En skolestil af H.C. Andersen
I denne artikel skal vi beskæftige os med et efter
min egen opfattelse ret interessant emne, nemlig hvordan digteren H.C. Andersen
og den intuitive tænker Martinus, uafhængigt af hinanden, så på krig og
krigshandlinger. I al almindelighed forholder det sig vel stort set sådan, at
de allerfleste mennesker, i hvert fald civile, opfatter krig og krigslignende
situationer og tilstande som værende et onde. Imidlertid har det kunnet
konstateres, at de nævnte to personer faktisk har givet udtryk for den
opfattelse, at krig og krigstilstande også kan anskues fra et diametralt modsat
synspunkt, nemlig som noget på sin vis godt og positivt. Begge fremfører gode
argumenter for deres respektive begrundelser. Det er dog vigtigt, at forstå, at
de to åndelige sværvægtere naturligvis ikke mente, at krige og krigslignende
tilstande ligefrem var ønskværdige, men at når en krig var brudt ud og dermed
var en uundgåelig realitet, så kunne man lige så godt forsøge på, at se noget
positivt og godt i og ved situationen.
Allerede i sin tidlige barndom lærte drengen
Hans Christian militæret at kende, for hans fødeby Odense var på den tid
garnisonsby, hvilket vil sige, at der befandt sig militære styrker med fast
ophold i byen. Hans kendskab til de militære var dog foreløbig ret begrænset,
men gjorde alligevel et livsvarigt indtryk på ham. Herom skriver han i sine ”Erindringer”
1832, - ved en udgivelse i 1926 kaldt ”H.C. Andersens Levnedsbog 1805 –
1831” - blandt andet følgende:
(Citat, gengivet med moderne retskrivning;
originalteksten vil kunne læses i noten:)
”Som brogede, halv glemte drømme stå de første
erindringer for mig. Således står Spaniernes ophold i Odense (1808) fjernest.
Jeg ser endnu hvor de kørte forbi med kanoner, husker en soldat der tog mig paa
sin arm, dansede og græd i det samme, han havde vist selv børn i Spanien. Jeg
erindrer at én blev skudt på Heden og at jeg stod oppe i et vindue og så derpå,
men af hele processionen erindrer jeg kun tømmermændene med de lange skæg, der
især gjorde indtryk på mig. - [...]” (1)
Vi vil her begynde med at prøve på at forstå,
hvorfor og hvordan et etisk og moralsk højtudviklet menneske, som den kommende
verdensberømte digter kunne have en positiv opfattelse af krig. Det til trods
for, at hans egen far, friskomager Hans Andersen, i 1816 døde som følge af de
strabadser, han havde været igennem, da han som såkaldt frivillig stiller for
en anden, der var blevet indkaldt som soldat, deltog 1813-14 i marchen til og
opholdet i Holsten, som da var krigsskueplads. Herom skriver Andersen i sine ”Erindringer”,
1832, blandt andet følgende:
(Citat, gengivet med moderne retskrivning;
originalteksten vil kunne læses i noten:)
”[…]
Krigen rasede imidlertid i Tyskland, min fader læste begærligt aviserne. Napoleon
var hans helt, vi blev allierede med de Franske, tropperne drog afsted, han
kunne ikke blive i hjemmet, han ville se Napoleon, han ville i krig. De
annekterte skulle nu også afsted, han gik med som frivillig, men simpel soldat,
vis på at avancere i krigen. Jeg lå da syg af mæslinger, min Mund var i sår,
jeg fantaserede stærkt; dog husker jeg tydeligt den tidlige morgen, jeg så ham
i uniform med geværet, bøjende sig over sengen kyssede han mig min læbe til
blods og styrtede ud af døren. - Der var en jammer hjemme. Nabokonen, sagde at
min fader var gal, at han ville løbe ud og skydes for ingenting! -
Han
kom imidlertid ikke længer end til Holsten, krigen var endt, tropperne
trak tilbage, og min fader var atter borger, men hans sundhed havde lidt, han
blev febersyg en morgen, fantaserede stærkt, talte om Napoleon og felttog; min
moder vidste intet bedre råd end sende mig ud til en såkaldet klog kone i Eiby,
en mil fra byen, hun lovede at komme, gjorde først nogle kunster med mig, som
hun bandt en ulden tråd om håndledet og gav et blad af, som hun sagde ”Christi
Korsets Træ”. ”Men skal min stakkels fader dø?” spurgte jeg og græd. ”Døer
han,” svarede hun, ”da vil du møde hans ånd på vejen når du går hjem!” - Hun havde nær skrækket livet af mig og jeg
var frygtelig tilmode. - ”Skal vi dog ikke hente en doktor!” bad jeg da jeg kom
hjem; men det skete først næste dag, og sygdommen tog mere til; han døde paa
den tredie dag. - Jeg gik tæt bag efter ligkisten, så hvor præsten inde i St
Knuds Kirke kastede sand på den, jeg var saa bedrøvet, hjemme jamrede min
moder; kun gamle farmoder sad stille med våde øjne, hun sukkede slet ikke, men
der lå en forunderlig smerte i det blege ansigt, der selv greb mig, som barn.
-” (Citat slut) (2)
H.C. Andersen var omtrent lige fyldt 11 år, da
hans far døde 26. april 1816. Det gjorde som omtalt et stærkt indtryk på ham.
Man skulle derfor ikke have troet, at krig kunne opfattes som noget gavnligt,
altså som noget positivt! Men det er ikke desto mindre, hvad den vordende unge
digter H.C. Andersen skrev om i sin tid som skoleelev i Slagelse lærde Skole. Det
skete i og med skolestilen med titlen ”Krigens gavnlige følger”. Stilen,
som formentlig er fra omkring 1825, er en af de mange, Andersen skrev i de to
sidste af sine cirka fem latinskoleår, som strakte sig fra oktober 1822 til maj
1826, hvor han skiftede til Helsingør lærde Skole, idet han fulgte med sin
rektor, Simon Meisling, der havde søgt og fået nyt embede, men stadig som
rektor. (3)
Herefter skal vi gøre
os bekendt med en af Andersens i øvrigt mange og interessante skolestile, hvis
indhold man faktisk vil kunne nikke mere eller mindre genkendende til i hans
senere forfatterskab. Det vil dog føre for vidt her, at skulle pege på sådanne
steder, for der vil være mere end nok at tage stilling til, når vi har læst stilen. Den gengives her med moderne
retskrivning – mest af hensyn til yngre læsere, som kan have lidt vanskeligt
ved at læse og tyde Andersens lidt specielle og 'gammeldags' skrivemåde. Det
vigtigste ved at læse stilen, er, at notere sig dens centrale indhold og budskab
– ikke nødvendigvis alle dens detaljer:
"Krigens gavnlige følger
Krigslarmen tier. Dagens blodige arbejde er fuldendt.
I
den dunkle aften vil jeg vandre over den rædsomme valplads, blodalteret under
Guds herlige himmelbue.
Rundt
om ser øjet kun ødelæggelse.
De
frodige kornmarker er blevet et morads under det fremstormende rytteri. Der
gløder endnu de kulbrændte
bjælker af en velhavende landsby.
Som
en sørgende brud står det gamle kirketårn og ser ud over død og grav.
I vest er himlen rød af den synkende sol, og i øst har de brændende byer
malet den med samme blodfarve.
Der
sidder en to års lille med svedne lokker i det øde grus og græder for fader og
moder.
Dødsstilhed hviler over den hele egn; kun dødssuk og fortvivlelsens
rallen afbryder den frygtelige rolighed.
