I dette bind skal vi blandt andet se på, hvordan Martinus opfatter Det Gamle og Det Nye Testamente, og herunder vil der i særlig grad blive gjort rede for hans helt utraditionelle syn på Jesus Kristus. I løbet af fremstillingen vil man blandt andet få lejlighed til at gøre den iagttagelse, at Martinus af en lægmand at være er overordentlig velbevandret i Bibelen, og måske især i Ny Testamente, hvis tekst han synes at kende ud og ind. Dette omfattende og grundige kendskab til de bibelske tekster kommer til udtryk i hans uhyre skarpsindige analyser af specielt Jesu ord og læresætninger, hvorom man formentlig må sige, at de fortolker Ny Testamente på en ny og original måde, fri for enhver form for traditionel teologisk og filosofisk tænkning.

Imidlertid nytænker Martinus ikke kun Bibelen for at være original, men først og fremmest, fordi den måde, han anskuer de bibelske tekster og udsagn på, er i nøjeste overensstemmelse med det verdensbillede eller den kosmologi, han i form af sit livsværk, Det Tredje Testamente, har fremlagt for verden. Det er samtidig vigtigt at forstå, at Martinus ikke benytter sig af Bibelcitater for dermed eventuelt at understøtte sine kosmiske analyser og disses konklusioner, men at han derimod benytter sine kosmiske analyser til at underbygge og sandsynliggøre de bibelske udsagn, herunder særlig de udsagn, der forekommer i forbindelse med Jesus og hans forkyndelse og læresætninger.

På den anden side set, udgør adskillige Bibelsteder til dels udgangspunkt for i hvert fald en ikke ringe del af Martinus' kosmiske analyser, og det bærer disse da også umiskendeligt præg af, både indholdsmæssigt og især sprogligt. Der kan således næppe være tvivl om, at et så centralt udtryk i hans kosmologi, som "det levende væsen", er ’lånt’ fra skabelsesberetningen i 1. Mosebog, hvor det særlig forekommer i forbindelse med Guds skabelse af mennesket eller Adam: "da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen." (1.Mos.2,7).

Skabelsesberetningen og specielt myten om Adam og Eva, i forbindelse med "den ny Adam", Jesus Kristus, og dennes lære samt profeti om "de sidste tider", "Kristi genkomst", "dommedagen" og "den ny himmel og ny jord", spiller da også en væsentlig rolle i det storslåede og betagende billede af tilværelsen, som Martinus tegner i sit livsværk. Hvilket ikke er så mærkværdigt, i betragtning af, at han ser sit arbejde som udtryk for en direkte fortsættelse og fuldførelse af dén verdensgenløsende mission, der for omkring to tusinde år siden blev påbegyndt af Jesus fra Nazaret. Ja, Martinus går endog så vidt, at han postulerer sit livsværk som et fuldgyldigt udtryk for Jesu profeti om talsmanden, den hellige Ånd.

Til slut vil spørgsmålet om de i hvert fald tilsyneladende uoverensstemmelser mellem den lære om Jesus Kristus, der træder frem i Ny Testamente og Martinus' syn på og opfattelse af Jesus Kristus og dennes lære, blive taget op til nærmere eftersyn og overvejelse. Noget kunne nemlig tyde på, at Martinus' opfattelse af eksempelvis "de sidste tider", "Kristi genkomst" og "dommedag" ikke er i umiddelbar overensstemmelse med den opfattelse, som Jesus og hans apostle synes at have haft af disse begreber. Nogle forskere mener, at universaliteten i den såkaldte missionsbefaling (Matt. 28,18-20) er i modstrid med den opfattelse og de ord, som skyldes Jesus selv. Det er dog et spørgsmål, om ikke det universale hovedsigte i missionsbefalingen skyldes Jesus, for den stemmer godt overens med indholdet af hans forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse (Matt. 23,34-39; 24,1-41 med par.) og af verdensdommen (Matt. 25, 31-46 med par.). Også selvom Jesus andetsteds siger, at evangeliet eller den ny lære kun skal prædikes blandt jøder (Matt. 10,5-15 med par.). Det kunne jo for den sags skyld lige så godt være det sidstnævnte, nationale sigte med missionen, der fejlagtigt er blevet tillagt Jesus af hans jødiske disciple, ligesom hans universale dommedagsprofeti muligvis også kunne være lagt ham i munden af overleveringen.

For Martinus er Jesu liv og lære, og derfor også de nævnte begreber, uløseligt forbundne med den universale udviklingsproces, han betegner som udviklingen fra jordisk menneske til "rigtigt menneske", en proces der i sin slutfase er karakteriseret ved en åndelig fødsel til det, Martinus kalder "kosmisk bevidsthed" eller "Kristus-bevidsthed", hvorunder individet "overskygges" af Guds ånd eller Helligånden og derigennem får del i den guddommelige bevidsthed og visdom.

I henhold til Bibelen er Guds skaberværk, herunder mennesket, skabt så fuldkomment, at Gud på Skabelsens syvende dag kunne konstatere, at alt var såre godt. Det indebærer, at det relativt moderne begreb "udvikling", overhovedet ikke forekommer eller er relevant i bibelsk sammenhæng. Hverken Jesus eller hans disciple kunne derfor forholde sig til forestillinger om biologisk, psykologisk og kulturel udvikling, og de opfattede det da også sådan, at de selv levede i de sidste tider, lige som de forventede Kristi genkomst og dommedag i deres egen levetid.

Når Jesus derfor trøstede sine disciple med, at han efter sin bortgang ville sende dem dén "talsmanden, den hellige Ånd" eller "sandhedens Ånd", som skulle vejlede dem til hele sandheden og give dem kraft og visdom til at udbrede det gode, kristne budskab i verden, både han og disciplene forventede, ser det ud til, at Helligånden ville komme over dem kort efter hans bortgang. Dette skete da også cirka et par måneder senere, nemlig i henhold til den her anvendte kronologi pinsedag år 31, samme år, som den 38-årige Jesus var blevet korsfæstet, døde og genopstod ved påsketid.

Imidlertid er det også Martinus' opfattelse, at de levende væsener, herunder menneskene, i deres kosmiske natur og grundstruktur er fuldkomne væsener, der er "skabte" i Guds billede og ligner Ham. Men fuldkommenheden kan kun opleves og markeres på baggrund af ufuldkommenheden, og den sidstnævnte tilvejebringes netop gennem det såkaldte "syndefald", hvorunder individet vender sig bort fra sit samliv med Gud. Dette "syndefald" betegner Martinus som den milliardårige "indviklingsproces" i den fysiske materies verden, medens den millioner af år lange proces, hvorunder dyret, som nævnt ovenfor, forvandles til jordisk menneske og dette igen til "rigtigt menneske", betegnes som "udviklingen".

Set på denne baggrund, må Martinus nødvendigvis tolke begrebet "talsmanden, den hellige Ånd" i et kosmisk-historisk tids- og udviklingsperspektiv. Det betyder derfor, at menneskene generelt set først vil få brug for "talsmanden, den hellige Ånd", når disse befinder sig på det stadium i deres kosmiske udvikling, hvor de er modtagelige for den vejledning og visdom, som "talsmanden" er formidler af. Jesu disciple blev ganske vist også overskygget af Helligånden, men eftersom de mentalt og religiøst set var troende mennesker, var de hver især kun modtagelige for denne overskygning på en måde og i en grad, der svarede til deres egen åndelige, etisk-moralske udvikling. Det, Martinus taler om, er derimod Helligåndens overskygning af det etisk-moralsk fuldkomne menneske, sådan som tilfældet var med Jesus og i større eller mindre grad også med de andre store verdensgenløsere, hvortil Martinus som nævnt regner sig selv eller rettere sagt sit livsværk. Der består derfor dybest set ingen divergens mellem Martinus' fortolkning af begrebet "Helligånden" eller "talsmanden, den hellige Ånd" og den fortolkning af samme begreb, som Jesus og hans disciple har givet udtryk for.

Notabene:

Her i bogen har jeg fremsat den påstand, at begrebet udvikling ikke forekommer i bibelsk sammenhæng, hvorfor hverken Jesus eller hans disciple kunne forholde sig til forestillinger om biologisk, psykologisk og kulturel udvikling, og at de derfor opfattede deres aktuelle situation sådan, at de selv levede i de sidste tider, lige som de forventede Kristi genkomst og dommedag i deres egen levetid. Min konklusion lød derfor på, at der nok bestod en uoverensstemmelse mellem Martinus’ opfattelse af livet og verden og Ny Testamentes og dermed Jesus’ opfattelse af samme. Martinus’ kosmologi opererer jo i højeste grad med et begreb og fænomen som kosmisk udvikling

Imidlertid er jeg under en senere granskning af spørgsmålet nået frem til den opfattelse, at Martinus alligevel kan have ret i at tolke Jesu liv og lære i overensstemmelse med sin egen kosmologi, som jo ser verden og livet i et bevidsthedsmæssigt og kulturelt udviklingshistorisk perspektiv. Denne reviderede opfattelse begrunder jeg med henvisning til den nytestamentlige eskatologi og især til flere af Jesu lignelser, såsom lignelsen om figentræet, lignelsen om sennepsfrøet og lignelsen om surdejen. Selvom det ikke fremgår eksplicit af de nævnte steder, så gør det det utvivlsomt implicit. Det turde måske indirekte fremgå af blandt andet lignelsen om sennepsfrøet: ”Med Himmeriget er det ligesom med et sennepsfrø, som en mand tog op og såede i sin mark. Det er mindre end alt andet frø, men når det vokser til, bliver det større end de andre urter, ja, bliver til et helt træ, så himmelens fugle kommer og bygger rede i dets grene.” (Matt. 13, 31-32). Her er tale om at sammenligne den eskatologiske udvikling med den biologiske udvikling af sennepsfrøet. Så derfor er Martinus med al sandsynlighed på sikker grund, når han mener at Jesus besad kosmisk bevidsthed og derfor personligt havde et klart overblik og forståelse af den overordnede kosmiske udvikling. Men eftersom Jesus også besad en ekstraordinær psykologisk indsigt i sine medmenneskers psyke, vidste han, at hans disciple endnu ikke befandt sig på det bevidsthedstrin, som han selv stod på, hvorfor han valgte at tale til dem i lignelser, der relaterede til hverdagskendte foreteelser og ting, som de måtte formodes at have erfaring med. Dette bekræftes endvidere af Jesus’ forudsigelse af ”talsmanden, den hellige Ånd”: ”[…] Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det.” (Joh. 16, 12-15).

Det kan derfor med god begrundelse konkluderes, at Martinus i og med sit livsværk, Det Tredje Testamente, i høj grad har relateret sin kosmologi til Jesu liv og lære, samtidigt med at han med sin indsigt i og forståelse af det, han selv betegner som ”livets direkte tale”, har manifesteret et billede af livet og verden, som med al sandsynlighed er udtryk for et sandt billede, der i omfang og kvalitet savner sidestykke i kulturhistorien. Med sit livsværk har Martinus desuden på en egen og utraditionel måde herliggjort Jesus Kristus og – ikke mindst – den guddommelige, himmelske Fader.

Taastrup, april 2012. Harry Rasmussen.

INDLEDNING

Første bind omhandlede i hovedsagen den historiske Jesus, idet der blev gjort forsøg på at skelne mellem legende og virkelighed, for så vidt dette lader sig gøre. Herunder blev det konstateret, at der bag legenden om Jesus Kristus skjuler sig en historisk kerne, af hvilken det fremgår at Jesus fra Nazaret var en virkelig, og altså dermed historisk person, som blev født omkring syv år før vor tidsregnings begyndelse, og som cirka år 31, i en alder af omkring 38 år, blev dømt og henrettet som religiøs kætter og politisk oprører. Selv opfattede han sig som Guds sendebud, det vil sige som dén Guds udvalgte og indviede, Messias, som der var blevet profeteret om lige siden Moses og profeterne. Men Jesus gav Messias-ideen en vigtig drejning bort fra forestillingen om Messias som en nationalhelt, der skulle gøre ende på det israelitiske folks frafald og forsone det med Gud, gennem at bekæmpe Israels fjender og genoprette nationens og folkets status som Guds udvalgte folk. Til mange af sine landsmænds og trosfællers store skuffelse og ligefrem forbitrelse, viste Jesus sig som en Messias, der ville udfri hele menneskeheden, herunder også Israels fjender, fra trældommen under mørkets og de dræbende magters åg. Ortodokse tilhængere af den mosaiske tro anerkendte og anerkender derfor ikke Jesus som Messias, men forventede og forventer endnu i vore dage, at en sådan skal fremstå på det af Gud bestemte rette tidspunkt. (1)

Som det især vil være fremgået af første binds 12. kapitel: Den mytologiske Jesus Kristus, dannede der sig allerede på Jesu egen tid og blandt hans samtidige tilhængere en del fantastiske og mere eller mindre overtroiske forestillinger om hans personlighed og mission, forestillinger, som endnu trives i bedste velgående den dag i dag. De høje etisk-moralske krav og forskrifter, som Jesus opstillede og opfordrede sine tilhængere til at erkende og især følge, fandt mange det umuligt at praktisere i handling. Der skete derfor snart en drejning hen i retning af den opfattelse, at overholdelsen af de strenge etisk-moralske krav kun var mulig for et menneske af Jesu natur og kaliber. Men havde han ikke også sagt, at det er troen, og mere præcist troen på ham som Guds udvalgte, der frelser? Altså måtte det være troen og ikke gerningerne, man skulle lægge vægten på. Jesus Kristus havde jo allerede løskøbt dem, der troede på ham, gennem at stille sig til rådighed som sonoffer ved sin død på korset, og derigennem havde han forsonet og genoprettet de troendes fællesskab eller pagt med Gud, som krævede dette sonoffer til gengæld for sin beskyttelse og omsorg for de udvalgte, dvs. de troende. De ikke-troende eller folk af en anden trosopfattelse end den kristne, betegnede man som hedninge, og som sådanne var de efter de troendes opfattelse hjemfaldne til på dommens dag at blive dømt til evig fortabelse.

Jesus som offer og forsoner

Allerede i den ældste kristne menighed opstod forestillingen om, at ved Jesu død og opstandelse havde Gud bragt en soning i stand med de troende, som fritager det enkelte menneske fra selv at skulle sone sine synder og sin skyld for at kunne indgå i fællesskab eller pagt med Gud. Det er derfor i virkeligheden Gud selv, som gennem sin udvalgte søns sonoffer har bragt forsoningen med mennesker i stand. Jesu død blev altså tolket som et sonoffer, og i beretningen om nadverens indstiftelse forbindes tanken om Jesu død som et sonoffer med pagtstanken. Johannes går endog så vidt, at han daterer Jesu død til den 14. nisan, langfredag, den dag, påskelammet blev slagtet i templet. Jesus døde altså for at bringe liv (2).

Tanken om offer er noget centralt i næsten alle religioner, og oprindelig er offertanken formentlig udsprunget af forestillingen om offeret som guddommens føde, idet det er et gennemgående træk, at offeret bragtes som en gave til guddommen, der så til gengæld forventedes at skænke mennesket, hvad det har behov for i form af frugtbarhed i hjem og mark samt beskyttelse mod fjender og anden ulykke.

Også i israelitisk religion har offeret indtaget en vigtig plads, idet man i 3.Mos.1-7 finder en samlet oversigt over væsentlige dele af den israelitiske offerpraksis. Disse ofre indgik som vigtige led i tempelkulten, og de inddeltes i afgrødeofre, dyreofre og drikofre. Desuden fandtes der brændofre, takofre, syndofre, skyldofre, løfteofre samt daglige morgen- og aftenofre.

Afgrødeofret var nok den form for offer, der greb mest ind i den enkeltes og samfundets liv, idet dette offer omfattede det første af en afgrøde eller det førstefødte af dyrenes yngel. Gennem sådanne ofre håbede man at sikre sig en vellykket helårshøst eller alt senere født. Førstegrødeofferet omfattede i princippet også det førstefødte barn, men dette menneskeoffer erstattedes i reglen i praksis af et erstatningsoffer. I Gamle Testamente finder man dog eksempler på fuldbyrdede menneskeofringer. Et eksempel på ufuldbyrdet menneskeofring finder man i fortællingen om, at Gud prøver Abrahams tro gennem kravet om, at denne skal bringe sin førstefødte søn, Isak, som offer (3).

De ofre, der betegnes som brænd-, synd- og skyldofre, fik den ofrende ikke selv del i. Det var derimod tilfældet i tak- og løfteofrene, som desuden var sakramentale måltider, hvor de ofrende selv deltog i fortæringen af offerkødet. Dette gjaldt i særlig grad i forbindelse med påskeofret, jvf. her med Jesu indstiftelse af Nadveren, og det gjaldt også de såkaldte gildeofre ved de andre fester, herunder Nytårsfesten, Løvhyttefesten, Tempelindvielsesfesten m.fl.

Dyreofringerne blev anset for at være hellige handlinger, som foregik på altre, og de måtte derfor kun forestås af præsterne, der dels fungerede som tjenere for Gud, dels for den ofrende israelit. Sidstnævnte måtte selv føre sin buk, vædder eller tyr frem til slagtestedet ved templet eller synagogen, hvor han også selv måtte foretage slagtningen og bagefter flå og partere dyret. Blodet opsamledes i skåle for senere at blive stænket på altret. Indvoldsfedtet og nyrerne blev brændt på altret, og i tilfælde af et "heloffer", blev kødet også brændt. Ved visse syndofre fik præsten lov til at spise af kødet, og ved takofrene, som var offermåltider, deltog desuden den ofrende.

Præsterne forestod tændingen af alterilden, og det var dem, der lagde offerstykkerne af de parterede dyr på altret og bestænkede det med blodet fra offerdyrene. Resten af det helliggjorte dyr fik den ofrende med sig hjem, for at det dér kunne tilberedes, altså steges, til spisning ved familiens rituelle aftensmåltid.

Den israelitiske offerpraksis har utvivlsomt gennemgået en lang udvikling, og det er derfor sene traditioner i denne udvikling, man hører om i Gamle Testamente. Disse traditioner har deres forudsætninger i tiden efter landflygtigheden i Babylon, hvor gudsdyrkelsen efterhånden var blevet koncentreret til templet i Jerusalem. På den tid forsøgte man at legitimere offerinstitutionen ved at føre den tilbage til Moses.

Uvilje mod slagtofre

Men allerede i Gamle Testamente kan man finde en kritisk holdning til hele offerinstitutionen, idet det nogle steder bliver fremhævet, at Jahve ikke har velbehag i ofre, og at man ikke kan vinde ham ved sådanne. Men især skriftprofeterne vender sig stærkt mod offer-uvæsenet, som formentlig med tiden var blevet præget af kana'anæiske offerskikke. Profeten Hoseas, som virkede i Nordriget fra ca. 750 til omkr. 722 f.Kr., forkastede folkets udbredte Ba'al-dyrkelse med dens frugtbarhedskult, herunder afgrøde- og dyreofringerne, billeddyrkelse og tilbedelse af Guldkalven: "Ej slagtoffer - kærlighed vil jeg, ej brændofre - kendskab til Gud!" Hos profeten Mika fra Moresjet, som virkede samtidig med Esajas fra omkr. 740 til 700 f.Kr., dvs. i den sidste halvdel af det 8.årh. f. Kr., fremhæves på ofrets bekostning de etiske dyder retfærd, kærlighed og ydmyghed. (4)

I Ny Testamente ser det ud til, at Jesus forudsætter ofret og tempeltjenesten som noget helt selvfølgeligt, en holdning, der også har præget de første kristne jøder, idet disse antagelig selv har deltaget i de lovbefalede offerhandlinger. Ifølge Mattæus, Markus, Lukas og 1.Kor., tyder det på, at Jesus har opfattet sig selv som et son- og pagtsoffer, som skulle markere, at ligesom den gamle Sinaj-pagt var blevet sluttet ved et offer, således har Gud også beseglet den nye pagt ved et offer, nemlig Jesu død. (5)

Som sagt tidligere ovenfor, omfortolkede de første kristne offerbegrebet og gav det et nyt indhold, idet de benyttede sig af offertanken og offersproget som illustrationsmateriale i forsøget på at udsige, hvad de mente Jesu død betød. Derfor forkyndte de, at Jesus var død for vore synder og hans blod udgydt "for mange til syndernes forladelse". Herfra er ikke langt til at opfatte Jesus som lammet, der borttager verdens synd, dvs. som det sande påskelam. (6)

Dåben som moralsk renselse

Det store spørgsmål er imidlertid, om Jesus – på trods af evangeliernes udsagn herom - selv opfattede sin død som et sonoffer i den betydning, at det fritog den enkelte og alle kommende slægter, som bekendte sig til troen på ham, for synd og skyld overfor Gud? Men det mente nogle af de første kristne, og med dem stort set alle senere tiders kristne, ligesom de mente og mener, at den rituelle, religiøse handling, der betegnes som dåben, er en kultisk, moralsk renselse, hvorunder man "afvasker" sine synder og samtidig "omvender" og bekender sig til troen på "Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber. Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Jeg tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv." (7)

Kristen dåbspraksis omfattede oprindelig kun voksne, men omkring anden halvdel af 2. århundrede begyndte man at indføre dåb af spædbørn, dvs. barnedåb ved særlig stedfortræder. Begrundelsen for barnedåben har man - næppe helt med rette - villet finde i fortællingen om Jesus, der velsigner de små børn (Matt.19,13-15 med par.). Dåben til omvendelse og pagt med Gud fik snart så stor betydning i kristenheden, at man med fredelige så vel som ufredelige midler drev en både indre og ydre mission, med det angivelige formål ved forkyndelse og humanitær hjælp at kunne opnå, at omvende og døbe og dermed frelse så mange som muligt af de mennesker og folkeslag, som ellers ville være uhjælpeligt fortabte og dømte til et evigt ophold i Helvedes luer. En tilsyneladende human og prisværdig tankegang og holdning, som dog i praksis hurtigt fik den hage ved sig, at den blev fremført med stor nidkærhed og - som det blandt andet ses af middelalderens korstogter samt hekse- og kætterforfølgelser - til tider også stor og umenneskelig grusomhed.

”Talsmanden, den hellige Ånd”

Som nævnt i forordet og indledningen til første bind, er den primære hensigt med denne bog, at se nærmere på, hvordan den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus opfattede og har skildret Jesus og hans lære i sit livsværk, Det Tredje Testamente. Allerede sidstnævnte betegnelse antyder jo underforstået, at der på en eller anden måde består en forbindelse til vor kulturs to tidligere testamenter: Gamle Testamente og Ny Testamente. Dette er da også i allerhøjeste grad tilfældet, idet Martinus gennem brugen af betegnelsen Det Tredje Testamente om sit livsværk, har villet tilkendegive, at der består en endog særdeles nær tilknytning mellem nævnte testamente og de to andre og tidligere testamenter. Tilknytningen er dog størst og stærkest i forhold til Ny Testamente, som Martinus faktisk direkte tager afsæt i, mere præcist i Johannes-evangeliets 14. og 16.kapitel, hvor Jesus blandt andet siger: "[...] Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en liden stund, så ser verden mig ikke mere, men I ser mig; thi jeg lever, og I skal leve. På den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham." [...] "Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord; og det ord, I hører er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

Dette har jeg talt til jer, mens jeg endnu er hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer, [...]". (8)

Forudsigelsen af talsmanden, den hellige Ånds komme gentages i Johannes-evangeliets 16.kapitel, hvor Jesus blandt andet siger: "[...] Dog, jeg siger jer sandheden: det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og retfærdighed og om dom; om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længer; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det." (9)

Det er kort fortalt Martinus' påstand, at "talsmanden, den hellige Ånd", hvilket i realiteten vil sige Guds Ånd, her i vort århundrede via ham selv har manifesteret sig i hans livsværk Det Tredje Testamente, som han altså dermed erklærer for at være identisk med "sandhedens Ånd". Dette er naturligvis en dristig påstand, som måske de allerfleste nutidsmennesker umiddelbart vil stejle over og stille sig skeptiske an overfor, hvilket Martinus da også selv var den første til at erkende, dels i sin Fortale til første bind af Livets Bog, som blev udgivet i juli 1932, og især i sit i 1942 udgivne lille "forsvarsskrift": Omkring min Missions Fødsel", hvor han på 70 sider forsøger at sandsynliggøre sin påstand, vel vidende, at det naturligvis ikke ville kunne lykkes at overbevise alle og enhver, og særlig ikke ortodokse kristne, om, at hans arbejde er udtryk for en ægte manifestation af "talsmanden, den hellige Ånd, sandhedens Ånd". (10)

Martinus pointerer imidlertid, at hans egen person som sådan er uden interesse i sammenhæng med det væsentlige faktum, at han selv er et levende bevis på, at den begivenhed, som man i Bibelen kalder en "åbenbaring", ikke kun er noget, der fandt sted i fortiden, men også noget, der finder sted i nutiden, om end store åbenbaringer af den hellige Ånd, sådan som det blev tilfældet for Martinus at opleve, indtil videre er forbeholdt relativt få og dertil særligt egnede mennesker.

Lidt om Martinus’ liv og virke

Da den ovenfor nævnte bog udkom, havde Martinus allerede virket som foredragsholder og forfatter i omkring tolv år, og siden hans offentlige fremtræden i 1930 var der efterhånden en hel del mennesker, der sluttede op omkring det arbejde eller den "Sag", som han fra sin såkaldte "indvielse" i marts 1921 så det som sin opgave at vie sit liv til. Årene 1921-28 brugte han hovedsagelig til at håndtegne en række farvesymboler, som skulle gøre det lettere for de mennesker, der ville sætte sig ind i hans værk, dels at forstå sammenhængen og helheden i det verdensbillede eller den kosmologi, som værket er udtryk for, og dels at forstå og holde sammen på den række såkaldte kosmiske analyser og ikke mindst disses "facitter", som værket indeholder, herunder i særdeleshed hovedfacittet, som med Bibelens Gud konstaterer: "Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt."

Siden barneårene i Sindal i Nordjylland, en egn, hvor Indremission gjorde sig gældende, havde Martinus haft et relativt godt kendskab til Bibelen og kristendommen, og han bad dagligt sit "Fadervor". Men især Jesus gjorde så stærkt indtryk på ham, at hver gang der senere hen i livet opstod en situation, hvor han var i tvivl om, hvad han skulle gøre, tænkte han på, hvad Kristus mon ville have gjort i en tilsvarende situation, og svaret herpå kom prompte til ham, siger han. (11)

Efter sin konfirmation havde Martinus forskellige lærepladser, men endte med at tage en uddannelse som mejerist, og som sådan virkede han i mange år. I maj 1913 blev han indkaldt til militærtjeneste ved Søværnet, og skulle i den anledning møde på Orlogsværftets Kaserne i København. Efter 8 måneders militærtjeneste, genoptog han sit arbejde som mejerist på forskellige mejerier rundt om i landet, dog afbrudt af en kortvarig genindkaldelse som marinesoldat, og i januar 1918 slog han sig for alvor ned i København, hvor han på et tidspunkt kom til at arbejde som kontorist hos et stort mejeri.(12)

Martinus’ kosmiske oplevelse

Kort før påsken i marts 1921 havde den religiøst interesserede Martinus via en arbejdskollega lånt en teosofisk bog om meditation, og da han hjemme på sit lejede værelse forsøgte sig med at praktisere bogens anvisninger på, hvordan man kunne meditere på Gud, hændte der noget aldeles uventet og usædvanligt. Martinus beskriver, at han blev gennemrislet af en ubeskrivelig ophøjet følelse, og et lysende punkt kom til syne i det fjerne og nærmede sig ham, samtidig med at det antog form af en menneskelig figur. Denne figur lignede fuldstændig Thorvaldsens Kristus-figur med de udbredte arme. Derefter blev det mørkt og Martinus følte, at han ikke kunne røre sig, men med et blev det lyst igen, og nu havde Kristus-skikkelsen antaget naturlig størrelse og var blevet levende. Og den syntes gjort af tusinder af mikroskopiske ildgnister, og lyste så intenst og levende, at den mindede Martinus om de stjernekastere, man bruger ved juletid.

Synet blev igen afbrudt af totalt mørke, men den lysende og strålende skikkelse vendte tilbage, denne gang i en kæmpemæssig størrelse, der gik op gennem loftet og ned igennem gulvet. Martinus kunne kun overskue denne solblændende Kristus-figurs bælteregion, og indtrykket var så overvældende for ham, at han sad som fastnaglet til stolen, især da skikkelsen langsomt begyndte at bevæge sig frem imod ham, for i næste øjeblik at gennemvæve og besætte hans krop med sine vibrationer. Martinus blev grebet af en vidunderlig ophøjet følelse og konstaterede, at det guddommelige lys havde givet ham evne til at overskue hele jordkloden. Han så, hvordan denne drejede rundt, så at stadig nye scenerier med kontinenter og oceaner, bjerge og dale, lande og byer viste sig for hans undrende øjne. Dermed var den guddommelige oplevelse forbi, Martinus kunne atter røre sig, og da han tog bindet fra øjnene, befandt han sig igen i den beskedne, prosaiske verden i form af det lille værelse, der dengang var hans logis.

Men på trods af, at Martinus følte sig overvældet og betaget, men også stærkt desorienteret, kunne han dog samtidig konstatere, at noget nyt og storslået lyste og funklede i hans bevidsthed. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en "indvielse", han netop havde gennemgået. Da dette skete i påsketiden og Martinus derfor havde fri fra arbejde, fik han næste dag, som var skærtorsdag den 24. marts, på ny lyst til at forsøge sig med sin meditation, og der gik da også kun nogle få øjeblikke, efter at han havde sat sig i stolen og taget bind for øjnene, førend han igen var ombølget af det guddommelige lys. Han oplevede da at befinde sig i en vægtløs tilstand midt i en lysende himmel, og med mellemrum gik der ligesom en skygge henover himlen, og for hver gang blev denne mere og mere lysende og strålende. Derefter oplevede han, i hvad han selv betegner som brøkdele af et sekund, at han kropsløst befandt sig i et hav af lys, som i modsætning til hans første åbenbaring ikke var blændende hvidt, men derimod havde guldets farve. I dette ildhav var alle detaljer forgyldt og det vibrerede i form af små gyldne tråde, der funklede og glitrede overalt, og han oplevede dette som en verden af kærlighed, renhed, harmoni og fuldkommenhed eller hellighed. (13)

Martinus får kosmisk bevidsthed

I og med denne oplevelse følte Martinus, at han befandt sig i Guds bevidsthed og tankesfære, og at det var den materie, den almagt eller højeste levende kraft, hvormed Gud ledede oceaner af verdener, mælkeveje og stjernesystemer, såvel i mikrokosmos som i makrokosmos. Han forstod, at det var den "Guds Ånd", der ifølge Bibelen "svævede over vandene", den "ild", der "brændte i tornebusken" for Moses, og som førte Elias til Himmels, og den "ild", i hvilken Jesus blev "forklaret" på bjerget, og som siden viste sig over apostlenes hoveder, og som endnu senere forvandlede Saulus til Paulus på vejen til Damaskus. Det var den "ild", der gennem alle tider havde været alfa og omega i enhver form for højeste skabelse, manifestation og åbenbaring, og i denne vibrerende "ild" eller kraft oplevede Martinus, at han hvilede ved den almægtige, alfuldkomne Guddoms bryst, alkærlighedens udspring, og han forstod nu, at han selv var blevet ét med vejen, sandheden og livet, eller ét med den guddommelige Fader.

Imidlertid måtte Martinus selv hurtigt afbryde sin meditation og rive bindet fra øjnene, for han følte det, som om hans hjerne skulle sprænges. Men selvom den overjordiske oplevelse måtte ophøre, var der dog sket en forvandling af hans væsen, som bevirkede, at han aldrig mere vendte helt tilbage til den fysiske verden. Han var blevet født ind i en ny verden og var blevet bevidstgjort i et nyt, et åndeligt legeme, og fra da af var hans dagsbevidsthed permanent indlemmet i den verden, der ligger hinsides alle fysiske foreteelser. De åbenbaringer, som Martinus fik ved denne specielle lejlighed, betegner han henholdsvis som "den hvide ilddåb" og som "den gyldne ilddåb", og forvandlingen eller overgangen til sin ny bevidsthedstilstand kalder han for "den store fødsel", i modsætning til "den lille fødsel" fra moders liv og ud i den store fysiske verden, nemlig en fødsel til "kosmisk bevidsthed", som er ensbetydende med et altomfattende og fuldkomment udsyn over verdensaltets bærende kræfter, principper, love og foreteelser. Martinus erkendte nu sin og alle andre levende væseners identitet med Guddommen, at Guds væsen er nærværende i alt og alle, og sin egen og alle andres udødelighed, at kun livet eksisterer, og at døden er en tænkt modsætning til livet, at mørket, lidelsen og det onde i virkeligheden kun er camoufleret guddommelig kærlighed. Han så kort og godt, at alt og alle er i Gud, og at Gud er i alt og alle. Verdensaltet er derfor én eneste vældig helhed og enhed, hvori, hvoraf og hvorved alt og alle eksisterer, manifesterer sig og oplever, og dette verdensalt er med sit fysiske så vel som åndelige aspekt i et og alt identisk med den almægtige, alkærlige og alvise Guddom eller himmelske Fader. (14)

Martinus var herefter blevet en af verdens store "indviede" eller Guds udvalgte tjenere, idet han i kraft af sine åbenbaringer og den indsigt og de åndelige evner, disse havde efterladt sig, opdagede, at lige meget hvilket praktisk eller teoretisk spørgsmål eller problem, han rettede sin bevidsthed imod, så kom svaret eller løsningen prompte til ham i form af en intuitiv erkendelse eller forståelse, som han derefter blot skulle give et intellektuelt udtryk, for at kunne gengive svaret eller løsningen for andre. Han følte det som en "gammel viden", der kom til ham, og denne viden syntes uden grænser. Martinus forstod derfor, at det var Guds mening, at han skulle videregive den guddommelige indsigt eller visdom, som blev givet ham gennem åbenbaringerne, og at dette skulle ske både gennem tale og skrift. Men Martinus følte og forstod, at det ville være et vigtigt arbejdsredskab for ham selv, og senere et vigtigt hjælpemiddel for andre, at han gav sine intuitioner et koncentreret, ydre synligt udtryk, nemlig i form af håndtegnede, farvelagte symboler, baseret på et relativt enkelt og for de fleste letforståeligt geometrisk og farvemæssigt symbolsprog. Dernæst gjaldt det om for ham, at nedskrive synopser til foredrag og senere skriftligt udarbejde disse mere detaljeret i form af sammenhængende, logisk-analytiske tankerækker.

Efter udgivelsen af første bind af Livets Bog, skabte Martinus en sort-hvid symboltegning som en slags disposition over, hvad det omfattende skriftlige hovedværk på i alt syv bind, skulle indeholde, og som han havde planlagt at skrive i løbet af de følgende år. Det kom i praksis til at tage ham mere end tredive år at fuldføre selve hovedværket. (15)

”Livets Bog”

Men værket skulle selvfølgelig have en titel, og denne hentede Martinus karakteristisk nok i Bibelen, hvor det af 2. Mosebog fremgår, at Gud fører en optegnelsesbog, som i Davids Salme 69,29 kaldes for "Livets Bog", en titel, der går igen forskellige steder i Bibelen, ikke mindst i Ny Testamente, hvor den særlig forekommer i Johannes' Åbenbaring. Sidstnævnte sted hedder det blandt andet: "Og jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og Døden og Dødsriget gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter deres gerninger. Og Døden og Dødsriget blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han kastet i ildsøen." (16)

Johannes' Åbenbaring er jo en apokalyptisk-eskatologisk symbolsk skildring af "de sidste tider" og "dommedagen", og begge disse begreber spiller da også en vigtig rolle i Martinus' Kosmologi, om end samme begreber heri fortolkes på en lidt anden måde, end tilfældet er i den traditionelle og ortodokse kristendom. Set med Martinus' øjne er der f.eks. ikke noget levende væsen, og altså heller ikke noget menneske, der er evigt fortabt, sådan som det i modsætning hertil fremgår mange steder af Bibelen, herunder Ny Testamente og heri særlig af Apokalypsen. Men uden at ville gøre et stort nummer ud af sig selv personlig, er det som allerede nævnt Martinus' overbevisning, at han og især hans livsværk repræsenterer den talsmanden, den hellige Ånd eller sandhedens Ånd, som Jesus profeterede skulle komme i "de sidste tider", for at vejlede menneskene til sandheden om livet og verden. Men selvom Martinus ikke direkte har givet udtryk for, hvorfor han har givet sit hovedværk titlen "Livets Bog", så fremgår det indirekte af samme værk, at det godt nok er "retfærdighedens og dommens bog", men vel at mærke "visdommens bog", som i en vis forstand "dømmer" menneskene, de levende så vel som de "døde", efter deres gerninger og herunder også deres forsømmelser.

Imidlertid har Martinus samtidig givet en lidt mere prosaisk, men nok så interessant forklaring på sit hovedværks titel, idet han symbolsk sammenligner livet med en bog, hvis indhold rummer to aspekter, nemlig et fysisk og et åndeligt aspekt. Bogens størrelse, antal sider, bogstaver osv. udgør dens fysiske aspekt, medens dens åndelige aspekt udgøres af de tanker, ideer, forestillinger, eller kort sagt det emne, som det er forfatterens hensigt at formidle. (17)

”Det guddommelige skabeprincip”

Udover en introduktion - Martinus kalder denne en "Fortale" - indeholder første bind af "Livets bog", som udkom i juli 1932, en koncentreret gennemgang af de emner, som bliver grundigt fremstillet og analyseret i bogens øvrige seks bind, dog således, at syvende bind udgør en slags koncentreret konklusion på hele værket. Ejendommeligt nok, omtaler Martinus ikke Jesus eller Kristus i særligt omfang i hverken første eller andet bind af bogen, men han citerer dog en del fra Ny Testamente og giver desuden en overordnet karakteristik af kristendommen og hævder herunder, at den i lighed med de to andre store verdensreligioner, buddhismen og islam, er en af tre udspaltninger af den lyse udstråling fra det guddommelige skabeprincip.(18)

Når Martinus henregner buddhismen til den lyse udstråling fra skabeprincippet, må det følgelig betyde, at den sidstnævnte er begyndt at stråle ind over jorden allerede omkring 600 år f.Kr. Islam, som opstod cirka år 610 e.Kr., da Muhammed fik sit religiøse gennembrud, hører i det væsentlige også ind under den lyse udstråling fra skabeprincippet, men med sin accept af begreber som "retfærdig harme" og "hellig krig", er den nærmest at sidestille med den ældre katolicisme, som blandt andet med sine korstog mod netop muslimerne, udviste en blodig hensynsløshed og voldelig adfærd, der kostede adskillige religiøse og politiske modstandere liv og lemmer. I det omfang en religion bekender sig til og udviser despekt for anderledes troende, og øver vold og ligefrem drab mod disse, rummer den - uanset sine eventuelle "gode hensigter" - en vis mængde mørke, og er derfor i tilsvarende grad stadig under indflydelse af den mørke udstråling fra skabeprincippet.

Martinus er da også af den opfattelse, at af de nævnte tre verdensreligioner, som har ført skabeprincippets udstråling frem til nutiden, blev kristendommen den udløber, hvorigennem den fortsættende lyse verdensimpuls kunne manifestere sit langsigtede formål, nemlig at forene alle jordens folkeslag. Men på grund af den fortsatte indflydelse fra den mørke udstråling og dennes eftervirkninger i form af de tidligere nævnte faktorer, herunder ikke mindst overtroen, som blandt andet medførte at man opfattede verdensgenløserne som guder, ja, i tilfældet Kristus som Guden selv, mødte virkeliggørelsen af den lyse verdensimpuls en uundgåelig modstand. Imidlertid er overtroen ifølge Martinus en naturlig følge af menneskenes hidtidige bevidsthedstilstand, præget som den i hovedsagen har været af instinkt og følelse, og som den i nogen grad fortsat er for mange menneskers vedkommende. Overtro er for Martinus noget, der optræder, når et individs følelse er så udviklet, at det derigennem kan opleve realiteter, som det endnu mangler intelligens til at kunne analysere og tolke i fornuftmæssige kategorier. Det følelsesmæssigt måske højtudviklede individ, er henvist til at tolke sine overlegne følelsesmæssige oplevelser på en måde, som forekommer dets endnu uudviklede intelligens som fornuftige og sandsynlige. Men at tro, at et menneske kan være Gud, er ikke desto mindre udtryk for uvirkelighed eller overtro, og dermed strengt taget for afgudsdyrkelse og følgelig hedenskab. Ifølge Martinus er det dog en stærkt formildende omstændighed, at der her er tale om "sand gudsdyrkelse i fostertilstand", idet afgudsdyrkelsen er skabt af kærlighed til og beundring for den pågældende verdensgenløser eller frelser. (19)

Den nævnte situation gælder i realiteten alle de nævnte tre verdensreligioner, buddhismen, kristendommen og islam, men måske i særlig grad kristendommen, hvis tilhængere stort set opfatter Jesus Kristus som Gud selv. Buddhismen og islam er til gengæld i større eller mindre grad præget af en persontilbedelse af deres respektive ophav, som på sin vis ikke står tilbage for kristendommens afgudsdyrkelse. Men i alle tre religioner findes der naturligvis også tilhængere med et mindre ortodokst syn på dogmerne og personkulten.

1. "DEN NY VERDENSIMPULS"

Det er formentlig en almindeligt anerkendt kendsgerning, at der i tidens løb har fundet en udvikling sted af menneskets intellektuelle evner, en udvikling som især er accelereret i det 20. århundrede, hvor skolegang, uddannelse, videnskab og teknologi er kommet til at spille en stadig større rolle i samfundslivet så vel som i kulturlivet. Men denne udvikling har på trods af sine mange positive sider samtidig gjort mange mennesker religiøst og følelsesmæssigt "hjemløse", med et moderne udtryk fremmedgjort menneskene overfor en større sammenhæng i tilværelsen, og efterladt dem i et åndeligt "tomrum", hvori begreber som Gud, udødelig sjæl, ånd, etik, moral osv., har mistet deres indhold og plads i manges bevidsthed, og dermed også tabt deres tiltrækningskraft. Så meget mere, som den såkaldte virkelighed kun synes at tale for eksistensen af en rent fysisk tilværelse, og samtidig tilsyneladende modsiger eller udelukker en åndelig, religiøs virkelighed. Som en følge af den efterhånden udviklede og stadig mere dominerende intelligens, der ikke kan se mening i de religiøse idealer og i den religiøse terminologi, eller i livet i det hele taget, er et stigende antal mennesker endt med at blive ateister og materialister i deres livs- og verdensanskuelse. Den hidtidige lyse udstråling fra det guddommelige skabeprincip var derfor med tiden blevet uden inspirationskraft for mange menneskers vedkommende og dermed forældet. Af denne grund betegner Martinus da også den nævnte udstråling som "den gamle verdensimpuls", hvilket samtidig indikerer, at der findes en ny eller nyere verdensimpuls.

Det religiøse instinkt

Men da mennesket i henhold til Martinus i virkeligheden har et medfødt religiøst instinkt, som baserer sig på et evigt, men ikke nødvendigvis erkendt, organisk tilhørsforhold til Gud, vil den ovenfor skitserede situation af mange blive oplevet som i høj grad ubehagelig, ja, for nogles vedkommende endog som smerte- eller lidelsesfuld. De store tilværelsesspørgsmål ligger da i reglen også og lurer lige under bevidsthedens overflade, og i visse situationer af undren eller tvivl og trængthed, rejser en række spørgsmål sig i menneskers sind: "Er der en mening med livet, og i så fald hvilken? Hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen? Er Gud til? Har mennesket en udødelig sjæl? Findes der en åndelig verden? Eksisterer der retfærdighed i tilværelsen, osv., osv."

Det er i henhold til Martinus i virkeligheden den situation, der udgør baggrunden for, dels at "den gamle verdensimpuls" for mange menneskers vedkommende er blevet forældet, og dels for fremkomsten af en ny og kraftig lys udstråling fra det guddommelige skabeprincip, nemlig som en bønhørelse af nødråbet fra en tusindtallig skare af mennesker i vor tid. Martinus ser da også sin egen indvielse og sit deraf inspirerede livsværk, Det Tredje Testamente, som et led i det guddommelige skabeprincips eller Guds reaktion og svar på det nævnte nødråb, nemlig i form af en fornyet udladning, Martinus følgelig betegner som "den ny verdensimpuls". Denne impuls begyndte som tidligere nævnt at stråle ind i jordens åndelige atmosfære omkring begyndelsen af forrige, dvs. det 20. århundrede. Den nyere videnskab, teknik, kunst, politik m.v. er i henhold til Martinus også inspireret af den ny verdensimpuls. Progressive videnskabsfolk, teknologer, kunstnere, politikere og andre, er under større eller mindre indflydelse af tendenserne i udstrålingen fra den ny verdensimpuls, men i reglen uden selv at være klar over, at dette er tilfældet. (1)

Formålet med ”Livets Bog”

Martinus siger om sit hovedværk, Livets Bog, at denne som altoverskyggende opgave har til formål at opfordre og inspirere til at udvise næstekærlighed eller betingelsesløs tolerance, nemlig gennem at være et defensorat for overhovedet alle eksisterende væsener, primært ved at vise, at intet som helst levende væsen kan være eller handle anderledes, end det lige præcis er og gør i en hvilken som helst situation, det måtte befinde sig i eller komme ud for. Dette beror på, at individet er et evigt levende væsen, hvis sansning og manifestation finder sted på basis af erfaringerne fra dets evige fortid og med henblik på dets evige fremtid, hvis grundtræk er bestemt af Gud gennem de i ham evigt fastlagte livslove. Men ved at tildele Livets Bog denne opgave, har Gud ifølge Martinus gjort samme bog til et redskab for påvisningen og dermed fjernelsen af den sidste rest af den form for uvidenhed, der skaber intolerance og dennes følgesvende, lidelserne. "Thi uvidenhed er nemlig den virkelige årsag til alt, hvad der hører ind under det, verden kalder "det onde". Der hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte "onde" med at eksistere." (2)

Her skal indskydes, at ifølge Martinus er lidelser og smerter de eneste livsfaktorer, der kosmisk set er i stand til vække det jordiske menneskes medfølelses- eller medlidenhedsevne. Denne evne kalder Martinus også for den humane evne, og den definerer han som evnen til ikke at nænne at kunne gøre andre levende væsener, herunder mennesker, fortræd. Den humane evne kan derfor også karakteriseres som en indlevelsesevne. Han siger blandt andet også, at den i sin højere udvikling er identisk med det, han forstår ved begrebet næstekærlighed. Denne definerer han ikke blot som dette ikke at nænne at kunne gøre fortræd, men som en uselvisk trang til at yde aktiv beskyttelse, hjælp og vejledning, og at være til gavn og glæde for andre, hvor der måtte være behov for det og ønske om det.

Skabeprincippet og religionerne

Om Gud eller "det guddommelige skabeprincip" siger Martinus blandt andet, at denne eller dette er til stede som en levende og virkende kraft i samtlige eksisterende levende væsener, menneskene inklusive, og det viser sig som den regulerende hovedfaktor i væsenernes bevidstheds- eller sjæleliv. Her omskabes skabeprincippets udstråling til tankebilleder, der er tilpasset hvert enkelt individs bevidsthedsevner og åndelige kapacitet. I henhold til Martinus er de levende væseners hjerner nemlig kun modtagelige for tankebilleder af en særlig bestemt styrke, idet tankebilleder, der ligger over denne styrke, forekommer individet fantastiske og urealistiske, medens tankebilleder, der ligger under den styrke, individets hjerne er modtagelig for, forekommer samme individ at være mere eller mindre primitive og naive.

For at kunne blive tilgængelig for individerne, må den lyse udstråling fra Skabeprincippet altså omformes til tankebilleder af en så tilpas styrke eller karakter, som den, de pågældende individers hjernekapacitet i kraft af udvikling og erfaringer er modtagelig for. Den lyse udstråling fra Skabeprincippet er især repræsenteret ved sådanne tankebilleder, som kaldes religiøse forestillinger, der igen ligger til grund for religioner, religiøse sekter og kirke- og trossamfund. Da det imidlertid forholder sig sådan, at individets hjerneorgan forandrer sig med udviklingen, således at det efterhånden bliver i stand til at modtage tankebilleder af stadig større styrke og større nuancering, betyder det, at individet med tiden bliver i stand til at modtage den lyse udstråling fra Skabeprincippet i stadig større og mere forfinede former for tankebilleder. Dette forhold er baggrunden for, at menneskeheden i tidens løb med mellemrum har opfattet hidtil inspirerende og stimulerende religioner som naive og dermed forældede, og derfor har skiftet til nyere og relativt mere forfinede trosformer.

Men skiftet fra mindre udviklede til mere forfinede religioner eller trosformer, sker altså ifølge Martinus når forudsætningerne og betingelserne for et skifte foreligger. Det gør der, når den herskende religion eller tro ikke længere har stimulationskraft nok, til fortsat at kunne inspirere individernes religiøse længsel og åndsliv. Når en sådan situation indtræffer i menneskehedens historie, giver det anledning til en ny udløsning, udstråling eller impuls fra det guddommelige skabeprincip, som er beregnet på at skulle virke stimulerende for nyskabelse i retning af bestræbelser på større fuldkommengørelse af de levende væseners manifestationer og åndsliv. Og det er disse rytmisk udløste impulser, der hver især har inspireret, igangsat og for en tid stimuleret nye religioner, nye kulturer og nye verdensopfattelser. Disse rytmiske impulser eller udladninger fra det guddommelige Skabeprincip (Gud), er i henhold til Martinus interplanetariske, idet de ikke kun stråler ind i jordens åndelige sfære, men samtidig også ind i andre kloders eller verdeners menneskeheder. Derfor betegner Martinus de nævnte impulser som "kosmiske verdensimpulser". (3)

”Den guddommelige suggestion”

Som nævnt er buddhismen så vel som kristendommen og islam resultater af dén lyse udstråling eller impuls fra det guddommelige skabeprincip, som Martinus betegner som "den gamle verdensimpuls". Denne havde og har til en vis grad fortsat i alt væsentligt til opgave at inspirere og stimulere mennesker, hvis hjerne- og erfaringskapacitet for langt de flestes vedkommende endnu ikke var eller er i stand til at modtage tankebilleder af mere forfinet intellektuel og dermed abstrakt natur. Disse tankebilleder rummede og rummer ganske vist også dybere betydningslag i sig, men de pågældende mennesker var og er ikke umiddelbart i stand til at opleve disse sider ved tankebillederne, og var og er derfor i hovedsagen henvist til at henholde sig til den bogstavelige opfattelse af tankebilledernes indhold. Men denne bogstavelige opfattelse af tankebilledernes indhold havde - og har endnu for mange i vor tid - autoritativ kraft og magt, idet de pågældende føler sig urokkeligt overbeviste om sandhedsværdien af det, den respektive religions ophav har udtalt og som siden er nedskrevet af andre.

