, skal i
henhold til Martinus i virkeligheden søges i den altdominerende
polforvandlingsproces, som vi allerede har fået et første indblik i via de
foregående kapitler her i bogen. Det er polkonstellationen hos menneskene, der
er hovedansvarlig for disses forskellige former for bevidsthedskategorier, og
følgelig for forholdet til den guddommelige suggestion og dermed til den
gamle verdensimpuls, lige som de to seksuelle polers indbyrdes forhold ligger
til grund for menneskehedens modtagelighed - eller eventuelt ikke-modtagelighed
- for den ny verdensimpuls. Det er også forvandlingen eller ændringen af
polforholdet, der er bestemmende for det levende væsens udvikling fra dyr til
menneske, og endelig er denne forvandlingsproces i sine senere
overgangsstadier ansvarlig for forekomsten af normale så vel som unormale og
afsporede seksuelle orienteringer og adfærd.
Som vi ovenfor er blevet gjort bekendt med,
så manifesterer det guddommelige skabeprincip sig blandt andet i form af
religioner, kulturer og verdensopfattelser af enhver art, som ofte gennem
årtusinder inspirerer og besjæler de menneskesamfund, hvori de er opstået og
udviklet, og til de samfund, de er blevet viderebragt til. Først efter så langt
et tidsrum er behovet for en ny udstråling af skabeprincippet blevet aktuel
og påkrævet, for at Gud kan bringe menneskene og deres samfund videre i
kulturel henseende, hvorfor en sådan ny udløsning af skabeprincippet også
finder sted. Det betyder, at denne udløsning kun forekommer periodisk eller
rytmisk, og af samme grund betegnes hver sådan rytmisk udstråling som en impuls.
Disse impulser kalder Martinus for "kosmiske verdensimpulser",
og en sådan er som nævnt i vor tid på ny ved at sende sine åndelige kræfter
eller energier ind gennem jordklodens bevidsthed, hvilket i praksis vil sige
ind gennem menneskeheden.
Imidlertid gør den guddommelige suggestion og
den gamle verdensimpuls i form af hinduisme-buddhisme, jødedom-kristendom og
Islam sig fortsat så stærkt gældende hos store dele af menneskeheden, at det
langt fra er alle mennesker, der har behov for eller er i stand til at modtage
den ny verdensimpuls, hverken med hensyn til dens nye materielle ideer om
ændrede kapital-, ejendoms- og samfundsforhold, eller dens nye religiøse ideer
og forestillinger, sådan som disse især er manifesteret i form af Martinus'
livsværk, herunder især Livets Bog 1-7 og symbolværket Det evige
Verdensbillede 1-(foreløbig) 5.
I den sammenhæng pointerer Martinus, at et
individs modtagelighed eller ikke-modtagelighed for højere kræfter, ideer og
forestillinger om tilværelsen eller for en ny åndskultur, som der i
virkeligheden her er tale om, ikke er noget individet kan afgøre eller
bestemme med sin vilje. Det er de bag viljen eksisterende bevidsthedskræfter og
den åndelige kvalitet, dvs. dets samlede oplevelser, erfaringer, anlæg, vaner
og tilbøjeligheder, som netop er forskellige fra individ til individ, der er de
egentlige bestemmende kræfter bag viljen, og som derfor afgør individets
holdning og modtagelighed for eller imod en ny åndskultur.
Et individs holdning til åndelige og
moralsk-etiske emner og problemer, er ifølge Martinus altså et spørgsmål om
sjælelige anlæg, hvilket i virkeligheden vil sige om udvikling. Men da man
almindeligvis ofte tror og mener, at menneskers holdning til tilværelsen kun er
et spørgsmål om vilje, kommer man derfor ikke sjældent til at dømme om og føle
sympati for eller imod hinandens holdninger, meninger og livsanskuelser på et
fejlagtigt grundlag. Udviklingsbestemte lovmæssigheder betinger, at nogle
væsener er så meget forud for og andre så fjernt bagefter hinanden i
åndelig-moralsk henseende, at man ikke vil kunne have samme tro og
moralsk-etiske forskrifter for, hvordan tilværelsen er indrettet og bør leves.
© 2014 Harry Rasmussen.
(Fortsættes)