Lig
ligger opdynget ved lig, og her strider døden med sit kraftløse bytte.
Som grækernes blodige kerrer vandrer udhungrede væsener om blandt dødens
rov; plyndrer og forøger
de døendes smerte.
”Jeg
tørster”, jamrer her en ung, bleg kriger og drikker blodet af sin sprudlede
åre.
O, rædsel, rædsel! Evige Gud, din herlige natur indvier din skabning til
rædsel og døden.
De
ubetydeligste ting ser vi svinge blodbanneret over et land; hvo kender ikke
historien om vinduet i Trianon?
O, at enhver fyrste i sin ungdom kunne ledes frem på en valplads; kunne
i et uendeligt hulspejl skue alle krigens
rædsler; belejringens unævnelige kvaler; når hungeren svinger sit
dræbende scepter; gravene plyndres, og de
dødes ben knuses til næringsmidler – som da Henrik af Navarra belejrede
Paris – eller da Jerusalems mure styrtede
for den sejrende Titus, og en moder i vanvid åd sit af hunger døde barn.
Som
en frygtelig vampyr hviler krigen over et land; udsuger dets kraft og uddrikker
sønnernes blod.
Og den Almægtige, den Algode tåler det?
O, tør vi bedømme den Alvise i sin virken!
Han, som ved at kalde liljer frem af dalens sumpe; han, som styrer de
stridende kræfter, så at de bevirker liv og kraft,
ved også at lede de herligste følger frem af krigens blodige dåd.
Tordenen renser den forpestede luft. Stormene fordriver den kvælende
tåge; o, enhver ulykke er en mægtig grundpille til
den sande lykkes paulun.
I
hvor frygtelig end krigen viser sig,
den er dog ikke uden gavnlige følger.
Lad os med Saga hånd i hånd vandre fra Oldtidens dunkle hjem til den
lysere nutid, og du må beundre den evige Styrer.
Det
blomstrende Troja sank. Tusinde sjæle – således synger Illiadens herlige digter
– blev nedsendt til Pluto, og heltenes
legemer givet til bytte for hunde og himlens fugle. Som en blodig stribe
står hele denne krig på Sagas tavle; men hvilke var
ikke dens følger? Nye stater og kolonier rejste sig. Hvor vigtige blev
ikke i tiden hine omvæltninger i Grækenland? Vi skuer
pelasger og hellener; vi følger Cecrops på hans flåde; ser Kadmus rejse
Thebens mure og vandrer med Thiras sønner til
Donaus bredder. Vi ser fønikerne svæve hen over det stormende hav til de
fjerne kyster; følger argonauterne til Colchis
bred, og ser hvorledes handel, liv og virken udbredes mere og mere.
Forbindelse knyttedes imellem nationer. Og hvad var vel grund til dette
hele? Hvad var drivfjederen?
Trojas luer; Trojas blodige ruiner.
Ved
Cyrus' krige omdannedes en hel verden.
Og selve udvandringerne i hin tid blev spire til industri og handel;
grundvolden til mægtige byer.
Herlige, beundringsværdige kæmpeånder svæver forbi mig – dannede i
krigen til det store, de blev; Aristmenes, Pelopidas,
Epaminondas,
Themistokles, Mithridates, Pompeius.
Som en blodig
dødsengel vandrede Alexander med sine makedoner fremad; men herved knyttedes
Europa og Asien sammen.
Handel og jordkundskab udvidedes.
Grækenland sank, men herligere hævede Roma sig på dets dampende ruiner.
Stater måtte synke for at hæve den mægtigere
stat, der mere rigt og mere udvidet kunne udgyde velsignelsens fyldte
skåle.
Skuer vi i tiden nærmere frem mod os, da stråler med luende cifre Carl
den Stores navn os i møde.
Afgudsaltrene, som dampede af menneskeblod, sank. Muhammeds blege måne
måtte synke for det hellige kors.
Kristendommens og videnskabens herlige lys antændtes for utallige
skarer; og der, hvor de røverske flokke lurede
i det dybe krat, rejste sig klostrenes røde mure – et sæde for
kundskaber, et værn for den fredløse.
Og
hvilke vigtige begivenheder fremstod ikke ved korstogene? Hvilke store
forandringer bevirkede de ikke i hele Europa?
Forandringer, som blev spirer til tilkommende goder.
Det
græske kejserdømmes fald bevirkede de vigtigste revolutioner i den menneskelige
kultur.
Som stormene bringer blomsterfrøet hen over de skummende have til de
fjerne landes jordbund, således drev krigenes
storme græske lærde, græsk videnskabelighed til det vestlige Europa. De
lærde lærte Europa at kende Illiadens herlige
sanger; så Trojas helte med levende farver. Smilede over Anacreons spøg,
og så den dunkle skæbne med knusende
jernscepter vandre over scenen – fremmanet ved Æschylos og
Sofokles.
De
lo af Aristofanes vid; smeltede i gråd ved Saphos klage og steg med Pindat til
de funklende stjerner.
Lysias', Isokrates' og Æschines veltalenhed syntes at genleve. Herodot
og Thucidid læstes i Europas dale. De blodige
religionskrige i England gav de
nordamerikanske kolonier tilvækst og kræfter, og snart brød den nye verden sine
lænker
under Washingtons kraftige anførsel.
Europa måtte stride med sig selv, udgyde den kraft, som hævede den for
at Amerika kunne bryde enhver lænke – og hvad er
- hvad lover ikke dette herlige, frie land?
Napoleon steg – som en blodig komet – i den dunkle nat. Lig sank ved
lig; men hvad er, hvad kan ikke hine blodige kampe
blive os?
Alt
dette er dog kun de store, mægtige træk, som har grebet ind i hele nationers
skæbne, jeg her har nævnt; hvilke gavnlige
følger har ikke enhver krig i det enkelte.
Det
er ved kamp og jammer, mennesket skal udvikles. I nødens stund står hans tillid
fast til den Algode; da søger banet til
sin skærmende Fader.
Når
livets storme stiger, griber mennesket fastere religionens ledende kompas, og
dyden trives i den blodige urtegård.
Mange slumrende kræfter vækkes; en større livlighed synes at besjæle det
hele folk. Den lavere klasse sættes i en
større virksomhed; og lediggængeren og røveren bliver kriger.
O,
må vi ikke beundre den store Leder af det hele, som ved oversvømmelser strør
perler på den sandede kyst og lader
de herligste druer spire frem ved det sydende
krater.
Af
døden fremspirer livet. Af krigens blodige furer hæver sig gyldne aks. Alt –
alt leder til det bedste.
Derfor: mod, du sørgende ånd, som kun skuer de dunkle pletter i livet.
Med omsatte ord kan vi varsle med profeten:
”Eders gråd skal forandres til højtid!”
Hvad
er vel det enkelte imod det hele! Må du også synke håbløs i din vilde kamp, så
husk, du er kun en dråbe i det
uendelige hav.
Snart er krigens blodige spor udslettede.
På valpladsen bølger det gule kornhav, hvor blodet dampede; lærken
synger sin glade sang, og græs og blomster
dækker de faldnes grave. Herligere bygninger stiger af det glødende
grus, og en ny slægt jubler i sange ved fædrenes
gravhøj.
Renere følelser lever i de ved smerten rensede sjæle; og med barnlig
tillid synger den fromme menighed under kirkens nye,
hvælvede buer: ”Vor Gud han er så fast en Borg!”