Denne form for overbevisning betegnes almindeligvis som "troen", og den er især karakteriseret ved ikke at fordre intellektuel logisk-analytisk begrundelse eller bevis for de fremførte påstande. Martinus definerer troen som en bevidsthedsindstilling, der åbner for indstrømning af åndelige eller sjælelige energier i individet, hvorved dette bliver bibragt en midlertidig urokkelig tro på et eller andet religiøst ideal. Men det ideal eller de religiøse forestillinger, som de indstrømmende energier repræsenterer, vil altså svare til den hjernekapacitet eller det åndelige niveau, individet aktuelt befinder sig på. Men når det drejer sig om troende mennesker, der endnu ikke evner ved egen hjælp at få religiøs inspiration eller forståelse gennem virkelighedens eller det daglige livs begivenheder og realiteter, sammenligner Martinus i princippet sådanne mennesker med spædbarnets næringsindtagelse. Det lille barn er jo som bekendt ikke i stand til at indtage og fordøje andet end flydende ernæring i form af modermælk eller modermælkserstatning. På principielt tilsvarende måde kan det troende individ kun indtage og fordøje "flydende" religiøs næring. Denne form for næring betegner Martinus som "den guddommelige suggestion", idet begrebet suggestion her forstås som udtryk for en følelsesmæssig påvirkning af individet udenom dets intelligens, der resulterer i en forestilling af en eller anden art, som har virkelighedspræg for det og magt over dets sind. (4)

I modsætning til det lille barn, er det biologisk og fysiologisk mere udviklede individ i stand til at indtage og fordøje fastere og grovere fødemidler. På principielt tilsvarende måde forholder det sig kosmisk set med det mere fremskredent udviklede individ, idet dette er i stand til at optage og fordøje religiøs næring fra det daglige livs materielle begivenheder og oplevelser, herunder ikke mindst fra dets naturoplevelser. Et sådant individ kan derfor opleve Gud i alt og overalt, det vil sige som dét altibefattende, altgennemstrømmende og allestedsnærværende under og væsen, dén kraftens, alkærlighedens, alvisdommens og almagtens evige Fader-Moder, i hvem, af hvem og ved hvem, vi alle eksisterer, oplever og udfolder os. Men et religiøst troende individ er altså i hovedsagen under indflydelse af den guddommelige suggestion, hvorigennem Gud fører og vejleder individerne ad de veje og til de mål, der er Guds hensigt. Gud tager som en kærlig og vis, men stundom også nødvendigt streng fader, billedlig talt det åndeligt endnu umodne eller "barnlige" individ ved hånden, og viser det vej gennem tilværelsen, der for individet selv enten er helt perspektivløs eller kan forekomme som en labyrint, hvor man ikke kan vide eller forudse, hvad der viser sig omkring næste hjørne. Men som en klog opdrager eller pædagog, lader også Gud det enkelte individ om at gøre sine egne erfaringer i livet, men står samtidig altid til rådighed med trøst og opmuntring til individet, når det har behov herfor. Gud tillader kun individet at få sin vilje og sine ønsker opfyldt, i de situationer og tilfælde, hvor det tjener til at fremme individets sande interesser, hvilket vil sige, når det tjener den hensigt, Gud i sin alkærlighed og alvisdom har med sine "børn". Blandt det, der tjener individets "sande interesser", findes ikke mindst de mørke oplevelser og erfaringer, som udgør en nødvendig del af den åndelige bagage, som individet må bringe med sig på sin kosmiske udviklingsrejse. (5)

Det kosmiske gigantkredsløb

Ifølge Martinus er det primært Guds hensigt, at fuldkommengøre de levende væsener, der jo udgør hans sanseorganer og manifestationsredskaber. Dette sker gennem en gentagende fornyelsesproces i form af et gigantisk kosmisk livskredsløb, hvori de levende væsener ledes successivt gennem en lyszone og en mørkezone, men Gud har vel at mærke indrettet det så viseligt, at væsenerne til dels drives dertil af deres egne behov, ønsker og længsler og af deres egen vilje. Men under passagen gennem gigantkredsløbets mørkezone, udvikler individet efterhånden de evner og egenskaber, der er forudsætningen og betingelsen for, at det kan opleve og passere gennem samme gigantkredsløbs lyszone. Oplevelsen af og passagen gennem tilværelsens mørkezone, er derfor præcis lige så vigtig og værdifuld for individet, som dets oplevelse af og passage gennem lyszonen. Det hænger primært sammen med, at en hvilken som helst form for oplevelse eller sansning er betinget af en forudgående oplevelse eller sansning af dens modsætning eller kontrast. Al sansebegavelse og dermed al form for oplevelse af livet beror grundlæggende på kontrastforholdene i tilværelsen. Uden oplevelse af mørke, ingen oplevelse af lys, uden oplevelse af liv, ingen oplevelse af død, uden behag ingen ubehag eller smerte, uden glæde ingen sorg, osv. osv. (6)

På denne baggrund konstaterer Martinus derfor, at al eksistens, al oplevelse, sansning og manifestation, primært er baseret på et universelt (kosmisk) kontrastprincip. Og netop fordi individerne eller de levende væsener nødvendigvis må ledes fra én situation eller oplevelse til dens modsætning, også i kosmisk målestok, forekommer der et universalt gigantkredsløb, som netop er karakteriseret ved at indeholde både en lyszone og en mørkezone. Når individerne har passeret fra lyszonen og gennem mørkezonen, vender disse igen tilbage til lyszonen, dog kun i principiel forstand, idet de pågældende under passagen gennem kredsløbets to zoner har haft oplevelser og gjort erfaringer, der aflejrer sig i dybet af individets bevidsthed og her dels danner et ubevidst og dels et bevidst lag, som udgør grundlaget for væsenets sanse- og manifestationsevne i et nyt gigantkredsløbs lys- og mørkezone. Dette gentager sig i princippet i det uendelige eller i al evighed, og eftersom de enkelte gigantkredsløb hver især rummer summen af oplevelser og erfaringer fra de forudgående, kan forholdet bedst udtrykkes som en i princippet sig stadig udvidende spiralbevægelse. Denne betegner Martinus derfor som "spiralkredsløbet", der er underlagt de lovmæssigheder, som gælder for "spiralkredsløbsprincippet". De enkelte kredsløb, som indgår i spiralkredsløbsbevægelsen, kalder han for "spiralafsnit". (7)

Gigantkredsløbets seks zoner

Imidlertid forholder det sig - stadig ifølge Martinus - sådan, at gigantkredsløbets to gensidigt integrerede hovedzoner, lyszonen og mørkezonen, henholdsvis repræsenterer Guddommens primære åndelige og sekundære fysiske bevidsthed. Men samtidig er de to hovedzoner hver især repræsenteret ved hver sine specialzoner, der af Martinus betegnes som tilværelseszoner eller naturriger. Lyszonen er således kendetegnet ved fire åndelige naturriger, som henholdsvis kaldes for "det rigtige menneskerige", "visdomsriget", "den guddommelige verden" og "salighedsriget". Sidstnævnte rige er af rent åndelig natur, men det ytrer sig samtidig fysisk i form af mineralriget. Mørkezonen omfatter derimod 'kun' godt og vel to fysiske naturriger: Omkring en fjerdedel af "salighedsriget", hele "planteriget", "dyreriget", hvortil det jordiske menneske i alt væsentligt endnu hører, og cirka en fjerdedel af "det rigtige menneskerige". De nævnte rent åndelige riger kendes i det daglige liv som bevidsthedsevnerne følelsesevnen, intelligensevnen, intuitionsevnen og hukommelsesevnen. Det rigtige menneskerige skal her forstås som det etisk-moralsk højt udviklede menneskes tilværelseszone. Dette rige er ensbetydende med Guds eller Himmeriges rige på jorden, men det har samtidig en rent åndelig zone, der danner udviklingsmæssig overgang til visdomsriget. (8)

Den sidstnævnte oplysning er vigtig i sammenhæng med vort emne, idet det ifølge Martinus nemlig forholder sig sådan, at det er fra den åndelige zone af det rigtige menneskerige, at de såkaldte verdensgenløsere rekrutteres. Når Jesus derfor siger, at han er steget ned fra Himlen, vil dette altså i Martinus' begrebsverden og terminologi sige, at Jesus er inkarneret på jorden fra den åndelige zone af det rigtige menneskerige. Det betyder, at Jesus, i lighed med de andre verdensgenløsere, er en ældre "broder", som var så tilpas meget forud for det almene jordiske menneske i udviklingen, at han for længst havde gjort de erfaringer, der gav ham de høje etisk-moralske og intellektuelle bevidsthedskvalifikationer, som er påkrævede for at kunne fungere som verdensgenløser, hvilket vil sige: som Guds organ eller redskab for en religiøs fornyelse med henblik på genoprettelsen af individernes bevidste åndelige fællesskab med den evige Fader.

Det er i den forbindelse Martinus' hovedpointe, at de levende væseners kosmiske udviklingsrejse foregår gennem det evige spiralkredsløbs ovenfor nævnte seks tilværelseszoner, idet individerne successivt passerer gennem disse zoner eller riger i den anførte rækkefølge, hvilket altså vil sige det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden, salighedsriget, planteriget, og dyreriget, hvorefter processen begynder på ny, men så at sige på et relativt højere oplevelses-, erfarings- og udviklingsniveau. De nævnte naturriger vil følgelig til stadighed være befolket af et utal af levende væsener, selvom de enkelte individer altså kosmisk set, det vil sige: over umådelige tidsrum, ustandselig passerer ind i og ud af det ene rige efter det andet. Det er netop derved, at den absolut nødvendige evige organiske fornyelsesproces af individernes - og dermed af Guds - livsoplevelses- og manifestationsevne finder sted. Der er i en vis forstand tale om en respirationsproces med ustandselig vekslen mellem indånding og udånding, hvor "indåndingen" sker i form af de tre åndelige riger, og "udåndingen" i form af de tre fysiske riger. (9)

Det levende væsens grundstruktur

For at kunne forstå rækkevidden af det storslåede verdensbillede, Martinus har forelagt os i form af sit livsværk, Det Tredje Testamente, er det i øvrigt vigtigt at gøre sig klart, at alle levende væsener uden nogen som helst undtagelse er fuldkommen ens og ligestillede i deres kosmiske natur og struktur, alle er absolut evige individer, det vil sige: udelelige enheder bestående af tre grundlæggende og indbyrdes uadskillelige principper, nemlig som tidligere nævnt et Jeg, en bevidsthed og en organisme. Disse tre principper kan også defineres som en Oplever, en oplevelsesevne og det oplevede, eller som en Skaber, en skabeevne og det skabte eller frembragte. Men at individerne er evige og dermed udødelige i deres kosmiske grundstruktur, er dog ikke ensbetydende med, at de redskaber eller organismer, disse betjener sig af i sansningens og livsudfoldelsens øjemed, også er det. Som bekendt er organismerne med hensyn til deres eksistens blandt andet karakteriseret ved at være underlagt en opbygnings- og nedbrydningsproces, eller vækst og degeneration, og dermed fødsel og død, hvilket igen hænger sammen med, at organismerne eksisterer inden for de begrænsninger, der er en følge af fænomenerne rum og tid.

Det, vi forstår ved organismen, udgør altså ikke individet i sig selv, men er derimod kun redskabet for dettes sansnings- og manifestionsvirksomhed. Samtidig er det imidlertid netop organismen, der artsbetegner individet og dermed tilkendegiver, hvilken biologisk gruppe eller kategori, det tilhører. Om et levende væsen er en mikroskopisk celle eller en kæmpeelefant, siger altså ikke umiddelbart noget om samme væsens kosmiske natur og struktur. Væsenets fremtræden som enten celle eller elefant, er kun et udtryk for dets midlertidige position i dét vældige kosmiske udviklingsprojekt, som det er en del af. Dette udviklingsprojekt udgøres netop af det tidligere omtalte uendelige spiralkredsløb, der i øvrigt også danner basis for et syvleddet organismeprincip, bestående af elementarpartiklens princip, cellens princip, organets princip, organismens princip, klodens princip, solsystemets princip og galaksens princip, som på grundlag af perspektivprincippet tilsammen igen ligger til grund for de tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos. Mellemkosmos er betegnelsen for det kosmos, der ligger mellem mikro- og makrokosmos. Og det er til fremme af væsenernes indvikling i mørkezonen, og til de samme væseners udvikling bort fra mørkezonen og ind i lyszonen, at Guddommen henholdsvis betjener sig af såkaldte mørke genløsere og lyse genløsere. Disse genløsere optræder samtidigt og koordineret i alle spiralkredsløbets syv led, således at de indbyrdes afhængige væsener på de forskellige planer henholdsvis ledes ind i og ud af mørkezonen. Derfor forekommer der ifølge Martinus mørke så vel som lyse genløsere for væsener på partikel-, celle-, organ- og organismeniveau, som for væsener på klode-, solsystem- og galakseniveau. (10)

I henhold til Martinus har den ny verdensimpuls, primært i form af hans eget livsværk, Det Tredje Testamente, til hovedopgave at vejlede det for en sådan vejledning modnet og modtageligt menneske frem til en forståelse af, at det daglige livs tildragelser og behagelige såvel som ubehagelige erfaringer, er identiske med en for hvert enkelt individ særlig tilpasset form for direkte korrespondance, som er bragt i stand på initiativ af Forsynet eller den evige Fader. Denne korrespondance, som Martinus også betegner som livets egen direkte tale, er individet på visse udviklingsstadier ganske vist ubevidst i eller om, men efterhånden som det i kraft af sine oplevelser og erfaringer bliver bevidstgjort i sin evige tilværelse, vil det blive i stand til at reflektere lige så let på korrespondancen eller vekselvirkningen med Gud, som det nu er det med et jævnbyrdigt medmenneske.

”Livets egen tale”

Denne "livets egen tale" udgør ifølge Martinus "tilværelsens absolut eneste fundamentale religion", nemlig i den forstand, at absolut alle eksisterende levende væsener, menneskene inklusive, på samme tid udgør dens elever og lærere, ligesom alt, hvad der overhovedet eksisterer eller forekommer i tilværelsen, er dens læresætninger. Dens område strækker sig fra evighed til evighed og omspænder intet mindre end selve Altet. Alle levende væsener er derfor automatisk fødte medlemmer af denne "Livets religion", som adskiller sig fra de forskellige religionsformer, ved ikke at stille krav om forudgående indmeldelsesprocedure og optagelsesceremoni, for eksempel i form af dåbsritual. Men eftersom overhovedet alle levende væsener automatisk er "medlemmer" af Livets religion, gælder dette såvel dem, der har en trosbekendelse, som dem, der ikke har en sådan, de gudelige såvel som ugudelige, gudstroende og idealister såvel som ateister og materialister. Livets religion er med andre ord en absolut eller universel religion, og er derfor den eneste form for religion, hvori der kun findes "een hjord og een hyrde".

Det er nu Martinus' påstand, at han i kraft af den ny verdensimpuls og en udviklet intuitionsevne har omsat sin egen oplevelse af livets altomfattende religion i form af "Det Tredje Testamente", med det primære formål at vejlede, inspirere og stimulere individets evne til selv at forstå livets egen direkte tale i en sådan grad, at vedkommende efterhånden selv, og altså dermed uden hjælp udefra, kan blive i stand til umiddelbart at indse, hvad der er virkeligt og uvirkeligt, og hvad der er gavnligt og skadeligt for det selv og andre. (11)

Men eftersom Martinus' arbejde som sagt er en direkte videreførelse af det religiøse oplysningsarbejde, der for omkring to tusinde år siden blev påbegyndt af Jesus Kristus, er det derfor både naturligt og selvfølgeligt, at Martinus jævnligt refererer til både Det Gamle og Det Ny Testamente, der jo desuden - sammen med hellenismen - udgør en vigtig del af den vestlige verdens kulturgrundlag. Eftersom Gamle Testamentes skrifter som bekendt udgør en både historisk og åndshistorisk forudsætning for forståelsen af Jesu liv, lære og forkyndelse, vil det derfor være på sin plads, at se lidt på, hvordan Martinus forholder sig til Gamle Testamentes tekster og disses idé- og tankeverden. Først derefter skal vi gå over til det egentlige emne, nemlig at se nærmere på, hvordan Martinus opfatter Jesus Kristus, dels som historisk og dels som mytisk person, og på, hvordan Martinus opfatter og tolker Jesu lære og forkyndelse. (12)

2. MARTINUS OG GAMLE TESTAMENTE

Martinus siger om sit forhold til Bibelen i det hele taget, at eftersom hans værk udelukkende er blevet til på grundlag af hans eget direkte syn af de kosmiske realiteter og lovmæssigheder, er dette helt igennem originalt og derfor uafhængigt af andres opfattelse. Livets Bog og Martinus' andre skrifter er ikke i noget som helst tilfælde baseret på, hvad andre har tænkt, ment eller udtalt, og er derfor heller ikke beroende på hverken Bibelen eller andre hellige bøger. De relativt mange citater fra Bibelen, der forekommer i Martinus' værker, er derfor ikke anført for at underbygge hans såkaldte kosmiske analyser, men tværtimod for at underbygge de i Bibelcitaterne forekommende, men ikke underbyggede eller analyserede evige kosmiske facitter. (1)

Som identisk med "talsmanden, den hellige Ånd", har Martinus' værk derfor i den forbindelse kun til formål, ved hjælp af de kosmiske analyser, at underbygge og retfærdiggøre dét kosmiske klarsyn eller dén kosmiske bevidsthed, som Jesu handlinger, ord og lære, bag om senere tiders tilsløring i form af overtro og i visse tilfælde forvanskning, er udtryk for. På basis af kosmisk bevidsthed, har Martinus foretaget en gennemført planmæssig og systematisk fortolkning af den højeste kundskab om livet, som er identisk med den, Jesus fremlagde for sin egen tid, men nødvendigvis uden dé rationelle analyser og begrundelser, som hans tids mennesker ikke var modtagelige eller motiverede for. Med sit værk bekræfter Martinus Jesu budskab som udtryk for det daglige livs dybeste kendsgerninger, og lever derigennem op til Jesu profeti om talsmanden, den hellige Ånd, hvori det blandt andet hedder: "Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det." (Joh.16,13-15).

Det er Martinus' grundopfattelse vedrørende Jesu ord og udtalelser, at disse er overleveret i en terminologi og begrebsramme, som i vor tid kun forstås af et efter alt at dømme svindende mindretal, og som derfor ret beset er forældet. Men ved hjælp af de kosmiske analyser, hvis gyldighed alene beror på den logik, de i sig selv udgør, er det muligt at underbygge og dermed sandsynliggøre, at Jesu ord er identiske med virkeligheden eller sandheden. Det samme gælder principielt for Gamle Testamentes vedkommende, idet man også her ved hjælp af de kosmiske analyser sættes i stand til at underbygge og sandsynliggøre dettes mange skrifter, ikke mindst De fem Mosebøger, og herunder igen specielt skabelsesberetningen i 1.Mosebog. (2)

Bibelen som mytologi og psykologi

Martinus er af den opfattelse, at det generelt set har været en forudbestemt opgave for de vismænd, seere og profeter, der er ophav til Bibelens skrifter, at gengive eller genfortælle livsmysteriets - og herunder skabelsesprocessens - hovedpunkter i form af symbolske billeder, myter, parabler og lignelser, som samtidens og i en vis udstrækning også eftertidens mennesker ville være i stand til at forstå. Nemlig i kraft af, at den kosmiske virkelighed var omsat eller fortolket ved hjælp af dagliglivets realiteter og foreteelser. Det vil sige: i et symbol- eller billedsprog, som det uintellektuelle og udprægede følelsesmenneske, der i hovedsagen var under indflydelse af "den guddommelige suggestion", umiddelbart kunne fatte og tage til sig som vejledning, trøst og opmuntring i sin livsførelse.

Det er derudover Martinus' opfattelse, at Bibelen som helhed i højere grad er udtryk for en mytologisk og psykologisk skildring af jødefolket og dets religion, og herunder altså også af dennes aflægger: kristendommen, end den er en realistisk historisk beretning. Eftersom jøderne generelt set hele tiden har befundet sig forrest i udviklingsspiralen, kan psykologisk indsigt i dette avantgarde-folks mentalitet eller psyke være til stor hjælp i forsøget på at forstå, hvad der på godt og ondt rører sig i de andre folkeslag. (3)

Fortidens almene menneskehed, som generelt set endnu ikke var udviklet til eller øvet i strengt logisk, analytisk, videnskabelig og abstrakt tænkning, havde eksempelvis vanskeligt ved at forstå, at skabelsen af himlen eller verdensrummet, og jorden, planterne, dyrene og menneskene, har taget milliarder og millioner af år at frembringe. En sådan tankegang lå helt uden for det horisontområde, som fortidens almindelige mennesker teoretisk kunne overskue, ja, vi skal faktisk helt frem til det 19. århundrede, dvs. 1800-tallet, førend sådanne forestillinger endog kun var nået frem til den oplyste del af befolkningerne.

Det bibelske verdensbillede var derfor stort set enerådende i den vestlige verden helt frem til renæssancen, hvilket vi sige, den kulturhistoriske periode omkr. 1300-1500, hvor den middelalderlige kristne enhedskultur gik i opløsning og forudsætningerne for den nyere tids europæiske kultur skabtes. I denne periode fik man øjnene op for, at der også fandtes et åndsliv af stor skønhed og værdi udenfor kirke og kristendom, nemlig i form af oldtidslitteraturen, og renæssancens filosofi begynder da også i og med en fornyelse eller nytænkning af oldtidens filosofiske systemer.

Imidlertid vendte renæssancen ikke kun blikket bagud til fortiden, men den var om muligt i højere grad fremadrettet, idet et nyt astronomisk verdensbillede og en ny naturvidenskab, som endnu behersker det moderne menneskes tænkning og liv, blev grundlagt i denne periode. Særlig den nye naturvidenskab betød et afgørende brud med middelalderens tænkemåde, som på den ene side støttede sig til de bibelske forestillinger, og på den anden side til den ptolemæiske astronomi og den aristoteliske fysik, ifølge hvilke jorden var verdens centrum. Om denne bevægede solen, månen og planeterne sig, indlejrede i gennemsigtige kugleskaller eller sfærer, og øverst oppe og ude var fiksstjernerne fastgjorte til himmelhvælvet. Om jorden og begivenhederne på den, drejede hele det religiøse verdensdrama sig. På den var Gud blevet til menneske i Jesus Kristus og havde lidt døden for menneskenes skyld. (4)

Det naiv-realistiske verdensbillede

Det gammeltestamentlige verdensbillede var dog endnu ikke nået frem til, at jorden i lighed med månen var et kuglelegeme i himmelrummet, men opfattede denne som en vidstrakt flade, som himmelkuplen står på og hvælver sig over. Gud skabte jorden ved at lade himmelhvælvingen skille vandene ad, så der blev luft over det vand, som på Guds bud samlede sig på et sted, for at det tørre land kunne opstå. På den anden side af himmelen var der altså også vand, og når det regner, er det, fordi himmelhvælvingens sluser åbnes. På denne hvælving er stjernerne i øvrigt ophængt.

Som det ses af dette primitive bibelske verdensbillede, er det stort set identisk med det naiv-realistiske billede af verden, sådan som sanserne, herunder især synet, umiddelbart præsenterer verden for os. Men det er imidlertid vigtigt at vide, at det er dette verdensbillede, der hentydes til i Bibelens skabelsesberetning, også selvom denne ifølge Martinus skal og bør opfattes som en symbolsk eller mytologisk fremstilling af skabelsesprocessen. Det er Martinus' opfattelse, at uanset hvem, der er forfatter eller ophav til den bibelske skabelsesberetning, så må vedkommende have været en seer eller vismand, der havde kosmisk indsigt i livsmysteriet. For kun en sådan indviet person, eller eventuelt flere personer, ville være i stand til at fremstille den række kosmiske realiteter, der for den uindviede ligger skjult bag den mytologiske og symbolske terminologi, som skabelsesberetningen er fremsat i.

I skabelsesberetningen i Første Mosebog fortælles det, at Gud skabte himmelen og jorden med alt, hvad der siden da fandtes på denne i form af planter, dyr og mennesker, i løbet af seks dage. Forud var der mørke over verdensdybet, men Guds ånd svævede over vandene. Den første og anden dag skabte han himmelen og jorden, lyset og mørket, dag og nat. Den tredje dag skabte han en hvælving midt i vandene til at skille vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen, hvorved fastlandet og havet kom til syne. Derpå skabte han urterne, planterne og træerne. På fjerdedagen skabte han to lys på himmelhvælvingen, ét større, som skulle skinne om dagen, og ét mindre, der skulle skinne om natten. Og derefter stjernerne, som skulle herske over lyset og mørket. Den femte dag skabte Gud en vrimmel af levende væsener: fiskene i havet og fuglene i luften. På sjettedagen skabte han kvæg, kryb og vildtlevende dyr af alle arter. Derpå skabte Gud mennesket til at herske over alle andre levende væsener i himlen, i havet og på jorden: "Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem;" Og efter fuldførelsen af sit skaberværk, kunne han konstatere: "Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt." På syvendedagen hvilede Gud og helliggjorde derfor denne som udtryk for, at skaberværket var fuldbragt og fuldkommengjort. (5)

Skabelsens ”seks dage”

Den bibelske skabelsesberetnings "seks dage" skal naturligvis ikke opfattes bogstaveligt, og da slet ikke naturvidenskabeligt. Her behøver man blot at minde om, hvad apostlen Peter skriver i sit andet brev, 3. kap.,8: "Men dette ene må I ikke glemme, I elskede, at een dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som een dag." Udtalelsen refererer ganske vist til det relative i tidsopfattelsen, men indikerer samtidig også, at een dag altså også kan opfattes som f.eks. tusinde år. Skabelsesberetningens seks dage skal netop i henhold til Martinus forstås som "seks store udviklingsepoker", epoker, der strækker sig over de millioner og atter millioner af år, som det har taget Guddommen eller naturen at skabe eksempelvis lyset. Det vil sige: den glødende tilstand, som enhver klode i det fysiske univers må gennemgå, inden den gennem atter millioner af år afkøles tilstrækkeligt til, at land og hav kan dannes. Atter andre mange millioner af år har det taget livet i form af encellede og flercellede organismer at opstå og udvikle sig til planter, dyr og senest mennesker, dvs. arter, som igen hver især har gennemgået en lang udvikling. (6)

Det er kort fortalt Martinus' opfattelse, at skabelsesberetningens "seks dage" i princippet er i overensstemmelse med de seks kosmiske tilværelsesplaner, som der i henhold til hans kosmologi findes i universet, der jo i virkeligheden er identisk med Guds psykofysiske organisme, således som tidligere omtalt. Idet betegnelserne på de seks tilværelsesplaner eller riger skal gentages her, kan læseren sikkert selv danne sig en forestilling om, på hvilken måde og i hvilket omfang disse riger svarer dels til skabelsesberetningens seks dage og dels til den naturvidenskabelige evolutionsteori. De seks riger er følgende: 1. planteriget, 2. dyreriget, hvortil det jordiske menneske som gentagende gange sagt endnu hører, men hvorfra det er ved at udvikle sig til at kunne bliver "borger" i 3. det rigtige menneskerige, 4. visdomsriget, 5. den guddommelige verden og 6. salighedsriget. (7)

Som bekendt forudsætter planteriget eksistensen af mineralriget, i form af bl.a. lys, vand, luft og jordlaget, og dette rige er ifølge Martinus det fysiske udtryk for det rent åndelige salighedsriget, men hvordan den indbyrdes sammenhæng kosmologisk set er mellem mineralriget og salighedsriget, skal jeg dog ikke gå ind i en dybere udredning af her, men må henvise læseren til Martinus' egne værker. Derimod vil det være velbegrundet at give en kortfattet gennemgang af, hvordan Martinus fortolker den bibelske fortælling eller myte om menneskets skabelse, idet denne har en væsentlig relation til vort emne.

Skabelsen af mennesket

I 2. Mosebog fortælles det bl.a.: "Da Gud Herren gjorde jord og himmel - dengang fandtes endnu ingen af Markens buske på jorden, og endnu var ingen af markens urter spiret frem, thi Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en tåge vældede op af jorden og vandede hele agerjordens flade - da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen. Derpå plantede Gud Herren en have i Eden ude mod øst, og der satte han mennesket, som han havde dannet; og Gud Herren lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde, desuden Livets Træ, der stod midt i haven, og Træet til kundskab om godt og ondt." (2. Mos.4-9).

Lidt senere fortælles samme sted: "Derpå tog Gud Herren Adam [betyder menneske] og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den. Men Gud Herren bød Adam: 'Af alle træer i haven har du lov at spise, kun Træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!" (2. Mos.15-17).

Spørgsmålet er nu, hvordan denne bibelske beretning om menneskets - eller mere præcist Adams - tilblivelse fortolkes af Martinus i henhold til hans kosmiske analyser?

Som det vil være fremgået af citatet, betyder ordet Adam menneske, idet ordet i sin oprindelse hænger sammen med ordet Adama, som er et hebraisk ord for jord eller agerjord. Men det siges også, at Gud blæste livsånde i menneskets næsebor, så at det blev et levende væsen. Det vil med andre ord sige, at først blev den organisme dannet, der til at begynde med ikke var levende i samme forstand, som tilfældet blev efter indblæsningen af livsånden. Begrebet "livsånden" vil i virkeligheden sige ånden, sjælen eller bevidstheden. Spørgsmålet er så, hvad disse begreber eller fænomener i virkeligheden dækker over, og det har Martinus rent faktisk et velbegrundet svar på.

Urbegæret og Moderenergien

I henhold til Martinus' Kosmologi er ånden ikke noget, der skabes eller bliver til, men derimod noget, der altid har været til, nemlig i den forstand, at ånden som noget uskabt eksisterer udenfor tid og rum, og som derfor ikke er underkastet nogen form for begrænsning, og følgelig heller ikke er undergivet hverken tilblivelse eller ophør. Ånden er kort og godt identisk med evigheden og uendeligheden, hvilket vil sige, at den er Noget, som er, hvilket igen vil sige: identisk med Jeget eller i bibelsk sprog med "Jeg er den, jeg er". Det betyder endvidere, at individets ånd eller Jeg er identisk med Guds Ånd eller Jeg, idet dette som identisk med evigheden og uendeligheden jo ikke kan deles. Men ånden omfatter også dét, Martinus betegner som overbevidstheden, og som han definerer som et højpsykisk kraftfelt, der er karakteriseret ved et urbegær og en række guddommelige eller kosmiske skabeprincipper, som ligger til grund for overhovedet al form for sansning og manifestation, for Guddommen så vel som for det enkelte levende væsen. Det højpsykiske kraftfelt betegner Martinus også som moderenergien.

Urbegæret defineres som et uspecificeret og unuanceret begær efter livsoplevelse, slet og ret. Det giver sig desuden til kende i form af selvopholdelsesdriften, som alle levende væsener normalt er i besiddelse af og agerer og reagerer på grundlag af. Moderenergien giver sig udtryk eller udslag i de kosmiske eller universelle skabeprincipper, og disse kendes i form af blandt andet kredsløbs- og kontrastprincippet, sult- og mættelsesprincippet, det seksuelle polprincip, spiralkredsløbsprincippet, verdensgenløsningsprincippet og forældre- og beskyttelsesprincippet, perspektivprincippet m.fl. Moderenergien giver sig desuden udtryk i seks kosmiske eller universelle grundenergier, som i vekslende indbyrdes kombinationsforhold ligger til grund for overhovedet al form for skabelse af bevidsthed og materie. Og denne skabelse har primært form af et psykisk kraftfelt, inden for hvis område al form for manifestation (skabelse) og sansning (livsoplevelse) finder sted.

De seks kosmiske grundenergier

De seks kosmiske grundenergier omfatter som tidligere nævnt, følgende energier: 1. instinktenergien, 2. tyngdeenergien (dynamisk kraft), 3. følelsesenergien, 4. intelligensenergien, 5. intuitionsenergien og 6. hukommelsesenergien. Disse grundenergier er henholdsvis ansvarlige for følgende kosmiske tilværelsesplaner eller riger: 1. planteriget, 2. dyreriget, 3. det rigtige menneskerige, 4. visdomsriget, 5. den guddommelige verden, og 6. salighedsriget. Hukommelsesenergien og dermed det sidstnævnte rige ligger til grund for mineralriget og herunder naturligvis først og fremmest for de atomare elementarpartikler mm. Det er dog stadig vigtigt, at vide og huske på, at disse energier primært er seks forskellige måder, som de levende væsener sanser, oplever og manifesterer sig på, og at ingen af energierne nogensinde optræder særskilt, men hver især altid indgår i en kombination af alle seks grundenergier. (Se i øvrigt 1. kap. note 8-9). (8)

I forbindelse med en forståelse af, hvordan og hvorfor Martinus fortolker den bibelske skabelsesmyte - og herunder især skabelsen af mennesket - som han gør, er det i første omgang salighedsriget og dettes fysiske produkt, mineralriget, der har interesse. Efter at det levende væsen i sit kosmiske livs- og udviklingsforløb har passeret igennem spiralkredsløbets fem zoner eller riger, havner individet i det ’sidste’ rige i spiralen, nemlig salighedsriget, hvor det skal opholde sig i en større eller længere periode, indtil det er blevet modent til atter at engagere sig med den fysiske materie og verden. Principielt samme forløb finder sted, når et fysisk levende væsens fysiske organisme dør og væsenets dagsbevidsthed overføres på den åndelige organisme, med hvilken individet oplever og passerer igennem de åndelige riger og frem til salighedsriget.

Men efter et vist ophold i salighedsriget, hvori individets bevidsthed helt er koncentreret omkring genoplevelsen af erindringerne fra det tilbagelagte spiralkredsløb, begynder individet at mættes af sine ganske vist salighedsfyldte erindringsoplevelser, og samtidig at føle den isolation eller ensomhed, som dets tilstand i salighedsriget også medfører. Men eftersom individet er blevet mæt af tilværelsen i lyszonen, retter det nu sin opmærksomhed og interesse mod sine erindringer fra mørkezonen, hvilket her vil sige den fysiske verden. Disse erindringer fremtræder imidlertid ikke for individet som mørke, men derimod som lyse, nemlig dels i kontrast til dets mættelse af lysoplevelserne, og dels fordi mørkeoplevelserne i mellemtiden er blevet forvandlet på en sådan måde, at de nu fremtræder i et gyldent lys for individet. En omstændighed, der har fået Martinus til at betegne disse gyldne erindringer som ”guldkopier” af de oprindeligt til grund liggende erindringer. På baggrund af disse ser individet nu, hvad der var den oprindelige mening eller hensigt med de mørke oplevelser og erfaringer, og at disse i virkeligheden i lige så høj grad var udtryk for guddommelig kærlighed, som tilfældet er med de lyse oplevelser og erfaringer. (9)

Det er i henhold til Martinus derfor salighedsvæsenets længsel, der knytter kontakten til den fysiske verden og dermed til den fysiske materie, hvilket i første omgang vil sige til den fysiske materie eller energi på elementarpartikelniveau. Væsenets længselsenergier forbinder sig med de materiedannende energier, som ifølge Martinus er instinkt-, tyngde- og følelsesenergierne, og ved hjælp af disse energier danner overbevidstheden automatisk de energistrukturer, som ligger til grund for de fysiske strukturer, der kendes i form af elementarpartikler, atomer og molekyler, og herunder de mønstre eller gitre, disse indgår i. Overbevidstheden udøver på den måde en organiserende indflydelse på materieenergierne. Denne vekselvirkning mellem individets overbevidsthed og de materiedannende energier giver sig først og fremmest til kende i form af glødende ildmasse, som den, der kendes fra solene. (10)

Livets udviklingsforløb

De af solmassen dannede mindre himmellegemer, som eksempelvis jorden, udgør i begyndelsen af deres eksistenstid selv en glødende masse (instinkt- og tyngdeenergi), men under indflydelse af universets kulde (følelsesenergien) afkøles den glødende masse og danner i løbet af millioner af år den såkaldte jordskorpe, og senere den for biologisk liv så nødvendige kombination af ilt og brint, der i form af vand danner verdenshavet. Under indflydelse af vekselvirkningen mellem varme og kulde dannes atmosfæren eller luftlaget omkring jorden, og forudsætningerne for de første primitive biologiske livsformer er hermed skabt. Disse livsformer opstår i havet i form af encellede organismer, som formerer sig gennem celledeling. De encellede organismer forekommer først som planteplankton, de såkaldte flagellater, der lever i de øverste vandlag og som via fotosyntese er i stand til at trives i kraft af sollyset. Der forekommer dyrelignende overgangsformer, de såkaldte volvox, mellem planteflagellater og dyreflagellater, og disse danner i begge tilfælde fødegrundlag for zooplankton, der lever i alle vandlag.

Som det ses af ovenstående, er vi, foruden med den livløse mineralmaterie i form af jord, vand, luft osv., også kommet i berøring med planteriget i form af planteflagellaterne, og med dyreriget i form af de animalske flagellater. I begge tilfælde formerer flagellaterne sig ved celledeling. Til zooplankton hører f.eks. krebsdyr og orme, samt larverne af bunddyr som f.eks. muslinger, orme, pighuder m.fl. Men pointen er imidlertid her overgangsformerne, dels mellem mineralmaterien og planteplankton, og dels mellem planteplankton og animalsk eller såkaldt zooplankton. Disse overgangsformer markerer nemlig, at planteriget udvikler sig af mineralriget, ligesom dyreriget udvikler sig af planteriget, idet dog alle tre riger samtidig består, fordi både planter og dyr er afhængige af mineralmaterien, og fordi planter i begyndelsen udgør det eneste fødegrundlag for de animalske flagellater eller zooplankton.

Vender vi nu for et øjeblik tilbage til skabelsesberetningen, vil vi på baggrund af, hvad der her hidtil er skitseret om evolutionsforløbet, kunne konstatere, at dette udviklingsforløb lader sig overføre på Bibelens symbolske eller mytiske skildring af Guds skabelse af den jordiske Adam, nemlig til og med det punkt, hvor Gud endnu ikke har blæst livsånde i Adam. Ved "livsånde" skal her forstås bevidsthed og mere specielt dagsbevidsthed og selvbevidsthed, hvilket vil sige: skelnen mellem Jeg og det. I henhold til Martinus drejer det sig i denne sammenhæng primært om overførelse af individets dagsbevidsthed fra salighedsriget og via mineralriget og planteriget til dyreriget. Denne overførelse af bevidstheden sker successivt og gradvist, idet individets dagsbevidsthed under forløbet fra mineralriget til dyreriget endnu hovedsagelig befinder sig i salighedsriget, medens samme individs natbevidsthed udfolder sig i mineral-, plante- og dyreriget. Det betyder, at individet hverken som mineral, plante- eller dyr, har nogen egentlig dagsbevidsthed om sig selv og sin omverden, og da slet ikke som mineral og plante, og kun i mindre grad som dyr. Det beror ifølge Martinus på, at så vel mineralriget som plante- og dyreriget hovedsagelig er styret af instinktenergien, og for dyrets vedkommende også af tyngdeenergien, som i den forbindelse er udtryk for, hvad Martinus betegner som "det dræbende princip". Instinktenergien ligger bag alle organismens automatiske funktioner og reaktioner, og ytrer sig primært i form af selvopholdelsesdriften, som skal sikre artens så vel som individets fysiske overlevelse.

Selvopholdelsesdriften ytrer sig på flere måder, nemlig i faresituationer dels som tilskyndelse til flugt, hvis en sådan er mulig, dels som selvforsvar med de kræfter, midler og evner, der er til rådighed, herunder kamuflage, og endelig som direkte angreb med de kræfter og våben, f.eks. i form af tænder, klør og lignende, individet har udviklet under kampen for tilværelsen. Selvopholdelsesdriften er i sidstnævnte tilfælde forbundet med det dræbende princip, et begreb, som også hentyder til det forhold, at et væsen eller individ i kraft af sin organiske natur og struktur er nødt til at leve af andre individers animalske organisme, og derfor må dræbe disse. Dette princip begynder dog så småt at gøre sig gældende allerede i planteriget, særlig i form af kødædende og snyltende planter. Derimod er plante- og frugtædende og altædende dyrs fortæring af planteorganismer ikke i samme omfang udtryk for det dræbende princip, idet der i disse tilfælde ofte er tale om en for planterne og især frugterne nødvendig og gavnlig proces. I planteriget begynder organismerne desuden så småt at kunne reagere instinktivt på lys og mørke, varme og kulde, og dermed i henhold til Martinus på behag og ubehag, hvilket indikerer en begyndende om end spæd form for bevidsthed.

Det kønslige princip

Kosmisk eller kosmologisk set er det imidlertid nok så betydningsfuldt, at det er i planteriget, at den kønnede formering på et tidspunkt begynder at blive taget i brug som formerings- eller forplantningsmetode. De fleste organismer med kønnet forplantning har mulighed for udvikling af begge køn, og talrige planter og dyr (hermafroditter, tvekønnede) bevarer den livet igennem. Dette gælder således de fleste blomsterplanter, lungesnegle og mange orme. Hos nogle kolonidyr, f.eks. sækdyr, bestemmes individets køn af dets plads i kolonien. I andre tilfælde afhænger kønsbestemmelsen af ernæringstilstanden, og de bedst ernærede bliver hunner. Mange svampe har ikke synlig, men kun fysiologisk bestemt kønsforskel, og kønsbestemmelsen sker på simpel genetisk måde. Mange højere planter og de fleste dyr er særkønnede, og kønsbestemmelsen sker genetisk, og i reglen er de to køn lige hyppige. (11)

Det fremgår altså, at nogle lavere planter og dyr fremtræder som dobbeltkønnede, idet de under påvirkning af forskellige ydre og indre forhold er i stand til at optræde snart som hunner og snart som hanner. Dette er derimod ikke tilfældet med de særkønnede, hvilket vil sige de enkeltkønnede, idet disse under normale forhold altid vil fremtræde enten som hankøn eller hunkøn. I begge tilfælde hænger disse konstateringer meget godt sammen med Martinus' analyser over det seksuelle polprincip og polforvandlingen, idet for det første forekomsten af dobbeltkønnethed hos de lavere planter og dyr netop må siges at være et udslag af salighedsvæsenets dobbeltpolethed, mens for det andet særkønnetheden hos de højere planter og dyr principielt tilsvarende er udslag af, at spaltningen mellem de to poler i form af enkeltpolethed er påbegyndt.

Men evolutionsforløbet fortsætter og udmønter sig i forskellige arter og forgreninger af disse, og herunder en gren, som via fisk og padder søger op på landjorden og her forgrener sig til krybdyr, fugle og pattedyr. Den sidstnævnte gruppe udvikler sig efterhånden i flere former for pattedyr, herunder pungdyr, gnavere, græsædende dyr og kødædende dyr. En af pattedyrgrupperne søger tilbage til havet, for at leve deres liv dér, i form af hvaler, delfiner, marsvin m.fl. Men særlig interessant er den gruppe pattedyr, der udvikler sig til de såkaldte primater, som er pattedyrordenens øverste medlemmer, hvilket vil sige halvaber, aber og mennesker. De sidstnævnte har Martinus valgt konsekvent at kalde for jordmennesker, for at adskille disse fra det rigtige menneske, hvilket vil sige: det etisk-moralsk og intellektuelt højtudviklede menneske, hvis hidtil fornemste repræsentant på jorden har været Jesus Kristus. (12)

Enkeltpolethed og dobbeltpolethed

Men fra det øjeblik kønnetheden viser sig hos individet på de lavere plante- og dyrestadier, fra da af begynder forudsætningerne for udviklingen af de livsvilkår, der betinger, at individet på sigt bliver stadig mere fysisk bevidst og dermed på endnu længere sigt kan opnå at blive selvbevidst som et individ, der fremtræder enten som hankøn eller hunkøn. Denne udvikling er nemlig kosmisk set absolut nødvendig, for at individet kan komme til at identificere sig med den fysiske materie og derigennem opleve sin egen isolation fra fællesskabet med Gud, hvilket i praksis vil sige: isolation fra sine medvæsener. De nævnte livsvilkår og forudsætninger herfor opstår i og med polspaltningen til særkønnethed eller enkeltpolethed, nemlig som henholdsvis handyr og hundyr, på højere udviklingsstadier som mand og kvinde. (13)

I henhold til Martinus er Adam et dobbeltpolet væsen, og dette væsen lever i fuldkommen pagt med sig selv og sine omgivelser i den Paradisets eller Edens Have, hvori Gud har anbragt "ham", hvilket her vil sige: i salighedsriget og dets "aflæggere" i form af mineralriget, og den del af plante- og dyreriget, som endnu er præget af væsenets ganske vist degenererende dobbeltpolethed. I denne have havde Gud blandt mange andre slags træer også plantet Livets træ, som stod midt i haven, og Træet til Kundskab om godt og ondt, som var anbragt ved siden af. Men Gud havde som en betingelse for Adams forbliven i Paradis sagt: "Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!" ("Mos.15-17). Dette at æde af Livets træ fortolker Martinus som det, at være i fuldkommen overensstemmelse eller samklang med sit udviklingsniveau og sine livsvilkår. Og det må den åndeligt bevidste, men fysisk ubevidste Adam i form af salighedsvæsenet siges at være. (14)

3. kapitel: EVA'S SKABELSE

Imidlertid konstaterer Gud Herren: "Det er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham!" Gud skabte derfor markens dyr og himlens fugle, men ingen af disse passede til Adam, og derfor lod Gud denne falde i en dyb søvn, og derefter tog han et ribben ud af ham, og af ribbenet byggede han en kvinde. Udtrykket "ribben" skal efter Martinus' opfattelse ikke forstås bogstaveligt eller anatomisk, men derimod symbolsk, nemlig som udtryk for, at Eva, af hebraisk shawwa, der betyder levende eller livsvækkende, blev skabt ud af det allerede eksisterende væsens organisme. Ifølge Martinus nemlig ved den såkaldte polspaltning eller polseparering, som finder sted under salighedsvæsenets automatiske og derfor "sovende" udviklingsmæssige passage gennem planteriget og ind i dyreriget. Det er gennem denne polspaltning mellem det hidtil dobbeltpolede væsens to seksuelle overbevidsthedspoler og de dertil knyttede to polorganer, at hankøn og hunkøn opstår. Nemlig ved, at den feminine pol hos nogle væsener degenerer til latent tilstand, hvorved hankønnet opstår, og ved, at den maskuline pol hos andre væsener tilsvarende degenerer til latent tilstand, hvorved hunkønnet opstår. Gennem denne polforvandling opstår de to køn. Evas skabelse er altså udtryk for det dobbeltpolede væsens forvandling til enkeltpolet væsen. (1)

Hermed stillede Adam sig tilfreds og sagde: "Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde, thi af manden er hun taget!" På hebraisk kaldes kvinde også for isja-isj, hvilket vil sige: mandinde-mand, og derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, således at de to bliver ét kød. Nemlig gennem den gensidige seksuelle tiltrækning og dennes højdepunkt: samlejet. Det siges derefter, at "de begge var nøgne, både Adam og hans hustru, men de bluedes ikke." (2.Mos.23-25). Denne "nøgenhed" tolker Martinus som at væsenerne lever i deres oprindelighed som ubevidste, instinktstyrede og derfor automatisk fungerende individer, som endnu ikke har gjort sig skyldige i overtrædelse af Guds og dermed livets love. Men det er Martinus' opfattelse, at denne "overtrædelse" ikke alene er en nødvendighed, men i virkeligheden et gode, idet den er forudsætningen og betingelsen for individets videre kosmiske udvikling. Dette turde da også fremgå af samtalen mellem kvinden og slangen, som sagde: "Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?" Hvortil kvinden svarer: "Vi har lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!" Men slangen vidste åbenbart bedre besked end som så, for den sagde: "I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbners jeres øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!" (3.Mos.1-5).

”Slangen” og spiralkredsløbsprincippet

I henhold til Martinus' fortolkning af skabelsesmyten er "slangen" dels identisk med verdensgenløsningsprincippet og dels med spiralkredsløbsprincippet, hvilket for resten stemmer godt overens med, at slangen i flere antikke religioner er et frugtbarheds- og seksualsymbol, og dermed også et symbol på genkomst eller genfødsel. I senjødedommen og kristenheden bliver slangen identificeret med det Onde i form af Djævelen eller Satan, på græsk "diábolos" = "anklager" og "bagtaler", idet sidstnævnte havde sammenhæng med kana'aniternes dyrkelse af frugtbarhedsguden Ba'al, som i en stor del af Israels historie var Jahves modpol. Denne opfattelse af forholdet mellem Gud og Satan er efter Martinus' opfattelse udtryk for en primitiv partiskhed, som ikke er i stand til at erkende eller forstå, at Gud og Satan, det gode og det onde, lys og mørke, i lighed med alle modsætninger gensidigt forudsætter og betinger hinanden og i virkeligheden udgør to sider af samme sag, og derfor er komplementære begreber og fænomener. Sidstnævnte anskuelse kommer netop til udtryk i og med spiralkredsløbsprincippet med dets lyszone og mørkezone. Martinus går tilmed så vidt, at han betegner det såkaldte onde som "det ubehagelige gode", idet dette kosmisk set er lige så meget udtryk for Guds kærlighed til de levende væsener, som ”det behagelige gode” er det.

Og "slangen" eller spiralkredsløbsprincippet kan jo netop i kraft af sit universelle erfaringsmateriale, fortælle individet, at det ikke skal dø, selvom det spiser af Kundskabens træ, som kan lære det at opleve og kende forskel på godt og ondt, og det i en sådan grad, at det kommer i besiddelse af en indsigt og en visdom, der tåler sammenligning med Guds. Men at få indsigt og visdom som Gud, vil sige, at få kosmisk bevidsthed, og dermed bekræftes jo kun, at mennesket er skabt i Guds billede og ligner ham. (2)

”Det fuldkomne ægteskabs zone”

Det er netop slangen alias spiralkredsløbet, som, under medvirken af blandt andet det seksuelle polprincip, kontrastprincippet og vækst- og degenerationsprincippet, er ansvarligt for forvandlingen fra dobbeltpolet væsen til enkeltpolet væsen og tilbage til dobbeltpolet væsen igen, og således forfra og om igen i al evighed. Når det siges, at manden og kvinden skal leve og blive som ét kød, tolker Martinus det sådan, at de to skal leve under overholdelsen af det naturlige parforholds eller ægteskabs love og vilkår. Der findes derfor også en tilværelseszone, som han betegner som "det fuldkomne ægteskabs zone", men denne zones eksistens beror udelukkende på, at et væsen føler sig ét med et andet væsen, og har intet at gøre med hverken kirkelig eller borgerlig vielse og vielsesattest. Et sådant af naturen selv indstiftet forhold mellem to mennesker af modsat køn har intet med økonomi, stand, anseelse, skik og brug eller nogen som helst andre ydre foreteelser at gøre. Det eksisterer ene og alene i kraft af den gensidige seksuelle tiltrækning mellem kønnene, også selvom denne tiltrækning med årene kan ophøre og i bedste fald afløses af gensidig venskabelig sympati.

Men det er Martinus' pointe, at den zone, i hvilken den ægteskabelige kærlighed behersker livet, ikke er alkærlighedens kulminationszone, men derimod dennes fosterzone, i og med, at mage- eller ægteskabsprincippet repræsenterer begyndelsen til alkærligheden. Nemlig i medfør af, at man inden for dette princips område kun kan komme til at opleve en svag afglans af det stærke bindeled, der forener og forbinder individerne i de højere tilværelseszoner i kulminerende salighed. Denne salighed opleves i kraft af væsenernes alkærlighed. Den betingelsesløse kærlighed til alt og alle er identisk med "den hellige Ånd", som gør individet til "ét med Faderen".

Imidlertid er ægteskabsprincippets zone, hvilket vil sige dyrerigets zone, væsentligst præget af selviskhed, hensynsløshed og brutalitet, hvorfor Martinus da også betegner denne zone i tilværelsen som hjemstedet for "det dræbende princip" i alle dets grader og afskygninger, og det vil derfor sige, at individet her endnu befinder sig inden for dyrerigets grænser. Her befinder det jordiske menneske sig altså også, om end det udviklingsmæssigt udgør den sidste art af væsener inden for dyreriget, og at det som dyr betragtet samtidig er det mest degenererede, idet dets evne til harmonisk at tilpasse sig til dyrerigets love og livsbetingelser er svækket på en række områder.

Alkærlighedens fosterzone, hvilket altså vil sige mage- eller ægteskabsprincippets domæne eller dyreriget, er udtryk for et stadium i det levende væsens kosmiske udvikling, hvor individet normalt endnu kun kan føle begær efter at elske ét eneste andet væsen omtrent som sig selv. Denne form for kærlighed er det samme som "forelskelse", og den fordrer gensidighed for at være fuldkommen. Forelskelse kræver altså genelskelse, og hvor en sådan findes, opstår der i bedste fald et lykkeligt par- eller ægteskabsforhold. Men hvor genelskelse ikke kan etableres, dér opstår den såkaldte ulykkelige kærlighed, som alt efter den vragede parts mentale egenskaber enten kan ytre sig som jalousi, fortvivlelse, sorg, pessimisme og livslede, og kan i værste fald udløse selvmord, eller vise sig som jalousi, opbragthed, vrede og hævnfølelse, og kan i allerværste fald føre til vold, drab eller mord. I begge tilfælde kan det desuden føre til søvnløse nætter, nervesammenbrud og sygdom, som nogle individer vil søge at dæmpe med nervepiller, narkotiske midler og/eller alkohol, der igen kan føre til et misbrug, som individet ikke selv magter at komme ud af ved egen hjælp. Dermed er "den fortabte søn" havnet under forhold, hvor denne spiser sammen med svinene. (Luk.15,11-32). (3)

”Syndefaldet”

I denne situation har Adam og Eva i form af individet, og mere specielt i form af de jordiske mennesker, begyndt at overtræde Guds bud om ikke at æde af træet til Kundskab om godt og ondt. Eva, hvilket vil sige det enkeltpolede væsen, har ladet sig "friste" af slangens ord, som forudsagde, at individet ikke skulle dø, selvom det overtrådte de love, der gælder for Paradis-zonen eller ægteskabszonen, som er dyrerigets kulminationszone, men at det tværtimod ved sin overtrædelse ville gøre erfaringer og udvikle evner, der satte det i stand til at kende godt og ondt. Og dermed give individet visdom til at forstå, at godt og ondt er to sider af samme sag, nemlig Guds kærlighed til de levende væsener.

I fortællingen om Adam og Eva siges der, efter at de er begyndt at spise af kundskabsfrugterne: "Da åbnedes begges øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig." (3.Mos.7). Denne situation betegnes som "syndefaldet", og i Martinus' fortolkning af dette, er der tale om, at individerne er begyndt at tænke tanker og få interesser for ting, der ikke er befordrende for paradishavens eller ægteskabszonens beståen. Når individerne i denne situation føler sig "nøgne", er det fordi de ikke længere er i hundrede procents harmoni eller overensstemmelse med de love og livsvilkår, der er gældende i dyreriget. De "figenblade", som de herefter forsøger at dække eller skjule deres "nøgenhed " med, er symbolske udtryk for den første modstand imod virkningerne af deres egen overtrædelse af Paradisets eller ægteskabets love. "Nøgenheden" viser sig jo især i form af den mentale kulde, som er en følge af, at syndefalds-individerne efterhånden føler sig stadig mere isoleret fra sine medvæsener, der opfattes som modstandere eller fjender, ikke mindst når det gælder konkurrencen om modkønnets gunst og kampen om territorium eller "revir".

Det skal indskydes, at den omhandlede "nøgenhed" intet har at gøre med, at Adam og Eva ikke bar klæder, lige så lidt som det har at gøre med, at de skammede sig over deres legemers natur, anatomi og udseende, og da slet ikke over deres seksualorganer. Denne skamfølelse opstod først langt senere i historien, da begrebet af forskellige årsager og grunde også kom til at omfatte seksuallivet.

Konsekvenserne af overtrædelsen af ægteskabszonens love er da også både alvorlige og dramatiske, idet Gud som følge heraf udviser Adam og Eva af sin have. Denne ”udvisning” er en naturlig konsekvens af, at nydelsen af Kundskabens Træ er det samme som den uundgåelige udvikling af individets forstand, intelligens og visdom, og det er netop disse faktorer og evner, der så at sige driver individet ud af dyreriget og dermed ud af ægteskabszonen. (4)

”Keruberne med flammesværdet”

Men Gud har også forordnet det sådan, at der findes kræfter, som skal forhindre, at den ”flygtende” og i den forstand ”fortabte” Adam og Eva kan vende om og atter prøve at få adgang til paradishaven og nydelsen af livets træ, her forstået som det fuldkomne ægteskab. Disse vogtere, som Martinus identificerer som kirke- og præstevæsenet, var og er "Keruberne med det glimtende flammesværd", som af Gud blev sat til at vogte vejen til Livets træ (1.Mos.24), for at ingen uvedkommende skulle kunne tiltrænge sig adgang til Edens have. Hermed sigtes der netop til dem, der bevidst eller ubevidst ville undergrave det gamle moralske kulturgrundlag og dermed ægteskabsinstitutionen. Denne bevogtning gik endog så vidt, at den førte til jødedommens kætterlovgivning og kristenhedens inkvisition, som i begge tilfælde sammenlagt førte til fysisk og psykisk tortur og henrettelser af millioner af mennesker, alt sammen i forsøg på at dæmme op for ny revolutionerende viden eller oplysning. I kristendommen skete grusomhederne tilmed under påkaldelse af Jesu Kristi navn.