Så mange var og er
stilens ord, men Andersen fik mærkeligt nok ingen karakter for den, derimod kun
denne anmærkning: ”Tydeligheden lider ved det altfor blomstrende Sprog” - Læreren
havde åbenbart ingen sans for et delvis poetisk sprogbrug! Men må vel
undskyldes med, at vedkommende ikke kunne vide, at den, der havde skrevet
stilen, var en ung og fremadstræbende digter, der siden skulle blive kendt og
verdensberømt som eventyrfortælleren H.C. Andersen. (4)
Iøvrigt har jeg ikke fundet
det nødvendigt, at bringe oplysninger om alle de formentlig for de fleste
læsere ukendte personnavne, der nævnes i stilen. Som allerede nævnt, er
formålet jo her stilens centrale indhold og overordnede budskab om, at krigen
virkelig kan have gavnlige følger, hvilket især også vil komme til at stå klart
og blive bekræftet ved, at budskabet sammenholdes med Martinus' kosmiske
analyser omkring krigens væsen og årsager. Dette er, hvad vi i det
efterfølgende skal undersøge og redegøre for.
Det centrale budskab i
stilen ”Krigens gavnlige følger” findes udtryk i følgende sætninger, hvor det
om krigens smertelige og blodige væsen lyder:
Og den Almægtige, den Algode tåler det?
O, tør vi
bedømme den Alvise i sin virken!
Han, som
ved at kalde liljer frem af dalens sumpe; han, som styrer de stridende kræfter,
så at de bevirker liv og kraft,
ved også at
lede de herligste følger frem af krigens blodige dåd.
Tordenen renser
den forpestede luft. Stormene fordriver den kvælende tåge; o, enhver ulykke er
en mægtig grundpille til
den sande
lykkes paulun.
I hvor
frygtelig end krigen viser sig, den er dog ikke uden gavnlige følger.
Lad os med Saga
hånd i hånd vandre fra Oldtidens dunkle hjem til den lysere nutid, og du må
beundre den evige Styrer.
Det skulle ikke være
nødvendigt, at bemærke at udtryk, som ”den Algode”, den ”Alvise” og ”den evige
Styrer”, naturligvis skal forstås som verdensaltets Guddom, alkraftens,
alkærlighedens og alvisdommens evige, altibefattende, allestedsnærværende,
altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen. Men vel at bemærke et
væsen, der mere personligt også kan opfattes og udtrykkes som ”Gud Fader”,
sådan som f.eks. Jesus gør i og med bønnen ”Fader vor”. Kristendommen er jo for de mennesker, der
endnu er troende, hvilket i henhold til Martinus vil sige, som endnu er under
indflydelse fra den faktor, han betegner som ”den guddommelige suggestion”, og
som derfor henholder sig mere eller mindre omfattende til religiøse
læresætninger (dogmer) og handlinger (ritualer). Det forholder sig lidt
anderledes med Martinus' opfattelse og holdning til den traditionelle
kristendom, idet han så sin egen mission og sit livsværk, ikke som en troens kristendom, men som en intuitiv og
intellektualiseret form for kristendom. Det er grunden til, at han har tilladt
sig at betegne sit livsværk med ordene ”Det Tredie Testamente”.
Martinus omtaler og
analyserer krigen og dens væsen i mange af sine værker, men først og fremmest i
”Livets Bog” 1-7, i symbolværket ”Det Evige Verdensbillede” 1-6, samt i bogen
”Logik” og i en del af sine mange såkaldte småbøger, og desuden i en del af
sine mange artikler og foredrag. Her i denne sammenhæng vil vi dog indskrænke
os til kun at benytte ”Livets Bog” 1 og 7, som kilde til denne undersøgelse.
Førstnævnte bog udgør faktisk en slags introduktion til de emner, der behandles
i det samlede værks bind 2, 3, 4, 5 og 6, meden bind 7 udgør en opfølgende kommentar
til og et slags resumé over hele værkets samlede indhold.
Første gang Martinus
omtaler krigen i ”Livets Bog” 1, er i Indledningens stk. 29. Deri gør Martinus
opmærksom på, at i henhold til hans kosmiske analyser, er menneskehedens
generelle livs- og verdensopfattelse forældet, hvorfor det kun er et spørgsmål
om tid, før den gamle kultur vil gå sin undergang imøde og uddø. Men eftersom
jeg ikke ønsker at bryde ind i Martinus' beskrivelser, skal jeg derfor tillade
mig at citere hele stk. 29., og for den fuldstændige forståelses skyld også
hele stk. 30. Imidlertid vil jeg dog citere de nævnte tekstuddrag med nutidens
retskrivning, idet jeg ikke mener det på nogen måde forringer, hvad Martinus
skriver og mener, men tværtimod fremmer nutidsmenneskers læsning og forståelse
af teksternes indhold og budskab:
(Citat) ” Med henblik på det jordiske menneske, da er det endnu
ikke nået så langt frem i sin udvikling, at det er blevet ”Ét med vejen,
sandheden og livet”, og må derfor endnu leve på en indtil en vis grad
fremtrædende tilsløring af den evige sandhed eller livets mening. Dette vil
altså sige det samme som, at jordmenneskets generalopfattelse af tilværelsen,
som jeg skildrede før, med dens ”Himmel” og ”Helvede”, ”Guddom” og ”Djævel” i
sin grundanalyse ikke er identisk med et fundamentalt utilsløret udtryk for den
evige sandhed, selv om den ikke kan frakendes at indeholde nævnte sandheds
grundrealiteter eller grundprincipper. At dette netop forholder sig således,
kommer man blandt andet til kundskab om, når man er i stand til at foretage en
analyse af det virkelige forhold mellem nævnte generalopfattelse af tilværelsen
og den samlede jordiske menneskehed. Gennem en sådan analyse bliver vi vidne
til, at generalopfattelsen ganske kort og godt for store dele af jordens
befolkning er blevet forældet. Men når nævnte opfattelse således er
blevet forældet, er dette jo udtryk for, at samtlige pågældende væsener er gået
fremad i udvikling eller har fået sine evner udviklet så meget, at den omtalte
opfattelse i tilsvarende grad mere eller mindre for de samme væsener fremtræder som udtryk for naivitet eller
overtro. At denne generalopfattelse af tilværelsen ligesåvel gennem
sine østerlandske som sine vesterlandske manifestationer for store dele af
menneskeheden er bleven forældet eller naiv, og som følge deraf for de
pågældende væsener har tabt sin inspirerende kraft som moralbasis, bliver vi
vidne til gennem selve verdensbegivenhederne. Disse udgør i virkeligheden et
eneste stort udtryk for en underbalance i verdensmoralen, hvis videre udløsning
eller kulmination vi alle kender som identisk med det fireårige blodbad, vi
kalder ”Verdenskrigen 1914-1918”, og som gennem sine efterladenskaber i form af
10 millioner grave og mindst lige så mange invalider, sørgende forældre, sørgende
enker og faderløse bøn, med tilkommende social nød, sygdom, fattigdom og
elendighed på en utvetydig måde taler sit alvorlige sprog om, at det store bud ”Elsker
hverandre” ikke forekommer i en form, som på en fyldestgørende måde har
kunnet holde individernes interesse rettet mod ”den evige fred” i en
sådan udstrækning, at disse har kunnet konkurrere med interesserne for social
vinding, fysisk position, rigdom og anseelse, men at disse derimod har fået et
sådant overtag, at individerne i deres uvidenhed eller naivitet ikke har ment
nævnte realiteter for dyrekøbt gennem brodermyrderierne eller de moderne
lemlæstelsesprocesser, vi kalder ”krig”.
30. Men rent bortset fra disse kendsgerninger bliver vi også på
anden måde stadigvæk mindet om en fuldstændig kapitulation af de hidtil
gældende religiøse erkendelsesgrundlag, idet der fra menneskeheden udgår
ligesom et eneste råb mod det ukendte i form af følgende udbrud:
Hvorledes skal jeg opfatte begrebet ”Gud”? - Hvad er godt, og hvad er ondt? -
Har begrebet ”bøn” nogen betydning? - Hvorledes skal jeg være i stand til at
tro på en kærlig Gud, når jeg befinder mig lemlæstet i en verdenskrigs rædsler?
- Hvorledes skal jeg forstå hans retfærdighed, når jeg ser, at det ene barn
kommer til verden i rigmandens strålende palads, hvor det bliver omgivet af
luksus og kan få den serie af sine ønsker opfyldt, som er afhængig af penge, og
det andet barn kommer til verden hos fattige og syge forældre, hvor det
allerede beynder at lide nød i den spæde alder og klædes i fattige o luvslidte
klæder eller i det rige barns aflagte klæder, eller når jeg ser, at det ene
barn fødes hos gode og kærlige forældre, der skaber et hav af betingelser for
det, til at det kan blive et lykkeligt og godt menneske, der kan være til glæde
og nytte for sine omgivelser, og det andet barn fødes hos forældre, der ikke
synes at have mødt kærlighed i en sådan grad, at det er dem muligt at forstå,
at en sådan virkelig eksisterer, og derfor mere eller mindre er på tværs af
sine omgivelser, ja er endog undertiden i en tilstand, der grænser til had til
samfundet? Jeg kan kun indse, at det lille væsen, der får sådanne forældre,
komme til at befinde sig i et væld af betingelser for at komme på kant med
samfundets love og derved yderligere blive stemplet til at nedtrampes af sine omgivelser. - Jeg forstår heller ikke
hans retfærdighed, når jeg ser, at det ene barn fødes med gigantiske evner og
anlæg – bliver geni, - og det andet barn fødes med en i sig boende længsel
efter at blive det samme, men opnår trods flid og stræben tilsyneladende kun en
mindre brøkdel deraf. Hans væsen og
kærlighed fatter jeg heller ikke rigtigt, når jeg bliver vidne til, at mange
væsener tilsyneladende uskyldigt af sine omgivelser bliver påført voldsomme
smerter og lidelser. - Ja, det kan endog undertiden se ud, som om jeg befinder
mig i et ocean af uretfærdighed o.s.v. - Således er verden fuld af disse
klagesuk, der alle sammen er at betragte som udgørende et eneste stort råb
eller skrig fra menneskeheden efter mere viden, - et eneste stort vidnesbyrd
om en herskende kapitulation af de gamle religiøse begrebers inspirationskraft,
- en fremragende udviklet hunger efter en for individernes nuværende og
fremtidige retfærdighedssans tilfredsstillende guddommelig opklaring af selve
det daglige livs tilsyneladende uretfærdige foreteelser og mysterier, - et
talende bevis for en ”Dommedag” eller en verdenskulturs undergang.
Ovenstående citat
rummer passager, som uvilkårligt får mig til at huske på den samtale, som H.C.
Andersen engang havde haft med sin ældre ven og kollega, digteren Adam
Oehlenschlæger, der kan minde om det Martinus her skriver om den tilsyneladende
uretfærdighed i tilværelse. I sine ”Bemærkninger til ”Eventyr og Historier”,
1874”, refererer Andersen, i forbindelse med omtalen af ”En Historie fra
Klitterne” fra 1859, til en samtale, han engang havde haft med digterkollegaen
og vennen Adam Oehlenschläger:
(Citat) ”Vi talte om det evige liv, og Oehlenschläger henkastede de ord: ”Er De så vis på, at der er et
liv efter dette!” Jeg holdt fast på forvisningen herom, grundet i Guds
retfærdighed, men brugte i min stærke udtalelse de uovervejede ord: ”Mennesket
kan forlange det!” – Da vedblev han: ”Er det ikke igen en stor forfængelighed
af Dem, at turde forlange et evigt liv. Har Gud ikke givet Dem så uendeligt
meget i denne verden. Jeg ved,” vedblev han, ”hvilken uendelig fylde af godhed,
han forundte mig; når jeg i døden lukker mine øjne vil jeg taknemlig prise og
velsigne ham; forundes mig da endnu et evigt liv, da tager jeg det som en ny
uendelig nåde.”
”Således kan De tale,”
sagde jeg, ”Gud gav Dem så uendelig meget på jorden, også jeg bør sige det, men
hvor mange stilledes ikke ganske anderledes i verden, de kastedes herind med et
sygt legeme, en kuet ånd, førtes ind til de bitreste forhold til sorg og savn,
hvorfor skulle de således lide, hvorfor blev det så ulige fordelt, det var en
uret, og den kan Gud ikke øve, han vil give erstatning, løfte og løse det, vi
ikke kunne!” (Citat slut) (5)
Den ovenfor citerede samtale mellem
Andersen og Oehlenschlæger, som i hvert fald må have fundet sted før 1850, idet
sidstnævnte døde dette år, inspirerede senere Andersen til at skrive ”En
Historie fra Klitterne” (1859), hvori temaet netop er, at skæbnen vil blive
udlignet i et eller flere liv efter døden. Det sidstnævnte, ”at skæbnen vil
blive udlignet i et eller flere liv efter døden”, var jo netop, hvad Andersen
selv troede på, i hvert fald i sine livsoptimistiske stunder. Det har også
givet udtryk mange steder i sit forfatterskab, men her vil vi nøjes med at
erindre om et af stederne, hvor det netop igen drejer sig om retfærdig eller
uretfærdig skæbne.
Fra en ufuldstændig synsvinkel
betragtet, nemlig den Martinus kalder for den
lavpsykiske sansehorisont, kunne det imidlertid se ud, som om skæbneloven
ikke virker og at den moralske verdensorden er ren og skær ønsketænkning og den
såkaldte retfærdighed en skøn illusion. Vi iagttager nemlig ikke sjældent, at
det er de ”onde”, der ler, og de ”gode”, der må græde. Men til trods herfor,
var Andersen dog overbevist om, at grunden til, at vi ikke ser tingene i den
rette sammenhæng, skyldes en midlertidig begrænsning i vort ”udsyn”, og han var
derfor også vis på, at skæbneloven trods alt er i funktion og vil blive
fuldbyrdet før eller siden. Det har han bl.a. givet udtryk for i følgende
citat, som er hentet fra rejseskildringen ”I Sverrig” (1851):
(Citat gengivet med nutidsretskrivning): ”I Bibelen står det
udtryk: ”Gud i ånd og sandhed,” og herfra kunne vi mest betegnende finde udtryk
for den erkendelse, vi kalder følelsen af det skønne; hvad andet er vel den,
end ”ånd og sandhed”, denne åbenbarelse af Gud, og ligesom vor egen sjæl lyser
ud af øjet og i den fine bevægelse omkring vor mund, således lyser, i det skabte,
billedet frem af Gud i ånd og sandhed. Der er harmoni-skønhed fra det mindste
blad og blomst, til den store, fyldige buket, fra vor jord selv, til de talløse
kloder i himmel-rummet; såvidt som øjet ser, så langt videnskaben når, er alt –
småt og stort – skønhed ved harmonien.