Men i og med bevogtningen af Edens have eller ægteskabsinstitutionen, ses det, at denne er udsat for angreb eller forsøg på indtrængning udefra, nemlig principielt fra de individers side, som ikke længere er i stand til at overholde ægteskabslovens forskrifter og påbud. Denne situation er ifølge Martinus både nødvendig og uundgåelig, idet det nemlig er påkrævet at den gamle moralkodeks og herunder ægteskabsinstitutionen forsvares af hensyn til de mange mennesker, der endnu er under indflydelse af "den guddommelige suggestion" og dermed af "den gamle verdensimpuls", og uundgåelig, fordi frafaldet fra den gamle verdensmoral og herunder ægteskabsinstitutionen, er en naturlig følge af polforvandlingsprocessen. Denne er jo præget af, at den hidtil latente seksuelle pol og det dermed forbundne intellektuelle polorgan igen er ved at vågne af sin lange "søvn" og så småt gøre sin indflydelse gældende i et stigende antal menneskers bevidsthedsliv. Denne indflydelse viser sig først og fremmest i form af højere former for kulturliv, og dernæst som en ny seksuel orientering, der for de flestes vedkommende viser sig som en større sympatisk orientering mod egetkønnets medlemmer, og for nogles - men langt fra for alles - vedkommende viser sig i form af direkte seksuel tiltrækning mod egetkønnet, hvilket vil sige homoseksualitet, lesbianisme og biseksualitet samt i forskellige former for seksuelle afvigelser fra det normale. (5)

”De sidste tider”

Imidlertid skal jeg ikke her gå ind på yderligere enkeltheder i denne redegørelse af, hvordan Martinus videre fortolker Adam og Eva-myten, idet dette ville føre for vidt. Så meget kan dog tillægges, at hans fortolkning og udlægning af den bibelske skabelsesmyte i alle detaljer er i nøjeste overensstemmelse med de geniale kosmiske analyser, der udgør hovedindholdet af hans livsværk. Men derimod skal det nævnes, at Martinus - i lighed med teologien - forbinder Adam og Eva-myten med Bibelens og specielt Jesu forudsigelse af "de sidste tider", "talsmanden, den hellige Ånd"s komme, "Kristi genkomst", "dommedagen" og "den ny himmel og den ny jord". Det hænger især sammen med, at disse begreber og fænomener ifølge Martinus er udtryk for realistiske hændelser og begivenheder, som menneskeheden allerede i stor udstrækning er undergivet og deltager i, og desuden hænger det sammen med, at Martinus som omtalt opfatter sit arbejde og sit livsværk som en direkte fortsættelse af Jesu verdensgenløsende mission, og som en opfyldelse af Jesu profeti om "talsmanden, den hellige Ånd"s komme.

I "de sidste tider" sker der ifølge Martinus det, at Adam og Eva, hvilket altså vil sige den enkeltpolede tilstand hos mennesket, går til grunde i og med den fornyede vækst af den hidtil latente pol i væsenerne. Gennem utallige reinkarnationer har det jordiske menneske oplevet den højeste lykke, som dyreriget kan byde på, nemlig gennem overholdelsen af dettes love og påbud at opnå hankønsvæsenets og hunkønsvæsenets seksuelle forening, der er den højeste form for behagsfornemmelse, individet kan opleve i sin tilværelse som jordisk menneske. Men det har som decideret dyr samtidig oplevet rædsel og smerte, og som jordisk menneske sorger, sygdomme, lidelser og bekymringer, nemlig som en følge af, at individet fortsat befinder sig i dyreriget, hvor det dræbende princip hersker. Det er imidlertid igennem oplevelserne og erfaringerne af drabsprincippets virkninger og følgevirkninger, og i kraft og medfør af skæbneloven, at individets humane evne og senere næstekærlighed, bliver til.

Men som nævnt rummer paradislivet samtidig også en højeste lykketilstand for de individer, som automatisk er i harmoni eller overensstemmelse med dyrerigets livsbetingelser. I henhold til Martinus forholder det sig imidlertid sådan, at den evige verdensplans lovmæssigheder betinger, at enhver form for nydelse efterhånden bliver uinteressant eller ligefrem til lidelse ved at blive gentaget igen og igen, og derfor opstår en stigende længsel efter at etablere og opleve kontrasten til den vanemæssige oplevelse, som har mistet sin inspirations- og motivationskraft. Det er denne situation, der betegnes som uddrivelsesfasen fra det jordiske paradis i form af ægteskabszonen. (6)

Den latente pols fremvækst

Men i og med fremvæksten af den latente pol i individet fortrænges parrings- og ægteskabssympatien til fordel for en ny mentalitet, hvis højeste ideal er næstekærligheden eller alkærligheden, der igen udgør dét åndelige klima, hvori den kosmiske bevidsthed eller Kristus-bevidstheden kan fødes og trives. Derfor må Adam og Eva gå den død i møde, som Gud sagde ville blive konsekvensen af nydelsen af kundskabsfrugterne, nemlig den "død", der markeres ved, at individet på et tidspunkt kommer så langt væk fra sit guddommelige ophav, at det tror sig ét med den fysiske materie, som dets jordiske legeme er dannet af, og det i så høj grad, at individet endog benægter sit egentlige ophavs, altså Guds, eksistens og sin egen sjælelige udødelighed. Det tror heller ikke på nogen form for etik eller højere moral, men hylder i stedet den egoistiske moral, som siger, at enhver er sig selv nærmest. Denne "død" er identisk med "den kosmiske død", der markerer den absolutte modsætning til "kosmisk bevidsthed", og det er i henhold til Martinus den eneste død, individet kommer ud for i sin kosmiske eksistens. Og selvom denne "kosmiske død" dybest set er en illusion eller tænkt modsætning til livet, har den ikke desto mindre store og fatale konsekvenser for individet og dets liv, og herunder ikke mindst for dets forhold til medvæsenerne.

Idet individet på grund af sin kosmiske uvidenhed er af den overbevisning, at dets artsfæller er lige så meget et produkt af den fysiske materie som det selv, behandler det derfor disse i henhold hertil. Det spiller i reglen ingen større rolle for det at udsætte artsfællerne for ubehageligheder og ligefrem mishandlinger, eller i visse situationer at invalidere eller dræbe disse, når blot det tjener de formål, som det pågældende individ finder relevante. Det tror også, at dets medvæsener i form af dyrene blot er til for dets skyld, nemlig som en slags slaver eller som føde, og derfor behandler det disse derefter. De drab eller den slagtning af visse vilde dyr og husdyr, som menneskene siden de ældste tider har foretaget, er for intet at regne mod nutidens storindustrielle slagtninger, der foregår under behørig dyrlægekontrol og med de nyeste og mest "humane" slagtemetoder. Man har tilmed udvidet omfanget af slagteemner til også at omfatte dyr og fugle, som man ikke tidligere kunne forestille sig at anvende til menneskeføde, i al fald ikke i den vestlige kulturkreds.

Mennesket i Guds billede

Ikke desto mindre vil alle disse direkte og indirekte følger af syndefaldet og uddrivelsen af paradisets have ifølge Martinus resultere i skabelsen af det fuldkomne menneske og dermed af Himmeriges rige eller det rigtige menneskerige på jorden. I dette rige er individerne dobbeltpolede og derfor tages der ikke til ægte, og dér overholdes næstekærlighedsbudet helt naturligt og selvfølgeligt, fordi enhver er sin næste nærmest. I dette rige er overholdelsen af den række bud og leveregler, som Jesus har overleveret menneskeheden i form af den såkaldte bjergprædiken, en selvfølgelighed. Dette gælder også det femte bud, "Du må ikke ihjelslå", som omfatter både mennesker og dyr under enhver form. Derfor vil fødemidlerne i menneskeriget være af ikke-animalsk oprindelse, og som følge deraf vil det ikke længere være nødvendigt for mennesket at dræbe, partere og æde sine kosmiske medvæseners eller "søskende"s fysiske organisme. Men i og med den "død", der skulle blive følgen af at æde af kundskabstræet, dør dyret i det jordiske menneske, hvilket i myten om Adam er Eva er udtrykt som, at "kvindens sæd" skal "knuse slangens hoved". Mennesket er ikke længere en "sfinks", hvilket vil sige: halvt dyr og halvt menneske, men derimod et væsen, der fuldt og helt har aflagt dyrehammen og er blevet til det dobbeltpolede, rigtige menneske, og dermed til Guds udtrykte billede i hans lignelse. (7)

Men for at vejlede menneskeheden gennem "de sidste tider"s og "dommedagen"s epoke, har det guddommelige skabeprincip i begyndelsen af det 20. århundrede udløst en ny energiimpuls, hvis inspirationskraft især har udmøntet sig i form af "talsmanden, den hellige Ånd", hvilket her vil sige Martinus' livsværk, "Det Tredje Testamente", der samtidig betegner "Kristi genkomst" og dermed den ”dom”, hvormed menneskeheden skal dømmes, nemlig visdommen. Med denne "dom" forvandles den jordmenneskelige psyke og krop i løbet af dommedagsepoken til at være organer og redskaber, hvorigennem næstekærlighedens eller alkærlighedens sol kan skinne og varme alt og alle indenfor dens krafts domæne. Dermed opstår den ny globale mentalitet (den ny himmel) og det ny globale samfund (den ny jord), som er hjemstedet for Himmeriges rige eller det rigtige menneskerige, hvorom der er blevet profeteret siden de ældste tider i menneskets historie. (8)

4. MARTINUS' SYN PÅ JESUS

I det følgende skal der på grundlag af Martinus' Kosmologi gøres et forsøg på at belyse, hvordan Jesus Kristus tager sig ud, først som person og myte og dernæst som lærer og forkynder. Men Martinus omtaler i det hele taget ikke i særlig grad Jesus som historisk person i sine værker, hvorimod Kristus og især kristendommen er genstand for grundige og omfattende analyser, som påbegyndes allerede i første bind af Livets Bog. Det samme er tilfældet i det selvstændige supplement til Livets Bog I, bogen "Logik", som Martinus på manges opfordring skrev og udgav i 1938. Derimod omtales Jesus i særlig grad i bogen "Påske, Verdensgenløseren og Menneskeheden" (1942), men som allerede titlen antyder, er det især i hans egenskab af såkaldt verdensgenløser, at det sker. Men ellers må denne bog siges først og fremmest at handle om påskemysteriet, og dette har Martinus i henhold til sin kosmologi sin egen helt specielle opfattelse og udlægning af, hvilket vi senere skal vende tilbage til. Det skal tillægges, at flere andre af Martinus’ småbøger og artikler også i større eller mindre omfang behandler emner, der direkte eller indirekte har med Jesus Kristus at gøre.

Det er særlig i 3-7 bind af Livets Bog, at Martinus kommer nærmere ind på personen Jesus, men dog stadigvæk mest i relation til dennes funktion som den salvede Frelser, Kristus (Messias) eller, som Martinus foretrækker at kalde det: Verdensgenløser. Med dette udtryk ønsker Martinus blandt andet at lægge afstand til den traditionelle teologiske og almindelige opfattelse af begrebet "frelser". Imidlertid har Martinus også udgivet flere småbøger, udover den allerede nævnte, hvori samme specialemne behandles. Det drejer sig eksempelvis om bøger som "Bønnens mysterium" (1948), "Juleevangeliet" (1949), "Hvad er sandhed" (1949) og "Bisættelse" (1951), og særlig i "Juleevangeliet" erfarer vi om Martinus' opfattelse af Jesu undfangelse og fødsel, der jo i den traditionelle kristne opfattelse er sket gennem Helligåndens besvangring af den "ubesmittede jomfru", Maria.

Jomfrufødselen er en myte

Det er Martinus' opfattelse, at forestillingen om den såkaldte "ubesmittede undfangelse" og "jomfrufødslen" er ren myte, der er blevet til, fordi troende kristne har misforstået Jesus-barnets guddommelige eller overjordiske "sønlige" slægtskab med Guddommen, idet man har troet at dette havde lighed med et jordisk familieforhold, og at Marias undfangelse, altså hendes graviditet, ligefrem er foregået ved, at hun blev befrugtet af Guds Ånd eller Helligånden, og ikke af en jordisk mand, sådan som tilfældet som bekendt er for almindelige jordiske kvinders vedkommende. Det særlig interessante i sammenhængen er, at mens man godt har kunnet forestille sig, at Maria fødte sit barn, Jesus, på normal og naturlig måde, så vægrede man sig ved den forestilling, at barnets undfangelse skulle kunne være sket gennem et almindeligt, fysisk seksuelt samleje mellem i dette særlige tilfælde Maria og hendes mand, Josef.

At forestillingen om "jomfrufødsel" er blevet knyttet til Jesu undfangelse og fødsel, skyldes efter Martinus' opfattelse udelukkende den omstændighed, at der herskede og endnu for manges vedkommende hersker en almindeligt udbredt, men - og det er pointen - forståelig misforståelse af, hvad han kalder for "det guddommelige, kønslige princip". Dette princip er for de allerfleste menneskers vedkommende dybest set uforståeligt og udgør derfor et mysterium. Martinus taler da også ligefrem om "det seksuelle mysterium". At der virkelig er tale om et mysterium, bliver formentlig klart, når man erfarer, at der ifølge Martinus er tale om, at det kønslige eller seksuelle princip og dermed de levende væseners seksualitet, i virkeligheden er identisk med intet mindre end - det guddommelige skabeprincip. Dette skabeprincip har vi tidligere hørt om her i bogen, og i den forbindelse fået forståelsen af, at der med udtrykket "det guddommelige skabeprincip" blot er tale om et andet udtryk for Gud som skaber.

Det seksuelle polprincip

I henhold til Martinus' Kosmologi er Guddommens skabende virksomhed eller aktivitet baseret på en række såkaldte skabeprincipper, hvilket i henhold til begrebet "princip" vil sige grundlæggende lovmæssigheder for manifestation eller skabelse såvel som for sansning og livsoplevelse. Det sidstnævnte forstået på den måde, at også sansning og oplevelse kræver en form for skabende aktivitet. Som ligeledes tidligere nævnt, findes der ifølge Martinus 8 såkaldte hovedskabeprincipper og mindst 7 variantprincipper, og ét af hovedskabeprincipperne er netop "det seksuelle princip" eller mere præcist "det seksuelle polprincip". Udtrykket polprincip sigter ganske enkelt til det forhold, at det seksuelle princip primært ytrer sig i form af de polære principper hankøn og hunkøn, subsidiært som de to køn. Disse to køn er under normale forhold simpelthen forudsætningen for den kønnede formering, sådan som denne forekommer både i plante- og dyreriget. (1)

Imidlertid er det helt afgørende - og ligefrem epokegørende - ved Martinus' opfattelse af det seksuelle polprincip, at dette har sin oprindelse i Guddommen selv, nemlig i dennes dobbeltegenskab af universel Fader-Moder, eller i, at Guddommen er det ultimative udtryk for forældre- og beskyttelsesprincippet. Det kan også udtrykkes på den måde, at Guddommen på samme tid besidder polen for afsendelse af energi, dvs. den maskuline pol, og polen for modtagelse af energi, dvs. den feminine pol. Guddommen forener derfor i sit væsen både det maskuline og det feminine princip eller både han og hun, således som det eksempelvis også indirekte fremgår af Bibelen: "Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; (1.Mos.27). Det betyder altså, at "Guds billede" rummer begge de polære kønslige principper, det maskuline princip og det feminine princip eller han og hun, og følgelig, at lige som Gud er kønsligt dobbeltpolet i sit væsen, således er Guds skabning, mennesket, det også i sit grundvæsen. Martinus går dog betydeligt videre, idet han hævder, at samtlige levende væsener uden nogen som helst undtagelse hver især er kønsligt dobbeltpolede i deres grundvæsen, men ikke nødvendigvis i deres respektive fremtræden. Det er så meget mere sandsynligt, som at arterne kosmisk set er beslægtede, sådan som tidligere omtalt, idet mennesket har udviklet sig fra dyret, og dyret via en række stadier fra encellede organismer. Martinus hævder i den forbindelse, at de levende væseners psykofysiske organismer, som er de evige væseners redskaber og organer for manifestation og sansning, kosmisk set har udviklet sig fra mineralriget og via planteriget til dyreriget, hvortil det jordiske menneske endnu hører. Under opholdet i dyreriget udvikler de levende væsener også deres åndelige organismer, der tjener som redskaber for manifestation og sansning i de riger, som successivt afløser tilværelsen i dyreriget, nemlig det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. (2)

Den seksuelle polforvandling

Som vi tidligere hørte om her i bogen, er spiralkredsløbet opdelt i to polære og komplementære zoner, nemlig en lyszone og en mørkezone, som dels er udtryk for henholdsvis Guds primære og sekundære bevidsthed, eller Guds psykiske og fysiske organisme, og som dels er repræsenteret ved de tre fysiske riger og de tre åndelige eller parafysiske riger. Det er Martinus' pointe, at indviklingen i de fysiske riger, også kaldet spiralkredsløbets mørkezone, uden at dette på nogen måde skal forstås som noget negativt, så vel som udviklingen herfra til de åndelige riger, også betegnet som spiralkredsløbets lyszone, uden at dette skal opfattes som mere positivt end mørkezonen, primært er forårsaget og grundlæggende styret af det seksuelle polprincip. Hvilket mere præcist skyldes den proces, Martinus betegner som "den seksuelle polforvandling", hvorved skal forstås det forhold, at de to poler, som har "sæde" i individets overbevidsthed, på foranledning af kredsløbs- og kontrastprincippet hver for sig gennemgår en synkroniseret "forvandlingsproces", hvorunder den ene pols indflydelse på individets manifestation og sansning efterhånden aftager, indtil den befinder sig i latent tilstand. Samtidigt hermed aftager den anden pol noget i indflydelse, men dog kun i minimal grad. Imidlertid er det ikke den samme pol, der aftager og bliver latent i alle væsener, idet det for nogles vedkommende drejer sig om, at det er den maskuline pol, mens det for andres vedkommende er den feminine pol, der aftager og til sidst er helt uden direkte indflydelse på væsenets liv.

Til særlig orientering for læsere, der ikke på forhånd kender til Martinus kosmiske analyser over det seksuelle polprincip og polforvandlingen, skal det oplyses, at i de tilfælde, hvor det er den feminine pol, som aftager i indflydelse, dér fremkommer det såkaldte hankønsvæsen som en direkte følge af, at det er den maskuline pol, der her dominerer. Omvendt fremkommer hunkønsvæsenet som en direkte følge af, at den feminine pol kommer til at dominere i de tilfælde, hvor det er den maskuline pol, der aftager i indflydelse. Imidlertid ophører polforvandlingsprocessen ikke hermed, idet der efter nogen tid med såkaldt enkeltpolet tilstand hos væsenerne sker det, at den latente pol, hvilket altså for mandens vedkommende vil sige den feminine pol, og for kvindens vedkommende den maskuline pol, igen begynder at røre på sig og atter vokser frem til ligeværdig indflydelse med den hidtil dominerende pol. Herunder sker der tilmed det, at denne pol vokser noget i indflydelse, således at begge poler i denne situation øver maksimal indflydelse på væsenets manifestation og sansning, og dermed på dets livsudfoldelse og livsoplevelse. Denne situation betegner Martinus som "den dobbeltpolede tilstand", og de væsener, som den omfatter, for dobbeltpolede væsener. Væksten af denne dobbeltpolede tilstand hos individet begynder efterhånden at gøre sig gældende i slutningen af det egentlige dyrerige og varer ved fra udgangen af dyreriget til det rigtige menneskerige og videre til visdomsriget, den guddommelige verden, salighedsriget og et stykke ind i planteriget. Her sker atter den spaltning mellem de to poler til den enkeltpolede tilstand hos individet, som varer ved resten af planteriget og ind i dyreriget, og herfra gentager processen sig forfra og om igen i al evighed. (3)

Tilværelsens ”lyszone” og ”mørkezone”

Det er de dobbeltpolede væsener eller individer, der udgør grundlaget for, at man overhovedet kan tale om tilværelsens lyszone, medens det omvendt er de enkeltpolede væsener, der danner grundlaget for samme tilværelses mørkezone. Det hænger sammen med, at de dobbeltpolede væsener generelt er karakteriseret ved at være indbyrdes kønsligt uafhængige af den form for seksualitet, som er dikteret af hankøns- og hunkønstilstanden. Det er derfor kun det dobbeltpolede individ, der så at sige i kraft af sin natur er i stand til at opleve og praktisere den egentlige og sande alkærlighed eller næstekærlighed. Denne er jo især karakteriseret ved dén moralske holdning, der ligger i, at enhver er sin næste nærmest, og den er derfor fuldstændig uselvisk eller altruistisk.

De enkeltpolede væsener er derimod generelt karakteriseret ved en selvopholdelsesdrift, som er udtryk for en – det skal understreges - livsnødvendig selviskhed eller egoisme, der primært skal sikre individets og artens overlevelse i kampen for tilværelsen, hvilket for handyrets vedkommende vil sige kampen om revir og om hunnens eller hunnernes gunst, medens det for den jordiske mands vedkommende vil sige kampen for det daglige brød og de øvrige livsfornødenheder samt konkurrencen om kvindens gunst, det sidstnævnte dels for at stille den seksuelle sult og dels for at formere sig. Det er derfor i dyreriget, hvortil det jordiske menneske i virkeligheden endnu i vid udstrækning hører, i al fald med sine fysiske behov og en del af sin mentalitet, at konkurrencen, rivaliseringen og ejendomsbegæret er fremtrædende, dels over materielle ting og dels over modkønnet. Det sidste ikke mindst. Men med denne form for konkurrence og rivalisering følger uundgåeligt en lang række mentale tilstande, som f.eks. jalousi, misundelse, ærgerrighed, vrede, had, hævn, frygt, angst, og lign., som i større eller mindre grad præger individerne selv og deres forhold til andre, og som i værste fald kan gøre tilværelsen til lidt af et mareridt. Denne tilspidsede situation bevirker især, at individerne, både enkeltvis og samlet, forsøger at forsvare sig mod de rivaliserende eller nedbrydende kræfter, og dette forsvar udløser sig i ekstreme situationer til regulær kamp eller krig.

Hermed være ikke sagt, at den enkeltpolede tilstand hos individet ikke også rummer positive og ligefrem glædelige momenter, som når det f.eks. lykkes at overvinde en eller anden form for modstand, der ligefrem kan give sig udslag i sejrsstolthed, eller at vinde en af modkønnets gunst med hvad deraf følger af forelskelse, seksuelle oplevelser, afkom og forældreglæde. Men det er ifølge Martinus trods alt den enkeltpolede tilstands negative sider og lidelsesfulde følger, som kosmisk og udviklingsmæssigt set er lige præcis de momenter, der er med til at "vække" den sovende, modsatte pol i individet, hvilket for kvindens vedkommende vil sige den maskuline pol og for mandens vedkommende den feminine pol. Betydningen og værdien heraf vil formentlig stå klarere, når man får at vide, at det er den hidtil latente pol i individet, der repræsenterer interesserne ud over den private redebygning, mageforhold og afkomsbeskyttelse, samt de dermed forbundne sociale og samfundsmæssige relationer og foranstaltninger, og dermed overhovedet alt, hvad vi forstår ved human eller højere kultur.

Genopvækkelsen og dermed udviklingen af den hidtil latente pol hos individet sker ifølge Martinus i takt med udviklingen af det, han kalder for menneskets humane evne, nemlig en evne til at føle med andre gennem at fornemme eller bevidst sætte sig ind i disses situation. Denne evne kaldes i almindelighed for medlidenhedsevnen, men da denne i mange tilfælde kan udarte til rent føleri eller såkaldt tossegodhed, har Martinus valgt at betegne den som den humane evne, idet den samtidig rummer et nødvendigt mål af fornuft og intelligens, som sikrer, at medlidenhedsevnen tjener positive og realistiske formål. I sin kulminerende udvikling og udfoldelse er medlidenhedsevnen som human evne betragtet identisk med det, der inden for rammerne af Martinus' Kosmologi forstås ved begrebet næstekærlighed. Og med den hidtil latente seksuelle pol udviklet til samme funktionsmæssige niveau, som den hidtil dominerende pol, og dermed næstekærligheden udviklet til fuldkommenhed, befinder individet sig ikke længere i dyreriget, men i det rigtige menneskerige.

Det rigtige menneskerige

Det rigtige menneskerige eller med Jesu ord: Himmeriges eller Guds rige, er imidlertid som bekendt endnu ikke manifesteret her på jorden, men er foreløbig kun inden i os, hvilket vil sige som en mere eller mindre latent mulighed - jvf. lignelsen om sennepsfrøet - der lige så uundgåeligt som at dag følger nat, efterhånden vil vokse og til sidst bryde frem også som en fysisk realitet, nemlig i form af en ny verdensorden eller en ny himmel (en ny, human åndskultur) og en ny jord (en ny, human samfundsorden), hvor uselvisk kærlighed eller næstekærlighed er i højsædet, og hvor egoismen er manet bort for en lang, lang tid fremover. Og i det rige er Gud atter indtrådt som herre, hersker eller konge, dog ikke som den guddom, der kun belønner de gode og straffer de onde, men som den evige Fader-Moder, som Gud i virkeligheden altid har været og evigt vil vedblive med at være, selvom individerne ikke var eller er i stand til at erkende det, så længe de befandt eller befinder sig i tilværelsens mørkezone.

I det rigtige menneskerige er de to store hovedbud i kristendommen genindsat i deres oprindelige værdighed som selvfølgelige etisk-moralske adfærdsbud: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke;" og: "Du skal elske din næste som dig selv." (Mark.12,29-31).

Men som læseren forhåbentlig nu bedre forstår, er det med en god begrundelse i baghånden, når Martinus hævder, at de såkaldte lyse verdensgenløsere i virkeligheden blot er ældre brødre i udviklingen, idet disse nemlig er "hjemmehørende" i det endnu kun åndelige rigtige menneskerige, som udfolder sig på en anden klode i et andet solsystem i universet. Eftersom tid og rum er relative fænomener og disse i øvrigt ikke spiller helt samme rolle i den åndelige verden som i den fysiske verden, betyder det blandt andet, at et rigtigt menneske eller en "menneskesøn" som eksempelvis Jesus, i sin egenskab af udvalgt verdensgenløser på jorden, har forbundet sig med jordens åndelige atmosfære, hvori de på kloden hjemmehørende sjæle, hvilket vil sige sjæle af planter, dyr og mennesker, midlertidigt opholder sig mellem de fysiske inkarnationer. Fra denne åndelige atmosfære er Jesus så i lighed med alle andre på normal og naturlig måde inkarneret i jordens fysiske organisme, nemlig i dette tilfælde via en mands og en kvindes samleje, hvorunder kvinden er blevet befrugtet og dermed blevet gjort gravid.

Jesu undfangelse og fødsel

Med Jesu tilsynekomst og liv på jorden er der altså ikke i kosmologisk forstand tale om noget overnaturligt eller mystisk, sådan som tilfældet er med den kristne påstand om "jomfrufødsel". Jesu forældre var almindelige mennesker, som havde samleje med hinanden som alle normale mænd og kvinder har haft det siden umindelige tider, og afkommet blev undfanget og født på helt sædvanlig måde. Dette er da også den opfattelse, der gøres gældende hos evangelisterne Mattæus og Lukas, som begge opregner Jesu slægtsregister, selvom begge også samtidig hævder, at Maria blev gjort frugtsommelig ved Helligånden. Men denne opfattelse er tydeligvis en efterrationalisering, som skete, da apostlene ville forkynde Jesus som Guds søn og salvede, Messias. Mattæus forsøger endog at begrunde opfattelsen med, at da Josef erfarede at hans hustru var blevet gravid uden hans medvirken, reagerede han som en retsindig mand, der ikke ville bringe skam over hende, hvorfor han ville skille sig fra hende i stilhed. Der var jo i værste fald dødsstraf ved stening for kvinder, som overtrådte den jødiske ægteskabslovgivning. En Herrens engel viser sig da i en drøm for den betænkelige Josef og fortæller, at Maria er blevet gravid ved Helligånden eller Guds Ånd, hvorefter Josef åbenbart stiller sig tilfreds med den forklaring og accepterer sin rolle som "stedfader" for sønnen Jesus. (Matt.1,18-25).

Det har tilsyneladende ikke stået klart for de to nævnte evangelister, at påstanden om Marias besvangring ved Helligånden helt overflødiggør opremsningen af Jesu slægtsregister, så meget mindre, som dette kun opregnes på mandssiden. Der kan derfor næppe være tvivl om, at der i urmenigheden har hersket en stor og udbredt tvivl med hensyn til, hvordan man egentlig skulle forklare og sandsynliggøre det forhold, at Jesus ifølge eget udsagn var Guds søn. Man havde jo aldrig tidligere i det jødiske folks historie hørt om noget fortilfælde, men nok om, at en kvinde kunne blive "overskygget" af Guds Ånd, således at det drengebarn, hun bar på, var udvalgt til senere hen i livet at tjene Gud, enten som konge eller profet, eller måske som begge dele, hvilket Israels historie kender adskillige eksempler på. Selv efter at apostlene var blevet overskygget af Helligånden og derfor fik indsigt i mange ting, som før havde været skjult for dem, faldt det dem dog ikke ind, at forklaringen om den ubesmittede undfangelse og jomfrufødslen ikke stemte med det virkelige liv. Evangelisterne og kirkefædrene accepterede ukritisk apostlenes opfattelse og bidrog endog til at uddybe påstanden om jomfrufødslen.

Ifølge Martinus skyldes miseren omkring jomfrufødslen den omstændighed, at man på Jesu egen tid lige som i nutiden har misforstået og forvekslet det gådefulde forhold mellem jomfru Maria og Guddommen, idet man mente, at Jesus-barnet umuligt kunne være "Guds søn", hvis han havde en jordisk, fysisk fader, altså et fysisk biologisk ophav, ligesom alle andre menneskebørn. I misforstået fromhed og hellig renhed vægrede man sig ved at tro, at Jesus-barnets overjordiske slægtskab med Guddommen kunne have noget at gøre med et så "syndigt" eller "urent" forhold, som et seksuelt samleje mellem mand og kvinde blev betragtet som. Man forstod lige så lidt dengang, som tilfældet også ofte er i nutiden, at det seksuelle princip og den seksuelle kraft som nævnt i virkeligheden er identisk med det højeste princip og den højeste kraft i tilværelsen, nemlig det guddommelige skabeprincip og den guddommelige kraft. I henhold til Martinus udgør det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling i virkeligheden selve det "instrument", hvormed Guddommen "styrer" verdensaltet og dermed alt og alle eksisterende. Den seksuelle kraft, ikke at forveksle med sin afart eller ”udløber”: den fysiske seksuelle drift, er med andre ord identisk med selve den guddommelige skaberkraft.

Den seksuelle kraft og aktivitet er altså ikke i sig selv noget "urent" eller "syndigt", men tværtimod noget guddommeligt, som kun bliver urent og syndigt ved den måde, på hvilken mennesker omgås den seksuelle kraft og aktivitet. Og selv om der vitterligt forekommer adskillige former for seksuelle afsporinger og afvigelser, som ofte volder store lidelser for mange mennesker, så er der ifølge Martinus også i dette tilfælde tale om udvikling, idet lidelserne og smerterne er advarselssignaler om, at individet gennem misbrug af den seksuelle kraft er kommet på afveje i sin normale polforvandling og poludvikling. (4)

Maria blev ’overskygget’ af Helligånden

Men det, man ikke forstod på Jesu tid og senere, og som mange af gode grunde stadig ikke forstår eller kan forstå, var og er, at Maria naturligvis ikke blev besvangret, men derimod ’overskygget’ af Helligånden eller Guds Ånd. Men hvad vil det sige at blive "overskygget" af Helligånden? Det vil ifølge Martinus sige, at individet med sin bevidsthed eller ånd midlertidigt kommer på "bølgelængde" med den guddommelige Ånd eller Bevidsthed, og dette kan eksempelvis ske under den seksuelle ekstase eller orgasme, hvilket rent faktisk er noget, der sker for mange mennesker, uden at de nødvendigvis er klar over, hvad det er, der i virkeligheden foregår. De allerfleste mennesker oplever i bedste fald det seksuelle samleje og orgasmen som en uovertruffen behags- og lystfølelse, der ligesom rykker dem ud af eller ud over hverdagslivet. Kun få er klar over, at de i de ekstatiske øjeblikke, hvor alt omkring dem forsvinder i lyst- og salighedsfølelse, i virkeligheden er kommet på bølgelængde med vibrationerne i Guds bevidsthed, og at de dermed i en vis forstand oplever eller "ser" Gud.

Men noget lignende kan for eksempel opleves i drømmetilstanden, hvor individet jo med sin bevidsthed befinder sig i den åndelige verden, og her kan Gud ved hjælp af sine åndelige bevidsthedsorganer, de såkaldte engle eller åndelige sendebud, herunder de såkaldte skytsånder, kontakte individet i en eller anden særlig anledning. En sådan anledning kan netop tænkes at være fødslen af en ny verdensgenløser, og meddelelsen herom kaldes i Ny Testamente for "bebudelsen", og en sådan fortæller Lukas, at både Johannes Døberens fader, Zakarias, og især Jesu moder, Maria, fik forud for undfangelsen. Bebudelsen eller meddelelsen om de to forestående fødsler blev i hvert tilfælde overbragt af en af de syv øverste engle, nemlig ærkeenglen Gabriel (Luk.1,1-80), som i sin tid også havde optrådt som åndelig vejleder og hjælper for Daniel, der fungerede som drømmetyder hos kong Nebukadnezar omkring 606 f.Kr. (5)

Men mens der i Zakarias' og hans hustru Elisabets tilfælde ikke direkte nævnes noget om overskygning af Helligånden, så lader Lukas i Marias og Josefs tilfælde hende sige: "Hvorledes skal dette gå til? jeg ved jo ikke af nogen mand." Hertil svarer englen: "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn." (Luk.1,34-36). Rent bortset fra, at hverken Lukas eller nogen anden kan have vidst, hvad Gabriel og Maria sagde til hinanden ved den lejlighed, medmindre Maria har fortalt herom i urmenigheden, hvilket alt taget i betragtning ikke forekommer sandsynligt, så er der tydeligvis tale om ren myte, som udelukkende skal tjene det formål, at få de troende i samtiden og eftertiden til ukritisk at acceptere påstanden om jomfrufødslen.

Det fuldkomne menneske

I henhold til Martinus var Jesus altså et fuldkomment menneske eller "menneskesønnen", hvilket med Bibelens ord vil sige "mennesket i Guds billede" eller forbilledet for det rigtige menneske. Men det fuldkomne menneske i "Guds billede" er ikke et enkeltpolet væsen eller en mand eller en kvinde, og dermed heller ikke et væsen, der organisk er bygget til at blive forelsket i og kun elske det modsatte køn, men derimod et dobbeltpolet væsen, der er organisk indrettet til at kunne elske alle uanset køn og øvrige status. Det dobbeltpolede menneske gifter sig derfor normalt ikke, men lever ugift og kun optaget af at hjælpe og tjene sine medmennesker og andre levende væsener, det er eller måtte komme i berøring med. Dette er imidlertid ikke det samme som, at det dobbeltpolede individ ikke har noget seksualliv, tværtimod, det har det, men hovedsagelig i den forstand, at det gennem intim kontakt med et ligesindet medvæsen kan opnå at bringe bevidstheden på bølgelængde med de guddommelige energiers vibrationsniveau, det vil sige opleve den fælles ekstase, hvorunder bevidstheden fyldes af den højeste lykkefølelse eller salighedsfornemmelse.

Det har antagelig været denne form for ekstaseoplevelse, Jesus kunne dele med Johannes Zebedæus, som var "den discipel, han elskede", hvilket ifølge Martinus altså vil sige, at de to stod hinanden så nær åndelig set, at de sammen lejlighedsvis kunne tilvejebringe denne i bedste forstand seksuelle ekstase og orgasme, som måske nok udløste sig rent fysisk i ejakulation, fordi begge nu engang var udstyret med en normal fysisk mandekrop med dennes naturlige funktioner, men som væsentligst var en rent åndelig oplevelse. Man kan i den forbindelse spørge, om Jesus egentlig ikke lige så godt kunne have haft denne eller disse oplevelser sammen med en kvinde, men til dette svarer Martinus, at et dobbeltpolet menneske altid vil foretrække seksuel kontakt med et andet dobbeltpolet menneske, eller, hvis et sådant ikke forefindes, da med et menneske af eget køn, hvis polkonstellation nærmer sig dobbeltpolethed. Dette må antages at have været tilfældet for Johannes Zebedæus' vedkommende. (6)

Men man kan i øvrigt undre sig over, at verdensgenløserne stort set udelukkende har været og - som også i Martinus' tilfælde - fortsat er mænd, hvorimod der så godt som ikke forekommer kvinder i denne metier. Dette betyder jo nemlig ikke, at ikke også kvinder er eller kan blive dobbeltpolede og dermed også vil kunne overskygges af den hellige Ånd og blive en "gudssøn" på lige fod med det dobbeltpolede individ, som tidligere fremtrådte som mand. Begrebet "søn" kan i en vis forstand opfattes som endelsen "sen" i familienavne, idet det omfatter både hankøn og hunkøn, eller sønner og døtre. På principielt samme måde omfatter begrebet "Gudssøn" i denne sammenhæng det dobbeltpolede væsen, uanset om det tidligere i udviklingen har tilhørt det ene eller det andet køn. Imidlertid forklares det forhold, at verdensgenløserne altid fremtræder i mandsskikkelse med, at til trods for, at disse i reglen er dobbeltpolede og i hvert fald var det i Jesu tilfælde, så beror det på, at sådanne individer har været af hankøn i hele det indeværende spiralafsnit, og den maskuline pol har derfor været den bærende i udviklingsforløbet. Det betyder, at individet har flest erfaringer til sin rådighed på basis af denne pol. Den maskuline pol betegner Martinus nemlig også som "polen for afsendelse af energi", hvilket vil sige, at denne pol ligger til grund for individets udadrettede aktivitet eller manifestation. Den maskuline pol er derfor væsentligst karakteriseret ved at være kraftbetonet og udadfarende, vendt mod omgivelserne og parat til at forsøge at overvinde disse, hvor de eventuelt byder på modstand. Omvendt er den feminine pol, som Martinus betegner som "polen for modtagelse af energi", hvorved forstås, at denne pol ligger til grund for individets indadrettede aktivitet eller sansning, karakteriseret ved at være følelsesbetonet, relativt passivt afventende og indadvendt, omsorgsfuld og opofrende omkring de nære relationer. Det siger derfor næsten sig selv, at en kvinde i Jesu situation næppe ville have kunnet klare at stå dét igennem, han måtte gøre. Alene den store intellektuelle kapacitet, Jesus måtte lægge for dagen, for at kunne klare sig i diskussionerne med de skriftkloge og farisæerne og andre, som ustandselig søgte at komme ham til livs, ville ikke alene have været umulig at møde frem med for de fleste kvinder dengang, men i lige så høj grad for de fleste mænd.

Den latente pols fremvækst

Når nogle i vore dage mener, at kvinder og mænd egentlig er ligestillede i enhver henseende som mennesker betragtet, bortset fra de naturlige biologiske, fysiologiske og anatomiske forskelle, så overser man i sin velmenende og forståelige ivrighed efter at tilvejebringe åndelig, økonomisk, social, kulturel, kønslig og anden ligestilling mellem kønnene, at det netop er i kraft af den igangværende og eskalerende polforvandlingsproces, at især den bevidsthedsmæssige eller psykologiske lighed mellem mænd og kvinder er vokset og blevet mere markant, særlig i løbet af det 20. århundredes sidste halvdel. Mange kvinder har i vor tid mindst lige så stor intellektuel kapacitet som mænd, og mange mænd har mindst lige så stor følelsesmæssig kapacitet som kvinder, nemlig fordi væksten af den maskuline pol gør sig stadig mere gældende hos kvinden, ligesom væksten af den feminine pol i stigende grad gør sin indflydelse gældende hos manden. Det er dog i nok så høj grad den samtidige udvikling af det ene af de to til de to poler knyttede polorganer, nemlig det intellektuelle polorgan, som er ansvarligt for denne udvikling. Medens det emotionelle polorgan under den enkeltpolede tilstand altid vil være tilknyttet den fungerende pol, vil det intellektuelle polorgan altid være tilknyttet den latente eller ”sovende” pol. Det er derfor mere præcist det intellektuelle polorgan, der er ansvarligt for de evner, funktioner og interesser hos individet, der ligger udenfor pardannelse, redebygning, yngelpleje osv. Men denne polsituation var ikke almengældende hverken på Jesu tid eller i de mange senere århundreder, der er forløbet siden. Det er først inden for de godt sidste par hundrede år, at fremvæksten af den hidtil latente pol - på godt og ondt, men uundgåeligt - er begyndt at gøre sig mærkbart gældende hos stadig flere og flere mennesker, hos mænd såvel som hos kvinder.

Men ifølge Martinus kan næstekærlighedsloven lige så lidt opfyldes uden organisk struktur som ægteskabsloven, idet opfyldelsen af de to love i begge tilfælde er baseret på den konstellation mellem de to poler, der råder hos individet, og som bestemmer hele dets bevidsthedsliv så vel som dets organiske åndelige og fysiske fremtræden. Det er derfor kun individer med den dobbeltpolede konstellation, der er i stand til at praktisere næstekærlighed eller den højeste og uselviske form for sympati, der kan råde mellem mennesker. På principielt tilsvarende måde er det kun de individer, hos hvilke den enkeltpolede konstellation forekommer, der bestemmer dets psykiske så vel som fysiske organiske struktur og bevidsthedsliv, som på naturlig og selvfølgelig måde er i stand til at praktisere den form for sympati, der udmønter sig i ægteskabelige eller ægteskabslignende forhold.

Verdensgenløsernes ’hjemsted’

Som tidligere omtalt, forholder det sig i henhold til Martinus sådan, at de såkaldte lyse verdensgenløsere kommer til jorden fra det åndelige rigtige menneskerige, og ankomsten sker ved, at det pågældende individ forbinder sin psyke med jordens åndelige atmosfære eller aura og herfra lader sig inkarnere i et fysisk, jordisk legeme, i dette tilfælde et menneskelegeme og mere specifikt i et mandslegeme. Dette legeme bliver til på nøjagtig samme naturlige og normale måde, som enhver anden fysisk organisme, hvilket for pattedyrenes vedkommende vil sige gennem mandens og kvindens samleje, hvorunder sædcellen befrugter ægcellen, som derefter deler og differentierer sig og vokser på sædvanlig måde, indtil fosteret er fødselsmodent og derefter fødes på sædvanlig og normal måde.

Denne situation gjorde sig ifølge Martinus også gældende både for Johannes Døbers og Jesu vedkommende, idet begge havde haft en tidligere tilværelse her på jorden, et forhold, som Jesus henviste til, da han udtalte, at Døberen var en reinkarnation af profeten Elias (Matt.11,14-15). Det var derfor foruden Moses også den på det tidspunkt henrettede Johannes Døber i skikkelse af Elias, Jesus mødte under den såkaldte forklarelse på bjerget, og som blev bevidnet af tre af de nærmeste disciple (Matt. 17,1-9). (7)

Men heller ikke i denne sammenhæng bør man glemme, at det levende væsen, individet, er udtryk for en overfysisk væsenskerne, som eksisterer i en form for materie eller substans, der ikke er af hverken fysisk eller psykisk natur, men derimod af såkaldt højpsykisk natur. Med det sidstnævnte udtryk menes der et Noget, som eksisterer uden for rum og tid, og som derfor er evigt og uendeligt og dermed udødeligt. Noget, der vitterligt eksisterer, men aldrig er begyndt, kan heller ikke have nogen ende. Eller rettere sagt, dét Noget, der eksisterer og som udgør den første, årsagsløse årsag til alt, hvad der findes i tid og rum, kan ikke i sig selv forstås eller udtrykkes i tids- og rumdimensionelle kategorier eller termer. Dette Noget ER simpelthen, og eftersom man ikke kan tænke sig to evigheder og uendeligheder "ved siden af hinanden", er det evige Noget ganske enkelt identisk med det udsagn, som Gud bruger om sig selv i Bibelen: "Jeg er den, jeg er", og sig til folket: "Jeg er har sendt mig til jer!" (2.Mos.3,13-14). Denne evige og dermed uskabte væsenskerne "deler" det levende væsen ifølge Martinus - og flere andre intuitive filosoffer, som f.eks. Spinoza, Shankara o.a., - altså med sit guddommelige ophav, idet individets væsenskerne udgøres af Jeget eller Subjektet, som ikke bør forveksles med egoet, men som via dette er dét, der iagttager, oplever, ser, hører, lugter, smager, fornemmer, husker, tænker, fantaserer drømmer osv. osv., men som ikke i sig selv kan gøres til genstand for direkte iagttagelse, oplevelse, syn osv. osv.

Det levende væsens overfysiske væsenskerne eller Jeget - og herunder også dét, Martinus forstår ved overbevidstheden, - kan under ingen omstændigheder iagttages eller opleves direkte som det er i sig selv, idet det jo er Jeget, der iagttager og oplever, og overbevidstheden, der giver Jeget evner dertil. Som det hedder i Brihadaranyaka Upanishad III: Det, der ser, kan ikke selv ses, det, der hører, kan ikke selv høres, det, der føler, kan ikke selv føles, det, der tænker, kan ikke selv tænkes, osv. Men derimod kan Jeget – og dermed Gud - opleves indirekte, nemlig gennem introspektion og intuition. Begge disse sansemetoder kan i heldigt fald føre til, at Jeget under dyb meditation eller kontemplation, om end kun for brøkdele af et sekund, så at sige fatter sig selv i sin identitet med det uudsigelige Noget, som det selv udgør. Og den, der bare een gang har fornemmet dette, glemmer det aldrig, men føler herefter at leve lige midt i evigheden og uendeligheden, og dog høre stueuret slå sine timeslag (frit citat efter Søren Kierkegaard).

Når Martinus under beskrivelsen af sin egen indvielse i påsken 1921 fortæller, at han herunder blandt andet oplevede et ildhav af gnistrende gyldne tråde, som gjorde det klart for ham, at i de brøkdele af et sekund, det skete, befandt hans bevidsthed sig i Guds egen højeste bevidstheds- eller tankesfære, dén levende kraft, hvormed Almagten styrer og leder universets oceaner af verdener, mælkeveje og solsystemer i såvel makrokosmos som i mikrokosmos, så er dette en oplevelse af den hovedfaktor i sit verdensbillede, som Martinus kalder for "Moderenergien", nemlig den urkraft, hvorigennem og hvormed den evige Fader eller JEG ER uophørligt "avler" eller "skaber" og "opretholder" sin bevidsthed i form af gigantkredsløbets lyszone og sin organisme i form af samme kredsløbs mørkezone. Ifølge Martinus havde både Moses, profeterne, apostlene og Paulus alle hver for sig haft helt tilsvarende oplevelser i deres egen tid. (8)

Det nye rige

Med andre ord: Jesus kom til verden på helt sædvanlig og naturlig måde, men selv - bemærk dette ords lighed med ordet "sjæl" - var hverken han eller det rige, han skulle forkynde, af denne verden. Dette overfysiske rige er ifølge Martinus det rigtige menneskerige, hvori Jesus var hjemmehørende, men som endnu ikke fandtes på jorden. Her kan indskydes, at mange af fortidens store vismænd, konger og profeter sandsynligvis også var og måske fortsat er ’hjemmehørende’ i samme rige. Men fra sine tidligere inkarnationer på jorden, kendte Jesus menneskene og livsvilkårene i disses samfund, og det var en af grundene til, at han i udpræget grad egnede sig som åndelig vejleder, visdomslærer, terapeut og forkynder af en ny lære med et diametralt modsat etisk-moralsk sigte af den herskende verdensorden, som var præget af gengældelses- eller øje for øje og tand for tand-moralen, som dybest set udsprang af menneskets fortidige intime tilhørsforhold til dyreriget og dettes barske og blodige livsvilkår, hvorunder kun de stærkeste eller bedst tilpassede var i stand til at overleve. De svage og livsuduelige måtte gang på gang lade livet og se sig henvist til gentagne og midlertidige ophold i jordens åndelige sfære, hvor de måtte afvente dannelsen af mildere livsvilkår, som stemte bedre med deres mentale udviklingsniveau. Det var til sådanne mennesker Jesus henvendte sig med ordene: "Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, thi de skal mættes. Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld, thi Himmeriget er deres. Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: Jeres løn skal være stor i Himlene; thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer. (Matt.5,3-12). (9)

5. JULEEVANGELIET

Når Jesus blev født eller rettere sagt reinkarnerede lige præcis på den tid, på det sted og i det miljø, og hos det forældrepar, som tilfældet var, hænger det i henhold til Kosmologien først og fremmest sammen med, at der på den tid fandt en særlig stærk udladning sted af den lyse udstråling fra det guddommelige skabeprincip. Dernæst hænger det sammen med den omstændighed, at jødefolket ifølge Martinus bevidsthedsmæssigt set generelt befinder sig forrest i menneskehedens udviklingsproces. Dette er blandt andet markeret ved jødedommens stærke monoteisme, som jo i højeste grad blev videreført af Jesus i og med, at han gjorde Gud nærværende som individernes evige Fader. Dertil kommer, at forholdene i Palæstina omkring hans fødsel var af en sådan art, at han her dels ville være omgivet af en ældgammel og på sin vis stagneret nationalistisk kultur, og dels af et samfund, hvis politiske, sociale og øvrige forhold, og herunder ikke mindst det romerske imperiums langvarige besættelse af landet, afgav lige præcis dén nødvendige "mørke" baggrund, på hvilken det "guddommelige lys" i form af Guds kærlighed eller alkærligheden kunne blive gjort synligt, primært i form af et menneske, som kompromisløst praktiserede det vigtigste af alle moralske bud: næstekærlighedsbudet.

Når derfor Jesu fødsel eller i al fald opvækst fandt sted i det afsidesliggende Nazaret i Galilæa, kan det tænkes at hænge sammen med, at han her dels ville kunne vokse op i relativ fred og ro, og dels at han her samtidig kunne få en traditionel opdragelse hos et forældrepar, der nok bekendte sig til den mosaiske tro, men som næppe har været strengt ortodokse eller fundamentalistiske i deres religiøse overbevisning. Desuden kunne han her vokse op i et miljø, der var præget af håndens arbejde, idet faderen var bygningshåndværker og forældrene formentlig samtidig drev et mindre landbrug ved siden af. Derigennem kunne han få indblik i menneskers livsvilkår og i naturens forhold, og i denne familie kunne Jesus blandt andet også lære at omgås andre mennesker, fordi han voksede op i en søskendeflok på omkring otte, idet han havde fem brødre og mindst to søstre, som formentlig alle var yngre end ham. (1)

Men hvorfor det lige præcis var Maria og Josef, som næppe på nogen måde har adskilt sig fra de fleste andre af deres samtidige, der blev udvalgt til at være fysiske forældre for verdensgenløseren Jesus Kristus, er det vanskeligt eller umuligt at sige noget om, og Martinus kommer da heller ikke direkte ind på spørgsmålet. Når man skiller det mytiske og teologiske slør fra, er der heller ikke noget i evangelierne, der tyder på, at hverken Maria eller Josef har været klar over, at deres formentlig førstefødte søn skulle være identisk med den gennem mange århundreder forud profeterede Messias. Maria synes tilmed først efter Jesu død at have forstået, at hendes søn var noget helt specielt, hvilket fik hende til at slutte sig til Jesu andre disciple i urmenigheden i Jerusalem, hvor tilmed hendes formentlig næstældste søn, Jakob, som i mellemtiden også var blevet overbevist om sin broders identitet og betydning, blev en af de syv synagogeforstandere.

Juleevangeliet er okkult symbolik

For Martinus er alle de spørgsmål, der med rette eller urette kan rejses omkring den historiske Jesus, imidlertid uden større betydning og værdi, i al fald set fra et kosmologisk synspunkt. Set fra Martinus' synsvinkel viser det sig nemlig, at ikke mindst beretningen om Jesu fødsel, kaldet Juleevangeliet, i sin dybeste analyse er et mysterium eller en okkult foreteelse, og at "løsningen" på dette mysterium afslører intet mindre, end at dette er et symbol over jordmenneskenes kosmiske skæbne. Denne skæbne begynder med, at det levende væsen, som jo i sin kosmiske struktur er en "gudesøn", selv om det jordiske menneske ikke er sig denne identitet bevidst, men tror sig "syndigt" og i hvert fald dødeligt. Det betyder ifølge Martinus, at menneskets "gudesønlige" eller "kosmiske" bevidsthed endnu ikke helt er født. Det, der gør individet til et "syndigt menneske", er dets brug af de metoder og principper, som er naturlige og selvfølgelige for de væsener, der kaldes dyr. Disse "dyriske" foreteelser eller adfærdsformer giver sig på jordmenneskets udviklingsniveau udtryk og udslag i tyveri, røveri, bedrageri, drab, mord, vold og andre former for den stærkeres overmagt og ret, som udøves på basis af selvopholdelsesdriften og egoismen, og som derfor er helt naturlige på det udviklingsniveau, der er karakteristisk for de relativt primitive væsener, som kaldes dyremennesker.

Men den omstændighed, at jordmennesket efterhånden kom til at betragte de nævnte manifestationer som "syndige", viser efter Martinus' opfattelse, at det jordiske menneske allerede i nogen grad er blevet til et "menneske". I bedste fald er dette "menneske" stærkt utilfreds med, at det er nødvendigt at anvende disse dyriske metoder, ligesom det er misfornøjet med, at det heller ikke selv kan afstå fra at bruge disse. Det betyder, at individet i denne situation fornemmer eller har indset, at der er andre og højere idealer, end dem, der primært i form af selviskhed hører ind under den stærkeres ret, og som det derfor ønsker eller ligefrem higer efter at være i overensstemmelse med. Disse højere idealer står i direkte modsætning til de for dyreriget naturlige og nødvendige instinkter og drifter, og kan derfor kun være uselviskhed og næstekærlighed, som jo er det rigtige menneskeriges højeste idealer og livsvilkår.

For det begyndende "rigtige" menneske, er de "dyriske idealer" blevet et onde, som det ønsker at bekæmpe, mens de "menneskelige idealer" står for det som et gode, som det gerne vil tilegne sig og være i kontakt med. Denne situation eller dette dilemma mellem det "dyriske" menneske og det "rigtige" menneske, som allerede eksisterede på Jesu tid, og som i vore dage måske er endnu mere udtalt, er ifølge Martinus bevis på, at individet er underkastet en "kosmisk fostertilstand", idet det er ved at blive udviklet og modnet til på et tidspunkt at blive "født" som "rigtigt menneske". Denne "fødsel" er det samme som individets forvandling eller udvikling fra dyr til menneske. Det rigtige eller fuldkomne menneske: Gudemennesket, siger Martinus, fødes derfor ikke i "Himmeriges rige", med alle den åndelige verdens herligheder omkring sig, men i "dyreriget" med dets "dyriske" omgivelser og livsvilkår. Men denne kosmiske fødselsproces kræver det mange jordeliv eller mange inkarnationer at gennemgå, og individet må derfor leve med dyrerigets barske og blodige traditioner og vilkår i lange tider.

Gudesønnen og dyreriget

Symbolsk set opfatter Martinus derfor dyreriget som dén "stald", der er skuepladsen for "gudesønnens kosmiske fødsel", og denne består netop i, at individet begynder at opfatte dyreriget og dets livsvilkår som noget "fremmedartet", og ikke som et værdigt "herberge" for den kosmisk bevidste gudesøn eller det fuldkomne menneske, der jo er "eet med Faderen" og derfor nært beslægtet med en "Kristus". Dyreriget er det eneste af de seks kosmiske riger, hvori Kristus-væsenet eller Kristus-bevidstheden, hvilket i Martinus' terminologi vil sige "den kosmiske bevidsthed", er "død" eller latent. Men fra det øjeblik individet gennem sine mange livs oplevelser og erfaringer af dyrerigets barske principper og livsvilkår, og de dermed forbundne lidelsesoplevelser, begynder at ane eller fornemme, at der må eksistere en anden og højere form for tilværelse, fra det øjeblik er udviklingen af individets kosmiske bevidsthed sat i gang.

I sin fortolkning af Juleevangeliet, hvorom Martinus blandt andet siger, at det lige så lidt som beretningen om Jesu liv, virke og død, og herunder Påskebudskabet, har til opgave at gengive historiske fakta og data, fremhæver han, at der derimod er tale om symbolske skildringer af jordmenneskets kosmiske skæbneforløb. Det eventuelt foreliggende historiske materiale vedrørende Jesu fødsel og liv, er ifølge Martinus fuldkommen uden betydning i sammenligning med, at Juleevangeliet i virkeligheden udgør en fortælling, der har til formål at befordre eller stimulere den foreteelse, der kaldes næstekærlighed eller alkærlighed. På principielt tilsvarende måde har den øvrige beretning om Jesu liv og virke primært til opgave at befordre og stimulere menneskene til at tilegne sig de etiske og moralske principper og læresætninger, som især fremgår af Jesu bjergprædiken med dens hovedvægt på næstekærlighed, udtrykt i den gyldne regel: "Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne." (Matt.7,12).

På helt tilsvarende måde har Påskebudskabet efter Martinus' opfattelse primært til opgave, at opfordre og stimulere menneskene til at følge Jesu eksempel, når han siger: "Fader, om du vil, så tag denne kalk fra mig! dog ske ikke min vilje, men din!" (Luk.22,42-43), og, når den "bitre drik" ikke tages fra én, da i sit stille sind at tilslutte sig næstekærlighedens måske allerstørste ord: "Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør." (Luk.23,34). Sekundært skal påskebudskabet ifølge Martinus demonstrere, at individets overfysiske struktur overlever det fysiske legemes død, samt at det er muligt for det fuldkomne menneske, med sin vilje - men sandsynligvis samtidig med assistance af åndelige "fødselshjælpere" i form af ”engle” - at materialisere sig et nyt og midlertidigt fysisk legeme.

Når Juleevangeliet fortæller, at den nyfødte gudesøn blev lagt i en "krybbe", er dette i henhold til Martinus et symbol på, at "gudesønnen", i form af individets overfysiske struktur, bliver "lagt" i en fysisk, jordisk organisme, nemlig i dette tilfælde i form af et pattedyrs legeme eller krop. Anden mulighed eksisterer ikke, idet der jo endnu ikke her på jorden findes fysiske legemer af en art og struktur, som det fuldkomne menneske kan inkarnere i. Den "nyfødte gudesøn" må derfor tilbringe sin første spæde barndom i et pattedyrs organisme, og dermed fremtræde enten som et "handyr" eller et "hundyr". I dyreriget er separationen mellem de to seksuelle overbevidsthedspoler jo nemlig størst, hvorfor individet fremtræder som såkaldt enkeltpolet, med hvad deraf følger af gensidig seksuel tiltrækning mellem de to køn, og følgevirkningerne heraf, som for de negative følgers vedkommende f.eks. drejer sig om besiddelsestrang, ejendomsret, jalousi, misundelse, vrede, had, drab, sorg, fortvivlelse og livslede. Men i takt med individets begyndende længsler efter og ønsker om en mere human tilværelse, begynder den latente eller "sovende", modsatte seksuelle pol at røre på sig og så småt at gøre sin indflydelse gældende på væsenets bevidsthedsliv og livsudfoldelse.

Forældre- og beskyttelsesprincippet

Selvom Martinus ikke i særlig grad kommer direkte ind på Jesu forældre, Josef og Maria, og deres rolle i sammenhængen, står det dog klart i henhold til hans kosmiske analyser, at de skal opfattes som symbolske udtryk for forældre- og beskyttelsesprincippet, for hvilket Guddommen selv er den allerhøjeste repræsentant. Guddommen udgør jo det levende væsens evige Fader-Moder, idet "Han" i sig selv udgør en fuldkommen forening af de to polære principper: det maskuline princip og det feminine princip eller af "han" og "hun". Jeget er "faderen" og Moderenergien er "moderen", mens "barnet" er de levende væsener med alt, hvad disse manifesterer og oplever. I det levende væsens kosmiske struktur som et treenigt princip betragtet, udgør Jeget eller Faderen "Skaberen", Moderenergien eller Moderen er identisk med "skabeevnen", og det manifesterede og oplevede eller "barnet" udgør "det skabte". De tre principper kan også betegnes henholdsvis som "Opleveren", "Oplevelsesevnen" og "det oplevede" eller "det, som opleves".

Guddommen kan derfor karakteriseres som permanent "dobbeltpolet", mens "gudesønnen", der som bekendt er "skabt i Guds billede efter hans lignelse", godt nok er dobbeltpolet i sin kosmiske grundstruktur, men som i sin fremtræden i én epoke er dobbeltpolet, og i en anden epoke er enkeltpolet, og således periodisk vekslende i al evighed, sådan som skildret tidligere ovenfor. (2)

Det er ifølge Martinus Guddommens hensigt med det jordiske menneske, at det igennem udviklingen efterhånden skal modnes til at blive bevidst i sin høje guddommelige herkomst som "søn af Gud", og at det dermed skal blive en "konge" i lighed med Gud selv, hvilket vil sige: et suverænt kosmisk væsen, der hvad tænkning, viljeføring og manifestation angår, er i kontakt med livets og naturens højeste love, og som dermed udgør Guddommens højeste organer og redskaber for sansning og manifestation. Når denne udvikling er fuldført, vil individet med sin verdensgenløser erkende: "Jeg og Faderen, vi er ét" (Joh.10,30-31). Og da vil gudesønnen forstå, at den rene af hjertet skal se Gud, og at Guds veje ikke er helt så uransagelige, som mennesker med manglende kosmisk indsigt har villet påstå.

Men så længe den jordmenneskelige psyke i medfør af sin endnu ufærdige udvikling, udelukkende var henvist til at forlade sig på "den guddommelige suggestion", som ved hjælp af en form for hypnose eller suggestion førte og vejledte hovedparten af menneskeheden, så længe måtte almenheden åndeligt og religiøst set være afhængig af, hvad autoriteterne: kongen, ypperstepræsterne og præsterne, fortalte og dikterede, hvad folk skulle tro på. Og eftersom disse autoriteter, som selv var behersket af den suggestion eller tro, at de besad stor viden om de religiøse emner, fremstillede de det som "syndigt" og "kættersk" at sætte sig op imod eller mene noget andet, end de af dem selv "kanoniserede" dogmer, ritualer og ceremonier. Derfor var det vigtigt for autoriteterne at fastholde disses egen fortolkning af loven (Moseloven), og af de deri påbudte og dikterede rituelle ceremonier og traditioner. Dette var i almindelighed så meget lettere, som at den tanke, at menigmand selv skulle kunne udforske livet og verden, var noget, der aldrig nogen sinde faldt almenheden ind. Man var stort set godt tilfreds, tryg, glad og ubekymret, især når det gjaldt de religiøse autoriteter, fordi den guddommelige suggestion i form af den fra kongen og vismændene udstrålende religiøse magt holdt alle eller i al fald de fleste af samfundets individer i sit favntag.

”De hellige tre konger”

I ældre tid blev "kongen" anset for at være Guds udvalgte og indviede stedfortræder på jorden, og denne blev derfor set op til med den allerhøjeste respekt og underdanighed, ligesom dennes befalinger blev mødt med den største velvilje. Intet var højere for den religiøst troende end kongens befaling, der blev anset for at være Guds ord. I de religiøst troende væseners daglige liv og gudsdyrkelse, var kongen og præsterne helt selvfølgeligt udtryk for Guddommens åbenbaring i menneskeskikkelse. (Se Martinus: Hvad er sandhed)

Men i tidens løb er denne situation blevet betydeligt forandret, i hvert fald i store dele af især den vestlige verden. Dér, hvor kongen og kongemagten ikke er blevet fjernet, dér er kongen og kongemagten degenereret og ændret til et konstitutionelt monarki. Det hænger bl.a. sammen med, at troen for mange mennesker ikke længere har den magt, den havde i fortiden, og derfor er det nu sådan, at et stigende antal mennesker religiøst set ikke længere kan føres af den guddommelige suggestion, og dermed heller ikke længere af "den gamle verdensimpuls", hvis inspirationskraft derfor umiskendeligt er ved at aftage, måske særlig her i det 20. og 21. århundrede. Ifølge Martinus' opfattelse vil denne aftagende tendens hos "den gamle verdensimpuls" fortsætte i de kommende århundreder, indtil dens indflydelse til sidst helt vil ophøre. Men som tidligere nævnt er den nye udladning fra den lyse udstråling af det guddommelige skabeprincip, nemlig i form af det, Martinus betegner som "den ny verdensimpuls", omkring begyndelsen af det 20. århundrede begyndt at gøre sin indflydelse gældende her på jorden. I modsætning til den gamle og forældede impuls, som havde til opgave at føre og vejlede menneskene ved hjælp af den form for guddommelig suggestion, der kaldes for tro, så har den ny impuls til primær opgave at vejlede ved hjælp af viden og visdom, for blandt andet at få menneskene til at indse, at lidelserne og det såkaldte onde er uundgåelige og nødvendige i den kosmiske udviklingsproces, som skal modne menneskene til selv at kunne opleve hverdagslivet i form af naturen, livet og verden som det store guddommelige under og eventyr, det i virkeligheden er. Det så meget mere, som at lidelserne og det såkaldte onde i virkeligheden er en følge af skæbnelovens funktion og dermed et resultat af fejlagtige, uheldige og uhensigtsmæssige handlinger hos det enkelte individ og hos grupper af individer (samfundet).

Som vi netop har set, er begrebet "konge" oprindeligt ensbetydende med et guddommeligt indviet væsen, der i medfør af denne status er forlenet med stor magt og autoritet. I Juleevangeliet mangler denne autoritet naturligvis heller ikke, men forekommer tilmed i hele tre udgaver, nemlig i form af "de hellige tre konger", hvorom det blandt andet fortælles, at den mistænksomme og skinsyge kong Herodes, som på den tid frygtede for sin magtposition, i al hemmelighed lod disse kalde til sig, for at forhøre dem om, hvor de mente at "jødernes nyfødte konge" var at finde. Da de tre kongelige vismænd imidlertid var blevet klar over, at Herodes kun pønsede på at dræbe den nyfødte Jesus, drog de ad en anden vej hjem til det land, hvorfra de var kommet. Men inden da havde de tre vise konger fundet stedet, hvor Josef og Maria opholdt sig med deres nyfødte søn: "og de faldt ned og tilbad det, og de lukkede op for deres skatte og medbragte gaver: guld, røgelse og myrra." (Matt.2,1-14).

Set med Martinus' øjne, er "de hellige tre konger" eller "vise mænd fra Østerland" symbolsk set identiske med de tre store verdensreligioner: Buddhismen, kristendommen og islam, hvis respektive ophav hver især i religiøs, indviet forstand var "konge" eller "vismand", nemlig henholdsvis Buddha, Kristus og Muhammed. Og de "skatte" og "gaver" disse bragte og forærede "den nyfødte gudesøn", dvs. det jordiske menneske, er ifølge Martinus identiske med de kostelige fortællinger, læresætninger og visdomsord, som de tre verdensreligioner har givet menneskeheden.

Men i det virkelige livs eventyr er der også en skinsyg, hadefuld og skånselsløs "Herodes", som gerne vil udrydde "Kristus-barnet" eller "Kristus-mentaliteten" i individernes bevidsthed. Denne virkelighedens "Herodes" er en brutal og hensynsløs magtfaktor, som bl.a. i form af diktatorer og totalitære samfundssystemer søger at tilbageholde det jordiske menneske i de dyriske traditioner, og dermed i intolerancens, hadets, uvidenhedens, frygtens og misundelsens konkurrence om magten og erobringen af livsværdierne. I alliance med materialismens alt guddommeligt opslugende uhyre, søger ophavene og tilhængerne af den rå magts politiske, kapitalistiske og ateistiske diktaturer, at kue det jordiske menneske og kvæle den spirende Kristus-mentalitet eller "kongeværdigheden" hos individet. (3)

”Flugten til Ægypten”

Men den spæde Kristus-mentalitet er blevet givet en ”flugtmulighed”, nemlig i form af de kostelige gaver, der hedder buddhisme, kristendom og islam. Uden disse gaver ville det lille "Kristus-barn" i form af det jordiske menneske, efter Martinus' mening ikke kunne "redde sit liv", hvilket her vil sige: bevare sin kosmisk medfødte "kongeværdighed" og dermed sin "arveret" til Himmeriges rige. Og uden disse gaver ville jordmenneskets kosmiske liv have været i største fare, fordi ingen kan komme til Faderen uden igennem essensen af de tre verdensreligioners lære og forkyndelse. Men takket være "gaverne" er det jordiske menneske - i lighed med Jesus-barnet og dets forældre - sat i stand til at kunne "flygte til Ægypten" eller "flygte fra mørket", hvilket her vil sige: til en åndelig zone i sit eget indre, hvortil "mørkets fyrste" aldrig vil kunne få adgang.

Essensen af de tre verdensreligioner er den kraft, der ligger i næstekærligheden eller alkærligheden, og det er alene ved hjælp af denne, at dén humanitet og fred kan etableres og bevares i "Kristus-barnet", som giver dette adgang til "Himmeriges rige" eller "Guds rige", og til dermed at blive "ét med Faderen", "ét med vejen, sandheden og livet", hvilket vil sige: ét med udødeligheden, evigheden og saligheden. Imens er "denne verdens fyrste", "Kong Herodes", som med diktatur, vold og dødsstraf går imod naturens normale udvikling af individets sympatiske anlæg, ladt tilbage i mørket, dømt til undergang i sin egen blodige brutalitets og hensynsløsheds skånselsløse atmosfære.

Individets sympatiske anlæg er de tidligere omtalte to seksuelle overbevidsthedspoler eller højpsykiske organiske strukturer, på hvis normale udvikling i form af den såkaldte polforvandling, menneskets forhold til ægteskabskærligheden eller parforholdet, så vel som dets forhold til næstekærligheden, er fuldstændig beroende. I henhold til Martinus kan næstekærlighedsloven lige så lidt opfyldes uden en organisk struktur som ægteskabsloven kan det. Individets enkeltpolede tilstand udgør det organiske grundlag for parforholdet og det naturlige ægteskab, mens individets dobbeltpolede tilstand udgør det organiske grundlag for opfyldelsen af næstekærlighedsloven. I den enkeltpolede tilstand fremtræder individet derfor enten som mand eller kvinde, men i den dobbeltpolede tilstand er de to køn forenet og gået op i en højere enhed i form af det fuldkomne menneske, som er hjemmehørende i Himmeriges rige, hvor der ikke bortgiftes eller tages til ægte. (Matt.22,23-33). (4)

Men ligesom en Herrens engel viste sig for Josef i en drøm og sagde: "Stå op, tag barnet og dets moder med dig og drag til Israels land; thi de, som stræbte barnet efter livet, er nu døde" (Matt.2,19-21), således forkynder "Herrens engel", Martinus, i kraft af "den ny verdensimpuls" for menneskeheden, at vejen atter er fri til at påbegynde rejsen tilbage til "det forjættede land" eller "det rigtige menneskerige". Dermed er dog ikke sagt, at "hjemrejsen" vil være uden vanskeligheder og problemer både her og nu og forude, for den må nødvendigvis foregå gennem et mentalt landskab, der er præget af stejle bjerge, dybe dale, ørkener og oaser, og i et klima med storm og stille, regn og sne, og med temperaturer, der veksler mellem tropisk varme og isnende kulde. Dette rejselandskab er i henhold til Martinus nemlig identisk med den især af Jesus profeterede "dommedagsepoke", som vi siden skal høre nærmere om.

6. JESUS KRISTUS, GUDS SØN?

I henhold til Martinus' kosmiske analyser af kristendommen, er denne verdensreligion i lighed med den jødedom, hvoraf den er rundet, udtryk for en kønsorienteret livsopfattelse, primært i og med at den beskytter ejendomsretten. Sidstnævnte er nemlig den dybeste kerne i hankøns- og hunkønsvæsenets struktur eller livsfundament, hvor gensidig besiddelse af hinanden er en forudsætning og betingelse for livslykkens opnåelse og bevarelse. Ejendomsretten omfatter også de ydre midler eller ting, som mere eller mindre indgår i hankønsvæsenets begær efter og forsøg på at vinde hunkønsvæsenets gunst, således at de to køn kan forenes og dele bord og seng. De ti bud bliver derfor fortolket mere eller mindre til fordel for ejendomsretten, og dermed i større overensstemmelse med den gammeltestamentlige opfattelse, end med kristendommens egentlige lære. Imidlertid fremhæver Martinus, at dette forhold ikke skyldes kristendommens ophav, verdensgenløseren Jesus Kristus, idet denne jo netop opfordrede sine disciple og tilhængere til at give fuldstændigt afkald, både på ejendomsbegæret og på ejendomsretten. I stedet anbefalede han, at man efter al evne og kraft skulle søge at overholde og efterleve livslovens to største bud: "Du skal elske Herren din Gud over alle ting!" og "Du skal elske din næste som dig selv!" Disse to bud var for ham tilværelsens alfa og omega, og han efterlevede dem selv og ofrede tilmed sit liv, for at vise, hvor langt man bør gå i sin kærlighed til Gud og næsten, og for, at disse to kærlighedsidealer skulle blive implanteret i menneskeheden. (1)

Når de to bud kaldes for livslovens største bud, hænger det primært sammen med, at de to bud i virkeligheden, hvilket vil sige: set fra et kosmisk synspunkt som det, Martinus repræsenterer, er udtryk for ét og det samme, nemlig kort sagt, at Gud og de levende væsener er to sider af samme sag. Det er formentlig også dette forhold, Jesus hentyder til, når han i forbindelse med omtalen af det første store bud om at elske Gud over alle ting, slutter med ordene: "Dette er det største og første bud", hvorefter han fortsætter: "Der er et andet, som er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv." (Matt.22,36-40; jf. 3. Mos. 19,18).

I Martinus' Kosmologi betegnes ligheden og enheden mellem Guddommen og de levende væsener som udtryk for et universelt, organisk, holistisk livsenhedsprincip. I henhold til dette princip består helheden, kaldet en "livsenhed", nemlig i medfør af dennes identitet med "et levende væsen", af stadig mindre dele, som hver især rummer principielt samme karakteristika som livshelheden. Disse stadig mindre dele kaldes derfor også for "livsenheder", idet de igen hver især danner livshelhed for endnu mindre livsenheder og således fortsættende. Livshelheden betegner Martinus også som "makroindividet" og de enkelte dele af dette for "mikroindividerne". Ifølge livsenhedsprincippet - som for resten samtidig også udgør et stofenhedsprincip - begynder det med selve den evige og uendelige Guddom som det absolutte makrokosmos og fortsætter i det uendelige nedad i mikrokosmos. Men inden for livshelhedens grænser er der tale om en organisk opbygning og et funktionsmæssigt samarbejde mellem helhed og dele, på principielt samme måde, som tilfældet er med vor egen organisme eller vort eget legeme. Dette består jo af stadig mindre og mindre samordnede og samarbejdende dele, så som en række forskellige organer, der igen består af celler, som igen består af molekyler, der igen består af atomer, som atter igen består af elementarpartikler.

Kosmisk bevidsthed kontra ”kosmisk død”

Og lige som tilfældet er med det guddommelige Alvæsen, som basalt er konstitueret som et treenigt princip, nemlig som et Jeg, en skabe- og oplevelsesevne, og en psykofysisk organisme i form af verdensaltet, således er det også tilfældet med alle livsenhederne, der udgør Guds redskaber for sansning og manifestation, nemlig i dette tilfælde galaksehobe, galakser, solsystemer, sole, planetsystemer, planeter, organismer, organer, celler, molekyler, atomer og elementarpartikler. Dette er en del af baggrunden for, at Martinus erklærer, at ikke kun mennesket, men alle levende væsener, i princippet evigt eksisterer i Guds billede og ligner ham. (DEV I, stk. 1 - 8)

Men som læseren sikkert allerede har forstået, er dette altså ikke ensbetydende med, at det levende væsen altid i sin kosmiske tilværelse er bevidst om eller erkender sin egen lighed med den guddommelige Fader-Moder. Den kosmiske bevidsthed udfolder sig nemlig kun i Guds primære bevidsthedszone, hvilket vil sige i det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Individet er derimod stort set kosmisk bevidstløst under sin udviklingsmæssige passage gennem den del af Guds sekundære bevidsthedszone, der udgøres af planteriget og dyreriget. Det er dog især i dyreriget, at individet kosmisk set er bevidstløst, tilmed i en sådan grad, at Martinus betegner tilstanden som "kosmisk død". Denne tilstand gælder ikke mindst for det jordiske menneskes vedkommende. (Martinus: Mellem to verdensepoker, 24.-30. kap.)

Men alt i alt betyder den principielle lighed i grundstruktur mellem Gud og de levende væsener, og den evige organiske, holistiske samhørighed mellem parterne, at det, at elske Gud er det samme som at elske sin næste eller sine medvæsener, og det, at elske disse, det samme, som at elske Gud. I og med denne erkendelse af det principielle lighedsforhold mellem Gud og det levende væsen, har Martinus bidraget til en dybere og samtidig rationel forståelse af livslovens to største bud.

Ifølge Martinus indebærer livsloven eller loven for tilværelse ikke kun, at man ikke alene selv skal leve og lade andre leve, men også, at man skal være og gøre imod andre, som man ønsker eller vil, at de skal gøre og være mod én selv. (LB II, stk.388). Denne moral er dels baseret på individets humane evne, nemlig den, der dikterer det ikke at gøre andre fortræd, dels på etiske principper, der fortæller, hvordan man bør handle mod sine medvæsener, og endelig på loven for skæbnedannelse, som Martinus også betegner som skæbneloven og som enklest er udtrykt i de bibelske ord: "Hvad et menneske sår, skal det også høste" (Gal. 6,7). Selv definerer Martinus skæbne eller skæbnedannelse som: oplevelsen af virkningerne til de årsager eller handlinger, som individet selv har udløst. Martinus, der også var kendt for sin humoristiske sans, siger i forbindelse med omtalen af skæbneloven - meget morsomt - at "Den mand, der får våde fødder, må selv opleve virkningen deraf. Man bliver ikke forkølet, fordi ens næste går for tyndt påklædt." (LB II, stk.347).

I forbindelse med skæbnedannelse og loven herfor, bør man derfor forstå, at éns næste kun udgør redskabet for udløsningen af virkningerne til de årsager, vi selv hver især i første instans har udløst. Denne konstatering er af afgørende betydning for vores etisk-moralske tænkning og adfærd, idet skæbneloven jo lige så vel indebærer, at man får behagelige eller såkaldte gode virkninger retur fra de tilsvarende handlinger, man har gjort over for andre, som man får ubehagelige eller såkaldte onde virkninger tilbage fra de tilsvarende handlinger, man har gjort imod andre. Fra samme øjeblik, som denne skæbnebestemmende lovmæssige årsagsvirknings-sammenhæng går op for individet, vil dette have mulighed for at begynde at dirigere sin egen skæbne, således at denne kosmisk set efterhånden kan befris for de ubehagelige og eventuelt smerte- og lidelsesfulde tilbageslag eller virkninger og eftervirkninger af dé uheldige og uhensigtsmæssige årsager, man i kraft af uvidenhed og intolerance, fordomme og begær, ubetænksomme handlinger og forsømmelser, har udløst i fortiden, udløser i nutiden og vil komme til at udløse i fremtiden. De skæbnedannende årsager, særlig de ubehagelige, man har udløst i fortiden, og som eventuelt vender tilbage til én i nutiden eller måske først i fremtiden, kan man stort set ikke gøre så meget for at undgå, i hvert fald ikke helt. Det skal vi siden vende tilbage til, specielt under omtalen af skæbneloven og reinkarnationsloven i forbindelse med undersøgelsen af, om disse kan have noget med Jesus og hans lære at gøre.

Loven for næstekærlighed

Men når Jesus anbefaler, at man overholder loven for næstekærlighed, hvilket vil sige, at man skal elske sin næste som man elsker sig selv, og derfor under alle forhold og omstændigheder, og i alle situationer, skal eller bør sætte sig i næstens sted, og vurdere, disponere og handle ud fra den forståelse, indsigt og viden, man derved får, så er det ene og alene af den grund, at det kun er derigennem at næstekærligheden kan indføres i menneskeheden og dermed på jorden. Næstekærlighedens praktisering er både etisk-moralsk og skæbnemæssigt set den absolut vigtigste forudsætning og betingelse for løsningen af menneskehedens nuværende krisetilstand og konfliktsituation. Praktiseringen af næstekærlighed er derfor livsvigtigere nu, end måske på noget tidligere tidspunkt i menneskets historie, især fordi fremtiden på næsten alle områder stiller krav og byder på udfordringer, som menneskene ikke tidligere har været udsat for, og specielt ikke hvad angår etik og moral. Her tænkes især på de store etiske problemer, der opstår på grund af den teknologiske og især medicinske og lægefaglige udvikling, hvor den førstnævnte primært drejer sig om computerteknikkens enorme fremmarch på alle samfundsområder, og den sidstnævnte primært om den ny genteknologi og måske især den genmanipulation, man efterhånden er og bliver i stand til at foretage.

De fleste vil formentlig forstå, hvad der menes med at elske sig selv, for det gør alle normale mennesker helt automatisk, idet enhver jo er sig selv nærmest. Vi er som bekendt hver især centrum i vort eget univers, og oplever og reagerer hele tiden uvægerligt på denne basis, som i virkeligheden hænger sammen med vor kosmiske struktur som treenige væsener. Den underinstans af det universelle Jeg, vi betegner som egoet, er jo vort personlige subjekt. Derfor mener Martinus da også, at det at elske sig selv, er identisk med en sund og naturlig form for egoisme. Men det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at man er sig selv nok, for tværtimod udgør iagttagelserne og erfaringerne med den sunde egoisme baggrunden for, at det er muligt at elske sin næste som sig selv. De gode hensigter og handlinger, som den sunde egoisme i bedste fald giver anledning til, vil i henhold til skæbneloven da også vende tilbage til individet i principielt samme omfang, grad og skikkelse, som da de blev udløst. Det andet store bibelske bud lyder da også: ”Du skal elske din næste som [du elsker] dig selv”. Men i det omfang, man ikke elsker sin næste som man elsker sig selv, er éns egoisme derimod udtryk for selviskhed og dermed for usund egoisme, hvis udtryk og handlinger i kraft af skæbneloven ligeledes vil vende tilbage til én i principielt samme form og karakter, som den, hvori de blev udløst.

Jesus praktiserede næstekærlighed

Men med hensyn til Jesus fra Nazaret, så var han i stand til at handle, som han gjorde, fordi han selv var et kristusvæsen eller en ”menneskesøn”, hvilket i henhold til Martinus vil sige: et dobbeltpolet væsen, og som sådan var han ikke et hankønsvæsen, der lod sig diktere af seksuelt begær efter et hunkønsvæsen, og følgelig heller ikke af begær efter at opnå ejendomsret over noget andet væsen, og dermed heller ikke over de ting, der normalt følger med pardannelse og parforhold eller ægteskabsforhold, så som f.eks. afkom og familie, bolig osv. Jesus var derfor ikke dikteret af den partiskhed, der automatisk følger med den ensidige sympati for et individ af modsat køn, og som almindeligvis medfører en latent antipati, modvilje eller ligefrem fjendtlige følelser over for medkønnets individer, der i reglen opfattes som rivaler. Han var derimod dikteret af dén fuldkomne kærlighed eller alkærlighed, som alene gør det muligt for individet at være fuldkommen som Gud, der lader sin sol skinne på gode og onde, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige. Det dobbeltpolede individ orienterer sig derfor i livet ved hjælp af den guddommelige alkærligheds visdomslys.

Det er lige præcis, hvad der var tilfældet for Jesu vedkommende, idet han bestemt ikke var fortaler for den gammeltestamentlige ægteskabsmoral, heller ikke selv om han mente, at når man var gift, så havde man også forpligtelse til at leve op til sit ansvar og ikke være sin ægtefælle utro og dermed bedrive hor. Men samtidig pointerede han det psykologiske faktum, "at enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte." (Matt.5,28). Troskab - og herunder ikke mindst ægteskabelig troskab - er altså ikke gjort med, at man er sin ægtefælle tro blot ved at afholde sig fra at stå i seksuelt forhold til en anden end denne, men beror tværtimod på, at man ikke under nogen omstændigheder føler begær efter nogen anden end sin ægtefælle. På baggrund af denne fortolkning af det ægteskabelige forhold ses det med al ønskelig tydelighed, at mange mennesker for længst har forladt den tilværelseszone, som Martinus betegner som "de lykkelige ægteskabers zone". Et frafald, der allerede gjorde sig gældende i gammeltestamentlig tid, idet der ellers ikke ville have været grund til at indføre og effektuere Moselovens ti moralbud, men som særlig i vor tid har taget et omfang, som vistnok ikke kendes fra nogen tidligere periode i menneskets historie.

Verdensgenløseren Jesus Kristus var altså i virkeligheden fortaler for en helt anden og ny moral, som intet har med almindeligt parforhold og ægteskab at gøre, og det hænger sammen med, at han besad en helt anden ånds- eller bevidsthedsstruktur end det almene jordiske menneskes. Denne markante forskel mellem Jesus og det almene jordiske menneske ses ifølge Martinus tydeligt af den kendsgerning og omstændighed, at menneskene stort set ikke tog Jesu læresætninger til forbillede for deres egne anskuelser og især ikke for deres handlinger. Dette skyldes primært, at allerede hans egne disciple og tilhængere hurtigt indså, at de ikke selv ville være i stand til at leve op til og efterleve hans læresætninger og anbefalinger. Man begyndte derfor snart at mene, at Jesu væremåde ikke kunne praktiseres af noget menneske, og følgelig måtte han være en helt enestående person, ja, Guds Søn, eller - som Johannes-evangeliet tilsyneladende mener - nærmest en inkarnation af Gud selv.

Denne opfattelse af Jesus førte derfor allerede i hans samtid til, at hans fødsel, liv og virke blev spundet ind i et net af mytologi og teologiske dogmer, hvoraf især dogmet om jomfrufødslen og treenigheden blev særligt markante for eftertidens kristendom. Begge disse dogmer har vi tidligere omtalt og gjort op med her i bogen, men vi mangler endnu at få gjort op med den stadig almindeligt udbredte opfattelse af, at næstekærligheden eller alkærligheden er et fænomen, der så at sige svæver frit i luften og som et individ ville kunne føle og praktisere, hvis blot det vil det. Denne opfattelse er efter Martinus' mening en af de allerstørste misforståelser, der nogensinde har eksisteret, og som dels beror på, at de ti guddommelige bud er udformet som påbud, der alle siger: "Du skal", og dels på, at man ikke mindst gennem hele kristendommens godt totusindårige historie har opfattet den seksuelle, kødelige kærlighed som noget urent og uværdigt for mennesket, skabt som det er i Guds billede efter hans lignelse.

Seksualiteten er guddommelig

Men herimod indvender Martinus' med velbegrundet påstand, for det første, at det er Guddommen selv, der rent organisk er ophav til eksistensen af begrebet og fænomenet seksualisme, og for det andet, at kærlighed og seksualisme i virkeligheden er udtryk for samme grundprincip, idet der i begge tilfælde er tale om nydelse og glæde ved berøring og kærtegn. Og imod den indvending, at der dog findes mange væsener, både mennesker og dyr, man elsker, uden at dette har noget at gøre med seksualitet, siger Martinus, "at det er en af verdens allerstørste illusioner." (Logik, 37. kap.). Kærlighed, hævder han, er ikke nogen viljesakt, men kan kun udløses som et resultat eller produkt af dertil indrettede organer og funktioner. Alkærlighed eller næstekærlighed er derfor lige så meget "seksuel" nydelse, som den såkaldte seksualisme, der som bekendt er baseret på den enpolede organstruktur, blandt andet i form af de primære hanlige og hunlige kønsorganer og de dermed forbundne fysiologiske funktioner. Hvis kærlighed ikke havde noget med seksualisme at gøre, kunne man jo nemlig spørge, hvorfor det så kan være forkert eller umoralsk at kysse og omfavne en anden mands hustru, eller en anden hustrus mand? Det er jo en uomtvistelig kendsgerning, at sådanne foreteelser i reglen vækker følelser som jalousi, fortvivlelse, depression, vrede og had hos den "bedragne" part, alt efter dennes mentalitet, og at dette i nogle tilfælde ligefrem fører til skilsmisse, eller endog til det, der er værre, nemlig selvmord eller jalousidrab. (2)

Den dobbeltpolede organiske seksualstruktur er i henhold til Martinus' kosmiske analyser ikke baseret på hverken hankøns- eller hunkønsorganer og -funktioner, men derimod på samspillet mellem de to overbevidsthedspoler og de to dertil knyttede polorganer i underbevidstheden. De sidstnævnte udgør i virkeligheden individets primære seksualorganer, som altså ikke er af fysisk men derimod parafysisk natur. Men med den endnu overvejende fysiske organisme, som individet kommer til at betjene sig af i det rigtige menneskerige, nemlig følelseslegemet, vil det fysiske legemes kønsorganer efterhånden degenerere og blive rudimentære, især da disse ikke længere skal fungere som forplantningsorganer. Og - stadig i henhold til Martinus - for øvrigt heller ikke som organer til opnåelse af seksuelt klimaks. I stedet overtages kønsorganernes funktioner og rolle som redskaber til opnåelsen af seksuelt klimaks (orgasme) af munden, tungen og læberne. Vi skal senere se på, hvad der i henhold til Martinus' kosmiske analyser vil ske i den fra et almindeligt menneskesynspunkt relativt langvarige overgangsfase eller -periode, regnet fra nutiden og til de omkring 3000 år ude i fremtiden, som Martinus mener der vil gå, førend det rigtige menneskerige vil være nogenlunde etableret her på jorden.

I henhold til Martinus vil forplantningen eller det, at sætte børn i verden, i den fysiske del af det rigtige menneskerige, ske gennem en til den tid udviklet materialisationsteknik, hvormed i første omgang særligt uddannede specialister kan hjælpe det diskarnerede individ til at skabe sig en fysisk organisme. Principielt på samme måde, som da Jesus efter alt at dømme ved åndelige væseners - de såkaldte engles - hjælp, skabte en midlertidig kopi af sit afdøde fysiske legeme. Og under anvendelsen af principielt samme teknik, men i modsat rækkefølge, kan det ny fysiske legemes eksistens bringes til ophør gennem dematerialisation, når individet ønsker at overføre sin dagsbevidsthed på det rent åndelige følelseslegeme og via dette genindtræde i den åndelige verden. (3)

Livet i de åndelige verdener

Det er efter Martinus' opfattelse det, Jesus hentyder til i sit svar på saddukæernes spørgsmål om opstandelsen, som de i øvrigt ikke troede på: "[...] I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft. Thi i opstandelsen tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de, men de er som engle i Himmelen. [...]" (Matt.22,23-33). Denne sammenligning mellem "opstandelsesvæsenerne" og de såkaldte engle eller guddommelige sendebud er i henhold til de kosmiske analyser fuldstændig berettiget, idet de førstnævnte jo er identiske med dobbeltpolede individer, der som sådan ikke "tager til ægte, ej heller bortgiftes". Samme karakteristik gælder for de nævnte åndelige væseners vedkommende, lige som den gælder for alle levende væsener i de højere verdener, hvilket vil sige: det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. At den højere verdens væsener kaldes "åndelige" betyder ikke, at disse ikke er udstyret med en mere eller mindre permanent organisme eller et legeme, hvormed de kan sanse og manifestere sig. Ifølge Martinus kan intet væsen sanse og manifestere sig, og dermed heller ikke give sig til kende, medmindre det er i besiddelse af et organisk redskab, som det kan sanse og manifestere sig ved hjælp af. Derfor betjener væsenerne i det rigtige menneskerige sig af følelseslegemet, væsenerne i visdomsriget sig af intelligenslegemet, væsenerne i den guddommelige verden af intuitionslegemet, og væsenerne i salighedsriget af hukommelseslegemet. De nævnte legemer er i hvert tilfælde opbygget af hver sin specielle kombination af de seks grundenergier, men således at kun én af grundenergierne er dominerende i den pågældende kombination.

Imidlertid er det i den forbindelse vigtigt at forstå, at der med organisme eller legeme ikke kun menes fremtrædelsesform, men mere præcist et objektivt psykisk kraft- eller vibrationsfelt, hvori kombinationen af grundenergier eller grundvibrationer forekommer, men sådan, at én af grundenergierne må betegnes som den bærende og dermed som dominerende i kombinationsforholdet. På dette grundlag kan væsenet selv frit bestemme, hvilken fremtrædelsesform, det vil antage i en given situation, hvor det ønsker at kommunikere med eller bliver kontaktet af et andet medvæsen, eller eventuelt af flere medvæsener, som af den ene eller den anden grund ønsker at komme i forbindelse med det. På denne baggrund er det, at begrebet og fænomenet engle og ånder skal forstås, nemlig primært i medfør af, at den såkaldte åndelige eller parafysiske verden ikke er en verden af afstande, hverken i tid eller rum, men derimod en verden af tilstandsformer, som ganske vist opstår, forvandles og forgår, men som følger deres egne lovmæssigheder, der ikke indbefatter det klassiske rum-tidsbegreb eller rum-tidsfænomen. (4)

Men at opstandelsesvæsener ligner engle, nemlig i den forstand, at de er dobbeltpolede som disse og derfor ikke hverken tager til ægte eller bortgiftes, må jo betyde, at Jesus i en vis forstand var en engel, hvilket vil sige et guddommeligt sendebud. Og dette er da også, hvad Martinus hævder, idet han samtidig konstaterer, at verdensgenløseren talte og lærte fra sig på grundlag af sin egen sanse- og oplevelsesevne, som var hævet over både instinktfunktionens autoritetstro og intelligensfunktionens erkendelsesmuligheder, idet den var baseret på dén fuldkomne harmoni mellem følelse, intelligens og intuition, som Martinus betegner som højintellektualitet. Jesus var derfor i permanent kontakt med universets grundvibration, alkærligheden, der er hævet over tid og rum og derfor gjorde ham ét med evigheden og uendeligheden og dermed ét med udødeligheden og den evige Fader. Det er naturligt og nærmest selvfølgeligt, siger Martinus, at et menneske med en sådan psyke måtte blive opfattet som et overjordisk og nærmest overnaturligt væsen, som intet almindeligt jordisk menneske turde tænke på at efterligne. Dette gjaldt både i Jesu samtid og ikke mindst i hans eftertid, og der er derfor ikke noget at sige til, at man hverken kunne fatte eller acceptere, at Jesu Kristi fremtræden og måde at være på, fra Forsynets side var beregnet på at skulle være model for ethvert andet menneskes væremåde og fremtræden.

Ifølge Martinus har det da heller ikke været Guddommens mening, at menneskene straks skulle begynde at efterleve Jesu læresætninger og ideale handlemåde og dermed efterligne verdensgenløseren. Gud må jo bedre end nogen anden vide, at det at elske sin næste som sig selv er en organisk umulighed, så længe individerne endnu er undergivet de livsvilkår, der betinges af hankøns- og hunkønstilstanden. Sådanne individer kan i kraft af deres enpolede organiske seksualstruktur udelukkende finde den højeste tilfredsstillelse eller lykke i forelskelsen, besiddelsen og den seksuelle forening med et individ eller individer af modsat køn. Og at ændre en sådan seksualstruktur samt alt, hvad der er en direkte så vel som indirekte følge af denne, kan naturligvis kun ske over et længere udviklingsforløb, hvilket også er, hvad Martinus mener og redegør for i sine kosmiske analyser. Men en sådan radikal ændring af individets seksualstruktur og dermed af dets bevidsthed og på længere sigt også af dets fysiske organisme, er efter Martinus' opfattelse både nødvendig og uundgåelig, ikke mindst for at skabe den fred og fordragelighed mellem mennesker, der udelukker krige, sult, nød og anden elendighed på jorden, som de fleste mennesker i virkeligheden længe har ønsket og stadig ønsker. De store forandringer af den globale bevidsthed, det globale samfund og den globale kultur, som på godt og ondt må ske, er ifølge Martinus prisen for at opnå den af mange mennesker eftertragtede globale fred og mellemfolkelige fordragelighed. Men denne udvikling afgøres dog ikke kun af menneskeheden selv, men er faktisk den foreløbige hensigt og målsætning med den af Gud udsendte ny verdensimpuls, hvis indflydelse og virkninger indtil videre kun så småt er begyndt at gøre sig gældende. (5)

Menneskets seksuelle situation

En af de væsentligste følger af indflydelsen fra den ny verdensimpuls, er en forstærket udvikling og dermed ændring af menneskets seksuelle situation, nemlig i medfør af, at den hidtil latente seksuelle pol, hos manden den feminine pol og hos kvinden den maskuline pol, og i begge tilfælde det dertil hørende intellektuelle polorgan, er under stærk vækst i menneskets bevidsthedsliv. Denne vækst og ændring af individets seksuelle struktur, i medfør af polforvandlingen, giver sig særlig i vor tid flere forskellige udtryk af både positiv og negativ art. Positive udtryk i form af ændret sindelag hos mange mennesker i retning af mere human holdning og tolerant indstilling, større mellemfolkelig forståelse og global samarbejdsvilje, nye former for kunst og kultur o.lign. Negative udtryk i form af forskellige seksuelle afsporinger fra den normale seksuelle polforvandling, og alt hvad deraf følger af laster og misbrug, som jeg dog ikke skal komme nærmere ind på her, men henvise til Martinus' egne analyser og beskrivelser heraf. (Særlig LB V, stk. 1831-1918 fra A- til K-menneske).

Imidlertid påpeger Martinus, at det i den forbindelse er vigtigt at forstå, at selv de ubehagelige og i nogle tilfælde ligefrem lidelsesfulde negative virkninger eller følger af den igangværende polforvandling, på længere sigt vil give de implicerede mennesker erfaringer, som vil motivere disse for af al kraft at søge tilbage til den normale seksuelle udvikling.

Til de negative følger af polforvandlingen hører i en vis forstand også den situation, som parforholdet og ægteskabsinstitutionen aktuelt befinder sig i. Set fra en almindelig menneskelig synsvinkel, og især fra en traditionel kristen synsvinkel, er situationen negativ, men set fra et kosmisk synspunkt som det Martinus repræsenterer, er situationen samtidig positiv, idet den er en både nødvendig og ikke mindst uundgåelig følge af polforvandlingen og dermed af næstekærlighedens udvikling her på jorden, og den er samtidig forudsætningen for, at det levende væsen i form af det jordiske menneske kan komme videre i denne udvikling.

Begrebet og fænomenet "de lykkelige ægteskabers zone" forudsætter implicit, at der også må forekomme et begreb og fænomen som "de ulykkelige ægteskabers zone", og dette er da også, hvad der i henhold til Martinus i højeste grad er tilfældet. Det, der af Martinus betegnes som de ulykkelige ægteskaber, er en direkte følge af polforvandlingen, som på et tidspunkt så at sige opløser den "lim", der binder de to køn sammen, nemlig den gensidige seksuelle tiltrækning. Denne gensidige tiltrækning mellem kønnene aftager i takt med fremvæksten af den hidtil latente pol og det dermed forbundne polorgan, men det er ikke ensbetydende med, at selve det seksuelle behov også aftager, snarere tværtimod, idet interessen for seksuelle udfoldelser, eksperimenter og erfaringer vokser og til en vis grad erstatter det faste parforhold. Vor tids seksuelle frigørelse, herunder kvindefrigørelse og såkaldte mandefrigørelse, med alt, hvad dette indebærer på godt og ondt, er således mere eller mindre en direkte følge af polforvandlingen.

Især blev parforholdet og måske særlig ægteskabet op gennem 1960'erne og 1970'erne udsat for hidtil usete opløsningstendenser, i form af utroskab, separation og skilsmisse, i reglen ofte med mange uheldige og ulykkelige følgevirkninger, især for børnenes vedkommende. I samme periode steg antallet af brudte ægteskaber og hvad deraf fulgte af ulykkelige forhold, herunder blandt andet kampen eller snarere det mentale slagsmål om forældreret og samkvemsret med børnene begyndte og endte i bedste fald med kompromisser, som ingen af parterne i reglen var særlig tilfredse med, endsige lykkelige for. Mange yngre mennesker, herunder ikke mindst skilsmissebørn, følte behov for nye og alternative samlivsformer, hvilket dels medførte de såkaldte papirløse parforhold og bofællesskaber eller kollektiver med flere mennesker af begge køn.

Myndigheder, psykologer, socialrådgivere og ikke mindst præster, stod til dels uforstående og uforberedte og stort set magtesløse overfor den nye situation, og skønt alle havde hver sin forklaring på problemerne, var man sjældent i stand til at anvise gode og brugbare løsninger på disse. Særlig syntes frafaldet fra kirken og kristendommen at være stort og stigende, hvilket blandt andet viste sig ved, at flere og flere meldte sig ud af folkekirken, og færre og færre lod sig vie i kirken, ligesom antallet af barnedåbe og konfirmationer viste markant faldende tendens. Det viste sig også ved, at stadig flere og flere især yngre mennesker tilsluttede sig de såkaldte nyreligiøse bevægelser, eller helt havde forladt religionen og i stedet valgt at engagere sig med den ateistiske og materialistiske socialisme, nymarxisme eller kommunisme, ofte i den tro, at der var tale om videnskabeligt underbyggede teorier og systemer. Udviklingen og historien siden da har imidlertid vist, at dette ikke var tilfældet, men det er en lidt anden historie, som jeg ikke skal komme ind på her. (6)

Imidlertid syntes opløsningstendenserne på parforholdets og ægteskabets område at aftage i løbet af 1980'erne og 1990'erne, hvor det igen blev mere almindeligt med kirkelige vielser, barnedåbe og konfirmationer. Men selvom der af flere grunde lejlighedsvis kan forekomme perioder med tilbagevenden til kirkelig vielse med hvid brud og alt det romantiske, der hører til et traditionelt bryllup, og barnedåbe og konfirmationer med alt, hvad der hører sig til, er hovedtendensen i udviklingen dog klar. Det ses ikke mindst af, at den hvide brud ikke længere behøver at være jomfru, hvilket vil sige seksuelt uberørt, tværtimod er det i mange tilfælde sådan, at brudens eller parrets eget barn eller børn optræder som brudepiger eller -svende. Parret behøver heller ikke at være mennesker, der er førstegangsgifte, lige som barnet eller børnene heller ikke nødvendigvis er fællesbarn eller fællesbørn. Der gives eksempler på folk, som er blevet gift, skilt og gift igen med den ene partner efter den anden, helt op til 4-5 gange, og endda med kirkelig velsignelse.

Ægteskabsinstitutionens degeneration

I overordentlig mange tilfælde viser det sig da også snart, at ægteskaberne præges af indbyrdes uoverensstemmelser mellem ægtefællerne, forårsaget af jalousi i forhold til ægtemagens tidligere mand eller kone, jalousi i forhold til "dine børn" og "mine børn", og i nogle tilfælde også jalousi, skuffelse, vrede, melankoli o. lign. som følge af ægtemagens seksuelle utroskab, samt andre seksuelle problemer og meget andet og mere, der kan være årsag til, at begge ægtefæller eller eventuelt kun den ene af parterne ikke føler sig glade og lykkelige i samlivet eller ægteskabet. Disse forhold er derfor fortsat en bekræftelse på, at Martinus' brug af udtrykket "de ulykkelige ægteskabers zone", stadigvæk er aktuelt.

De nævnte forhold markerer især et klart brud på Moselovens og den kristne kirkes ægteskabsbud, og betegner dermed et frafald fra traditionen, et frafald, som ifølge Martinus er udtryk for de uundgåelige opløsningstendenser, ægteskabet som institution i særlig grad i vor tid er underkastet, og som er en følge af væksten af den hidtil latente pol, hos manden den feminine pol og hos kvinden den maskuline pol, samt i begge tilfælde af det intellektuelle polorgan. Denne fremvækst af pol og polorgan ytrer sig i form af den igangværende mentale udvikling, særlig hos det vestlige kulturmenneske, og i de deraf følgende mellemfolkelige, nationale så vel som globale samfundsmæssige, økonomiske, politiske, sociale, videnskabelige, tekniske og kunstneriske forandringer, udfordringer og nytænkninger. (7)

Men samtidig med, at man erkender og indser de positive såvel som de negative følgevirkninger af polforvandlingen, og herunder især af det traditionelle faste parforholds og ægteskabsinstitutionens generelle opløsningstendenser, er det også vigtigt at forstå, at disse tendenser ikke nødvendigvis behøver at betyde, at mænd og kvinder i hvem polforvandlingen er stærkt fremskreden, ikke vil indgå i faste parforhold og endog ægteskab i fremtiden. Dette er i henhold til de kosmiske analyser ikke alene muligt, men endog ret sandsynligt, idet det faste parforhold eller ægteskabet i disse tilfælde dog i højere grad vil blive indgået på grundlag af fælles menneskelig sympati, fælles åndelige eller kulturelle interesser og lignende grunde, end primært af gensidig tiltrækning af rent seksuel karakter. Den seksuelle frihed vil desuden være begrænset af gensidig ansvarsfølelse og hensyntagen. Sådanne ægteskaber vil ifølge Martinus' opfattelse tilmed kunne vise sig at have større stabilitet og længere varighed, end tilfældet er med mange af nutidens giftermål.

Det heldige eller lykkelige udfald af en sådan ægteskabelig alliance forudsætter imidlertid, at parternes polkonstellationer harmonerer eller matcher nogenlunde med hinanden. Hos det par, i hvem den latente pol er vågnet og begyndt at gøre sin indflydelse gældende i bevidsthedslivet, og måske også i seksuallivet, er der i virkeligheden tale om et forhold med i alt fire deltagere, nemlig mandens maskuline og nyvågnende feminine pol, og kvindens feminine pol og nyvågnende maskuline pol. Dette interessante og i virkeligheden uhyre omfattende emne, skal jeg dog ikke komme nærmere ind på her, men igen henvise læseren til Martinus' egne værker. (8)

”Guds levende ord”

Men den brogede og spegede situation, vi i vore dage kan opleve og iagttage på parforholdets og ægteskabets område, er i henhold til Martinus dels en følge af den igangværende polforvandling hos individerne, hos mænd så vel som hos kvinder, og dels en følge af den deraf betingede fremvækst af næstekærligheden i menneskenes bevidsthed. Og spiren hertil blev for to tusind år siden sået af Jesus fra Nazaret, da han til fods vandrede omkring i Palæstina og forkyndte Himmeriges riges komme på jorden, og i den forbindelse lærte fra sig af sin store visdom og gennem sin adfærd og sit sindelag demonstrerede, hvordan et rigtigt menneske eller en "menneskesøn" reagerer og handler i så godt som enhver situation. Selv da han hang lidende, blodig og tørstig på forsmædelsens kors, magtede han at fastholde sin store kærlighed til Gud og den næste, der havde forhånet, pint og hamret nagler gennem hans hænder og fødder. I den situation udtalte han de mest menneskekærlige ord, som nogensinde er kommet fra et menneskes mund: "Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør." (Luk.23,34). Disse ord betød jo implicit, at han allerede selv havde tilgivet sine bødler og smædere, og nu ønskede han, at også Gud skulle tilgive bødlerne deres handlinger, fordi han vidste, at skæbneloven før eller siden ville udvirke gengældelse. Han vidste imidlertid også, at end ikke Gud kan ændre ved skæbnens lovmæssighed, og hans bøn ville da også have været meningsløs, hvis ikke dens hensigt havde været, at markere, hvordan et rigtigt menneske måtte reagere og tænke i den grufulde situation, hvori han selv befandt sig.