Men ser vi nu til
mennesket, for hvem vi har det højeste, det helligste udtryk ”skabt i Guds
billede”, mennesket, der formår at opfatte og optage i sig al Guds skabning, da
synes harmonien i det skabte her at være brudt. Idet vi fødes, er vi alle lige!
Som skabninger står vi lige i: ”Intet at kunne fordre som ret.” Hvor
forskelligt tildeler Gud os evner! Enkelte får så uendelig store, andre så
ringe; i hjem og forhold stiller Gud os ved fødselen, og hvor uendeligt mange
af os tildeles ikke de hårdeste kampe; vi bliver der satte, der indførte;
hvor mange kunne ikke med ret sige: ”det var mig bedre, om jeg aldrig var
født!”
Menneskelivet, det
højeste her på jorden, kom altså ikke under harmoniens skønheds love! det er utænkeligt,
det er en uret, og kan således ikke finde sted.
Livets disharmoni
ligger i, ar vi kun ser en lille del af vor tilværelse, nemlig den her på
jorden; der må være et fortsat liv, en udødelighed..
Det prædiker du for os,
du mindste blomst, som alt hvad skabt er i skønhed og harmoni. Hørte vor
tilværelse op i døden her, da var det fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud
ikke retfærdighed og kærlighed, som alt i naturen og åbenbaringen besegler det;
og peger man os hen på den hele menneskehed, som den, hvori harmonien vil
åbenbare sig, da synker al vor stræben og virken hen til koraldyrets
virksomhed; menneskeheden bliver da kun et storheds monument for Skaberen, han
viser da kun sin Herlighed, men ikke
sin højeste Kærlighed. Alkærlighed er
ej Selvkærlighed! – Udødelighed ejer vi!” (6)
Det med, at skæbneloven trods alt er i
funktion og vil blive fuldbyrdet før eller siden, det er jo netop lige præcis,
hvad Martinus på grundlag af sine egne kosmiske analyser og livsfacitter til
fulde kan bekræfte. Det er i forlængelse af citaterne fra ”Livets Bog” 1, stk.
29. og 30., at vi i stk. 31. og 32. finder hans begrundelser og argumenter for, at skæbneloven fungerer
perfekt og at lidelserne, smerterne og de ulykkelige skæbner og forhold udgør
baggrunden for udviklingen frem mod en bedre tilværelse:
(Citat med nutids retskrivning):
31. Her skal dog tilføjes, at det virker som retfærdiggørende
omstændigheder, når man i Livets Bog får at se, at denne jordens nuværende
forholdsvis primitive moralske standard med dens udløsning af mord, krig og
lemlæstelse er identisk med udløsningen af en opsummeret samlet virkning af
hvert enkelt individs manifestation af egoistiske tilbøjeligheder eller lavere
tendenser. Den samlede jordiske menneskehed udgør nemlig kosmisk set ét
samlet legeme, i hvilket hvert enkelt individ udgør en enhed. Det enkelte
individs manifestation kan derfor ikke på nogen som helst måde udløses uden at
være identisk med en medvirkende faktor i den samlede menneskeheds
skæbnedannelse. Da hele verdensaltet opretholdes i kraft af evige love, der
igen betinger årsag og virkning, og hvis yderste konsekvenser
igen vil afføde behag eller ubehag, hvilket igen vil sige det samme som,
at ingen som helst form for manifestation kan eksistere uden at være identisk
med enten det udløsende moment for behag eller det udløsende moment for
ubehag, vil denne jordens nuværende moralske misére med tilsvarende
lidelsesudbrud i virkeligheden kun udgøre et spørgsmål om årsag og virkning.
Menneskehedens nuværende tilstand vil altså være udtryk for, at flertallet
af dens enkelte individer i deres daglige tilværelse har udløst sådanne
årsager, hvis virkninger ifølge de evige love for tilværelse i sin dybeste
analyse måtte komme til at fremtræde som ubehagelige for den samlede
menneskehed. Dette vil så igen være ensbetydende med, at hvis det samme flertal
af nævnte i sin daglige tilværelse havde udløst modsatte årsager, ville den
nuværende tilværelse for menneskeheden i tilsvarende grad have været af en
ligeså lykkelig og opbyggende form for oplevelse af livet, som den nu er
ulykkelig og nedbrydende for det samme samfunds daglige tilværelse. Det
moralske mørke, der er blevet manifesteret i verden, vil således ikke være at
betragte som nogen ”Helvedesstraf” eller ”Forbandelse”, der er
kommen over menneskene, men disse udtryk vil derimod overalt, hvor de
forekommer, kun være at betragte som identiske med lignelser eller symboler,
tilpassede for en primitiv opfattelsesevne. Det, der derimod er sket, er
kun dette, at menneskene i overvejende grad har udløst årsager, hvis
virkningers yderste konsekvenser de ikke kendte, men som nu efter deres
udløsning som realistiske kendsgerninger i verden danner en glimrende baggrund
for individets erkendelse af sin egen åndelige uvidenhed og ubehjælpsomhed og
således bliver en overordentlig kraftig stimulerende basis for de samme
individers modtagelighed for en helt ny åndelig oplysning eller visdom endog
indtil en sådan grad, at denne igen kan resultere i en helt ny og langt
fuldkomnere og for nulevende og
fremtidige menneskers erfaringer,
begavelser og opfattelsesevner mere tidstilpasset kulturbasis eller
verdensmoral, indenfor hvis område individets oplevelse af sin egen
identitet som et udødeligt væsen, en gudesøn og som et væsen for hvem praktiseringen
af kærlighed til sin næste er blevet en naturlig vane eller et anlæg, og derved gør den evige
fred til en kendsgerning på de jordiske kontinenter. Den senere jordiske
lidelsestilstand har således bragt det gode med sig, at der er skabt mulighed
for, at en ny og bedre form for tilværelse kan begynde at holde sit indtog i
den jordiske sfære.
32. Før vi går videre, må vi dog bemærke, at der fra samfundets
side i form af politiske foranstaltninger, filantropiske virksomheder, nye
religiøse sektdannelser og åndsforskning o.s.v. er blevet gjort meget for at
forbedre forholdene eller dæmme op for mørket, men det har trods sit ikke
ubetydelige omfang været af liden virkning og fjernede ikke grundårsagen til
ondet. Det var ligesom lapperier, der undertiden rev store huller ved siden af
de reparerede steder. Det er derfor blevet mere og mere synligt som en
kendsgerning, at intet mindre end en helt igennem ny åndelig
verdensimpuls fundamentalt vil være i stand til at afhjælpe verdens nød og
lede klodens åndelige kurs ind mod en sådan højde i kærlighedszonen, at det
såkaldte ”Guds rige” eller det rige, som før ikke var af denne verden,
ikke skal blive ved med at fortone sig i en fjern himmelsk verdens stråleglans
som utopier eller forjættelser, men derimod også må komme til i form af et
færdigtudviklet menneskerige at kaste sin evige fred funklende ud over
jordiske breddegrader. Og takket være det guddommelige Forsyn, der altid lader
hjælpen være nærmest, når nøden er størst, har en sådan ny guddommelig impuls
allerede begyndt at holde sit indtog i verden. Efterhånden som dens
synliggørelse og dermed udfoldelsen af dens ophøjede livgivende inspiration
bliver fremherskende, vil den afføde en helt ny verdenskultur, der ved
sin opbyggelse, - ikke på tro, men på viden, kan blive en garanti for
det jordiske menneskes virkelige frelse eller udfrielse fra hadets og
lemlæstelsernes mørke zone.