Som Guds levende ord til menneskeheden formidlede Jesus Kristus den lyse udstråling fra det guddommelige skabeprincip, og påbegyndte dermed den verdensgenløsende mission, som først i vor tid skulle få fornyet kraft og inspiration gennem en ny stor udladning eller impuls fra skabeprincippet, nemlig primært i form af Martinus' videreførelse af Jesu forkyndelse og lære i en menneskehed, der mentalt og moralsk set ganske vist har stor lighed med Jesu samtidige, men som dels er under en stærkere polforvandling end disse, hvilket især har bevirket en generelt set tiltagende vækst af intelligensevnen, og dels lever under livsvilkår og samfundsforhold, der på en lang række vitale punkter omtrent er en diametral modsætning til datiden. Som en moderne indviet med kosmisk bevidsthed, blev det som omtalt Martinus' opgave, både gennem personlig foredragsvirksomhed og rådgivning af mennesker, og især gennem sit omfattende forfatterskab, at spille rollen som den af Jesus profeterede "talsmanden, den hellige Ånd, sandhedens Ånd", der skulle vejlede menneskene til hele sandheden om livsmysteriet, og som samtidig skulle bekræfte Jesu liv, ord og lære som identiske med denne sandhed, og derigennem herliggøre ham som ”vejen, sandheden og livet." Det tør vistnok siges, at Martinus, både i sin egen livsførelse og især i og med sit livsværk, i højeste grad har formået at leve op til Jesu ord og forventninger. (9)

7. JESUS OG REINKARNATIONSLÆREN

Vi har adskillige gange tidligere her i bogen berørt emnet reinkarnation i forskellige sammenhænge, men for at præcisere, hvad der skal forstås ved dette begreb og for at genopfriske læserens hukommelse angående dette emne, vil vi her ganske kort repetere, hvad ideen eller teorien om reinkarnation går ud på:

Begrebet reinkarnation tager sit udgangspunkt i den omstændighed, at det levende væsen, individet, består af både ånd, sjæl og krop, idet begrebet ånd skal forstås som universel ånd, begrebet sjæl som personlig ånd, og begrebet krop i dette tilfælde som fysisk krop. Ånd er et fænomen, der i kraft af sin natur er ’udenfor’ tid og rum og derfor evig og uendelig, hvilket i en vis forstand vil sige udødelig. Fænomenet sjæl er delvis åndelig og delvis parafysisk, idet den er sammensat af ånd i ovennævnte forstand, og af overfysisk materie eller energi, der som sådan er underkastet den form for begrænsning, der ligger i forandring, nemlig fra én tilstandsform til en anden, herunder vækst og degeneration, men som grundfænomenet sjæl ophører den dog i princippet aldrig med at eksistere.

Det sidstnævnte kan især også siges om den fysiske krop, idet denne som et rent rum-tids-dimensioneret fænomen, er undergivet de begrænsninger, der ligger i tilblivelse og ophør, vækst og degeneration eller i undfangelse, fødsel og død. Døden betyder et ophør og en total forvandling af den fysiske krop, i den forstand, at denne gennem såkaldt forrådnelse opløses i sine grundbestanddele, der går over i det naturlige fysiske kredsløb, og her principielt atter vil kunne danne materiale for tilblivelsen af en ny fysisk krop.

Ved dødens indtræden udskilles ånden og sjælen totalt fra forbindelsen med den fysiske krop, og sjælen lever videre i en parafysisk tilstandsform, hvori den betjener sig af et til dette formål frembragt parafysisk legeme. Sjælen må derfor siges aldrig at være uden krop, hvad enten denne er fysisk eller parafysisk, og det er denne krop, som sætter sjælen i stand til at sanse og manifestere sig. I henhold til Martinus råder det levende væsen over i alt seks indbyrdes noget forskellige legemer, som det i løbet af sin tilværelse i de forskellige naturriger successivt kan betjene sig af sanse- og manifestationsmæssigt. De pågældende legemer er dog altid til stede samtidigt, idet de hver især udgør omsætningsredskaber for hver sin specielle grundenergikombination. I praksis giver dette sig udtryk i de i alt seks grundlæggende bevidsthedsevner, individet råder over, nemlig instinktet, tyngden (dynamisk evne), følelsen, intelligensen, intuitionen og hukommelsen.

Imidlertid er det i henhold til Martinus Guds plan og dermed tilværelsens hensigt, at det levende væsen skal fuldkommengøres i etisk-moralsk henseende, hvilket sker gennem en udviklingsproces, hvorunder individet efterhånden får de oplevelser og gør de erfaringer, der er forudsætninger og betingelser for etisk-moralsk udvikling og fuldkommengørelse. At dette er tilfældet, beror især på, at der i tilværelsen virker en konsekvent og ufravigelig årsagsvirkningslov, som specielt i forbindelse med individets skæbnedannelse betegnes som skæbneloven. Den betinger, at individet principielt får lige præcis de virkninger retur, som dets handlinger har udløst eller afstedkommet. Eller sagt med bibelske ord: "som du sår, således skal du også høste." Det vil principielt sige, at gode handlinger giver gode og behagelige virkninger, mens onde handlinger giver onde og ubehagelige eller eventuelt smertelige virkninger. Og det er netop denne lovmæssige omstændighed, der danner grundlag for, at individet med tiden lærer at kende forskel på godt og ondt, og dermed kan udvikle sig til at blive et menneske, der handler i overensstemmelse med etisk-moralske principper.

Flere jordeliv er en nødvendighed

Det forholder sig imidlertid sådan, som ethvert normalt begavet menneske ved, at intet individ er i stand til at udvikle sig til moralsk fuldkommenhed i løbet af et enkelt jordeliv. Det, at være et godt menneske, der altid handler kærligt og retfærdigt, er desuden ikke et spørgsmål om vilje, men derimod om evne. Eftersom den udviklingsproces, der med tiden skal bringe individet frem til moralsk fuldkommenhed, ifølge det kosmiske livssyn allerede begynder under individets tilværelse i planteriget, betyder det, at der er tale om en millionårig proces. Det betyder desuden, at individet må reinkarnere eller genfødes utallige gange i løbet af denne udviklingsproces, eller kosmisk set indviklingsproces, som fortsætter med dyrene og menneskene, og som efter umådelige tidsrum resulterer i det fuldkommengjorte menneske.

Som fuldkommengjort menneske, er individet i virkeligheden vendt tilbage til sin "oprindelige" tilstand som "paradisvæsen", idet det er fra denne, individet for umindelige tider siden inkarnerede i den fysiske materieverden, først som mineralvæsen og derefter som plantevæsen osv. Et universelt kredsløb er dermed gennemført, men denne universelle kredsløbsbevægelse ophører ikke dermed, men fortsætter uendeligt, idet kontrastprincippet og sult- og mættelsesprincippet hele tiden fordrer gentagen fornyelse af individernes livsoplevelsesevne, og dermed af de organismer eller legemer, de betjener sig af, for overhovedet at kunne sanse og manifestere sig.

At den kosmiske indviklings- og udviklingsproces indbefatter de levende væseners successive eksistens som åndeligt væsen, mineral, plante, dyr, jordisk menneske og fuldkomment menneske, og dermed igen som åndeligt væsen, betyder blandt andet også, at de åndelige riger så vel som mineralriget, planteriget og dyreriget, hvorunder det jordiske menneske hører, i virkeligheden kun udgør "trin" eller "faser" i de universelle levende væseners evige kosmiske udvikling frem mod fuldkommengørelsen. (1)

Reinkarnation og kristendom

Spørgsmålet, om begrebet og fænomenet "reinkarnation" kan forenes med Bibelen og specielt med kristendommen, er i tidens løb blevet debatteret livligt, og som forventeligt er der både dem, der mener, at svaret er bekræftende, og dem, som mener, at det er helt udelukket, eftersom begrebet og udtrykket "reinkarnation" slet ikke forekommer i hverken Gamle eller Ny Testamente, ligesom fænomenet reinkarnation heller ikke synes at være beskrevet nogen af disse steder, i hvert fald ikke med ordet reinkarnation. Imidlertid bør man som nutidsmenneske nok gøre sig klart, at ordet reinkarnation først optrådte i og med det latinske sprog, hvis alfabet er afledt af det græske. Latin kendes fra ca. 500 f. Kr. og blev med Romerrigets vækst udbredt over store dele af verden, men sproget fik ikke fodfæste i Palæstina, formentlig fordi det taltes af den romerske besættelsesmagt. Derimod havde græsk en vis udbredelse i landet, især i lærde kredse. På græsk hedder reinkarnation palingenese, af palin = igen, gentagen, atter, og genese = oprindelse, heraf er ordet gen = arveanlæg for resten afledt. På sanskrit hedder reinkarnation samsara, som betyder kredsløb, livscyklus, genfødsel. Det Ny Testamente, herunder de fire evangelier, der alle er skrevet på grundlag af foreliggende mundtlige overleveringer, er affattet på græsk, men det menes dog, at den fælles kilde til evangelierne oprindelig kan have været affattet på aramæisk, som jo var Jesu og hans nærmeste disciples talesprog.

Til dem, der mente, at reinkarnation godt kunne forenes med kristendom, hørte den græske kristne filosof og kirkefader Origenes (185-254), grundlæggeren af den videnskabelige kristne teologi. Han virkede som kirkelig lærer i Alexandria og fra ca. 231 i Cæsarea (Palæstina). I hans kristent filosofiske system søger han at forene kristendom og nyplatonistisk emanationslære, hvilket førte til, at han blev afsat som lærer. I 553 erklæredes han for kætter og store dele af hans forfatterskab blev tilintetgjort ved den lejlighed. Men allerede i året 543 var der blevet afholdt en lokal synode i Konstantinopel, som havde til formål at fordømme Origenes' lære og indflydelse på kristendommen. Reinkarnationen, der er en del af den kosmiske udviklingstanke, blev dermed erklæret for kættersk og som sådan forvistes den fra den kristne livsanskuelse, til fordel for opstandelsesteorien. Men den overlevede, om end skjult, idet man mente og mener, at der hermed er tale om en henvisning til opstandelsen på dommens dag. Det drejer sig om begravelsesritualet, som lyder således: "Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå." (2)

Jesu samtale med Nikodemus

Påstanden om, at fænomenet reinkarnation i begrebets ovenfor skitserede betydning, ikke forekommer i Bibelen, er objektivt set dog ikke fuldstændig i overensstemmelse med kendsgerningen, hvilket især fremgår af Johannes-evangeliet, nemlig det sted, hvor Jesus siger til Nikodemus: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny." (Joh.3,3-4). At der her kan være tale om en indirekte henvisning til reinkarnation eller genfødsel, fremgår umiskendeligt af Nikodemus' forundrede spørgsmål: "Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?" (Joh.3,4).

I en fodnote til "født på ny" bemærkes det, at de græske ord også kan betyde: født ovenfra, hvilket i så fald indebærer, at der er tale om en rent åndelig fødsel. Imidlertid tyder Nikodemus' spørgsmål ikke på, at han har forstået ordene "født på ny" i denne betydning. Men her kan man naturligvis indvende, at Nikodemus misforstod, hvad det var Jesus mente, og derfor kunne han stille spørgsmålet om muligheden forelå for, at man anden gang kunne komme ind i sin moders liv og fødes igen.

Som medlem af farisæersekten var Nikodemus formentlig af den eskatologiske og apokalyptiske opfattelse, som også indbefatter begrebet ”de dødes opstandelse”, men ved ”tidernes ende”. Det ses derimod af hans spørgsmål til Jesus, at han egentlig var af den mening, at en genfødsel i betydningen reinkarnation formentlig ikke kunne finde sted, men samtidig stiller han sig åben og afventende til, om Jesus måske har en anden opfattelse. Og det har denne åbenbart, også selvom hans svar måske kan forekomme en smule kryptisk: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd. Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af Ånden." (Joh.3,5-9). Det svar, Jesus her giver, har ifølge ortodoks kristen opfattelse med dåben at gøre, men er dette nu også den eneste rigtige måde at fortolke denne udtalelse på?

Ånd, sjæl og krop

En af forudsætningerne for, at reinkarnation overhovedet kan finde sted rent 'teknisk' set, er, at der består en forskel mellem ånden og sjælen på den ene side og kroppen på den anden side, således at disse kan adskilles definitivt, som det sker ved dødens indtræden, hvorefter sjælen fortsætter sin eksistens i et åndeligt legeme og i en rent åndelig tilværelse, og den fysiske krop går sin naturlige opløsning i møde. At Jesus skelnede mellem ånd, sjæl og legeme, kan indirekte ses af følgende udtalelse: "Hvad da, om I får at se, at Menneskesønnen stiger derop, hvor han var før? Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet;" (Joh.6,62-63). (3)

Men Jesus taler i enkelte tilfælde også direkte om reinkarnation, som når han siger: "Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han. [...]”. "Og om I vil tage imod det - han er Elias, som skulle komme. Den, som har øren, han høre." (Matt.11,11-15). Senere, efter forklarelsen på bjerget, hvor disciplene havde set Jesus sammen med Moses og Elias, og han bagefter påbød dem ikke at omtale dette syn, "før Menneskesønnen er opvakt fra de døde", spørger de ham: "Hvorledes kan da de skriftkloge sige, at Elias først må komme?". Hertil lyder Jesu svar: "Elias skal komme og genoprette alt; men jeg siger jer: Elias er allerede kommen, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham, hvad de ville; således skal også Menneskesønnen lide ondt af dem." Da forstod disciplene, at det var om Johannes Døber, han havde talt til dem." (Matt.17,9-13).

Reinkarnation og skæbnelov

Det er tidligere her i bogen blevet omtalt, at Jesus og flere af hans disciple også forstod, at skæbneloven gjorde sig gældende i menneskers liv. Det kan man se af den udtalelse Jesus kom med, da Peter i Getsemane have greb sit sværd for at forsvare sin elskede mester: "Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd. [...]" (Matt.26,51-55). Disse ord findes gentaget og uddybet i Johannes-evangeliet: "Hvis nogen har øre, han høre! Hvis nogen vil bringe andre i fangenskab, han kommer selv i fangenskab; hvis nogen dræber med sværd, han skal selv dræbes med sværd. Her gælder det for de hellige om udholdenhed og tro." (Joh.13,9-10; jvf.18,4-8).

Hertil kan føjes, hvad Paulus skriver i brevet til galaterne: "Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et menneske sår, det skal han også høste. Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid. [...]" (Gal.6,7-9).

Det må konstateres, at det ikke er meget, der står i Ny Testamente om reinkarnation og skæbnelov, men de ovenfor anførte citater, i øvrigt sammenholdt med adskillige andre tekststeder i samme testamente, og for resten også i Gamle Testamente, er dog nok til at påvise, at der bag om den teologiske sprogbrug og udlægning af Jesu liv og lære, endnu findes rester af en antagelig mere oprindelig kristen lære, nemlig Jesu egen forkyndelse. Men at Jesus selv i høj grad lagde vægten på gerningerne, det vidner evangelierne om til overmål, i al fald for den, der læser disse med fordomsfri øjne. Her behøver man blot at henvise til Jesu bjergprædiken, som er én eneste stor anvisning på, hvordan man bør handle i forskellige situationer, og det er ligeledes gerning, det handler om i mange af hans lignelser: Arbejderne i vingården (Matt.20,1-14), den barmhjertige samaritaner (Luk.10,25-27, de betroede talenter (Matt.25,14-30; Luk.19,11-27), den gældbundne tjener (Matt.18,23-35, den tro og kloge husholder (Luk.12,35-48), det mistede får (Matt.13,24-46), rajgræsset i hveden (Matt.13,24-30), den rige bonde (Luk.12, 13-21), skatten i marken (Matt.13,44), den store nadver (Luk.14,15-24), de ti brudejomfruer (Matt.25,1-13), de to sønner og vingården (Matt.21,28-31), det ufrugtbare figentræ (Luk.13,6-9), den uretfærdige dommer og enken (Luk.18,1-8), den utro godsforvalter (Luk.16,1-9), de utro vingårdsmænd (Matt.21,33-46; Mark.12,1-12; Luk.20,9-19), verdensdommen (Matt.25,31-46), det vildfarne får (Matt.18,12-14).

Lignelsen om den rige mand og Lazarus

At der for Jesus var tale om, at det er et menneskes gerninger, der har betydning, både i moralsk og i skæbnemæssig henseende, og at der er tale om at gerningerne gengældes efter retfærdig fortjeneste, dvs. efter princippet et lige forhold mellem årsag og virkning, kan bl.a. ses af lignelsen om den rige mand og Lazarus. Herom fortæller Jesus følgende:

"Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og levede hver dag i lyst og pragt. Men en fattig mand, der hed Lazarus, lå ved hans port, fuld af sår. Og han ønskede blot at spise sig mæt i det, der faldt af fra den riges bord; ja, endog hundene kom og slikkede hans sår. Så skete det, at den fattige døde og blev båret af englene hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog sine øjne op i Dødsriget, hvor han var i pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Da råbte han: 'Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge; for jeg pines her i denne lue.' Men Abraham sagde: 'Mit barn, husk på, at du har fået dit gode, mens du levede, og Lazarus ligeså det onde; nu trøstes han her, men du pines. Tilmed er der lagt en dyb afgrund mellem os og jer, så at de, som vil gå herfra over til jer, ikke kan det, og heller ikke kan de komme derfra til os.' Da sagde han: 'Så beder jeg dig fader! at du vil sende ham til min faders hus - thi jeg har fem brødre - for at han kan vidne for dem, så ikke også de skal komme i dette pinested.' Men Abraham svarer: 'De har Moses og profeterne, som de kan høre!' Han sagde: 'Nej, fader Abraham! men kom der en til dem fra de døde, så ville de omvende sig.' Da sagde han til ham: 'Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde.'" (Luk.17,19-31).

I evangelierne og især i den ortodokse kristendom lægges der ikke så megen vægt på, at det er ved sine gerninger eller handlinger, at individet skal frelses eller udfries af sit liv i tilværelsens mørkezone og få adgang til Guds rige allerede her på jorden, men derimod ved troen på Jesus Kristus som Guds Søn. Det hænger efter Martinus' opfattelse primært sammen med det forhold, at evangelisterne så vel som senere tiders teologer og præster, tilhører et kosmisk udviklingsniveau, hvor det religiøse instinkt ytrer sig som en automatisk evne til at tro på religiøse autoriteter. De var og er derfor ikke i stand til at se og forstå andet og mere, end at Jesus Kristus måtte være en inkarnation af selve Guddommen, siden han var i stand til udtale mange store visdomsord og lære fra sig med myndighed, lige som hans måde at reagere og handle på, kun ville kunne forstås i lyset af, at han var Guds udvalgte og salvede, Messias, der var kommet til jorden for at forberede frelsen for dem, der kom til troen på ham.

Frelse ved tro eller gerninger?

Men at forestille sig, at Jesus Kristus gennem sin væremåde skulle forstås som et etisk-moralsk forbillede for menneskeheden, og at derfor også almindelige mennesker skulle og burde stræbe efter at opnå en væremåde som hans, og derfor søge at handle og reagere over for det onde, som han gjorde, det forekom som en umulighed at forestille sig. Derfor begyndte man snart, ja, allerede i urmenigheden, at lægge vægten over på frelse ved omvendelse og tro, og på, at de ubehagelige konsekvenser af de synder eller overtrædelser af Guds bud, man havde begået og begik, derved ville blive eftergivet. Jesus havde jo sagt: "Din tro har frelst dig" og "Dine synder er dig forladt". Følgelig måtte det være omvendelsen, troen og de begåede forsyndelsers forladelse, der var det afgørende. De mennesker, der mente og mener sådan, er derfor endnu ikke nået til det stadium, hvor de, som Nikodemus, er kommet i tvivl om autoriteternes troværdighed og derfor stiller skeptiske spørgsmål til disses opfattelse og udsagn.

Men her må man huske på, at mennesker på det ovennævnte åndelige udviklingsstadium i henhold til Martinus jo ikke opfatter og mener, som de gør, af ond vilje, men fordi de er under indflydelse af den guddommelige suggestion. Denne suggestion er udtryk for Guds måde at vise sin alkærlighed på over for de af sine "børn" eller individer, som endnu ikke evner at forstå, at en alkærlig Gud hverken straffer "syndere" eller belønner "ikke-syndere", idet begreberne "synd" og "straf" overhovedet ikke forekommer i Guds rige. Og hans rige omfatter overhovedet alt, hvad der er til. Men eftersom de pågældende individer igennem flere årtusinder fra barnsben var blevet indpodet med, at Gud er en vred, hævnende og straffende Gud over for dem, der overtræder hans bud, og at dommen og straffen lyder på intet mindre end forvisning til et evigt ophold i helvedes luer, er det forståeligt, at det individ, der følte sig som et syndigt menneske, greb efter udsigten til at kunne få tilgivet sine overtrædelser af Guds bud. Det var jo på trods af god vilje nemlig ikke altid lige nemt at overholde de strenge påbud, som for længe, længe siden var blevet åbenbaret for Moses af Gud på bjerget Sinaj. Nogle af budene var måske lettere at overholde end andre, men der var også bud, som det ind imellem kunne være vanskeligt at følge: Du må ikke slå ihjel! Du må ikke bedrive hor! Du må ikke stjæle! Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste! Du må ikke begære din næstes hus! Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til! I må ikke gøre jer guder ved siden af mig; guder af sølv eller guld må I ikke gøre jer!

Det, der især gjorde det vigtigt at overholde Guds bud, var på en gang truslen og løftet fra denne om, at han er "en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og overholder mine bud!" (2.Mos.20,1ff.). Gud havde endvidere påbudt Moses at udforme en række tillægslove til de ti hovedbud, der så at sige var grundloven, og disse indeholdt detaljerede forskrifter for, hvordan man skulle handle og forholde sig i bestemte situationer. For at sikre, at lovene blev overholdt, var der for de fleste loves vedkommende detaljerede anvisninger på straffe for overtrædelser, tilmed ofte strenge straffe, ja, endog dødsstraf, for visse forseelser. Grundprincippet i disse straffeforanstaltninger var kort og godt: lige for lige, hvilket i praksis betød "liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, sår for sår, skramme for skramme." Disse forskrifter blev taget helt bogstaveligt, og der var derfor ikke tale om, at eventuelle formildende omstændigheder blev taget med i betragtning, når dommen skulle afsiges. (2.Mos.21.-23.kap.).

Guds alkærlighed og ”syndernes forladelse”

Der er derfor i henhold til Martinus tale om, at Gud gennem sit levende ord, Jesus Kristus, formidlede sin kærlighed til alle de mennesker, der opfattede sig selv som syndere og som derfor levede i konstant frygt og måske angst for fremtiden. De troede jo fuldt og fast på, at Moseloven og profeterne talte sandt, når denne og de beskrev "Jeg er den, jeg er" som en streng, men retfærdig Gud, der belønnede dem, der overholdt hans bud, og til gengæld uden nåde straffede dem, der overtrådte de strenge bud. Disse arme "syndere" havde jo endnu ikke intelligensevne nok, til at kunne stille sig skeptiske over for Moselovens påbud og profeternes påstande, og de vidste derfor heller ikke, at Gud hverken belønnede eller straffede, men at hans fuldkomne kærlighed eller alkærlighed derimod blandt andet er udtrykt i en universel lovmæssighed, som betinger, at "hvad et menneske sår, det skal det også høste". Denne skæbnelov virker derfor efter et fuldkomment retfærdighedsprincip, som ufravigeligt indebærer, at gode gerninger bevirker behagelige skæbnevirkninger, og onde gerninger uundgåeligt medfører ubehagelige skæbnevirkninger. Og eftersom individet eksisterer i Guds billede og ligner ham, specielt når det er blevet til et rigtigt menneske, er det som ham udstyret med en fri vilje til at vælge. Det er derfor i virkeligheden ikke Gud, men individet selv, der belønner eller straffer sig selv, om end dette dybest set sker under Guds overvågning i form af livslovene.

Skæbnevirkningerne, både de behagelige og de ubehagelige, kan i henhold til Martinus vende tilbage til individet i dets aktuelle liv eller indtil tre inkarnationer eller liv ude i fremtiden. Imidlertid gør der sig et særligt forhold gældende i den sammenhæng, idet styrken i tilbageslagene af ubehagelige og eventuelt smertelige skæbnevirkninger, enten vil kunne mildnes eller i nogle tilfælde helt afværges. Det beror på, i hvor høj grad individets humane evne i mellemtiden er blevet udviklet og styrket, hvilket mere specielt vil sige, i hvor høj grad individet ikke længere kan nænne at gøre andre levende væsener fortræd. Hos de individer, hvor dette er tilfældet, kan de ubehagelige skæbnevirkninger enten give sig udtryk i betydeligt mindre eller svagere virkninger, end den eller de handlinger, der oprindelig lå til grund, eller de kan eventuelt helt udeblive. Dette forhold er i henhold til Martinus identisk med det nytestamentlige begreb "syndernes forladelse". Individets humane evne udgør med andre ord en slags åndeligt immunforsvar, hvis styrke og effektivitet er beroende på kvaliteten af vedkommendes etisk-moralske standard. (Se DEV II: Martinus symbol nr. 20 ”Syndernes forladelse”).

Der er her godt nok tale om en form for automatisk virkende lovmæssighed, men dels er denne en følge af Guds væsen og især af hans alkærlighed, og dels beror virkningerne af den på individets eget bevidste og frivillige eller ubevidste og ufrivillige valg af handlemuligheder i de givne situationer. Skæbneloven er i virkeligheden udtryk for den måde, hvorpå Gud belærer og vejleder sine "børn" om, hvad der er ret og uret, godt og ondt, og kærligt og ukærligt. Loven for skæbne er derfor udtryk for samme princip, som træet til kundskab om godt og ondt.

Det er altså den almægtige, alvise og alkærlige Gud, der alene har evne og kraft til at forlade eller tilgive individet dets synder, således at vedkommende bliver befriet for de aktuelle eller eventuelt fremtidige ubehagelige virkninger heraf. Og Guds evne og kraft til at forlade synder, beror primært på et af hans skabeprincipper, nemlig skæbneprincippet, idet dette princip på sigt medvirker til at udvikle individets humane evne, som er det instrument, hvormed Gud er i stand til at forlade eller tilgive samme individs overtrædelser af livsloven. Dette princip kan Gud, lige så lidt som tilfældet er med de andre af hans skabeprincipper, på trods af sin almagt ikke ændre eller ophæve, idet disse principper nødvendigvis er lige så evige forudsætninger og betingelser for hans egen evne til at skabe og opleve, som de er det for hans livsvigtige sanse- og manifestationsorganer, de levende væsener.

Men for de mennesker, som troede og tror på, at Jesus i lighed med Gud har evne og kraft til at forlade eller tilgive individet dets synder, betyder det derfor en guddommelig velsignelse, at han forud for sin offentlige fremtræden havde erkendt og forstået, at flertallet af de mennesker, han skulle forkynde sit evangelium og sin lære for, ikke ville være i stand til at forstå, hvad han mente, hvis han eksempelvis havde begyndt at give dem en intellektuel analyse og udredning af, hvordan skæbneloven virker. De ville have troet, at han var fra forstanden eller at han var en kættersk vranglærer, som opfordrede dem til frafald fra Guds ord og bud. Og Gud havde sagt, at det var Adams og Evas overtrædelse af hans påbud, og deres egne fædres forsyndelser, der var grunden eller årsagen til, at de og deres efterkommere ville blive straffet indtil tredje og fjerde slægtled. Men når straffen for Adams og Evas og forfædrenes synder kunne komme over dem, der levede nu, skyldtes det naturligvis først og fremmest, at disse selv var syndere over for Gud.

Men den store visdomslærer Jesus Kristus, Guds levende ord, kendte de livets love, som virker i Gud, lige som han kendte menneskenes sind ud og ind, og han afstod derfor fra at give større analytiske udredninger af livets store facitter, men talte i stedet ofte i lignelser og først og fremmest i psykologisk velvalgte og bestemte, men i reglen også kærlige ord til de betrængte, som kom til ham for at anmode om hans hjælp. "Din tro har frelst dig!" eller "Dine synder er dig forladt!" var derfor kendeord for den terapeutiske side af hans forkyndelsesvirksomhed. Denne del af Jesu virksomhed var det også i særlig grad, at hans nærmeste disciple og apostle var i stand til at forstå og føle sig på bølgelængde med, og derfor fik troen på Jesus Kristus og på syndernes forladelse så forholdsvis stor plads i evangelierne og i kristendommen, mens Kristus som et forbillede eller model for menneskelig være- og handlemåde blev underbetonet og derfor omtrent udeladt i kristendommen. (4)

Den evige verdensplan og reinkarnationen

Som afslutning på dette kapitel, kan vi konstatere, at set fra Martinus' synspunkt er det i fuld overensstemmelse med den evige verdensplan, at læren om reinkarnation og skæbnelov i den tidligere ovenfor skitserede forstand, ikke kom til at spille nogen rolle i kristendommen, men i stedet blev erstattet af begreberne synd, Guds nåde og syndernes eftergivelse for de angrende og troende og helvedesstraf for de opsætsige, som ikke ville bekende deres synder og omvende sig til troen på Jesus Kristus, Guds søn. Hvis kristendommen, i lighed med f.eks. hinduismen og buddhismen, i stedet havde indført læren om reinkarnation og skæbnelov, ville den kristne verden ikke være kommet til at opleve konsekvenserne af Guds ord til mennesket om, at den dag, det spiste af kundskabens træ skulle det visselig dø. Da Adam og Eva siden overtrådte forbudet, udviste Gud dem af Edens have, idet han sagde til kvinden, at hun skulle føde sine børn med smerte, og at hendes mand skulle herske over hende, og til manden sagde Gud, at han skulle æde sit brød i sit ansigts sved, indtil han vendte tilbage til jorden, thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!" (1.Mos.16-19).

Og da Gud konstaterede, at mennesket var blevet som ham selv til at kende godt og ondt, forviste han mennesket fra Edens have, fordi han ikke ville risikere, at mennesket skulle "tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!" Slangen havde jo ganske vist sagt til Eva, at de ikke skulle dø, heller ikke selvom de spiste af kundskabens træ, og dette er jo i henhold til Martinus' kosmiske analyser i fuldkommen overensstemmelse med verdensplanen. For den død, der skulle blive konsekvensen af, at mennesket lod sig "forlede" af slangen (verdensgenløsnings- og spiralkredsløbsprincippet) og spiste af kundskabens træ, er ikke nogen absolut død, men derimod kun en tilstandsform, hvorunder individet mister sin kosmiske bevidsthed, således at det ikke længere erkender, at det i virkeligheden er et evigt og udødeligt væsen i medfør af sin kosmiske natur og struktur. Det vil sige, at individet har mistet erindringen om sin evige fortid, hvilket for det jordiske menneskes vedkommende beror på, at dets hukommelsesevne kosmisk set befinder sig på et lavpunkt, hvor individet normalt ikke er i stand til at erindre længere tilbage i sit aktuelle fysiske liv end til omkring 2-3 års alderen.

Så længe individet er uden erindring om sin evige fortid, og heller ikke kan huske længere tilbage end til sit aktuelle livs tidligste barnealder, så længe tror og opfatter individet sig derfor som et dødeligt væsen, idet det identificerer sig med sit fysiske legeme og derfor tror, at det selv bliver til ved undfangelsen og fødslen og ophører med at være til ved samme legemes død. Ifølge Martinus forholder det sig samtidig sådan, at individets hukommelsesevne heller ikke er i stand til at overføre erindringerne fra oplevelserne i det legeme, der formidler dets dagsbevidsthed i den åndelige verden mellem inkarnationerne. Derfor har individet ikke nogen bevidst erindring eller erkendelse af sin åndelige tilværelse, som det derfor opfatter som en bevidstløs tilstand.

Det samme forhold gælder faktisk også i de tilfælde, der kendes i form af bedøvelse, besvimelse, trance, hypnose og ikke mindst den almindelige form for søvn, hvorunder dagsbevidstheden for en kortere eller længere tid overføres til det åndelige legeme (følelseslegemet). Men i disse situationer er det fysiske legeme stadig forbundet med Jeget, og derfor kan dagsbevidstheden atter føres tilbage til det fysiske legeme, når den midlertidige tilstand af fysisk bevidstløshed ophører. Der forekommer imidlertid situationer, hvor dagsbevidstheden ikke fuldstændig er overført til det åndelige legeme, hvorfor individet befinder sig i en slags mellemtilstand mellem fysisk og åndelig tilværelse, at erindringer fra åndelige oplevelser kan smelte sammen med fysiske erindringer og derved få indpas i individets vågne fysiske dagsbevidsthed, nemlig i form af såkaldte drømme.

Men på grund af drømmenes uvilkårlige og ukontrollable oprindelse fra den nævnte mellemtilstand, er disse i reglen ikke i alle tilfælde udtryk for oplevelser af faktiske åndelige kendsgerninger, men på trods heraf rummer de ifølge Martinus alligevel et bevis på en åndelig verdens eksistens. For det kosmisk bevidste individ er de åndelige oplevelser ikke drømme, men derimod fuldt vågne realistiske kendsgerninger.

8. "DU SKAL ELSKE DIN NÆSTE SOM DIG SELV"

Der var et andet område af Jesu væsen og fremtræden, som hans samtid, med dens i Moseloven udtrykte strenge syn på seksualitet, overhovedet ikke forstod, og det var hans dobbeltpolede tilstand, som blandt andet bevirkede at han levede som ugift og efter alt at dømme heller ikke havde seksuelt forhold til nogen kvinde. Men siden ældgammel tid havde man accepteret, at såkaldte hellige mænd, munke og nonner overholdt løftet om at leve i cølibat. Derimod så man med alvor på utroskab og ikke-ægteskabelige forhold, som der derfor var strenge straffe for, i visse tilfælde endog dødsstraf, både for manden og kvinden i forholdet (2 Mos. 22,16-17; 3 Mos. 20,10-12.18-21). Og eftersom seksualitet var strengt bundet til ægteskab, og Jesus på sin vis var rettroende jøde, har han næppe villet løbe den risiko at overtræde de strenge love for kønslig omgang, som det kaldtes, ved f.eks. at have et seksuelt forhold til en ’fri’ kvinde. (1)

Vi har tidligere været inde på, at Jesus som dobbeltpolet individ kan tænkes muligvis at have haft et forhold til en anden mand, som af hans omverden normalt ville være blevet bedømt som et unaturligt og utilladeligt forhold af seksuel karakter, og sådanne forhold påbød loven kort og godt dødsstraf for: "Om nogen ligger hos en mand, på samme måde som man ligger hos en kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed; de skal lide døden, der hviler blodskyld på dem." (3 Mos. 20,13). Imidlertid ser det ikke ud til, at Jesu forhold til Johannes Zebedæus har haft en karakter, der kunne begrunde en eventuel mistanke om, at der forelå et homoseksuelt forhold. I givet fald ville en sådan mistanke have ført til anholdelse og nærmere undersøgelse, der kunne være endt med en dødsdom for begge de involverede parter. Det så meget mere, som at farisæerne og de skriftkloge straks ville have benyttet sig af en sådan mistanke, hvis den ellers havde foreligget, til at blive af med et menneske, de i det hele taget betragtede som oprører og overtræder af loven.

En grund til, at man ikke fra omgivelsernes side har haft nogen mistanke om, at der forelå et efter loven unormalt seksuelt forhold mellem Jesus og Johannes Zebedæus, kan muligvis have været, at den dobbeltpolede seksualakt hovedsagelig benytter sig af kysset. Kys var nemlig en velkendt udtryksform i den nære Orient i oldtiden, herunder også i Israel. Allerede i GT kan vi læse om det kultiske kys (1. Kong. 19,18; Hos. 13,2), og om kys som tegn på underkastelse (1. Mos. 33,3) eller intim forbindelse mellem slægtninge og venner (1. Sam. 20,41; 2. Sam. 20,9), og i forbindelse med en besegling af en aftale, en pagt eller en velsignelse (1. Mos.48,10; 1. Sam. 14,33). Det erotiske kys kan vi f.eks. læse om i Højsangen 1,2; 8,1). I NT forekommer kys som hilsen (Luk. 7,45; Matt. 26,48f. med par., jvf. Judas’ kys; Rom. 16,16; 1. Kor. 16,20; 2. Kor. 13,12; 1. Tess. 5,26, hvor der er tale om helligt kys; og endelig i 1. Pet. 5,14, hvor det drejer sig om kærligt kys: ”Hils hverandre med et kærligt kys! Fred være med jer alle, som er i Kristus!”

Eftersom kysset åbenbart var en forholdsvis almindelig brugt omgangsform i Palæstina, også på Jesu tid, og at det tilmed ofte anvendtes mellem Jesus og hans disciple, og mellem disciplene indbyrdes, kan det derfor ikke have vakt særlig opsigt eller forarget nogen, når Jesus og Johannes formentlig dagligt kyssede hinanden, når de mødtes og hilste på hinanden. Den dobbeltpolede seksualakt er jo primært af åndelig karakter, og den kan så meget lettere skjules for nyfigne blikke, som at den jo kun kan opleves af de to involverede parter. Det fremgår da indirekte også af evangelierne, at ingen af de andre disciple havde mistanke om, at der forelå et anstødeligt endsige kriminelt forhold mellem deres mester og ”den discipel, Jesus elskede.” Desuden må man formode, at Jesus og Johannes – i lighed med de fleste andre elskende par - var alene sammen i de tilfælde, hvor de hengav sig til de mere intime kys og omfavnelser, der sandsynligvis førte til gensidig ejakulation i klimaksøjeblikket. (2)

Mærkværdigvis findes der ikke i Moseloven nogen paragraf mod kvindelig homoseksualitet, som åbenbart heller ikke dengang har været særlig synlig eller erkendt, sådan som tilfældet også var her i Vesten helt op til det 20. århundrede. Det menes at hænge sammen med, at kvinder alle dage har haft ulige lettere ved at skjule deres homoseksualitet, end tilfældet har været for homoseksuelle mænds vedkommende. Men derimod fandtes der i Moseloven paragraffer mod alle former for incest, med dødsstraf for begge de involverede parter, og mod kvinders seksuelle omgang med dyr, hvilket også betød dødsstraf for både kvinden og dyret, når og hvis forholdet blev opdaget (3. Mos. 18,23; 20. 15-16). Hvilket dyr, Moseloven mente en kvinde kunne have kønslig omgang med, nævnes ikke, men der kunne måske være tale om almindeligt forekommende husdyr som f.eks. en gedebuk, en vædder eller et æsel. (3)

Men i det hele taget kunne Jesu samtid i endnu mindre grad end det er tilfældet i vore dage, acceptere endsige forstå, hvad det er for kræfter, der ligger bag, når en mand føler sig seksuelt tiltrukket af en anden mand, eller en kvinde af en anden kvinde. I modsætning til, hvad mange af nutidens såkaldte homoseksuelle mænd og lesbiske kvinder mener og hævder, er seksuel eller kønslig orientering ifølge Martinus nemlig på ingen måde et spørgsmål om vilje og frit valg. Der er tværtimod tale om udslag af, i hvor høj grad individets modsatte og hidtil latente pol og polorgan er "vågnet" og gør sin indflydelse gældende i bevidsthedslivet som sådan, men i særlig grad, om denne indflydelse også er begyndt at gøre sig gældende i forbindelse med individets seksuelle orientering.

Seksuel dragning mod eget køn

I henhold til de kosmiske analyser vil fremvæksten af den hidtil latente pol med tilhørende polorgan seksuelt set normalt kun give sig udslag i sympati for egetkønnet, der jo under den decideret enkeltpolede tilstand blev betragtet som potentielle rivaler, og som derfor generelt set blev mødt med modvilje. Men i nogle tilfælde kan den modsatte pols fremvækst give sig udslag i seksuel dragning mod egetkønnet. For mandens vedkommende altså i dragning mod en mand, og for kvindens vedkommende i dragning mod en kvinde. Ifølge Martinus er det imidlertid ikke mandens ordinære maskuline pol og emotionelle polorgan, der bevirker hans tiltrækning mod en anden mand, lige som det heller ikke er kvindens ordinære feminine pol og emotionelle polorgan, der bevirker hendes tiltrækning mod en anden kvinde. I mandens tilfælde er det derimod hans fremvoksende feminine pol og det intellektuelle polorgan, der er årsagen til hans dragning mod mandkønnet, lige som det er kvindens fremvoksende maskuline pol og intellektuelle polorgan, der er det organiske grundlag for hendes dragning mod kvindekønnet. Men ifølge Martinus skyldes en i forhold til den normale polforvandling for tidlig vakt seksuel orientering mod egetkønnet oftest, at en kammerat eller veninde eller en lidt ældre person indvier en mindreårig eller yngre dreng eller pige i en seksuel aktivitet, der kan være nok så behagelig og tiltrækkende for de pågældende, selvom den afviger fra det normale.

Homoseksuelle mænd og lesbiske kvinder afviser i reglen gerne den såkaldte forførelsesteori, som går ud på, at de på et eller andet tidspunkt som børn eller unge skulle være blevet forført af en kammerat eller en ældre person. De vil derimod ofte hævde, at deres kønslige orientering mod egetkønnet er medfødt, og på grundlag af Martinus' kosmiske analyser må denne opfattelse da også siges i princippet at være i overensstemmelse med de faktiske forhold, idet individets psyko-seksuelle organstruktur, de to poler og de to polorganer, evigt er til stede i individet, henholdsvis i dettes overbevidsthed og underbevidsthed. Men dette faktum udelukker imidlertid ikke en forførelse, som i nogle tilfælde kan medføre, at den frembrydende pol på et i virkeligheden for tidligt tidspunkt under polforvandlingen bliver forbundet med den seksuelle drift, hvis orientering derefter præges og rettes helt eller delvis mod egetkønnet. Men dispositionen for at føle seksuel dragning mod egetkønnet må siges at være individet medfødt, hvilket ikke er det samme som, at denne disposition nødvendigvis behøver at komme til decideret seksuel aktivitet i praksis. (4)

Som det tidligere er blevet nævnt, er Martinus af den opfattelse, at en for tidlig og unormal vækkelse af den slumrende seksuelle pol og det dertil knyttede polorgan, er meget uheldig og i reglen tilmed kan volde store psykiske problemer for det menneske, hos hvilket det sker. Det kan, foruden seksuel dragning mod egetkønnet, også føre til diverse andre former for seksuelle afvigelser eller afsporinger, f.eks. biseksualitet, pædofili, sodomi, nekrofili, sadomachokisme o.lign. Disse former for seksualitet, indbefattet homoseksualitet, er i henhold til Martinus’ Kosmologi unormale og naturstridige i den forstand, at de – om end kosmisk set kun midlertidigt - fører individet bort fra den normale og naturlige kurs, polforvandlingsprocessen følger.

Dobbeltpolethed er ikke lig med dobbeltkønnethed

Martinus afviser det da også som en umulighed, at Jesus kan have været homoseksuel i den tidligere ovenfor nævnte forstand, idet Jesus som fuldkommen dobbeltpolet væsen, hos hvem begge poler og polorganer må antages at have været i højeste harmoni og balance, ikke ville kunne føle sig tiltrukket mod en mand, som endnu ikke var dobbeltpolet, som ham selv, men derimod nok mod en mand, i hvem de to poler og polorganer var i noget nær balance. En sådan mand var med stor sandsynlighed Johannes Zebedæus, "den discipel, Jesus elskede", men vel at mærke ikke som almindelig homoseksuel, men som et dobbeltpolet individ, der ved kropslig og åndelig kontakt med et andet (omtrent) dobbeltpolet individ kunne etablere og opleve den frydefulde ekstase, hvorunder de to sjæle "smelter" sammen i den højere enhed, hvori de bogstavelig talt kommer på bølgelængde med Guds ånd, som fylder dem med sine saligheds- eller ekstaseenergier.

For at forstå det dobbeltpolede væsens situation, må man gøre sig fri af enhver fordom om, hvad seksualitet er og hvad der er normalt og ikke normalt. Ved dobbeltpolethed forstår Martinus den tilstand hos et væsen, subsidiært et menneske, der er karakteriseret ved at individet i sin fremtoning eller i det ydre er kønsløs, men i det indre forener det maskuline og feminine princips allerædleste karaktertræk. Den dobbeltpolede tilstand er altså ikke det samme som at være dobbeltkønnet eller kønnet i det hele taget, hvorfor dobbeltkønnethed altså heller ikke er identisk med dobbeltpolethed. Den kønnede tilstand er jo netop karakteriseret ved, at et individs længsler og begær normalt er rettet mod et individ af modsat køn. Sympatien mellem og foreningen af de to køn er normalt den højeste lykke og tilfredsstillelse, et kønsligt orienteret individ kan opnå og tænke på at opnå. Men ’bagsiden’ af denne lykke er, at forholdet mellem de ’elskende’ opfattes som en normalt gensidig ejendomsagtig samhørighed, og at medindividerne af samme køn derfor mere eller mindre fremtræder som reelle eller formodede rivaler, lige som alt, hvad der er til ugunst for det enkeltpolede væsen, af samme individ bliver opfattet som fjendtligt og noget, der så vidt muligt må undgås og om nødvendigt bekæmpes.

I modsætning hertil er det dobbeltpolede væsen totalt fri for denne envejsrettede form for sympati, som kønsligt begær normalt er udtryk for. Derfor kender det dobbeltpolede væsen heller ikke til ejendomsret over et andet væsen eller andre væsener, men føler kun lyst og trang til uden forhåndsbetingelser af nogen art at være til nytte, glæde og velsignelse for alle de medvæsener, vedkommende er eller kommer i berøring med i sit liv. Det dobbeltpolede væsen er i den forstand blevet som Gud, der uden forbehold af nogen art lader sit lys skinne på alt og alle, på de såkaldt gode og såkaldt onde, såvel som på de såkaldt retfærdige og såkaldt uretfærdige, thi i lighed med Gud ser det dobbeltpolede væsen, at ethvert levende væsen aktuelt er lige præcis sådan, som dets evige fortid med henblik på dets evige fremtid har gjort det til. (5)

Som tidligere påpeget, er den afgørende forskel mellem den enkeltpolede væsenstilstand på den ene side og den dobbeltpolede væsenstilstand på den anden side, at førstnævnte i henhold til Martinus er baggrunden for alle former for intolerance, stridigheder og ufred mellem mennesker, mens sidstnævnte er baggrunden for universel tolerance, fordragelighed og fred mellem menneskene.

Det korte af det lange er, at det seksuelle polprincip og polforvandlingen er de ’redskaber’, hvormed Guddommen i kraft af evigt urokkelige lovmæssigheder, de såkaldte skabeprincipper, styrer og regulerer de levende væseners indbyrdes sam- og modspil. Det sker netop med det formål at etablere, opretholde og forny de levende væseners sanse- og manifestationsevne og derigennem også den guddommelige psykofysiske organisme: verdensaltet.

9. BØNNENS MYSTERIUM

Begrebet og fænomenet bøn forekommer i en eller anden form i de fleste religioner, som en praksis og metode, hvormed mennesket kan nærme sig sin gud eller sine guder, og derigennem få kraft og styrke eller håbe på, at få sine bønner om det ene eller det andet opfyldt. Bøn kan dog også have mere eller mindre uartikuleret form af skrig, klage, gråd, råb, jubel, eller af artikuleret syndsbekendelse, hengivelse, lovprisning og forbøn. Bøn kan eventuelt ledsages af offer eller omvendt.

Bøn kan være en adspørgelse af Gud, hvis svar da gives i form af orakel, tegn eller ved lodkastning. Den kan også være en anråbelse, hvorunder Gud påkaldes som dommer, vidne eller den, der sværges ved. Bøn kan også have form af forbøn, hvor en enkelt profet, præst eller lignende angiveligt vil søge at afværge nød eller ulykke, men en sådan forbøn kan naturligvis afslås eller afvises af Gud.

I bibelsk sammenhæng blev bønnen lagt i mere faste rammer i den periode i senjødedommen, hvor synagogerne begyndte at dukke op. Der skulle bedes tre gange daglig, nemlig morgen, eftermiddag og aften, og de bedende skulle være iført særlig beklædning i form af bedekapper, bedekvaster og bederemme. Desuden skulle bestemte stillinger iagttages under bønnens fremsigelse: stående, ofte knælende og med ansigt og hænder mod jorden og front mod Jerusalem. (1)

Det er senjødedommens former for bøn, man genfinder i NT, men der tages her afstand fra enhver tendens til udvendighed, sådan som især farisæerne lejlighedsvis var tilbøjelige til, hvis man ellers skal tro Jesu polemik mod disse lovfromme jøder. Det væsentlige i bønnen i NT er den opfattelse, at Gud på forhånd ved, hvad mennesket behøver, før det beder til ham. Derfor bliver den forbilledlige bøn for kristne, den af Jesus anbefalede bøn ”Fadervor”, som er én stor bøn om, at alene Guds vilje bør ske. Jesus selv syntes overbevist om, at bønhørelse ville finde sted, såfremt bønnen var fremsat i uselviskhed og af virkelig nødvendighed eller behov. (2)

I henhold til Paulus bør enhver kristen bøn afsluttes med det hebraiske amen!, som betyder sandelig! i betydningen visselig! og det bør den, fordi der er det særlige ved kristne, at vejen til Gud er blevet åbnet en gang for alle ved Kristus. Dertil kommer, at de kristne kan påregne Helligåndens hjælp (3).

I de første kristne menigheder havde forbøn, takkebøn og tilbedelse en fremtrædende plads, og man mener, at disse menigheder muligvis havde faste bedetider (Ap.G. 3,1; 1,14; 2,42), sådan som det var tilfældet i senjødedommen, lige som man jo i øvrigt overholdt sabbatten, fremstillingen af de nyfødte i templet eller synagogen, omskærelse mm.

Bøn er sjældent meditation, men fra Dødehavsrullerne ved man, at bønnen hos Qumran-sekten kunne antage karakter af egentlig meditation, sådan som det jo især var og er tilfældet indenfor asiatiske religioner som f.eks. hinduismen. Særlig i indiske religionsfilosofiske systemer som Sankhya, Yoga og Vedanta indgår meditation som en systematisk faktor og ’teknik’ i al åndelig træning (yoga), som har til formål at opleve og erkende tilværelsens grundharmoni, hvilket vil sige af sammenhængen eller enheden mellem bevidstheden eller enkeltsjælen (atman) og altet eller alsjælen (Brahman).

Martinus om begrebet bøn

I henhold til Martinus er bøn, og mere specielt bønnen ”Fader vor!”, af stor betydning, ikke kun for det troende menneske, men også for det menneske, der ønsker begrundelser for sin tro eller overbevisning. Ja, ikke kun det, bønnen er også vigtig for det menneske, der har gennemgået ”den store fødsel” og har fået kosmisk bevidsthed.

For mennesker, der er under indflydelse af den faktor, Martinus betegner som den guddommelige suggestion, er bønnen ”Fader vor” normalt helt selvfølgelig, mens både den og enhver anden form for bøn forekommer meningsløs for mennesker, som har vanskeligt ved eller helt har mistet evnen til at tro på traditionelle religiøse dogmer og læresætninger, men som i mange tilfælde udmærket er i stand til at tro på videnskabelige dogmer eller politiske idealer. Blandt de videnskabelige dogmer er f.eks. opfattelsen af, at alt i livet og verden kan forstås og forklares på grundlag af den fysiske materie og dennes egenskaber. Denne trosretning – for tro er der tale om – kaldes naturalismen eller materialismen. Blandt de politiske dogmer er f.eks. liberalismen og socialismen eller kommunismen. Endelig er der de mennesker, der ikke ser sig i stand til at tro på hverken religiøse, videnskabelige eller politiske dogmer, men som dels ønsker eller fordrer rationelle, logiske begrundelser for deres tro eller overbevisning, og dels ønsker at tilegne sig indsigt og ’viden’ ad inspirativ og intuitiv vej. De nævnte tre hovedkategorier af mennesker, betegner Martinus henholdsvis som de troende, de ikke-troende og de vidende. (4)

Der findes ganske vist mennesker, siger Martinus, som studerer åndsvidenskab, eksempelvis Martinus’ Kosmologi, og som tror at vide, at det vil være blasfemi at bede Guddommen om gunstbevisninger af den ene eller anden art. Disse mennesker mener – ifølge Martinus fejlagtigt – at eftersom den guddommelige vilje styrer alt, så at selv vore ”hovedhår er talte”, og at end ikke ”den mindste spurv” eller det mindste støvfnug falder til jorden, uden at det er den himmelske Faders vilje og bestemmelse, så vil det være overflødigt og meningsløst at blande sig i denne viljes bestemmelse.

For materialistisk indstillede mennesker, som hverken tror på Gud, sjæl, ånd eller udødelighed, men mener at vide, at alt skyldes blinde naturlove og tilfældigheder, vil bøn selvsagt være totalt blottet for mening, al den stund, der ifølge deres opfattelse ikke findes nogen gud til eventuelt at henvende sig til, hvis man skulle komme i den situation at behøve hjælp fra en overjordisk instans.