I følge disse oplysninger
vil jordens nuværende lidelsestilstand kun være at betragte som en ny stor
verdensepokes fødsels forudgående fødselsveer. Jordmenneskene oplever
således for tiden en verdenskulturs undergang og en verdenskulturs fødsel.” (Citat
slut) (7)
Her bør man erindre
sig, at de ovenfor gengivne citater er hentet fra ”Livets Bog” 1, som blev
skrevet i slutningen af 1928-29 og begyndelsen af 1930erne. Og det Martinus
skriver deri, om det med den gamle verdenskulturs undergang og en ny
verdenskulturs fødselsveer, indebærer, at det er fortsatte processer, der
foregår hver eneste dag og time året rundt, og – det er vigtigt at erindre sig
– at disse processer er langt fra at være afsluttet. Dette fremgår da også af
bogen ”Logik”, som Martinus skrev i slutningen af 1930'erne og som udkom i
1938. Hensigten var, at eftersom der indtil da fortsat forelå ”Livets Bog” 1,
så skulle ”Logik” tjene til at give sine læsere et større og koncentreret
indblik i, hvad det var for emner og problemer, der lå og ventede på at blive
skrevet i de resterende senere bind af værket.
Som formentlig bekendt
for i hvert fald en del af læserne her, så var der sket det i Tyskland, at den såkaldt nationalsocialistiske
bevægelses fanatiske bannerfører, Adolf Hitler, var kommet til regeringsmagten
ved valget i 1933. Det viste sig snart, at Hitlers politiske målsætning var
gennem krig og erobring af landene, at udbrede den nazistiske ideologi og
livsstil, om nødvendigt ved hensynsløs og blodig magtanvendelse, altså kort og
godt krig. Truende skyer trak derfor op over i første omgang Europa, og det var
under indtrykket af de alvorlige politiske forhold, at Martinus skrev bogen
”Logik” og deri også kommer ind på de truende udsigter til krig, ja, til en ny
og blodig og dermed 2. verdenskrig. Martinus nævner ganske vist ikke dette
direkte i sin fremragende bog, men antyder det kun, omend med stærke og
uforglemmelige ord. Det sker især i bogens 58. kapitel med overskriften ”Lidelsen
forvandler ”Dyr ” til ”Menneske”, og hvorfra jeg vil driste mig til kun at citere slutningen:
(Citat med nutids retskrivning): ”[…] Og således opstår igennem
”det onde” i ”Paradishavens”s mørkeside kulminationen af den oplevelse, der
direkte er virkningerne af de dyriske anlægs blomstring, og som i form af
”Helvede” lader dyret opleve sin egen verdens yderste konsekvenser, dens
kulminerende skæbne, en åbenbaring, hvor alle detaljer er: Lemlæstelser,
dødskvaler, sorg, savn og pine. Og igennem mættelsen af dette syn, denne
selverfaring, vågner dyret op til skriget efter kærlighed, den ”forlorne søn”
til længsel efter ”Faderen”, og den jordmenneskelige mentalitet til modtagelighed
for verdensgenløsning.
Og se, han, som hører
mikrobens mindste suk og leder klodernes gang, glemmer ikke sit skaberværk.
Guddommelige sendebud har allerede med mellemrum ladet deres røst høre på store
dele af kloden. Denne kærligheds atmosfære har for længst gennemboret den
dyriske tåge, ført menneskeheden store strækninger fremad, opad mod
forløsningens lyse himmel. Og selv om krigsindustrien i dag har mere travlt end
nogen sinde, og selv om man aldrig har været i den grad optaget af at forberede,
om end ubevidst, sin egen lemlæstelse, det kommende Ragnarok, ja, selv om man
aldrig nogen sinde i så høj grad har været besjælet af den illusion, at
verdensfreden, roen og harmonien, skabes med ødelæggelsesmidlernes larmende
kulmination, som netop nu, så er dette dog kun forberedelsen til dyreriget
endeligt i den jordmenneskelige bevidsthedssfære. Dets sidste krampetrækninger
i nævnte zone vil blive uhyggelige, men er ikke desto mindre indledningen til
lysets kroning på jorden. Guds Ånd lyser direkte i form af en ny
kærlighedsbølge over jorden og fører denne ind i en ny stor morals epoke, i
hvis bane ”døden” ikke kan være, ej heller ”skrig eller pine”, thi der går
fredens engel uhindret hen over verden. Og i dens fodspor føres ”Guds rige” med
ind over de jordiske kontinenter og have. Døden er død og livet lever. Glæden
er til huse i bog og hytte, Alt er ”Guds billede”. Og dette skaberværk er
kærlighed.” (Citat slut) (8)
Fredag den 16.
september 1825 skrev Andersen følgende smukke og vers i sin Dagbog, som i rimet
kortform faktisk udtrykker det samme, som når Martinus i ovenstående citat
skriver: ”Og se, han, som hører mikrobens mindste suk og leder klodernes gang,
glemmer ikke sit skaberværk”. Andersens lille digt er her gengivet med nutids
retskrivning:
Din vilje ske Alfader
Jeg stoler på dig tryg
I dine stråler bader
sig engel og selv myg.
Du styrer sol og stjerne,
Du styrer støvets lod,
Dit bud jeg følger gerne
thi du er vis og god.
Kun styrk min sjæl du rene,
lad mig en del fortjene
af al din salighed, - (9)
Men til trods for de på
sigt lovende lyse udsigter for jordkolden og dermed menneskeheden, vender
Martinus dog gang på gang tilbage til temaet om ”det dræbende princip”. I bogen
”Logik” har Martinus derfor også meget andet og mere at sige om det jordiske
menneske, som i det tyvende århundrede endnu kun var udstyret med delvist 'dyrisk' sind, hvilket vil sige, at det
jordiske menneske – et udtryk der skal ses som modsætning til det kommende
”rigtige menneske” - endnu til en vis grad handlede og reagerede på basis af
det, Martinus betegner som ”det dræbende princip”, For selv om mange mennesker
f.eks. aldrig selv kunne tænke sig at slagte et dyr – og slet ikke dræbe et
menneske – så findes der så mange andre måder, at 'dræbe' eller 'ødelægge' på.
Det kommer Martinus blandt andet også ind på i nævnte bogs 22. kapitel med
overskriften ”Det jordiske menneske er i stor udstrækning livets fjende”, og
heri skriver han bandt andet følgende:
(Citat med nutids retskrivning): ”Er der nogen fugl i luften, nogen
fisk i vandet eller noget dyr på landjorden, der i blot tilnærmelsesvis grad
kan opfylde for os skabelsen af død og undergang, af lemlæstelse og lidelse, af
sorg, nød og elendighed? - Findes der noget væsen, der i større grad har evner
eller anlæg til at udløse ”Helvede” på jorden end netop det jordiske menneske?
- Har man nogen sinde set nævnte væsens mordtalenter overtrumfet af de øvrige
væsener på kloden? -
Det jordiske menneske er
altså det største rovdyr. Det er kulminationen af alt, hvad der er mørkt,
ødelæggende og dræbende. Det er det væsen, der på jorden har størst evne til at
frembringe kontrasten til kærlighed, det er i stor udstrækning selve livets
fjende. Begivenheden i urskoven er ikke særeje for den fjerne fortid. Vi har
den indenfor vor dør og lige udenfor vort hus. Den er til stede i det jordiske
menneskes blod, i dets sind og i dets tanke, den kan lyne gennem dets blik,
vibrere gennem dets hånd og fod. Vi kan møde rovdyret i vor næste, kan endog spore det i vor nærmeste pårørende, ja,
selv sådan en beskyttende fæstning som fars og mors kærlighed, en elskers, en
søns, en datters hengivenhed sprænger bregneskovens mørke atmosfære med stor
lethed, og vi bliver undertiden dolket af dem, vi elskede højest, og mange
myrder, lemlæster og piner ofte dem, de selv mener ikke at kunne leve foruden.”