Viden er ikke tilstrækkeligt

Imidlertid pointerer Martinus, at viden alene ikke er nogen garanti for en lys og lykkelig tilværelse. Med sin eventuelle viden om naturvidenskabelige årsagssammenhænge, kan man ikke fjerne eller forhindre ulykker og sorger, smerter og lidelser fra menneskers sind. Men bønnen kan derimod udelukke sorgernes og ulykkernes mørke indflydelse på individets sjælelige område, selvom den ikke kan gøre vedkommende immun overfor fysiske smerter og lidelser, som oftest vil være uforandrede, uanset, hvor meget individet beder sig fritaget for disse. Bønnen er heller ikke nogen Aladdin-lampe, siger Martinus, der kan bruges til at bede om begunstigelser, som f.eks. begavelse, sundhed, social eller åndelig position, for sine kære.

Den viden, som den fremragende religiøse forsker har tilegnet sig om altets fuldkommenhed, er heller ingen garanti for, at vedkommende ikke kan komme ud for at blive ramt af præcis de samme ulykker, smerter, lidelser og sorger, som de fleste andre mennesker udsættes for i løbet af deres jordiske liv.

Årsagen eller grunden til, at viden ikke i noget som helst tilfælde kan forhindre ulykker, sygdomme og sorger fra at ramme et menneske, er i henhold til Martinus, at de nævnte foreteelser på forhånd er skæbnebestemt. Den midlertidige situation, hvori individet befinder sig, hvad enten denne opleves som behagelig eller ubehagelig, som god eller dårlig, er kosmisk set en nødvendighed for det pågældende væsen. På principielt samme måde med et individs begavelse, der som bekendt kan være større eller mindre, men den kan heller ikke fremmes ved at bede om det. Begavelse kan kun erhverves gennem forudgående oplevelse, arbejde og flid, og ikke ad nogen som helst anden vej. Hvis det nemlig ikke forholdt sig sådan, ville bønnen jo udgøre et middel til at opløse og direkte modarbejde den guddommelige verdensplan, og noget sådant er helt udelukket.

Man kan heller ikke forhindre for tidlig død, som når f.eks. en moder dør fra sine mindreårige børn, siger Martinus, for den for tidlige død er et resultat og en naturlig konsekvens af en forudgående sammensætning af skæbnematerier, moderen enten i det nuværende eller tidligere liv har afstedkommet gennem en eller flere af de måder, hvorpå hun har handlet. Lad så være, at denne handlemåde er sket på baggrund af uvidenhed, altså på grundlag af mangel på viden og indsigt, men uvidenhed fritager ikke for konsekvenser som følge af skæbneloven, der jo principielt virker som årsagsvirkningsloven. Det samme gælder også barnet eller børnene, som bliver moderløse, og faderen, som bliver enkemand. De involverede parter har hver især udløst de skæbneårsager, enten i det nuværende eller højst sandsynligt i et tidligere liv, som er skyld i, at børnene bliver moderløse og faderen enkemand. Og sket kan ikke gøres usket, uanset hvor meget man så end beder om det.

Derfor er det egentlig ikke så mærkeligt, mener Martinus, at mange mennesker opfatter bønnen som totalt værdiløs, nemlig fordi de har oplevet ikke at få deres bøn eller bønner opfyldt af Forsynet. De pågældende mennesker har nemlig sig selv uafvidende bedt om at få opfyldt ønsker eller behov, der strider mod skæbneloven, og måske også mod de almindelige naturlove, hvilket i begge tilfælde vil sige mod den guddommelige vilje. Sådanne bønner kan end ikke Gud opfylde.

Bønnen i ”Jesu navn”

Bønnen har, siger Martinus, sin egen struktur, sine egne love og sit eget bestemte formål, og kendskabet hertil er en videnskab for sig. Uden dette kendskab vil man benytte bønnen i situationer og felter, hvor Forsynet har bestemt, at den ikke skal opfyldes. Det, at anvende bønnen til noget andet end denne er beregnet til, kan have alvorlige konsekvenser, f.eks. i form af skuffelse, tvivl og vantro på Forsynets eksistens, hvilket næsten uundgåeligt medfører, at den eller de pågældende bliver gudsfornægtere. At være eller blive gudsfornægter, dvs. være eller blive til en, der benægter Guds eksistens, fører lige lukt i den sorte afgrund, der hedder en materialistisk livs- og verdensopfattelse, hvori troen på døden er herskende. Længere ud i mørket kan det levende væsen ikke komme, end til, hvor samme væsen benægter både Guds og sin egen sjæls eksistens og udødelighed.

Men nu er situationen i virkeligheden og heldigvis den, siger Martinus, at både Gud og sjælen eksisterer og besidder udødelighed eller har evigt liv, og bøn og bønhørelse er derfor ikke fantasifostre, men i høj grad realiteter. Den form for bøn, der kan føre til bønhørelse er den, der er i overensstemmelse med verdensaltets ’grundtone’: alkærligheden, der i form af Guds plan, vilje og manifestation netop åbenbarer sig som verdensaltet. Alkærlighed er det samme som uselviskhed, og denne er igen det samme som den ånd, der besjælede Jesus. En bøn i hans ånd eller navn, vil altså sige en bøn, der ikke strider mod alkærlighedens eller uselviskhedens ånd, og den vil derfor altid blive bønhørt og opfyldt. Nemlig fordi den er i kontakt og harmoni med Guds eget ønske og vilje.

Der er altså to grundlæggende måder en bøn kan være formet på, nemlig i ”Jesu navn” eller ”Jesu ånd”, hvilket vil sige i uselviskhedens ånd, hvor man siger: ”Fader, ikke min, men din vilje ske!”, hvor bønnen kun er til glæde og velsignelse for alle og til gene og ulykke for absolut ingen, og i ”eget navn” eller ”egen ånd”, hvilket vil sige i selviskhedens ånd, hvor man ønsker sin egen vilje eller sine egne ønsker bønhørt og opfyldt, uanset hvilke følger eller skadevirkninger dette eventuelt kan have for andre. Men, betoner Martinus, det er heldigvis så viseligt indrettet, at kun den første form for bøn har mulighed for at blive bønhørt og opfyldt, medens den sidstnævnte form er ganske virkningsløs.

Bønnen ”Fader vor”

Det drejer sig derfor om at få lært at bede i overensstemmelse med ”Jesu navn” eller alkærlighedens og uselviskhedens ånd. Men har det almene kristne menneske da ikke for længst lært dette gennem Jesu egen forskrift på, hvordan en sådan bøn bør formes, nemlig som ”Fadervor”? – Jo, svarer Martinus, de kristne har fået anvist en genial model af den fuldkomne form for bøn, hvori den bedende gør sig til eet med sine omgivelser eller sin næste, henholdsvis når der siges ”vor” og ”os”. Men denne form for bøn omfatter ikke alt det, der hører under de personlige og private ønsker eller behov, der oftest er i forgrunden i det almindelige menneskes bevidsthed. I selvopholdelsesdriftens kamp og kvaler griber også kristne derfor til bønnen som et fortvivlelsens våben eller middel til på mirakuløs måde at kunne afværge de mange mørke foreteelser, deres liv og skæbne ofte er fuld af.

Den fordrejning af bønnen ”Fadervor”, som har fundet sted omtrent lige siden Jesus første gang gav sine disciple anvisning på den fuldkomne form for bøn, har sin baggrund i, at den almene kristne opfattelse og indstilling til tilværelsens mørke sider er baseret på troen på, at disse er ”straf” fra Gud for ”synder”, som mennesker har begået, enten enkeltvis eller kollektivt. Gud er i den sammenhæng stadigvæk den ”vrede” Guddom, der ”straffer” og kræver ”ofre” for eventuelt at formildes. Denne guddomsopfattelse er beslægtet med naturmenneskets primitive og endnu uoplyste indsigt i eller forståelse af selve livets struktur. Derfor anskues Guddommen i menneskets skikkelse som et væsen, der besidder de samme egenskaber som mennesket, men blot i overdimensioneret format, og som lever på grundlag af de samme love, som gælder indenfor deres egen primitive bevidsthedshorisont, hvor kampen for tilværelsen er almen lov. Denne lov drejer sig jo om den stærkeres magt og ret, som i stor udstrækning er baseret på at hævne og straffe, begunstige og belønne. For mennesker med en sådan bevidsthed er det vanskeligt eller omtrent umuligt at fatte, at der kan findes et bevidsthedsniveau, hvor hævn, straf og særlig begunstigelse eller favorisering er fuldstændig udelukket, og at kun en fuldkommen uselvisk kærlighed til alle og alt er enerådende.

Også almindelige kristne er undergivet denne overtro på en hævnende, straffende og begunstigende Guddom, og den har ikke kunnet aflives til trods for, at Jesus med sit liv og sin død var et levende eksempel på, at en sådan kærlighedsbevidsthed virkelig har eksisteret, en bevidsthed, som i den dybeste fornedrelse og smerte kunne bede for sine smædere og bødler: ”Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør!”

Hverken Jesu samtidige eller efterfølgende disciple var i stand til at se og forstå, at den alkærlige Gud åbenbarede sin egen særlige bevidsthedstilstand gennem Jesus, eller at sidstnævnte var modellen for det tilblivende menneske i ”Guds billede efter hans lignelse”, også kaldet ”menneskesønnen”. Der skulle faktisk komme til at gå hen ved nitten århundreder, inden det primitive Gudsbegreb for alvor begyndte at tabe sit tag i menneskers sjæleliv. Men selv i vore dage er der på trods af den omsiggribende sekularisering tusindvis af mennesker ansat som dette Gudebilledes statsautoriserede forkyndere af ”bøn” og ”syndsforladelse”. Følgen er da også blevet, at dette gudebillede efterhånden er trængt i baggrunden til fordel for den elskelige, ”enbårne søn”, der med tiden er blevet tilbedt og hyldet som menneskenes ”frelsermand”. Enhver bøn til Guddommen i ”Jesu navn” mente man måtte være nok til at fjerne alle mørke skygger og hindringer på menneskenes vej til Himmeriges rige. I henhold til Martinus er denne form for bøn imidlertid kun bønnens ”fostertilstand”.

Denne situation, hvor den elskelige søn mere eller mindre har overtaget den mærkelige Faders domæne, er i henhold til Martinus et resultat af verdensgenløsningen, nemlig i form af ”frelsen” ved ”nåden” eller Guddommens ”forsoning” igennem Jesus Kristus. Gennem forestillingen om, at synderne kunne forlades via angeren og troen på og deltagelsen i nadverens sakramente, hvorved man kom i yndest hos Guddommen, mente man at kunne blive fritaget for den guddommelige gengældelse og på den måde få bragt sin dårlige samvittighed ud af verden. Dette gjaldt imidlertid kun for de troende, medens de ikke-troende eller alle dem, der ikke er i stand til at tro, ikke kan få del i ”nåden” og derfor er ”fortabte” og må se sig forvist til evigt at skulle martres af de lidelser og besværligheder, som er en følge af deres ”syndefulde liv”. Den kirkelige kristendom er i virkeligheden så streng, at den mener alle ikke-troende og vantro er hjemfaldne til Guds ”straf” i form af en evig fremtid og martring i ”Helvede”s luer, hvor der er ”gråd og tænderskæren”.

Frelsen ved gerninger

Men Martinus fremhæver, at verdensgenløsningen primært i form af ”den ny verdensimpuls” har et endnu større formål end blot at skulle hjælpe de troende, selvom det er nok så guddommeligt, at genløsningen på et tidspunkt, hvor trosevnen var kulminerende i bevidstheden hos det store flertal af mennesker, frembragte en foreteelse som ”den guddommelige suggestion”, der åndeligt kunne vejlede og hjælpe ulykkelige og angrende mennesker til at få fred og ro i sindet, således at de blev i stand til at leve og virke i den ikke sjældent besværlige og kvalfulde hverdag.

Menneskene var på den tid ikke modnede – og er det til dels endnu ikke – til at fatte og forstå, at Jesu være- og handlemåde fra Guddommens side i virkeligheden var et forbillede eller en model for, at man skulle stræbe efter at udvikle samme være- og handlemåde hos sig selv og ad den vej på naturlig måde gøre sig fortjent til at komme i Guds eller Himmerigets rige som et resultat af egne gerninger og af egen flid. Men det er lige præcis det, der er den ny verdensgenløsnings formål, nemlig at gøre begribeligt for mennesker, der har mistet evnen til at tro eller som er vantro, at altet er udtryk for et guddommeligt væsen, der både er alvis, alkærlig og almægtig.

En væsentlig del af problemerne omkring tro og ikke-tro skyldes ifølge Martinus, at den tiltagende udvikling af intelligensevnen er på kollisionskurs med de traditionelle religiøse dogmer, og det er denne omstændighed, der er grobund for vantroen. Intelligensen er foreløbig udviklet nok til at se, at der er et skærende misforhold mellem de religiøse dogmer og virkelighedens verden, som med dens sygdomme, genvordigheder og fattigdom står i et skærende kontrastforhold til den pragt og rigdom, der ikke sjældent demonstreres i kirkerne. Men intelligensen er endnu ikke tilstrækkelig udviklet til, at de ikke-troende og vantroende kan fatte og forstå de virkelige religiøse problemer eller livets største og evige fakta. Disse er efterhånden trængt i baggrunden til fordel for de mange livsbetingende og almindelige hverdagsproblemer, som individet erfaringsmæssigt magter at afklare og løse med sin intelligens. Resultatet af den almindelige intelligensudvikling bliver og er i første omgang blevet, at den mentale indstilling hos individet er blevet en fremtrædende gudsfornægtelse og som en følge deraf en ofte stærkt dominerende materialistisk livs- og verdensanskuelse, hvor moralen er, at ”enhver er sig selv nærmest”.

Men den skitserede situation skal ikke opfattes som nogen permanent tilstand, hævder Martinus, for den udgør lige præcis modsætningen til det virkelige livsfacit, der er udtrykt i og med ordene: ”Enhver er sin næste nærmest”. Og da denne moralopfattelse, hvis motto kan siges at være, at ”enhver er sig selv nærmest”, ligger til grund for de fleste nutidsmenneskers dispositioner og handlinger, kommer disse før eller siden til at kollidere med de love, der betinger jordmenneskehedens fremtidige fuldkomne fred og lykke. Kollisionen viser sig skæbnebestemt i form af fysiske og mentale sygdomme, utroskab, ulykkelig kærlighed, skilsmisser og mislykkede parforhold, sociale og økonomiske problemer og besværligheder, revolter og krige, som langt overstiger, hvad mennesker kan løse og afhjælpe med deres større eller mindre intelligens. Intelligensevnen må derfor i stor udstrækning siges at være magtesløs og utilstrækkelig i menneskenes forsøg på at skabe den sande lykke, siger Martinus.

En fuldkommen ærlig stræben efter total uselviskhed og absolut sandhed i alle livets forhold, er ifølge Martinus den eneste sikre vej til opnåelsen af varig fred og lykke for den enkelte såvel som for jordmenneskesamfundet som helhed. Denne stræben kan understøttes og styrkes gennem daglig brug af bønnen ”Fadervor”, sådan som denne analyseres og forstås på baggrund af Martinus’ kosmiske analyser. Derigennem vil den enkelte kunne opleve at føle sig inddraget i Guddommens egen højeste bevidsthedssfære, som er en strålende kærlighedsild, der gennemstråler alt og alle uden nogen som helst undtagelse. Det er kun egoisme, selvretfærdighed og forfængelighed, der kan udelukke et menneske fra denne oplevelse af samhørighed og enhed med det guddommelige alvæsen, det vil sige, oplevelsen af, at ”Jeg og Faderen, vi er ét”.

Bønnens ”voksne” stadium

Under bønnen kan individet opleve, at intuitionen træder i funktion, nemlig i form af en direkte følelse af Guds nærvær som den altgennemtrængende, allestedsnærværende og altbeherskende, majestætiske kraft og første årsagsløse årsag. Bønnens egentlige og sande mission er da også, fremhæver Martinus, at være udtryk for ”en levende daglig samtale eller korrespondance med Guddommen.” I denne form er bønnen udtryk for sit ”voksenstadium”, hvori livet og verden opleves som et guddommeligt under og eventyr, og højere kan det jordiske menneske foreløbig ikke nå i sin erkendelse.

Men det er vigtigt at forstå og gøre sig klart, siger Martinus, at al korrespondance eller samtale med Guddommen foregår igennem levende væsener, i den fysiske verden såvel som i den åndelige verden. Det hænger sammen med den omstændighed, at heller ikke Guddommens bevidsthed kan fungere uden sanse- og manifestationsorganer, og disse udgøres netop af alle levende væsener, store som små. Uden sådanne væsener som mellemled ville en hvilken som helst kontakt med Guddommen være umulig og udelukket. Men det er så hensigtsmæssigt indrettet i den evige verdensorden, at vi ikke kan sanse eller opfatte alle de væsener, Guddommen eller Forsynet benytter som mellemled mellem sig og os. Hvis ikke det havde været indrettet sådan, ville vi have taget fejl af disse væsener og Guddommen, på samme måde som mennesker på primitive udviklingsstadier tager fejl af de levende væsener og Guddommen, og tror, at de levende væsener, hvad enten disse er venner eller fjender, er én ting, fordi de er fysisk synlige og Guddommen en anden ting, fordi denne er usynlig. Som usynlig må Gud derfor befinde sig eller bo ”et andet sted”, og dette ”sted” betegner man som ”Himmelen”.

Men, siger Martinus, hvis det havde forholdt sig sådan, at de ovennævnte mennesker fysisk havde kunnet se dette ”andet sted”, ville de have set og oplevet, at dette er lige så befolket med levende væsener, som tilfældet er med deres egen verden. Det ville have medført, at Guddommen også her måtte blive borte i den vrimmel af liv eller levende væsener, som er det eneste, man ville kunne have fået at se. På den måde ville de nævnte væsener aldrig nogensinde kunne komme til at opleve nogen Guddom, for alt ville kun fremtræde som ”medvæsener” og ”ting”, uanset hvor opmærksomheden end blev rettet hen.

Imidlertid er det i henhold til Martinus så viseligt indrettet, at verdensaltet for ethvert levende væsens sanseevne urokkeligt fremtræder i to afsnit, nemlig dels som et synligt område og dels som et usynligt område. Derved er det muligt for det levende væsen at frigøre sin sanseevne og tanke fra det synlige afsnit, hvilket vil sige fra medvæsenerne og tingene, og i stedet rette opmærksomheden mod det usynlige afsnit, som er noget helt andet end væsener og ting. Alt det usynlige i verdensaltet udgør nemlig tilsammen et ”noget”, for hvilket alt det ”synlige” udgør redskaber, og alt synligt er derfor manifestationen eller åbenbaringen af det ”usynlige”, som udgør ”et tænkende og viljeførende noget”, hvilket vil sige Gud eller Guddommen, og det er fornemmelsen af dette ”noget”, der danner grundlaget for de levende væseners religiøsitet og Gudsforhold. Men, siger Martinus, dette Gudsforhold ville aldrig være blevet til virkelighed eller oplevelse, hvis ikke netop væsenernes sanseevne var blevet begrænset på en sådan måde, at en del af verdensaltet med dets myriader af levende væsener og ting var blevet usynliggjort. Hvis ikke det havde været tilfældet, ville verdensaltet udelukkende fremtræde som en mangfoldighed og et mylder af væsener og ting. Men i og med usynliggørelsen af en del af verdensaltet opstår muligheden eller evnen til at se mangfoldigheden og mylderet som udtryk for et viljeførende usynligt Noget, der udgør en enhed med samme grundanalyse som det levende væsen. Gud er altså et levende væsen, men vel at mærke et højeste alvæsen, eller en højeste enhed, i hvilken alt og alle udgør underordnede holistiske dele. Det er til dette højeste væsen, man bl.a. kan henvende sig i bøn.

Guds udstrakte hånd

Konkluderende kan det fastslås, at Martinus opfatter bønnen ”Fadervor”, som verdensgenløsningens udstrakte hånd for at hjælpe det jordiske menneske gennem en vanskelig fase i dets udvikling fra dyr til rigtigt menneske. Denne bøn er en kosmisk bøn, der er i fuldstændig kontakt med det, den guddommelige vilje selv ønsker gennemført af hensyn til gudesønnens eller menneskesønnens egen indstilling til verdensaltet, livet og Guddommen. Derfor indledes denne bøn med ordene: ”Fader vor, du som er i Himlene, helliget være og blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje, som i Himlene, således også på jorden”, og efter at have bedt om at blive fritaget for vores skyld, som vi fritager vore skyldnere, og om ikke at lade os lede i fristelse til at handle imod det, vi godt ved er det bedste for både os selv og andre, slutter bønnen med at konstatere: ”Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.”

Som det indirekte fremgår af ”Fadervor”, kan man ikke blive fritaget for sin skyld, dvs. sin skæbnegæld, på anden måde, end ved selv at fritage andre for deres skyld eller skæbnegæld til os. Det vil sige, ved at tilgive andre, hvad ubehageligt eller ondt, de måtte have tilføjet os, idet vi jo selv hver især er vor egen skæbnes dybeste ophav, og ”de andre” kun udgør redskaber til udløsningen af de virkninger, vi selv er årsag til. Men der er her tale om en proces, som kræver tid for at kunne fuldbyrdes, og som det ifølge Martinus tilmed kan tage indtil flere liv at afstedkomme. Men grundprincippet i at sikre sig en fremtidig god skæbne er Jesu råd om, at være og gøre mod andre, som vi vil, at andre skal være og gøre mod os.

At bede om, at Guds vilje, der er den bedste, fordi den overskuer og tager hensyn til de første årsager og de sidste virkninger, skal ske her på jorden, som i Himlene, er jo blot at bede om, at fremme udviklingen hen mod det rigtige menneskeriges, Gudsrigets, oprettelse på jorden. Begrebet ”Himlene” definerer Martinus som et sammenfattende udtryk for de åndelige riger, han i sin kosmologi kalder for Det rigtige menneskerige, Visdomsriget, Den guddommelige verden og Salighedsriget, og hvori uselviskheden og næstekærligheden er dagligdags selvfølgeligheder, mens begrebet ”jorden” omfatter planteriget og dyreriget, hvor især det sidstnævnte er undergivet de vilkår og lovmæssigheder, der er karakteristiske for kampen for tilværelsen. Det almene jordiske menneske henhører endnu i stor udstrækning under det, Martinus forstår ved begrebet dyreriget. Jesus var og er foreløbig den fornemste repræsentant for det kommende jordiske rige, nemlig den fysiske del af Det rigtige menneskerige, som udviklingen sigter imod efterhånden at manifestere her på jorden.

Til slut i bønnen at samstemme i, at riget, magten og æren tilhører og alene er Guds, er jo kun at forstå og acceptere, hvad der er kosmisk virkelighed, thi ”riget” er verdensaltet, som er Guds psykofysiske organisme med dens myriader af levende væsener, og hvis lovmæssigheder og livsprocesser er underlagt Guds almagt. Derfor tilkommer æren for alt, hvad der eksisterer og lever alene Gud, hvorfor bønnen afsluttes med et ”amen”, som er hebraisk og betyder ”sandelig”, altså at udsagnet er sandt eller i overensstemmelse med virkeligheden. (5)

10. JESU LIGNELSER OG MIRAKLER

Som omtalt i 14. kapitel af første bind er nyere Jesus-forskning af den opfattelse, hvad angår Jesu lignelser om Gudsriget, at han kun har villet sige en eneste ting med disse, nemlig at Guds rige er nær, fordi det ligger som en spire i hvert eneste menneske. Det anses derfor af nogle forskere for en eklatant misforståelse at udlægge disse lignelser træk for træk, sådan som det er sket gennem det meste af kirkens historie. Lignelserne er ifølge disse forskere ikke udtryk for evige sandheder, men deres budskab er uløseligt forbundet med Jesus og hans skæbne, og de handler på sin vis om ham selv som den person, der bragte Guds rige nær til mennesker.

Denne opfattelse af Jesu lignelser er Martinus ikke uden videre enig i, idet han mener, at i hvert fald nogle af lignelserne har et udpræget kosmisk, universalt og dermed i en vis forstand evigt sigte, der rækker ud over de hverdagsforhold, lignelserne blev til i og peger på. Lignelser, eventyr, sagn, legender og parabler er den form, hvori kosmisk bevidste mennesker, som f.eks. Jesus og andre verdensgenløsere, vismænd og profeter, har omsat deres kosmiske indsigt og viden, tilpasset netop den begrænsede begavelse eller evne til at forstå kosmiske foreteelser, som menneskene på de givne tidspunkter har været i stand til at fatte. I forlængelse heraf er det Martinus’ pointe, at menneskene i vore dage er nået så langt frem i deres åndelige, moralske udvikling, at i al fald en del af dem er så tilstrækkeligt humant begavede, at de kan forstå viden om kosmiske realiteter i en tilpasset intellektuel, teoretisk form i en sådan grad, at denne er udtryk for det virkelige og sande kosmiske verdensalt.

Den humane begavelse eller evne er i henhold til Martinus en følge af en udviklet kærlighedsevne, der igen er en forudsætning for forekomsten og udviklingen af intuitionsevnen. Kærlighedsevnen og intuitionsevnen udgør i forening lige præcis det sansesæt, hvormed individet sættes i stand til at opleve og erkende kosmiske realiteter ’udenfor’ eller ’over’ tid og rum, og at der findes højere livsformer, end dem, vi kender i den fysiske verden eller her på jorden. Det er også dette sansesæt, der gør det muligt for individet at se, at det af naturvidenskaben postulerede materialistiske verdensbillede kun udgør noget sekundært i forhold til det kosmiske og virkelige eller sande verdensbillede. Dette verdensbillede udgøres af både et fysisk og et åndeligt område, som tilsammen udgør en uadskillelig enhed i form af en levende, arbejdende organisme for en evigt eksisterende Guddom, der repræsenterer den allerhøjeste mulige form for bevidsthed. Samtlige levende væsener, store som små, udviklede så vel som primitive, i mikrokosmos såvel som i mellemkosmos og makrokosmos, er denne Guddoms sanse- og manifestationsorganer. (1)

Den kosmiske viden er således en videnskab om alt ”det levende” eller det primære bag alle materier, bevægelser og organismer, eller kort sagt bag alle skabte ting og foreteelser. Det evige, kosmiske verdensalt er derfor udtryk for et guddommeligt skabende og oplevende ”Noget”, hvis eksistens, bevidsthed og væremåde er identisk med det evige Jeg i alle væseners bevidsthed og organismer, manifestation og skabelse. Det er med et bibelsk udtryk kort og godt ”Ani hu!”, ”Jeg er den, jeg er!”, eller den evige himmelske Fader, hvorom Jesus bl.a. sagde: ”Jeg og Faderen, vi er ét!”. (2)

Lignelsen om den fortabte søn

I henhold til Martinus er det især lignelsen om ”den fortabte søn”, der har et kosmisk sigte, idet den beretter om et særligt afsnit i det levende væsens eller individets universelle udviklingshistorie, sådan som denne tegner sig indenfor rammerne af det virkelige verdensbillede. Samtidig forener denne lignelse sig med skabelsesberetningen i 1. Mosebog i den ene ende og med Jesu dommedagsprofeti i den anden ende. (3)

Lignelsen om ”den fortabte søn” handler ifølge Martinus kort sagt om det afsnit af det levende væsens evigt gentagne kosmiske kredsløb, hvori individet til at begynde med lever med den absolutte sandhed om Gud, sig selv og verden i sit hjerte og føler udelt glæde ved livet. Men den nødvendige fornyelse af livsoplevelsen er betinget af, at individet på et tidspunkt engagerer sig med den verden, der er ’udenfor’ den religiøse eller åndelige sfære, nemlig den fysiske materies verden og tillokkelser, som individet lader sig tiltrække af. Denne tiltrækning fører til udviklingen af intelligensevnen, og denne igen til, at individet efterhånden lader sig dominere af den fysiske verdens eksistensvilkår, for til sidst helt at miste eller glemme sit religiøse tilhørsforhold og føle sig totalt ene, forladt og hjemløs, og – nok så vigtigt - dødelig. Denne situation vækker imidlertid på et senere tidspunkt individets længsel efter at vende tilbage til sin oprindelige tilværelse, og dermed tilbage til et fornyet liv i den åndelige sfære, hvori oplevelsen af Gud, ånd og sjæl er genfundet og genvundet.

Fortællingen om ”den fortabte søn” begynder med, at den ene af to sønner ønsker at forlade fædrenehjemmet, og derfor beder han sin fader om at få den del af formuen udbetalt, som tilkommer ham, og med denne drager han langt bort til et fremmed land, for om muligt at finde lykken dér. Den søn, der ønsker at forlade fædrenehjemmet, tolker Martinus som det levende væsen, der er blevet mæt af de hjemlige forhold og vilkår, hvor Gud er Faderen og hans daglejere og tjenere er de troende, der trofast overholder og efterlever hans bud. Men den ”troløse” søn længes nu efter at drage bort derfra, medbringende sin ”formue” i form af de evner, talenter og den åndelige habitus, hans hidtidige kosmiske udvikling har bibragt ham. Faderen er naturligvis identisk med Guddommen, mere specifikt det religiøse i tilværelsen, mens den hjemmeblivende søn er det væsen – i virkeligheden de væsener, der endnu befinder sig og er hjemmehørende i den religiøse sfæres zone (”fædrenehjemmet”). (4)

Under den bortdragne søns ophold i det fremmede land, dvs. under det levende væsens ophold under den fysiske verdens ofte barske livsvilkår, hvor det gælder kampen for tilværelsen og konkurrencen om livsgoderne, bortøder han ”sin formue i et udsvævende liv”, der efterlader ham så fattig og forarmet, at han til sidst må ernære sig som ussel svinevogter og æde af de bønner, som svinene bliver fodret med. Det betyder, at det levende væsen her er kommet så langt bort fra de åndelige og religiøse realiteter, så som oplevelsen og erkendelsen af den levende Guddom, af sin egen udødelighed og sit fællesskab med andre levende evige væsener, at han ikke længere tillægger disse faktorer og livsværdier nogen betydning, ja, han benægter eller fornægter dem ligefrem som overtro og illusioner. Den materialistiske livs- og verdensanskuelse er ubevidst blevet hans ”religion”, især fordi han med sin intelligens og forstand mener at kunne forklare sig verden som et resultat af tilfældigheder og blinde naturloves spil, hvor alt beror på et lige forhold mellem fysiske årsager og fysiske virkninger. I denne situation æder sønnen nu sammen med svinene, hvilket vil sige, at han fuldt og fast tror på, at den fysiske materie med alt, hvad denne står for, er det eneste virkeligt eksisterende.

Den fortabte søn og Adam og Eva

Den fortabte søns situation er analog med den skæbne, der blev Adams og Evas, da de overtrådte Guds forbud mod at spise af ”træet til kundskab om godt og ondt”, og derfor blev udvist af ”Paradisets have” eller fra fællesskabet med Gud, med de konsekvenser, der fulgte og stadig følger deraf. Det blev til større eller mindre kollisioner med livets love, med deraf følgende ulykkelig skæbne med sorger og bekymringer, smerter og lidelser. I henhold til Martinus er dette netop mange nutidsmenneskers situation, idet disse har forladt ”fædrenehjemmet”, hvilket vil sige, har mistet ”troen på det religiøse og åndelige” eller ”fællesskabet med Gud”.

Men livets love, hvilket her vil sige kredsløbs- og kontrastprincippets love, betinger, at det levende væsen ikke kan komme længere væk fra ”fædrenehjemmet”, end at der stadig bevares en ”livline” til dette, idet det religiøse instinkt som følge af det organiske samhørighedsforhold mellem Guddommen og Gudesønnen er ubrydeligt indbygget i det levende væsens kosmiske struktur. På et tidspunkt i ”udlændigheden” giver dette sig udtryk i form af en spirende længsel hos den fortabte søn efter at vende hjem til Faderen. Denne længsel bliver desuden understøttet af verdensgenløsningsprincippet, sådan som det også er udtrykt i Slangens ord til Eva: ”I skal ingenlunde dø!; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes jeres øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!” (1. Mos. 3, 1-24). Den ’død’, der her tales om, er den ”kosmiske død”, hvilket vil sige den tilstand, hvori individet har mistet oplevelsen og erkendelsen af sin sande identitet som en evig gudesøn. Slangen er i Martinus’ tolkning identisk med ”verdensgenløsningsprincippet”, mens Adam og Eva er det enkeltpolede menneske. Den lyse udstråling fra det guddommelige skabeprincip fik et forstærket udtryk i og med Jesu verdensgenløsning, og i nyere tid videreføres denne udstråling og genløsning af den ny verdensimpuls, som særlig tilkendegiver sig i form af Martinus’ livsværk Det Tredje Testamente. Samstemmende bekræfter denne verdensgenløsning ”slangens ord” om det levende væsens grundlæggende udødelighed og principielle lighed med Gud.

I lignelsen om den fortabte søn fortælles der videre, at sønnen midt i sin usle tilværelse ydmygt går i sig selv og begynder at længes tilbage til Faderens hus, ikke hovmodigt som dennes søn, men som en af dennes ydmyge daglejere, dvs. de troende, hvis tilværelse i sønnens øjne er mere attraktiv, end livet i ”svinestien”, altså den materialistiske verden, hvor man åndeligt talt ”er ved at sulte ihjel.”. ”Den, som ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes”, siger Jesus, og derfor modtages den hjemvendende og angrende søn med stor glæde og gæstebud i ”fædrenehjemmet”: ”Men faderen sagde til sine tjenere: ’Skynd jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på og sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne; og hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være glade! Thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen.’ Og de begyndte at være glade.” (5)

Den fortabte søns hjemkomst

Den hjemvendte søn kommer med sine erfaringer om fornedrelsen i den gudløse verden ikke tilbage til ”fædrenehjemmet”, dvs. til fællesskabet med Gud og næsten, for at lade sig tjene, men for selv at tjene. Det er det, Jesus udtrykker med ordene: ”den største iblandt jer, skal være jeres tjener!” ( ). Den hjemvendte søn er jo det individ, der har gennemgået og oplevet ”den store fødsel” til fornyet ”kosmisk bevidsthed”, som giver adgang til at opleve sig selv som bevidst ét med den guddommelige Fader og hans strålende lysvæld, ånd og bevidsthed.

Men Faderens anden og hjemmeværende søn, dvs. de troende, blev vred over, at der gøres så megen stads af hans hjemvendte broder, som han opfattede som troløs, mens han selv var den trofaste, der var forblevet i fædrenehjemmet og havde passet sine daglige opgaver og pligter. Det følte han som uretfærdighed og favorisering af broderen, fordi han ikke selv forstod, at kærligheden, der er det samme som den absolutte retfærdighed, ikke er noget, der uddeles som gunstbevisning eller fortjeneste. Kærligheden er noget, der ligesom solens lys skinner på retfærdige og uretfærdige, og som skal udstråles fra os til forbryderen og lazaronen, såvel som til Guddommen, verdensgenløserne og alle dem, vi ellers ikke har vanskeligt ved at vise, at de er i vor gunst.

Så længe vi endnu ikke har opdaget, at ingen er særligt begunstigede med Guddommens kærlighed, kan vi jo sagtens være tilfredse i vort Gudsforhold, så vi ikke føler grund til at forlade ”fædrenehjemmet”. Man er forsøgsvis god og retfærdig mod sine meningsfæller, men afvisende og uforsonlige overfor dem, hvis meninger og adfærd, man ikke er enig i, lige som vi forventer begunstigelser og fordele af dem, vi selv har begunstiget, mens vi føler det dybt uretfærdigt at blive forfulgt eller bagtalt af dem, vi selv har vist mistillid. Den hjemmeværende broder har altså ikke tilegnet sig ydmyghedens evne, men føler sin førsteret til ”fædrenehjemmet”, og netop denne omstændighed, siger Martinus, er baggrunden for, at det nu er denne broders tur til at forlade sit fædrene ophav, og historien kan derfor gentage sig, for det skal og må den uundgåeligt gøre som følge af de lovmæssigheder, der gælder i det åndelige og religiøse liv, eller gælder i livet i det hele taget.

Lignelsen om ”den fortabte søn” handler altså ifølge Martinus om menneskets forhold til Gud eller de religiøse værdier i tilværelsen, og det vigtigste er i den sammenhæng at forstå, at vi bør stræbe efter at blive og være fuldkomne som vores evige Fader, der lader sin sol skinne på onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige. Gud gør altså ingen forskel på ”den bortdragne søn” og ”den hjemmeværende søn”, på den vantroende og den troende, for hans retfærdighed omfatter begge med lige stor og udelt kærlighed. Det er den kosmiske lære eller morale, der efter Martinus’ opfattelse kan uddrages af den geniale lignelse om ”den fortabte søn”.

Jesu undergerninger som symbolik

Jesu øvrige lignelser handler stort set alle også om gudesønnernes forhold til deres evige Fader og dennes rige, kaldet Gudsriget eller Himmerigets rige. Lignelserne understøtter og udbygger derfor i større eller mindre grad den lære eller morale, der ligger i lignelsen om ”den fortabte søn”. Her vil vi imidlertid nøjes med den gennemgang af sidstnævnte, som er sket ovenfor, og i stedet gå over til kort at se på, hvordan Martinus opfatter de mirakler eller undergerninger, som Jesus angiveligt skal have udført ved forskellige lejligheder.

De undere eller mirakler, som Jesus i henhold til evangelisterne udførte ved flere lejligheder, har i tidens løb givet anledning til diskussioner for og imod ægtheden af disse. Mens oprigtigt troende mennesker ikke er i tvivl om, at Jesus som Guds stedfortræder på jorden var i stand til at udføre sådanne handlinger, hævder skeptikere og vantroende, at de såkaldte mirakler er direkte naturlovsstridige og at de derfor må være udtryk for trylleri og svindel, som havde til formål at overbevise naive mennesker om Guds kraft og Jesu guddommelighed.

Set fra Martinus’ synspunkt er Jesu mirakler kun ’overnaturlige’ eller i modstrid med naturlovene i den forstand, at der er tale om, at Jesus evnede og magtede at betjene sig af særlige og hidtil ukendte åndelige kræfter og hjælpere på det åndelige tilværelsesplan. Det var således tilfældet, når Jesus foretog sine mirakuløse helbredelser med ordene: ”Din tro har frelst dig!” eller ”Dig ske, som du tror!”. Men i andre tilfælde, som når det f.eks. fortælles, at Jesus stilnede stormen på søen, mener Martinus, at der er tale om rent symbolske udtryk for sjælelige tilstande. Således tolker han udtrykket ”stormen på søen” som det oprørte og urolige sind hos mennesker, som Jesus har været og fortsat er i stand til at stilne med sin fremtræden og sin lære, særlig hos mennesker, der tror på ham. På principielt samme måde tolker Martinus de tilfælde af ’mirakuløse’ helbredelser, hvor det siges, at døde blev genoplivet, blinde blev seende, døve blev hørende og lamme kunne gå, som at mennesker blev og bliver helbredt for henholdsvis deres åndelige ’død’, blindhed, døvhed og lammelse, dels ved at tro på Jesus og dels ved at høre og forstå hans lære. (6)

Lazarus’ død og genopvækkelse

Martinus mener altså ikke, at Jesus var i stand til i bogstavelig forstand at genopvække afdøde mennesker, medmindre der har været tale om såkaldt skindød, som er en sjældent forekommende, dvalelignende tilstand, i reglen forårsaget af visse forgiftninger og f.eks. elektriske stød. Det sidste kan dog næppe tænkes at have været tilfældet på Jesu tid, eftersom elektricitet var et ukendt fænomen dengang. Men tilstanden kan forveksles med virkelig død, idet hjerte- og lungevirksomhed er så svage, at de normalt ikke vil kunne registreres af lægmand. Det har formentlig været tilfældet, særlig i ældre tid, at man ved en fejltagelse er kommet til at begrave en skindød, eller i kulturer med ligbrænding, at man er kommet til at afbrænde vedkommendes formodede lig.

Der kan udmærket have været tale om skindød hos flere af de personer, som evangelierne fortæller, at Jesus genopvakte fra de døde (Matt. 9,18-26 med par.; Luk. 7,11-17). Og han har som kyndig terapeut med al sandsynlighed selv været klar over, at de pågældende kun var skindøde. Men at han skulle have kunnet genopvække Lazarus fra Betania, som det ifølge Joh. 11,1-45 sker, efter at den afdøde mands lig angiveligt havde ligget flere dage i graven og var begyndt at gå i forrådnelse, må i henhold til Martinus anses for helt udelukket. Ingen, ja, end ikke Gud selv, er i stand til at handle imod naturlovene, som for øvrigt er identiske med Guds egen måde at fungere på. Ifølge Martinus’ kosmiske analyser er der derimod tale om en legende, som er opstået i urmenigheden som udtryk for, at Gud i Jesus Kristus har grebet afgørende ind i menneskers frelse. Dette er så meget mere sandsynligt, som at Lazarus’ død og genopvækkelse ikke findes omtalt i de tre første evangelier. I henhold til Martinus skal legenden om Lazarus ses som en fortælling om, at Jesus ved sit eksempel og sin lære formår at vække ’kosmisk døde’ til fornyet liv, hvilket vil sige til fornyet ’kosmisk bevidsthed’. Jesus siger da også ved den lejlighed til Marta blandt andet: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?” (7)

Beretningen om Lazarus’ opvækkelse fra de døde er med andre ord altså en eksempelfortælling om, at selv mennesker, der er kommet så langt ud i deres kosmiske ’død’, at der ikke synes håb om, at de vil kunne vende tilbage til livet, er der ikke alene håb for, men de er i kraft af deres kosmiske struktur og natur forudbestemt til at skulle blive ”genopvakte” eller ”født på ny”. Denne ’fødsel’ eller ’genopvækkelse’ sker normalt, når et individ er modnet til det ad naturlig vej, hvilket vil sige når individets humane evne er blevet så fremherskende i dets bevidsthed, at det under ingen omstændigheder nænner eller vil gøre andre levende væsener fortræd. Men der er intet til hindring for, at denne fødsel eller genopvækkelse kan sættes i gang på ydre foranledning, vel at mærke når individet i øvrigt opfylder de forudsætninger og betingelser, der kræves. Individet behøver heller ikke selv at være klar over sin ’fødselsmodenhed’, og derfor kommer den store bevidsthedsforandring i reglen pludseligt og overraskende. Det var, hvad der f.eks. skete i Martinus’ tilfælde, sådan som allerede omtalt. For hans vedkommende blev lånet af en bog, hvis anvisninger på meditation, han fulgte, det direkte udløsende moment for hans åndelige fødsel til kosmisk bevidsthed. (8)

11. JESU LIDELSESHISTORIE

Som tidligere nævnt udgav Martinus i 1942 bogen Påske, med undertitlen Verdensgenløseren og Menneskeheden, hvori han giver en koncentreret fremstilling af Jesu mission og livshistorie, herunder ikke mindst af den såkaldte lidelseshistorie. Desuden påpeger han de forskellige forudsætninger i de forskellige verdensdele, særlig mellem østen og vesten, der var og er for modtagelsen af den lyse udstråling fra det guddommelige skabeprincip. I den forbindelse nævner han, at der for mange årtusinder siden har eksisteret samfund af individer med en vis grad af indvielse i den hellige ånds visdom, og hvis kultur har efterladt sig monumentale udtryk i form af pyramider, sfinkser, templer, inskriptioner, kunstgenstande mm., som dog i tidens løb mere eller mindre er blevet forvandlet til ruiner. Disse ruiner vidner imidlertid for det indviede menneske om, at de pågældende samfunds mennesker må have besiddet en vis grad af kosmisk indvielse i livsmysteriets løsning.

Sådanne oplyste samfund fandtes i det gamle Ægypten, Mesopotamien, Grækenland og Indien, og måske særlig det sidstnævnte sted. Det var baggrunden for, at modtageligheden for den daværende nye verdensimpuls var anderledes og større end i vestens lande, som endnu udelukkende eksisterede på grundlag af den mørke udstråling fra det guddommelige skabeprincip. I østens lande havde menneskene nemmere ved gennem teoretisk undervisning og vismænds eksempler at modtage visdommen og acceptere læren om udødelighed, skæbnelov og reinkarnation, lige som man kunne se formålet med at give afkald på verdslige begær og i stedet hengive sig til meditation, kontemplation og andagt. Prisen herfor var på sigt imidlertid en social og teknisk stagnation, som de pågældende lande først i allernyeste tid er ved at arbejde sig ud af, til dels støttet af de rigere industrilande. Et emne, vi dog ikke skal komme yderligere ind på her.

Jesus som moralsk forbillede

I de vestlige lande herskede derimod den mørke hedenske moral om den stærkeres ret, med sit åndelige mørke, barbari, herskesyge, snuhed, løgnagtighed, jalousi, mord og drab, plyndring, røveri og tyveri, som gjorde tilværelsen højst usikker for de svage og magtesløse, som måske ville det anderledes. Her var teoretisk undervisning eller vise mænds og kvinders eksempler ikke tilstrækkeligt til at bringe de datidige vestlige samfunds indvånere til at fatte en moral, der foreskrev, at man også skulle elske sine fjender og gøre godt imod dem, der hadede og forfulgte en. Derfor måtte det guddommelige skabeprincip (Gud) manifestere et eksempel, som overfor de barbariske individer kunne fremvise et individ, som var ufravigeligt besjælet af den ny, humane moral, og som var overskygget af den hellige ånd i en sådan grad, at vedkommende hverken frygtede tortur eller død.

Med al respekt og veneration for andre ”lyse” verdensgenløsere, som Buddha og Muhammed, er det individ, Martinus her sigter til, naturligvis Jesus fra Nazaret, som ifølge ham blev den verdensgenløser, der gennem sit personlige eksempel i særlig høj grad kom til at demonstrere den hellige Ånds virke her på jorden. Derved blev Jesus en model for, hvordan forløbet af det jordiske menneskes omskabelse til Gudemenneske eller rigtigt menneske ville komme til at forme sig. Det hverken kunne eller skulle ske gennem at vende verden ryggen, sådan som den buddhistiske model foreskriver, eller ved som i den islamiske model, at bekæmpe det onde og fjenderne, de vantroende, gennem streng overholdelse af Koranen og om nødvendigt gennem hellig krig. Hensigten var og er i henhold til Martinus derimod at belære menneskene om, hvorledes man rettelig bør og skal tage sin skæbne og især møde de situationer, hvori fjendskab, uret, lidelse, sorg og modgang forekommer og som den jordiske tilværelse så ofte er præget af. Målet var og er, at menneskene gennem disse oplevelser skal udvikle sig til at overvinde og befri sig fra lidelsernes magt og dødens gru og blive herre over sin egen skæbne, til fordel for en oplevelse af livets guddommelige oprindelse og natur, og af andres og egen udødelighed og kosmiske identitet med den himmelske Fader. (1)

De hedenske traditioner

Martinus går så vidt som til at karakterisere den opfattelse som primitiv, at en Gud, der var vred over menneskenes overtrædelse af de guddommelige moralske bud, krævede et sonoffer for at lade sig formilde til at tilgive sine syndige ’undersåtter’. En sådan tankegang hænger ifølge Martinus sammen med de hedenske traditioner, som på Jesu tid endnu beherskede mentaliteten hos de fleste, men som også har gjort sig gældende senere i historien og endog helt op i nutiden. I århundreder har millioner af mennesker levet på den i grunden primitive overtro, at en vred og hævnlysten Gud krævede et blodigt sonoffer som gengæld, for at ville tilgive og fritage menneskene for ansvaret for deres ”synder” og for ”overtrædelser” af de guddommelige moralbud. (2)

Ifølge Martinus er det en primitiv mentalitet, der – af gode årsager og grunde – ikke er i stand til at fatte, endsige acceptere, en anden løsning på det ondes og lidelsens problem, end at et særligt udvalgt menneske måtte lide og dø, for at de mange, som ikke så sig i stand til at opfylde Gudens krav, kunne frelses gennem at få tildelt ”syndernes forladelse”. Det eneste, de pågældende selv behøvede at gøre, var blot at angre og bede Gud om tilgivelse for deres ”synder”, dvs. overtrædelse af de af Gud ved Moses og senere Jesus opstillede moralske bud, og ved i øvrigt at tro på sidstnævnte som Guds enbårne, dvs. eneste, søn. De mennesker, der ikke så sig i stand til at opfylde disse krav, ville være dømte til evig fortabelse.(3)

I sandhed et uhyggeligt og nærmest perverst og sadistisk perspektiv for en i forvejen plaget menneskehed, som havde og har rigeligt at se til med ”i sit ansigts sved” at skaffe det daglige brød og de øvrige livsfornødenheder, samt ”føde sine børn med smerte” og sørge for dem, til de når skelsår og alder. Alt sammen uden udsigt til andet end et liv i trældom under det ondes åg, og i bedste fald med frelse herfra i sigte, hvis man vel at mærke vil være i stand til at tro på Jesus Kristus, nåden og syndernes forladelse, eller i værste fald udsigt til et evigt ophold i helvedes luer, hvis man ikke er i stand til at tro. Heldigt derfor for ikke-troende, at der er trøst at hente hos Martinus, for ifølge ham forholder det sig ikke i det virkelige liv som ovenfor beskrevet. Det begrunder han primært med, at en Guddom, der evigt er kulminerende kærlighed, ikke kan ”formildes”, ligesom ”synder”, der aldrig kan begås, vil kunne ”forlades”. Tilsvarende kan man ikke ”frelses” fra en ”evig fortabelse”, der aldrig har eksisteret. Når begreberne ”synd”, ”dom” og ”fortabelse” alligevel spiller så fremtrædende en rolle i kristendommen, er det efter Martinus’ opfattelse, fordi først og fremmest Jesu disciple misforstod hans ord og lære, som de dog naturligt nok fortolkede ud fra deres forudsætninger, som var de traditioner, der hang sammen med den jødiske religion og kultur. Men også det var der efter Martinus’ mening en højere hensigt med, nemlig den, at Gud via ”den guddommelige suggestion” har sørget for, at kirkekristendommen lige præcis blev den modificering af Jesu rene lære, som ville være i stand til at imødekomme, trøste og tilfredsstille millioner af mennesker verden over og give dem styrke og fred i sindet.

Jesu lidelser var ikke ”skuespil”

Set med Martinus’ øjne var Jesu lidelseshistorie virkelig og ægte nok, og ikke kun det ”skuespil”, som især hævdedes af den lære om Jesu skintilværelse, som kaldes doketismen, der bestred hans sande menneskelighed, altså at han var et menneske af kød og blod som alle andre mennesker. Ifølge samme lære var Jesu historiske person kun en forklædning for den åndelige Kristus, og denne forbindelse blev ophævet inden korsfæstelsen, hvorfor Gudssønnen i virkeligheden ikke led smerter og naturligvis heller ikke døde i den forstand.

Baggrunden for denne lære om Jesus som Kristus skal søges i antik tankegang, som fandt den tanke anstødelig, at noget guddommeligt kunne blive menneskeligt og dermed dødeligt. Det i virkeligheden fiktive problem om Jesu to naturer, den menneskelige og den guddommelige, er blevet livligt diskuteret op gennem tiden, og så sent som i rationalistisk teologi beskæftigede man sig med begrebet ”Jesu tvende [to] naturer”. Ja, endnu i nutiden findes der mennesker, som mener, at Jesus ikke led og døde på korset, fordi han helt igennem var et åndeligt væsen, som blot havde materialiseret sig i en fysisk krop, som han var i stand til at afbryde forbindelsen med ved en viljesakt, da det blev aktuelt. (4)

For Martinus er Jesu lidelseshistorie fra Guddommens side først og fremmest ment som en model for det jordiske menneskes omskabelse eller udvikling fra dyr til menneske. Men Jesus besad det, Martinus betegner som ”kosmisk bevidsthed”, hvilket vil sige, at han var en indviet, en salvet, på hebraisk ”masjíah” eller på græsk ”Messias” eller ”Christos”, altså ”Kristus”. Det var i denne egenskab, at Jesus var udvalgt til at blive det store forbillede på, hvordan et ”rigtigt”, dvs. et færdigt udviklet menneske, forholder og bærer sig ad overfor sine medmennesker, som alle befinder sig på relativt ’lavere’ bevidsthedsmæssige udviklingsstadier end det selv.

Dramaet på Golgata er for Martinus et verdensdrama, der handler om dyrerigets dødskamp og undergang, ”verdens ende”, i jordens og jordmenneskets fælles bevidsthed, og om demonstrationen af den bevidsthedsindstilling, der drejede jordens åndelige kurs mod lyset og kærligheden. I bogen Påske ser Martinus dette verdensdrama som en kulminerende gudstjeneste, der strakte sig over tre dage, men som havde og har to årtusinders kommende generationer og folkeslag som tilhørere og deltagere. Han ser Jesus som verdens største ypperstepræst og Golgata som højalteret for den verdensomspændende religiøse handling. På Golgata-alteret blev uskyldens blod udgydt, for at Gudsmennesket Jesus Kristus kunne få lejlighed til at demonstrere, at han var ”eet med Faderen” og at han var ”vejen, sandheden og livet”. Til trods for den nedværdigelse, ringeagt, misforståelse, hån, spot, bagtalelse, hævngerrighed og tortur, han blev udsat for, og omgivet af selvsikre og ubarmhjertige tilskuere, bortset fra en lille skare af frygtsomme, forvirrede og uforstående slægtninge og disciple, evnede og magtede han midt i sine store fysiske og psykiske lidelser at fremstamme de verdensfrelsende, næstekærlige ord: ”Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør!”. I disse få ord lå og ligger hele kærlighedens evangelium, som lod en kærlighedens Gud overtage ”riget, magten og æren” fra den vrede, hævnende og straffende Guddom, som Jesu samtidige, det jødiske folk, frygtede og havde frygtet lige siden Moses dage. Derfor blev korset et symbol på lyset og kærligheden for alle tider. Eller korset blev kort og godt symbolet på ”menneskesønnen” eller det rigtige menneske.