(Citat slut). (10)
Den samme tankegang
finder vi endvidere udviklet og udtrykt i samme bogs 67. kapitel, som har
overskriften ”Helvede”. Derfra skal jeg også tillade mig at citere, dog
kun følgende tekststykke:
(Citat med nutids retskrivning): ”[…] Det tyvende århundredes
verdensdramaer er altså halvt ”dyriske” og halvt ”menneskelige”. Men det er jo
lige akkurat den tilstand i mentaliteten, der kan skabe ”Helvede”. ”Helvede” er
således intelligensens første frugter. Men da intelligens i første instans er
de ”forbudte frugter” af ”Kundskabens træ”, hvis nydelse skulle medføre
”døden”, hvilket vil sige, ødelæggelse af legemer, da en virkelig ”død” ikke
eksisterer, så bliver de førstnævnte bloddramaer, i forbindelse med de øvrige
århundreders genvordigheder i menneskehedens historie, opfyldelsen af den
guddommelige, formanende spådom fra
”Pardisets Have”: ”Men af Kundskabens træ på godt og ondt, af det skal du ikke
æde; thi på hvilken dag, du æder af det, skal du dø døden”. - [...]” (Citat
slut) (11)
Det er så angiveligt i
den situation, mennesket ser ud til at stå i nutiden, det vil sige, i det for
kort tid siden påbegyndte 21. århundrede. Teknikken, især i form af
elektronikken og internettet, er efterhånden blevet hverdags for de fleste af
klodens mennesker, men samtidigt er verdenssituationen politisk set præget af
især indbyrdes politisk og kulturel mistillid og krise. Værre er det måske nok,
at den verdensomspændende religiøst motiverede hensynsløse og blodige terror,
som begyndte allerede i 1990'erne, er tiltaget og blevet mere og mere
avanceret. Dertil kommer de senere års tiltagende tilstrømning af flygtninge og
migranter fra Mellemøsten og flere afrikanske stater, mennesker, unge og ældre,
børn og voksne, kvinder og mænd, piger og drenge, som søger tilflugt og asyl i
Europa, hvis økonomi og livsstil derfor er kommet under et stort og måske endda
et for stort pres. En situation, der foreløbig ikke ser ud til at være en
tilfredsstillende aktuel løsning på. Kosmologisk set må der formentlig være
tale om, at situationen er et led i den indtil videre standende ”Dommedag”,
hvilket dog i henhold til Martinus på det lidt længere sigt giver grund til
optimisme, både på det enkelte menneskes og menneskehedens vegne. (12)
© Juni 2016 Harry
Rasmussen.
===========================
1.
Se ”H.C. Andersens Levnedsbog 1805 –
1831”. Påny udgivet af H.Topsøe-Jensen. Det Schønbergske Forlag. København
1962, 3. udgave 1988, pp. 22-23. -
(Citat, gengivet med originalteksten:)
”Som brogede, halv glemte Drømme staae de første Erindringer for mig. Saaledes
staaer Spaniernes Ophold i Odense (1808) fjernest. Jeg seer endnu hvor de
kjørte forbi med Kanoner, husker en Soldat der tog mig paa sin Arm, dandsede og
græd i det samme, han havde vist selv Børn i Spanien. Jeg erindrer at Een blev
skudt paa Heden og at jeg stod oppe i et Vindue og saae derpaa, men af hele
Processionen erindrer jeg kun Tømmermændene med de lange Skjæg, der især gjorte
Indtryk paa mig. - [...]”
2. Se 2. Hovedafsnit. H.C.Andersens
liv og repetition 1805 – 1835. Læs evt. afsnittet FANTASIEN OG OVERTROEN I BARNDOMMEN . - Deri findes beskrevet, hvordan det
virkelig forholdt sig med faderens soldatertjeneste, sygdom og død.- Citatet her gengivet med originalteksten:
[…] Krigen rasede imidlertid i Tydskland, min
Fader læste begjærligt Aviserne. Napoleon var hans Helt, vi bleve
allierede med de Franske, Tropperne droge afsted, han kunde ikke blive i
Hjemmet, han vilde see Napoleon, han vilde i Krig. De Anecteerte skulde nu
ogsaa afsted, han gik med som Frivillig, men simpel Soldat, vis paa at avancere
i Krigen. Jeg laae da syg af Meslinger, min Mund var i Saar, jeg phantaserede
stærkt; dog husker jeg tydeligt den tidlige Morgen, jeg saae ham i Uniform med
Geværet, bøiende sig over Sengen kyssede han mig min Læbe til Blod og styrtede
ud af Døren. - Der var en Jammer hjemme. Naboekonen, sagde at min Fader var
gal, at han vilde løbe ud og skydes for Ingenting! -
Han kom imidlertid ikke længer end
til Holsteen, Krigen var endt, Tropperne trak tilbage, og min Fader var
atter Borger, men hans Sundhed havde lidt, han blev febersyg en Morgen,
phantaserede stærkt, talte om Napoleon og Felttoge; min Moder vidste intet
bedre Raad end sende mig ud til en saakaldet klog Kone i Eiby, en Miil fra
Byen, hun lovede at komme, gjorte først nogle Kunster med mig, som hun bandt en
ulden Traad om Haandledet og gav et Blad af, som hun sagde ”Christi Korsets
Træ”. ”Men skal min stakkels Fader døe?” spurgte jeg og græd. ”Døer han,”
svarede hun, ”da vil du møde hans Aand paa Veien naar du gaaer hjem!” - Hun
havde nær skrækket Livet af mig og jeg var frygtelig tilmode. - ”Skal vi dog
ikke hente en Doctor!” bad jeg da jeg kom hjem; men det skete først næste Dag,
og Sygdommen tog mere til; han døde paa den tredie Dag. - Jeg gik tæt bag efter
Liigkisten, saae hvor Præsten inde i St Knuds Kirke kastede Sand paa den, jeg
var saa bedrøvet, hjemme jamrede min Moder; kun gamle Farmoder sad stille med
vaade Øine, hun sukkede slet ikke, men der laae en forunderlig Smerte i det
blege Ansigt, der selv greb mig, som Barn. -
3.
Se 2. Hovedafsnit. H.C.Andersens liv og repetition 1805 – 1835. Se
afsnittene DET STORE
VENDEPUNKT og SKOLEELEV ANDERSEN
4.
Afskrift af stilen er hentet i H.C.
ANDERSEN Eventyrdigterens hidtil utrykte danske stile II. Et udvalg ved Jørgen
Skjerk. København 1999, pp. 65-70. - Salmen ”Vor Gud han er så fast en Borg” er
forfattet af Martin Luther omkr. 1530. Det med den barnlige tillid til Gud, har
Andersen jo især udtrykt i og med eventyret ”Snedronningen” (1843), hvori
Jesus-ordene ”Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!” er det
centrale budskab. Se f.eks. artiklen 3.04. ”Uden at I bliver som børn, kommer
I ikke i Guds Rige!” (I) – om ’barnesindet’ som forudsætning, og
3.05. ”Uden at I bliver som børn, kommer
I ikke i Guds Rige!” (II) – om ’barnesindets’ nødvendighed.
5.
Den citerede tekst er herunder gengivet
i Andersens eget sprog:
(Citat) ”Vi talte om det evige Liv, og Oehlenschläger
henkastede de Ord: ”Er De saa vis paa, at der er et Liv efter dette!” Jeg
holdt fast paa Forvisnngen herom, grundet i Guds Retfærdighed, men brugte i min
stærke Udtalelse de uoverveiede Ord: ”Mennesket kan forlange det!” – Da vedblev
han: ”Er det ikke igjen en stor Forfængelighed af Dem, at turde forlange et
evigt Liv. Har Gud ikke givet Dem saa uendeligt Meget i denne Verden. Jeg
veed,” vedblev han, ”hvilken uendelig Fylde af Godhed, han forundte mig; naar jeg
i Døden lukker mine Øine vil jeg taknemlig prise og velsigne ham; forundes mig
da endnu et evigt Liv, da tager jeg det som en ny uendelig Naade.”
”Saaledes kan De tale,” sagde jeg, ”Gud gav Dem saa uendelig Meget paa
Jorden, ogsaa jeg bør sige det, men hvor Mange stilledes ikke ganske anderledes
i Verden, de kastedes herind med et sygt Legeme, en kuet Aand, førtes ind til
de bittreste Forhold til Sorg og Savn, hvorfor skulle de saaledes lide, hvorfor
blev det saa ulige fordeelt, det var en Uret, og den kan Gud ikke øve, han vil
give Erstatning, løfte og løse Det, vi ikke kunne!” (Citat slut)
6.
Vedr. ”den lavpsykiske sansehorisont”,
se Martinus: ”Mellem to Verdensepoker,kap. 8-13. - ”H.C.Andersen: I Sverrig.
Rejseskildring. Romaner og Rejseskildringer VII. Udgivet af Det Danske Sprog-
Og Litteraturselskab. Under redaktion af H.Topsøe-Jensen. Udgivet af Morten
Borup og H.A. Paludan. Gyldendal 1944. Citatet er hentet fra essayet ”Tro og
Videnskab (Prædiken i Naturen)”, side 90-91. ”I Sverrig” findes også i en
særudgave, udgivet med forord og noter af Henning Fonsmark. Hans Reitzels
Forlag. København 1962. I Andersens eget sprog ser citatet sådan ud:
(Citat med Andersen egen retskrivning:) ”I
Bibelen staaer det Udtryk: ”Gud i Aand og Sandhed,” og herfra kunne vi meest
betegnende finde Udtryk for den Erkjendelse, vi kalde Følelsen af det Skjønne;
hvad andet er vel den, end ”Aand og Sandhed”, denne Aabenbarelse af Gud, og
ligesom vor egen Sjæl lyser ud af Øiet og i den fine Bevægelse omkring vor
Mund, saaledes lyser, i det Skabte, Billedet frem af Gud i Aand og Sandhed. Der
er Harmoni-Skjønhed fra det mindste Blad og Blomst, til den store, fyldige
Bouquet, fra vor Jord selv, til de talløse Kloder i Himmel-Rummet; saavidt som
Øiet seer, saa langt Videnskaben naaer, er Alt – Smaat og Stort – Skjønhed ved
Harmonien.
Men see vi nu til Mennesket, for
hvem vi have det høieste, det helligste Udtryk ”skabt i Guds Billede”,
Mennesket, der formaaer at opfatte og optage i sig al Guds Skabning, da synes
Harmonien i det Skabte her at være brudt. Idet vi fødes, ere vi Alle lige! Som
Skabninger staae vi lige i: ”Intet at kunne fordre som Ret.” Hvor forskjelligt
tildeler Gud os Evner! Enkelte faae saa uendelig store, Andre saa ringe; i Hjem
og Forhold stiller Gud os ved Fødselen, og hvor uendeligt Mange af os tildeles
ikke de haardeste Kampe; vi blive der satte,
der indførte; hvor Mange kunde ikke
med Ret sige: ”det var mig bedre, om jeg aldrig var født!”
Menneskelivet, det Høieste her paa Jorden,
kom altsaa ikke under Harmoniens Skjønheds Love! det er utænkeligt, det er en
Uret, og kan saaledes ikke finde Sted.
Livets Disharmoni ligger i, ar vi
kun see en lille Deel af vor Tilværelse, nemlig den her paa Jorden; der maa
være et fortsat Liv, en Udødelighed..
Det prædiker Du for os, Du mindste
Blomst, som Alt hvad skabt er i Skjønhed og Harmoni. Hørte vor Tilværelse op i
Døden her, da var det Fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud ikke
Retfærdighed og Kjærlighed, som Alt i Naturen og Aabenbaringen besegler det; og
peger man os hen paa den hele Menneskehed, som den, hvori Harmonien vil
aabenbare sig, da synker al vor Stræben og Virken hen til Coraldyrets
Virksomhed; Menneskeheden bliver da kun et Storheds Monument for Skaberen, han
viser da kun sin Herlighed, men ikke
sin høieste Kjærlighed. Alkjærlighed
er ei Selvkjærlighed! – Udødelighed eie vi!” (Citat slut).
7.
Artiklen ”Et internationalt verdensrige”
vil kunne tjene som et godt supplement til nærværende artikel: H1-44. Et internationalt verdensrige.
Hvad vil det i grunden sige?
8.
Bogen ”Logik” – og dermed også
ovenstående citater derfra - vil kunne
læses online via dette link: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=70–
Supplér evt. med læsning af Martinus' artiklen ”Den øverste feltherre”: De
store feltherrer gennem tiderne har været "den øverste feltherres",
dvs Guddommens specielle redskaber. Se Martinus:
Den øverste feltherre, Kosmos 1974 nr. 4.
9.
H.C. Andersens Dagbøger 1825 – 1834.
Udgivet af Det Danske Sprog- Og Litteraturselskab under Ledelse af Kåre Olsen
og H. Topsøe-Jensen, Udgivet af Helga Vang
Lauridsen. G . E . Gads Forlag, København 1971. Digtet ser i sin
originalversion sådan ud:
Din Vilje skee Alfader
Jeg stoler paa dig tryg
I dine Straaler bader
Sig Engel og selv Myg.
Du styrer Sol og Stierne,
Du styrer Støvets Lod,
Dit Bud jeg følger gierne
Thi du er viis og god.
Kun styrk min Siæl du rene,
Lad mig en Deel fortiene
Af al din Salighed, -
10.
”Logik”, 22. kapitel: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=70
11.
”Logik” 67. kapitel ”Helvede”: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=70 - Vedr. myten om Adam og Eva, se f.eks.
bogen ”JESUS – søn af mennesket”, 2. del,
17. og 18. kapitel. Udgivet 2012 af Forlaget Scientia Intuitiva v/Jan
Tarbensen. Vil også kunne læses online i ”Jesus Menneskesønnen II”, 2. og 3.
kapitel: http://www.livetseventyr.dk/INDEX
Bog 2.htm
12.
Man bør i sammenhæng med hele den
ovenfor stående skildring af verdenssituationen og menneskehedens situation
ikke glemme, at i henhold til Martinus' kosmologi hænger menneskehedens
situation og skæbne intimt sammen med jordklodens situation. Jordkloden er jo i
principiel lighed med mennesket primært et levende væsen, der som sådant også
har en skæbne. Eftersom menneskeheden udgør intet mindre end jordklodens
hjernesystem, er begge skæbneforbundne, et forhold, som findes omtalt i ”Livets
Bog” 1, stk. 58.: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51
© Juni 2016 Harry Rasmussen.
**********************