Jesu forklarelse på bjerget

Endnu mens Jesus vandrede omkring i egnene i Galilæa, skete det en dag at han tog sine nærmeste disciple, Simon Peter, Jakob og dennes broder Johannes med op på et højt bjerg, hvor de kunne være alene. Her skete det lige for øjnene af de overraskede og undrende mænd, at Jesus blev forvandlet, hvorved hans ansigt strålede som solen og hans klædedragt blev hvid som lyset. Omtrent samtidigt viste de for længst afdøde profeter Moses og Elias sig og begyndte at samtale med Jesus. (Matt. 17. 1-9; Luk. 9. 28-36; Mark. 9. 2-13; 2 Pet. 1. 16-21)

Begrebet og fænomenet forklarelse udtrykker i bibelsk forstand den indsigt eller åbenbaring, som alene kan opnås ved, at guddommen selv skænker den. Forklarelsen på bjerget har karakter af en åbenbaring, disciplene modtager, og man mener ikke det er tilfældigt, at denne episode minder om Guds åbenbaring i sin tid overfor Moses på bjerget Sinaj (2. Mos. 19. 16-20; 24. 15-18; 5. Mos. 5. 22-27). Ifølge gammel kristen tradition, fandt Jesu forklarelse sted på bjerget Tabor, ikke langt fra Nazaret.

Det er i denne forbindelse interessant at konstatere, at den oplevelse, Martinus helt overraskende både for sig selv og andre havde i påsken 1921, i princippet kan minde om Jesu forklarelse på bjerget, dog med den forskel, at der ikke var vidner til stede ved Martinus’ forklarelse eller åbenbaring. For Martinus er der da heller ingen tvivl om, at Ny Testamentes beretning om Jesu forklarelse på bjerget og hans møde med Moses og Elias, er sand og ægte. Ifølge Martinus skete der det, at Jesus ved hjælp af tankekoncentration lod sit åndelige aura-legeme materialisere sig og overstråle hans fysiske legeme, ligesom Moses og Elias, som antagelig var hjemmehørende i den tilværelseszone, Martinus betegner som det rigtige menneskerige, materialiserede sig med hver deres lysende aura-legeme. Disse aura-legemer er i henhold til Martinus fysisk synlige for clairvoyante mennesker, som de tre nævnte disciple altså må have været.

Men apostlene så også ligesom en lysende sky, der overskyggede Jesus, Moses og Elias, og fra skyen lød en røst, som sagde: ”Denne er min søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham!” Der hentydes selvfølgelig til, at det er Gud selv, der talte til de tre disciple. Set fra Martinus’ synspunkt er det imidlertid ikke muligt for den almægtige, evige og altomfattende Gud i den forstand at ’tale’ direkte til f.eks. mennesker. Guds ’taleorganer’ er også i sådanne tilfælde derimod et eller flere åndelige væsener fra de allerhøjeste verdener, dvs. visdomsriget og den guddommelige verden.

Jesu sjælekamp i Getsemane have

Men forud for de nævnte begivenheder forekom der som bekendt nogle alvorlige og vigtige situationer i Jesu liv, som fik verdenshistorisk betydning. Det gjaldt som allerede omtalt Jesu forklarelse på bjerget, og ikke mindst hans sjælekamp i Getsemane have. De sjælekvaler, Jesus ved den lejlighed måtte gennemgå, skyldtes, at han som menneske om muligt naturligvis helst ville undgå de smerter og den forsmædelse, som han forudså og vidste ville være en naturlig følge af den forestående arrestation, domfældelse og korsfæstelse. Men, påpeger Martinus, de lidelser Jesus i den og i andre forbindelser kom ud for at opleve, skyldtes i hans tilfælde ikke et skæbnemæssigt resultat af tidligere liv, idet han som fuldkomment menneske med kosmisk bevidsthed ikke havde lidelsesoplevelser og –erfaringer til gode. De lidelser og smerter, han blev udsat for, var derfor en følge af hans eget frie valg, nemlig ved at vælge at følge Guds vilje og bestemmelse og ikke sin egen. Og denne vilje og bestemmelse betød, at han måtte fuldføre sin mission og lade sig arrestere som lovovertræder, med hvad deraf fulgte. Havde han ikke gjort det, og dermed trodset barbariet og hævnmoralen, ville hans virke som religiøs lærer og reformator næppe være nået ud over hans samtid og uden for Palæstinas grænser, men være blevet glemt for tid og evighed.

Men nok så vigtigt er det, at Martinus ikke ser Jesu lidelseshistorie og død som en ”forsoning” med en Gud, der var vred over, at hans skabninger, menneskene, ikke overholdt hans bud, og som derfor krævede et ”sonoffer” for at lade sig formilde til at fritage menneskene for ansvar, skyld og straf. Der er, siger Martinus, intet at ”forsone”, og derfor beder eller anråber den moralsk og åndeligt fuldkomne menneskesøn heller ikke til Gud om fritagelse for ansvaret eller eftervirkningerne af sine egne handlinger, hvor smertelige og lidelsesfulde disse så end måtte være. Menneskesønnen ønsker i sin uskyldighed og kærlighed derimod ved sit forbillede at vise og demonstrere overfor sine medmennesker, ikke alene at lidelserne og smerterne er nødvendige, men også på hvilken måde, det rigtige menneske bør tage sin skæbne og forholde sig i forhold til de realiteter eller årsager, af hvilke mørket eller det såkaldte onde er virkninger. (5)

Den eneste effektive måde, hvorpå en verdensgenløser, som i dette tilfælde Jesus, ville kunne komme til sin ret og få lejlighed til at demonstrere sin væremåde, sin kærligheds storhed og sin tilgivelsesevne, var gennem hans møde med sine dødsfjender, og i hans handlemåde overfor sine bagtalere, spottere, forrædere og bødler. Kun på den måde kunne de udødelige sætninger og den lige så udødelige handlemåde gøre Jesus til Guds model for menneskehedens omskabelse fra dyr til menneske, siger Martinus. (Påske, 5. kap.).

Under sjælekampen i Getsemane Have kom det altså for alvor til at stå klart for Jesus, at han faktisk ikke havde noget andet valg, end ved med sit liv af vise sine medmennesker, hvordan et kosmisk bevidst menneske gennem sin praktiske væremåde udtrykker en sådan kærlighed til alt og alle, at Guds nærhed føles ikke kun i lyset, men også gennem mørket at påvise, at dem, der hader og forfølger en, også er en åbenbaring af Gud. På denne måde afslørede Jesus, at i lighed med ham er alle rigtige mennesker, hvilket vil sige mennesker med kosmisk bevidsthed eller som er overskygget af den hellige Ånd, eet med Faderen og dermed eet med udødeligheden og evigheden. Menneskehedens tilegnelse og praktisering af verdensgenløserens væremåde er, siger Martinus, derfor menneskehedens absolut eneste sikre vej til dens egen ”frelse”. (Påske, 4. kap.).

Ikke mindst derfor afviser Martinus det som en umulighed, at verdens ”frelse” skulle bestå i menneskehedens flugt fra eftervirkningerne af dens handlinger ved at lade en verdensgenløser, i dette tilfælde Jesus, lide for disse. ”Frelsen” kan udelukkende ske ved, at menneskeheden og det enkelte menneske erkender sine fejlgreb og tager det fulde ansvar derfor, og i konsekvens heraf søger af al kraft og evne at udvikle og praktisere det gode, hvor den og det før gjorde det onde, og til at handle rigtigt, hvor den og det før handlede forkert. Det er vejen til den guddommelige bevidsthed eller overskygningen af den hellige Ånd, og dermed til en forklaret tilværelse og den sande lykke.

Jesu lidelseshistorie som gudstjeneste

I henhold til Martinus blev Jesus fra Nazaret altså den hidtil mest lysende eller strålende model for det gode på jordkloden, hvilket vil sige for den praktisk fysiske udfoldelse af den væremåde, som alene kan ”frelse” verden og dermed menneskeheden og det enkelte menneske fra mørket, smerten og lidelsen, sulten, nøden og elendigheden under alle former. Martinus ser det endvidere sådan, at da Jesus og hans disciple er på vej fra Galilæa mod Jerusalem for at fejre det, der skulle blive hans sidste påske, er han også på vej til at fejre jordens største gudstjeneste, nemlig i form af sin endelige erkendelse og indvielse til sin mission som verdensgenløser, hvilket vil sige kroningen af den konge, hvis rige ikke er af denne verden. Denne gudstjeneste strakte sig kun over tre dage, siger Martinus, men den har to årtusinders kommende generationer, dvs. alle folkeslag og alle rangklasser, på tilhører- og tilskuerpladserne.

Gudstjenestens ypperstepræst er Jesus fra Nazaret og højalteret for den religiøse handling er Golgata, og mens det står på sønderrives forhænget i templet og alle folkeslag får adgang til det Allerhelligste, hvorfra den hellige Ånd som solen kaster sine stråler ud over verden. I morgenglansens skær ser man Betlehem, Nazaret, Jordanfloden, ørkenen, Kapernaum, Genesaret sø og Betania. Ved middagstid ligger Jerusalem med ypperstepræstens gård og Pilatus’ borg, Via Dolorosa, Golgatas kors og opstandelsens grav badet i lys og i dets aftenglans anes skyggerne af fæstningsanlæg, forter, kanoner, krigstanks, skyttegrave, bomber, revolutioner, nød og elendighed, mens bulderet fra dyrerigets dødskamp varsler ”verdens ende”. Og i aftenskæret fra det lysende kors på højalteret i Jerusalem funkler opfyldelsen af den evige røst: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Men med ”verdens ende” opstår ”en ny Himmel og en ny jord, i hvilken retfærdighed bor”, en verden, hvor teknikken og naturkræfterne tjener menneskehedens vitale interesser og hvor administrationen og fordelingen af værdierne kommer alle ligeligt til gode. Lyset har dermed besejret mørket, og de fortabte sønner er vendt tilbage til deres evige Fader og vandrer atter med Adam og Eva i Paradisets Have. (Påske, 6. kap.).

Hvad er sandhed?

Men inden det kom så langt, var Jesus blevet arresteret og ført for de jødiske myndigheder, som imidlertid skubbede ansvaret for, hvad der videre skulle ske, over på den romerske besættelsesmagt. Denne blev repræsenteret ved landshøvdingen Pontius Pilatus, som dog ikke havde større lyst til at have med den ubehagelige og vanskelige sag at gøre.

Vi har allerede i første bind af nærværende bog hørt den romerske landshøvding nærmere omtalt, og skal derfor her gå direkte over til at gøre os bekendt med, hvad Martinus har at sige om manden. I bøgerne Hvad er sandhed? (1949) og Verdensreligion og verdenspolitik (1969) beretter Martinus nærmere om den rolle, Pilatus kom til at spille i det store verdensdrama.

I henhold til Martinus var Pilatus på baggrund af sine livserfaringer skeptiker og som sådan er han symbolet på et særligt bestemt udviklingstrin, som ethvert jordisk menneske må passere under sin kosmiske udvikling, nemlig det materialistiske og irreligiøse stadium. Her er intelligensevnen i højere grad blevet bestemmende for individets opfattelse og viljeføring, og for et sådant individ må og måtte det være umuligt eller i al fald vanskeligt at forstå, at et menneske skulle kunne få indsigt i og forstå den absolutte sandhed, ja, at et sådant begreb nærmest er utopisk. At tro, at man kendte sandheden, sådan som denne arrestant påstod at gøre, måtte være både naivt og enfoldigt. Det kom da også til udtryk for Pilatus’ vedkommende, efter at han under sit forhør af Jesus spurgte: ”Er du jødernes konge?”, hvortil Jesus siger: ”Spørger du sådan af dig selv, eller har andre sagt det om mig?” Pilatus svar lyder: ”Er jeg måske en jøde? Dit folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig; hvad har du gjort?” Det får Jesus til at svare de afgørende ord om sig selv og sit rige: ”Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.” Derefter sagde Pilatus de lige så betydningsfulde ord: ”Så er du dog en konge?”, og Jesus svarede: ”Du siger det; jeg er en konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Hver den, som er af sandheden, hører min røst.” Da kunne Pilatus ikke nære sig for den ironiske kommentar: ”Hvad er sandhed?” (Joh. 18, 28-38)

Nutidens Pilatus-mennesker

Det er Martinus’ pointe vedrørende Pilatus, at denne i nutiden er repræsenteret af det overordentlig store antal moderne, intelligente mennesker, som benægter en guddoms eksistens, en logisk, intellektuel og kærlig verdensstyrelse, en retfærdighed og moralsk verdensorden, det levende væsens udødelighed og evige liv, dets reinkarnation mellem mange liv, og dets ”opstandelse” eller ”genfødsel” som et kosmisk bevidst væsen. Men en sådan benægtelse af det virkelige livs fakta, er ifølge Martinus lige så meget udtryk for uvidenhed og naiv tro, som tilfældet er med den religiøse tro, der blindt stoler på de dogmer, som religiøse autoriteter, herunder både katolicismen og protestantismen, skønt indbyrdes noget uenige, dog postulerer som sande. (6)

Men det moderne Pilatus-menneske er også konfronteret med Kristus, tilmed på hele tre måder, som er udtrykt i og med ordene: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Han er nemlig vejen for alle, der fuldt og fast tror på ham og føler, at han er sandheden åbenbaret i kød og blod, og i kraft af sin åndelige og moralske autoritet er han en ”konge”, hvis befalinger betragtes som højeste lov. Han er livet, fordi sandhedens vej fører til oplevelsen og erkendelsen af det virkelige liv. Men at denne myndige autoritet og udstråling ikke kunne undgå at påvirke Pilatus, kan ses af, at denne på trods af de jødiske myndigheders protest, til slut gav ordre til sine soldater om, at der på skiltet, som hængtes over Jesu hoved på korset, skulle stå: Jesus fra Nazaret, jødernes konge. Heri lå næppe nogen ironi, idet Pilatus overfor ypperstepræsterne og de skriftkloge havde erklæret, at han ikke fandt Jesus skyldig i de anklager, som hans modstandere rettede imod ham. Når Pilatus alligevel lod Jesus blive pisket, slået og ydmyget af det romerske vagtmandskab, hang det sammen med at de ubarmhjertige og strengt lovlydige jødiske autoriteter snedigt havde lagt en fælde for ham og sat ham skakmat. Men Pilatus, som følte sig trængt op i en krog, havde så megen samvittighed, at han fralagde sig ansvaret for en uskyldigs død og derfor offentligt vaskede sine hænder, idet han erklærede: ”Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!”.

Denne ”vasken sine hænder” er ifølge Martinus principielt analogt med ”alterets sakramente”, hvor man gennem en symbolsk indtagelse af Jesu legem og blod kan få ”syndernes forladelse” og derved blive befriet for sit samvittighedsnag. I dybere forstand er der tale om en mental renselsesproces, som mange moderne mennesker dog foretrækker at gennemgå hos en psykolog eller en psykiater.

Når Pilatus halvhjertet valgte den udvej på det dilemma, han var sat i, at lade de forsamlede jøder vælge, hvem der skulle frigives af de to dødsdømte, Jesus eller Barabbas, gjorde han det formentlig i et forfængeligt håb om, at jøderne trods alt ville vælge at frigive Jesus. Men heri forregnede han sig, for den ophidsede forsamling krævede højlydt, at ’røveren’ Barabbas, som antagelig tilhørte en modstandsgruppe ved navn zeloterne, blev løsladt, og at Jesus skulle korsfæstes.

Den omstændighed, at Pilatus som øverste romerske myndighed på stedet, ikke benyttede sig af sin ret til at frigive en dødsdømt i anledning af den forestående påskehøjtid, skyldtes i henhold til Martinus, at han ikke havde magten til det at gøre det, fordi han følte sig bundet af flokkens eller flertallets mening og holdning. Så meget mere, som de snedige anførere for jøderne havde sagt, at hvis han ikke efterkom deres ønske om henrettelse af Jesus, ville han ikke blive betragtet som sin kejsers ven. Pilatus var med andre ord bange for at fremstå som kontroversiel og i opposition til kejseren, hvis han ikke efterkom jødernes ubøjelige krav. Også i den henseende er Pilatus et symbolsk billede på ethvert jordmenneske i dets første møde med lyset og sandheden. Når et moderne, mere eller mindre materialistisk indstillet, men trods alt søgende menneske møder et nyt etisk-moralsk livssyn, som det, man f.eks. finder i Martinus’ Kosmologi, og erkender, at dettes indhold står langt over den moral, der er gældende for flertallets mentalitet, som det menneske selv tilhører, da befinder det pågældende menneske sig principielt i samme situation som Pilatus.

Martinus’ pointe er her, at dette menneske heller ikke straks tør vælge at henrette ”Barabbas”, dvs. Gøre op med flokkens eller flertallets mening, og i stedet ”frigive Jesus”, hvilket vil sige at tilslutte sig det nye lys og den dermed forbundne etik og moral. Nej, også det moderne, almene menneske vælger i første instans at følge den herskende, autoritative og traditionelle mening og frikende ”Barabbas”, mens det nye livssyn prisgives og ”Jesus korsfæstes”. Derfor er det ifølge Martinus, at der er oprettet i tusindvis af ”autoriserede renselsessteder” verden over i form af templer, kirker og altre for sakramenter, ved hvilke den moderne ”Pilatus” kunne ”vaske eller tvætte sig fri” af sin dårlige samvittighed med hensyn til sit forhold til ”jødernes konge” og ”Barabbas” i sit eget indre.” (Hvad er sandhed, 4. kap.)

Den gamle morals undergang

Men på baggrund af barbariets og hævnmoralens mørke, som kulminerede i og med korsfæstelsen, tegner det lysende gudemenneskes bevidsthed sig tydeligt i alle sine detaljer og nuancer, og vidner om den eneste væremåde overfor lidelsen, der kan afføde ”opstandelsen” fra dyr til menneske. På Golgata blev der i koncentreret form demonstreret enhver tænkelig grad af lidelse, som det jordiske menneske mere eller mindre kommer ud for eller kan komme ud for i det daglige liv. Her så man menneskelig misforståelse og uforstand, misundelse, ringeagt, hån og spot, bagtalelse og hævngerrighed demonstreret under fastspigringen af en halvnøgen og tornekronet mands blødende krop til et trækors, der var anbragt højt over den tilstedeværende, ubarmhjertige hobs hoveder. Hans tidligere handlinger, der alle var dikteret af kærlighed til Gud og menneskene, og hans kamp for at udbrede sandheden, blev her vurderet og ligestillet med røveres og morderes gerninger. Men smerterne, feberen og tørsten er en pine for ham, så han på et tidspunkt må udbryde: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.” Da genoprettedes kontakten mellem den himmelske Fader og den udvalgte søn, og den hellige Ånd begyndte atter at sitre gennem hans hårdt belastede, forfinede nervesystem i form af en sidste stor kærlighedsbølge, der vibrerer i det lemlæstede og udmattede legeme. Den hellige Ånd lader ham med guddommelig klarhed erkende og se sine bødler og den uvidende, selvsikre og ubarmhjertige hob som hans åndeligt uerfarne og yngre brødre.

Det betød en rystelse af den hidtidige verdens grundvold, så den jord, dyreriget nærede sig af, slog revner, og dens sol eller lys blev formørket, og at lynet slog ned i selve templet og flængede forhænget for det allerhelligste, som henlå i mørke, men som nu blev oplyst, så enhver kunne se pagtens ark, der blev bevogtet af to keruber, hvis vinger skærmede den. Pagtens ark, hvori de to stentavler med de ti bud blev opbevaret, var symbolet på den mørke hævnmorals ”øje for øje og tand for tand”, som jødedommen sværgede til, og som alle daværende og senere autoritære religioner og samfundssystemer, ja, såmænd også nogle demokratier, har sværget til igennem århundreder og stadigvæk sværger til og praktiserer, også i nutiden.

Da lød de ord fra manden på korset, hvormed han beseglede sin status og mission som verdensgenløser: ”Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør”, og som drejede jordens åndelige kurs ind i en ny og afgørende fase. Nemlig en fase, der var og er udtryk for det kærlighedens evangelium, gennem hvilket en kærlighedens Gud trådte frem, hvor før vredens, hævnens og straffens Gud havde været i højsædet. Den jordiske menneskehed havde dermed gennem sin udvalgte søn fået bud fra sin evige Fader om, at det fra nu af gjaldt om at lægge den gamle verdensorden og dens mørke moralske grundlag bag sig, og i stedet tilegne sig den ny og lyse kærlighedsmoral. Derfor kunne verdensgenløseren Jesus med sindsro udtale den evige sætning: ”Det er fuldbragt!”, vel vidende, at han havde fuldført første etape af den mission, som primært skulle fortælle menneskene, hvordan man bør tage sin skæbne, og hvordan man får sjælsstyrke til at bære denne skæbne, så man kan opleve sit liv som fuldbragt på en måde, der skaber et inderligt personligt forhold til Gud og gør denne til en Fader, til hvem man trygt kan overgive sin ånd i forvisningen om, at døden ikke betyder endeligt ophør.

Dette sidste, at døden ikke betyder endeligt ophør af bevidstheden og personligheden, skulle demonstreres gennem Jesu missions anden etape, nemlig gennem hans nok så vigtige demonstration af, at det levende væsen eller individet besidder en overfysisk struktur og et åndeligt legeme, der overlever det fysiske legemes død og opløsning. Denne demonstration fandt sted i og med hans såkaldte opstandelse. (7)

Som afslutning på dette kapitel skal nævnes, at tredje og sidste etape i Jesu verdensgenløsende mission er udsendelsen af ”talsmanden, den hellige Ånd”, som i form af ”den ny verdensimpuls” og den dermed forbundne ny verdensgenløser, Martinus og hans livsværk Det Tredje Testamente, er sket og påbegyndt i det 20. århundrede. (8)

12. JESU OPSTANDELSE OG "HIMMELFART"

I henhold til Martinus er Jesu opstandelse som nævnt et væsentligt led i den verdensgenløsning, der var hans primære mission. Gennem sin ”genopvækkelse” fra de døde skulle han demonstrere, at individet er andet og mere end en fysisk realitet, og at det i virkeligheden er et evigt væsen med en evig tilværelse. Individet er nemlig i besiddelse af et åndeligt legeme, som bevidstheden overføres på ved det fysiske legemes død. Dette legeme betegner Martinus som følelseslegemet, og det giver individet adgang til en zone, der grænser umiddelbart op til den fysiske verden. Samme zone betegner Martinus som den første sfære efter døden, og den er opdelt i to underzoner, en skærsildzone og en paradiszone. Denne zone må alle individer passere på vejen til den egentlige åndelige tilværelse, som Martinus betegner som den anden sfære efter døden. Det skal dog indskydes og fremhæves, at individets bevidsthed efter døden ikke i første instans overtages af følelseslegemet, men derimod af et parafysisk legeme, hvilket vil sige et delvist fysisk og et delvist åndeligt legeme, der som tidligere nævnt betegnes som koblingslegemet. Betegnelsen skyldes, at dette legeme udgør et transformationsfelt mellem åndelig og fysisk energi, idet det sørger for at transformere fysisk energi, bl.a. i form af sanseimpulser, til åndelig energi, f.eks. i form af sanseoplevelse, og åndelig energi, f.eks. i form af vilje, til fysisk energi, f.eks. i form af nerveimpulser. Dette emne er dog for omfattende til at gå nærmere ind på her, og læseren henvises derfor til den relevante litteratur herom. (1)

Imidlertid forholder det sig ifølge Martinus sådan, at når ”den første zone” er opdelt i to underzoner, skyldes det den omstændighed, at ikke alle mennesker er ens, idet nogle er materialistisk indstillede og tror, at alt er forbi i og med dødens indtræden, mens andre er religiøst troende mennesker, som forestiller sig, at der efter døden findes en paradisisk tilværelse, som former sig helt efter det, de har lært af deres verdensgenløser og dennes religiøse autoriteter. Den førstnævnte kategori af mennesker må uundgåeligt passere igennem ”skærsildzonen”, for dér at få udrenset alle vrangforestillinger og blive forberedt til deres efterfølgende besøg i de højere åndelige verdener eller sfærer, hvilket vil sige: det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.

Den sidstnævnte kategori af mennesker passerer måske ganske kort ”skærsildzonen”, særlig hvis de bærer på skyldfølelse og samvittighedsnag, men havner snart i ”paradiszonen”, hvor de oplever at se alle deres forestillinger og drømme om paradis virkeliggjort. Imidlertid er skærsildzonen så vel som paradiszonen fiktive eller illusoriske verdener, der alene er skabt af de pågældende menneskers egen bevidsthed og fantasivirksomhed. Det hænger primært sammen med, at de åndelige materier i modsætning til de fysiske materier, ikke byder på nævneværdig modstand imod at blive manipuleret med, og det betyder, at det afdøde individs bevidste så vel som ubevidste følelser, tanker og forestillinger, og især dets vaneforestillinger, umiddelbart og automatisk manifesterer sig i den åndelige materie. Det sker i nogle tilfælde sådan, at de pågældende individer ikke straks fatter, at de i realiteten er ”døde” og ikke længere befinder sig i den fysiske verden. De oplever nemlig deres ”opvågnen” i den første sfære på den måde, at deres vanebevidsthed lader dem tro, at de fortsat lever i de fysiske omgivelser, som de måske har levet i gennem et langt liv.

Men nok så afgørende i sammenhæng med den første sfære er det, at man under særlige betingelser kan kontakte den fysiske verden og blive kontaktet herfra, f.eks. gennem et fysisk medium, hvilket her vil sige et andet menneske med specielle eller såkaldte clairvoyante evner. Den eller de ”afdøde” kan dog i nogle tilfælde også lade kontakten med den fysiske verden foregå via et andet åndeligt væsen eller en såkaldt skytsånd. I en del tilfælde har den ”afdøde” vanskeligt ved at give slip på forbindelsen til den fysiske verden, og måske specielt en nær og kær slægtning. Den ”afdøde” har derfor svært ved at komme videre under sin nødvendige og uundgåelige passage gennem dødens første sfære, men bliver hængende i denne, indtil situationen bliver uudholdelig for vedkommende individ. Principielt det samme gælder for individerne i paradiszonen, idet opholdet her efterhånden bliver uudholdeligt på grund af den evindelige gentagelse af de paradisiske situationer, som til sidst nærmest får karakter af en skærsildzone.

Imidlertid forholder det sig i henhold til Martinus heldigvis sådan, at der er hjælp at hente for det nødstedte individ, idet der i den reale åndelige verden findes et korps af hjælpende ånder, som har påtaget sig den opgave at fungere som såkaldte skytsånder eller skytsengle, hvis opgave i hovedsagen består i at assistere de nødstedte ”afdøde” med at frigøre sig fra skærsildtilstanden og begive sig videre ind i dødens anden sfære, som er identisk med den virkelige åndelige verden. (2)

Jesus i åndeverdenen

Men det er ifølge Martinus her i den åndelige grænsezone til den reale åndelige verden, at Jesu ånd eller sjæl midlertidigt befinder sig, efter at han udåndede på korset. Men da ånden eller sjælen aldrig er uden det manifestations- og sanseredskab, der kaldes krop eller legeme, fremtræder Jesus her med en åndelig kopi af sin nu afdøde fysiske krop, som på det tidspunkt endnu hænger blodig og livløs på korset. Og her i dødens første sfære er Jesus optaget af at hjælpe de nødstedte ”ånder som var i forvaring”, dvs. spærret inde i deres eget selvskabte mentale fængsel, og mange forpinte sjæle, som i deres fysiske liv ”var druknet i tilfredsstillelse af ødelæggende eller livsnedbrydende materielle begær og laster”, blev ved den lejlighed midlertidigt frigjorte og fik adgang til dødens anden sfære, den virkelige åndelige verden.

Men her i dødens første zone mødes Jesus først og fremmest med den af de to røvere, der blev korsfæstet sammen med ham, som sagde: ”Jesus! Kom mig i hu, når du kommer i dit rige!” Det løfte, som Jesus gav denne røver, da han sagde: ”Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis”, var derfor gået i opfyldelse. Men mens den troende røver befinder sig i paradiszonen, opholder den anden røver sig i skærsildzonen, hvorfra Jesus formentlig har hjulpet ham ud og videre ind i den egentlige åndelige verden.

Dog, nok så vigtigt er det, at det var i skærsildzonen at den såkaldte forræder Judas nu opholdt sig, efter at han af fortrydelse og fortvivlelse havde hængt sig og var blevet begravet på den såkaldte Pottemagermark lidt syd for Jerusalem. Her i skærsildzonen måtte Judas lide store og dybe sjælekvaler ved tanken om, at han havde forrådt en uskyldig, tilmed sin åndelige mester, en af hvis nærmeste og betroede disciple, han selv havde været. Nu var hans sind gennemsyret og opfyldt af selvbebrejdelser, sorg og melankoli over hans onde gerning, som skyldtes, at han i sin utålmodighed havde villet udfordre Jesus til at erklære sig som den profeterede og længe ventede Messias, den konge eller hærfører, der skulle befri det jødiske folk for hedningene og indsætte det på dets retmæssige plads som herrer i eget hus og rige. Men da han så, hvordan Jesus reagerede i den svære situation, Judas’ forræderi havde sat ham i, stod det ham klart, at han totalt havde misforstået Jesus og det budskab og den lære hans mester var talsmand for.

I 9. kapitel af bogen Påske giver Martinus en levende og medrivende skildring af, hvordan han mener Judas blev tilgivet og udfriet af sit selvforskyldte helvede i dødens første sfære, tilmed af selveste det sande og ophøjede menneske, han havde forrådt. Det menneske, som blandt meget andet havde sagt: ”Kommer hid til mig alle I som er besværede, og jeg skal give jer hvile”, og ”Jeg er kommen for at søge og frelse de fortabte.” (3)

Martinus om Jesu opstandelse fra ”dødsriget”

Men den verdenshistoriske begivenhed, som kendes under navn af opstandelsen stod det endnu tilbage for Jesus at demonstrere for en verden, der var delt i troende og skeptikere, i tilhængere og modstandere og i venner og fjender. De religiøse traditioners håndhævere og vogtere og de barbariske hedninges uvidenhed og overtro, ifølge hvilke det levende væsens evighedsstruktur og ukrænkelighed, sjælens udødelighed og livets evige fortsættelse var forfængeligt hjernespind, var enige om, at deres patent på sandheden skulle beskyttes ved at lade Jesu grav bevogte af svært bevæbnede romerske soldater og nidkære jødiske kontrollanter. Man frygtede nemlig for, at nogle af Jesu nærmeste disciple skulle komme om natten og i ly af mørket stjæle Jesu lig og gemme og begrave det et afsides sted, som kun de kendte, og derefter udsprede det rygte, at Jesus som forudsagt var opstået af graven på tredjedagen efter sin forsmædelige død på korset.

Imidlertid ville den himmelske Fader det anderledes, siger Martinus, for endnu før solen var stået op over Jerusalem, vibrerede der usynlige åndelige kræfter i nærheden af den bevogtede grav, som gjorde de romerske soldater nervøse og utilpasse. Fra gravens indre begyndte der at stråle et stærkt lyse, som gjorde de tykke stenvægge gennemsigtige som glas. Lyset vibrerede efterhånden i svingninger, der var for stærke for jordiske sanser, hvilket bevirkede, at vagtmandskabet blev lamslåede, besvimede og faldt omkuld, ude af stand til at sanse og bevæge sig. Ingen af de tilstedeværende var derfor vidne til, hvad det var der skete ved denne enestående lejlighed.

Men for den indviede, som er udviklet til at se i kraft af Guds hellige ånd, er den nævnte begivenhed ikke noget mysterium, siger Martinus. Det, der foregik var nemlig hverken mere eller mindre end en materialisation, hvilket vil sige en manifestation af så stærkt koncentrerede åndelige eller kosmiske kræfter, at de gennemstrålede de fysiske energier med en styrke, der overvældede og lamslog det romerske vagtmandskab og for en tid satte disse mænd ud af spillet.

Den nævnte materialisation gjaldt nemlig Jesu ånds eller sjæls tilbagevenden – opstandelse – til den fysiske verden eller jorden, i form af et særligt legeme, for at han overfor hedenskabets og forstenede religiøse dogmers vogtere kunne demonstrere livets evige uforgængelighed og derigennem herliggøre sin himmelske Fader. Men samtidig foregik der også en dematerialisation, dvs. en slags opløsning af Jesu lig, hvorved dette kunne teletransporteres til et skjult og ukendt sted og igen materialiseres og lægges til hvile, for at det der kunne gennemgå den samme normale opløsningsproces, som alle andre lig, der bliver gravlagt. Dematerialisationen og fjernelsen af Jesu fysiske lig var en nødvendighed, for at ingen bagefter skulle kunne komme og sige, at hans opstandelse var et falsum. (4)

Der var ifølge Martinus to grunde eller årsager til, at Jesus måtte vende tilbage til jorden efter sin fysiske død, og i begge tilfælde var disse udløst af hans store kærlighed til sine medmennesker, venner så vel som fjender. Den ene grund var, at han endnu engang skulle forsøge at overbevise skeptikere, tvivlere og modstandere om eksistensen af overjordiske, åndelige kræfter, og af alkærlighedens evige Fader, for derigennem at detronisere hævnens Gud og på sigt føre menneskeheden bort fra myrderiernes, lidelsernes og sorgernes mørke tilstande og livsvilkår og frem mod de idealer og aktiviteter, der er gældende i det rigtige menneskerige.

Den anden årsag eller grund til Jesu ekstraordinære fysiske tilsynekomst, var i henhold til Martinus den, at disciplene på trods af hans treårige undervisning af dem, ikke havde formået at forstå hans lære, lidelseshistorie og mission rigtigt. Det var kommet til udtryk gang på gang, mens han fysisk var i live, og nu viste det sig på den måde, at de ved hans arrestation, domfældelse og korsfæstelse blev overraskede, forvirrede og sorgfulde, og flygtede i panik og skjulte sig af angst for at blive pågrebet og arresteret i lighed med deres mester.

Disciplene forstod ikke deres mester

En af de væsentligste grunde til, at Jesu nærmeste disciple ikke helt forstod deres mester, var ifølge Martinus, at de i deres daglige samvær med ham gennem flere år, efterhånden var kommet til at opfatte ham som et almindeligt menneske, som dem selv. Han talte jo til dem på en nærmest kammeratlig, uhøjtidelig og ligefrem måde, og derfor mente de hver især, at han nok tænkte og handlede ud fra samme motiver og livsindstilling som de selv gjorde. Hermed overså de hans åndelige storhed og ufejlbarlighed, som netop skyldtes, at han var hjemmehørende i det rigtige menneskerige og derfor havde som en af sine opgaver at implantere dette riges humane tanker og etisk-moralske idealer i den jordmenneskelige bevidsthed. Det betød, at hans planer, dispositioner og handlinger var langsigtede, ja, som det skulle vise sig, var for årtusinder, hvoraf foreløbig de to tusinde år er forløbet.

Men som det mere eller mindre fremgår af evangelierne, mente Jesu disciple ind imellem, at deres mesters dispositioner og handlinger ikke altid var lige logiske og fornuftige, fordi de ikke passede ind i de midlertidige, øjeblikkelige lokale forhold og den gængse opfattelse af moral, og af, hvordan man burde handle i den eller den situation. Derfor kunne enkelte af disciplene endog finde på at irettesætte og ’vejlede’ deres mester. Det var f.eks. tilfældet med den altid beredvillige, men ikke altid lige kloge Simon Peter, da denne sammen med Jesus og de andre disciple opholdt sig i egnene nordøst for Genesaret sø.

En dag, da de er på vej til landsbyerne ved Kæsarea Filippi, begyndte Jesus at fortælle om og forudsige den skæbne, lidelse og død, han snart skulle gennemgå, men at han ville opstå tre dage efter. Simon Peter protesterede og mente åbenbart ikke, at noget sådant behøvede at overgå deres kære mester. Da vendte Jesus sig ”og så på sine disciple og irettesatte Peter og siger: ”Vig bag mig, Satan! Thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er.”

Man kan måske umiddelbart mene, at det var lidt hårde ord, Jesus rettede mod sin mest betroede discipel, men dels skal udtrykket ”Vig bag mig, Satan!” forstås i sammenhæng med datidens religiøse begrebsverden og sprogbrug, og dels var det nødvendigt for Jesus at markere, at han naturligvis kun kunne følge sin egen guddommelige inspiration og den opgave, der var blevet ham pålagt ved hans indvielse til verdensgenløser. Derfor måtte han lægge afstand til det begrænsede syn og den fejlagtige iver og nidkærhed, som Simon Peter demonstrerede ved den lejlighed. (5)

Men sorgen og fortvivlelsen over den lidelse og de smerter, og den forsmædelige død, deres kære ven og mester havde måttet gennemgå, var oprigtig og ægte hos hans mange disciple, deriblandt ikke mindst Simon Peter. Dog måske nok så meget hos Jesu allernærmeste slægtninge og venner, hvoraf nogle også var hans disciple, som f.eks. fætteren Johannes Zebedæus og veninderne Maria fra Magdala på vestbredden af Genezaret sø, og Maria fra Betania, Martas og Lazarus’ søster. Alle disse nærmeste disciple, venner og slægtninge ser ud til at have søgt tilflugt i apostlen Johannes Markus’ moder hus i Jerusalem, hvor de befandt sig i frygt og bæven, som de prøvede at mildne ved hjælp af fællesbøn.

Hvad der videre skete ved og i graven

Imens havde de romerske myndigheder på jødernes opfordring og anbefaling ladet en udkommanderet garde af trofaste og pålidelige soldater sætte til at bevogte Jesu grav, så hans disciple ikke skulle kunne få adgang og lejlighed til eventuelt at fjerne Jesu lig og påstå, at han var opstået fra de døde, således som han havde forudsagt. Disse dødens fagfolk, som ærede døden og hedenskabet, var specialister i at myrde og dræbe, og udgjorde dermed en slags livgarde om uvidenhedens og overtroens vedligeholdelse, som skulle komme til at vare mange århundreder ud i fremtiden. Og Guds egne præster gjorde deres yderste til, om end ubevidst, dengang som senere, at intet håb om det levende væsens uforgængelighed og udødelighed, eller om livets evige fortsættelse og ukrænkelighed, skulle få lov til at slippe ud fra denne klippegrav af primitivitet, uvidenhed, overtro, sten og stål, og sværd og spyd.

Men, som allerede nævnt ville den evige Fader det i henhold til Martinus ganske anderledes og svigtede naturligvis heller ikke hverken sin udvalgte søn eller sine andre sønner i denne alvorlige og betydningsfulde situation. Endnu før solopgang morgenen efter sabbatten, hvilket vil sige søndag morgen, vibrerede usynlige kræfter med tiltagende styrke i nærheden af den lukkede grav, så at det ellers så hærdede og modige vagtmandskab følte sig urolige og utilpasse. Til deres store overraskelse eller måske forfærdelse så de, at der fra gravens indre begyndte at udstråle et stærkt lys, der gjorde de tykke stenvægge gennemsigtige som glas. Lysets vibrationer steg efterhånden til en styrke, der ikke tåltes af fysiske sanser, hvorfor vagtmandskabets medlemmer sank afmægtige til jorden, hvor de blev liggende i en dødlignende tilstand. Der var derfor intet jordisk øje, der blev vidne til, hvad der videre skete inde i selve graven. Men for den indviede, som f.eks. Martinus, er der ingen tvivl om begivenhedens karakter eller at der var tale om en verdenshistorisk demonstration af det levende væsens, individets eller i dette tilfælde Jesus’ udødelighed.

Det, der skete påskemorgen, var i henhold til Martinus, at Jesus med assistance af åndelige hjælpere, de såkaldte engle, materialiserede sig i et nyt fysisk legeme, som i det væsentlige lignede hans afdøde fysiske krop og havde dennes kendetegn. Den sidstnævnte blev ved samme lejlighed dematerialiseret og lagt til hvile et sted, hvor ligets endnu levende mikroorganismer kunne fortsætte den naturlige opløsningsproces, som ethvert lig normalt må gennemgå, hvis det da ikke bliver brændt. Det særlige ved Jesu materialisations-legeme var, at han på sin viljes bud og efter sit ønske og behov kunne gøre det skiftevis synligt og usynligt for jordiske øjne.

Jesu opstandelse var hans midlertidige tilbagevenden til den jordiske eller fysiske sfære, som skete til forherligelse af den evige Fader, og for at dødens og hedenskabets vogtere, soldaterne og deres overordnede, ligeledes præsterne, farisæerne og de skriftkloge, skulle blive gjort bekendt med, at på trods af forfølgelse og bandlysning, hån og spot, korsfæstelse, lemlæstelse og ”død”, sværd og spyd, galge og guillotine, så overlever det forfulgte levende væsen og det levende væsen i det hele taget, fordi dets inderste væsen og natur er uforgængelig og evig som Guddommen selv.

Evangelierne er ikke helt enige i beskrivelsen af, hvad der skete tidligt om morgenen efter sabbatten. Ifølge Mattæus-evangeliet var det Maria Magdalene og den anden Maria, Jakobs moder, der først kom til graven. Hos Markus fulgte Salome, Zebedæussønnernes moder, også med ud til graven. Lukas-evangeliet nævner også, at det var kvinderne, der først kom ud til graven, men nævner ingen ved navn. Johannes-evangeliet er i overensstemmelse med Mattæus, idet det også her er Maria Magdalene, der som den første søger ud til Jesu grav. Men da hun, åbenbart til sin store overraskelse og forfærdelse, ser at stenen for indgangen til graven er skubbet til side, skynder hun sig atter ind i byen og hen til det sted, hvor både Simon Peter og Johannes Zebedæus opholdt sig. Fulgt af Maria haster de to mandlige disciple ud til graven, og det virker nærmest som et kapløb imellem dem, hvor det gælder om at komme først. Ifølge Johannes sakker Peter lidt agterud, således at det er ”den discipel, Jesus elskede”, der kommer først til graven, som han kigger ind i, men da han ser ligklæderne ligge forladt på det sted, hvor Jesu lig havde været anbragt, gik han ikke ind i selve gravkammeret. Da Simon Peter straks efter også ankommer til graven, går han ind i denne og konstaterer, at ligklæderne og hovedbeklædningen ligger forladt på hver sit sted, hvor liget havde ligget. Først da vover Johannes sig helt ind i graven, for at forvisse sig om, at Jesu lig er borte og at ligklæderne er det eneste spor af deres elskede mester, ”og han så og troede”. Men umiddelbart efter tilføjer evangelisten: ”De havde nemlig endnu ikke forstået skriftens ord, at han skulle opstå fra de døde. Så gik disciplene hjem igen.”

”Rør ikke ved mig…”

Martinus henholder sig til, at det var Maria Magdalene, der som den første kom ud til graven, for at udgyde vellugtende salve over den elskede mesters afsjælede legeme. Og efter at de andre kvindelige og mandlige disciple, som også havde været ved graven, havde forladt stedet, stod hun alene tilbage og græd. For ligesom at overbevise sig selv om rigtigheden af, hvad de, der havde været inde i selve graven, havde set – eller måske rettere ikke set – vovede hun sig også til at kigge ind i gravkammeret. Til sin store overraskelse eller vel nærmest forskrækkelse, ser hun to mandlige engle ”i strålende klædebon” sidde, hvor Jesu legeme havde ligget, en ved hovedet og en ved fødderne. Hos Mattæus og Markus er der dog kun tale om en enkelt, mandlig engel, hvis ”udseende var som lynild, og hans klædning hvid som sne”

Men ifølge Johannes-evangeliet spurgte de to engle Maria: ”Kvinde! Hvorfor græder du?”, hvortil hun svarer: ”Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” Maria får åbenbart ikke noget svar her, sådan som tilfældet er hos Mattæus, Markus og Lukas. I førstnævnte evangelium siger engelen til de forfærdede kvindelige disciple: ”Frygt ikke! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå! Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg sagt jer det.” Omtrent det samme siger englen til kvinderne i Markus-evangeliet, mens de to engle hos Lukas har følgende ord at sige til de rådvilde og forskræmte kvinder: ”Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, men han er opstanden; kom i hu, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde, at menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.”

I Johannes-evangeliet hedder det videre, at efter at Maria Magdalene havde fortalt englene, at hun søgte efter sin herres afsjælede legeme, vender hun sig om og ser en hende ubekendt mand stå udenfor graven, og hun antager derfor at det er havemanden, som passer gravene, hun har foran sig. Manden spørger hende: ”Kvinde! Hvorfor græder du?”, og Med bøjet og bortvendt hoved og med sorg i stemmen svarer Maria: ”Herre, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham.” Da siger manden dette ene ord: ”Maria!” Ved lyden af den åbenbart nu velkendte stemme, vender hun sig om og ser til sin store glæde og overraskelse, at det er Jesus, der står foran hende. ”Mester!” udbryder hun og vil uvilkårligt røre ved ham, men han afværger det med følgende advarende ord: ”Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.”

Det, Maria Magdalene ikke kunne vide, var i henhold til Martinus, at det legeme, i hvilket Jesus her viste sig, ikke var hans tidligere fysiske legeme, men en midlertidig kopi af dette, frembragt gennem hans viljekraft og kontrol over de parafysiske energier, der benyttes ved såkaldt materialisation. Dette parafysiske legeme blev endnu på dette tidspunkt opretholdt af så stærke vibrationer, at enhver form for fysisk berøring ville have være forbundet med livsfare.

Hvad Maria heller ikke kunne vide, var ifølge Martinus, at Jesus nu befandt sig i en åndelig sfære, som grænser op til den fysiske verden, og hvorfra han vilkårligt kunne gøre sig materielt synlig for de fysiske sanser, hvilket i dette tilfælde vil sige synlig for andre mennesker, når det var formålstjenligt og situationen var til det. Hvilket da også skete ved flere følgende lejligheder, idet det var et led i fuldbyrdelsen af hans mission.

Men man vil måske kunne indvende imod Martinus’ opfattelse og tolkning af Jesu ord til Maria om, at hun ikke måtte røre ved ham på det tidspunkt, at der i Mattæus 28. 8-10 står følgende: ”Så skyndte de [kvinderne] sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Men se, da kom Jesus dem i møde og sagde: ”Vær hilset! Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da siger Jesus til dem: ”Frygt ikke! Gå hen og fortæl mine brødre, at de skal gå til Galilæa; dér skal de se mig.” Det er dog nok snarere et spørgsmål, om man vil lægge vægten på Mattæus eller på Johannes-evangeliets store overensstemmelse med Martinus’ kosmiske analyser.

Jesus kommer til syne for flere af disciplene

Ifølge Lukas-evangeliet, var det godt nok kvinderne, der først kom ud til graven og af to engle fik at vide, at Jesus var opstanden, og at de derfor skulle skynde sig ind i byen og fortælle de andre disciple herom. ”Men Peter stod op og løb til graven; og da han kiggede derind, ser han ikke andet end linklæderne ligge der, og han gik hjem i undren over det, som var sket.” (Luk. 24. 12). Senere fortælles i samme evangelium, hvor den materialiserede Jesus møder og slår følgeskab med et par disciple, der er på vej mod landsbyen Emmaus, men som angiveligt ikke genkendte ham, følgende: ”[…] Vi havde håbet, at han [Jesus] var den, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer desuden, at det i dag er den tredje dag, siden det skete. Men også nogle af vore kvinder har forfærdet os; de var ude ved graven tidligt i morges, og de fandt ikke hans legeme, men de kom tilbage og sagde, at de endog i et syn havde set engle, der sagde, at han lever. Så gik nogle af dem, der er med os, hen til graven, og de fandt det også således, som kvinderne havde sagt; men ham så de ikke.” […]” (Luk. 24. 21-25).

På dette tidspunkt troede disciplene åbenbart ikke på, at den tomme grav var ensbetydende med, at Jesus var opstået fra de døde, så meget mindre, som ingen af disciplene, heller ikke de kvindelige, i henhold til Mattæus, Markus og Lukas endnu havde set den opstandne. Det skete i henhold til Lukas først senere samme dag, dvs. på den tredje dag efter begravelsen, nemlig da de to ovenfor omtalte og citerede disciple mødte og talte med Jesus på vejen mod Emmaus. Sandsynligheden taler dog for, at Jesus først har vist sig for Maria Magdalene og Simon Peter og Johannes Zebedæus, som stod ham betydeligt nærmere end tilfældet var med Kleofas og den unavngivne discipel, som mødte ham på vejen til Emmaus.

Senere viste Jesus sig ved flere andre lejligheder for sine disciple på forskellige andre steder, men hver gang kom han som ud af den blå luft og forsvandt igen på samme måde. Han talte med dem og stimulerede dem til at have indbyrdes kærlighed og pålagde dem, at drage ud i verden og berette om hans liv, væremåde og lære for alverdens folkeslag.

Den sidste gang, Jesus viste sig for sine disciple, var den dag, da han tog dem med sig ud til et sted i nærheden af Betania, og efter at have velsignet dem, fortonede hans skikkelse sig atter for deres øjne, for ikke mere at vende tilbage. Hans allersidste ord til sine nærmeste disciple var: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Jesus var dermed vendt tilbage til sin himmelske Fader, i den forstand, at han herefter opholdt sig i den region eller sfære af Faderens åndelige organisme, som Martinus betegner som ”det rigtige menneskerige”, hvorfra han fortsat kunne yde åndelig hjælp og vejledning til sine apostle og disciple, når disse henvendte sig til ham i bøn, hvilket ofte skete.

Dermed var den store gudstjeneste afsluttet og havde efterladt sig et evangelium eller et glædeligt budskab om, at Gud via sin udvalgte søn havde åbenbaret og anvist den vej, som menneskeheden måtte og skulle følge, hvis den ønskede at komme ud af overtro og nedværdigelse, ud af krig og lemlæstelse og ud af sorg og lidelse, og i stedet nå frem til en i lys og glæde forklaret tilværelse i Guds nærhed. Det er juleevangeliets budskab om kærlighed til Gud og næsten, der er vejen til varig fred på jorden og i menneskene velbehag.

Menneskehedens modtagelse af ”det glade budskab”

Men hvordan har menneskene så modtaget dette budskab om kærlighedens evangelium? Jo, på den måde, siger Martinus, at budskabet for mange er blevet til et ”mysterium”, ingen længere rigtigt kan forstå og derfor heller ikke kan tro på. Men tilføjer han, der er i virkeligheden ikke tale om noget mysterium eller noget mirakuløst eller unaturligt, tværtimod, for ingen begivenheder eller lære er mere åbenlys og ligetil, end budskabet og læren om at elske Gud over alt andet og sin næste som sig selv. Og at fænomener som f.eks. materialisationer, til dels på grund af deres overordentligt sjældne forekomst, endnu ikke er anerkendte af videnskaben, udgør efter Martinus’ opfattelse intet bevis for, at sådanne materialisationer ikke er forekommet eller ikke kan forekomme. Videnskaben udforsker jo kun den fysiske natur, som den registrerer, måler og vejer og sætter på talmæssige formler. Det kan man ikke med den uhåndgribelige åndelige natur, som i virkeligheden er den, der giver den fysiske natur mening og indhold. På principielt samme måde forholder det sig med det almindelige jordiske menneskes kvalifikationer og forudsætninger for at kunne bedømme og forstå begrebet og fænomenet materialisation, siger han, for disse er ikke større end et naturmenneskes kvalifikationer og forudsætninger for at kunne forstå og bedømme atomteori.

Set med Martinus’ øjne, har intet drama i verden nogensinde været udspillet for mere åbent tæppe, end netop Kristus-dramaet. Dettes rent fysiske detaljer, såsom om Jesus har eksisteret, om han var ”jomfrufødt” eller søn af Josef, hvornår han blev født, om evangelierne har gengivet hans udtalelser korrekt eller ikke, om han kom fra himlen eller var jordklodens jeg eller ånd, om han blev stenet eller korsfæstet, eller om han blev lagt i den ene eller den anden grav, er komplet ligegyldigt ved siden af det faktum, at beretningen om hans livs drama efter hans forsmædelige ”død” på Golgata fik kraft og styrke til at bane sig vej gennem århundrederne og helt frem til nutiden. Siden har hans udødelige sætninger lydt i alverdens kirker, så ingen burde være i tvivl om, at den udødelige sætning: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, er sandhed, og dens efterlevelse verdens frelse.

Det glade budskab indhyllet i overtro

Men det glade budskab og dets ophav blev omtrent fra begyndelsen indhyllet i uvidenhedens overtro, og i kraft af denne blev opfattelsen af dettes virkelige indhold drejet over i egoismens tankearter. Jesus blev gjort til ”Guds enbårne søn”, hvis visdom og gerninger intet normalt jordisk menneske ville kunne praktisere. Læren om den virkelige verdensfrelse ved gerninger blev erstattet af den illusion, at frelsen består i noget så let som ”i Jesu navn” at bede om forladelse for sine fejltrin eller ”synder”. Man ville da straks i kraft af ”Guds nåde” og ”Jesu blod” blive fritaget for eftervirkningerne af de fejltrin eller den uretfærdighed, man eventuelt havde begået imod sine medvæsener.

Troen på ”nåden” og ”syndsforladelsen” blev en ”sovepude" for de troende, som stort set mistede interessen for ”frelsen gennem gerninger”, og gennem denne tros udbredelse til den øvrige verden, hvor befolkning efter befolkning og stat efter stat efterhånden bekendte sig til kristendommen, faldt de troende – og efterhånden også de vantroende - i en ”søvn”, der tillod krige og revolutioner, ulykker og sygdom, klassekamp og arbejdsløshed, lockouter og strejker, stor rigdom og dyb fattigdom. Men det er den pris, menneskeheden må betale, siger Martinus, når den vil lempe sig udenom ansvaret eller virkningerne af sine mørke handlinger. (6)

At menneskeheden har haft og fortsat i stor udstrækning har en fejlagtig, ja, overtroisk opfattelse af verdensgenløserens væremåde, og at man har ignoreret sandheden i hans ord: ”Der kommer ingen til Faderen uden ved mig”, hvilket vil sige: uden ved at praktisere hans ord og lære, er ifølge Martinus baggrunden for, at menneskeheden endnu ikke er ”kommen til Faderen". Derfor står den gamle verdensorden, som er baseret på de fra dyreriget nedarvede vaner, handlemåder og traditioner, foran sin undergang eller afslutning, der betegnes som ”dommedag” eller ”verdens ende”. Denne ”dommedag” skal vi se nærmere på i det følgende kapitel.

13. ”DOMMEDAG” ELLER ”VERDENS ENDE”

Dommedagsprofetien går i bibelsk sammenhæng helt tilbage til 1. Mosebog og som sådan rækker den omkring fire årtusinder tilbage i tiden. Det er i 3. kapitel af 1. Mosebog, at vi finder beretningen om ”syndefaldet” og Guds forbandelse af Adam og Eva og deres kommende slægt. Til slangen sagde Gud bl.a.: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!”. Forestillingerne om de sidste tider og dommedag er nært knyttet til de såkaldte apokalyptiske skrifter. (1)

Begrebet apokalypser hidrører fra græsk apokalypto, som betyder afsløre, åbenbare, og er betegnelsen for en særlig litteraturgenre i senjødedommen og urkristendommen. Apokalyptiske skrifter beskriver åbenbaringer om verdensforløbet i de sidste tider, hvor det siges, at Gud vil gribe ind til fordel for de fromme og gudhengivne og til undergang for de onde og ugudelige. Karakteristisk for apokalypser er, at de sidste tider vil blive præget af en kamp mellem Gud og hans modstandere og at denne kamp vil ende med Guds herredømmes endelige komme og etablering. (2)

For den kristne tro har begrebet Dommedag siden urkristendommen betydet den dag i de sidste tider, da Jesus Kristus skulle komme igen, for at dømme levende og døde efter deres gerninger og genoprette Guds rige og herredømme på jorden. Det indebærer en forestilling om, at den hidtidige og nuværende verdens eksistens er begrænset og at en kommende ny verden ligger forude. I NT betegnes Dommens dag også som dagen, den sidste dag, Herrens (dvs. Jesu) dag, Jesu Kristi dag, menneskesønnens dag, vredens dag, den store dag, besøgelsesdagen og forløsningens dag. (3)

Den ny verdensgenløsning

Som flere gange tidligere nævnt, betragter Martinus i medfør af sin kosmologi ”Dommens dag” som en tidsperiode, der angives til at strække sig over omkring tre tusinde år, hvorunder jordmenneskets forvandling til rigtigt menneske vil kulminere og der derfor vil foregå en etisk-moralsk nyorientering i mennesket og et nybrud indenfor alle grene af kulturen og samfundslivet. Denne udvikling fik i henhold til Martinus for alvor et skub fremad i og med udbruddet af 1. verdenskrig. På det tidspunkt var det blevet nødvendigt med en ny verdensgenløsning, som ville være i pagt med den lyse udstråling fra det guddommelige skabeprincip, og som kunne videreføre og fuldende Jesu lære, samtidig med at den levede op til nutidens krav, vilkår og forventninger. Der var med andre ord brug for den af Jesus profeterede ”talsmanden, den hellige ånd”, og om denne hedder det i Johannes-evangeliet bl.a.:

[…] Og når han [talsmanden] kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og dom; om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det. (4)

Det, der ifølge Martinus især gjorde en ny verdensgenløsning påkrævet og ønskelig, var primært den omstændighed, at evnen til at tro, særlig på religiøse autoriteter og dogmer, efterhånden var degenereret kraftigt, i al fald for en stor kategori af menneskers vedkommende, samtidigt med den udvikling af intelligensevnen, der i særlig grad har fundet sted i løbet af de seneste århundreder, og som fortsat finder sted i nutiden og uden al tvivl vil fortsætte i fremtiden. Det moderne nutidsmenneske kræver intellektuelle og logiske begrundelser for de påstande og meninger, der fremføres, og vil ikke lade sig nøje med en simpel konstatering af, at sådan ser det ud og sådan hænger tingene sammen.

Intelligensudviklingen har imidlertid i første instans medført tvivl på og forkastelse af de religiøse postulater og dogmer, og denne tvivl har samtidig ladet og lader mennesket omkalfatre det gamle verdensbillede og så at sige skabe verden på ny i form af en naturvidenskabeligt begrundet verdensopfattelse, som løbende er genstand for justeringer og revision. Dette har foreløbig haft den konsekvens, at naturvidenskaben rent principielt er kommet til at understøtte en materialistisk livs- og verdensopfattelse, som hviler på mål-, vægt- og hastighedsanalyser af den såkaldt fysiske materie. Men mål-, vægt- og hastighedsfacitter kan man ikke bruge til at besvare de grundlæggende livsspørgsmål med, eller til at lindre sorg, smerte og ulykke med. Men ifølge Martinus har denne udvikling imidlertid været uundgåelig og er i og for sig udmærket, men det er derimod ikke så heldigt, at en stadig større gruppe af mennesker er kommet til at stå i et slags åndeligt tomrum uden varige åndelige holdepunkter og etisk-moralske værdinormer, hvormed de kan orientere sig i tilværelsen. I en sådan situation risikerer mennesker at komme på afveje og vildspor.

Der har dog været og er fortsat mange tilbud til mennesker, der føler sig indelukket i et åndeligt tomrum eller fremmedgjorte overfor kulturen og fællesskabet. Men alle disse mange tilbud er i bedste fald virkningsløse surrogater for den ægte vare, og i værste fald åndeligt og/eller religiøst charlataneri eller svindelagtig udnyttelse af godtroende og velmenende mennesker. Men der findes i henhold til Martinus ikke nogen genvej til paradiset eller lykken, idet man ikke kan fritage menneskene for selvoplevelsens smertefulde vej til sandheden. Menneskene må først og fremmest lære af deres egne fejltagelser og deres handlingers konsekvenser, som er dirigeret af loven for skæbne, som lyder: ”Det, et menneske sår, det skal det også høste!” Men dernæst kan mennesket, vel at mærke det modtagelige menneske, blive vejledt af ”talsmanden, den hellige Ånd” om, hvad der er sandt og usandt, rigtigt og forkert, kærligt og ukærligt. For sådanne mennesker er det derfor vigtigt at vide og erkende, at ”talsmanden, den hellige Ånd” har manifesteret sig i nutiden, nemlig i form af den kosmologi eller videnskab om ånden, som skyldes den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus.

Nutidsmenneskets mentale krise

Ifølge samme kosmologi befinder især det vestlige nutidsmenneske sig i en mental krisetilstand, der er et symptom på at vi befinder os i dommedagsepoken. Men da denne situation primært skyldes uvidenhed om og en deraf følgende mangel på respekt for efterlevelse af kærligheds- eller humanitetslovene, betyder det, at det kun er gennem et realistisk kendskab til efterlevelsen af disse love, der kan tilfredsstille det kriseramte menneske. Men dette kendskab er ifølge Martinus netop identisk med den højeste videnskab eller visdom. Det betyder, at menneskene igennem dommedagens realistiske oplevelser, bl.a. i form af fysiske og mentale sygdomme, revolutioner, oprør, krige osv., bliver forvandlet fra at være individer, der var modstandere af og måske direkte bekæmpede de højere religiøse eller åndelige facitter, til individer, der af al kraft og evne tørster og hungrer efter den forløsende visdom. Det er altså primært lidelseserfaringerne, der fremkalder denne tørst og hunger, og det er disse, der får ”den fortabte søn” i form af det åndeligt fremskredne nutidsmenneske til at længes efter sin himmelske fader.

Set med Martinus’ øjne er det afgørende imidlertid, at uanset hvor smertelig og lidelsesfuld dommedagsepoken end forekommer menneskene at være, så er den set med det kosmiske klarsyn dog udtryk for og ”udslag af strålende kærlighed eller selve kulminationen af den allerhøjeste logik eller skabelsesstruktur, uden hvilken livets evige kredsløb og dermed det levende væsens selvoplevelse af sin egen høje over tid og rum evigt eksisterende gudesønlige identitet ville være absolut umulig.” (5)

Afgørende for Martinus er det også, at menneskeheden i virkeligheden ikke længere har brug for et tilbedelsesobjekt i form af en messias eller kristus i gammeldags forstand, men derimod udelukkende for en videnskab om ånden, altså en åndsvidenskab, som logisk intelligensmæssigt formår at fremlægge og forklare tilværelsens grundlæggende spørgsmål, herunder ikke mindst spørgsmålet om det ondes, dvs. lidelsernes og drastiske tilstandes og begivenheders eksistens, forekomst og rolle i en verdensorden, som ellers siges at være styret af en almægtig, alkærlig og alvis Guddom. Denne forklaring på tilværelsens fundamentale eksistentielle spørgsmål er det, som alene kan gives af den hellige ånd, der i henhold til Martinus er det samme som kosmisk bevidsthed.

Som tidligere omtalt er kosmisk bevidsthed ifølge Martinus noget, som ethvert menneske på et tidspunkt vil komme til at opleve at besidde, når det vel at mærke er etisk-moralsk og intellektuelt modnet dertil, men indtil videre har denne høje bevidsthedsstandard været forbeholdt de få, ja, faktisk så få, at disse historisk set kan tælles på to hænder. Som et fremtrædende eksempel på en historisk person med kosmisk bevidsthed, kan nævnes Jesus fra Nazaret. Og det seneste og nyeste eksempel på kosmisk bevidsthed er altså Martinus, som dermed er indtrådt i en fornem ”kongerække” af kosmisk bevidste verdensgenløsere. (6)

Imidlertid er begrebet ”dommedag” i henhold til Martinus ikke kun forbundet med menneskeheden, men også med jordkloden som et levende væsen betragtet. Denne befinder sig nemlig i sin udviklingsspiral umiddelbart foran sin oplevelse af ”den store fødsel”, hvorved den kosmiske bevidsthed eller Helligånden bryder igennem hos individet eller væsenet. Forud for selve fødselen går som bekendt fødselsveerne, og i eskatologisk og apokalyptisk sammenhæng betegnes disse også som ”de sidste tider”.

"De sidste tider"

Ved udtrykket "de sidste tider" forstår Martinus principielt det samme som kristne teologer, nemlig "veernes begyndelse", hvilket vil sige "Messiastidens fødselsveer", som i nytestamentlig tid var en almindelig brugt betegnelse for de store ulykker og trængsler, der skulle ramme forskellige egne af jorden forud for den gamle verdens undergang og Gudsrigets komme. På principielt samme måde, som veerne hos den gravide kvinde er et symptom på, at fødselstidspunktet er nært forestående, således varsler de store plager, der vil ramme verden, om Messias' snarlige fremtræden. Men bortset fra den symbolske sammenligning mellem de sidste tiders uheldsvangre begivenheder og fødselsveer og den gravide kvindes svangerskab og fødselsveer, så tolker Martinus Kristi genkomst, dommedag, jordens undergang og Gudsrigets komme på en noget anden måde, end tilfældet er inden for traditionel kristendom.

Martinus har ikke selv tidsangivet, fra hvornår de sidste tiders begyndelse skal regnes, men det har til gengæld hans tidligere personlige elev og nære medarbejder, Per Bruus-Jensen, som argumenterer for den opfattelse, at disse skal regnes fra omkring det tidspunkt, da man offentliggjorde den polske astronom Nicolaus Kopernicus' (1473-1543) revolutionerende opdagelse af, at solen er planetsystemets centrum, og ikke jorden, sådan som man indtil da havde ment. Det blev, i forbindelse med renæssancetidens tiltro til mennesket og dets egne evner (humanisme), indledningen til en hidtil uset fremgang for en ny kulturfaktor: naturvidenskaben, som indtil da var blevet holdt nede og undertrykt af pavekirken, der havde autoriseret det ptolemæiske planetsystem, hvori jorden var universets ubetingede centrum.

Samme Per Bruus-Jensen regner "de sidste tider" for at omfatte perioden 1543-1914, hvor 1. verdenskrig brød ud, og som blev indledningen til "himlens og jordens undergang". Ved "himlen" forstår Martinus her det dyre-menneskelige tankeklima i det jordiske menneskes bevidsthed, hvilket også vil sige den mørke verdensmorals magtdyrkelse. Og ved "himlens undergang" forstår han et symbolsk udtryk for den del af menneskehedens bevidsthedsindhold, der giver sig udtryk i den enpolede, egocentriske og ateistisk-materialistiske livsholdning. Undergangen gælder også de endnu herskende religiøse trosforestillinger om liv og død, straf og belønning, frelse og fortabelse, og ikke mindst opfattelsen af Gud som et uden for universet og mennesket eksisterende ophøjet væsen, men i menneskets billede, ja, tilmed kun i mandens billede. Det er denne "himmel" eller mentale verden, der i kraft af sin egen selvmorderiske natur er dømt til undergang.

Den "ny jord" og "ny himmel"

Og her er det, at begrebet "jordens undergang" kommer ind i billedet, men ikke som jordklodens bogstavelige tilintetgørelse f.eks. gennem en naturkatastrofe eller sammenstød med et kæmpemeteor, eller en menneskeskabt katastrofe i form af ukontrolleret benyttelse af atomsprængkraft. Nej, ved dette begreb forstår Martinus en tilintetgørelse af hele det system af samfundsinstitutioner, der under ét betegnes som "magtens apparat". Nemlig militærvæsenet, rustningsindustrien, de økonomiske og politiske magtmekanismer, herunder de statskirkelige magtinstitutioner. Men jordkloden selv og dennes hjerneorgan: menneskeheden, samt alt andet ikke-dræbende liv på jorden, vil ifølge Martinus bestå et langt stykke ud i en ikke nærmere defineret fremtid, idet jordkloden i sit eget tidsperspektiv kun er omkring 30 år gammel. I menneskets tidsperspektiv regnes den for omkring 4 500 mill. år. (7)

Den "mørke himmel" vil altså blive afløst af en "ny og lys himmel" eller mentalitet, som vil være præget af et Kristus-menneskeligt tankeklima, der giver sig udtryk gennem en dobbeltpolet, humanistisk og altruistisk livsholdning. Denne "ny himmel" findes allerede så småt i form af menneskers mere eller mindre fremtrædende længsler efter at opleve en human og fredelig tilværelse i kærlighed og frihed, og i de bestræbelser og aktiviteter af forskellig art, der medvirker til at etablere og institutionere retten og næstekærligheden i den menneskelige samfundsorganisme. Efterhånden som dette sker vil den "gamle jord" blive afløst af den "ny jord", som især vil have dannelsen af et internationalt verdensrige til følge, et rige, som betegner det rigtige menneskeriges begyndelse her på jorden. Ifølge Martinus vil et sådant rige være nogenlunde etableret om cirka tre tusinde år.

"Dommedag"

Som tidligere nævnt er begrebet og fænomenet "dommedag" for Martinus ikke et udtryk for noget så kortvarigt som en enkelt dag, men derimod for en tidsepoke, sådan som det for resten også er tilfældet med Skabelsesberetningens berømte seks dage. For at forstå dette behøver man blot at tænke på den bibelske sætning om, "at én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag" (2.Pet.3,8). Det med, "at én dag er for Herren som tusinde år", bør dog ikke tages bogstaveligt, for der kunne lige så godt have stået hundredetusinde år eller en million år, idet det naturligvis er det relative i tidsbegrebet, der sigtes til.

Dommedagen vil for Martinus sige en tidsperiode, hvori der bliver "afsagt dom" over menneskenes handlinger og væremåde. Det er denne ”dom”, der betegnes som at ”skille fårene fra bukkene”. Dette sker i form af de utallige lidelser, som både i første og sidste instans er forårsaget af en livs- og verdensanskuelse, der er i uoverensstemmelse med livslovene og virkeligheden, og som derfor har affødt tilsvarende fejlagtige handlinger og holdninger. I kraft af skæbneloven vender konsekvenserne af disse fejlagtige anskuelser og holdninger ufravigeligt tilbage til sit ophav, hvilket vil sige til det individ, der oprindelig har udløst de uheldige og uhensigtsmæssige årsager, som medførte lidelse og smerte for andre. (8)

Men eftersom menneskene som art er beslægtet med hinanden og derfor i princippet stort set handler og gebærder sig ens, kan man derfor udover den individuelle skæbne også tale om kollektiv skæbne, og denne hænger i særlig grad sammen med jordklodens skæbnesituation. Det er den dybere baggrund for kollektive skæbneudløsninger som f.eks. krige, hungersnød, epidemiske sygdomme, naturkatastrofer med store tab af menneskeliv til følge. Og især er de to store verdenskrige i det 20. århundrede udtryk for en kollektiv skæbneudløsning, der hænger sammen med den udrensning af sin bevidsthed, som jordkloden så småt er begyndt på at foretage. I den forbindelse er det vigtigt at gøre sig klart, at da denne mentale udrensningsproces primært drejer sig om klodens selvopgør med vanebevidsthed og vanefunktioner, vil det set i menneskeperspektiv antagelig kræve lang tid, før den er tilendebragt. (9)

Jordklodens selvopgør

I henhold til Martinus blev dommedagsepoken indledt med 1. verdenskrig, som kom helt uventet og overraskende for de fleste, hvoraf mange mente, at noget så primitivt og ødelæggende som en storkrig ikke kunne eller burde finde sted i det oplyste 20.århundrede, hvor i al fald de vestlige lande troede på fremskridt og humanisme, frihed, lighed og broderskab mellem samfundsklasserne og mellem nationerne. Siden afslutningen af den fransk-tyske krig i 1871 havde der i det store og hele hersket fred i Europa. Krigen kom derfor i en vis forstand som "en tyv om natten", og vel at mærke en tyv, der stjal millioner af menneskers frihed, familieliv, førlighed og liv, med store nationale, sociale, politiske og økonomiske problemer og spændinger til følge.

Men ifølge Martinus var der ikke tale om nogen tilfældig "tyv om natten", men derimod om en lov- og skæbnebestemt situation, nemlig den, at jordkloden var trådt ind i en fase af sin etisk-moralske udvikling, som betød dens endegyldige opgør med mørket, hvilket vil sige et opgør med magt- og drabsmentaliteten, herunder selviskheden og forfængeligheden, i dens bevidste så vel som ubevidste regioner. Dette opgør betød og betyder samtidig optakten til jordklodens indvielse eller fødsel til "kosmisk bevidsthed". Og det er indlysende, at denne opgørssituation også måtte få indflydelse på menneskeheden og det enkelte menneske, nemlig i medfør af dennes og dettes funktion som henholdsvis hjerneorgan og hjernecelle i jordklodens bevidsthed, og af det deraf følgende skæbnefællesskab.

Jordkloden lever og oplever givetvis i et andet tidsperspektiv end mennesket, således at dét, der fra et menneskesynspunkt eksempelvis tager ét år, antagelig kun udgør et kvart sekund for jorden. Det betyder, at den tid, der er forløbet mellem offentliggørelsen af Kopernikus' opdagelse i 1543 og frem til år 1900, hvor indstrålingen af den ny verdensimpuls ifølge Martinus begyndte, har taget 357 menneskeår eller 90 klodesekunder, dvs. halvandet minut. Det betyder endvidere, at hele det tyvende århundrede, hvori himlens og jordens undergang i al fald er indledt, i menneskets tidsperspektiv er ethundrede år, men i jordklodens tidsperspektiv kun udgør 25 klodesekunder.

Men i henhold til Martinus har jordklodens indre, åndelige udvikling, modenhed og opgør med egoisme og dræbende tilbøjeligheder nået et stadium, hvor jordkloden er kandidat til kosmisk bevidsthed. Jordkloden har i åndelig forstand taget afstand fra alle sine lavere tilbøjeligheder, selvom det i praksis endnu ikke er lykkedes for den at befri sig for disse. Dette stadium indtrådte for jordkloden i 1921, mere præcist i påsken 1921, da Martinus oplevede den store fødsel eller indvielse til kosmisk bevidsthed, og dermed indledte den nye verdensløsning. (10)

Men 1.verdenskrig betød kun optakten til jordklodevæsenets endegyldige udrensning af mørket i sin bevidste og ubevidste psyke. I Rusland havde bolsjevikkerne under ledelse af Vladimir Lenin i 1917 foranstaltet en kommunistisk revolution, som med tiden skulle udarte til et grusomt og despotisk diktatur, som bredte sig til resten af Østeuropa. Men også i Vesteuropa gærede der forfærdelige djævelske kræfter, som under inspiration og førerskab af en tilsyneladende ubetydelig lille mand, Adolf Hitler, skulle få stor indflydelse på den fremtidige politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og samfundsmæssige udvikling i de næste årtier. Den 3.september 1939 invaderede de nazistiske styrker Polen, og dermed var 2.verdenskrig indledt. Men begge de to verdenskrige skal i henhold til de kosmiske analyser ses som led i den proces, hvorom Jesus profeterede og sagde: "Og alle folkeslag skal samles foran ham [Menneskesønnen], og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene" (11)

"Fårene" kontra "bukkene"

Den langvarige proces, hvorunder fårene skilles fra bukkene, er ifølge Martinus et væsentligt led i jordklodens accelererende og forstærkede mentale udrensningsproces, idet han ved begrebet "fårene" forstår de mennesker, hvis humane eller etisk-moralske evne - primært i kraft af gentagende livs lidelseserfaringer - er blevet så etisk-moralsk udviklede, at de ikke længere nænner at gøre andre mennesker eller andre levende væsener fortræd, mens han ved begrebet "bukkene" forstår alle de mennesker, som endnu befinder sig inden for det dræbende princips domæne, og som derfor mener, at vold og magtudøvelse både er nødvendig og ønskelig, hvorfor de gerne gengælder ondt med ondt og ikke har noget imod at straffe og slå andre mennesker eller andre levende væsener ihjel.

Det er nu her Martinus' pointe, at eftersom intet som helst levende væsen kan eller skal "fortabes", kommer dé mennesker, der repræsenterer "bukkene", i kraft af skæbneloven uundgåeligt til at opleve de ofte lidelses- og smertefulde tilbageslag og følgevirkninger af de handlinger eller den væremåde, de har udløst eller udvist overfor andre mennesker og andre væsener. Gennem flere inkarnationer indvirker lidelseserfaringerne på deres humane evne eller medlidenhedsevne, som bliver vakt og med tiden styrket i en sådan grad, at de til sidst ikke længere nænner at gøre andre ondt eller fortræd. Og i og med denne situations indtræden, er de pågældende "bukke" jo blevet forvandlet til "får". Det er i denne forstand, at jordklodens mentale udrensningsproces "skiller fårene fra bukkene". Og det er ikke mindst her, at verdensgenløsningen i form af Martinus' livsværk, Det Tredje Testamente, træder til og er i stand til at fungere som en åndelig hjælp og vejledning for dé mennesker, der frem for alt gerne vil udøve retfærdighed, barmhjertighed, næstekærlighed og tilgivelse. Thi via "Livets Bog" lærer man, at den dom, hvormed der dømmes, er alkærlighedens Visdom. (12)

14. ”KRISTI GENKOMST”

I Ny Testamente profeterer Jesus sin genkomst med bl.a. følgende ord:

”Hvis nogen da siger til jer: ’Se, her er Kristus,’ eller ’dér!’ så skal I ikke tro det. Thi falske Messias’er og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild. Se, jeg har sagt jer det forud,. Hvis de altså siger til jer: ’Se, han er i ørkenen,’ så gå ikke derud; ’Se, han er i kamrene,’ så tro det ikke. Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være. Hvor ådselet er, dér vil gribbene flokkes.” (1)

I dette citat gør Jesus det fuldstændig klart for ethvert fordomsfrit og udogmatisk menneske, at ”Kristi genkomst” ikke vil komme til at forme sig som fremtrædelsen af en synlig mand af kød og blod, der eventuelt kan lemlæstes og henrettes. Det betyder, at der heller ikke kan blive tale om en tilbagekomst af den historiske person, som kendes under navnet Jesus fra Nazaret. Dét ved Kristus, der som lynet udgår fra østen og skinner indtil vesten, og som kan komme i skyerne, dvs. i det levende væsens mentalitet eller tankesfære, med megen kraft og herlighed, og som kan skille fårene fra bukkene og dømme levende og døde, er det ved Kristus, der et ét med Faderen. Det, der er ét med Faderen, er den hellige ånd eller den kosmiske bevidsthed, hvilket vil sige bevidstheden om alt eller altet, eller den allerhøjeste viden og indsigt om Guddommen og det levende væsen. (2)

”Kristi genkomst” = den store fødsel til kosmisk bevidsthed

For Martinus står det lysende klart, at forudsigelsen om ”Kristi genkomst” ikke skal opfattes bogstaveligt, men derimod som symbolsk tale om ”de sidste tider”, ”dommedag” og ”genkomst” eller ”genløsning”. For ham handler det grundlæggende om, at det levende væsen fra sin tilværelse i Guds primære bevidsthed, hvilket vil sige ”det rigtige menneskerige”, ”visdomsriget”, den guddommelige verden” og ”salighedsriget”, som tilsammen kan betegnes som ”lysets riger”, ifølge kosmiske lovmæssigheder efterhånden er inkarneret i Guds sekundære bevidsthed, nemlig den fysiske verden i form af mineral-, plante- og dyreriget, dvs. i ”mørkets riger”.

Det er i disse ”mørkeriger” at individet i form af dyret efterhånden udvikler sig til det, vi forstår ved arten mennesket, og som – stadig i henhold til de kosmiske lovmæssigheder – nødvendigvis og uundgåeligt må gøre de erfaringer, herunder ikke mindst lidelseserfaringer, som betinger udviklingen af den humane evne, der på sigt igen er forudsætningen for og forløber for opnåelsen og oplevelsen af den højere bevidsthedstilstand eller bevidsthedsstatus, Martinus betegner som kosmisk bevidsthed. Det er lige præcis den sidstnævnte og højeste form for bevidsthed, som det levende væsen i form af mennesket vil kunne opnå, der i henhold til de kosmiske analyser er identisk med begrebet ”Kristi genkomst”.

”Kristi genkomst” og verdensgenløsningen

Men i henhold til Martinus indebærer ”Kristi genkomst” i videre forstand også verdensgenløsningens videreførelse af menneskeheden, ikke ved tro, sakramenter og dogmer, men udelukkende ved at vejlede menneskene på fremskredne mentale udviklingstrin gennem en intellektuel afsløring af tilværelsens mysterium, herunder især af mørkets eller det ondes mysterium. Men nok så vigtig er en afsløring af, at sandheden, livet eller virkeligheden er udtryk for en evigt rindende kærlighedsstrøm fra den guddommelige Fader-Moder. Denne afsløring, i forbindelse med hvert enkelt menneskes personligt gjorte lidelseserfaringer, er i virkeligheden det eneste, der i henhold til Martinus vil kunne skabe ”en ny himmel” og ”en ny jord”, dvs. varig fred, fordragelighed og sand næstekærlighed mellem menneskene.

Men allervigtigst er det, at ethvert levende væsen, ethvert individ eller menneske, i lighed med, hvad der f.eks. skete for Martinus i påsken 1921, før eller siden vil få en personlig oplevelse, som den, Martinus har beskrevet i følgende citat fra sidste kapitel i bogen Hvad er sandhed?:

”En dag, når man mindst aner det, vil man i et for formålet gunstigt øjeblik komme til at opleve at se ”en i overjordisk ild strålende levende Kristus” komme sig i møde og fuldstændigt tage ens eget, både fysiske og sjælelige, legeme i besiddelse. Men det mest guddommelige ved denne oplevelse er, at det fremmede funklende ”kristusvæsen” ikke er noget fremmed væsen, men derimod ”ens eget absolutte højeste selv”. Dette ”højeste selv” har man igennem jordlivene trænet op til at efterleve verdensgenløsningens kristusidealer så fuldkomment, at dette selv nu er blevet en fuldkommen materialiseret funklende og lysende ”kristusform” eller ”kristusskikkelse” på det åndelige plan. Det må dog her bemærkes, at hvis det havde været ved ”buddhaidealer” eller ”muhamedidealer”, man igennem livene havde trænet sig op til ovennævnte oplevelse eller indvielse, ville det tilsyneladende fremmede funklende væsen (altså ens højeste selv) henholdsvis have formet sig som en funklende eller strålende ”buddha” eller ”muhamedskikkelse”. Og med det guddommelige møde med sit eget fuldkommengjorte, højeste selv har man oplevet noget af den indvielse eller åndelige proces, jeg i mit hovedværk ”Livets Bog” udtrykker som ”den store fødsel”. Man har dermed fuldendt sit kredsløb i mørket og er nu midt i en jordisk, fysisk tilstand, vågen, dagsbevidst trådt ind i himmelen. Man er blevet en fuldkommen bolig og kanal for ”den guddommelige ånd”, er blevet et ”kristusvæsen”, er blevet ”eet med Faderen”. Og igennem hele ens sjæl og væsen funkler herefter Guds ånds strålevæld ud over kloder, verdener og menneskeheder på vor himmelske vej. Ud over tiden og rummet, frem igennem evigheden, funkler vor evige bane. I sandhed, gudesønnen er her synlig ”i skyerne med megen kraft og herlighed”.

Svaret på det store spørgsmål; ”Hvad er sandhed”, er således et eventyr fra det virkelige liv, er en beretning om et forhold mellem en evig Fader og en lige så evig søn. Da dette forhold er det virkelige liv, og dette liv er en ufejlbarlig vej til erfaringerne, og erfaringerne er en ligeså ufejlbarlig vej til sandheden, og sandheden er oplevelsen af Guddommen og dermed af det levende væsens højeste eller virkelige identitet som værende ”eet med denne Guddom”, og nævnte væsen med denne sin gudesønlige identitet er tidens og rummets skaber eller evighedens behersker, er ”den evige sandhed” således en urokkelig afsløring af, at livet, tilværelsen eller ovennævnte forhold mellem fader og søn, mellem guddommen og det levende væsen, er en evig rindende strøm af kærlighed.” (3)

15. JESU LÆRE OM ALKÆRLIGHEDEN

I dette afsluttende kapitel skal vi se nærmere på, hvad der i henhold til Martinus er kernepunkterne i de nytestamentlige evangeliers lære, og i hvilket omfang og grad disse afspejler Jesu oprindelige lære. Der er for Martinus nemlig tydeligt, at denne i tidens løb er blevet spundet ind i en teologisk udlægning og fortolkning, som på sin vis delvis har forvansket kernelæren. Dette skete faktisk allerede med disciplenes og apostlenes udlægning, og tilmed i Jesu egen levetid, hvor han gang på gang måtte konstatere, at selv hans nærmeste disciple ikke rigtig forstod det, han sagde og mente, og åbenbart heller ikke, hvad der var hans virkelige mission. Et eksempel herpå er disciplene Tomas og Filip, som sammen med de andre disciple har hørt Jesus fortælle om sin snarlige bortgang: ”[...] Tomas siger til ham: ”Herre! vi ved ikke, hvor du går hen; hvordan kan vi så kende vejen?” Jesus svarer: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Havde I kendt mig, så havde I også kendt min Fader; og fra nu af kender I ham og har set ham.” Filip siger til ham: ”Herre! vis os Faderen, og det er os nok.” Jesus siger til ham: ”Så lang tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den som har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: ’Vis os Faderen’? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men vil I ikke, så tro for selve gerningernes skyld.” (Joh. 14, 1-11).

Et andet eksempel forekommer, hvor Jesus og disciplene opholder sig i egnen omkring Kæsarea Filippi. Her fortæller han dem om sin forestående lidelseshistorie, hvorunder han vil blive arresteret, dødsdømt og henrettet, men også, at han vil genopstå på den tredje dag. ”[...] Da tog Peter ham til side, begyndte at sætte ham i rette og sagde: ”Gud bevare dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig!” Men han vendte sig og sagde til Peter: ”Vig bag mig, Satan! du er mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er.” (Matt. 16, 21-23 med par.).

Den tilsvarende tekst er lidt anderledes hos Lukas, hvor der står følgende: ”Og han tog de tolv til side og sagde til dem: ”Se, vi drager op til Jerusalem, og alt det, som står skrevet hos profeterne om Menneskesønnen skal fuldbyrdes. Thi han skal overgives til hedningerne og blive spottet, hånet og spyttet på, og de skal piske ham og dræbe ham, og på den tredje dag skal han opstå.” Men de fattede intet deraf, det var dunkel tale for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.” (Luk. 18, 31-34). (1)

Livslovens to store bud

I Matt. 22, 23-40 med par. fortælles følgende: ”Samme dag kom der nogle saddukæere til ham og ville påstå, at der ikke er nogen opstandelse, og de stillede ham følgende spørgsmål: ’Når nogen dør barnløs, skal hans broder på grund af svogerskabet tage hans hustru til ægte og skaffe sin broder afkom.’ Nu var der hos os syv brødre; og den første giftede sig og døde; og da han ikke havde afkom, efterlod han sin hustru til sin broder. På samme måde gik det også den anden og den tredje, ja, dem alle syv; sidst af alle døde hustruen. Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen? de har jo alle været gift med hende.” Men Jesus svarede og sagde til dem: ”I farer vild, fordi i hverken kender skrifterne eller Guds kraft. Thi i opstandelsen tager de ikke til ægte, ejheller bortgiftes de, men de er som engle i Himmelen. Men hvad de dødes opstandelse angår, har I da ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, når han siger: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?’ Han er ikke Gud for døde, men for levende.” Da skarerne hørte dette blev de slået af forundring over hans lære.

Men da farisæerne hørte, at han havde lukket munden på saddukæerne, samlede de sig, og en af dem, en lovkyndig, stillede en fælde for ham, idet han spurgte: ”Mester, hvilket bud i loven er det største?” Han svarede ham: ”’Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ På disse to bud hviler loven og profeterne.” (2)

To slags kærlighed

Det er jo tydeligt og umiskendeligt, at Jesus i det ovenstående taler om to slags kærlighed: den kønsbestemte kærlighed og den ikke-kønsbestemte kærlighed, og det er jo lige præcis, hvad der også er tilfældet for Martinus’ vedkommende. Martinus betegner den kønsbestemte kærlighed som ”forelskelseskærligheden” og den ikke-kønsbestemte kærlighed for ”næstekærligheden”. Forelskelse er noget ganske andet end kærlighed, idet førstnævnte primært søger sit eget, mens sidstnævnte ikke søger sit eget. Men når de to former for kærlighed har kunnet forveksles med hinanden, hænger det ifølge ham sammen med, at forelskelseskærligheden i sit tidligste eller første stadium ligner den ægte kærlighed eller næstekærligheden. I dette sit første stadium er forelskelseskærligheden udtryk for en forstærket sympatifølelse, hvilket også er det karakteristiske for kærligheden eller næstekærligheden.

Martinus præciserer imidlertid, at forelskelseskærligheden er karakteriseret ved at stå i selvopholdelsesdriftens og forplantningens tjeneste. Selvopholdelsesdriften og forelskelseskærligheden fordrer derfor genelskelse, for at individet kan opleve den lykke og tilfredsstillelse, som det føler at have krav på, ja, ret til. Det er behovet for og begæret efter at have fortrinsret til at eje, kærtegne og forkæle den elskede part, og selv at blive ejet, kærtegnet og forkælet af den anden part, især hvad angår det højt eftertragtede seksuelle samvær, som kulminerer i og med samlejet. Hvor to parter af modsat køn – og for den sags skyld også af samme køn - er gensidigt forelsket i hinanden, dér hersker der til at begynde med normalt en så stærk gensidig sympatifølelse og ligefrem besættelse, at ingen af parterne aner, hvad der er i vente, når og hvis forelskelsen ophører hos enten den ene eller hos begge de involverede personer, og det derfor kommer til et mere eller mindre konfliktfyldt og smertefyldt brud. Men der forekommer naturligvis også tilfælde, hvor forelskelseskærligheden afløses af en mere eller mindre venskabelig kærlighed til ægtefællen eller partneren, hvilket formentlig ikke mindst forekommer i de tilfælde, hvor der er afkom at tage et vist ansvarligt hensyn til.

På den anden side lægger Martinus ikke skjul på, at forelskelseskærlighedens andet stadium i virkeligheden er årsagen til alt, hvad der kommer ind under begrebet ”det onde”. Dette andet stadium indfinder sig, når forelskelsen hos den ene part af den ene eller anden grund ophører og dermed efterlader den anden og stadig lige forelskede part med følelsen af svigt og afmagt. Den svigtede part føler sig i en ulykkelig tilstand, som undertiden kan svække vedkommendes lyst til at leve, eller det kan føre den pågældende ud i at søge trøst i alkohol eller nervepiller og andre lignende. I en del tilfælde ender situationen med livslede og påfølgende selvmord.

Men der findes også svigtede personer, hos hvem følelserne fremkalder en glødende antipati, jalousi og ønske om hævn, i grelle tilfælde i form af mord på den svigtende eller dennes eventuelle ny partner, eller på begge parter, som opfattes som ”de onde ånder”, som ”forbrydere” eller ”skurke”. Men i de tilfælde, hvor den svigtede part alligevel ikke har mod, lyst eller evne til at gennemføre sin hævn, ender vedkommende ofte med at føle sin egen situation som et lidelsesfyldt martyrium. Her er egoet eller selvet blevet alt, egoismen blomstrer, og medindividerne eller næsten, dvs. andre mennesker, betyder intet eller næsten intet. Forelskelsen har dermed fuldbyrdet sin mission, siger Martinus, som er skabelsen af hadet, krigen og i værste fald døden. (3)

Herom skriver Martinus endvidere i bogen Logik bl.a.:

”Men et samfund, en verden, en kollektiv mentalitet bestående af enheder med en sådan analyse, kan umuligt være fredens og kærlighedens hjemstavn. Sålænge ”forelskelse” gør ejendomsretten over et andet væsen til livsbetingelse i ens bevidsthed, har man ingen betingelser for at forstå tilværelsens største bud ”Elsker hverandre”. ”Guds Rige” er kun en skøn forjættelse, en zone, der endnu ikke er dukket op over ens horisont i det fjerne.” (4)

Kærlighed og seksualisme er udtryk for samme grundprincip

Inden for kristenheden og den vestlige kulturkreds, er det almindeligt at mene, at ægte kærlighed eller næstekærlighed og seksualisme intet har med hinanden at gøre. Men det er i henhold til Martinus en absolut skæbnesvanger fejltagelse, som primært beror på ukendskab til, hvad der i virkeligheden kan og skal forstås ved begrebet og fænomenet seksualisme.

Når det store flertal af mennesker tilsyneladende mener, at der findes mange mennesker, man elsker, f.eks. ens forældre, familie og børn, uden at dette har noget som helst med seksuelt begær at gøre, så beror det ifølge Martinus på selvbedrag eller på en eneste stor illusion. At føle behag og nydelse ved at omfavne, kærtegne og eventuelt kysse et andet menneske, mand eller kvinde, pige eller dreng, ven eller veninde, yngling eller olding, er, dér hvor det ikke er et udslag af forelskelse, derimod udtryk for kærlighed. Men seksualisme er jo netop også karakteriseret ved nydelse ved berøring og kærtegn, blot med den afgørende forskel, at berøringen og kærtegnene også omfatter de erogene zoner og selve kønsorganerne, hvorved i bedste fald den eftertragtede seksuelle klimaks opnås. Herom skriver Martinus bl.a.:

”Kærlighed er således lige så vel ”seksuel” nydelse, som den såkaldte ”seksualisme”. At den eventuelt opfattes eller føles anderledes end sidstnævnte, skaber jo ingen principforskel, men kun en variationsforskel i nydelsen og skyldes kun menneskets midlertidige polkonstellation og køns- eller seksualorganers særlige natur, som vi i det følgende skal komme tilbage til.

Hvis kærlighed ikke havde noget med seksualisme at gøre, hvordan kan det så være ”umoralsk” at kysse og omfavne en anden mands hustru? – Og hvorfor må en hustru så ikke kysse og kærtegne en anden hustrus mand? – Hvordan skulle sådanne foreteelser ellers blive identisk med at ”bedrive hor”, blive ”skilsmissegrund”? –

Jo, al nydelse eller behagsfølelse ved berøring er, har altid været og vil i al evighed blive ved at være identisk med ”seksualisme”. Og uden denne omstændighed ville Jesus aldrig nogen sinde kunne være blevet ”eet med Faderen”. Når andre mennesker endnu ikke er blevet ”eet med Faderen”, skyldes det udelukkende kun, at der er altfor mange mennesker, de endnu føler antipati eller er fjendtlig stemt imod, og som de derfor ikke kan lide. Med andre ord, de ”elsker” dem ikke. Og er det ikke netop denne antipati, der er den fundamentale hindring for den resterende opfyldelse af livets største bud eller ”al loven fylde”: ”Elsker hverandre” eller ”Elsk din Gud over alle ting og din næste som dig selv”?” (5)

For Martinus er længslen efter at kærtegne alle andre levende væsener det, der kort og godt gør individet til ”eet med Faderen”. At føle sig eet med Faderen er det samme som at føle sig eet med alle levende væsener og føle eller ’medføle’ deres lidelser, deres glæder, sorger og bekymringer som ’lokaliteter’ i ens egen mentalitet. De er dermed blevet vedkommende og en del af én selv, og deres ve og vel har samme interesse som ens eget ve og vel. Men dermed elsker man jo denne næste, som man elsker sig selv, og derved opfylder man Bibelens store bud om at elske Gud over alt og næsten som sig selv. Thi Gud er identisk med de levende væsener, og de levende væsener er identiske med Gud. Derfor er Jesu ord om, at man bør være og gøre mod sin næste, som man forventer og vil, at næsten skal eller bør være og gøre mod én selv, i al sin enkelhed udtryk for stor indsigt og visdom i livets lovmæssigheder.

Forelskelseskærlighed og ægteskab er alkærlighedens fosterzone

Imidlertid skynder Martinus sig i sammenhængen at gøre opmærksom på, at så vel forelskelse som ægteskabelig kærlighed naturligvis er helt på sin plads og uundværlig i den zone eller på det stadium i udviklingen, hvor disse fænomener hører hjemme. Men det er samtidig vigtigt at forstå, at ikke alle levende væsener eller mennesker befinder sig på samme trin i udviklingen eller omskabelsen fra dyr til menneske, hvor nogle er foran og andre bagefter gennemsnittet. Han betegner mere præcist den situation, menneskeheden som helhed befinder sig i, som ”uddrivelsen af paradiset”, hvilket sidste han identificerer med dyreriget og mere specifik som ”uddrivelsen” af ægteskabet eller den kønslige kærlighed. Det er ifølge ham ikke livets eller verdensplanens mål og bestemmelse, at menneskene for tid og evighed skal vedblive med at være et enpolet kønsvæsen i form af hankøn eller hunkøn, men derimod udvikle sig hen imod at blive et slags fælleskøn i form af et dobbeltpolet væsen. Derfor ser han det som en af sine hovedopgaver upartisk og objektivt at belyse problemerne og vildfarelserne omkring forelskelse og ægteskab eller parforhold, for at hjælpe det stigende antal mennesker, der føler sig ’hjemløse’ med hensyn til deres egen seksuelle tilstand. Der er mennesker, der for længst og endnu i vore dage lider under seksualismens vildfarelser, og som er fuldstændig uvidende og uden kendskab til de kræfter og anlæg, der behersker deres egen vilje, sjæl og organisme.

Disse kræfter er den seksuelle polforvandling, og anlæggene er de to seksuelle poler og de to seksuelle polorganer, som i henhold til Martinus faktisk er tilværelsens alfa og omega, fordi det seksuelle polprincip i virkeligheden er identisk med ”det guddommelige skabeprincip”, hvilket vil sige: Gud som skabende kraft. Det er disse kræfter og anlæg, der fører mennesker ud i det dybeste mørke af smerter og lidelser, sorg og fortvivlelse, men det er også de samme kræfter og anlæg, der er i stand til at løfte mennesker op mod lyset i form af den seksuelle dobbeltpolethed, der medfører ”den store fødsel til kosmisk bevidsthed”, som er identisk med at blive overskygget af ”den hellige Ånd”. Det sidstnævnte hænger i henhold til Martinus sammen med, at ”livet har en langt større plan med seksualisme end netop befrugtning og kærlighed til kun et enkelt væsen, har en langt skønnere ”besættelse” til individet end ”forlovelse”. Denne ”besættelse” er ”den hellige Ånd” med dens stråleglorie Uselviskheden eller ”alkærligheden”. Det er dette, der i Biblen er udtrykt som ”Himmeriges Rige”, i hvilket der ikke tages til ægte, og hvor der ikke er sorg, skrig eller pine. (6)

To diametralt modsatte moralopfattelser

Ifølge Martinus er Bibelens påbud udtryk for to store diametralt modsatte opfattelser, forstået på den måde, at Det Gamle Testamente i alt væsentligt er udtryk for ægteskabsmoralen, medens Det Ny Testamente i det væsentlige er udtryk for den moral, der ligger til grund for alkærligheden. Ægteskabsmoralen hører hjemme og praktiseres i den del af dyreriget, som Martinus betegner som jordmenneskets rige, som groft sagt hylder moralen, at enhver er sig selv nærmest. Det hænger sammen med, at det jordiske menneske endnu i høj grad er underlagt de lovmæssigheder, der gælder for ”det dræbende princip”. Alkærlighedsmoralen, som hører hjemme og som kun vil kunne praktiseres i det ”Himmeriges Rige”, som Martinus har valgt at kalde ”det rigtige menneskerige”, hylder derimod moralen, at enhver er sin næste nærmest. Det beror på, at alkærlighedsmoralen er undergivet de lovmæssigheder, der gælder for ”det livgivende princip”.

Martinus betegner dyreriget som alkærlighedens ”fosterzone”, hvor kærligheden endnu kun forekommer i form af behov og begær efter at elske allerhøjst kun et enkelt væsen omtrent som sig selv. Til det formål tjener forelskelsesevnen, som fører parterne sammen og forener disse i forlovelse, ægteskab og ægteskabslignende forhold. Og så længe forholdet ikke er truet af ydre omstændigheder, som f.eks. rivaler eller rivalinder, kan der i bedste fald være tale om et lykkeligt ægteskab, hvori sympatien foruden ægtefællen også omfatter eventuelt afkom og nærmeste familie, samt de ejendele, der danner den ydre ramme omkring familielivet. Denne form for ægteskab udgør en enhed, som i moderne sprogbrug også betegnes som kernefamilien, forstået som far, mor og barn/børn.

Mennesker, der lever i et lykkeligt ægteskab, har i reglen og normalt nok i sig selv og hinanden og det, der er deres, og vil om nødvendigt naturligvis forsvare dette med alle til rådighed værende midler. Derimod udviser de fleste i reglen ligegyldighed eller mangel på interesse for andre mennesker, som de i mange tilfælde ligefrem kan udvise kulde overfor, specielt overfor kønsfæller, som jo udgør potentielle rivaler eller rivalinder. Væsener af samme køn, specielt mennesker med fremtrædende enkeltpolet status, kan normalt ikke elske eller føle sympati for hinanden, idet de fra naturens side kun er udstyret med sympatiske anlæg for at tiltrækkes af det modsatte køn. De sympatiske anlæg forekommer i den forbindelse i form af enten den feminine pol for kvindens vedkommende eller den maskuline pol for mandens vedkommende, og i begge tilfælde i samarbejde med det emotionelle polorgan, som i hovedsagen er tilknyttet den emotionelle sansestruktur i væsenets bevidsthed.

Men i henhold til Martinus er det jordiske menneske et degenerende dyr, idet dets tilpasningsevne til dyrerigets love er svækket på mange felter, en udvikling som især har fundet sted i det lange tidsrum, hvori mennesket har været et stadig mere forfinet kulturvæsen. Men eftersom samme menneskeheds forhold til det dræbende princip ikke i væsentlig grad har ændret sig i samme tidsperiode, men tværtimod snarere er blevet mere og mere udspekuleret og raffineret, er det hovedsagelig kun på det intelligensmæssige og tekniske område, at der er sket såkaldte fremskridt. For hvad er en huleboers kølle, spyd eller økse vel imod de moderne dræbermaskiner, som eksempelvis maskingeværer, tanks eller bombemaskiner? Hvor huleboerens våben kun var i stand til at dræbe i mindre målestok, er det moderne menneskes våben i stand til at slå hundreder eller tusinder ihjel på få øjeblikke.

Kønskærlighed kontra alkærlighed

Så længe individerne er udstyret med sympatiske anlæg for kun at kunne elske det modsatte køn, vil disse opfatte næstekærligheden eller alkærligheden som unaturlig eller abnorm, ja, ligefrem som udtryk for perversitet. Alkærligheden betyder jo, at mænd også føler sympati for mænd og at kvinder ligeledes føler sympati for kvinder, Og som Martinus påpeger, kan den nævnte sympati tilmed give sig udslag i seksuel tiltrækning mod egetkønnet. En sådan situation er utænkelig på visse stadier af den seksuelle polforvandling eller –udvikling, hvor det jordiske menneske er behersket af relativt primitive mentale tankeklimaer.

Men allerede på den tid, da Moselovens ti bud blev udformet, var der begyndt at vise sig tendenser til mentale forandringer, som kunne true ægteskabsinstitutionen og dermed samfundets sammenholdskraft. Det havde jo været en langvarig og krævende proces for jødefolket, at nå så langt som til at indtage og bosætte sig i deres af Gud forjættede og forærede land. Derfor var en streng og stram overholdelse af Guds bud i form af Moselovens forskrifter eller paragraffer virkelig nødvendig. Eksempelvis var der dødsstraf – i reglen ved stening – for overtrædelse af budene, især af de bud, der vedrørte den strenge Gud, og dem, der vedrørte overtrædelse af ægteskabsbudene.

Det Ny Testamentes moral står i direkte modsætning til den moralkodeks, der er nedfældet i Gamle Testamentes ti bud. Det ses tydeligt af den kontroversielle måde, hvorpå Jesus udlagde budene, idet han faktisk vendte disse ’på hovedet’, som når han f.eks. siger om utroskab, at denne allerede har fundet sted, hvis og når en mand ser på en anden mands kvinde, for at begære hende. Eller at der er andre måder at slå ihjel på, end ved at dræbe i bogstavelig forstand, for det, at dræbe livsglæde og optimisme hos et andet menneske, er også en form for drab.

Man vil kort og godt kunne karakterisere Det Gamle Testamentes moralkodeks som henhørende under det dræbende princips domæne, medens Det Ny Testamentes moralkodeks hører ind under det livgivende princips auspicier.

Men selvom Gamle Testamente og Ny Testamente er udtryk for to omtrent diametrale moralopfattelser, så pointerer Martinus imidlertid, at Bibelen som helhed rummer sætninger, der er udtryk for den højeste viden og indsigt i tilværelsens mysterium, og herunder en fundamental viden om mennesket. Vel at mærke for den, der er nået så langt frem i åndelig udvikling, at det ved selvsyn er muligt at deciffrere og korrigere dens facitter på grundlag af livet eller naturen selv. (7)

”Talsmanden, den hellige Ånd”

Som vi allerede er blevet bekendtgjort med i dette binds indledning, så knytter Martinus an til så vel Det Gamle Testamente som til Det Nye Testamente ved at betegne sit livsværk som Det Tredje Testamente. Det sker som nævnt på det grundlag og ud fra den betragtning, at han ser sin egen mission og sit livsværk som en opfyldelse af Jesu profeti om ”Talsmanden, den hellige Ånd”. Tilknytningen er dog størst og stærkest i forhold til Ny Testamente, som Martinus faktisk direkte tager afsæt i, mere præcist i Johannes-evangeliets 14. og 16. kapitel, hvor Jesus blandt andet siger:

"[...] Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en liden stund, så ser verden mig ikke mere, men I ser mig; thi jeg lever, og I skal leve. På den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham." [...] "Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord; og det ord, I hører er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

Forudsigelsen af talsmanden, den hellige Ånds komme gentages i Johannes-evangeliets 16.kapitel, hvor Jesus blandt andet siger:

"[...] Dog, jeg siger jer sandheden: det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og retfærdighed og om dom; om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længer; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det." (9)

Det er med andre ord Martinus' påstand, at "Talsmanden, den hellige Ånd", hvilket i realiteten vil sige Guds Ånd, her i vort århundrede via ham selv har manifesteret sig i og med hans livsværk Det Tredje Testamente, som han altså dermed erklærer for at være identisk med "sandhedens Ånd". Dette er naturligvis en dristig påstand, som måske de allerfleste nutidsmennesker umiddelbart vil stejle over og stille sig skeptiske an overfor, hvilket Martinus da også selv var den første til at erkende, dels i sin Fortale til første bind af Livets Bog, som blev udgivet i juli 1932, og især i sit i 1942 udgivne lille "forsvarsskrift": Omkring min Missions Fødsel", hvor han på 70 sider forsøger at sandsynliggøre sin påstand, vel vidende, at det naturligvis ikke ville være muligt at overbevise alle og enhver, og særlig ikke ortodokse kristne, om, at hans arbejde er udtryk for en ægte manifestation af "Talsmanden, den hellige Ånd, sandhedens Ånd".

Imidlertid gør Martinus en del ud af at pointere, at hans egen person som sådan er uden interesse i sammenhæng med det væsentlige faktum, at han selv er et levende bevis på, at den begivenhed, som man i Bibelen kalder en "åbenbaring", ikke kun er noget, der har fundet sted i fortiden, men også noget, der finder sted i nutiden, om end store åbenbaringer af den hellige Ånd, sådan som det blev tilfældet for Martinus at opleve, indtil videre er forbeholdt relativt få og dertil særligt egnede mennesker.

J E S U S M E N N E S K E S Ø N N E N

Martinus' Kosmologi II

Tilbage til

Notabene:

”Livets Bog”

Den ny verdensgenløsning

J E S U S
M E N N E S K E S Ø N N E N

Martinus' Kosmologi
II